PLUKFISK MED SHAKESPEARE

Det Kgl. kører kvindesag med ’Tigerhjerte svøbt i kvindehud’. OK med det. Men til det formål flikker man Shakespeare til plukfisk. 
 

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 28. april

**

JENS Kistrup, den legendariske teaterkritiker på Berlingeren, flippede engang ud over, at kvindelige anmeldere var ved at sætte sig på branchen. Ja, vel var de så. Dengang for tyve år siden.
Og hvad så? Så ikke noget. Damerne opførte sig lige så anstændigt og uanstændigt som os andre i branchen, Kistrup inklusive. 
Men den slags gisp melder sig med jævne mellemrum.
Den unge instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen tager det den anden vej rundt. I programmet for ’Tigerhjerte svøbt i kvindehud’, som havde premiere i aftes på Det Kgl., skriver hun i et interview, at ”nu skal kvinderne have lov at være i fokus. Mænd har fået mere taletid end kvinder!”
Det er som at høre et slag i bordet fra et hjørne af Folketinget som oplæg til næste valgkamp.
Men instruktøren mener det åbenbart bogstaveligt, for bemærkningen er tiltænkt ’Tigerhjerte’-stykket, som hun har taget initiativet til, og som kun rummer roller til kvinder – og kun handler om kvinder i en stribe Shakespeare-stykker, moslet sammen til en kollage, der skal fortælle os, hvor stærke og interessante Shakespeares kvinder er, og hvor lidt man interesserer sig for det.
Det er selvfølgelig vrøvl. Vel gør vi så – det kan godt være, at titlerne hæftes på mænd, det gør de da, de fleste: Hamlet, Othello, Macbeth, o. s. v., men Ophelia, Desdemona og Macbeth’s Lady er nogle, vi går hjem og snakker om efter forestillingen. Også. I hvert fald.
 

LØFTET FANE

Vi bøjer os naturligvis for teatersæsonernes bølgeskvulp, som f.eks. lige nu får kvindestykker til at bruse frem: ’Lizzie’ på Fredericia Teater, ’Dans under høstmåne’ på Aarhus Teater, og altså ’Tigerhjerte’ i Skuespilhuset. Kvinderne knytter næverne. Som de har gjort siden Aristofanes’ ’Lysistrate’ for 2.500 år siden. Genopfrisket gang på gang under titlen ’Kvindernes oprør’.
Vi tager også den løftede kvindesagsfane på Det Kgl. i højt humør. Den flager bare ikke med en god forestilling.
Idéen om at sætte citater fra en halv snes Shakespeare-stykker sammen fungerer ikke. Uanset hvor glimrende Kirsten Olesen, Danica Curcic, Helle Fagralid og Signe Egholm Olsen siger replikker og spiller scener op til hinanden. Uanset, hvor fikst instruktøren har prøvet at sætte scenerne sammen. Og uanset, hvordan det store sorte plateau-landskab og lyseffekter manøvreres på Store Scene af scenografen Maja Ravn.
Stumperne af kvindelig selvhævdelse og maskulin grovhed flagrer i luften, og sammenkædning af dem forbliver postulat, mens behovet for at få de løsrevne citater anbragt i de forløb, de hører til, stiger og stiger hos os.
’Tigerhjerte’ er en fiks idé, der skulle have været lukket ned.
Teatret trykker citaterne i programmet, som en lyslevende demonstration af, at det mest er en læsefornøjelse at flette de shakespearske kvindefigurer sammen.

gregersDH.dk