TRE

DRAMATISKE

AKKORDER

Ekkoet fra Emerson Kvartettens besøg i Mogens Dahls Koncertsal tidligere i sæsonen.

Beethoven: Strygekvartet op 59, nr.3 med Emerson Kvartetten New York 1994 DGG.

*****

GÅR man glip af noget i denne overvældende verden?
Ja. Hele tiden. F.eks.  at Emerson Kvartetten spillede tidligere i sæsonen i Mogens Dahls Koncertsal ved Islands Brygge. Livet stillede andre krav den aften, men der var de, kvartetten. Og her var vi.
Jeg haler mig ind ved et tov som en skibbruden for at indhente det forsømte på denne højhellige påskedag.  Pladen ligger dér, Emerson Kvartetten i en optagelse fra New York i 1994. Beethoven. Strygekvartet op. 59, nr. 3, C-dur. Den slags betegnelser lyder som en adresse, men lige meget:
Vi lytter. Straks og øjeblikkelig til et musikalsk mysterium, sådan som det hele begynder. Tre akkorder fra de fire strygere. Flået op som fortæpper til en teaterforestilling. Dramatiske pauser imellem dem. C-dur? Nå ikke. Akkorderne hænger som bloddryppende klaser fra grenen af et træ, Klamrer sig til tonen a, men omtydes til det ubestemmelige. Hvor skal vi hen, Beethoven?
Det bliver sejere og sejere det første par minutter. Er man utålmodig og siger: Kom så med den C-dur, gamle ven! Så bliver man da omsider forløst i et lebendigt, glad tema og fut i strygerne. Som den gyldne sol frembryder, påske- morgenrøde.
Men tilbage igen til start. Hvad er det, der sker her? Den sorteste mystik. Dyster flakken mellem tonearterne. Er det alligevel en reminder om langfredag?
Det er nok ikke værd at tænke i de baner. Men måske til et møde med den Beethoven, der i strygekvartetter sent i livet, trænger længere og længere ind i en verden, kompleks af tænksomhed, labyrinter af skønhed. Vi kender historierne om Beethovens døvhed, der melder sig tidligt, så småt, for at vokse til det næsten totale sent i hans liv.
I en anden sammenhæng er de tre akkorder og deres mærkelige follow up måske et varsel om de ud- og afviklinger af den tonale, harmoniske musik, der bryder gradvis igennem i løbet af århundredet, det 19.? Beethoven, der taler fremsynet om et helt musikhistorisk skred?

De sætter meget i gang, de par minutters indledning til en strygekvartet. Men kan høre dem igen og igen, indtil man tager en dyb indånding og lader den jublende normalitet slippe løs med festlige påfund og instrumenternes glade konversation – og så til allersidst runder af med denne kvartets styrtebad af en finale, sidstesatsen, hvor Beethoven noterer sit håndskrevne ’allegro molto’ over første linje, og hvor man skal springe hurtigere end en gazelle for at følge nodebilledet i kvartet-partituret. Det er skrevet til at gå allegro molto, og Emerson Kvartetten tøver ikke et øjeblik. Det er som at følge en biljagt i en James Bond-film. Igen er man klar til flere øjeblikkelige genhør. Et stormløb af humor og overskud, spillet med legende virtuositet. Eller forvarsel om nervøs video-speed to hundrede år senere?
Men så tilbage til 1.satsens indledning igen for at synke ned i undren. Hvordan er det muligt at spænde over så voldsomme udsving for en komponist? Det er det altså.
Og der lader vi denne påskesøndags genhør med et mesterværk slutte dagen. Trækker vejret. Og gemmer den kvartet, der er med på samme c, til en anden god gang. Det er dén med betegnelsen opus 132. Endnu en udfordring til at spidse øren og tænke: Hvad sker der her?

gregersDH.dk