Nanna Skaarup Voss som Julie i ‘Romeo og Julie’ på Aalborg Teater. (Foto: Allan Toft)

ADVARSEL

’Romeo og Julie’ i klodset og anstrengt udgave på Aalborg Teater.

Dramatiker: Shakespeare. Instruktion: Hans Henriksen. Scenograf: Markus Karner. Medvirkende: Stanley Bakar, Nanna Skaarup Voss, Martin Ringsmose, Kathrine Høj Andersen, Jørgen W. Larsen, Ferdinand Falsen Hils, Christian Gade Bjerrum, Marion Reuter, Sebastian Aagaard-Williams og Lars Topp Thomsen.

’Romeo og Julie’ spiller på Aalborg Teaters St. Scene indtil 3. oktober. Varighed 2½ time inkl. pause.

**

PROGRAMMET til ’Romeo og Julie’ på Aalborg Teater bringer en advarsel: ”Der forekommer højlydte pistolskud i forestillingen.”
Det er ikke for meget sagt. Bang! Bang! Krudtrøgen bølger fra scene til sal. Og pistolerne er limet i hånden på hovedpersonerne, selv Julie slipper aldrig sin, lader den endda overbringe Romeo som pant på sin kærlighed, kalder den ganske vist sin ring, men på det tidspunkt forventer vi alligevel ikke særlig rimelighed i Aalborg-måden at fortælle Shakespeares drama om den alt bortfejende og i døden kortsluttede kærlighed.
Intet af den art kommer sådan set bag på os. Men vi troede måske, at det koncept-teater, der har huseret i nogle årtier med ihærdige, især våbentekniske aktualiseringer af Shakespeare-dramaer, var ebbet ud – gevinsterne var udnyttet, og nitterne blevet for mange.
Men den magre programseddel, som indeholder advarslen fra Aalborg Teater, citerer Kierkegaard-ord om vanen, der nemt sløver menneskene. Det bruger teatret så i et krumspring til at fortælle, at det er vanens magt, der holder Romeos og Julies familier på den krigsfod, der er baggrunden for, at det går de to unge så galt. Og at det er den revolutionære kærlighed, der bryder vanens magt. Romeos og Julies kærlighed. ”Et revolutionært øjeblik, som verden har brug for”, tilføjer programmet.

KÆRLIGHED som et politisk budskab? Det er det fortænkte argument, der skal få publikum til at sluge en Romeo og Julie-opsætning, der runger af urimeligheder. En scenografi, hvor Verona er som stumper af vægge i et forladt, østeuropæisk tv-studie fra 60’erne. Hvor Tybalt og Mercutio efter det ulyksalige opgør segner om i en absurd grøntsag af en skrotbunke mellem væggene. Hvor fyrsten i Verona holder moralprædiken som start på stykket med referencer til Indiens Ghandi og USA’s Martin Luther King, og hvor munken Lorenzo bortrationaliseres i slutningen for at blive fusioneret med den fredsstiftende fyrste. En repræsentant for Vorherre skal altså ikke blandes ind i et humant redningsforsøg, der er velment, men går så galt så galt, da timingen af Julies søvnbedøvelse kikser.
Sådan har teatrets chef og stykkets iscenesætter Hans Henriksen åbenbart tænkt. Og det tilslører for ikke at sige eliminerer det meste af de gode bestræbelser, mange af skuespillerne udfolder for at lade teksten blomstre i Niels Brunses inspirerede oversættelse.
De to unge, der har titelrollerne, Stanley Bakar og Nanna Skaarup Voss, har gode tilløb til at forvalte både vreden, forurettelsen og den uhæmmede overgivelse til følelserne. Sympatiske, bestemt. Bakar, som vi i København husker som en yndefuld Den grimme Ælling i teaterskolens præsentationsforestilling for to år siden. Og Nanna Skaarup Voss, der var datteren i den Reumert-belønnede ’Tørst’ på Teater Får302 samme år.
Begge ladt grundigt i stikken i Henriksens instruktion.
De, såvel som andre medvirkende, paralyseres af tvangsbevæbningen af skydevåben. Lammes af urimelige sceniske arrangementer: Et byggepladsstillads, der er hjemstedet for den berømte balkonscene. Staværer af rekvisitter a la den sikkerhedsboks, Martin Ringsmose er tildelt til afholdelse af sine fyrstelige taler – når han ellers ikke er henvist til som en gadelusker at bivåne begivenhederne. Af – og det er noget af det mest penible: Af den løsagtige og bralrende tekstbehandling, de medvirkende er pålagt. Mange af teksterne er så sindrige i deres rim og ordspil, at de kræver udsøgt omhu. De rammer plet i alt for få tilfælde, sikrest hos Mercutio, der spilles af Ferdinand Falsen Hils.

MÅ vi kalde det ret ærgerligt, at denne ’Romeo og Julie’, som det også fremgår af programmet, vil blive brugt til skole- og undervisningsbrug. Tanken er vel, at dramaet i denne udgave kan give paralleller til bandeopgør à la Nørrebro, men hvis det er det, det handler om, så brug ’West Side Story’, som teatret har på vej i den kommende sæson.
Man undrer sig igen over nogle teatres uigennemtænkte valg af tilbud til skolerne. Aarhus Sommeroperas ’Darwin’, som vi anmeldte i går, gør noget lignende ud fra en idé om, at her har vi noget vigtigt videnskabshistorisk debatstof – uden at spekulere på, om stoffets behandling i lige netop moderne operaform, kan være et problem.
Hvis man tror, man kan slå to fluer med ét smæk – levere skoleelever både viden om darwinisme og appetit på operakunst – tror man forkert.

gregersDH.dk