Pete Livingstone og Chris Walker i ‘Jobs Bog’ (Foto: Bjarne Stæhr)
HERREN GAV, HERREN TOG…
Skotten Pete Livingstone fortsætter med sit musikalske raid på Biblen. Vi følger ham med lystfyldt undren på Københavns Musikteater Plex i Kronprinsensgade.
****
SÅ er han igen på banen, den elskværdige skotte med det lille ironiske smil – eller er det perfidt? Måske underfundigt? Eller frækt? Under alle omstændigheder: Provokerende.
Pete Livingstone er navnet. Ifølge ham selv. Måske hedder han Smith eller noget andet ordinært, dér, hvor han kommer fra. Who knows? Hvem ved i det hele taget, hvad den mand er ude på, når han optræder, laver teater, kabaret, show – eller hvad vi skal kalde det.
Helvedes pretentiøst på en måde, når han som i denne omgang gennemspiller Jobs Bog fra Det gamle Testamente, hele turen fra kapitel 1 til kapitel 42, ganske vist godt krympet og med mange udeladelser, som man så må læse sig til i den gamle bog – hvis man f.eks. har lyst til at fordybe sig i Guds beskrivelse af krokodillers magtfulde huseren og den slags, kan kapitel 41 anbefales.
LØS I FUGERNE
Endnu mere pretentiøst, end da han for et par år siden endevendte ’The Holy Babble’ på CaféTeater i et forsøg på at drive fænomenet tro op i et hjørne, hvor enhver god kristen kunne få børnelærdommen afprøvet og bragt i ulave.
I ’Jobs Bog’ er Livingstone endnu mere løs i fugerne end i ’Babble-Babble’, som forestillingen hed den gang.
Cirka midtvejs ekspederer han f.eks. det glimrende børnekor, der medvirker som gruppen af gamle Jobs blomstrende afkom, ned fra scene med en fælles bemærkning fra ungerne om, at resten af stykket forstår de ikke en kæft af, så nu går de.
Meget forståeligt, for de gør vi andre heller ikke rigtigt. Så lidt som vi rigtig forstår den lange beretning i testamentet om Job, der er så rig og lykkelige, men på Satans foranledning blevet prøvet af Herren, kastes ud i ubeskrivelige ulykker, men ender med at ride stormen af og komme oven på igen, uden at forstå hvorfor, og uden at Herren er i stand til at forklare sine handlinger, så de er rigtig begribelige. Hverken for os, for Satan, for Job og hans venner eller for ham selv, altså Vorherre.
MAGT OVER JORD OG HIMMEL
På den måde kan Livingstone også gøre hvad som helst, han har lyst til med historien. Spille klaver, synge sange – alene ved klaveret eller med sin makker Chris Walker – hyggesnakke til publikum, kokettere på scenen med sin egen rolle, hvor han som forfatter og ophavsmand til stykket har lige så meget og lige så lidt magt over tingene, som Vorherre har over jord og himmel.
Men samtidig appellere til vores forståelse for både Job, showet og tilværelsen i det hele taget – ud fra det citat, som Job er mester for allerede et minuts penge inde i 1. kapitel, vers 21: ’Herren gav, og Herren tog, Herrens navn være lovet!’
HU-HA-HU
Den særlige britiske humor lades aldrig i stikken. Hu-Ha-Hu-koret af Jobs venner er rendyrket dadaisme, René Benjamin Hansen er som Job en flower power-buddhafigur af rørende dimensioner, vi følger ham gennem ulykkerne, børnekoret er gribende, og man går aldrig fri af lystfyldte musikalske øjeblikke, når Livingstone selv kvæder sine sange ved flyglet med den mest perfekte, engelske diktion eller trakterer sin lille trækharmonika med et skævt og vemodigt smil.
Fornøjelserne er således mange, idéen lige så ubegribelig som Jobs Bog er ubegribelig – overvældende poetisk og dramatisk volapyk, på scenen udlagt med samme lystfyldte undren som læsning af den gamle bog afstedkommer.
Hvad bliver det næste fra Pete Livingstone? Johannes Åbenbaring, I presume.
