Sten Byriel, Anke Briegel og Ole Lemmeke i ‘Momo’ på Operaen (tegn.: Claus Seidel)

DA KOMPONISTEN BEGYNDTE AT LYTTE TIL, HVAD HUN SAD OG SKREV

’Momo og tidstyvene’ er en flot eventyropera med en musik, der løfter sig efter pausen.

Komponist: Svitlana Azarova. Tekst: Anna Bro efter roman af Michael Ende. Scenograf: Palle Steen Christensen. Dirigent: Anna-Maria Helsing. Medvirkende bl.a.: Anke Briegel, Sten Byriel, Morgen Grove Frandsen, Palle Knudsen, Jens Chr. Tvilum, Morten Staugaard, Hanne Fischer, Simon Duus, Ole Lemmeke, Gert Henning-Jensen, Andreas Landin og Sofie Elkjær Jensen.  Børnekor fra St. Annæ Gymnasium.

’Momo’ spiller på Operaen som søndagsforestilling kl. 15 til og med søndag 10. december. Varighed ca. 2 t 15 min. incl. pause.

****

HALLØJ, hvor her er noget at kikke på. Operaen har fået scenografen Palle Steen Christensen til at folde en sydlandsk eventyrby ud, så vi er klar til at købe flybilletten med det samme. Midt i det hele resterne af et romersk amfiteater!

HER begynder historien om pigen Momo. Hun er stukket af fra et børnehjem og får lov af byens borgere at slå sig ned i deres amfiteater. Og – som det går i den bog af Michael Ende, der hedder ’Momo og tidstyverne’ – kommer pigen og en skildpadde ved navn Cassiopeia til at redde borgerne fra en frygtelig skæbne!

BYEN bliver nemlig besat af en hær af grå mænd, der vil stjæle det bedste, de har: Tid. God tid. ’Drop jeres dovenskab, og kom i gang med at knokle, så I kan tjene en masse penge og købe en masse alt muligt!’  Det er dén mentalitet, Momo tager kampen op med. Og skildpadden – der hjælper hende efter læresætningen “Jo langsommere du går, jo hurtigere kommer du frem!” – tilhører Tidens Vogter, såmænd den pæne baryton Palle Knudsen, gjort uigenkendelig med et vældigt oldinge-fuldskæg.

EN klog pige, en skildpadde og en gud med tjek på tid og evighed – det er trioen, der tager kampen op mod de onde sataner, der ligner et helt hundekobbel af ministerielle djøf’er eller pr-agenter for storindustrien. Alle pulser på store cigarer. Budskabet er klart.

GODT går det selvfølgelig, men først til allersidst. Forinden er vi igennem vældige sceneskift – der lyder et lille pust fra det efterårsferie-ramte publikum, da Operaens gulv løfter sig med det deprimerende sted, hvor børn var spærret inde i ’Børnelageret’ – eller var det dér, hvor befolkningen stod i kø for at købe fastfood? Skumle steder i hvert fald. Gulvet hæver sig langsomt, og scenen forvandles til det underjordiske møderum for de grå mænd og deres chef, Ole Lemmeke i grum udgave.

En skuespiller, der taler mere end han synger. Og det er et symptom på noget specielt ved en opera som ’Momo’.  Ikke alle operasangere i forestillingen behersker den tydeligste tekstudtale. Der er overtekster på dansk. Det hjælper. Men det er ganske markant, hvor stor forskel der er på de enkelte sangeres evne til at udtale teksterne. Morten Staugaard kan. Palle Knudsen kan. Sten Buriel kan. For at nævne nogle stykker, sjovt nok mandlige, der kan.

LIBRETTOEN er skrevet af dramatikeren Anna Bro som præcis koncentrat af bogens originale tekster. Smukke og tankevækkende, mange af dem. Ikke uvæsentlige at fange undervejs. Og der sker så meget på scenen, at det er ærgerligt at skulle løsrive blikket for at læse de skrevne tekster, når nu der synges på dansk. Vi er ikke til ’Butterfly’ på italiensk. Det er vores eget sprog, der synges på.

VI oplever et andet problem i denne på mange måder farverige og fascinerende eventyropera. Man opdager det for alvor, når vi kommer ind i 2. akt. Nemlig, at den akt er væsentlig bedre komponeret end første akt.

MUSIKKEN er skrevet af den ukrainsk-hollandske komponist Svitlana Azarova. Det er hendes første opera efter mange rent instrumentale værker, kammer- og orkestermusik.

Et gæt: Hun er blevet klogere, da hun tager fat på anden akt. Opdager velsagtens, at hendes brug af det store orkester i førsteakten alt for mange gange tager livet af sangstemmerne – skarpe eller massive udladninger af slagtøj og blæsere, det totale orkester i brug, tit som dramatisk follow up og karakterisering af situationer og øjeblikke i historien – men svært at hamle op med for sangerne. En glimrende kontratenor som Morten Grove Frandsen kommer ikke rigtig igennem, Anke Briegel, der har hovedrollen – og hun illuderer fint som den unge, snusfornuftige pige – men har for utydelig en artikulation og for spinkel en stemme til at komme ordentlig igennem. Korene – og dem er der flere af – begraves i orkesterklang. O.s.v.

DET går anderledes og bedre i 2. akten. Det er, som om komponisten pludselig har lyttet til, hvad det er, hun sidder og skriver. Orkestret er instrumenteret med meget større lydhørhed over for, hvad der sker scenisk, Momo kan pludselig ses og forstås, både når hun er alene på scenen og når hun møder Mester Hora, tidens vogter, eller når hun har sin endelige kamp med den grå bandeleder Ole Lemmeke. Dirigenten Anna-Maria Helsing kan bruge sin pensel til at male langt mere følsomt i forhold til sangstemmerne, og det forøger i eminent grad en tæt oplevelse af musikkens og handlingens dramatiske karakter. Vi lytter ubesværet til teksten, ser koncentreret på de medvirkende, mærker musikken helt anderledes stemningsskabende.

OPSÆTNINGEN er en uropførelse. Den er flot at se på, indimellem spændende at høre på og et godt initiativ fra den nu afgåede operachef Sven Müller.

Børnevenlig? spørger nogle om. Ja, fin og ok for de børn, der ikke i forvejen er blevet imprægneret med fordomme om, at ’det bliver nok svært med den moderne musik, men næste gang tager vi ’Tryllefløjten’!

GregersDH.dk