Morten Veibæk Klode, Amira Jensen og Sofia Nolsøe Mikkelsen i ‘Den adelsglade borger’ (Foto: Bjarne Stæhr)
GLAD ELLER GAL
Sjov lille Moliere-forestilling på Grønnegaards Teatrets familie-scene som supplement til ’Den Stundesløse’ på Store Scene.
****
DEN ’adelsglade’ eller den ’adelsgale’ borger?
Grønnegaards Teatret foretrækker den ’glade’. Gal eller glad. Det kommer tilsyneladende ud på ét. Hvis man er en snob, er man lallende glad for alt adeligt. Og gal efter at blive det selv.
Men alligevel. Man er ikke længe i tvivI om, at instruktørens Vibeke Wrede med sin udgave af Molieres komedie ‘Le bourgois gentilhomme’ smider en hovedperson på bordet, der især er lallende og fjottet lykkelig over at se vejen åbne sig til den fine verden. Det er blevet et morsomt bud i hænderne på Morten Velbæk Klode, der har fået fornøjelsen. Han er som de øvrige i opsætningen 2.års elever på Statens Teaterskole. Hans M. Jourdain får ikke for lidt i retning af jublende overstadighed, når hans leflende spytslikkeri udløser den mest hysteriske henrykkelse.
DANSK-FRANSK
DET er i øvrigt sjovt at se, hvordan opsætningen balancerer mellem dansk Holberg-komik og fransk stilkomedie. Holberg skrev faktisk sin ’Den honette ambition’ som nærmest en klon af Molieres komedie, men sandelig også med personerne trukket godt hen om hjørnet bag Frue Plads, hvor han hentede mange iagttagelser. Der er masser af håndfast dansk Magdelone over f.eks. Amira Jensens Madame Jourdain og masser af Pernille i Sofia Nolsøe Mikkelsens tjenestepige Nicole. På den anden side skarpt commedia del’arte raffinement i Jens Frederik Sætter-Lassens tjener og i Thomas Jacob Clausens Grev Dorante. De øvrige tre, Lise Koefoeds rappe Lucile, Neel Rønholts Dorimène og Kenneth M. Christensens Cléonte har mindre at spille med i deres figurer, men falder perfekt ind i ensemblet.
SKÆG
SOM helhed er det blevet en skæg lille forestilling, rapt musikaliseret med kærlige franske toner, dog uden at nogle af de otte spillere for alvor får chancen for at oplade røsten i sange. Lidt ærgerligt. De er til gengæld herligt kostumeret i en scenografi, der mere er en grafisk spilleplads end et forsøg på at skabe urban illusion.
Ingen skal formaste sig til at sammenligne med spil og opsætning i Grønnegaardens Store Scene-opførelse af Holbergs ’Den Stundesløse’. Man kan til gengæld fornøje sig med sammenligninger i Molieres og Holbergs persongalleri. Og så naturligvis give sig hen i spekulationer over, hvor disse snart 3.års elever befinder sig om nogle år, når den færdige uddannelse kaster dem for løverne. Som oplevet: Ret godt rustet til at give pote – eller bide fra sig. Alt efter temperament.
Både glæden og galskaben ser ud til at være til stede.
