Sigurd Holmen Le Dous og Laura Kold i ‘Bull’ (Foto: Allan Toft)
OMRINGET
Aalborg Teater tager tommelskruer i brug i engelsk hverdagsrealisme om, hvordan mennesker nedgør hinanden.
Mike Bartlett: ’Cock/Bull’. Instruktion: Robert Chevara. Medvirkende: Laura Kold, Martin Bo Lindsten, Sigurd Holmen Le Dous og Henrik Weel.
’Cock’og ‘Bull’ spiller indtil 28. marts på Aalborg Teaters Lille Scene
****
DER er ikke megen pardon at hente i de to stykker, Aalborg Teater har på plakaten i øjeblikket på teatrets lille scene. Det ene hedder ’Cock’, det andet ’Bull’. Hane. Og tyr. Eller i engelsk tvetydning: Pik. Og ’Bølle’.
Samme forfatter. Samme instruktør. Samme medvirkende. De sidste har et godt læs at trække. Sammenlagt næsten tre timer på brædderne. Plantet på en stor firkantet arena. Uden dekorationer og total overladt til at bruge sproget i hidsige konfrontationer.
Konfrontationer af hudløs pågåenhed, replikker, der svier, nedgøringer, opgør.
I begge stykker handler det om nådesløs belejring af en af personerne.
SVÆRT VALG
I ’Cock’ er det bøssen John, der er røget på et sidespor i sit syvårige samliv med en fyr. Han møder en pige, går i seng med hende, bliver forelsket.
Sidesporet bliver til et ingenmandsland. Han kører frem og tilbage, kan ikke beslutte sig, presses af både pigen og samleveren, og sandelig også af samleverens far, en nobel herre, der har hanket op i sig selv og accepteret den nye familiesituation: En bøsse som svigersøn.
Der er rasende fremdrift i slingrekursen, skænderier på kryds og tværs. Ikke mindst, da pigen, der spilles af Laura Kold, modstræbende accepterer et hasarderet middagsbesøg hos samleveren (Sigurd Holmen Le Dous) og John – Martin Bo Lindsten – pludselig får skruestikker på fra tre sider: Svigerfar er tilkaldt som assistance i den knirkende situation.
Det livskraftige i opgørene er den sproglige speed, der stikker de medvirkende, når de slås og skændes. Den verbale fantasifuldhed, evnen til spontant at knopskyde formuleringerne, når der lindes på trykkogeren, og når enhver snigvej til at lægge skylden på modparten tages i brug. Teknikken ikke anderledes end i traditionelle ægteskaber. Strindberg kendte den.
INTET VALG
Det forløber på samme måde i ’Bull’, hvor omringningen gælder Sigurd Holmen Le Dous, der er en af tre ansatte i et firma, der skal skære ned og vil af med en af de tre. Hans problem er ikke, at han skal vælge mellem pest og kolera – d.v.s. homo- eller heteroægteskab.
Han får aldrig noget valg. Han kules helt monomant ned af sine to konkurrenter i lammende og konsekvent mobning, hånes, latterliggøres, svines til, indtil chefen træder til, lytter et øjeblik og tramper så med på livet løs.
Den arme ekspederes ud i mørket. Laura Kold har fornøjelsen af at trøste staklen med en lektion i underkuelsesmetoder og en gang efterfølgende bank, der ender med, at hun lader ham ene tilbage på valpladsen kvalt af hende i sit slips.
Rene nedrigheder for pengene. Navnlig ’Bull’. Men der spilles sandelig på livet løs i et imponerende tempo.
gregersDH.dk