Mogens Pedersen og Thomas Corneliussen i ‘Populærmusik fra Vittula’ på Svalegangen (Foto: Morten Fauerby)

FRA DE SVENSKE SKOVE

I det svensk-finske folkedyb med Svalegangens nyeste stykke.

****

UD i udkantsområderne! D.v.s. dét, som er ’udkant’ for mennesker i kultiverede hovedstadscirkler.
Ud dér, hvor der lugter af komøg og sure menighedshuse, og hvor mennesker kikker tungt på dig, ryster på hovedet og lunter videre. Hvis ikke de tilbyder at lægge arm og brække dit skulderled.
Fordomme er der nok af. Og sandheder.
Svalegangen har sat et stykke op, der foregår sådan et sted. Stykket genkalder lidt af hvert: Filmen ’Frygtelig lykkelig’, Kaj Munks ’Ordet’ og så meget andet. Alverdens hjemstavnsromaner og folkekomedier fra civilisationens hjørner. 

NORDPÅ

Svalegangens nye stykke har den ufatteligt, men bevidst, klumpede titel ’Populærmusik fra Vittula’, et design, der lyder som et godt tilbud fra Dyne-Larsen. 
Stykket foregår et helt andet sted, men ikke længere væk, end at vi er godt hjemme i historiens typer: Den missionsformørkede ægtepar med en kuet søn. Og den mindre tungsindige og realistiske håndværkerpar med den kvikke søn. Plus, hvad de fire skuespillere på scenen ellers byder sig selv at spille under de galopperende kostume-forvandlinger – af alt fra præst til skolelærer og sig selv på skift.
Vi er rykket nordpå til grænseområdet mellem Sverige og Finland, et sted, hvor der i hvert fald er frisk luft, og hvor en mand er en mand, og en kvinde kan være med, hvis det stikker hende – det så vi i den forbløffende dokumentarfilm for nogle år siden, hvor man fulgte en sund strigle fra Nordlandskovenes dyb og hendes kamp for at blive verdensmester i den lokale nationalsport: Armlægning.

SPILLERNE

’Populærmusik fra Vittula’ er baseret på en bog, der fortæller om to drenge, der vokser op i denne afkrog, den ene strittende af mod på livet – Thomas Guldberg Madsen spiller ham med øjne, der er ved at trille ud af hovedet af lutter initiativ. Den anden banket til næsten stumhed af sine forældres nedgroede gudsdyrkelse med kors på væggen og leveregler fra den protestantiske sharia-skuffe – Det er Thomas Corneliussen med et udtryk, som er forbløffet, forulempet, forurettet, forsømt – alt muligt med for-. Udtryk, der næppe kan være overgået af den berømte Kasper Hauser, da han dukkede ud af den europæiske intethed for et par hundrede år siden og blev mytestof.
Vi følger de to knægte i klip gennem teenageårene. Og vi følger deres forældre, spillet i rappe forvandlinger af to skuespillere: Aarhus Teaters Marie Dalsgaard, der jonglerer med stemmeskift og karakterbreaks fra sur og døende Jesusdyrker til snusfornuftig bondekone plus lidt af hvert. Og minsandten: sceneinstruktøren Mogens Pedersen, der er på scenen i ét væk som hvad som helst, en tour de force, der kulminerer i en ligprædiken af bibelsk format med svovlet sprøjtende ud over publikum samt – lige så forbløffende – en trommesolo, som Ringo Star ville misunde ham, hvis ellers han overværede stykkets kulmination med knægtene på banen i Beatles-copy for at realisere drømmen om at nå til tops i Luleå.

BALANCEKUNST

En ganske rørende historie i Hans Rønnes fantasifulde instruktion og fikst og smidigt forvaltet i en forvandlings-dekoration, som Gitte Baastrup har lavet.
Og fortalt i en sær blanding af kronologisk fremadskriden, lynhurtige spring, og momentvis som spøgelseshistorie a la Dr. Dampe-historien på Aarhus Sommeropera for nylig. Men først og fremmest præget af den ligefremme fortællestil, som forfatteren Kristian T. Erhardtsen har demonstreret tidligere med lokale Aalborg-beretninger som ’Fucking Aalborg’ og ’Cimbrertyrens nosser’ på Aalborg Teater og Jomfru Ane Teatret. 
En stil, som Erhardtsen tilsyneladende vil fastholde. Og som byder på en balancekunst mellem djærvheder og platheder. Hvor mon han bringer os hen næste gang?      
  
GregersDH.dk