Gisela Stille som Lucia i ‘Lucia di Lammermoor’ (Foto: Thomas Petri)

SANGERNE FRA HEDEN

Klaus Hoffmeyers pudsige iscenesættelse af ’Lucia di Lammermoor’ er genopsat – med stærke, stærke sangere i hovedpartierne.

****

FLYT til den jyske hede, hvis du vil se, hvordan man planter en sangerkarriere.
Herning, Ikast. Det er dér, det foregår.
Nyeste gevækst er tenoren Peter Lodahl, der nu spankulerer på scenen i Donizettis ’Lucia di Lammermoor’ som elskeren Edgardo, den rasende, den forurettede, den glødende, den fornærmede.
Storslået. En 32-årig jydetenor med et smæld, en højde og en glansfuld nerve, der er lige til italienske lyrisk-dramatiske partier  – jeg hører noget i retning af den legendariske Franco Corelli, der satte stål i partier som Don José og Manrico.
Godt ser han ud på scenen. Og ned i stemmegear kan han også, Peter Lodahl – der er dæmpet finesse i hans pianissimo, når han forsøger sig med den ømme tone over for Lucia. Hende, der vil have ham, men ikke må få ham og derfor bliver vanvittig.

GISELA STILLE

Det er så næste sangerfænomen på denne aften for genoptagelse af ’Lucia di Lammermoor fra 2007-sæsonen:
Gisela Stille, der vokser i talentet en armslænge for hver nyt parti i disse sæsoner.
Hendes Lucia er til meget, meget mere end et jule-optog. Partiet er for en art dramatisk koloratursopran. Kravet er at kunne afdække perlerne på snoren, med fuld lyrisk kontrol over et spand af toner, der rækker over mere end tre oktaver. Det er ikke for soubretter.
Og tilmed kunne stå model til, hvad Klaus Hoffmeyer i denne iscenesættelse stiller af pudsige krav om momentvise dansetrip.
Gisela Stille tilføjer en ekspansiv og overlegen, selvbevidst og kraftfuld fejen-alt-til-siden i den store vanvidsscene, der er operaens kulmination, hvor Hoffmeyer sender hende på elskovsfuld flirt med fløjte-solisten i Kapellet, nærmest på vej ned i orkestergraven – som en måske lidt mere attraktiv grav end den grav, hun i operaens første scene er på randen af som et varsel om kommende ulykker i denne opera, hvor mænd slagter hinanden for et godt æresord, og kvinder kun myrder, når de er trængt op i en krog af urimeligheder.

MORTEN FRANK LARSEN

Det tredje sangerskud i denne repremiere kommer fra Morten Frank Larsen, uldjyde som Peter Lodahl, opdrættet på det sagnomspundne Ikast Gymnasium, der udklækker sangere som Carlsberg elefantbajere.
Her synger han den næsten mest forsimplede og gennemskuelige barytonbørste i Donizettis uendelige galop af opera-’helte’ – han er Enrico, Lucias bror, som kun tænker på egen karriere i denne verden. Og derfor smider søster for løverne.
Morten Frank Larsen fremstiller slynglen med yderst chevaleresk elegance, stemmemæssig overskud og denne næsten Titto Gobbi-agtige vibratoløse klang på de høje toner. Og magtfuld frækhed i øvrigt.
Sådan er der så meget at hente sangligt i genopsætningen, også i mindre roller fra bl.a. tenoren Bo Kristian Jensen og hofdamen Alisa sunger af Andrea Pellegrini.

LATTERVÆKKENDE

’Lucia di Lammermoor’ har alle Donizettis komiske ’Opera-med-stort-O-sider – jo mere opera seria, jo mere lattervækkende set med moderne øjne, og det er vel netop det, Hoffmeyer i sin ironiske iscenesættelse understreger – med dansende spøgelser, lirekasse tværs over scenen, og commedia-del’arte-trin til hovedpersonerne, alt henført til 1830’erne, hvor operaen er skrevet, trods en handling, der ligger 300 år tidligere.
Vi er med på spøgen, accepterer den, nyder under alle omstændigheder Donizettis svungne melodier, det pragtfulde bralder i orkestret, lækkerierne fra strygere og blæsere.
Og svælger med i bel cantoet.
  
GregersDH.dk