Claus Riis Østergaard og Githa Lehrmann i ‘Afmagt’ (Foto: Leif Hansen)
SAMFUNDETS SKYLD?
Odense Teater genopliver makaber retssag med stykket ’Afmagt’
****
En harsk mundfuld! Og du får den proppet ind uden formildende aromaer. Stykket har titlen ’Afmagt’ og spiller i Odense Teaters klunkefoyer på 1.salen, så hårene rejser sig og kun falder til ro, når man i sekunder løfter blikket til Agnes Slot-Møllers milde vægmaleri af Hagbart og Signe.
’Afmagt’ er en retssag. D.v.s. en retssag skåret ind til benet. En times krydsforhør af et ægtepar. Komprimeret dramatisering af en virkelig historie fra Belgien anno 1999, da en far og en mor myrdede deres to børn, og derefter forsøgt selvmord.
UNDER OVERFLADEN
Nogle vil huske de gruopvækkende detaljer. De udmales igen i Lennart Hansens brutale iscenesættelse, formuleret afdæmpet og nedtonet af de medvirkende (Lennart Hansen er selv dommeren, Githa Lehrmann moren og Claus Riis Østergaard faren), men alligevel så både had, vrede, vanvid og hjælpeløshed raser lige under overfladen.
Glimrende gennemført – med dommeren bag os, højt hævet over tilskuerne, og ægtefællerne i hver sin skranke på scenen.
Det er tæt på radioteater. Lennart Hansens sonore baryton rammer os og de medvirkende med næsten sakrale kølleslag. Mens Githa Lehrmann og Riis Østergaard står som saltstøtterne ved synet af Sodomas og Gomarras ødelæggelse. Naglet til skranken, dommerens spørgsmål og egne forsøg på erindring. Små trækninger i ansigtet. Stemmerne, der i glimt skærpes og bryder sammenbidtheden og forsteningen.
SKYLD
Men kan tvivle lidt om meningen med at bruge denne historie dramatisk.
Det fremgår tydeligt af Lennart Hansens spydige tonefald i spørgsmålene til de to om detaljer i mordene og ægtefællernes fortid og motiver, at der lægges an til en bestemt samfundskritisk vinkel: Denne tragedie er samfundets skyld. Den arrogante dommer eksponerer et klassesyn, der ikke levner samfundets tabere en chance for forståelse. Det er forståelsen, vi skal savne. Som stykkets belgiske forfatter siger i programmet: ’Jeg er interesseret i at finde ud af, hvorfor vi ikke er parate til at lytte til mennesker, der har myrdet deres børn?’
Dér giver stykket selvfølgelig nogle overvejelser, som, gennem den time stykket varer, får en masse stof fra den form for primitiv argumentation, faren og moren udfolder.
Når dommeren i sine forsøg på at afdække konens mentalitet, spørger hende, om hun stjæler i supermarkedet, svarer hun ja og kaster sig derefter ud i forurettelse over at blive taget i tyveriet. De kan da bare passe bedre på deres varer, mener hun. Og drabene på de to børn motiverer begge med, at ’Alle forældre ønsker det bedste for deres barn!’
Skyld og motiv er diffuse begreber i disse menneskers fortumlede hoveder.
En trist og makaber sag.
Men den har i al sin koncentrerede, statiske opførelse tankevækkende effekt.
