Simon Bennebjerg, Mads Rømer Brolin-Tani, Stine Schrøder Jensen og Christine Gjerulff i ‘Pang’ (Tegn.: Claus Seidel)
DET BLEV
EN
DRENG
’Pang’ rammer mandschauvinismens ustoppelige fremmarch i råt show på Det Kgl.
Dramatiker: Marius von Mayenburg. Oversættelse og bearbejdelse: Madame Nielsen. Iscenesætter: Heinrich Christensen. Scenograf: Jonas Fly. Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Stine Schrøder Jensen, Morten Burian, Simon Bennebjerg, Christine Gjerulff og Morten Christensen.
’Pang’ spiller i Skuespilhuset på Mellemgulvet indtil den 7. februar 2018. Varighed: 2 t. u. pause.
***
HU HEJ, hvor det går. Det Kgl. Teaters seje stampublikum får sig nogle rystere i øjeblikket.
PÅ Store Scene i Skuespilhuset spiller man Holbergs ’Maskerade’ slebet ind med hård hånd til et show for marionetdukker og sprællemænd på foranledning af en tysk instruktør, der synes, at teksten er uinteressant, så fred være med den. På Lille Scene smider den politiske ravrusker Peter Larsen rød maling på en papdukke af Anders Fogh under sin gennemgang af Irak-kommissionens død og begravelse.
OG nu på Mellemgulvet (Det ’Røde Rum’, hvis nogen ellers erindrer den scenes glorværdige fortid), spilles det tyske ’Pang’, der – for at begynde med slutningen – som scenografisk finale på rundhorisonten viser et kæmpemæssigt foto af det kvindelige kønsorgan. I nærbillede, så kolossalt og påtrængende, at man – om lyst haves – kan gå på geologisk ekspedition ved foden af venusbjerget og udforske de eventyrlige, aftenrøde bjerge og dale, der udgør dette gynækologiske pragtlandskab.
SÅ er vi i hus dér, hvor det brænder løs. Sådan set. Rundhorisonten burde måske snarere have vist en gigantpenis, for ’Pang’ handler om mænd og kvinder, men især mænd og maskulinitet. Men ok. Sandelig også om mænds brug af kvinders køn som genstand for deres magtudfoldelse. Stykket er skrevet tidligt i 2017, men det lyder, som om det er blevet til som en rivende, frisk kommentar til metoo- og sexchikane-debatten.
’PANG’ fortæller om Rolf, der fødes som tvilling, en dreng, der er kæmpestor og nærmest massakrerer tvillingepigen for øjnene af os, mens de to endnu ligger i livmoderen, en bloddrivende plasticsæk, midt på scenegulvet. Rolf skal frem i verden. Mads Rømer Brolin-Tani er født til rollen. Han er granvoksen. Son denne Rolf, der vokser videre løs, brutal, fræk og sikker på sin retmæssige dominans. Til sine forældres lyksalige forbløffelse et vidunder. Symbolikken er let begribelig, for vi følger fra det øjeblik serier af lysende eksempler på Rolfs gerninger, og den skråsikre, positive macho-overlegenhed, der driver ham. Som den driver familiens nabo, der tæver sin kone, så hun kommer luskende ind ad døren for at få hjælp. Sjældent har man set nogen så stum og skræmt som Christine Gjerulff. Hun bliver barmhjertigt anbragt i kælderen i en pakkasse, for de er jo gode mennesker, Rolfs far og mor: Morten Burian, der er rablende snakke pr-mand for et eller andet, og Stine Schrøder Jensen, fodret af forfatteren med mellemklasse-klichéer om denne verdens godhed og ondskab, og frisk på at deltage i en skønhedskonkurrence.
NABOEN, der tæver sin kone spilles af Morten Christensen, som senere optræder som salgsagent for en professionel, tyskproduceret maskinpistol, hvis fortræffeligheder, han beskriver for Rolf og familien så overbevisende, at de er klar til at spendere sparepengene, så knægten kan udvide sin bestand af legetøj. Til større fornøjelse for ham end anskaffelsen af en violin og ansættelse af Kim Sjøgren til at banke blide strøg på strengene ind i ham.
DEN berlinske dramatiker Marius von Mayenburgs stykke er lagt i hænderne til fordanskning af Madame Nielsen, vor litterære verdens krydsning af Mata Hari og dr. Livingstone. Og iscenesættelsen til Heinrich Christensen, der kan få et tivolisk muntert køkken ud af ethvert emne og spidse emner yderligere spidset. Fantasien syder. Alt følges af en lusket kameramand (Simon Bennebjerg), der foreviger det hele til et eller andet socialt medie. Skræk for naboer, for voldtægt, for flygtninge, for hjemløse, for sexchikane, for hvad som helst uden for murene pibler frem i ’Pang’ – samtidig med skrækken for ikke at få demonstreret den fulde, høflige forståelse for al verdens nød og dermed kan sole sig i opmærksomhed.
DRUKNES og glemmes kan det hele heldigvis i Miss et-eller-andet-konkurrencer, Vild med dans eller kagedyst. Det er, hvad denne Schaubühne-dramatiker fortæller med grovkornet teaterhåndværk og djævelsk grin over menneskehedens fordærv anført af fødte machoer som Rolfie.
VI lades ikke i tvivl. Ved fremkaldelserne bliver kun Mads Rømer sendt frem til bifald og blomster. Klap, venner! Mændene vinder. Igen. Glædelig jul. Et barn er født. Det blev en dreng.
gregersDH.dk
