‘Guldfuglen’ Hofteatret 27.11.2012 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Linnea Voss som Johanne Louise Heiberg i ‘Guldfuglen’ på Hofteatret (Tegning: Claus Seidel)

 

 

 

NATRAVN OG GULDFUGL

 

 

Johanne Louise Heiberg ramt på kornet i Hofteatret af den unge skuespiller Linnea Voss.

 

****

 

- HÆS er natravnen!
Sådan. Natravnen. Hvilken indgangsreplik til et stykke, som har titlen ’Guldfuglen’!
Godt set og godt tænkt af den unge skuespillerinde Linnea Voss. Hun spiller Johanne Louise Heiberg i en monolog på Hofteatret. Uden andre rekvisitter end en pen og en bog til notater. Som scenografi: Tre stumper stiliserede lindetræer og en bænk. I pragtfuld hvid robe, det sorte hår modelleret om det karakterfulde ansigt, så vi ikke er i tvivl:
Her står hun, den berømte skuespillerinde, Det Kgl.s diva i 1800-tallet, fru Heiberg. Guldfuglen. 
Den hæse natravn er en Lady Macbeth-replik, da Ladyen aner kong Duncans komme: ’Hæs er natravnen, der forkynder Duncans komme…’

IRONIEN

Sådan slår man et tema an. Linnea Voss, uddannet på Odense Teater for syv år siden, har selv skrevet monologen som en hyldest til Johanne Louise Heibergs 200 års-dag, fejret med en udstilling på Teatermuseet. Og indlednings-citatet griber frem til det sted i monologen, hvor divaen slagter en rivalinde, fru Anna Nielsen, der i flere år sad på Lady Macbeth-rollen. Slagter hende med hele den skråsikkerhed og sarkasme, som hendes position som teatrets prima donna, gift med teaterchefen Johan Ludvig Heiberg, tildeler hende.
Det er en side af den feterede fru Heiberg, som Linnea Voss rammer suverænt. Med små midler, et lille ironisk smil, en stemme, der simrer af let gennemskuelig syrlighed…fru Anna Nielsen, ’med dén alder’.
Fru Nielsen var ti år ældre end Johanne Louise.
Jo, det er en Johanne Louise Heiberg, der ikke overses i Linnea Voss’ hyldest til skuespillerinden.

MANDEN

Hendes liv bliver indkredset med præcise, uforvekslelige beskrivelser af forholdet til den mand, der førte hende frem fra københavnsk underklasse til den sublime position i dansk teater og et liv i toppen af det københavnske borgerskab.
Johan Ludvig Heiberg, som spottede hende i balletten, da hun var 14, og som både dyrkede hende og forsømte hende, og med hendes ord: I sin lange direktør-karriere aldrig svigtede sin uudtømmelige sans for teatrets backfish-talenter.
Det er en stolt, selvbevidst, men ind imellem også ydmyg og usikker Johanne Louise Heiberg, Linnea Voss beskriver. Helt bevidst om sin status, skarp i sine iagttagelser om skuespillets kunst, et klar blik for den konfliktfylde teaterverden hun er placeret i, og også et eller andet sted en københavnsk underklassepige, der slår fra sig, men stadig bevarer en ømhed over for manden, der førte hende frem.
Teaterpolitisk loyal over for Johan Ludvig som forsvareren for det æstetisk-romantiske skuespil, han repræsenterede over for den realisme, der rykkede og varslede nye tider med f.eks. skuespilleren Frederik Høedt. Høedt, der endte med at overtage chefstillingen på teatret og revolutionere spillestilen.

STILSIKKERT

Lane Lind, som vel må være Linnea Voss’ lærer fra tiden på Odense-skolen, har instrueret, og formodentlig været med til at give hende det stilsikre, og samtidig komplicerede billede af den mytiske skuespillerindediva.
Men Linnea Voss er tydeligvis en pige, der også kan selv. Det er en intelligent, morsom og ganske pågående udlevering af Johanne Louise Heiberg.

gregersDH.dk 

‘Semiramis’ Operaen 25.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Wojtek Gierlach, Henriette Bonde-Hansen, Barry Banks og fire korsangere (Tegning: Claus Seidel)

 *

*

*

*

*

*

*

*

*

ROSSINI PÅ SPEED

 

Henriette Bonde-Hansen stråler i spidsen for fine solister og koret i Rossinis ’Semiramis’. Men opsætningen er en klods om benet på musikken.
Spilles på Det Kgl. Teater, Operaen indtil 16. januar 2013

****

HOLD da op. Sikke en bavian af en opera, ’Semiramis’!
Spørg, om det er en opera, man skal se og høre. Svaret er i hvert fald: Høre. Der bliver sunget som en drøm langt hen ad vejen. Og dét i en genre, som, hvis man kender Rossini, straks er klar over, at her er manden i sit es. I hopla. På hjemmebane.
Det høres fra de første skud fra hans nodebøsse: Ouverturen prikker og galopperer, stopper op, indsmigrer, kæler koket, stopper op igen, og tager så det hele en gang til med ritardandoer og crescendoer og hele butikken, som vi kender ham fra ’Barberen’ og hans mange andre speedede og livsglade operaer.
Han er en mester i genbrug. Med fikse variationer. Har han en idé i fire fjerdele, gentager han den en halv time efter i tre fjerdele, så man lige studser, men smiler glad. 

EN KLASSIKER

’Semiramis’ er til gengæld ikke nogen livsglad historie, den er en tragedie, men det opdager man ikke under ouverturen, den kan føre til hvad som helst undtagen tristesse. Det bliver sådan ved i lange baner, i hvert fald musikalsk, men vi bliver hurtigt klar over, at her har Rossini alligevel noget andet og alvorligere på banen: Baggrunden er en seriøs klassiker, der render gennem litteratur og teater, fra Dante til Voltaire, hele vejen gennem 1700-tallet som anslag til utallige operaer af den ene og den anden komponist.
Rossini skriver den på en måneds tid, der et bestillingsarbejde, og musikalsk forløber det, som om han ind imellem husker på, at der skal være alvor med i spillet.
Det er måske lidt uretfærdigt at sige det på den måde. Pointen er snarere, at den stil, han skriver i – de strømmende og boblende bravader af koloraturer hos sangerne, de sangligt enormt krævende passager, vitaliteten i partituret – alt sammen er tidens stil.
Til alvor eller fest. Publikum sad dengang i deres loger og spillede kort og pimpede, og stak næse og øren ned hver gang der kom en arie eller duet, man gad høre på, gerne med sangere, man elskede eller elskede at hade.
Givne vilkår.
’Semiramis’ var en stormende succes gennem 1800-tallet. 

PIGEN FRA FYN

Der er meget at elske. Sangerholdet er prægtigt, hentet næsten 100 pct fra udlandet – inklusive Henriette Bonde Hansen, der nok stammer fra en landsby på Fyn, men nu er på verdensplan, især kælebarn i franske operahuse. Hun har gæstet os med mellemrum, hver gang med lykkelige gensyn, og – dét vi også hører nu: Mere og mere imponerende. Pragtfuld ser hun ud (så der er altså noget at se på i den forestilling), og hendes sopran er vokset i format uden at miste sin yndefulde klang.
Her har hun titelrollen som den babylonske dronning, der myrder sin mand i ledtog med en general, der stiler mod at dele trone og seng med hende – aner vi noget, vi genkender fra ’Hamlet’? Generalen – sunget med vældig basbaryton-applomb af den polske Wojtek Gierlach – bliver grundig snydt, for Semiramis forelsker sig i en ung fremmed officer, en delikat knægt, i operaen sunget af Stephanie Houtzeel, tysk-amerikansk mezzo med blændende sikkerhed i stemme og karakter, kæk og frejdig – hun giver sig ud for at være skyter, rytterfolket nord for Sortehavet, og hun gør sin entré med bemærkningen: ’Endelig er jeg da i Babylon’.
Som det vil forstås: Med fatale konsekvenser, for hun – altså ‘han’ – har en kæreste, sunget af den udmærkede russiske sopran Olga Nikolskaja-Heikkilä. Og nu får han så oveni en magtfuld tilbederske i Semiramis! En dronning med en tvivlsom karakter. Skæbnen bringer dem begge i suppedasen med assistance fra varsler og slemme guder.  

EN TENOR!

Så har vi de centrale sangere kredset ind. Bortset fra den amerikanske tenor Barry Banks, som fysisk når de andre solister til skulderen, men ellers er på prægtig højde med dem i kraft af en stensikker og glansfuld, flot tenor. Han var et sent påfund for Rossini, der pludselig kom i tanker om, at publikum også måtte have sig en tenor.
Det fik publikum så – figuren hedder Oroe, og uro skaber han i spillet, denne indiske fyrste, som straks lægger voldeligt an på den unge officers kæreste.
Rigeligt med intriger – iscenesat og scenograferet af englænderen Nigel Lowery, i en broget blanding af et sammenstyrtet Babylon – vi skal mindes om Irakkrigen – 1980’er-kostumer og et kor, der træder frem i samlet trop som var det præsidiet i Nordkorea, sorte og ens som en flok ravne.
Plus en enkelt scene ved sø og strand – en erstatningen for de ’Babylons Haver’, nævnt i partiturets regi-bemærkninger? Faktisk en af de musikalsk og dramatisk smukkeste scener, hvor Semiramis forelsker sig i den fremmede officer – uden at ane, at han er hendes egen forsvundne søn, sikker på, at også han var ryddet af vejen samtidig med kongen dengang!

HUG EN HÆL

Her serveres det egentlig kontroversielle plot i operaen. Det er længe undervejs, der er meget, der skal fortælles først om baggrunden.
I originalversionen er ’Semiramis’ omkring tre kvarter længere, end operaen nu spilles på Det Kgl.
Man kunne have hugget nok en hæl og nok en tå, uden at det ville have gjort ondt i betragtning af den visuelle hjælpeløshed og fortænkthed i dele af opsætningen. Det ville f.eks. ryge noget af den gode polske bas’ sidste arier, men der var stadig rigeligt tilbage, også til ham.
Der var ikke fuldt hus til søndag eftermiddags-forestillingen – det københavnske publikum er ikke nysgerrigt. ’Semiramis’ er en interessant outsider, men med masser af Rossini på turbo, dirigeret af en rask israeler, Rani Calderon. Ildfuld musik og forrygende sangere.
Tomgangen kunne teatret have undgået med beskæring. Og scenegangen? Den kan man lukke øjnene til ind imellem.

gregersDH.dk

‘Frankenstein’ Aarhus Teater St. Sc. 24.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ene Øster Bendtsen og Jacob Madsen Kvols i  ‘Frankenstein’ (Foto: Rasmus Baaner)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

FRANKENSTEINS GENKOMST

 
Aarhus Teater har fat i den gamle tusmørkegyser, så øjenbrynene løfter sig og latteren pibler.

Spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 22. december

****

 

LIGE en aften at stå på dén historie. Mørket har sænket sig, og regnen siler ned over pladsen mellem domkirken og teatret. Det er gysertid. Frankenstein er på scenen.
Da jeg var dreng, troede jeg, at Frankenstein var monstret. Ikke den besatte videnskabsmand, der skabte monstret. Formodentlig fordi Boris Karloff grumme hoved så på mig fra plakaterne, og der stod Frankenstein med store bogstaver ved ham.
Skuespilleren Jacob Madsen Kvolls har højde og knokkelkrop til monster-rollen og et hoved, der kan dæmoniseres til det skrækindjagende med sminkørens kunst. Han tumler ned fra Frankensteins ophængning af ham i laboratoriet som biologisk eksperiment – lige en tand mere lemlæstet af skalpellen i hænderne på den gale eksperimentator end Jonathan Brewster bliver det af Peter Lorre som kirurgen i ’Arsenik og gamle kniplinger’.

LIG PÅ LIG

Og så går det løs. Det er virkelig arbejdet med gyset i Lars Roman Engels iscenesættelse og Catia Haubergs scenografi. Kvoll møver sig som en lemlæstet skorpion over scenen i det meste af første akten, scenerne kommer i filmiske klip, gruen potenseres op af stumper af klassiske orkesterværker, valgt med omhu som uhyggebefordrende stimulatorer – hvad komponister som Brahms, Liszt og Wagner dog ikke kan bruges til som leverandører af nervepirrende suspense! 
Vi er i øde engelske nattelandskaber, hvor vi kun mangler Baskervilles hundeglam for at spænde sikkerhedsselen, vi er til hemmelig opgravning af et kvindelig på en øde kirkegård på Orkney Øerne – her mangler vi kun Den flyvende Hollænder med hans hujende og syngende søfolk for at føje ekstra bæven til. Og vi genetableres i laboratoriet, hvor Christian Tafdrups dr. Frankenstein stabler de halvt rådnede legemsdele sammen, skærer og snitter og poder for endnu engang at skabe nyt liv – nu en kvinde til det stakkels kærlighedshungrende monster. Kun dna- og genteknologien kunne bringe ham og os helt på nutidig bølgelængde.

KAMPEN OP

Forestillingen er et skrapt og dygtigt mix af filmisk gyser og fransk rædsels-teater i den genre, franskmændene kalder grand guignol.
Men vi bliver også mindet om, at ophavet til historien om Frankenstein og hans monster er en kvinde, digteren Shelleys kone Mary, der som natlig storyteller i konkurrence med sin digtermand og Lord Byron gjorde det til en pointe i sin fortælling, at vi har at gøre med en besat videnskabsmand, der ofrer sit ægteskab for at knokle med sin vision. Der er en god lille kvindeundertrykkelse at spille med – og Ene Øster Bendtsen tager smukt og tappert kampen op. Hun tilfører endda helt rørende psykologisk spændvidde i rollen, da hun til sidst lader sig forføre mere end voldtage af monsteret i selveste ægtesengen på bryllupsnatten, mens hendes nybagte husbond storker bevæbnet rundt for at nedlægge det monster, han som har sat i bane som en anden troldmandens lærling.
Der er en god portion underholdende tegneserie over denne Frankenstein-version, holdt i næsten gennemført sort-hvidt og med fine visuelle overblændinger fra video til scene, især i 1.akten.
Garnituren af bipersoner er de mere eller mindre lammede vidner til den forbrødring, der udvikler sig mellem videnskabsmanden og hans robot-produkt: Jens Zacho Boye, Kim Veisgaard, Ena Spottag, Bue Wandahl, Kaja Kamuk og Michael Slebsager.

GregersDH.dk

‘Nøddeknækkeren’ Tivolis Koncertsal 23.11.2012 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Angela Maree, Shaun Kelly, Teele Ude og Tommy
Edvarsen i ‘Nøddeknækkeren’ (Tegning Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

SAGDE DE TJAIKOVSKIJ?

 
 

Tjaikovskijs musik er ilde tilredt i Tivolis opførelse af ’Nøddeknækkeren’. Men dronningens livsglade og naivistiske hyldest til Tivoli med farverig scenografi og kostumer er en julemesse værd.

 

Spiller i Tivolis Koncertsal indtil 22. december

 

***

 

DET begynder katastrofalt. Sanseløst. Bogstavelig talt. I den forstand, at de ansvarlige for denne opsætning af Tjaikovskijs ’Nøddeknækkeren’ ikke sanser, at den lille ouverture, der åbner forestillingen, skal klinge sit legende allegro i mørke, inden tæppet går for juleaftenscenen.
Skabe listig eventyrstemning. Klinge af spænding og underfundighed. Sådan som det gøres på Det Kgl.s Gamle Scene, når den uopslidelige Nøddeknækker indledes, dirigenten indtager sin plads, lyset dæmpes og musikken sitrer i en allegro giusto, som partituret foreskriver.
Klinge, siger vi. Det gør det ikke i Tivolis Koncertsal. Slet ikke. For Tjaikovskijs geniale musik til denne ballet afspilles på bånd! Og oven i købet: Gennem højtalere, der får alt til at lyde som musikken på min gamle radio, når jeg læste lektier i 1950’erne med klassisk musik knasende sig vej ud af den lille indbyggede højtaler i apparatet.

SATSNING…

Sådan fortsætter det i Tivoli. Der er ikke plads til, eller råd til – eller hvad ved jeg – mulighed for, et levende menneskeorkester som på Det Kgl., eller hvor som helst man sætter ’Nøddeknækkeren’ op. Det skulle da lige være i et forsamlingshus i provinsen, hvor man laver den som hyggelig amatørforestilling op til jul med en flink pianist ved det opretstående.
Men en Tivoli-opsætning, der efter alt, vi ser, i øvrigt satser med alle muskler spændt, masser af medvirkende hentet ind fra nær og fjern, frit slag for dronningen til at lave et helt Tivoli-eldorado af kostumer, dekorationer, farver, der glimter som en bolchebutik! – en formidabel pendant til det opulente menageri, Tivoli-haven er omdannet til udenfor endda med selveste Kreml i al sin pragt for at tegne årets tema: Russisk jul!
Tjaikovskij er russer! Hans musik russisk! 
Man kan se og høre sig bandsat under den opsætning. Er der noget, der er stort ved ’Nøddeknækkeren’, så er det partituret! Tjaikovskijs uudtømmelige, overdådige fantasi i et orkesterlandskab, der swinger, så alene suiten fra ’Nøddeknækkeren’ er et af de mest spillede værker i koncertsale verden over. Et væld af orkestrale påfund, der kulminerer med blomstervalsens jublende d-dur.

KOMPENSATION

Man pisker sig selv til at kompensere undervejs i denne opførelse, sukker over det grumsede billede af de herligste fløjtesoli, de mest dårende strygerkærtegn, dybe toner, der forsvinder i mudderet o. s. v.
Og hvorfor gør man så det – tvinger sig til at lægge sit eget filter i øregangene?
Fordi det er rigtig sødt, sjovt og morsomt, hvad dronningen har fundet på sammen med Peter Bo Bendixen, der har iscenesat og koreograferet, og Henrik Lyding, der har været dramaturg. Alt det musikken fortæller så mageløst om, men vi ikke må høre, hvorfor vi så vælger at se. Hele historien om den lille pige, der falder i søvn juleaften og drømmer sig til eventyrland, er trukket til Tivoli:
H.C. Andersen læser eventyr juleaften og laver papirklip, Pantomimeteatrets Pjerrot er på besøg, og hele den drømmeverden, pigen sover ind til, er Tivolis – Pjerrot, Harlekin og Columbine indfinder sig i en ægte Tivoli-ballon, rutchebanen er baggrund for de store soli og pas de deux i 2. akten, og konturerne af København gør os trygge i baggrunden.

EVENTYRBYEN

Dronningen elsker sit København og sit Tivoli, og vi deler kærligheden med hende – vi lever i en livsalig eventyrby!
Ikke altid så blomstrende farverig og -ren, som dronningen gør den, ikke altid med unger, der er så sjove og yndige som her. Også, når det skal være, med raske små slagsmål mellem forskellige arter af tinsoldater, mus, der gnaver, og dumme hekse og knivstikkere.
Og så danses der, så vi mere end aner grundstammen i dette vældige tivoliske danseinitiativ (uden orkester, husk det!).,Grundstammen, der er Pantomimeteatret og dets gennemført professionelle mimiske sprog.
Alt det, vi her i forestillingen ser herligt udfoldet i 1. akten.
Her ligger alle de bedste påfund og optrin i forestillingen. Mens den kommer til kort handlingsmæssigt i 2. aktens statiske, koreografiske danseoptrin, der næsten er ubærlige til denne askegrå afspilningen af musikken, der er som hentet op af det grumsede havnevand ved Langebro.

UANSET…

Uanset hvor nydeligt der danses af mange, uanset hvor fascinerende det er at se flamencofænomenet Selene Munoz i denne sammenhæng – brillant i sin første solo, lost i sin anden, hvor musikken ikke er hendes – og uanset, hvor sød opsætningens Clara, Teele Ude, spiller sin rolle.
Vi går hjem med dronningens plakatklare farveorgie i øjnene og med en Tjaikovskij i ører, der har det ilde. End ikke brugbare breaks i musikken undervejs i forestillingen, som en klog dame på min række sagde bagefter. Pauser, hvor en lydhør dirigent kan tøve, fornemme åndedraget i sal og på scene.
Nej, altså. Og hvor er Tivolis eget prægtige Sjællandske Symfoniorkester? 
Det rejser flittigt rundt på Sjælland med Den Jyske Opera og ’Figaros Bryllup’ og kan høres på Det Kgl. Teater i begyndelsen af december…

GregersDH.dk

Louise Fribo, Helene Gjerris og Jesper Lohmann Tre CD’er 21.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

STEMMER

 

 Stemmer, der bliver hængende i ørerne fra en sæsons oplevelser på scenen. De kan bekræftes på tre nye cd’er, som hver for sig opfylder kravene til fem stjerner.

 

Louise Fribo sings Andrew Lloyd Webber. Odense Symphony Orchestra. Dir.: Mikkel Rønnow. Rønnow 24603.

 

 

 

Helene Gjerris sings Per Nørgaard (Songs from Evening Land) Dir.: Casper Schreiber. Dacapo 8226060.
 

 

 

 

Jesper Lohmann synger Tom Kristensen (Sange fra en fribytter) Komp.: Bjarne Sahl. Exlibris EXLCD 30152.

 

 

 

 

 

 

*****

 

TRE CD’er, der lever deres eget stilfærdige, nærmest undselige liv. Men som fastholder stemmer, stemninger og indtryk, der på den ene eller anden måde er knyttet til teateroplevelser gennem det sidste års tid.
På Det Ny Teater er Louise Fribo suverænt stjernen, der i ’Love never Dies’, der i 2. akten sender alt på plads med titelmelodien, en aflevering, som sætter publikum i ekstase. Den sang er med på cd’en, som er indspillet med symfoniorkestret i Odense og Mikkel Rønnow som dirigent. Men sunget mærkbart anderledes. Som næsten alle de andre tolv sange på pladen – alle fra Lloyd Webber-musicals – intimere, tættere, mindre teatralsk, måske lige bortset fra et par af sangene fra ’Tell me on a Sunday’.  -  Det er godt set og hørt af Fribo og Rønnow. Optageteknisk forvandles flere af sangene fra at være dramatiske numre på scenen til at være poetiske, stemningsfulde sange, båret af den fantastiske evne Louise Fribo har til at inddæmme sit eminente register og sin forbløffende egale klang helt til benet. Tekstmæssigt er hendes artikulation enestående blandt danske sangere.

FRA EN ANDEN VERDEN

Det er lige så fremragende vokale fortolkninger, du kan opleve på Helene Gjerris’  indsyngning af en række Per Nørgaard-sange. Sange, der strækker sig helt fra hans tidligste i halvtredserne til enkelte, der er komponeret efter årtusindskiftet.
Sandelig sange fra en helt anden verden. Fjernt fra Lloyd Webbers blændende, men også meget ensartede metervare tilvirket i hans musical-værksted.
Variationen og spændvidden i denne Nørgaard-opsamling sender Helene Gjerris og de medvirkende ni musikere på en rejse fra svenske Pär Lagerkvists naturmættede lyrik, som Per Nørgaard satte enkle toner til allerede i 1950’erne, og frem til de splintrede verdener, han indfanger fra poeter som Alan Ginsberg, for ikke at tale om hvad han henter fra den skizofrene, schweiziske digter-komponist Adolf Wölfli. Helene Gjerris behersker det svære stof med enestående indlevelse – på scenen så vi hende i den pudsige Nørgaard-kollageforestilling ‘Tecni’ på Edison i foråret. Men hun rækker i disse cd-optagelser dybere og interessantere.
 

GENNEM WHISKY-TÅGEN
 
Katastrofe, tvivl og lyssyn går gennem Per Nørgaard-sangene.
Det samme oplever man i de Tom Kristensen-sange, som Jesper Lohmann og pianisten Bjarne Sahl har bragt på en CD. De er ekkoet af den forestilling, de lavede på Café Liva i februar 2011, og som vi anmeldte dengang: ”En kabaret af en type, man troede var faldet i glemsel…” Den sjældne litterære kabaret. 
Lohmann rammer meget præcist den tone hos Tom Kristensen, man umiddelbart kan opfatte som saftig og slagfærdig, de københavnske værtshuse i nærbillede. Og jo da, druk, røg, damer, slagsmål – allerede i sang nr. 2, ’Det blomstrende slagsmål’, ser vi gennem whiskytågen, hvordan ”der sejler et grønt billard mellem borde og stole”.
Men resignationen og selvironien, den tilsyneladende kynisme, melankolien i digtene er til stede, både i Lohmanns tit distancerede aflevering og i Sahls og hans musikeres henkastede spil. Alt det, der ligger i Tom Kristensens ”Jeg er kun en lille digter, halvt en tænker, halvt en nar”, som indleder den sidste sang på pladen, ’Min pibe’… med slutreplikken om piben og tobakken, ”der er en erstatning for min mangel på passion”… Man aner skyggen af ’Hærværk’s Jastrau.

GregersDH.dk

‘Glasperlespil’ Københavns Musikteater 20.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Gry Guldager i ‘Glasperlespil’  på Københavns Musikteater (Foto: Duke Denver)
*
*
*
*
*

SPÆRRET INDE MED SIN MUSIK

*

’Glasperlespillet’ om elektronmusik-pioneren Else Marie Pade er interessant og velspillet, men i en besværlig og fortænkt collageform. 
 

 

Spilles i Københavns Musikteater i Kronprinsensgade de næste tre aftener

 

 

***

 

”DET er meget simpelt. Nogle gange…” – siger Kim Larsen til Clement Kjærsgaard, da jeg kommer ind ad døren denne aften efter ’Glasperlespil’. Larsen fortæller om, hvordan ’Blip-Båt’ blev til en morgen, tekst og melodi i et hug.
‘Meget simpelt’… Næsten som da Else Marie Pade 20 år gammel ridser en melodi ind i væggen i sin fængselscelle – med stålkanten fra sin bh. Hun er taget af Gestapo, er netop blevet tortureret, er brudt sammen og har haft et syn, som var der stjerner, der lyste hendes celle op. ’Du og jeg og stjernerne’ kaldte hun melodien. Et kreativt lynnedslag.
Men intet har ellers nogensinde været meget simpelt for Else Marie Pade. Undtagen lige det at tænke i musik. Endda under helvedes svære forhold.
Det er den historie, Suzanne Brøgger har digtet på, og Hanne Trap Friis fra det århusianske Teater Freeze har sat i scene.
Det kan opleves de næste tre dage på Københavns Musikteater, men har tidligere i måneden været spillet i Århus og Odense.

KOLLAGE

Scenisk er ’Glasperlespil’ umiddelbart en lige så simpel affære. Den udspiller sig i noget, der minder om en boksering – men det er fængselscellen, og den kan vi forstå på to måder: Den konkrets celle, som scenografen Sisse Gerd Jørgensen har omgærdet med et elastisk fem-strenget tovværk – nodesystemet, tydeligvis.
Men også det fængsel af afsondrethed, som Else Marie Pade, som Else Marie Pade har levet i gennem et langt liv i den danske musikverden.
Det er en historie, der handler om hendes valg af elektronisk kompositionsvirksomhed som det afgørende. En enspændertilværelse, der har isoleret hende – delvis fra en meget eksklusiv musiker- og komponistkreds, men især fra publikum.
Som dramatisk værk er ’Glasperlespil’ skruet sammen som en collage, der sammenstykkes af scener fra Gestapo-forhørene, fortællinger fra barndommen om, hvordan lydene omkring hende påvirker hende – og huskes, da hun som voksen tager fat på at sætte omverdenens lyde sammen til kompositioner.
Stykket foretager endelig en parallelføring med Goethes Faust, hvor Faust er himmelstormeren, som djævelen har snor i. Det sidste er som konstruktion temmelig søgt, men bliver godt spillet af Poul Storm i dobbeltrollen – han er oven i købet samtidig gestapomanden i forhørsscenerne.

KRUMBØJET

Den unge skuespillerinde Gry Guldager har en lige så kompliceret rolle, fordi hun må skifte mellem at være barnet Else Marie, den unge modstandskvinde i naziforhør og ind imellem også den stadig levende 87-årige Else-Marie, der fortæller i detaljer om sin musik, om sine idéer og om komponist-koryfæer, hun har kendt, især Karlheinz Stockhausen.
Instruktøren har valgt at lade hende færdes krumbøjet gennem tilværelsen, bortset fra i ungpigens forhørsscener – ellers oplever vi barnet og den gamle fru Pade i fysisk syntese. Gry Guldager gør det smukt, men indlysende er modellen ikke.
Og uanset det gode spil og de intense dramatiseringer af dokumentarisk stof nærmer vi os kun i strejf det egentlige: Musikken.
Intet under. De spredte stumper, vi hører, kommer til at fungere som filmisk underlæg, mest givende i de konkret-musikalske indslag, mindst i de rent elektronmusikalske stumper.

UDRAMATISK

Måske kunne en mindre dokumentarisk og mere fiktiv gendigtning af Else Marie Pades liv i virkeligheden have bragt os tættere ind på hendes person og univers.
Den kunstige parallelføring med Faust er i sig selv udramatisk. Fængselshistorien er selvfølgelig konkret og voldsom. Og brugbar som traumatisk baggrund.
Men man ser for sig, hvad der kunne komme ud af de dybtliggende konflikter med et musikmiljø, der ikke accepterer Else-Marie Pade. Af den sammenbidte kamp for anerkendelse. Hvordan ville en dramatiker som Per Olov Enquist – ’Billedmagerne’s dramatiker – håndtere sådan et stof?   
På’en igen, Suzanne Brøgger.

GregersDH.dk

‘Kan trold tæmmes? Nørrebro Teater 17.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ditte Hansen, Lars Mikkelsen og Sonja Oppenhagen i ‘Kan trolden tæmmes?’ (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

COBRASLAGEN BIDER

 
Nørrebro Teater fortsætter under stort grin sin gennemgang af Shakespeare-repertoiret. Du går ikke forgæves til så talentfulde og fanden-i-voldske skuespillere som Ditte Hansen og Lars Mikkelsen.

****

 

DITTE Hansen entrerer scenen som en erigeret kobraslange, hun lemmer sig frem i silhouet på tværs af scenen, livsfarlig, skåret ned i et grønligt monstrum af en kjole, der klæber til kroppen, en ham af aggression, angrebsklar med hovedet i en skæv vinkel som var det selve kasteskytset. Vi er advaret øjeblikke før: Vi har hørt et rasende hyl fra kulissen, og stakkels Claes Bang er dukket op med en blodtud.
Lars Mikkelsen kommer lidt senere på banen, sjasket som var han halet ud af en københavnsk baggård, en lemmedasker i laser og sjusk, parat til at invadere vennen Ole Lemmekes lejlighed, fræk som dén slagterhund, vi altid hører om, men sjældent møder, klar til at smække sig på vennens seng, blive dér og falde i søvn. Ikke inviteret, bare irriterende. Pågående. Charmerende.
Her har vi så de to hovedpersoner i Shakespeares ’Trold kan tæmmes’. Dem, det handler om:
Ditte Hansen som rappenskralden Katharina, der fejer mænd til side med en tunge så hvas som et rivejern, om ikke med håndkraft.
Og Lars Mikkelsen som den fars dreng, der turnerer som en anden hippie, møver sig ind på hvem som helst med frækheden som våben og en urokkelig tro på, at i hvert fald kvinder kun eksisterer til ære for ham.

DAMPTROMLEN
 
Det er konfrontationen, og det er den og dens løsning, der er det alt dominerende også på Nørrebro Teater, ja mere end det. Hvor vi i Shakespeares komedie får bipersoner og sidespor som garniture for at kunne spejle effekten af de to hovedpersoners olympiske sammenstød – ja, da får vi dem skam også her, men vi kunne gladelig undvære de bipersoner, især søsterhistorien, der vel kun er bibeholdt, for at vi skal plirre med øjnene over flotte, langbenede Anne Sofie Espersen – kvaliteter, vi og Lars Mikkelsen ellers møder rigeligt af hos Ditte Hansen, der nok kan føre sig frem som hvæsende cobraslange, men immervæk er indehaver af de aller flotteste stænger i dansk teater.
Der er altså ekstra til husarerne, og det hænger selvfølgelig sammen med, at Nørrebro Teater ikke bare er på dén med at udfordre Shakespeare-politiet med en klassikerudgave, der har fået damptromlen rullet hen over alle alexandrinerne, over sprog og vers, kostumer, 1500-tal og hele anetavlen.
Der er ganske vist et enkelt sted fra det, der er 4.akten hos Shakespeare, hvor Lars Mikkelsen – Petruchio, som han hedder, også på Nørrebro – bryder ud i ti drabelige Shakespeare-linjer – det er som en bordbombe, der fyres af, og Katharina-Hansen stirrer på ham af god grund og med hængende kæbe.

RAP I RØVEN

Så er dét leveret, og vi stormer videre i 2012.
For vi skal altså ikke alene have den shakespearske klassikerkontrol i nakken, vi skal have fat i et Nørrebro-publikum, der giver fanden i de tekster, vi i dag skal til Grønnegaardsteatret for at høre. Vi skal have smæk for skillingen og rap i røven med en handling, der er til at kende fra den daglige udgave af Tv2-News.
Nogenlunde som Nørrebro Teater gjorde med ’En skærsommernatsdrøm’ for fire år siden.
Ergo er Katharina ikke bare en forkælet fars pige, der tér sig uartigt og selvoptaget, hun er en kælling i skrappeste mønster, lige den type, der møver sig selv op i erhvervslivets top anno 2012 ved egen kraft og uden assistance af kønskvotering.

GNISTER

Det er en skæg pointe, og den holder godt nok over for den lige så snotforkælede, men fortumlet gullaschdreng Petruchio, der fører sig frem som en havareret arving til et havareret Fritz Schur-imperium, arrogant macho, tilsat spåner af den fedtede Malvolio, Lars Mikkelsen kaldte til live i ’Helligtrekongersaften’ på Teater Republique for nogle år siden, samt gnister af den nederdrægtige Tartuffe, han udfoldede på Grønnegaards Teatret i sommer, men begge dele opløst som ved en kemisk proces i total åbenmundet uforskammethed her hos hans Petruchio, en forvokset teenager, der løber med 100 kms fart og hæmningsløst åbne øjne lige ind i en kvinde, som han jorder helt ned til sokkeholderne, indtil cobraslangen bider igen.
Dér begynder den proces, hvor de vikler deres kroppe sammen og vrider sig ind og ud af – og ind igen – i den ægteskabelige sandkasse, som han tilsyneladende har tilrettelagt og som hun tilsyneladende ender med at finde sig til rette i, hvis man skal tage hendes slutmonolog for gode varer.
Hvad man ikke skal, da det kommer til stykket: Han er ikke faldet til patten, og hun er ikke faldet til pikken, det kører bare videre deruda’ som et skakspil mellem lurende modspillere.
Deraf den vendte titel på Nørrebro: ’Kan trolden tæmmes?’ 

UDENVÆRKERNE

Det er det spil, der udfolder sig med overgiven flabethed med de to som ømme og nederdrægtige modspillere. Og hvor vi mageligt kunne have undværet udenværkerne, ikke mindst scenen mellem Bianca og hendes to kurmagere, en pointeløs sketch.
Vi er belastede af sympati for de medvirkende, udmærkede skuespillere, der må agere statister: Sonja Oppenhagen, der spiller Ditte Hansens mor, men mere ligner hendes datter, Ole Lemmeke, der agerer forvirret journalist, men som vi på stående fod ikke kan løsrive fra hans geniale Herman Bang på Folketeatret, og de øvrige gode folk.
Kim Bjarke har huseret med iscenesættelsen efter samme model, han brugte ved ’En skærsommernatsdrøm’ – den med Jan Gintberg som Puk, og hvor Ditte Hansen i øvrigt havde rollen som Helena – i en scenografi af Ida Marie Ellekilde, der har gjort det sjovest for os med Petruchios slambunke af et landsted iført rusten swimmingpool, en brillant arena for den festligste slagsmålscene mellem Katharina og Petruchio.
Hvad bliver det næste på Nørrebro? ’Hamlet’ henlagt til Christiansborg med L.O.C. som Hamlet?
Vi venter spændt.

GregersDH.dk

‘Halløj i firmaet’ Den ny Opera, Esbjerg 16.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Morten Staugaard, Lisbeth Kjærulff, Jakob Næslund og Liv Oddveig Midtmageli i ‘Halløj i firmaet’   (Foto: Nicolai Thorsen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HALLØJ I FIRMAET

 

Titlen på Peter Bruuns og Jesper B. Karlsens opera lover, hvad vi får: En skør historie fra den gribende danske hverdag. Fjantet. Og velskrevet.

 
Den Ny Opera gæstespiller med ‘Halløj i firmaet’ på Operaens Takkelloftet i København 22. og 23. november 

****

VI er i et åbent kontorlandskab. Der arbejdes, pjattes, skændes, chikaneres og slås. På den måde ligner ’Halløj i firmaet’ Teater Republiques berømmelige ’Blam’.
Men hvor ’Blam’ er replikløs, bliver der sunget på livet løs i denne opera, som Den Ny Opera i Esbjerg har kastet sig ud i. Et velgørende – mere end et eksperiment, for der er flot hold i både musik og tekst. En komedie fuld af liv og idé.
Det rablende halløj begynder ganske vist en smule diffust, lidt som ’La Bohéme’ – uden sammenligning i øvrigt.
Der er nogle personager, der skal på plads.
Her er det kontorchefen Claus, som i barytonen Joachim Knops velnærede skikkelse er gjort til et lallende, omkringlarmende, selvglad fjols, der ikke har styr på ret meget. Derefter den pæne unge kontorist, der er i tenoren Jakob Næslund Madens hænder og receptionist Tina, som er kontorets attraktive donna, sunget kønt af sopranen Lisbeth Kjærulff. Plus den pæne, lidt grå regnskabsdame Vera, mezzoen med den herlige norske accent Liv Oddveig Midtmageli. Endelig bassen Morten Staugaard, kontorets evigt uheldige tumpe og konstante genstand for drillerier: Bjarne. Og så den skrappe, stily ejer af firmaet Lene Burnett, også sunget af Liv Oddveig Midtmageli.   

TRÆDEMØLLEN

Der er altså lagt op til både fjas, krig og satire.
Begynder det noget spredt, så kommer der hurtigt samling på det hele, bl.a. i kraft af en præcis gang i det to timer lange forløb: Vi er vidner til en lille uge i det sørgmuntre skrivebords-landskab, afsnittene er mandag, tirsdag, etc., der er black out mellem dagene, dækket af reklamejingles for firmaet, der hedder Blue Sky og som handler med lokumspapir og andre toiletartikler.
Slogan: ”Ren røv at trutte i’. Vi er i god konkurrence med Anders Matthesen, der stand up’er for en fyldt sal ved siden af. 
Esbjerg Musikhuset har en drejescene på husets lille scene, hvor operaen er sat op, så hver ny dag begynder med, at kontorpersonalet skubber sig selv rundt i karrusellen. Kontorets trædemølle.
Men der hører mere til, at denne operakomedie lykkes så sjovt.
Jesper B. Karlsen, som før har begået fine musikteater-tekster (især i ungdomsteater-genren), har givet komponisten Peter Bruun perfekte stikord til at få sit partitur til at fungere som et helt katalog af udtryk. Kammerorkestret, der bliver dirigeret af Jesper Nordin, er omhyggelig besat med et tæt og udspekuleret ensemble af solistiske blæsere, strygere, slagtøj og en enkelt accordeon. Et ensemble, som det ene øjeblik leverer baggrund for aktørernes parlando, sunget eller talt, det næste kan svinge sig ud i nærmest musicalagtig, følelsesladet akkompagnement til ariose passager.

ØMME TONER

Stilen samler sig i en ’torsdag’-sekvens, hvor drillerierne over for tumpen Bjarne kulminerer og løber sammen med rationaliseringstrusler og fyringer af hele banden – plus ømme toner mellem tenor Næslund og sopran Kjærulff, kontorist og receptionist.
Det er godt skruet sammen, og for at det ikke skal være løgn sidder Knop i den scene tilbage og klimprer på sin guitar et sørmodigt, men behjertet forsøg på en ny reklamesang for wc’er og toiletruller. Et dejlig roligt øjeblik for Joachim Knop, som ellers som så ofte er temmelig overgearet i sit spil. Han er en bajads, der er svær at styre, åbenbart også for den udmærkede instruktør Anne Barslev.
Det er under alle omstændigheder en velkomponeret, lystig affære, sjovt fundet på.
En enkelt indvending: Vi er i et ret lille lokale, sidder tæt på aktørerne, og minsandten om sangerne ikke bruger mikrofoner! Endda til en orkesterledsagelse, der er uhyre nænsom, sprød og gennemsigtig og indstillet af Peter Bruun på ikke at kvæle sangstemmerne. Mikrofoner forekommer helt overflødige. Med så gode og stærke sangere, vi her har på banen.
Vi er ikke til rockkoncert. 

GregersDH.dk

‘Små grå løgne’ Stærekassen 15.11.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ingen tilgængelige pressebilleder 
*
*
*
*

BERGMAN LIGHT. MEGET LIGHT

 

Den engelske komedie ’Små grå løgne’ er underholdende scener fra et ægteskab, lige til at hygge sig med i Birthe Neumanns og Kurt Ravns udgave.

Spiller sidste gang 16. november på Stærekassen

 

***

 

LATTEREN runger fra start. Kurt Ravn snorker i scenens dobbeltseng. Birthe Neumann vågner, sukker vender sig om.
Engelsk lystspil. Mand og kone efter 40 års ægteskab. Hvis nogen hævder, at snorken i sig selv er morsomt – at udøve eller lytte til – er det løgn. Men latter skyller som et brus fra salen. Det er genkendelsen.
Vi sidder i Stærekassen. Landsteatret spiller Simon Bretts ’Små grå løgne’ som afslutning på en længere turné. Engelsk humor i en stil, der er som hentet fra en tv sitcom.
Hverdagssituationer fra et ægteskabeligt liv, der kører på slidte dæk og tredje hovedreparation, men ikke har været til syn, i hvert fald ikke andet syn end det røntgenblik, som konen lader hvile på manden uden at gøre notater andre steder end bag sin nydelige pandeskal.
Men ikke sådan for alvor. Ikke før vi når mod en slags vejs ende, og et par skeletter rasler ud af skabene. I al gemytlighed.

RUTINERNE

Det er stærkt underholdende i Bente Kongsbøls iscenesættelse. Og meget enkelt. Med manden, der er selvoptaget, selvretfærdig, selvhøjtidelig – alt muligt med selv-, undtagen selvkritisk.
Han er bare for meget. Også af alt det, han ikke rigtig kan gøre for: Han pisser f.eks. uafladelig ved siden af på toilettet, i sengen kan hen ikke få noget op at stå, men tale om sine erobringer kan han.
Konen har al mulig grund til at være træt af ham, men alt forsætter på rutinerne, han siger de samme vittigheder, det samme sludder dag efter dag, drømmer den samme dagdrøm om at få udgivet sit geniale manuskript, og hun kan se på nok så træt, vende øjnene mod himlen nok så tit, føre logbog over hans vrøvl, i det hele taget konstatere deres slubrende, latterlige samlebånd af et rutineliv, uden at det gør nævneværdigt indtryk på ham.

STILSIKRE

Det er den type komedie, der står og falder med skuespillere, der kan den hurtige og gerne stereotype slagfærdighed, og dér er både Birthe Neumann og Kurt Ravn stilsikre. Hun med en mimik og i næsten direkte flirt med publikum (Er han ikke rørende? Rørende håbløs?). Han med en påtaget macho-afstumpethed af den type, som nogle piger falder for pr. postordre, men sjældent holder til ret længe, når pakken er åbnet.
Det er denne type lystspil, som Privatteatret i sin tid havde succes efter succes med, den rammer sådan set alle aldersklasser, for ældre vil se sig selv og egne latterligheder, og yngre vil genkende forældres latterligheder og smile ved tanken, om at sådan skal de i hvert fald ikke te sig engang.
Bergman light. Meget, meget light.

GregersDH.dk

‘Smerternes fest’ Cirkus Montebellos julekabaret. Frederiksberg Teater 14.11.2012

Category : Alle, Anmeldelser

Thomas Mørk og Niels Olsen i ‘Smerternes fest’ på Frederiksberg Scenen
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

DET SAGDE BOING DA HELLIGÅNDEN KOM FORBI

 

 
Niels Olsen og Thomas Mørk tager fat på Marias jomfrufødsel i deres julekabaret ’Smerternes fest’.
 

Spiller på Frederiksberg Scenen (Det gamle Rialto) frem til jul

 

***

 

HVAD skal man stille op med den jomfrufødsel? Et udmærket spørgsmål her op under jul.
Niels Olsen og Thomas Mørk har meget fis for i deres julekabaret på Frederiksberg Scenen. Og deres rap om ’brændevin og juleøl og vodka, vodka’ hænger i ørerne, da vi forlader lokalet. Men Marias jomfrufødsel er det egentlige problem, de prøver at løse. Og gerne på tømrersvend Josefs vegne, for det er jo ham, der i første omgang spørger Maria: Hvad fanden foregår der her? Og ham, som vi andre synes, altid bliver skubbet til side. Det anses jo ikke for noget, han skal blande sig i.
Men Niels Olsens Josef spørger, og Thomas Mørks Maria svarer som sandt er, at der er tale om et mirakel. Helligånden har været på besøg i ly af mørket, og det fremgår, at der også er en grund til, at Josefs tøfler er forsvundet: Den hellige ånd frøs om tæerne på Marias kolde gulv og lånte sandalerne.  
Den historie spinder over flere numre i revyen, men løsningen på jomfrufødsel-mysteriet standser ved konstateringen af, at ’det sa’e boing, boing, da Helligånden kom forbi’. Den er så til fri afbenyttelse for landets præster, når de går i gang med at skrive juleprædiken.

LØSE INDFALD

På den måde bliver vi teologisk beriget i Cirkus Montebello’s kabaret, der har fået titlen ’Smerternes fest’. Og som bæres af de to raske drenges løse indfald og stramme numre i en blanding af interne chikanerier og enkelte skarpe a propos’er til juletidens glæder og sorger.
Morsomst, da Niels Olsen har glemt, hvad det er for en velgørende indsamling, publikum opfordres til at bidrage til, og Thomas Mørk byder på mulighederne ved at opremse en syndflod af foreninger og institutioner, der appellerer til vores mildhed i julemåneden og i øvrigt året rundt.
Ikke en af dem lød fiktiv. Velgørenhedsindsamlinger er en samfundsepidemi.
Olsen og Mørk går til julesokkernes indhold af vekslende sprut-forekomster, og synger nogle raske sange ind imellem, som er på et digterisk niveau, som de selv gør nar ad med produktet ’Her på Frederiksberg Scenen’, en fællessang, der er tilstrækkelig åndssvag til, at den største del af ansvaret for at synge den må pålægges publikum.
Til sidst vokser deres personlige chikaneopgør til en boksekamp i langsom gengivelse, et lille shownummer, de kan både rejse og chokere med – det sidste ved operative manøvrer med strejf af anal- og oralsex.
Jo, julen er sandelig over os. Og vil man grine sig fra den, så er Olsen og Mørks forestilling en udmærket mulighed.

GregersDH.dk