Emma Lyrén og Svetlana Moskalenko i ‘Lakmé’ på Ofelia Scenen foran Skuespilhuset. (Foto: Ida Guldbak Arentsen)

ER DET MALMØ OPERAEN DEROVRE?

Malmø Operaen som slagnummer på den københavnske operafestival.

Komponist: Leo Delibes. Dirigent: Magnus Fryklund. Orkester: Malmø Operaens. Medvirkende bl.a.: Svetlana Moskalenko (Lakmé), Leonardo Ferrando (Gérard), Taras Shtonda (Nilakantha), Emma Lyrén (Mallika). Desuden Julie Mathevet, Laine Quist, Jakob Högström, Maria Streijffert og Eric Lavoipierre. Samt stort kor.

’Lakmé’ har premiere på Malmø Operaens store scene den 7. oktober. Den er i tre akter og varer inkl. pause 2 t 40 m.

*****

’LAKMÉ’? Hvad er nu dét for en størrelse? Hverken Schepelern eller Jacob Levinsen har dén opera med i deres flittigt brugte opera-håndbøger – begge kommer ellers godt ud i hjørnerne af det internationale repertoire.
Sagen er vel, at ‘Lakmé’ vist ikke har været spillet på en dansk scene, siden Det Kgl. Teater havde operaen på repertoiret i nogle få uger i begyndelsen af 1896.
Franske Leo Delibes opera er ellers et slagnummer af gammel dato i store dele af verden, især den vestlige. Den er favorit på Metropolitan Operaen i disse år. Og – som Malmø Opera-chef Michael Bojesen i aftes fortalte fra scenen på Ofelia Plads – spillet over 1.000 gange på Opera Comique i Paris.
Fint nok. Nu fik vi den så som koncertopførelse i sus, regn og lidt sol, mens mørket langsomt sænkede sig over den gamle Kvæsthusbro. Med sang, så det bragede og Malmø Operaorkestret i fuldt flor under den talentfulde unge dirigent Magnus Fryklund, for resten også en glimrende pianist. Svensk, men med en solid fod plantet i danske opgaver.
Vi kan godt undre os over, at man skal helt tilbage til 1896 for at konstatere, at Det Kgl. har snuset til ’Lakmé’ og hurtigt lagt den bort igen. Operaen har været et løbende hit i vestlige lande siden sin uropførelse i Paris i 1883.
’Lakmé’ bed sig fast fra start, fordi emnet fik øjnene til at lyse på publikum i de gamle kolonimagter: Eksotisk miljø, vesterlandske erobrere på lystrejse i de farverige lande med de spændende og mærkelige beboere – lidt farligt fremmed område, men tiltrækkende, bl.a. med unge damer af tillokkende art.

DE EKSOTISKE KOLONIER

Der er ingen grænser for, hvad der i et par generationer er blevet skrevet af romaner om emnet (Kipling og Walther Christmas og Pierre Loti er nogle af dem), og operaen har også ytret sig: Puccinis ’Madama Butterfly’ er en klassiker i genren: Ung yankey-officer muntrer sig under landgang i det fjerne med sød japansk pige, gifter sig med hende som en spontan joke, smutter igen, og pigen tager sit liv.
Lystfyldt tragedie med genial musik af Puccini.
I Delibes’ opera går det stort set på samme vis. Vi er i Indien. Pigen Lakmé er datter af en lokal præst, en hinduistisk brahmin, og klokkerne ringer for den unge engelske officer Gérard, da han ser hende. Også for Lakmé. Men affæren blokeres af den vrede brahmin, der føler hvert skridt fra englændere som en trussel. Og englænderen, der forstår, og dog ikke forstår. Pigen der kommer i klemme, og ender med at tage sit liv.
Delibes skriver en musik, der er som lind honning. Med beskedne, men liflige små strejf af eksotiske klange, sådan som han mente de måtte lyde, og som kunne give en vis romantisk kulør. Ellers er det romantisk blanding af bel canto og fransk dramatisk charme.

STÆRKE STEMMER

Flere highlights ved opførelsen i aftes: Især en herlig duet mellem Lakmé og Gerard sunget af den russiske sopran Svetlana Moskalenko og den uruguayanske tenor Leonardo Ferrando – ham har vi hørt flere gange i Danmark, senest i Rossinis ’Askepot’, flot klingende tenor i en forestilling, som Den Jyske Opera turnerede med og som fik den fornøjelse af at blive nomineret til en Reumert pris.
Svetlana Moskalenko udfoldede i 2. akten den såkaldte ’klokkearie’, et koloratur-virtuos nummer under det udmærkede komponst-påskud, at Lakmé er et naturglad væsen. Tit brugt som solistisk tribune-blændværk ved koncerter (for denne anmelder et uforglemmeligt nummer på en lakplade med Metropolitan-sopranen Lily Pons).
Men vi havde flere stærke, sanglige oplevelser også fra andre på Ofelia Scenen i aftes: Den ukrainske bas Taras Shtonda som brahminer-præsten, en klippe af en herre med vrede i stemmen og et udtryk, som om han befandt sig i en anden verden. Eller den dansk uddannede, svenske sopran Emma Lyrén. I det hele taget et vokaldramatisk sangerhold, der lover godt for opførelsen til oktober i Malmø.

Sangligt fik vi altså fuld valør for pengene i denne koncertopførelse på Ofelia Pladsen foran Skuespilhuset – det sceniske resultat må vi vente med at få at se, når Malmø Operaen uropfører ’Lakmé’ den 7. oktober i Nicola Raabs iscenesættelse. Hende har vi god grund til at have fidus til: Hendes opsætninger af ’Otello’ på det Kgl. i 2013 og ’Lohengrin’ i 2016 var vellykkede.
Det er nogle ordentlig mundfulde, CPH -operafestivalen liner op ved siden af de brogede oplevelser, festivalen ellers byder på. For et par år siden var det også Malmø Operaen i gæstespil med ’Massenets ’Manon’ og den franske sopran Patricia Petitbon, som stod for et centralt bidrag.
Gode bud, når nu Operaen på den anden side af havnen ikke leger med – med spredte undtagelser: I aften medvirker Det Kgl. Kapel og solister fra Det Kgl. i ’Viva l’Opera’-koncerten på Ofelia Scenen, og Operaens solister dukker også op ved enkelte af CPH-arrangmenterne, f.eks. festivalens uropførelse af ’Silent Zone’ i transformatorhallen på Østerbro. Eller som operettesolister på sejlturen i havnen.
Udenlandske turister peger fra Ofelia Pladsen over på den kæmpemæssige bygning på den anden side af havneløbet og spørger: Er det dén der, som er Malmø Operaen?

gregersDH.dk