Stine Prætorius og Merete Voldstedlund i ‘Kongen skal dø’ (Foto: Jesper Blæsild)

VÆRSGO’ AT DØ

Lidt passé, men stadig fascinerende: Ionescos ’Kongen skal dø’ på Teatret ved  Sorte Hest.

Spiller indtil 28. april
 

****

”DU dør om en time og et kvarter. Når forestillingen slutter, er du død!”
Som tilskuer kaster man et hurtigt blik på sit ur. En time og et kvarter. Så ved vi det. 
Helt karakteristisk for stilen i Ionescos ’Kongen skal dø’.
Replikken er Merete Voldstedslunds på Teatret ved Sorte Hest. Hun spiller dronning Marguerite, den ene af kong Berangers to koner – den første og fraskilte. Men særdeles nærværende.
Hun siger de benhårde sandheder til kongen – Claus Flygare med papkronen dansende på de vidtløftige lokker og svingende en banan som scepter – kongen, der vånder sig, men trøster sig ved kone nr. 2’s pludrende betagelse, den unge Maria, som Stine Prætorius lægger krop til.

BYTTE
 
Så længe det varer. D. v. s. indtil pausen. Derefter bytter alle personer på scenen identitet.
Stine Prætorius bliver den skrappe dronning. Mens rengøringskonen, der i 1. akt bliver spillet af Sofie Ancher Vea, nu får lov at blive den trøstende dronning. Henrik Lykkegaard overtager den miserable kongeværdighed i stedet for at være den groteske blanding af kongens livlæge, kongerigets bøddel og stjernetyder. Så kan Carl-Christian Riestra, som hidtil at ageret slotsvagt, trække i lægekitlen.
Hvad skal det bytteri til for? Det har man vist ikke prøvet før. F.eks. havde en opførelse af ’Kongen skal dø’ på Det Kgl. i 1960’erne John Price som kongen, og Bodil Kjer og Malene Schwartz som dronning 1 og dronning 2. Hele vejen igennem.
Idéen må være instruktøren Michael Moritzens. Og den er ikke så skæv. Eller rettere: Den er præcis så skæv som Ionescos stykke, og derfor rimelig. Vi er i en komisk, absurd lilleverden, hvor en konge og hans omgivelser tér sig så grotesk som folk i almindelighed.
Vi skal ikke interessere os for en eller anden speciel konge. Han er bare en mand, der krymper sig ved tanken om, at han skal dø. Mens folk omkring ham piber med eller tænker højt: Dø! Ja, det skal du, kammerat! Mens rengøringskonen vandrer rundt med klud og spand i den riddersal, som hun kalder ’stuen’.

COOL  STIL

Det er godt komisk ekspederet af spillerne. Et dødsspil holdt ud i strakt arm. Måske ikke så chokerende dramatik, som det var, dengang Ionesco i 1960’erne blev introduceret som en spydspids for det absurde teater.
Men den lapidariske, cool stil kan da stadig give nogle små gib. F.eks.:
Kongen: ’Jeg dør!’.
Dronning Marguerite: ’Det er litteratur…’.
Dronning Marie klynkende: ’Hvem mon hjælper ham?’
Soldaten: ’Litteraturen hjælper kongen!’
Den slags er Ionesco i en nøddeskal. Han var optaget af død og forgængelighed. Han var angst for døden, men anså også angsten for komisk. Derfor noget, man kan skrive om.

BANGE FOR AT DØ

Martin Esslin, den store engelske kritiker, mødte engang Ionescos kone i foyeren efter en vellykket premiere. Han sagde tillykke med den begejstrede modtagelse af ægtemandens nyeste stykke:
’Deres mand må være lykkelig for succesen!’
Hun svarede: ’Han er trist.’
’Hvorfor dog?’ spurgte Esslin.
’Han er bange for at dø’, svarede hun.
Den skarpeste varetager af denne type replikker på Sorte Hest er Merete Voldstedlund. Men de øvrige rammer heller ikke ved siden af.
Godt at få Ionesco genopfrisket. Ionesco er blevet en Sorte Hest-specialitet.

GregersDH.dk