DEN SELVPÅLAGTE SKYLD

 
’Jeg ringer mine brødre’ rammer med raffinerede midler de kolktive fordomme om fremmede – og om selv at være fremmed.

’Jeg ringer mine brødre’ spiller på Betty Nansen Teatrets Edison-scene indtil 12. april

****

GODT ramt. Og perfekt af Betty Nansens Edison Scene at gribe det svenske stykke ’Jeg ringer mine brødre’ i flugten og sætte op netop nu. Det handler om fordomme mod det fremmede og ukendte, og det formulerer sig på en måde, der er en parallel til Yahya Hassan digte, men med andre midler:
En indirekte kredsen om frygten for at blive fanget af de fordomme, som begivenheder sætter i gang.
De fordomme, som andre retter mod en selv. Som man griber sig i at rette mod sig selv. Som udvikler sig til en kollektiv besættelse.  
Udgangspunktet er den tunesisk-svenske forfatter Jonas Hassan Khemiris reaktion på en selvmordsaktion i Stockholm for nogle år siden. Han skrev en artikel i Dagens Nyheter, ’Jag ringer mina Bröder’, den titel, der også er blevet stykkets og også titlen på en roman, han skrev.

INDRE SYNER

På Edison Scenen har instruktøren Christoffer Berdal ladet skuespilleren Hadi Ka-Koush være hovedpersonen Amor, som jagtes af sine indre syner om oplevelsen af en selvmordsaktion.
En fyr, der cirkler omkring hændelsen på en måde, der stadig gør tilskueren lige så usikker som han selv på, om han har del i en aktion, eller planlægger noget lignende, eller blot er skræmt af – og det er det væsentlige: Skræmt, ikke af at være impliceret, men alligevel føle, at han er det, fordi han gradvist er blevet inficeret af den stemning, der gør, at enhver indvandrer – eller bare enhver, der antages at være en indvandrer på grund af sin hud- og hårfarve eller påklædning – er en potentiel bombesprænger.
Omkring ham agerer venner og kæreste i dagligdags situationer, som rykker i fredsommelige retninger – spillet er hurtige dialoger om alt muligt, formuleret tit som vekselreplikker og fortællinger, der blot er til for at forøge usikkerheden om, hvor holdbar hans frygt og skyldfølelse egentlig er.
Det er levende og fint spil i korte scener med Siir Tilif, Lila Nobel og Roger Mathisen som de øvrige medvirkende, og de udfolder sig under Ida Marie Ellekildes symbolske ophængning af 30 store nationalflag.
Tonen skærpes gennem den gode time, spillet varer, men uden at vi definitivt løsrives fra grundpointen: Alle – også en selv – er med til at opbygge både fordommene og den selvpålagte skyldfølelse.

gregersDH.dk