'Om baronessen' Folketeatret Hippodrom-scenen 15.12.2011 Anm.

Pilou Asbæk og Karen-Lise Mynster i ‘Om baronessen’  (tegning: Claus Seidel)

 

 

 

ELSK MIG

 

 Formidabelt spil på Folketeatret af Karen-Lise Mynster som Karen Blixen i ’Om baronessen’ – den hårrejsende historie om Karen Blixen og hendes unge digter-legetøj Thorkild Bjørnvig, spillet af Pilou Asbæk med uskylden blafrende.

*****

 

STOFFET er noget af det mest afbrændte i nyere dansk litteratur-personsnask. Historien om Karen Blixen og digteren Thorkild Bjørnvig.
En mytisk fabel, der grænser sig inde bag et hegn af gennemhullede filtre, som voyeurs og paparazzier kikker lystent igennem for at få lunser af et litterært tableau, der kunne være en digterisk aflægger af scener i ’De tre musketerer’.
Mylady i action over for d’Artagnan alias Thorkild Bjørnvig. Især ham. Men også resten af de gæve drenge, der udgjorde forfatterkredsen omkring tidsskriftet ’Heretica’ i årene efter 2. verdenskrig. Nogle nævnt. Nogle glemt, f.eks. litteraturkritikeren Bent Mohn. 

FASCINERENDE

Nu har dramatikeren Thor Bjørn Krebs kastet sig over affæren. Og vi følger igen det kildrende drama om Karen Blixen, der med vampyragtig trolddomskraft snor den unge Bjørnvig omkring sin lillefinger – og den unge Bjørnvig, der forgæves prøver at sno sig ud, men undervejs i processen får kradset i den gamle forfatterindes selvcentrerede identitet.
Vi indrømmer blankt: Det er igen højst fascinerende, især fordi det er historien om en dansk forfatterinde, der lyser igennem nyere dansk litteratur med usvigelig og original kraft, sladder eller ej.
Krebs fortæller historien med åbenlys brug af Karen Blixens egen fortælleteknik og strejf ind i grænseområder mellem realisme og surrealisme.

INTRIGEN

Fortællingen føres straight igennem fra Bjørnvigs entré på Rungstedlund og frem til deres ’skilsmisse’.
To akter. Med ’intrigen’ – hvis man skal kalde den nervepirrende kattens leg med musen for en intrige – indimellem båret videre, enten af Bjørnvigs korte fortællende bidder eller vævet sammen af fortryllede øjeblikke.
Dels i 1.aktens foruroligende spejlkabinet, Rungstedlunds saloner som en labyrint af ind- og udgange, hvor baronessen kan dukke op eller forsvinde som nattemareridt i Bjørnvigs sind og sjæl.
Eller i 2. aktens sommerhus-ensomhed, hvor baronessen kommer ind til den chokerede Bjørnvig, susende som en stormvind, så hans papirer, hans flittige skriverier, jages op som efterårsblade.
Det er godt løst af scenografen Stine Martinsen, og Søren Iversen har haft lys- og lydfolk som Lars Schou og Jes Theede til at lege med på at skabe en stemning, som vi kender den fra Britten-operaer og alt muligt engelsk gyserteater fra omkring 1900-tallet. Chopins Es-dur Nocturne simrer på den gamle pladespiller, og Saint-Saëns’ og Dalidas djævelsk smukke forførelses-arie tordner gennem spejlsalonernes halvmørke. 

MYNSTER OG ASBÆK

Karen Blixen ville føle sig hjemme. Og sikkert være gysende solidarisk med Karen-Lise Mynsters fantastiske portræt af hende, skildringen af hendes dæmoni, hendes lunefulde, men udspekulerede manipulationer med den unge forfatterspire, der er som julekagedej i hendes hænder.
Eller som en fisk, der spræller i nettet. Og fisken: Pilou Asbæk, befriet fra sin spindoktor-charlatan i ’Borgen’, nu et fænomen af uskyld og panik i hænderne på denne tragiske jernnæve af en kvinde, som erklærer sig i pagt med djævelen, om ikke djævelen selv. Asbæk er en moderne spiller – alene i sit sprog er der en afgrund – sikkert større end der var med rigtige Bjørnvig – mellem den unge digter og den aldrende baronesse.
Asbæk rammer en rørende hjælpeløshed hos digteren, slynget frem og tilbage mellem modstand og underkastelse. Hjælpeløshed over for det lammende despoti, Karen-Lise Mynsters baronesse kan udløse. Og måske især over for den vaklen, der hele tiden spores i hendes Blixen-portræt.
Det er måske det mest bemærkelsesværdige ved hendes præstation: Bag det sorte blik og det lille sarkastiske smil, de små ryk i kroppen, stemmens jagende udsving fra ømhed til dolkestød skjuler sig en smertefuld viden om, at kampen er tabt, trolddomsmagten over den unge digter smuldrer, de sidste gløder af erotisk tiltrækningskraft fortoner sig i alderens og sygdommens lemlæstelse af hendes krop og sjæl. Kærlighedshungeren og stoltheden er i desperat håndgemæng.

SKARPT OG RENT
 
Som portræt af Karen Blixen er Thor Bjørn Krebs’ stykke stærkt og vellykket.
Jeg ser heller ikke nogen dansk skuespiller, der kunne ramme figuren skarpere og renere end Karen-Lise Mynster. Og for Pilou Asbæk er rollen som modspiller et fund til at finde tilbage til teaterscenen fra ekskursionen til ’Borgen’.
Sofia Nolsøe har den mindre, men betydningsfulde rolle som intrigens urovækkende tredje person, der rammer sprækker i Bjørnvigs bløde mellemgulv og sætter irriterende svingninger i baronessens strategier.

GregersDH.dk

No Comments

  • Ja – det var en fantastisk forestilling. Man får lyst til at repetere sin Karen Blixen. Og Pilou Asbæk var en skøn
    Thorkild Bjørnvig.

  • Warw. Sikke en stærk anmeldelse. Du har gode øjne, Gregers – og fremragende ører. Under læsningen jages ens tanker vitterlig op – som efterårsblade…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *