‘Helligtrekongersaften’ Skuespilhuset St. Scene 17.2.2017

Shakespeares komedie 'Helligtrekongersaften' spillet som neurotisk farce på Det Kgl. Teater

Danica Curcic og Nicolai Jandorf som Viola og Sebastian i ‘Helligtrekongersaften’ (Foto: Emilie Therese)

 

 

FORELSKET OG

FORFJAMSKET

 

Shakespeares komedie ’Helligtrekongersaften’ spillet som neurotisk farce på Det Kgl.

Tekst: Shakespeare. Bearbejdelse: Therese Willstedt og Louise W. Hassing. Instruktion: Therese Willstedt (færdiggjort af Thomas Bendixen og Morten Kirkskov på gr. af sygdom). Scenografi: Mårten K. Axelsson. Medvirkende: Danica Curcic, Peter Plaugborg, Tammi Øst, Søren Sætter-Lassen, Mads Rømer Brolin-Tani, Thomas Hwan, Sicilia Gadborg Høegh, Nicolai Jandorf, Simon Bennebjerg. Sanger: Esben Dalgaard. Musiker. Hans Find Møller.

’Helligtrekongersaften’ spiller på Skuespilhusets store scene indtil 1. april. Varighed 2½ time inkl. pause.

****

DEN totale forvirring beskrev vi i går – den henrivende og lystne mangel på identifikationspunkter, der opstår, når man som i Odenses Teater Momentum lader fire skuespiller spille 14-16 roller i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’.
Den forvirring erstattes på Det Kgl. Teater – hvor  ’Helligtrekongersaften’ havde premiere i aftes – af en opførelse, der virker, som om nogen har kastet en farcebombe ind på scenen. Det viser på en måde, at man kan gøre næsten hvad man vil med denne Shakespeare-komedie, vride den hvorhen man har lyst.
Den svenske instruktør Therese Willstedt satser klart nok på, at personerne i stykket befinder sig i groteske sindstilstande, uløseligt knyttet til de omstændigheder, de bliver kastet ud i.
Og da personerne har det voldsomste besvær med at forlige sig med det, omstændighederne byder dem, tér de sig klovnet, fjollet eller skørt, sådan som man gør, når man ikke kan finde sine egne ben. Overraskende for andre og overraskende for dem selv.
Det medfører, at det er blevet en grinagtig forestilling, en slags mikrokosmos af et menneskeligt galehus med en opgradering af de såre menneskelige, men irrationelle handlinger, mennesker foretager sig, når de ikke kan finde ud af, hvad de skal stille op med sig selv og deres følelsesliv.

UDEN NARREN

Karakteristisk nok har instruktøren helt strøget den rolle, som er en slags garanti for absurd snusfornuft midt i det følelsesmæssige virvar. Det er narren Feste, der normalt render rundt mellem hovedpersonerne med uforskammede provokationer og samtidig gør publikum klart, at der er styr på vanviddet. De sange, narren plejer at synge, bliver sunget af Esben Dalgaard som regulære visenumre, næsten afkoblet handlingen.
Feste må vi undvære. Til gengæld får vi Søren Sætter-Lassen som hushovmester Malvolio hos Tammi Øst, der spiller grevinde Olivia. Søren Sætter i et ustyrligt soloshow, hvor han lader Malvolios lattervækkende betagelse af sin grevinde resultere i udfoldelse af hele det sætterske katalog af klovneegenskaber. Og dét med et verbalt og mimisk, overlegent fjanteri, der slår det, vi så ham udfolde, da han spillede Rendegarn i ’En Skærsommernatsdrøm’ på Det Kgl. for fem år siden. Nu med de famøse gule Malvolio-strømper i lattervækkende modeopvisning.
Irrationelt, bedårende og tragikomisk, langt ud i det farceagtige.
Præcis ligesom Tammi Østs grevinde, den modne enkefrue Olivia, der bliver skruphamrende kulret af forfjamskelse, da hun udsættes for den kønne unge fyr Cesario, som til publikums udelte fornøjelse spilles af Danica Curcic, forklædt som mand, stykkets centrale person, pigen Viola, der stykket igennem bringer sig selv i ustandselig vildrede, for det er jo godt nok, at hun er blevet nødt til at forklæde sig for at overleve i jobbet hos en hertug, men det er sandelig besværligt både at være forelsket i hertugen og samtidig bestormet af den grådige, neurotiske grevinde.
Det er Tammi Øst i jomfruelig erotisk krigsdans som i et forsøg på at indhente alt det kiksede i grevindens liv. Hun gør scenen usikker med sine forfjamskede ture over scenen, et sidestykke til den saftige tjenestepige Maria, der laver alle de intriger, vi kender fra barokoperaernes Despina-figurer – her spillet med saft og kraft af Cecilia Gadborg Høegh som makker til Mads Rømer Brolin-Tanis fordrukne ballademager Tobias Hikke og Thomas Hwans målløse Andreas Blegnæb, et unikum af en klassens dummepeter, som man kan få til alt. Egentlig forestillingens vittigste præstation.

RESTER AF POESI

Skægt er det. Og sådan forsvinder ind imellem en del af stykkets underliggende tone af poesi og ægte forelskelse, der heldigvis kommer op til overfladen, især hos Danica Curcic f.eks. i de scener, hvor Viola mærker jorden skride under sig i kampen for at holde sin egen forelskelse i hertugen nede og afværgemanøvrerne intakt overfor Olivia.
Selvfølgelig også i den romantiske slutning, hvor hun konfronteres med sin tvillingebror Sebastian, de to identiske som vanddråber i dragt og skikkelse (se billedet). Nicolai Jandorf spiller ham elegant.
Therese Willstedt staver komedie med ’f’ som i farce. Det grinagtige vinder stort. Og understreges af et skuespillerhold, der er med på at drive misforståelserne ad absurdum. Som Peter Plaugborg, der starter med at rejse sig fra sin stol – de sidder alle sammen på kantinestole – sidder på dem, slås med dem, smider med dem – han kanter sig op, krabber rundt om stolen, sætter sig lidt efter på den uden at se, den ikke er der. Vi er klar over, at også den så attråede hertug befinder sig på tærsklen til et nervesanatorium.

Det hele føres frem i en splitternøgen, grå cementvæg-dekoration, så demonstrativt knugende som Therese Willstedt og hendes scenografer før har valgt det til flere af de sorte forestillinger, hun har iscenesat – ’Richard III’ på Aalborg Teater, ’Kvinden ved 1000 grader’ på AvenyT eller ’Døden’ i Røde Rum på Det Kgl.
Her i ’Helligtrekongersaften’ som et syrligt memento mori til de kærlighedsjagtende, forvirrede hoveder på scenen?
Så kan vi tænke over dét. Og le med Shakespeare.

gregersDH.dk

1 Comment

  • Fremragende anmeldelse af en aldeles glimrende, til tider fjollet, men aldrig leflende for billige point, forestilling.

    Bid mærke i Gregers’ bemærkning om den ‘afkoblede’ musik. Den var for mig det svage punkt, der ikke bandt scenerne sammen, men snarere afbrød indlevelsen.

    Scenografien med samtlige skuespillere på scenen undervejs var velfungerende, om end visse optrin var ude af syne for os på de skæve balkonpladser.

    Men Shakespeare, han skal opleves på dansk, og man forstår til fulde, at alle figurer falder pladask for Danica Curcic!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *