Morten Brovn og Hanne Hedelund i ‘Hamlet’ (foto:Emilia Therese)

INFICERET

HAMLET

Odense Teaters ’Hamlet’ rammer nutid med en moderne, højtråbende og effektfuld opsætning. Men gør den værket nogen tjeneste?

Iscenesætter og bearbejder: Egill Pålsson. Scenograf: Marin Eriksson. Musik: Timo Kreuser. Medvirkende: Morten Brovn, Peter Gilsfort, Hanne Hedelund, Christine Sønderris, Mikkel Reenberg, Lars Simonsen, Malene Melsen og Mikkel Bay Mortensen

’Hamlet’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 24. september. Varighed: 2 t. 30 min.

***

’AT handle eller ikke handle’…
Sådan tager Hamlet fat allerede i første scene. Ikke med spørgsmålet om ’at være eller ikke være’, ”to be or not to be’. .
Unge Hamlet har fået sin monolog skruet på høje nagler i Odense Teaters opsætning af ’Hamlet’ lige fra start. Monologen – eller rettere de mange brudstykker af den – hænger rundt i den islandske instruktørs model i løs vægt, strøet, hvor det nu falder instruktøren ind, at vi skal mindes Hamlets plagsomme selvopgør. Monologen hører hos Shakespeare til i begyndelsen af 3. akt lige inden hans serie af bevidst uforskammede fornærmelser af Ofelia.
Nu optræder den berømte monolog i allerførste scene. Der skal være smæk for skillingen straks.
Eller hvad? For nu ikke bare at skyde instruktøren Egill Pålsson et billigt trick i skoene: Det er snarere indledningen til ikke blot en øredøvende, larmende, men også en målrettet udgave af Shakespeares fantastiske stykke om den unge prins af Danmark, der slider sig til blods for at finde sig selv og hugge sine egne gordiske knude over.
Målrettet af instruktøren mod at skildre den unge prins’ rasende, desperate og totalt forkludrede opgør med alt og alle, familie, venner og samfund. Inklusiv sig selv og den knude, han er snoet ind i af de rædsomme omstændigheder: En mor, der boller med hans farbror. En farbror, der gifter sig med hans mor, efter at have myrdet hans far. En far, der taler fra sin grav til ham og kræver hævn. En kæreste, der bliver vanvittig og hænger sig. Venner, der røvrender ham. En kommende svigerfar, som han tilfældigvis kommer til at myrde…
Trængslerne og udfordringerne er uden ende for den unge mand, som hans land ellers har tiltænkt en frelserrolle på et tidspunkt, hvor uro og angreb truer fra – Norge såmænd.
Også de trængsler melder sig straks ved stykkets åbning, da mordet på Hamlets far er indlagt som flash back: Slynglerne Rosenkrantz og Gyldenstjerne beordres til at strangulere kongen i en forhåndenværende mikrofonledning og lade ham kule ned ved sufflørkassen, der straks jordpåkastes.

SOMETHING ROTTEN

På teatrene oplever vi konstant nye forsøg med vinkler på Hamlet-figuren.
På Odense Teater er det Morten Brovn, der lægger ryg til instruktørens opfattelse af Hamlet som en vingeskudt teenager, der udløser mere drastisk handling end ubeslutsomhed, mere uberegnelighed end planlægning, mere hysteri end vildskab – han er i alt sit oprør mod råddenskaben omkring ham selv offer for råddenskaben.
Er der ’something rotten’ i Danmark, er han inficeret, han mister orienteringen mellem sit eget jeg og sit fingerede skuespil som gal – det spil, han roder sig ud i for at kamuflere den hævn, han planlægger. Han tæver Rosenkrans, fistfucker sin mor og voldtager Gyldenstjerne, som spilles af en kvinde – det er Malene Melsen, der har skabt en øjenklæbende, snogeagtig udgave af en hofjunker.
Det er en Hamlet, der er fanget af hændelser, han ikke kan styre, han kæmper ikke bare for at forstå og finde løsninger, han løber selv af sporet, hans skuespil i spillet bliver ukontrollabel virkelighed for ham.
For Morten Brovn må det være som en slags vrangvending af den Peer Gynt har spillede for et par sæsoner siden på Odense Teater, ynglingen, drømmeren med appetit på livet.
Hans Hamlet er overbevisende gennemført, den må ses i sammenhæng med de sorte idéer Pålsson i øvrigt udtrykker med opsætningen, der er plyndret for mange både scener og figurer.
Stykket er henlagt til nutid, vi befinder os i et sterilt rum, der kan være direktionskontor eller trist moderne luksushjem, musikken er et perpetuom af lyde fra et prepareret flygel med komponisten ved taster, strenge og kasse, mikrofoner, der anvendes ad libitum, med kabler og ledninger, der son nævnt kan anvendes til kværkning af f.eks. en uønsket konge.
Hamlets fars ånd er reduceret til en indre stemme, der huserer i Hamlet selv. Det er selvfølgelig noget for psykoanalytisk interesserede, men vi vil nu gerne have åndepustet fra et regulært spøgelse.
Duellen til sidste er ikke på kårde og Toledo-klinge, men på skydere, som ikke er revolvere, men knaldende slag på mikrofoner eller for Hamlets vedkommende, proppet i gabet på ham og affyret.

POINTEN SMULDRER

Pålsson tanker om at gøre et nutidigt Hamlet-spil til et spejl af et Danmark og et Europa i usikkerhed og opløsning lykkes til dels i den dirrende, replikløse tilstand, han skaber i førsteakten med det tavse mord på kongen, de skyggeagtige hovedpersoner, der færdes som marionetter og den makabre lydkulisse fra flyglet. Men denne pointe smuldrer til dels undervejs i overstyret højtråben, som virker imod hensigten.
Det er ellers godt af se Peter Gilsfort i magtfuldt spil andre steder end på Det Kgl., her som Claudius, Hanne Hedlund som en mentalt lammet dronning Gertrud, en stilfærdig, men udtryksfuld Ofelia i Christine Sønderris skikkelse, Lars Simonsen som en tørlagt Polonius spankingparat over for sin datter, og Mikkel Reenberg som den vrede broder Laertes.
Et klogt valg af Odense Teater at lade islændingen Pålsson iscenesætte ’Hamlet’ her i Shakespeare-året? Pålsson har før skabt interessante, utraditionelle iscenesættelser. F. eks. hans ’Dværgen’ på Får303 og i større format i Skuespilhuset stykket om bogtyveriet på Det kgl. Bibliotek. Men i Odense mister man for meget af tankegodset og de sproglige underværker under den højtråbende opfindsomhed.

gregersDH.dk