‘Hvem er bange for Virginia Woolf’ Gasværket 8.3.08 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

WHISKY TIL FRUEN

Gift og komik strømmer ud af munden på fire fremragende skuespillere i ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ på Gasværket.

*****

Virginia Wolf, Gasværket, Tegner: Claus Seidel

Lars Brygmann,Paprika Steen og Mia Lyhne. Tegning: Claus Seidel

’Hvem er bange for Virginia Woolf’ er intim-historie. Helt ind i marven på ægteparret Martha og George, der tumler sig i moderne teaters mest udmarvende verbale slagsmål.
Egentlig behøver den historie ikke anden scene end en dagligstue med sofa-arrangement. Og whisky-bordet inden for armslængde.
Sådan blev det spillet på Folketeatret i efteråret med Karen-Lise Mynster og Søren Spanning. Og sådan blev det spillet for nogle år siden på Gladsaxes total-scene, ganske vist skrumpet ind til noget, der lignede et forladt møbelarrangement på en Forum-udstilling.

SOM ANEMONEBLADE

Og i Gasværket? Fortaber sceneriet sig ikke til et knappenålshoved i kæmperummet?
Overhovedet ikke. Jon Stephensen, teaterchefen himself, har foldet scenen ud i hele gasbeholderens bredde. Med trappehave til begge sider og i midten moderne étplans villashow med glas og skydevægge ud til terassen. I 1. akt.

Så 180 grader rundt med drejescenen og indendørs i 2. akt.
Og endelige et kunststykke i 3. akt, der får Operahusets berømmelige teknik til at blegne:
Vægge folder sig op omkring slutscenen.
Først en bagvæg, der bruges til videoprojektion af det falmende efterår, der såmænd også er blad-drysset i foyer og på trapper som signal om ægteskabs-kørslen mod den definitive tomgang.
Så en indkapsling af Martha og George, der som et par sårede dyr klamrer sig til hinanden i dobbeltsengen: Tre vægge, der sænker sig omkring de to. Som anemoneblade ved mørkets komme.

BAG GARDINERNE

Sådan. Stephensen er jo også arkitekt. Hans boligmodel kan måske videresælges hos Home til brug for kæntrede, skudklare, livstrætte, men kræsne ægtepar.
Men den er først og fremmest en afgørende visuel ramme omkring de fire skuespillere, der i Gasværket skærer sig selv i småstykker. Paprika Steen og Lars Brygmann som Martha og George. Og Mia Lyhne og Nikolaj Lie Kaas som det unge par, der er de boksebolde, Martha og George har brug for, for at kunne smadre hinanden.
En ramme, der giver disse fire mennesker albuerum til at udfolde al deres rastløse energi mod stadig nye, planløse mål: Flaskerne, der tømmes uafladeligt, toilettet, når Honey skal brække sig, hinanden, når de pendler mod de uafvendelige tilløb til knald i haven.
Dekorationen tillader oven i købet den frækhed at lade en lang passage i 1. akten udspille sig BAGVED stuens kilometerlange forhæng mod terrassen. Den unge lærer Nick (Nikolaj Lie Kaas) og hans dims af en kone Honey (Mia Lyhne) er arriveret til ragnarok-hjemmet for intetanende at stå model til ægteparrets organiserede forhånelser. Det er rent radioteater. Micro ports er for en gangs skyld lykken. Vi HAR jo set alle fire og fornemmet deres særheder, så det er bare at læne sig tilbage og lytte til uforskammethederne og de hjælpeløse svar og afværgemanøvrer.

MASKINGEVÆRILD

Så kan vi bagefter også SE på udfoldelserne hos de fire. Et mageløst og virtuost verbalt partitur af replikker, der falder som maskingeværild fra Paprika Steen og Lars Brygmann. Den første med arme og ben i rotation, Rønn Hornbech-manken i sving som kasteskyts og en latter så rå som en rejekællings. Den anden lynhurtig, spydig, tørlagt ironisk, en afgrund af overskud til at – ikke bekæmpe, men nyde og ligefrem svælge i de utrættelige rutineskud, der er akademikeren George’s våben mod konen.
Overlegent, lystfyldt og rasende stimulerende spil gennem hele 1. akten. Spækket med detaljer i velberegnede cæsurer og lufthuller i ordstrømmen. Ikke mindst i spillet op mod gæsterne: Lie Kaas, som har etableret en kropsmobilitet med knæk i knæene og usikre blikke, når han jages rundt i manegen af Brygmann, små støn og nap i armen på Mia Lyhne, når denne Honey – ’sukkergrisen’, som George kalder hende – dummer sig, vrøvler eller griber sin slikpind, som for hendes vedkommende er cognacglasset. Mia Lyhne, som med sin babystemme, et måbende blik og en fabelagtig timing kan få en énstavelses-replik til at svinge i rummet, så latteren udløses som skyllen fra en bruser, der åbnes for.

BERUSENDE

Det er en berusende 1. akt. Med et tempo og en dynamik, der nås igen i mange enkeltscener i de følgende, men daler lidt ind imellem – nok mest fordi Albees tekst om ikke løber tør for yderligere fordybelse i den bundløse sump af råheder, ægteparret Martha og George mobiliserer for at holde liv i det tvangsægteskab, de har pålagt sig selv, men i hvert fald nedtrapper variationen.
Det skal man ikke lade sig skræmme af. Som hårrejsende lystspil eller tragedie – hvordan man nu vil se på det – gives der næppe stærkere sager på et dansk teater i øjeblikket. Fire fremragende skuespiller i overlegent samspil.

Gregers D-H

‘Djævlene’ Betty Nansen Teater 7.3.08 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

TEGNESERIE

’Djævlene’ på Betty Nansen er teater, der slår løs og rammer – ind imellem ved siden af.

***

Betty Nansen Teatret, Djævlene, 7.3.08, Tegner: Claus Seidel

Laura Bro, Jens Jørn Spottag, Preben Kristensen og Marie Louise Wille. Tegning: Claus Seidel

Det er rødt, og det er sort, og her skal du se plakat-teater, der vil noget.
Smæk for skillingen. Tegneserie. Teater, der ikke lader publikum i tvivl om, hvad det handler om.
Nemlig religiøst vanvid og hvad deraf følger. Det er historien om den franske præst Grandier, som i 1634 blev torteret og brændt på bålet efter en hysterisk hekseproces, som primært var baseret på beskyldninger for sex med flere af sognets kvinder, især en nonne. På det overordnede plan en magtdemonstration fra stat og kirke, bundet sammen dengang af alliancen mellem enevældigt kongedømme og katolske kardinalstyre.
Historien har vi set i mange udgaver, senest operaen ’Djævlene fra Loudun’, den polske komponist Pendereckis mesterværk fra 1960’erne, sat op på Det Kgl. Teater i 1982, slagkraftig musikdrama med et indhold, som dengang var en provokation i det kommunistiske, men dybt katolske Polen.

ANSVARET

Der har åbenbart været et helvedes hus med opsætningen på Betty Nansen Teatret. Kulminerende i, at Flemming Flindt er lempet ud som iscenesætter, og Peter Langdal har overtaget i sidste fase.
Hvem der præcist har ansvaret for hvad, kan man så sidde og gisne om.
Det er i hvert fald stensikkert, at det er den gamle balletmester Flindt, som har fået Marie Louise Wille og Jens Jørn Spottag til at gennemføre et reelt koreografisk stunt i forførelsesscenen, hvor tjenestepigen Claire har sat sig i skriftestolen for at bekende sin hemmelige forelskelse i Grandier – præsten selv.

PÅ GODT OG ONDT

Den lille scene fortæller noget om, hvordan forestillingen kunne være blevet, hvis gennemført som ren ballet. For det er noget af det, Flindt altid har kunnet: Skabe rene, enkle, korte og præcise dramatiske forløb. Det er da også det, opsætningen i det hele taget er præget af.
På godt og ondt. Præsten er godheden, friheden, tolerancen, de rene følelsers våbendrager – lidt anfægtet af og til – men ellers: Vores helt. Og modparten – fordelt på to: Preben Kristensens kardinal og hans håndlanger i Morten Staugaards skikkelse – nedrigheden selv. Magten og magtens forlængede arm.

TALEBOBLER

Så vidt, så godt.
Tegneserie-modellen ser ud til at være bevidst. Både i den måde, Peter Asmussen har skrevet scenerne – korte og med mono- og dialoger i taleboble-format – og Maja Ravns scenografisk klippede scener: Grafiske baggrundsprojektioner af kirkerum, landskab, by etc. I hurtige skift med black out imellem. På stumfilmmanér. Til præcist indpassede musik-underlæg, som Gert Sørensen har tilrettelagt.
Det giver lethed og hurtig gang. FOR let og FOR hurtig. Metoden kunne have strammet historien ind til at være rasende uhyggelig og skrapkantet hele vejen igennem. Men den er brugt til også at skabe flad og folkelig komik i mange scener, hvad der medfører usikkerhed om mål og vægt i hele fortællingen. F.eks. scenerne mellem landsbyens borgmester og læge: Ole Westh-Madsen ladt helt i stikken som en tumpet Claus Bondam-type skåret efter en Gustav Wied-komedie. Og Jess Ingerslevs læge skrevet ind i historien, som om han kom fra oplysningstiden hundrede år senere og hvad derfra fulgte. Fornuftens talsmand, en teatralsk læge-cliché, vi kan udenad, à la Ibsens Dr. Rank, eller Matador-doktoren hvad-han-nu-hed i Ove Sprogøes udlægning. Ærgerligt. For gensynet med Ingerslev på scenen er i sig selv en fornøjelse.

MELLEMTONER

Samme effekt ser vi i forsøget på at gøre både Jens Jørn Spottags Grandier og Preben Kristensens kardinal til ofre – mere for deres lattervækkende forfængelighed end for henholdsvis renlivet (blåøjet?) humanisme og sort despoti. Begge spillere bruger deres teknik og talent med slagkraft, men vi tror ikke på de psykologiske mellemtoner.
Så går det bedre med Morten Staugaards rungende uhyre af en inkvisitions-prælat, nakkedukkende over for kardinalen, brutal på sin kirkelige slagmark.
Bedst slipper Laura Bro og Marie Louise Wille fra deres opgaver. Laura Bro er den despotiske, seksuelt underernærede priorinde, der sætter handlingen i skred med piskesving over for er par uskyldige, lesbiske nonne-aspiranter, men selv jages op i en krog og underkaster sig voldelig exorcisme. Gennemført uden vaklen. Og Marie Louise Wille mobiliserer al sin sødme som Claire, pigen, der som en Ofelia famler efter kærligheden.

STYRKE OG SVAGHED

’Djævlene’ er en forestilling, der har sin styrke i hastige, enkle billeder og et interessant skuespillerhold. Sin svaghed i usikkerheden om mål og midler: Skal vi have rystende drama? Eller pittoresk folkekomedie? Vi får lidt af hvert. Bare aldrig med overbevisning.

gregersdh