'Længe leve selvmorderen' Aalborg Teater St. Scene 2.3.09 Anm.

at_08_presse_laenge_leve_selvmorderenweb

Karin B. Heinemaier, Rasmus Bjerg og Marianne Høgsbro i ‘Længe leve selvmorderen’. (Foto: Lars Horn)

REVOLVEREN FOR TINDINGEN

Grotesk munterhed på Aalborg Teater med Rasmus Bjerg som udflippet selvmordskandidat i dadaistisk sovjetdrama fra 1930.

****

EN historie af ekstravant absurditet: En mand er så irriteret over sin arbejdsløshed, at han beslutter at skyde sig selv.
Det, synes mange omkring ham, er interessant: Manden kan bruges – især til at stille dem selv og deres aktiviteter i et godt lys. Dødsfald og skæbne er guf. Lige til at udnytte i f.eks. religionens, politikkens, kunstens og folks private tjeneste. Paparazzier står klar til at gnide sig i hænderne. Intet er så fedt som et godt selvmord, oven i købet forvarslet.  
Stykket er sat op på Aalborg Teater under titlen ’Længe leve selvmorderen’. Det har været spillet en enkelt gang før i Danmark, nemlig på Det kgl. Teater i 1972, hvor bl.a. Carl Stregger var med. Men det har en lang fortid i Sovjetunionen, hvor forfatteren Nikolaj Erdman fik stykket censureret og dømt ude allerede før premieren i 1930, og han selv blev deporteret til Sibirien i årevis.
Erdmans skæbne er dramatisk, og den refereres i teatrets program i en artikel skrevet af Kjeld Bjørnager, der i øvrigt har oversat og bearbejdet det sammen med skuespillerensemblet.

VIRKELIGHEDENS ENTRÉ

Det er der kommet en uhyrlig, sjov, grotesk og underholdende forestilling ud af. Den endevender teksten, som var det en revy, med strømme af associationer til nutidens Danmark, hug til den ene og den anden, og samtidig med momentvis inddragelse af publikum – noget, der nogle gange er på nippet til at svække intensiteten.
Andre gange forøger det absurditeten. I den grad, at en afbrydelse af forestillingen denne mandag aften, hvor vi var i salen – afstedkommet af en tilskuer, der blev syg på en af rækkerne og båret ud til en ambulance – var lige ved at blive opfattet som en speciel effekt i de vilde løjer omkring ’selvmorderen’s uafladelige forsøg på at få gjort noget ved sagen: Sætte revolveren for tindingen og trykke til. Den skinbarlige virkelighed gjorde sin entré.
Selvmordskandidaten Preben O. Hansen bliver spillet af Rasmus Bjerg, rund, glad og selvironisk – i første del besat af en idé om, at han måske kan komme ud af arbejdsløsheden ved at lære sig selv at spille på tuba. En række henrivende scener, hvor konen, spillet af Karin Heinemeier med en blanding af øm hengivenhed og rap hidsighed  – er i skarp konkurrence med svigermor, som Marianne Høgsbro fyrer af som skinger rappenskralde. Overordentlig morsomt.
Men tuba-forsøget er forgæves. Kuglen er en rimeligere mulighed for den arme, især da han overbevises af hele slænget af parasitter om, at der kan tænkes et gloriøst liv efter døden.
 

AMOK

Første akt kulminerer i en brølende fest, hvor alt og alle går amok op til det planerede selvmord. 2. akten kulminerer på samme måde i en lige så stemningsfuld begravelse, hvor vi kan opleve den gode Rasmus Bjerg i noget, der ligner en ny version af Heibergs ’En sjæl efter døden’.
Ingen forhindrer Bjerg i muntert at kokettere med sin i øvrigt meget omtalte rolle i tv’s ’Livvagterne’ – alt er stort set tilladt i denne opsætning.
Scenisk ligner det hele en krydsning af et Wilhelm Freddie-surrealistisk karneval og orgiescenen fra Brechts Mahagonny. Det er klart nok et stykke, der i grundteksten knytter sig til de dadaistiske sider af teaterudviklingen i det tidlige Sovjetunionen – lykkeligt, om end en smule omstændeligt, piftet op med strømme af groteske, sceniske påfund i hænderne på scenegrafen Palle Steen Christensen og kostumieren Astrid Lynge Ottosen og ikke mindst instruktøren Hans Henriksen.

NYTÅRSREVY

Vi er på kanten af Nytårsrevy, men også fascineret af den satanisk målbevidste ironiseren over jagten på at gøre døden til en kommerciel løftestang.
Under alle omstændigheder: Vi er godt underholdt – også af den lange stribe skuespillere, der er majet ud som til et helt veniziansk karneval, og hver for sig har fået lov til at rulle sig ud som særlinge: Ulver Skuli Abildgaard som bajersvingende nabo, Jens Gotthelf som smattet manipulator, Michael Brostrup som præsten, der slikker sig om munden ved endnu et dødsfald.
Og endnu flere. Det er en speciel joke at se Hanne Windfeld majet ud som Suzanne Brøgger.
Og det er en udsøgt fornøjelse, at der gennem begge akter sidder en komponist/musiker som Emir Bosnjak med sin akkordeon i scenens baggrund og skaber en stemning af eksotisk fjernhed over forløbet.   
 
GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *