(Mette Horn på Frederiksberg Scenen. Tegning: Claus Seidel)
LUNSER AF ET ÆGTESKAB
Mette Horn og Torben Stenos show på den nye Frederiksberg Scenen er aparte, dramatisk og underholdende
****
’DAMEN med den blå tand’?
Du kan ikke trykke Mette Horns navn ud mellem dine egne bisser, før folk siger: Hende med den blå tand.
Jeg har af en eller anden grund aldrig set Mette Horn og hendes tand. Hvordan det så er lykkedes at undgå det.
Hun og tanden indgår bare som noget af den viden, man hen ad vejen får etableret, som var den førstehånds erhvervet. Ligesom nogle præster har det med Jesus.
Jeg har senest set Mette Horn i en sublim efterabning af Ghita Nørby i Nørrebro Teaters ’En skærsommernatsdrøm’, hvor den berømte håndværkerseance var konverteret til en parodi på en prøve med Peter Langdal og hans sjak på Betty Nansen. Uforglemmeligt.
Så man er alligevel godt indviet til den mette hornske skuespiller-fysiognomi, der kan springe lige fra at være sød, venlig og kærlig, endda nuttet, til at vrænge, så man tror, man er i selskab med en klat wienerbrødsdej, der er mislykket på vej gennem produktionen – med en spandauer som endemål, tror jeg.
BOKSEBOLDEN
Det er sådan, man kan møde hende i det ganske aparte show, hun har sat sammen i ledtog med Torben Steno, journalist, musiker m.m. – her på den gamle Rialto-scene, nu døbt Frederiksberg Scenen efter Nørrebro Teaters overtagelse og renovering af anlægget.
Steno sidder ved et automatvåben af et håndorgel og bidrager med lidt af hvert. Han er gennemgående boksebold for Mette Horn sumpede raserianfald i hendes aktioner som svigtet ægtefælle, hvortil han enten anlægger en mine som en trist hund, der kun venter på næste overfald fra en pitbull.
Eller – og dét er ikke uvæsentligt – afholder små pudsige foredrag. Om f.eks. den ‘glemte’ danske, nationale sangtradition – der dog lever hos mig og Bertel Haarder og endnu et uoverskueligt bundt af unge og gamle galninge. Faktisk nok så blomstrende som Sebastians anti-EF-sang fra 80’erne, som Steno foredrager med distanceret ømhed.
SCENER FRA ET ÆGTESKAB
Mette Horn hyggeluner lidt med publikum i starten. For så meget mere slagkraftigt at køre lunserne af ’Scener fra et ægteskab’ i stilling. Ikke præcis dem, Bergman serverede i sin berømte tv-serie, men derhenad.
I tre scener dissekerer hun ægtefællers udspekulerede, hadspækkede, fortvivlende taktiske manøvrer i det indbyrdes, opslidende opgør. Hver gang indledt med et rabalder off stage, så Steno må afbryde sit folkeuniversitet, og hver gang med tiltagende indtagelser af rødvin, og mere og mere blodrig motorsavsmassakre på ægtemandens lattervækkende forhold til en – kurvefletterske.
Sandelig om vi ikke undervejs også får en lang beretning om – muligvis – Mette Horns egen fars død. Den alene kan hun sikkert rejse Danmark tynd med. Balancen er hårfin mellem humor og hjerteblod, anekdotisk nærhed og latter, ikke langt fra Møllehaves måde at håndtere den slags emner på.
Som sagt: Et aparte show – det indledes endda med en hjemmestrikket, omdelt fællessang i Keld Heick-tonefald. Ok, nem at lære. Selvom melodien har lige så mange ud- og indgange undervejs som en rævehule. Meget banale melodier er nemme, men lumske.