JAGTEN PÅ DET PERFEKTE

Brahms jagtede det perfekte – nåede det i musikken. Aldrig privat.

Karl Aage Rasmussen: ’En sørgmodig drøm om idyl – Uudgrundelige Johannes Brahms. Gyldendal 2017. 240 s.

*****

DET tunge ansigt med det viltre skæg. Vi kender ham. Johannes Brahms. Ham med symfonierne. Alt-Rapsodien, Vuggevisen ’Guten Abend, gute Nacht’, Ein Deutshes Requiem…

I vores firkantede begrebsverden optræder han som modpolen til Wagner. Sådan som musikhistorien har naglet så meget fast i modsætninger. Den romantiske komponist, der står for ’absolut musik’.

Ren musik, vil nogle kalde det. Kontra litterær musik, musik, der forestiller noget: Slagmarker, helte, historier, billedrige fortællinger og dramaer. Hvad som helst.

KARL Aage Rasmussens bog om Brahms er god, hvis man vil blive klogere på den diskussion, den modsætning. Den er samtidig en spændende fortsættelse af den bog, som den århusianske musikprofessor skrev for nogle år siden om komponisten Robert Schumann, komponisten, der endte sit liv på et asyl for sindssyge i Düsseldorf kun 43 år gammel. I den bog optrådte Brahms også. Nu er han hovedperson.

Rasmussen skriver som en ørn. Han har en sjælden indsigt i værkerne og en lige så sjælden evne til at gøre os klog på, hvad det er for et menneske, der har skrevet værkerne.

HER tager han fat på den usædvanlige sammenhæng mellem Schumann og Brahms. Det er fundamentalt historien om det forhold, der opstod mellem Brahms og Schumanns kone Clara. Brahms er en underklasseknægt fra Hamborg, der afslører et fabelagtigt musikalsk talent, og nærmest bliver betragtet om et ’Wunderkind’, da han ubesværet tumler ind i en karriere, der i løbet af nogle få år fører ham i favnen på ægteparret Schumann i Düsseldorf, den berømte komponist og den mindst lige så berømte pianistinde, der allerede som purung havde lagt det meste af Europa for sine fødder som omrejsende klavervirtuos. Brahms var en køn yngling med et firkantet sind, charmerende, men med et evigt kompleks, der handlede om ikke at være god nok, selvkritisk indtil det absurde, hjælpsom og arrogant på én gang, klodset og selvoptaget, men voldsomt beundret for sit eminente talent. Kort sagt et kompliceret væsen.

Han bliver en tredje brik i forholdet Rober/Clara og vokser på en måde sammen med enken Clara efter Roberts død i et halvt abstrakt kærlighedsforhold, der varer resten af deres liv, registreret i breve og beretninger fra Clara og andre, men stort set ikke fra Brahms selv. Til enerverende irritation for efterverdenen. Brahms flåede gang på gang private breve i stykker, smed dem på ilden sammen med dynger af partiturer, som han ikke mente kunne stå for en nøjere kritik. Det sidste er selvfølgelig grotesk, når både Clara og utallige andre musikvenner og kolleger ikke bare anede, men også ved selvsyn og private prøver ved klaveret var overbevist om genialiteten.

DET er ikke småting, man er gået glip af. Men sådan er det også med dybere indsigt i forholdet mellem komponisten og den berømte pianist Clara. Det er svært at gennemskue, hvad der har været erotik, hvad der har været kunstnerisk engagement, hvad der har været loyalt skæbnefællesskab i forhold til den afdøde Robert. Brahms blev en slags stedfar til Claras otte børn – ti fødsler var hun igennem frem til hun var i slutningen af trediverne, to børn døde kort efter fødslen – men egentlig ægteskab indgik de aldrig, de boede aldrig sammen, men de sås, de skrev til hinanden og betroede sig til hinanden. Hun var en af de mest indsigtsfulde kritikere af hans værker helt frem til hun døde 76 år gammel i 1896 – et år før Brahms gik bort som 64-årig.

DE fjorten år, der var imellem dem, var en kilde til snak i omverdenen, men tilsyneladende ikke et problem for dem selv, måske med undtagelse i de situationer, hvor han rodede sig ind i romantisk flirt med andre damer, bl.a. Claras egen 16-årige datter Julie.

Det største personlige problem var en art konkurrence mellem dem: Hendes indædte fastholden i pianistkarrieren – hun gav koncerter endnu, da hun var over 70 år – og hans stædige tvivl og ubeslutsomhed på mange områder: Skulle han søge de store kapelmesterstillinger? Var det de rigtige, og skulle han fastholde stillingerne, når han havde fået dem?  Skulle han omarbejde sine værker, vende og dreje dem endnu engang, skulle han lade nogen se og spille dem, inden han var helt tilfreds selv?  Måske kassere dem? Og hvor skulle han bo? Han flyttede uafladeligt gennem hele livet, hang ved fødebyen Hamburg, boede mange år i Wien, men forskellige steder. Rykkede rundt i Tyskland i kølvandet på, hvor Clara nu boede.

DEN eneste konstant i hans tilværelse var at skrive musik. En beskæftigelse, der var umættelig, han behøvede ikke meget andet end en stol, et bord, et klaver og en seng – selv da han i sit modne liv var begyndt at tjene store penge på sine utallige kompositioner, lieder, korsange, kammermusik og de store værker, etablerede han sig i en lang tid i et pauvert skrab af en lejlighed i Wien. Bogens forfatter spørger: ”Hvad ville det pragtelskende luksusdyr Richard Wagner have tænkt?” Wagner besøgte ikke Brahms. De omgikkes ikke. De var bare i offentlighedens bevidsthed de to kanoner i samtidens musikliv. Brahms var på det tidspunkt ansat som chefkapelmester for Wiens berømte Gesellschaft der Musikfreunde, men boede som på et studenter-hybel.

SOM skribent er Karl Aage Rasmussen en mester i at bygge forløbet af en bog op. Plante vores nysgerrighed og interesse ved at antyde kernepunkter og dilemmaer i Brahms aktiviteter i de første afsnit, ramme dem undervejs og så udløse spændinger langt hen i bogen. Det er f.eks. en oplevelse af Beethovens 9. symfoni hos den meget unge Brahms, der bliver afgørende for en livslang kamp med symfoniformen, der først kulminerer med de fire symfonier sent i hans liv. Den berømteste den 4. med passacaglia-slutsatsen, som Carl Aage Rasmussen vier en særlig analyse af. En af den slags præcise små analyser, han enkelte gange undervejs også helliger kammermusikværker.

Der åbenbarer sig i biografien både en dramatisk menneskelig historie og en kilde til forståelse af Brahms enormt rige musik, ikke mindst mængden af lieder, folkelige eller kunstfærdige. Og som sagt: En indsigt i en af de splittelser, der groede fast i de europæiske musikmiljøer dengang med udgangspunkt i modsætningerne mellem Brahms’ såkaldt ’absolutte’ musik og den hyperromantiske, billedskabende musik fra Wagner og kredsene omkring ham. Modsætninger, der har overlevet helt frem i vor tid. Vi strejfer f.eks. en større forståelse for, hvad det er for en figur, Wagner latterliggør som den pedantiske Beckmesser i ’Mestersangerne’ – det er den skarpe kritiker Eduard Hanslick, Brahms’ indflydelsesrige skrivende talsmand i Wien, som bogen fortæller om i et af kapitlerne. Indirekte rammer satiren i ’Mestersangerne’ også Brahms og hans intense, men sublime nørklen med musikkens strukturer.

I bredere sammenhæng får vi en viden om den beskæftigelse, Brahms udfoldede omkring barokmusik og i det hele taget tidlig musik, som på hans tid af mange blev opfattet som tør og kedelig.

MODSÆTNINGERNE gnistrede dengang. Vi møder dem hos Bernhard Shaw, når han skriver om ’Ein deutsches Requiem’: ”Jeg kan ikke holde Brahms ud, når han er alvorlig… Brahms’ Requiem er det kun liget, der kan holde ud”. Eller hos Ekstra Bladets daværende koncertanmeldende redaktør Frejlif Olsen, der yndede klaveraftener med f.eks. Edwin Fischer eller Walter Gieseking og blev grebet af skrivedelirium, når der stod Liszt på programmet. Når de spillede Brahms konkluderede han simpelt hen: ”Jeg hader Brahms”.

GregersDH.dk