INGEN HØJDESKRÆK HER

Ditte Hansens hjem er en elegant blanding af boldbane, tampolin, cykler og et gigant-sortiment af rulleskøjter og fodboldstøvler. Og så har hun det godt oppe under snoreloftet på Det Kgl. Teater. For ikke at tale om, når hun får adrenalin-suset foran publikum i Cirkusrevyen.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Nanna Kreutzmann

———————————————————

’KAN du komme af sted, pigebarn! Ud og svin dig til! Du er alt for ung…’

Hvad siger man til sådan en svada, når man er 19 år og står der og tripper og brænder efter at blive optaget på skuespillerskolen?
Man gør, hvad der bliver sagt. Det gjorde i hvert fald Ditte Hansen. For det var rektor ved skuespillerskolen ved Odense Teater, Lane Lind, der sagde det. Og hun er en myndig dame.
Så Ditte Hansen smed, hvad hun havde i hænderne og lagde alt knokleriet på hylden. Alt det med at gå til dans og sang, læse på tekster og tage timer hos en skuespiller.
’Det skal være vildt det her!’ ræsonnerede hun. Og så smækkede hun sine 1,84 splitternøgne meter ind på Arkitektskolen for at stå croquis model. Og levede i øvrigt livet med speederen i bund et par år. 
”For det var jo det, hun sagde, jeg skulle,” som hun siger med et grin og den klingrende latter, der smitter helt ned i mavemusklerne.
Den latter, der i disse uger bruser op gennem rækkerne i Cirkusrevyen, når hun giver den som Lene Espersen. Eller som Paradise Hotel-tøs. Eller så meget andet i denne sommers Cirkusrevy, der blev takseret til fem stjerner af Børsens anmelder.
Og så kom hun selvfølgelig ind på teaterskolen i næste hug. Da var hun 21 år, og spillede i øvrigt volley ball, endda på ungdomslandsholdet.

”Volley ball? Ja, det var jeg nødt til at droppe. Der blev ikke tid. Men det var virkelig en passion. Som på en måde minder om at spille skuespil. Det er holdsport. Og jeg var jo angriber, fordi jeg er så høj. Den der fornemmelse af at få bolden, og så ’lægge’ den. Det er jo ligesom at sige den gode pointe. Det giver det samme sus som at spille teater!”

Det sus, som gik igennem os andre, da tæppet var gået op for Reumert Pris-festen på Det Kgl. Teater, og Ditte Hansen kom sejlende ned fra snoreloftet. Fra ti meters højde, dinglende med de lange ben på en gynge. Og glad syngende. Ret vildt.

”Ja, det var da lidt højt. Jeg skulle have sele på, og det blev jeg egentlig sur over. Men de har altså nogle regler på Det Kgl. Teater: Det er med sikkerhedssele, fru Hansen! Jeg syntes bare ikke, det var særlig elegant. Og jeg skulle jo danse med det samme, jeg kom ned. Så jeg løsnede faktisk den sele. Den var åben, så jeg kunne komme lynhurtigt ud af den. Jeg kunne ikke sidde og fedte med den. Det havde set så klodset ud. I øvrigt har jeg ikke højdeskræk. Hvis jeg har noget, så er det klaustrofobi. Komme ind mørke rum. Når man f.eks. er på ferie sydpå og skal ind i de der grotter. Men op i højder – det er ok med mig.”

Oppe i højder. Dér befinder Ditte Hansen sig sådan set konstant. Med sine 1,84 m.

- Er du træt af at høre om dine 1,84?

”Overhovedet ikke. Så er man da i hvert fald noget. Det handler jo om at skille sig ud. Jeg elsker at se på Nicolas Bro eller Peter Plaugborg. Mænd må gerne se kantede og sjove og anderledes ud. Kvinder har i så lang tid skullet være ingenue og objekter. Jeg har det godt med at være anderledes. Men jeg kan godt blive lidt rystet, hvis jeg ser billeder eller film af det, jeg laver. Uden for scenen har jeg en indbygget bekymring for at virke for overvældende på folk. Nå man står dér i køen hos Netto. Jeg skruer lidt ned for ikke at være for stor en mundfuld. Ikke for høje hæle. Ikke for meget make up. Ikke for stort hår. Men på scenen er det noget andet. Man skal finde det udtryk, man har. Spille med det. Eller mod det. Bruge det til at skabe overraskelser og pointer. Udnytte sine særheder.”

- Har du andre særheder end højden?        
      
”Jeg er hurtig. Det er sådan set min styrke. Nogle gange er jeg bare for hurtig. Mest fordi jeg er bange for at kede folk. Men jeg har lært noget af Lisbet Dahl. Den måde, hun f.eks. kan trække en pointe i ’Humørbomben’, det nummer med konen og hendes hjemmestrikkede festsang. Det var faktisk en øjenåbner for mig, da jeg for nogle år siden skulle lave blokfløjte-nummeret. Hende med ’Blokfløjte for fred’. Lisbet blev ved med at sige til mig: ’Langsommere, langsommere… Hvis du tier stille, så griner de. Hvis du bliver ved at tie stille, så klapper de!’ Det lærte mig, at man nogle gange skal ned i gear. Variere sit tempo. Underspille. Det er Ulf Pilgaard genial til. Han kan få pointer ud af ingen ting. Jeg prøver hele tiden at blive dygtigere. Hægte mig på nogle, der er bedre end mig. Også når jeg skriver. Dér er det Louise Mieritz, jeg render i hælene på.”

- Hende, du har skrevet ’Paradispigen’ sammen med.

”Ja. Og en masse andet. Teksterne til Bodil Festen. Og til Reumert Festen. Til Det Kgl.s revy sidste sommer. Louise er så krøllet og skør. Vi skriver sammen hele tiden. Mailer frem og tilbage. Holder møder og afprøver. Men altså: Jeg er overhovedet ikke forfatter. Jeg skriver faktisk af nød!”

- Ikke af lyst?

 ”Joh. Sådan set. Men det startede på Bornholmerrevyen engang, hvor der ikke var en ærlig tekst, der kunne bruges. Det, der kom, var noget, der havde været spillet for ti år siden i Hjørring. Så sagde Lars Knutzon, der var instruktør: ’Skriv noget selv!’ Han skubbede på. Hver gang jeg kom med noget, sagde han: ’Den ta’r vi!’ Det var meget inspirerende. Han har været god for mig, Lars. Det med at skrive er altså sjovest, når det er i samarbejde med andre. Jeg er ikke sådan en, der sidder hele natten ved min computer og tænker store tanker.”

- Du siger, du ’overhovedet ikke er forfatter’. Men jeg har lige siddet og læst en hel stribe klummer, du har haft i ’24 timer’.

”Det er noget andet. Det var nærmest for at give mig selv den udfordring at skulle producere noget hver fjortende dag. Et eller andet fra hverdagen. Hvad jeg mente om det ene og det andet. Ting, jeg har oplevet. Ikke noget med politik. Jeg er bange for, at nogen skal sige: Nå, dér står hun politisk! Det dér, det gør hun, fordi hun er rød eller blå. Jeg må kunne stille mig op med et nummer, hvor jeg skal forsvare en politiker, der mener det modsatte af, hvad jeg mener. Uden at folk tænker: Ham vil hun bare hænge ud! Men i det daglige er der masser at skrive om: Folk i supermarkedet, de ældre, trafikken, ungerne…”

DE sidste har hun to af. To drenge. Tre, ok: Ditte Hansens mand, skuespilleren Benjamin Boe Rasmussen, tæller med. Han kommer drønende hen ad villavejen, mens vi snakker, stiller cyklen, siger goddag, tager cyklen igen. Videre ned til Amager Strand. I vandet. Som han gør hele året.
Ude i vindfanget hober sig et sortiment af rulleskøjter, fodboldstøvler. Det ligner et second hand udsalg. Haven er lavet om til håndboldbane. Dér, hvor man ellers kan komme til for trampolinen.

”Det er ret ekstremt. Hvis jeg skal være sammen med dem, skal jeg ud på rulleskøjter eller ud med en bold.”

Det er hun så. Ude på rulleskøjterne i hælene på familien. Men der ser ud til at være styr på den. Trods voldsomt mange opgaver. Revyen på Bakken. Prøver, der begynder 1. august på Nørrebro Teater, hvor hun og Tom Jensen skal spille et 90-årigt ægtepar i ’Evig ung’, en olde-komedie med musik. Hun skal også have lært at spille på saxofon inden prøvestart.
Og ind imellem: Skrive. Indslag til satire-programmet ’I hegnet’, der går hver søndag eftermiddag på DR’s P1.
Der skal overblik og logistik til, at det hele fungerer.

”Det er ikke så meget, hvad jeg selv kan rumme. Men hvor meget min familie kan rumme. Hvor meget kan jeg belaste mine omgivelser? Hvor meget kan jeg være væk? Min mand har også en masse at rive i. Men han tager ved! Det gør han!”

Såh – ferie? Ikke sommerferie. Der var lige ti dage i Thailand ved juletid. I et hul, hvor teater, film og den slags lå stille.
Ingen arbejdsløsheds-problemer i den familie. Men ind imellem gerne noget andet end revy og skæg og ballade. Ditte Hansen var vild med at spille i Tennesee Williams ’Omstigning til paradis’ på Det Kgl. for et par år siden. Og hun har løst mange andre seriøse opgaver.

- Men instruere. Sætte i scene?

”Jeg er ikke sikker på, at jeg har de evner. Sådan en som Lisbet Dahl kan overskue lyd og lys og hele teknikken. Jeg er god til tekst. Men alle dimensionerne, nej. Måske, hvis jeg gik mere ind i det. Jeg har siddet i Nørrebro Teaters tænketank. Det kunne jeg lide at være med til: Hvad skal vi spille? Og hvorfor? Og hvem skal løse det? Jeg har også siddet i en jury på Statens Teaterskole og bedømt instruktørtalenter. Det elskede jeg. Hvem skal være med til at præge dansk teater? Men hver gang tænker jeg: Det er på scenen, jeg skal stå. Jeg kan ikke bruge for meget kraft på at sidde omkring et bord.
Ind på scenen! Kontakt med publikum!”

- Mærke latteren…  

”Og adrenalin-suset! Men så alligevel – helt omvendt: I Cirkusrevyen tager vi det faktisk dødsens alvorligt. Der er ikke noget venstrehåndsarbejde dér! Men når jeg nogle gange sidder som publikum og ser rigtig dårlig komik, så kan jeg få den tanke at lave noget andet. Jeg siger til mig selv: Jeg gider ikke være med i den maskine! Så dum vil jeg ikke være! Hvad er det dog, jeg er medlem af? – Det gider jeg ikke! Ikke fordi jeg har medansvar for, hvad hele branchen render rundt og laver. Det har jeg selvfølgelig ikke.”  

- Men hvad så?

”Jeg sidder dér og får lyst til noget sort og mørkt og Shakespeare. Spille Edward Albee. Eller Norén. På Husets Teater. Man er jo sådan en teaterrotte. Ligesom Kristian Halken. Han og jeg snakkede engang om, at vi på en måde er ligesom nogle klassiske musikere, der sidder ved hver vores lille instrument. Vi sidder og pudser på vores Shakespeare og vores Ibsen og vores Strindberg, og det interesserer måske ikke så forfærdelig mange, men vi ville selv have det rigtig godt med dét… Sidde dér med min cello! Og Kristian Halken…”

- Men Cirkusrevyen?

”Selvfølgelig slå hul igennem stråhatten i Cirkusrevyen ind imellem. Det andet er bare et eller andet grundlæggende. Det er dér instrumentet er.”

DE KALDER MIG ARROGANT

Olaf Johannessen er en af Danmarks mest interessante skuespillere. Eksklusiv. Karismatisk. Lidt af en enspænder. I dag får han en af landets allerstørste skuespillerpriser, Lauritzen Prisen på 250.000 kr.  

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeppe Carlsen

———————————————————–

I DAG får Olaf Johannessen en af de største priser, en dansk skuespiller kan blive tildelt. Lauritzen Prisen. 250.000 kr.
”- Olaf… hvem?” spurgte et rimelig kultiveret menneske, jeg var sammen med forleden, og som jeg fortalte, at jeg skulle interviewe Olaf Johannessen til avisen.
Så måtte jeg fortælle den pågældende, at Olaf Johannessen i øjeblikket spiller hovedrollen i Det Kgl. Teaters ’Rødt og grønt’ på Skuespilhusets Store Scene. At han har fået fremragende anmeldelser for sin skarpe og vittige præstation i dét stykke. At han har spillet hovedroller på de københavnske teatre i tre andre stykker gennem det sidste års tid. Og at Olaf Johannessen ved prisoverrækkelsen, der foregår netop i Skuespilhuset, bliver betegnet som ’en hypermoderne skuespiller’…’som tit skildrer mænd, der har været kølige intellektuelle, fascinerende og farlige…’
”Øh…” og ”Nå for søren!” kom det fra spørgeren. Som ganske vist heller ikke hører til dem, der står i kø hver dag ved billetlugerne til teatrene. Og heller ikke pløjer anmeldelser. Men – som sagt – er rimelig kultiveret. Og vidende.
Så – hvad er det med ham Olaf Johannessen?
Vi ved det godt. Han er ikke en mand, der stikker næsen frem alle vegne. Han er sammensat. En mand med en stor karisma, men ikke en, der viser sig i ugebladene. Ikke deltager i tv-quizzer. Ikke er på face book. Alt i alt en temmelig lukket person. Sådan er hans ry. Også i teaterkredse.

”Det er jeg godt klar over”, siger han. ”Jeg har altid holdt tingene lidt for mig selv. Været noget – introvert. Tænker, men snakker ikke så meget. Jeg ved ikke rigtig, hvad det skyldes…”

- Nogle synes, du er arrogant. Er du klar over dét?

”Joh. Det ved jeg godt. Arrogant. Og afmålt. Og vist oven i købet lidt farlig. De tænker sikkert: ’Hvad mener han? Han siger jo ikke noget!’ Det er vel en form for beskyttelse af mig selv, ikke?”

- Er der ingen, der rusker i dig og siger: Se nu at komme ud af busken! Sig, hvad du tænker!   

”Joh, jo…”

- Hvem – instruktører, kolleger, din familie?

”Alle mulige. Nogle af dem, jeg spiller sammen med. Ellen Hillingsø, Tina Gylling Mortensen. Og min kæreste…Jeg opdager jo også efterhånden, at der ikke sker en ulykke, hvis jeg åbner mig. Jeg har ikke så meget brug for den beskyttelse, jeg snakker om – som jeg havde før. I arbejdet og på scenen har jeg nu aldrig været så lukket…jo, nogle gange måske. Dér har det måske været, fordi jeg har mødt min begrænsning. Og har skullet rykke mig. Det er mere i det sociale udenfor. Jeg har nok altid haft en snært af social angst.”

- Kan det hænge sammen med din færøske baggrund?
 
”Måske. Færinger er egentlig meget åbne. Næsten for åbne. På en måde så åbne, at de kan være nemme at tage røven på. For at sige det overfladisk. De får let et kulturchok, når de pludselig står i Danmark. Sådan var det for mig, da jeg kom til Odense, efter at jeg i sin tid var blevet optaget på skuespillerskolen. Jeg var ung. Kom fra nogle øer. Havde ikke den dér ubane feeling. Jeg syntes, de andre havde prøvet meget mere. Og vidste meget mere.”

- Du havde mindreværdskomplekser?

”Ja. Men også det modsatte – den færøske selvbevidsthed. Stoltheden over vores færøske identitet. Vi er ret sammensatte. Men så fik jeg en god ven på skolen. Det var Nikolaj Cederholm, som jeg gik på hold med. Han var også meget ung. Vi blev tætte venner. Vi var ligesom ’de unge’. Og vi ’sparrede’ meget fint. Det gjorde det nemmere. For i starten havde jeg det sådan, at jeg tænkte – ’hvad fanden skal jeg bidrage med?’ Jeg var underlig. Og fremmed. På den anden side var der altid nogle, der gerne ville lave scener sammen med mig. Nok fordi jeg var lidt mystisk…”

- Talte med færøsk accent…
 
”Det gjorde jeg nu ikke. Næsten ikke. Jeg havde boet tre år i Århus, da min far var sceneinstruktør på teatret og lærer på teaterskolen. Min mor er i øvrigt dansk. Jeg kunne tale dansk, selvom hele min opvækst i Thorshavn mest har været med det færøske sprog. Men jeg husker en episode på teaterskolen i Odense. Det var engang under den fysiske morgentræning, da der blev snak om, hvordan et eller andet ord skulle udtales. En sagde hvordan, og så sagde jeg: ’Det er ikke rigtigt. Det udtales sådan og sådan’. Så vendte den anden sig om mod mig og sagde: ’Det ved du jo ikke en skid om!’ Det sagde omgående klik i mig, og jeg stak ham en på tuden.”

- I færinger er hidsige?

”Ikke specielt…tror jeg. Og dog. Måske.’

- Det fortælles, at din far Eydun Johannessen ved premierefesten efter ’Det gyldne kompas’, som han iscenesatte på Aarhus Teater, blev hyldet af de medvirkende med et talekor, der lød sådan: ’Han-kan-blive-så-hidsig! Han- kan-blive-så-hidsig!’

”Jeg har været meget hidsig. Måske fordi jeg er rastløs. Nogle gange kolerisk. Når tingene ikke går, som jeg synes, de skal gå.”

- Når en medspiller ikke kan sin tekst? 

”Det er mere, når jeg fornemmer, at vedkommende ikke giver sig hen til opgaven. Vi kan alle lære tekster og scenearrangementer. Nogle selvfølgelig lettere end andre. Det er ikke dét. Men hvis man ikke fornemmer hengivelsen. Det kan irritere mig. Hvis dem, man spiller med holder igen. Frem for at de kaster sig ud i det. Måske falder, men bliver samlet op igen. I øvrigt bliver det mere og mere almindeligt, at skuespillere kan deres tekst tidligere og tidligere. Det er egentlig ikke godt.”

- Hvorfor ikke?

”De kan teksten, før de kender rollen. Fremførelsen af ordene bliver mekanisk. Hvis man går den anden vej og tilegner sig rollen, så kommer ordene ad uransagelige vej alligevel hurtigt…”

- Men så bliver ordene vel improviseret og måske forkerte?

”Det gør ikke noget. Så kan man pudse det af hen ad vejen. Det er mekanik. Du kan altid ordne mekanikken. Det vigtigste er forståelsen. Det er det, der er motoren, drivkraften, historien. Hvor skal vi hen? Hvad vil instruktøren?”

- Har du nogensinde sagt nej til en rolle, fordi du ikke tændte på den?

”Ja. Når man får tilbudt en rolle, læser man som regel stykket, og så siger man nej tak, hvis man ikke tænder på det. Der var en rolle i et stykke, der hed ’I hired a contract killer’, som Anders Paulin skulle instruere. Dér sagde jeg nej. Men jeg meldte til igen. Af veneration for Mammut Teater, der satte det op.” 

- Det er vel også sin sag at sige nej til en rolle. Især når man er freelance.

”Selvfølgelig. Lige i de her år kan jeg ikke klage. Jeg er totalt forkælet. Jeg har så mange store og gode opgaver. Der har ikke været grund til at sige nej. Selvom det kører hårdt. Den ene forestilling overlappes af den næste. Spille og prøve på noget nyt. Samtidig. Jeg savner ikke at være fastansat. Det var jeg i otte år på Det Kgl. At komme ud og være freelance var faktisk en frisættelse.”

- Frisættelse – af hvad?

”Af – det lyder måske højtravende – af mit kunstneriske jeg. Pludselig kunne jeg ånde. Trække vejret igen. Glæden kom tilbage. Lysten. Jeg kunne tage stilling, når jeg blev spurgt: Vil du lave det her? Jeg kunne sige: Det vil jeg rigtig gerne. Eller takke nej.”

- Kunne du ikke det som fastansat på Det Kgl.?

”Ikke normalt. Og når man er fastansat kommer der i øvrigt en langsom, snigende søvn og tryghed. Det skete i hvert fald for mig. Man bliver umærkeligt lukket inde i en sikker verden. Pludselig ser man sig selv sidde i en kantine og brokke sig over maden. Så er det på tide at sige: OK. Så er det nu. Du må ud i luften. Det var enormt inspirerende at blive freelance.”

- Synes du, du er blevet en bedre skuespiller af det?

”Det bilder jeg mig selv ind. Jeg er blevet friere. Har fået en større åbenhed. Det minder mig om den lyst og den nysgerrighed, man havde, da det hele startede i sin tid. Afprøve alt muligt! Komme i nye situationer! Det er vendt tilbage. Sammen med al den erfaring, jeg har gjort i mellemtiden, var dét at blive freelance som et nyt – kick off!

- Nu blev kæmpesuccesen ’Fobiskolen’ genopsat, men du er ikke med…

”Jeg hader genopsætninger. Det er som rejse, man har  været på. Hele systemet siger: En ny opgave. Nye relationer. Nye medspillere. Nye øjne at se ind i. Er de tændte? Vil de gerne udfordre og udfordres? Det handler det meget om for mig. At turde og ville lege sammen. Ikke være bange for det modspil, der kommer.”

- Og at de andre ikke er bange for dit modspil. Du kan jo blive hidsig…   

”Jeg synes, jeg er  blevet blødere med tiden. Frem for at fremture og kræve, at det skal være sådan og sådan. At kunne afvente og lade det komme til mig. Det optimale i en samspilssituation er jo, når to parter kan mødes, og der kan opstå noget, som ingen af dem havde forudset. Det uventede.”

- Du har åbnet dig…men grænsen går stadig ved facebook?

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til…Men min kæreste siger: ’Du skal da på facebook! Du kommer i kontakt med en masse mennesker!”

- Så du overvejer det?

”Ikke lige nu.”

- Men senere?

”Det kan jeg ikke udelukke. Men måske har jeg grundlæggende ikke rigtig det gén.”

- Er det forkert at sige, at du dybest set har det bedst på scenen?

”Så entydigt er det ikke. Jeg har det rigtig godt på scenen. Men også derhjemme. Med mine børn. Min kæreste. Mine venner. Det andet er bare et flimmer af kommunikation. Spild af tid. Hele tiden.”
 

gregersdh@borsen.dk

HENDE FRA ’LIVVAGTERNE’

Nedtrapning og stilskift. Cecilie Stenspil har droppet træningen med kettlebells. Nu øver hun vals og operettesang. Jasmina er out. Eliza er in.
’Livvagterne’ slut. Og ’My Fair Lady’ tæt på premiere. Det er tid til forvandling. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

———————————————————-

NU havde vi lige vænnet os til, at hun hed Jasmina.
Hende i ’Livvagterne’. Den langlemmede pige med de mørke øjne, det faste blik, de høje kindben, de stærke skuldre, det kulsorte hår. Jasmina, halvt dansk, halvt egyptisk – som vi fik fortalt.
En herlig bekræftelse på, at dansk politi nu også har gjort sig multietnisk tilgængelig.
Og nu skal hun så pludselig hedde Eliza. Være den lille rapkæftede blomsterpige i ’My Fair Lady’. Londonsk underklassetøs, der forvandles som en Fugl Fønix til nobel dame på de bonede gulve.

”Jeg måtte jo stoppe at træne med kettlebells…”

- Stoppe med hvad?

”Ved du ikke, hvad kettlebells er? Det er dem, Special Forces i Rusland bruger til at træne musklerne med. Sådan nogle jernkugler. Lidt ligesom blylodder i gamle dage. Men med hank. Så man kan svinge med dem.”

Cecilie Stenspil gør nogle urovækkende bevægelser med arme og skuldre, så arsenalet af skåle med æble- og appelsin-snitter plus tekop og blødkogt æg et øjeblik er i farezonen denne torsdag formiddag kl. 10.30 på Café a Porta.
Det kunne nok have fået H.C. Andersen, der engang boede på trediesalen over caféen, til at skrive et eventyr om den slagfærdige skuespillerinde.
Hvis han ellers…nå ja.

Jasmina fra ’Livvagterne’ har altså sænket sine kettlebells. Men arme og skuldre kan endnu. Vistnok. For som hun siger tværs over brunchen:

”De giver nogle muskelbøffer, som man kan se. Som man kan bruge til noget og som er eksplosive.” 

Æg og the er igen inden for skudvidde. Selv rykker vi en halv meter tilbage, da Cecilie Stenspil fortsætter. Der er endnu en time til hun skal være til prøve på den anden side af Kgs. Nytorv. Gestikulation og parader flyver som akkompagnement til hendes maleriske fortællestil:

”Muskeltræning på den måde kan jeg ikke bruge nu. Jeg trapper ned. Tager nogle armbøjninger i stedet. Men jeg valse-træner! En sørens masse vals derudaf!  Det er det, der er vildt dejligt i denne branche. Det fede ved mit fag. At få lov til at være så mange forskellige personer. Alt det, man får chancen for at prøve! Hele tiden noget nyt. Da jeg lavede ’Guitaristerne’ på Odense Teater, øvede jeg mig i fire måneder på at spille guitar. Til TV’s ’Livvagterne’ skulle jeg hamle op med drengene og være i jernhård form. Jeg muskeltrænede. Løb som en gal. Ti km ad gangen. Og nu Eliza i ’My Fair Lady’! Hun kan da godt være skrap. Men det er mere til at råbe op end at slå på tæven. Nu skal jeg have skruet op for sproget igen. På tv koger man jo sproget ned, fordi det skal være så autentisk. Det er som en lille bitte sti at gå på. På teatret skal det ud over rampen. Men altså – nu skal der danses. Og synges.”
   
- Det har du prøvet før…

”Det var i ’Troldmanden fra Oz’. ’Over the rainbow’! Jo, jo. Men det er igen noget andet end ’My Fair Lady’. En anden måde at synge på. Operette mere end musical. Jeg har gået til sang lige siden august, da jeg fik rollen. Igen: Det er som at være stifinder. Hele tiden nyt land….”

Cecilie Stenspil bliver tavs et øjeblik. Ikke fordi á Portas is- eller kaffemaskine eller formiddags-skramlen af tallerkener skræmmer livet af hende og vores båndoptager. Hænder og mimik er på vandring i forsøg på at styre hendes arsenal af tanker:   

”Jeg mener: At få lov at lære alt muligt. Det er kun fire år siden, jeg blev færdig på teaterskolen.…Jeg kniber mig selv i armen af taknemmelighed og siger: Hold da op! Så mange store roller på så kort tid! Så forskellige. Det er selvfølgelig hårdt arbejde. Men sjovt. Nye ting, man hele tiden skal lære at styre og beherske. Det er lidt som fodbold.”

- Som fodbold?

”Ja. Sport i det hele taget. Men hvis du går i Parken og ser en fodboldkamp, oplever du det. Det er nu! nu! nu!…aflevering…aflevering… Mål! Det samme på scenen: Jeg lægger op. Søren Pilmark hakker til, og så er der mål! Oplæg…oplæg… Scoring! Det er selvfølgelig stressende at skulle lære tekster hurtigt. Men jeg har en masse erfaring, helt fra jeg var ti år gammel, da jeg begyndte at speake til tegnefilm. Det gør jeg stadig, men nu er det næsten som at køre på cykel – noget man i den grad kan. Det sidder i kroppen. Selvom det er rigtig mange ting, man skal på en gang: Man har et manuskript, og man har en skærm. Der er tidskode ved replikkerne, både i manuskriptet og på skærmen. Samtidig har man den engelske speak i ørerne, uden at man må snuppe den engelske betoning. Man skal finde sin egen. Og alligevel få det til at passe til mundbevægelserne. Når først det kører, så er det lidt meditativt. Man kommer ind i et flow. Du kan godt se, der er sport i det, ikke? Men også så meget andet…

- Hvad?

”Mod…” Cecilie ser på mig med et blik som pigen i ’Avatar’.

- Mod til hvad?

”Ja, nu tænker jeg ikke så meget på speak til tegneserier. Men på teatret. Man skal turde nogle ting. Stå på den nøgne scene, i det nøgne rum, mærke den fortættede stemning i salen, og alligevel finde sit eget rum i rollen – sådan som jeg synes, det lykkedes i ’Breaking the Waves’ på Odense Teater. Bare dét at turde holde pauser. At skulle bevare den fuldstændige kontrol. Der er så meget, man kan lære af ældre skuespillere. Jeg glemmer aldrig, da Jørgen Reenberg fik Reumert-prisen. Den tale, han holdt. Der sad jeg som et lille grønt teaterfrø, lige kommet ud af skolen. Hans pauser. Hans timing. Man holdt næsten vejret med ham. Fik lyst til at hoppe op i hænderne på ham! Det er magi. Og NU! – nu står jeg der selv. På scenen i Det Kgl.! Tænk, at nogle kan snakke om at lukke det! Der er så meget teatersjæl derinde, et af de smukkeste teatre i Europa… Men se nu dér!”

Cecilie Stenspil griber ’Børsen’ fra nabobordet. Gårsdagens. Vi er jo lidt tidligt på den i caféen.

”Se, hvad der står på bagsiden! Der er lavet en meningsmåling. Folk vil have skruet op for kulturstøtten. Det gjorde mig enormt glad. Vi har krisetider. Men er det ikke sådan, at teatrene altid blomstrer i krisetider? Jo, jo, som skuespillere har vi da altid perioder, hvor vi er arbejdsløse. Skuespil er jo sæsonarbejde. Jeg lå stille i en måned efter ’Livvagterne’, inden jeg skulle begynde prøver på ’My Fair Lady’. Det er selvfølgelig et luksusproblem for mig, som det ellers kører i øjeblikket. Men lige meget hvor lang tid, man er uden arbejde: Skuespillere skal passe deres instrument. Holde det ved lige. Det nytter ikke, jeg stopper med at træne. Og tage sangundervisning. Læse manuskripter. Og løbe for at holde apparatet i gang.”

- Kan det ikke være ok med et rengøringsjob i en ledighedsperiode? Måske oven i købet en god erfaring?

”Jo, jo. Og det er meget godt med aktivering og jobkurser. Fint at lære, hvordan man samler reoler og bruger en pc. Men hvorfor ikke – og nu bliver jeg nok myrdet af nogle – hvorfor ikke give os lidt mindre støtte under arbejdsløshed, så vi i stedet for at blive sendt i aktivering kan holde os a jour med faget og være klar til at springe på igen? Det er der nogle, der har foreslået. Det er måske ikke den bedste løsning. Men alligevel.”

Et luksusproblem. Som hun selv kalder det. For hende. I hvert fald her og nu. Hvor hun knokler med prøver. Og falder i søvn af træthed foran tv, selv under den mest spændende film. Også gyserfilm, der ”på den ene side kan gøre mig afsindig bange, men som jeg på den anden side har en tosset lyst til at se…”
Jasmina. Nu Eliza. Men hele tiden Cecilie – med det sære efternavn, som ingen rigtig kan finde ud af at sige korrekt: Stenspil. Eller stave – f.eks. proppe et ’d’ i bagenden. Katastrofe.

”Jamen, det er også lidt komisk. Det er noget med, hvordan man lægger trykket og fordeler de to stavelser. Det er ikke smart at være en skuespiller, der hedder Sten-spil. Selvom man måske har tunge roller af og til. Nej, det udtales ’Stens-pil’. Vi er ude i naturen. Og det har ikke noget med Færøerne at gøre, som nogle måske tror, fordi min far kommer fra Færøerne. Navnet er et eller andet sjællandsk fra gammel tid i min mors familie. Et lille stednavn. Der er noget, der hedder Stenspilstræde. Og der var en gård, der hed Stenspilgård. Sikkert en proprietærgård, der er blevet drukket væk!”

Ler Cecilie. Så tekoppen klirrer.
Vi bryder op fra caféen. Hun til prøvesalen og instruktøren Kasper Holten ovre på Gamle Scene. Jeg til kortet, Krak og Google for at opspore Stenspil-navnet.
Rigtigt. Næsten. Der er et Stenpilstræde. I landsbyen Søsum ved Veksø. Men der mangler altså et ’s’.
Stenpil. Det bliver pludselig nemmere at sige. Og klinger kønt af Grundtvig og Ingemann.
Drop s’et, Cecilie.

Grethe Bartram som croquis-model i Århus i 1943 (arkivfoto)

PENGE, SMYKKER OG SMIGER

Stikkeren Grethe Bartram er et sort kapitel i den danske modstandsbevægelse. Hendes historie er ikke slut, selvom hun blev dødsdømt i 1947. Hun lever stadig under nyt navn i Sverige.

———————————————–

HVEM var denne Grethe Bartram – kvinden, der nu er hovedpersonen i urpremieren på ’Besættelse’?
I årene omkring 1950 var hun gang efter gang på avisernes forsider. En stikkerpige, der havde sørget for, at over tredive danske modstandsfolk blev sendt i kz-lejre, mindst femten udsat for tortur, og fem henrettet. Retssagen mod hende blev fulgt intenst dengang.
Grethe Bartram var en århusiansk arbejderpige. Født i 1924 og vokset op i en arbejderfamilie, hvor forældrene var overbeviste kommunister. Selv var hun under sin opvækst medlem af DKP’s børne- og ungdomsorganisationer. Hun forlod skolen som 13-årig og kom i huset som barnepige og fik senere fabriksarbejde. Hun blev gravid som 17-årig og 18 år gammel gift med en maskinarbejder, der også var medlem af DKP. Snart skilt igen og sønnen sat i pleje.

PENGENE LOKKER

Vi er i 1941. Grethe Bartram fik en ny kæreste og skiftede mellem forskellige jobs – husassistent og en tid nøgenmodel for kunstnere. Krigen er i gang. Tyskerne har besat Danmark, og Grethe Bartram bliver involveret i illegalt arbejde sammen med andre i sin kommunistiske omgangskreds.
Hendes første angiverier af modstandsfolk sker allerede i 1942. Det er pengene, der lokker. De kommer ikke fra tyskerne i første omgang. De kommer fra dansk politi, der udlover en dusør på 1.000 kr. for oplysninger, der kan føre til anholdelse af gerningsmændene til en sabotagebrand i Århus. Grethe Bartram kender dem. De er hendes brors venner. Hun angiver dem. De bliver arresteret.
Hendes informationer går videre til det tyske politi. Gestapo tøver ikke med at udbygge kontakten. Hun kommer på lønningskontoen: 5-700 kr. om måneden gennem resten af krigen frem til befrielsen i maj 1945.

MISTANKEN

En fremragende kilde for Gestapo. Hun er nemlig samtidig i det meste af perioden medlem af en kommunistisk sabotagegruppe i Århus. I lang tid uden at nogen i modstandsbevægelsen får mistanke til hendes dobbeltspil.
I sommeren 1943 bliver hele ledelsen af det illegale, kommunistiske arbejde på Århus-egnen trevlet op som følge af hendes oplysninger. Ingen drømmer om, at Grethe Bartram er stikkeren. Tværtimod. Hun bliver sendt til København af modstandsbevægelsen for at prøve at få en ny århusiansk ledelse op at stå. Rejsen betalt af illegale midler. Men her begynder nogle at fatte mistanke. Hun bruger for mange penge.
Grethe Bartram aner selv uråd. Hun får Gestapo til at arrangere en skinanholdelse af hende og sende hende for en tid til kz-lejren i Frøslev ved grænsen. Kort efter forsøger modstandsfolk at likvidere hende, hun bliver skudt i hovedet, men overlever og kommer sig. Tyskerne placerer hende først i Flensborg for at spionere blandt tyske marinere, som man frygtede ville begå mytteri. Derefter i Kolding, hvor hun arbejder som stikker blandt de indsatte i det lokale fængsel.

DØDSDØMT

I befrielsesdagene i maj 1945 flygter hun, men anholdes allerede 10. maj. Ved kriminalretten i Århus bliver hun dødsdømt. Der er i 1946, og dommen stadfæstes året efter først af landsretten, så ved Højesteret, som dog ryster på hånden: Tre ud af elleve dommere voterer for livsvarigt fængsel.
Der opstår en debat om betimeligheden af at henrette en kvinde. Ingen kvinder er blevet henrettet i Danmark siden 1861. Mange frygter, at en henrettelse af en kvinde nu vil virke voldsomt stødende i dele af befolkningen og være pinefuld for dem, der skal eksekvere henrettelsen.
I december 1947 bliver Grethe Bartram benådet ved kongelig resolution med henvisning til hendes unge alder og hendes opdragelse i ’en antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd’.

LYST TIL SPÆNDING

Dødsdommen konverteres til livsvarigt fængsel.
I 1956 bliver hun benådet og løsladt. Hun emigrerer til Sverige, hvor hun bosætter sig under nyt navn, etablerer senere en selvstændig virksomhed med en samboende veninde og lever nu i sit 87. år.            
Grethe Bartrams motiver til sine handlinger under besættelsen forbliver lidt af en gåde. Det nærmeste, man kommer, er formodentlig det, der fremgår af forfatteren Anne Sofie Oxenvads manuskript til teaterstykket ’Besættelse’: Nemme penge, smykker og smiger. Og formodentlig: Lyst til spænding.
På det punkt adskiller hun sig markant fra den eneste anden danske stikkerkvinde, der blev dødsdømt, Anna Lund Lorentzen. Hun var overbevist nazist allerede i 1930’erne. Hun protesterede mod sin benådning, ville hellere henrettes, men sad fængslet ligesom Grethe Bartram indtil 1956, hvorefter hun emigrerede til Tyskland, hvor hun engagerede sig i nødhjælpsarbejde for krigsramte børn.

gregersdh@borsen.dk

LYVER SÅ DET DRIVER

Signe Mannov har fået sin første hovedrolle. Den er krævende: Hun skal spille den berygtede, århusianske stikkerpige Grethe Bartram, der sendte modstands-kammerater og venner i favnen på Gestapo. Her fortæller hun om sine overvejelser.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kaare Viemose

———————————————————

”FÅ sympati for hende?”

Signe Mannov ser intenst ud i rummet og tænker sig længe om.
Rock-musikken fra Café Hacks lydanlæg blander sig med raslen af glas og service. Hun er lige kommet fra prøve på teatret. Skal tilbage igen om lidt. Aftenprøve.
Signes hoved kører med den rolle. Rollen som stikkeren Grethe Bartram, den unge kvinde, som var den måske mest berygtede, danske Gestapo-håndlanger under Besættelsen. 

”Sympati… Det kan aldrig blive ordet! Forståelse – måske. Ikke, at man skal få folk til at acceptere, hvad hun gjorde. Men måske forstå, at hun handlede sådan, fordi hun ikke kunne handle anderledes. Hun har været psykopat. Hun har manglet empati. Det er en fantastisk rolle. Men den er svær…”

- Hvordan svær?

”Da jeg fik rollen og læste manuskriptet, tænkte jeg: Spændende historie – men hvordan skal jeg forsvare den person? Hvordan skal jeg holde af hende?”

- Skal du da det?

”Ja. På en eller anden måde. I hvert fald prøve at finde ind til hende. Begribe, hvad der driver hende til at gøre, det hun gør. Da jeg fik at vide, at hun lever endnu, tænkte jeg på at opsøge hende. Men jeg blev frarådet. Hun bor under et andet navn et sted i Sverige. Hun er sikkert et utrolig ensomt menneske. Næppe lykkelig. Selvom hun er en overlever. Jeg prøver at begribe, hvad der drev hende til at gøre det, hun gjorde. Hun angav sine nærmeste, selv sin egen bror. Til tortur, kz-lejr, nogle til henrettelse.”

- Hvad tror du driver hende?

”Vi snakker meget om ’Grethe Bartram-komplekset’ under indstuderingen. Om mændene, der blev så fascineret af hende. Forelsket i hende. Hun har været ung og meget charmerende og på den måde livsfarlig for sine omgivelser. Hun har også haft et fantastisk drive. Været en fighter. En éner. Stykket handler om retssagen mod hende efter krigen. Den er henlagt til fængslet. Hun forsvarer sig hele tiden. Lyver, så det driver – og hun tror selv på sine løgne. Det ene øjeblik fortæller hun ærligt løs. Det næste øjeblik siger hun: ’Det har jeg aldrig sagt’. Det er derfor, det er en svær rolle – den mest udfordrende, jeg endnu har haft. Jeg skal prøve at leve mig ind i og forstå hendes psyke. Og forstå tiden.”  

- Du er født i 1978. Besættelsen må være fjern fortid for dig.

”Selvfølgelig. Mine forældre er født efter krigen. Jeg prøvede engang at få min farmor til at fortælle. Men hun ville helst ikke. Lige nu har jeg læst en del om modstandsbevægelsen og stikkerne. Om torturen. Men på teatret har vi sagt til hinanden: Nu læser vi ikke mere. Om det foregår i 1943 eller 1944 – lige meget. Stykket er fiktion. Ikke dokumentarisme. Det er personerne og udviklingen i stykket, det handler om. Det er dér, det skal leve.”  

- Der vil være publikum, som har kendt Grethe Bartram og hendes ofre.

”Mange, sikkert. De reagerer allerede nu. Nogle ringer til stykkets forfatter, Anne Sofie Oxenvad og skælder hende ud for at skrive om en kvinde, der har voldt så meget sorg og ødelæggelse. Men der er også børn af modstandsfolk, der siger, at ’nu kan vi endelig få noget rigtigt at vide om Grethe Bartram. Hvad var hun for én – hende, der fik sendt min morfar i kz-lejr?’ Nogle er også bange for, at hun skal blive heroiseret.”

- Det er du ikke?

”Det skal i hvert fald ikke blive noget med: ’Nåhr, søde lille Grethe – det var derfor du gjorde alt det.’ Den person, jeg skal få til at leve på scenen, er en nærmest psykopatisk overlever, manipulerende, intelligent. Det, vi kan forstå, er, at hun er en pige, der er vokset op i stor fattigdom, og som bliver grebet af at komme til penge. Hun blev jo godt bestukket af Gestapo, samtidig med at hun var med i en århusiansk modstandsgruppe. Der er noget dyrisk over hende – nu kan jeg bruge dig og nu kan jeg bruge dig.”

- En udfordrende opgave, siger du. Grund til at være nervøs?

”Selvfølgelig. Den er ganske vist ikke helt så ’scary’ som jeg følte, da jeg læste manuskriptet. Det hjalp at komme i gang. Men jeg kan da godt spekulere lidt, når jeg mærker, hvad stykket betyder for mange mennesker her. Men jeg tænker da også på, at det måske kan give mig nye opgaver. Vi er jo udsatte som kvindelige skuespillere. Det er tre år siden jeg blev færdiguddannet i Odense, og jeg har endnu ikke prøvet de lange arbejdsløshedsperioder, som nogle af mine kolleger kender alt for godt. Man skal være taknemmelig for at have job i denne her branche…”

Det har Signe Mannov så. Fra på fredag 26. marts indtil torsdag 29. april i stykket ’Besættelse’ på Svalegangen i Århus. Som den berygtede stikkerpige Grethe Bartram. I skrivende stund endnu på det nervepirrende prøvestadium.

DER SKAL DA STÅ ET STEINWAY

Dirigenten, jyske Mogens Dahl har på få år banket et utraditionelt koncerthus op ved Islands Brygge i København. Myten om, at det er hans kones virksomhed, der betaler gildet, vil han gerne aflive. Han kan selv. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeppe Carlsen

——————————————————

”NU må vi have det på plads! Begynder også du nu at antyde, at det er min kone Jette, som driver værket her og betaler hele gildet? Overhovedet ikke!”
Jeg har ramt et ømt punkt hos Mogens Dahl.
Mange går rundt og tror, at det forbløffende fænomen ’Mogens Dahls Koncertsal’ ligger dér ude ved Islands Brygge i al sin elegance som et produkt af, at Mogens Dahls kone er nærmeste nabo med sit blomstrende firma VIPP.
”Koncertsalen er helt mit eget projekt,” siger Mogens Dahl indigneret, ”Det andet er en myte!”
Men åbenbart en myte, der er svær at aflive. Fordi projektet ligner en umulighed: At få succes med en koncertsal til klassisk musik uden en krone i hverken offentlige eller private tilskud.
Nogle synes tilmed, det er interessant at føje til, at den virksomhed, Mogens Dahls kone driver, handler om produktion af skraldespande. En produktion, som er en verdensomspændende succes. De smarte skraldespande i alle formater står overalt. På hospitaler, i virksomheder, i private hjem. Klar til at få låget vippet op med et tryk på pedalen. Kombinationen skraldespande/klassisk musik er nem at muntre sig over. For nem.
Vi vil under alle omstændigheder gerne have sammenhængen ordentlig klarlagt.
Ikke mindst efter at Mogens Dahls Koncertsal nu igen har lagt rum til international, musikalsk topkvalitet. Børsens anmelder skrev for nylig om den verdensberømte Juilliard Quartet’s besøg i koncertsalen: ’Guderne må vide, hvordan det er lykkedes Mogens Dahl at lokke den legendariske Juilliard String Quartet til sin koncertsal på Islands Brygge – nu for anden gang.’

”Det var da også banebrydende for mig, da jeg fik dem til at komme, allerede første gang,” siger Mogens Dahl. ”Det var gennem min kontakt i agenturet Tivoli Artists. Vi fik dem overbevist om, at de kunne være med til at hjælpe noget nyt i gang. Jeg forklarede selvfølgelig, at det var et ydmygt lille sted. At vi ikke havde ret mange penge. Alligevel sagde de ja. Og nu kom de så igen for nogle uger siden. De sagde oven i købet: ’Ih hvor er det dejligt at være tilbage!’”

- Det må være en dyr spøg.

”Ca. 60.000 kr. Det er altså ikke dyrt. Strygekvartetter er i det hele taget ikke det dyreste. Altså, hvis vi tænker på sangere, f.eks. Bo Skovhus, som er vores ’artist in residence’ i år. Han kommer to gange nu og får 80.000 for den ene koncert og 110.000 for den anden. Han er ellers vanvittig dyr, hvis du skulle betale den fulde pris. For slet ikke at tale om den norske pianist Leif Ove Andsnes. Han får normalt 150.000 for en koncert. Men ham fik jeg billigere, fordi han synes, det er et hyggeligt sted, som han gerne vil støtte.”

- Alligevel. Hvordan kan dét løbe rundt? Du har kun plads til 220 i salen…

”Nu spørger du vel igen, om det er min kone, der betaler åbner tegnebogen. Nej, det er ikke! Økonomisk er der helt vandtæt mellem vores virksomheder. Hun ejer bygningerne, og jeg betaler husleje til hende. Omkring 70.000 om måneden. Det er markedspris. Vores virksomheder ligger dør om dør, men forretningsmæssigt er de helt adskilt. Noget andet er, at det er vigtigt, vi ligger ved siden af hinanden. Der er en synergieffekt mellem Jettes kunder og mine kunder.”

- Hvordan?

”Folk kommer begge steder, fordi de kan lide kvalitet. Og det er da klart: Jeg har lært en masse af hende om administration og økonomi, lige siden jeg kastede mig ud i det her projekt i 2004. Jeg havde overhovedet ikke forstand på økonomi og bogholderi, da det hele begyndte. Nu går det rigtig godt.”

- Det er stadig svært at forstå, hvordan det kan lade sig gøre.  

”Det kan jeg heller ikke altid selv forstå. Men det er nok stædighed, der bliver belønnet. Da vi havde fået bygningerne restaureret – det var gamle stalde til et bogtrykkeri, bygget for over hundrede år siden – og åbnede med den første koncert i 2006, blev der solgt 10-15 billetter. Jeg inviterede 30 selv, for at det skulle se ud af noget. Den sæson gav et dundrende underskud. Jeg sagde til mig selv, at kunsten ikke er at lave den første koncert, men at lave den niende. Men der blev ædt godt af startkapitalen. Jeg havde droppet mit faste job som dirigent og chef for Den Jyske Operas kor, solgt mit hus i Århus for 3 millioner og fået en kassekredit på 2½ million. Det var startkapitalen. En hård start. Nervepirrende. Alt skulle bygges op fra grunden. Pengene fossede ud. Du starter med at købe et flygel. For at der skal være en koncertsal, skal der være et flygel. Og ikke bare et flygel. Der skulle da stå et Steinway. I min bevidsthed det rigtige signal. Jeg husker, da de kørte ind med det Steinway – det var en bevægende dag! I denne her gamle staldbygning, hvor der engang havde stået heste. Det var en kostbar satsning. Jeg vidste så lidt om finanser. Havde aldrig prøvet at købe en aktie. Jeg havde sgu ikke engang handlet i den Blå Avis. Jeg var nul og nix i forretningsverdenen, bortset fra, at vi jo altid sidder ved køkkenbordet og snakker business. Jeg er gift med en pige, som er lige så stædig, som jeg er. Hun er en terrier. Og så har hun det der forretningsgen. Det har jeg efterhånden lært noget af.”

- Hvordan har I mødt hinanden?

”Jeg var ude at dirigere, og hun var ude at synge. Hun elsker at synge i kor. Det var på Vestbirk Højskole for tolv år siden. Hun sad og rakte fingeren op hele tiden. Så det syntes jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Det var musikken, der fik os sammen. Hun er enormt musikinteresseret. Der blev et radikalt vendepunkt i mit liv. Hun havde netop flyttet sit firma til København fra Randers, hvor hendes far i sin tid havde startet VIPP i sin baghave. Hun og især hendes søn Kasper blev ved med at snakke om, at jeg skulle se at blive selvstændig. Komme ud af de tunge jobs, jeg havde.”

- Tunge jobs?

”Musikkonservatoriet, Universitetet, Den Jyske Opera – det har da været herlige jobs. Men det er store, offentlige institutioner. På de fire år, der nu er gået, har jeg bevæget mig fra at være en, der var vant til at arbejde i lukkede musikalske cirkler til nu at have fået et godt udsyn til f.eks. et erhvervsliv. Kunne snakke med erhvervsfolk. Det var jeg ikke så god til i starten. Nu er det sjovt. Og udfordrende. Jeg står tidligt op hver morgen for at komme på arbejde, fordi jeg nyder det. Jeg kunne unde mange af mine gamle kolleger, der altid, når jeg møder dem, taler om, hvor dårligt det går. Og om frygten for at blive fyret. Jeg siger: Det er lettere at have sin egen virksomhed. Dér kan man ikke blive fyret. Ikke af andre end en selv. Ingen kan komme og trække stikket ud. Det må man selv gøre. Jo, det er godt at være selvstændig.”

- Men det kan også gå ad helvede til…

”Selvfølgelig. Skiftet fra det offentlige til det private har da været radikalt for mig. Det har været sejt i starten. Men nu kører det. Hårdt arbejde. Men vi ikke bare klarer det. Vi ekspanderer stadig. Jeg vil virkelig håbe, at mange af mine gamle kolleger kunne få lov at prøve noget, der lignede. De bliver ved at gå og støde hovedet imod.”

- Forklar, hvorfor det går så godt.

”Det gør det, fordi det er lykkedes mig at lave det helt specielle mix af musik og konferencer for erhvervslivet. Du kan sige, at det er noget med ’gyngerne og karrusellerne’. Stedets bankende hjerte er selvfølgelig musikken og den kultur, der er omkring sangaftener og foredrag. Men jeg kan mærke, at erhvervslivet er glad for at komme et sted, hvor der sker noget kulturelt, som virkelig har vægt. De ser flyglerne – nu har vi flere! – og billederne af vores kunstnere på væggene. Et underspillet signal om stedets særlige karakter. Folk bliver allerede tricket lidt, når de ser i konferenceudbuddet, at ’man mødes i ’Mogens Dahls koncertsal’…Nogle siger: ’Hva’ fa’en er dét for noget? Jeg troede, vi skulle være på Scandic!’ Nej, de skal være i koncertsalen. De kommer ind, og så kan man mærke, at de er oppe på dupperne på en særlig måde. Når Saxo Bank f.eks. er her, går jeg ind, sætter mig til klaveret og starter med en morgensang. Erhvervsfolk oplever, at stedet er anderledes. Normalt kan de dårligt huske, om det Hotel A, B eller C, de har været på. Nu har de været i ’Mogens Dahls Koncertsal’. Det navn var jeg for resten ikke meget for i starten.”

- Hvorfor ikke?
   
”Det kunne man ikke være bekendt at kalde det. Det er nok noget med min jyske baggrund. Jeg kommer oppe fra Thisted. Man skal ikke sådan føre sig frem. Der skal være plads til alle. Det har præget mig meget. Da vi så snakkede om, hvad det skulle hedde kom der alle mulige forslag på bordet – ’Stalden’, ’Koncerthuset på Bryggen’. Men Jettes søn Kasper blev ved med at sige, at jeg skulle kalde det ’Mogens Dahls koncertsal’. Nu har jeg vænnet mig til det. Og tænker ikke på det som mit navn. Måske er det også meget godt, at folk ved, der står et menneske bag. Det kan der ligge en slags personlig troværdighed i. Altså at det ikke er en eller anden komité, som er bagved valget af musikere og gæster. Men mig. Via mit netværk.”

- Det er det, mange spørger om: Hvordan får du de verdensnavne i nettet?

”Jeg startede i et hjørne. Henvendte mig til folk, jeg kendte i forvejen. Sådan en som Bo Skovhus. Vi kender hinanden både fra Den Jyske Opera, fra konservatoriet og fra universitetet. Jeg har jo mange, mange kontakter blandt musikere og sangere. Fra mit tidligere liv som dirigent og underviser. En pianist som Jens Elvekjær f.eks… når jeg ser folk, der er på konference hos os, snuppe vores koncertprogram og stå og blade i det, så fortæller jeg dem om Jens, der kom til Wien og mødte to koreanske piger, blev kæreste med den ene og giftede sig med den anden. Det blev til ’Trio con Brio’, der nu er et verdensnummer på farten hele tiden, unge kammermusikere af tårnhøj kvalitet. De var vores ’artist in residence’ i forrige sæson.”

- Men Juilliard Kvartetten hørte ikke til dit gamle netværk…

”Selvfølgelig ikke. Dér blev jeg bare ved og ved, indtil de sprang på. Det kostede meget arbejde og tog tid. Det viste sig trods alt at være nemmere, end da jeg i min første sæson var ude efter en kendt dansk strygekvartet.
De kom for at se stedet, var meget venlige, men meddelte mig bagefter, at de – ’hellere ville blive i København.’
Hvad mener du? Blive i København! Vi er fem minutter fra Rådhuspladsen!”

JEG BLIVER VERDENS FLINKESTE DJÆVEL

Søren Østergaard kaster sig ud i en stor alvorlig rolle. Han skal spille Djævelen i Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’ på Aarhus Teater. Men jeg er stadig gøgler, siger han.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Hans Christian Jacobsen

———————————————————

NÅR Søren Østergaard i disse dage ringer fra Århus til vennerne i København, siger han med en stemme så dyb og højtidelig som en højesteretsdommer:
’Det er Søren!’ 
En skuespiller-replik. De skal vide derude, at det er alvor. Søren Østergaard er for en stund blevet seriøs. 
Hans ’Bager-Jørgen’ er afgået ved døden. Den wienerbrød-slaskende jonglør fra Zirkus Nemo og Tivoli Variétéen er borte. I hvert fald midlertidigt. Lagt i graven af den figur, han i disse dage arbejder med på Aarhus Teater: Woland, professor i sort magi og fanden selv i dramatiseringen af Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’.

”Ja da. Jeg er blevet skuespiller igen.”

- Det har du vel hele tiden været.

”Joh. Og næh. For ti år siden sagde jeg, at nu spiller jeg ikke teater mere. Nu er jeg gået ind i gøgleriets verden. Jeg er gøgler. Og det er jeg da stadig. Men der sidder en gammel uddannelse i mig. Et fag. Det er faktisk sundt at være på et rigtigt teater. At være med i en kollektiv, alvorlig proces. Når man nu er vant til at være sig selv i alle henseender. Det er rigtig sjovt for mig igen at stå på en stor scene med en masse kolleger. Og være skuespiller. Og ydmyg.”

- Ydmyg?   

Ja. Normalt blander jeg mig jo i al ting. Det er mig, der bestemmer. Mig, der skælder ud. Sikkert på den mest utålelige måde. Det sidder dybt i mig efter at have været selvstændig i så mange år. Hvor man er den, der skal vide det hele. Det er jeg fri for her. Jeg skal overhovedet ikke blande mig. Det er der andre, der er bedre til. Det er fantastisk! Jeg kan sidde og undre mig om aftenen, når jeg kommer hjem, og tænke: Sådan ville jeg ikke have gjort, hvis det var mig, der skulle bestemme. Men jeg har stor respekt for instruktøren Christoffer Berdal. Ham tager jeg hatten af for. Det er skønt at være i gode hænder. Bare kunne læne sig tilbage og få ham til at forklare, hvad det handler om. Så det ikke er mig, der skal forklare de andre al ting. Så ville jeg for resten også være på den! For det er ikke nemt i det her stykke. Jeg har problemer nok selv.”

- Problemer med hvad?
 
”Jeg kan pludselig mærke, at det er længere siden end godt er. Jeg er lidt rusten i kanterne. Jeg kan se, at de unge kan lære udenad – sådan her! Jeg har ikke lært udenad, siden jeg spillede på Husets Teater for mange år siden. Ikke behøvet lære noget udenad overhovedet.”

- Du lærer vel også dine replikker i Zirkus Nemo og Tivoli udenad?

”Ikke på samme måde. Det er noget helt andet. Dér har jeg en idé. Den skal starte her og slutte dér. Så ser jeg, hvad der sker. Tyvende gang bliver det interessant. Jeg sorterer fra og lægger til aften efter aften. Finder på. Siger: Dén var god. Dén var ikke god. Væk med den! Det bliver aldrig det samme. Men det skal det her. Det er to vidt forskellige måder at arbejde på.”

- Og svært at omstille sig?

”Det går ok. Min hjerne fungerer åbenbart stadig. Nogenlunde. Men det er noget med at orke det, tage sig sammen. I starten gjorde jeg den der ’klassiker’ – satte mig i min bedste stol derhjemme med manuskriptet og læste. Men efter tre sekunder begyndte jeg at tænke på alt mulig andet. Og så lå bogen dér. Man lærer hurtigt, at det er knaldhårdt arbejde. Der er en masse teknik i det. Også på scenen. Når jeg ser de fantastiske, unge skuespillere, der er herovre. Som spiller hele tiden. Som er varme og gennemtrænede. Så tænker jeg: Hold op, mand, hvor er de hurtige! Så kan det godt være, vi gamle rotter kan et eller andet, som er meget godt. Hvad dét så er… Men det er sjovt at se sådan et ensemble. De går lige til det. Stykket er vanskeligt, som sagt. Min rolle er i hvert fald!”

- Hvordan vanskelig?

”Du må ikke spørge mig for meget om rollen. For jeg har ikke rigtig styr på den. Endnu. Men jeg er tæt på. Jeg spiller Satan, Djævelen. Han bliver sikkert verdens flinkeste djævel. Ikke sådan en med hugtænder og horn i panden. Han er en mand, der tænker over livet. Han siger nogle fornuftige ting til Moskvas borgere. Griber ind i deres tilværelse. Kommer med nogle eksempler til skræk og advarsel. En farlig mand, selvom han tilsyneladende er ganske almindelig. Men altså – jeg er ikke den store fortolker. Det har jeg aldrig været. Da jeg læste romanen og fik tilbudt rollen, tænkte jeg: Hvordan vil man lave dét til teater? Og til de første læseprøver sagde vi alle sammen: ’Hvad sker der her?? Pøj, pøj med det, Christoffer Berdal!’ Men pludselig forstod vi nogle ting. Og kunne se, at underholdningsværdien var ufattelig stor.”

- Du siger ellers, det er en alvorlig sag.

”Det er det også. Men jeg får heldigvis lov at lave et stort tryllenummer et sted. Jeg får mine fire minutter. Og der skal jeg passe på, at det er figuren, professor Woland, der gør det. Ikke Søren Østergaard. Jeg kan mærke, at de alle sammen tænker: Nu tager Søren Østergaard fat! Og det er jeg jo hurtig til. Så det nummer er jeg lidt bange for. Jeg skal jo ikke bare være komikeren, der er på banen som sædvanlig.”

- Dirch Passer-syndromet. Komikeren, der ikke bliver taget alvorlig, når han forsøger?

”Måske. Men risikoen er, at jeg er en gammel cirkushest, som måske synes, at han skal have dem til at grine. Jeg ved jo lidt om, hvordan man kan trække grin ud af folk, hvis det er det, man vil. Jeg må prøve at lade være. Jeg er i hvert fald ikke begyndt på det endnu. Selvom jeg godt kan se nogle steder, hvor der er muligheder. Vi, der arbejder med at være sjove, har så meget øre ud til publikum. Det er det, vi lever af. Jeg kan godt blive lidt nervøs for mig selv. Jeg må se, om jeg kan styre det. Instruktøren skal nok være efter mig. Det er godt at have ham.”

- Du er vant til at være din egen instruktør.

”Jeg har aldrig instruktør på udefra , når jeg laver mine egne ting. Der er ikke nogen, der skal komme og sige noget. Det er min form. Man synes jo, man selv er verdensmester. Ham, der har opfundet det hele. Måske er det lidt dumt. Jeg ved det, når jeg ser, hvad andre laver. Hvor jeg tænker: Hvorfor har de ikke lige fået mig eller en anden til at sige noget? Lige stramme nogle ting? Vi lavede engang noget, vi kaldte ’Kometerne’ – Ulf Pilgaard, Niels Olsen og jeg. Det var helt dilettantisk, at vi ikke havde nogen udefra til at styre os. Vi tænkte bare: Vi er så store og gode alle tre! Men dybest set er vi jo meget forskellige. Vi havde haft brug for en, der skar igennem. Det har vi gået og ærgret os over lige siden. At vi ikke tænkte os om. Med Zirkus Nemo er det noget andet.”

- Hvorfor det?

”Det er så meget mit eget univers. Og så er man jo direktøren. Hvis nogen siger noget, så er det måske bare for at give mig ret. Eller også griner de! I Nemo er vi blevet så meget en familie. Når jeg f.eks. nogle dage op til en premiere skal have kostumer på for første gang, så bliver jeg altid hysterisk og bander og skælder ud. Så står de og griner! Det kan jeg jo ikke have. De skal sgu blive bange, når jeg får de anfald. Respekt for direktøren i firmaet!” 

- Zirkus Nemo Aps. Firmaet lever og har det…

”Rigtig godt! Jeg har lige fået ros af både min revisor og min advokat! Men indtil nu har vi bare haft alt for få pladser i Nemo. De første år var svære. Vi kunne have solgt mange flere billetter, men teltet var for lille. I år får vi et nyt telt, der er større. Der kan sidde 150 flere. Jeg har lavet en god aftale med Cirkus Arena. Vi får syet det nye telt i Italien. Jeg ville selv have købt det. Men nu kommer Cirkus Arena til at eje det. Og vi lejer det på en femårig kontrakt. Ligesom de lastbiler, jeg selv ville have malet. Dem lejer vi også af Arena. Hvis der ellers kommer folk, så er de penge tjent hurtigt hjem. Sådan er det med underholdning. Der kan komme mange penge ind. Og der kan virkelig også gå mange penge ud.” 

- Det er gambling?

”Selvfølgelig. Der er jo ikke noget med tilskud og støtte. Ikke engang ungdomsrabat på billetterne! Og det er jeg ked af. Det ville få et yngre publikum ind. Vores er de velstillede, lidt ældre. Dejligt publikum! Jeg klager ikke.”

- Og dog…

”Ja, jeg kan da godt brokke mig lidt over, at jeg skal betale kommunerne for at få lov at komme og slå mit telt op. Jeg tror kun, det er Horsens, der stiller grund gratis til rådighed. Ellers er det grotesk, at kommunerne ikke siger: Der kommer et stykke kulturtilbud til borgerne – hvor er det skønt, at vi kan give dem en græsplæne! Men for lige at vende tilbage til det med gambling: Vi er af en eller anden grund ikke ligesom Cirkusrevyen eller ’Ørkenens Sønner’, der sælger løs et år forud. Vores kunder er anderledes. De skal se teltet stå der først, og så køber de billet. Nærmest dagen før.”

- Det må være nervepirrende.

”Det kan da gå galt. Men det er også det, der gør det spændende og sjovt. Det, der holder os oppe. ’Kommer der nogen i aften? Den by, vi skal til i aften – den ser rigtig dårlig ud! Skingerskidt! Hvordan får vi den i gang?…”

- Ja. Hvordan?

”En uge eller to før kan vi fornemme, hvor det bærer hen. Så må vi enten bruge penge på at få den reklameret op. Eller sige: Dér mister vi penge! Men der er heldigvis begyndt at være firmaer, der bider på i forvejen. Det har vi ikke haft så meget før. Det lugter godt for næste sæson.”

- Alt det går du og tænker på, mens du liner op til at spille Djævelen i Århus?

”Ind imellem, ja. Og så på, hvor dejligt, der bliver efter premieren at komme op på min mountainbike hjemme i Ordrup Cykelklub. Se dum ud i det der cykeltøj. Og på at komme ned til vores lillebitte by på bjerget i Toscana og få læst nogle bøger. Ikke se tv og ikke læst aviser. Men få skrevet en hel masse. Og tænke på den film, jeg gerne vil lave. Og forberede et show til Bellevue Teatret, hvor jeg får lavet et nyt kostume, som jeg tror bliver rigtig godt…”

- Hvordan skal det se ud?
 
”Laksko og grøn, stram tricot. En blanding af Kermit og Frank Sinatra.”

MERE END ÉT LIV

En splittet begavelse. Hjerneforsker og dramatiker. 36-årige Mikkel Wallentin forsker intensivt ved Århus Universitet i hjernens behandling af vores sprog og skriver samtidig romaner og nu: Prisbelønnet dramatik med teaterstykket ’Grünfeld forsvar’. Prøverne begynder i dag.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kaare Viemose

———————————————————

’Grünfeld forsvar’…
Er vi ved fronten? Handler det om noget militær-teoretisk?
Skakfolk vil mumle ja. Skak er krig på brikker.
Vi andre kan slå op på Google og finde tredive varianter af ’Grünfeld forsvar’, opkaldt efter en østriger, der engang opfandt udspekulerede åbninger af det ædle spil.
Men nu og her er det titlen på det stykke, som Mikkel Wallentin kort før jul vandt Teater V’s store dramatikerkonkurrence med. Og scorede 100.000 kr. Stykket er i de kommende uger under indstudering på det dynamiske, nye teater i Valby, der befinder sig armslængder fra Nordisk Film.
Hvad er det så med den Grünfeld?
Det må forfatteren kunne forklare. Og i øvrigt fortælle, hvad der lokker en videnskabelig sjæl som ham ud i teaterskriveri. Mikkel Wallentin er hjerneforsker ved Århus Universitet. Vi ser for os en mand, der sikkert har gennemanalyseret de sværeste skakmanøvrer. Og selv i stand til at tænke stribevis af træk frem.
Måske en mester i håndtering af ’Grünfeld forsvar’. Også et teatermanuskript er jo cool beregning. Handler om at se frem, foruddiskontere, sætte pointerne ind i rette øjeblik!

”Skak? Jeg er rigtig dårlig til at spille skak. Jeg bruger bare det med skak som en metafor for noget velkendt. Nemlig uberegneligheden. En berømt skakspiller blev engang spurgt, hvor langt han var i stand til at tænke frem i et spil. Han svarede: Jeg tænker altid kun ét træk frem: Det rigtige.”

- Og Grünfeld?

”Stykket kunne faktisk have heddet så meget. Men jeg faldt over ’Grünfeld forsvar’ i beretningen om, hvordan den 13-årige Bobby Fischer i 1956 vandt over Donald Byrne i New York i det, der siden blev kaldt ’Match of the Century’. I mit stykke er der en scene i 2. akt, hvor en kvinde og en mand spiller skak. Hun siger: ”Den, der vinder, får lov at voldtage den anden”. Han siger lidt efter: ”Det er ’Grünfeld forsvar’, en åbning, jeg burde kende”… For publikum en scene, der – som andre scener i stykket – forhåbentlig gør det usikker på, hvor vi er på vej hen.”

- Man skal blive usikker?

”Jeg leger med kendte strukturer, men laver hele tiden om på det, man forventer. Man kan indfri forventninger eller lade være. Men jo mere vi genkender og vænner os til indarbejdede fortællemodeller, jo mindre interessant bliver det. Spørgsmålene må gerne tårne sig op. Du ser halen af en kat. Tror, du kender resten af den. Men nej…”
 
Mikkel Wallentin har en ræv bag øret. Den er svær at få ram på. Men den er der, ræven.
Vi besøger ham i hans lavloftede landsby-idyl i Gammel Åby. En Århus-forstad. En idyl omklamret af uberegnelig, urban knopskydning. Det Århus, han med underfundig digterpen har beskrevet i tre romaner. Titlerne på dem bringer os på vej. For hvad hedder de, disse løsagtige strejflys i århusianske gråzoner? – ’En ræv bag øret’, ’Rævegraven’ og ’En ræv af guds nåde’.
Hvad er han ude på? Ved han det selv?
Ikke rigtigt.
Han krydser i disse år mellem sine litterære/dramatiske projekter og sin videnskabelige karriere. Romaner, noveller, digte og dramatik er strømmet fra ham. En sejlads i medvind. Alt mens han pejler målbevidst gennem udforskningen af hjernens komplicerede håndtering af sproget. Og har succes med dét. For et par år siden præsterede han sin phd-afhandling. Den hedder ’Neural processing of sentences with spacial meaning’. Neurale processer i sætninger med rumlig betydning…
Tough stof. Der kræver meget arbejde. Afhandlinger. Hjernescanning-eksperimenter. I et videnskabeligt miljø, hvor der er hård konkurrence. Om ressourcer og opgaver. Lige så hård konkurrence som der er i teaterverdenen.     

”Jeg skal passe på ikke at vække den slumrende bjørn,’ siger han. ”Jeg mener: Jeg har da lyst til at skrive mere teater. Nu hvor vinden er med. Men jeg har også et pragmatisk forhold til det. Jeg prøver at sige til mig selv: Du må ikke investere for meget af dit liv i det. ’Grünfeld’ har på en måde bare været en art teaterferie. Spørgsmålet er jo: Har jeg tid til det? Jeg kunne selvfølgelig koncentrere mig om nogle færre forskningsprojekter. Men det er et herligt arbejde, som jeg gerne vil udvikle og blive rigtig god til. Og alligevel…”

- Alligevel hvad?

”Det trækker i mig, teatret. Teater V har vist et stort mod, og jeg bliver medansvarlig for projektet, nu hvor jeg har vundet konkurrencen. Så jeg må vel hellere ride den hest, der hedder: Ham Wallentin er hjerneforsker og dramatiker. Det skaber noget pr omkring stykket og sådan en halvgammel, afdanket forfatter som mig.”

Latteren lurer i øjenkrogen. En blomstrende selvironi hos en 36-årig ’afdanket’ forfatter med en uafklaret, men formodentlig lysende fremtid foran sig. Hvor han så lægger den.
Et reolhjørne i familiens stue er opfyldt af digteren Per Højholts bøger. Gitte-monologernes berømte forfatter. Digteren med den knivskarpe, underspillede humor. Og Mikkel Wallentins afdøde svigerfar. 
Vi er tæt på. På sin hjemmeside fastslår Mikkel Wallentin sit eget udgangspunkt. Det hedder ’Inspiration: Alt inden for alle genrer fra hjerneforskning til lyrik, så længe det ikke er for blødsødent.’  
Det må man nok sige. Vi er – som med svigerfar Højholt – i et særligt hjørne af det jyske tonefald, der kan få det til at gibbe i københavnere. Her bliver tingene sagt. På en særlig måde.
Som det bliver i Mikkel Wallentins bidrag til ’Midtjyske fortællinger’, en bog, som Region Midtjylland udgav sidste år. Han portrætterer den by, han er vokset op i: Brande. Eller rettere – de mennesker, der bebor den. Ultrakorte, ubønhørlige portrætter af folk, der får lyset fra hans lommelygte lige i masken. Med navns nævnelse og adresser. Tilsyneladende uantastet. Han skriver et sted: ”Hvordan mon Brande ville se ud, hvis alle havde lov til at gå rundt med skydere som i Finland og USA?” 

- Tør du vise dig i Brande?

”Jeg har været der for nylig, fordi min gamle klasse i folkeskolen havde 20 års jubilæum. Ingen talte om bogen. Af gode grunde. Ingen havde læst den.”

Men det var altså i Brande, det begyndte for Mikkel Wallentin. Bortset fra, at han er født og levede sine første to år i Nuuk i Grønland, hvor hans far dengang virkede som lærer.

”Jeg trådte mine teater-barnesko hos præsten i Brande. Han lavede egnsteater-forestillinger, som jeg var med i. Og mine forældre slæbte mig med til ’Nøddebo Præstegård’ i Herning og for resten også til Troels Trier-show – først en gang dannelse, og så noget anarkisme. Jeg var fra dag 1 solgt til teater og litteratur. Det fortsatte i Ikast Gymnasium, der kan så meget med opera og klassisk musik. Det interesserede mig nu ikke specielt, men jeg var da med i en rytmisk version af operaen ’Kærligheden til de tre appelsiner’. Så kom jeg på Ry Højskole. Og videre på universitetet for at studere dramaturgi. Det med at skrive lå der hele tiden. Allerede i gymnasiet. Måske også, fordi jeg i fem år havde et job på Brande Bibliotek som bogopsætter.”  

- Men springet til hjerneforskningen?

”Lyder det voldsomt? Det var det ikke. Jeg læste dramaturgi på Århus Universitet, fordi teater interesserede mig. Men da jeg skulle skrive speciale om Harold Pinter, syntes jeg, det var enormt kedeligt. Selvmodsigende. Sidde og skære hans dramatik i stykker, iagttage strukturerne og analysere dem ud fra dramaturgiske modeller. Det, der optog mig, var sproget. Hvordan påvirker sproget vores bevidsthed? Og hvordan påvirker vores bevidsthed sproget? Hvad sker der i hovedet på os? Og hvor i hovedet? Et barn tager en banan op til øret og siger, det er en telefon. Taler i den. Hun ved, hvad en banan er. Og en telefon. Illusion og virkelighed overlapper hinanden ubesværet, og det materialiserer sig sprogligt. I starten af 90’erne blev semiotik anerkendt til kandidat-uddannelse, og jeg kom i kontakt med Per Aage Brandt, der var leder af det nyoprettede Center for Semiotik ved Århus Universitet. Dér fortsatte jeg, og det er det sted, jeg nu arbejder med min forskning.”

Men teatret trækker altså fortsat. Ligesom bøgerne. Om kort tid udkommer der nye digte af Mikkel Wallentin i tidsskriftet ’Hvedekorn’.
Mens hjernescanning-analyserne fortsætter.
Træffe et valg i livet? Løbe en risiko? Blive hvor man er eller vove et øje?
’Falder vi i de gamle fælder – eller bare igennem’, som det hedder i Wallentins hjemstavnsberetningen fra Brande. Syrligt og muntert.

”Allerede da jeg begyndte på universitetet, havde jeg svært ved at vælge,” siger han. ”Jeg burde måske have lukket for teaterbanen dengang. Nu er det som en gammel kærlighed, der dukker op igen. Men vil hun mig noget? Eller er det bare på skrømt?”

MAN HUGGER DA MED ARME OG BEN

I dag modtager den 29-årige skuespiller Signe Egholm Olsen den prestigefyldte Ove Sprogøe-Pris. Og i morgen aften slutter hun et succesfyldt efterår på Det Kgl. Teater som Hilde i Ibsens ’Bygmester Solness’. Med en stor opgave forude: Som Lisbeth Salander i teaterudgaven af Stig Larssons ’Millenium-trilogi’. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld

Foto: Steven Achiam

—————————————————– 

SIGNE Egholm Olsen spille Lisbeth Salander?

Kan vi se det for os?

Sagtens. Signe Egholm som den forulempede, sammenbidte punker, Stig Larssons spinkle hævner i ’Millenium-trilogien’. Pigen, der under den hårde overflade dirrer af skrøbelighed.

Næste sæson bliver Stig Larssons bestseller til teater. Det sker på Nørrebro Teater. Som ikke har tøvet: Signe Egholm er lige i øjet til hovedrollen.

Hun tøver heller ikke selv:

”Allerede dengang jeg hørte, at den skulle laves som film, tænkte jeg: ’Bare man var svensker! Den rolle ville jeg fandeme gerne have spillet! Den er en gave fra himlen.’”

- Nu får du den så…

”Ja, jeg glæder jeg mig da vildt meget til at lave hende på scenen. Hun er sådan en figur, der gør én nysgerrig. Enormt konsekvent og målrettet. En, der har sat sig noget for. Som siger: Jeg viger ikke, før det er lykkedes! Og hvem er hun? Hvorfor gør hun, som hun gør? Hun snakker ikke så meget. Vi tænker hele tiden: – Alt, det, hun ikke siger – hvad er det mon?”

Netop dér rammer Signe Egholm plet. Hun har ingen problemer med at formulere sig, som hun sidder over for mig nu. Hurtigt, dynamisk, med spontant engagement og begejstring. Men som skuespiller har hun samtidig den eminente evne til at skabe roller, hvor vi hele tiden aner, at der ligger mere bag. Personer, der gør os nysgerrige. Får os til at stille spørgsmål. Om motiver og hensigter.

Hele vejen gennem hendes karriere kan man registrere den professionelle præcision. Men også spore det lidt gådefulde. Lige fra hendes Ofelia i ’Hamlet’ på Kronborg straks efter teaterskolen for seks år siden, over punkerpigen i filmen ’Nordkraft’ og frem til rollen som Hilde i Ibsens ’Bygmester Solness’ – som i øvrigt spiller sidste gang i morgen aften på Det Kgl. Teater efter en serie fyldte huse siden oktober. Og så har jeg ikke engang nævnt det blege monster, isheksen Iselin, som hun i disse uger spiller i DR-TVs juleserie ’Pagten’.  

- Hvad mener du selv, instruktørerne går efter hos dig?

”Det er svært at sige. Journalister, der ikke er vant til at gå i teatret, identificerer mig tit bare som ’Pigen fra Nordkraft’. Men jeg vil nødig sættes i bås. Jeg har fået lov at lave så meget – på meget få år. Heldigvis. Men vi har alle sammen vores vaner. Vores egen ’lyd’. Det kan man ikke løbe fra. Længere kan jeg nok ikke komme med dét. Man samler jo også hele tiden ting op fra andre. Bevidst eller ubevidst.”

- F.eks.?

”Ved min debut på Kronborg spillede jeg over for Jens Albinus’ Hamlet. Jeg blev så fascineret og farvet af hans måde at spille på. Og nu Henning Jensen i ’Bygmester Solness’ – den måde, han modulerer ordene på. Enormt inspirerende. Eller da jeg sidste sæson skulle spille Nastasja Filippovna i ’Idioten’ på Aarhus Teater. Jeg tænkte: Det er Ellen Hillingsø, dét der! Hun ville spille den rolle så feminint og manipulerende. Og heldigvis er hun også meget generøs. Jeg sagde til hende, at jeg ville stjæle alt fra hende. Hun sagde: Det skal du bare gøre! Ret godt svar, ikke?”

- Så det gjorde du?

”Selvfølgelig. Det skal vi da kunne. Hugge med arme og ben. Lade os inspirere. I stedet for at sidde og føle os for fine og synes, at man skal opfinde det hele selv. Og så lurepasse med, at man faktisk henter en masse inspiration hos hinanden. Man skal være ovenpå og overgive sig til det stof, man arbejder med. Til stykket. Til konceptet. Jeg har været en del i Berlin for at se teater. Dér oplever man en mangel på forfængelighed hos skuespillere. De stiller sig tit til rådighed for historien og bruger hinanden på en anden måde end vi er vant til herhjemme.”

- De har måske også længere prøvetid?

”Det tror jeg ikke. Nogle gange synes jeg faktisk, vi herhjemme bruger al for lang tid på prøver. Det er f.eks. enormt firkantet at have otte ugers prøvetid på en ungdomsforestilling, der måske varer en time og et kvarter. Lige så lang tid som på en stor Dostojevskij-forestilling som ’Idioten’. Men det er jo noget med teaterlogistik. Planlægning for et år. Ok i nogle tilfælde. Men det giver ikke altid mening.”

- Du indstuderer vel ikke Ibsens ’Bygmester Solness’ på et par uger…

”Nej, Dér var jeg glad for, at vi havde rigtig lang tid. Jeg var virkelig nervøs op til premieren. Det var en stor mundfuld. Jeg syntes, jeg skulle bevise, at jeg kunne håndtere en klassiker. Og det er så kompleks en figur, jeg spiller. Der har været prøver, hvor jeg tænkte: Nu brænder jeg sammen oppe i min hjerne. Jeg kan ikke mere. Hvad har han haft gang i, ham Ibsen? Han må have taget stoffer. Været på et eller andet syretrip. Hvad er hun for en, den pige, jeg spiller? Hvad er det, hun vil, denne Hilde, som opsøger den gamle arkitekt præcis ti år efter at han har kysset hende og måske mere end det, da hun var 12-år? Hun er nok irriterende, som nogle synes. I hvert fald en kæmpe egoist. Men man må gå ind og prøve at forsvare og forstå hende. Det ville man ikke kunne klare på et par ugers prøvetid. Det kræver en masse snak om, hvad Ibsen har villet med de personer.”

Altså netop en figur, der for publikum har gådefulde træk. Børsens anmelder karakteriserede hende som ’karismatisk og sindssyg…en mental gøgeunge, der uinviteret er flagret ind ad den ægteskabelige hoveddør’.

Ved siden af Søren Sætter Lassens Richard III tidligere på efteråret, har Signe Egholms Hilde i ’Bygmester Solness’ været et highlight i Det Kgl. Teaters sæson indtil nu.

Hun har erobret den klassiske banehalvdel med den rolle på Det Kgl. Teater. Det har hun fået bevist, også for sig selv.

Talent? Selvfølgelig. Men også resultat af en målrettet satsning, lige siden hun som barn spillede lokalrevy i forsamlingshuset i landsbyen Ormslev uden for Århus. Vandrede videre over ungdomsteater på Gjellerup Scenen. Og så: Direkte ind på Statens Teaterskole, da hun var 18 år. Optaget i første hug. Skudt ind som en pil, lidt på samme måde som hun pludselig dukker op på scenen i ’Bygmester Solness’. Næsten i et filmisk klip.

Hun taler selv om ’skud fra hoften’ – men i en lidt anden sammenhæng:

”Det er ok at prøve grundigt. Men det er enormt befriende også ind imellem at arbejde spontant. Dér hvor der ikke bliver plads til at tænke tingene ihjel. Eller plads til personlig forfængelighed. Det er sådan, det foregår i ’Eventministeriet’ på Det Kgl.  – de hurtige, mere eller mindre improviserede forestillinger, der lægges ind i ledige stunder i Skuespilhuset. Vi oplevede det i Turbinehallerne i den sæson, hvor vi lavede det, der hed ’Turbo Town’. Hvor der heller ikke var tid til at pille sig i navlen. Det var bare ud over stepperne. Skud fra hoften. Det klæder nogle gange teatret. Der bliver rusket op i tingene. Man står som skuespiller og kan godt være lidt ude at skide. Miste kontrol over tingene. Man tager nogle chancer. Men man ved, man dør ikke af det, hvis man slår en skæv.”

- Hvad kan man bruge dét til?

”Det er vigtigt nogle gange at springe ud, hvor man ikke kan bunde. Enormt sundt og lærerigt. Jeg savner Turbinehallerne. De dér rå rum kaldte på en anden måde at lave teater på. En vildskab. Der blev skabt et miljø og et nyt publikum. Der var musikere, billedkunstnere, stand up’ere, festaftener med DJ’s og happenings i kælderen. Vi sad ikke bare i vores egen lille klub. Jeg kan næsten ikke holde ud at køre forbi stedet nu, hvor det er jævnet med jorden. En tom plads! Det nye skuespilhus er rigtig flot og et dejligt sted at arbejde. Men det andet var vigtigt.”

- Men det fortsætter andre steder…

”Ja, heldigvis. ’Late night’ på Nørrebro Teater og lige nu, op til jul, de dér ’Rød nat i Den Brune Kødby’ på Husets Teater – jeg er selv med nogle af aftenerne med vores Anne Linnet-kollektiv, en lille pigebande, der laver noget vi har kaldt ’Sort samvittighed’. Der sker alt muligt på de aftener. Teaterkoncert, improteater, bands, stand up…”

- Har du selv prøvet stand up-formen?

”Nej. Og jeg vil aldrig nogensinde gøre det. Jeg vil ikke turde det. Det er det mest grænseoverskridende i verden. For mig vil det i hvert fald være det. Men jeg har stor respekt for dem, der gør det. Jeg er bare alt for genert selv. Det har jeg slet ikke lyst til.”

- Hvad forskel gør det?

”Som skuespiller bruger man også enormt meget af sig selv. Men man har alligevel et skjold. Der er en historie, der skal fortælles. Jeg er bare formidler. Ibsen har skrevet historien for mig. Men vi skuespillere kan lære noget af den umiddelbarhed, stand up’erne har. Ligesom de kan lære noget af os…”

Signe Egholm ser et øjeblik frem for sig og bryder så ud i et stort grin:

”Jeg ved forresten ikke rigtig, hvad… Men ok: Måske noget med at skabe en karakter og lave et forløb…”

Ja, mon ikke! Når man ser hendes egen skarpe karriere. Den har været tæt opadstigende frem til nu. Så tæt på her på det sidste, at hun har besluttet sig for et halvt år uden store opgaver.

Tid til at regenerere. Bl.a. ved at rejse. Og så i gang for fuld kraft, når Lisbeth Salander skal på banen næste efterår.

Morten Grunwald (Foto: Tannenberg)

JEG ER ET PERNITTENGRYN

Morten Grunwald fylder i morgen 75 år. Han kunne godt tænke sig at lave Becketts ’Vi venter på Godot’ – på Gasværket. Men han vil ikke være Jon Stephensens afløser. Han bryder sig ikke om teaterkoncerter. Og så er han som altid en skarp kritiker af sjusk med klassikerne.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Tannenberg

———————————————————

MAN render hurtigt ind i ét særligt emne, når man snakker med Morten Grunwald:

”Hvis jeg var chef i Gasværket? Så var der én forestilling, jeg gerne ville lave: Beckett’s ’Godot’.”

Morten Grunwald ler og rykker sig veloplagt frem i sofaen. Han taler om
’Vi venter på Godot’, Samuel Becketts geniale stykke.
Grunwalds øjne lyser, og en strøm af velformulerede argumenter kommer fra ham, mens regnen pisker mod de store ruder i hans Skodsborg-domicil, så Øresund nedenfor forsvinder i et flimmer af vanddråber.
Beckett er hjerteblod for ham. Han vender tilbage til den irske dramatiker gang på gang i vores samtale.

”Nej, nej. Bare rolig. Jeg skal ikke være chef for Gasværket igen. Der skal selvfølgelig en ny mand til. Men ’Godot’ i Gasværket! Jeg besøgte engang Samuel Beckett i Berlin sammen med min kone og Ove Sprogøe. Og viste ham billeder fra Gasbeholderen. Han sagde: ’Ja. Godot’ behøver en STOR scene.’”

- Fire små mennesker i det kæmperum?

”Det er pointen. Du skal ikke spille ’Godot’ i et hjørne af en spisestue. Som nogle gør. Det er MASSAKRE på stykket. Det handler om to små mennesker i det store univers. Man skal heller ikke lave alle mulige fiksfakserier med de stykker. Jeg ved godt, at nogle kalder mig klassikerpolitiet og Beckett-politiet. Jeg er en pernittengryn.”

- En pernittengryn?

”Ja. Jeg hader hittepåsomhed og ’gode ideer’. Jeg siger: Du skal spille det, der står i teksten. Jeg vil have den rene vare. Det er som den store franske teatermand Louis Jouvet sagde: ’Alt, hvad du lægger til, trækker fra!’ Du skal ikke lægge noget til en Mozart klaverkoncert. Spil, hvad der står. Ligesom du skal bruge Becketts seletøj. Tage det på og spænde det stramt. Teatret har i min tid lidt utrolig meget af, at der var frit slag. Det var noget, der begyndte på den nye Statens Teaterskole, efter at den gamle mesterlære på Det Kgl. Teater var nedlagt. Den oplevede jeg heldigvis. Jeg takker min gud for, at jeg fik de tre år med lærerne dér.”

VI fordyber os igen i den fabelagtige dramatiker Becketts absurde dramatik. Som vi sidder dér i det komfortable hjem, Morten Grunwald og hans kone, skuespilleren Lily Weiding, har skabt sig.
Et eventyrligt sted: På Strandvejen, højt oppe, med grunden skrånende blødt ned mod Øresundskysten – nede ved stranden hans lille pavillon med kanoen, hinsides Sundet den svenske kyst helt ude i kimingen. Sydpå Middelgrunden og Øresundsbroen – hvis man kniber øjnene sammen, og regnen ellers gider holde inde.
Ikke fordi der ikke er nok at se på inden døre. Kunst på hver etage. Bag sofaen, som Morten Grunwald sidder i, et Asger Jorn-billede af voldsom suggererende kraft. Jorn og Beckett er samme generation.
’Vi venter på Godot’ er noget, der rækker langt tilbage i Morten Grunwalds nu 75-årige liv. Et højdepunkt med også Ove Sprogøe og Poul Bundgaard på scenen i Bristol Teatret i 1976. Uforglemmeligt. Både for ham og Lily Weiding, der iscenesatte forestillingen. Og for et teaterpublikum, der husker den.  

”Hvis du spørger Lily – som jo har været en så vigtig del af mit arbejdsliv – så vil hun sige: Vores allerbedste år, det var Bristol Teatret på Strøget. For mig er det selvfølgelig også Betty Nansen og så opdagelsen af Østre Gasværk dengang i slutningen af 70’erne. Dette arkitektoniske pragtværk! Den fantastiske udfordring, det var, at få den bygning reddet og restaureret. Gjort til et teater. Gennemføre de store gæstespil i 80’erne – Peter Brooks ’Carmen’, som han visualiserede, så man troede, det var en dokumentarfilm fra den spanske borgerkrig. Og i 90’erne vores egne ’Les Miserables’ og ’Miss Saigon’, der for mig blev de store kunstneriske og økonomiske udladninger, enormt slidsomme, men givende. Det kan jeg love dig!”

- Hvorfor forlod du Gasværket. Det gik jo fantastisk?

”Det var i 1998. Jeg havde været teaterproducent i 27 år. De store musicals var en kulmination. Men det var jo gambling. Jeg havde prøvet at få Østre Gasværk ind i ordningen som fuldt subventioneret teater. Men det ville de ikke være med til, kun give mig en tredjedel. Dengang sagde vi: Så satser vi hele dynen! Med vi mener jeg, Pelle Sadolin og jeg – han har altid været min økonomiske rådgiver. Vi investerede i bygninger og det hele. Og så satte vi nogle billetpriser, der var det højeste, man havde set. Omkring 300 kr. Får vi udsolgt, så kommer det til at løbe rundt. Det gjorde det. Det blev et mirakel.”

- Vel også, fordi I kørte jeres budgetter meget stramt.

”Selvfølgelig. Pelle, der er cand.økon. sagde altid: ’Du skal have to søm. Et til betalte regninger. Og et til ubetalte. Der skal være mindst på det sidste.’ Det er også en filosofi, jeg havde med hjemmefra. ’Tjen lidt mere end du skal. Og brug lidt mindre end du må.’

- Der var ikke meget med fribilletter. Det talte man om dengang…

”Vi var jo lidt pionerer. Frontkæmpere. Vi måtte selv ud og tjene pengene. Jeg sad også tit selv i billetkontoret. Da Vibeke Storm Rasmussen, amtsborgmesteren, engang ringede til mig og sagde: ’Jeg vil gerne have to billetter til ’Les Miserables’’, sagde jeg: ’Det skal vi nok finde ud af… Hvad må de koste?’”

- Hvad svarede hun?

”Hun lagde røret på. Det glemmer jeg aldrig. Men sådan var det. Vi måtte køre stramt for at være sikre på, at det holdt. Ligesom med ’Miss Saigon’ bagefter. Den var hundedyr at lave. Det var efter den, at teatercheferne skulle have fornyet deres kontrakter for en fire års periode. Vi prøvede igen at få Gasværket ind i den fulde støtteordning. Vi sagde til politikerne: I kan ikke bare forvente, vi kan lave dét mirakel igen! Men vi sad altså med en egenkapital på 30 mio kr. i banken… så jeg kan på en måde godt forstå politikerne, når de sagde: Det går jo skidegodt. Du behøver ikke få fuld subvention. ”

- Miraklernes tid var ikke slut: Under Jon Stephensen har Gasværket kørt flot økonomisk…

”Bestemt. Men det er da klart – han har fået fem gange så meget i støtte som jeg fik! Så er det ingen sag at spille 150 gange om året. Han er da dygtig. En marketingsmand, der kan få folk ind. Der er bare noget i den kunstneriske muskulatur, der ikke lige er mig.”

- Hvad var det?

”For meget ’Vild med dans’. Det er måske tiden. Det, han laver, er ikke kunst – det ligner bare skuffende. Der er så meget spekulation i f.eks. ’Elsk mig i nat’. Men sådan er det med de dér ’teaterkoncerter’. Alle skal lave teaterkoncerter. Nu også ude på Betty Nansen Teatret. Selv er jeg mere optaget af den gode historie. Og jeg vil have den metafysiske side af sagen med. Magien i teatret! Den magi ville jeg gerne igen opleve på Gasværket. Jeg ved godt, at folk vælter ind og siger: Vi er da underholdt! Men det er ikke nok. Jeg vil rystes. Chokeres. Og jeg har da haft enkelte gode oplevelser i de senere år på Gasværket: F.eks. Lars Brygmann som den bedste George, jeg har set i ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ – men så var den forestilling i øvrigt iscenesat og visualiseret, så man troede, det var en friluftskomedie i Ulvedalene. De stod i hver sin ende af haven og råbte til hinanden! Men Albees ’Virginia Woolf’ er den ibsenske dagligstue omsat til Amerika! Det skal bruges rigtigt, det Gasværk.”

- Du brugte det til Becketts minimalistiske ’Slutspil’, da du sluttede i 1998.

”Vi skærmede sidepodierne af. Det blev så smukt dimensioneret. Det skulle der også være plads til. Jeg orkede heller ikke at servere den der store Othello-lagkage endnu engang. Der må også være råd til et stykke tunfisk, som bare lige er vendt på grillpanden. Med lidt citron på. Og så et glas kølig Chardonnay. Nix weiter. Det gik fantastisk. Dér var jeg også ligesom kommet i mål efter et maratonløb. Jeg tænkte: Nu orker jeg ikke at starte på noget nyt.
Jeg har ikke fortrudt det.”

SÅDAN nåede vi rundt og tilbage til Samuel Beckett. Og nu rejser Morten Grunwald til Venedig, fejrer sin fødselsdag sammen med Lily Weiding og blæser for en stund på dansk teater og al Gasværk-snakken.