Lulu Det Kgl. Teater Gl. Scene 14.1. 2018

Farver lige i øjet, sjovt spil, en herlig dansk opera, glemt i næsten 200 år.

 

Henning von Schulman, Dénise Beck og Gert Henning-Jensen i ‘Lulu’.

(Tegn.: Claus Seidel)

ENDNU EN TRYLLEFLØJTE

Farver lige i øjet, sjovt spil, en herlig dansk opera, glemt af Det Kgl. Teater i næsten 200 år.

Komponist: Friedrich Kuhlau. Kapelmester: Sébastien Rouland. Instruktion: Christian von Götz. Scenograf: Lukas Noll. Kostumer: Sarah Mittenbühler. Medvirkende: Gert Henning-Jensen, Dénise Beck, Sofie Elkjær Jensen, Henning von Schulman, Michael Kristensen, Jens Christian Tvilum, Julia Ojansivo, Clara Cecilia Thomsen, Fanny Kempe og Siri Wolthoorn. Det Kgl. Kapel og Operakoret.

*****

NU bliver der så spillet på to tryllefløjter på Det Kgl. Den ene i Mozarts ’Tryllefløjten’ på Operaen. Den anden i Kuhlaus ’Lulu’ på Gamle Scene på Kgs. Nytorv.

SÅ er ligheden slået fast. Men den rækker meget videre. Både Mozart og Kuhlau baserer deres syngespil på eventyrskriveri af den tyske digter Wieland. En historie om to, der elsker hinanden og ved fløjtens tryllekraft plus en masse forbløffende hændelser får hinanden. Alt henlagt til et eksotisk langtbortistan, en verden af romantisk natur og østerlandsk fortryllelse, så østerlandsk det kan blive, når scenografen maler scener op til en mageløs udgave af Det Kgl.s Akropolistæppe med mystiske fugle og edderkopper svævende og kravlende om kap med en vældig drage på Akropolisbjerget – dragen måske sluppet løs fra indledningsscenen i Mozart-operaen, vi associerer gladeligt.

OG hvis vi forudsætter, at personerne i Mozarts ’Tryllefløjten’ er nogenlunde kendte, så har vi her Mozarts Tamino – nu som Lulu hos Kuhlau. Hans Pamina hedder Sidi og Nattens Dronning, hendes mor, har skiftet navn til Periferihme og er kun sød og flink, hvor hun hos Mozart mest er en ond mokke. Sarastro – Mozarts idé om en Vorherre i menneskekikkelse – er omvendt en anløben slyngel, der hedder Dilfeng. Og der er også plads til en art Monostatos, en stikirend-fyr ved navn Barsa, søn af Dilfeng. Ikke sortbejdset som Monostatos, for man skal jo være forsigtig i disse sproghygjniske tider. Til gengæld pukkelrygget, det kan enhver jo tillade sig at være. Festligt og sjovt spillet og sunget af Michael Kristensen.

DET pudsige ved denne opera – lad os kalde den opera og ikke syngespil, for de fleste talte replikker er strøget – er, at den ikke har været spillet på Det Kgl. Teater siden 1838. Kun koncertopført, og kun få gange. Der findes en optagelse af den fra DR i 1988 med Michael Schönwandt som dirigent og bl.a. afdøde Ulrik Cold i partiet som Dilfeng.

ER ’Lulu’ så umagen værd på scenen? Absolut. ’Lulu’ er ikke bare en kuriositet i dansk operahistorie… en succes ved uropførelsen og nogle år frem og derefter død. Den tyske instruktør, der binder an med den nu, har set dens karakter af grotesk komik og dens farverigdom. Den kunne sagtens være fastholdt som romantisk love story og tysk Greuel og gys. Operaens tilblivelse falder jo næsten præcis sammen med f.eks. Webers ’Jægerbruden’. Men instruktøren og hans scenograf, for slet ikke at tale om hans kostumedesigner kaster sig ud i en vittig leg med detaljer og en farverigdom som en hel bolchebutik. Den tilfangetagne helt Lulu tilbringer evigheder hejst op af Dilfeng i en kongestol, så hans Sidi må låne en stol for at nå op til ham. Der er gang på gang noget i luften, som tiden jo byder teatrene – som en skytsengel duver den gode Periferihme over sceneskærmen i digital mundering – hvorfor hedder hun i øvrigt Periferihme? Det navn må fortabe sig i baggården til en eller anden oldgræsk myte. Tre hekse sidder og strikker som nornerne i Vølvens Spådom under det ædegilde og bakkanal-orgie, som Dilfeng etablerer til fejring af sit bryllup med den tilfangetagne Sidi., mens Dilfengs søn Barca synger en drikkevise og en kanonfotograf skyder løs.

HVOR kender vi for resten den vise fra? Jeg tror, Heiberg bruger den i ’Aprilsnarrene’ eller er det i vaudevillen ’Nej’?

SÅ alt det, der synges i ’Lulu’! Af især de to hovedpersoner Sidi og Lulu. Et perfekt par at skue. Dénise Beck synger Sidi – det må være en debut – omsider – på Det Kgl. En sopran med en tindrende fin klang sat på vild prøve med sin store koloraturarie i 2.akten. Og med et sprinkleragtigt liv i sit spil som sød backfisch. Rollen blev i sin tid sunget og spillet af Det kgl. Teaters famøse Jfr. Zrza, som Henrik Engelbrecht afbilder i sin ’Opera i guldalderens København’ – yndefuld og nydelig. Sidi var Jfr. Zarzas glansrolle gennem det meste af karrieren, men hun var berygtet for at stå ubevægelig som en saltstøtte på scenen og blive federe og federe gennem årene. Den purunge Denise Beck huskes for sin debut for en del år siden for en mageløs levende og fantasifuld gestik og glasklar stemme. Begge dele består.

DEBUTER hænger i erindringen. Også Gert Henning-Jensens. Det var i 1992 som grev Almaviva i ’Barberen i Sevilla’. Hans forbløffende tenor og spændstige, vitale fremfærd på scenen er i dag fuldstændig intakt. Det oplever vi i parti efter parti, nu med hans Lulu i Kuhlaus opera. Der gnistrer plastisk og smidig sikkerhed fra ham, og hans stemme har bevaret kontrollen over både højde og mellemleje, som altid med en klang, der kan svinge fra det pågående, når han skifter stemmeleje, og det overvældende og effektivt glansfulde, når han er i topform.  En født scenekunstner.

OG jo, der er andre stærke medvirkende: Vi har nævnt Michael Kristensen, der igen tager kegler i en buffo-rolle, her altså klovnen Barca. Og sandelig både bassen Henning von Schumann som en monumental Dilfeng og sopranen Sofie Elkjær Jensen som hyrdinden Vela. Og flere til.

Virkelig bemærkelsesværdigt: Kuhlaus musik er langt hen ad vejen ægte dramatisk, har mindelser både om Weber og om Rossini – det er Rossini-inspiration, dér får ham til at gå amok med koloraturarier. Selvfølgelig om Mozart og Beethoven, der var hans udgangspunkter. Og selvfølgelig præget af det instrument, hans ’Lulu’ handler om: Fløjten.

KUHLAU skrev ikke bare de klaversonater og sonatiner, som vi som klaverbegyndere legede med. Han skrev masser af musik for fløjte. Kapellets glimrende franske gæstedirigent Sébastien Rouland halede med rette kapellets solofløjtenist Brit Halvorsen på podiet ved fremkaldelserne.

gregersDH.dk

5 Comments

  • Kære Gregers,
    Denise Beck har for få måneder siden sunget Adina i Elskovsdrikken på Gamle Scene i Den Jyske Operas regi. I givet fald må det have været debuten på Nationalscenen.

    • Rigtigt, kære Philip. Hun sang Adina ved Jyske Operas gæstespil med ‘Elskovsdrikken’ på Det Kgl. Jeg anmeldte forestillingen 6.oktober, da den havde premiere i Odense. Jeg regner bare hendes medvirken i ‘Lulu’ som hendes egentlige debut på Det Kgl., fordi det andet som sagt var et gæstespil.

  • Sikke dog en opsætning af en glemt perle – den må blive på repertoiret! Musikken holder i dén grad, handlingen er lige så fjollet som i alle andre eventyroperaer, løjerne har ingen ende, og Denise Beck overstråler alt og alle – synger decideret guddommeligt, danser som var hun ved balletten og kaster sig rundt på scenen som en 12-årig gymnastikpige på speed. Det er mange år siden jeg har moret mig så godt i operaen!

  • Det da også sandt, at Dénise Beck sang i ‘Le Grand Macabre’. Jeg får lige min elendige hukommelse bekræftet ved at kikke på min anmeldelse fra 2.marts 2014, hvor hun tilmed figurerer på Claus Seidels tegning til anmeldelse. Tak for meldingen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *