‘Madama Butterfly’ Den Jyske Opera 7.2.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Elsebeth Dreisig og Lise Christensen som Cio-Cio-San og Suzuki i ‘Madama Butterfly’ (Foto: Kåre Viemose)

 

 

 

 

SALT I SÅRET

 

 

 

Puccinis udspekulerede jagt på følelser, operaen ’Madama Butterfly’ med en fænomenalt god Elsebeth Dreisig i titelrollen på Den Jyske Opera.

 

Puccini: ’Madama Butterfly’. Instruktion: Stephen Barlow. Scenografi: Robert I. Hoplins. Dirigent: Christian Kluxen. Jyske Operas Kor. Aarhus Symfoniorkester. Solister: Elsebeth Dreisig, Angelo Fiore, Eddie Wade, Lise Christensen, Christian Damsgaard, Jens Bové, Jens Jagd, Lucia Cervoni og Morten Wang m.fl.


’Madama Butterfly’ turnerer i Danmark indtil 19.marts.


*****

 

DET er sylen lige i hjertet. Puccini kan det med at drive pinen ud til de yderste hjørner.
Pinen. Ikke spændingen.
Han skriver ikke kriminalromaner, hvor vi læser dirrende af spænding – hvem er den skyldige? Hvad har vi overset? Hvordan ender dette her?
I ’Madama Butterfly’ ved vi, at det ender med, at Butterfly stikker en kniv i sig, i samme øjeblik som hykleren Pinkerton står i døren og jamrer ”Butterfly!! Butterfly!!”
Sådan er den opera. En nedrig historie svøbt ind i forførende musik.
Vi sætter os i stolen for at nyde pinslerne. Høre og mærke, hvordan Puccini på det mest ondskabsfulde strammer skruerne indtil dette finalepunkt. Hvordan vi i én uendelighed får repeteret, at den arme Butterfly snydes og bedrages af en slambert af en flot amerikansk søofficer, der nupper hendes dyd under en tur på landlov i japanske Nagasaki – en kæk vane, kan vi forstå på hans bemærkninger til den amerikanske konsul. En pige i hver havn. Det er sporten.
Det kan være, hvad det være vil, men pigen her i Nagasaki tror på ham, tror på amerikanerne – det er før atombomberne i 1945 – smider hvad hun har, ære, omtanke, venner og familie.
15 år gammel. Den slags er set før.
Pigen lytter til den vattede amerikanske konsul, der danser på ét ben for at servicere både pigen, løjtnanten og fædrelandet. Hun fantaserer sig til et kommende liv med helten i Amerika. Hun nynner glad med, hver gang Puccini lader ’Stars and Stripes’ tone i orkestret. Hun kalder sig fru Pinkerton over for sine uforståede naboer. Hun smider andre ægteskabstilbud i hovedet på tilbyderne.
Hun venter i tre samfulde år på, at han skal vende tilbage med sit skiv, som Gud bedre bærer navnet ’Abraham Lincoln’ – Gods own country afskiber ham som en Lohengrin på sin dampmaskinelle svane, men uden andet ærinde end at føje spot til skade, hånle ad hendes naive tro på familiesammenføring efter de tre år. Helten ankommer med sin amerikanske frue for at bortføre den treårige dreng, som Nagasaki-pigen har født ham, og bringe ham hjem til en civiliseret tilværelse.
Instruktøren i Århus lader pigen løfte arm og fakkel som frihedsgudinden, inden hun udskifter faklen med sit arvestykke: farens harakiri-sabel.

DANSE MACABRE

Alt dette komponerer Puccini med udfoldelse af den mest udsøgte musikalske spekulation, raffineret halv-orientalsk tematik og harmonik, kærlighedsduetten mellem det umage par er en svir af melodiøs velklang, Cio-Cio-San længselsfulde arie i 2. akt er en ubetalelig smuk og udtryksfuld solo om længsel og savn. Og det store, musikalske intermezzo, inden ’Abraham Lincoln’ dukker op i horisonten, er i al sin nattefortryllelse salt i såret, fordi dissonansen mellem pigens ekstatiske forventning og vores viden om skuffelsen, bedraget og den imperialistiske slyngelstreg hænger som en sort sky i luften.
Malerisk udtrykt i hav- og himmelskred mellem sorte og røde toninger uden for pigens japanske skydedøre. En smuk scenografisk detalje i en i øvrigt enkel og fin japansk ramme gjort af Robert Hopkins.
Puccinis forførende tortur-instrumentering ligger i Aarhus Musikhus i hænderne på Aarhus Symfoniorkester og den danskfødte dirigent Christian Kluxen, som hverken skåner os for skønhed eller pinsler, vi drives bevidst af crescendi og pauser mod de underforståede nederdrægtigheder og falskheder. En besnærende, psykologisk danse macabre, der rejser hår og lokker tårer.

PERFEKT

Kan det gøres smukkere og mere smertefyldt end på denne søndag eftermiddag i Århus Musikhuset af sopranen Elsebeth Dreisig? Ikke til lige at komme på, hvem og hvor det skulle være. Sangerne på denne første opførelse efter premieren i fredags var et såkaldt 2.hold. Vi skal ikke kunne snakke med om premiere-besætningen, for fredag aften tilbragte vi med ’Kong Lear’ på Det Kgl., der havde premiere samtidig.
Men Dreisigs elegante forfører Pinkerton i Musikhuset var en godt syngende sicilianer Angelo Fiore, så rigtig og troværdig i sin skildring af denne Pinkerton og hans absolut u-troværdige kærlighed til Cio-Cio-San båret frem af et lyrisk, mandigt tenor-flow. Konsul Sharpless en sikker Eddie Wade, tjenestepigen Suzuki en smukt syngende Lise Christensen.
Og så – hvad der bærer denne ypperlige opførelse af ’Butterfly’ dirigeret så overbevisende af Christian Kluxen: Elsebeth Dreisigs udfoldelse af den rendyrkede naivitet, strålerne fra en parat-til-at-gå-i døden-kærlighed hinsides rationel forstand, hendes lysende sopran, indsvøbt i perfekt beherskelse af alle tonelejer, farvet af sindsbevægelserne, glødende, smeltende, udtonet undertiden i næsten vibratoløst pianissimo – en Cio-Cio-San, vi ikke mindes rigtigere og mere overbevisende fra nogen dansk opførelse.
Puccinis enerverende strubegreb om forførelse af en uskyldig kommer til København 8. og 9. marts. Elsebeth Dreisig synger den ene af de to aftener.

gregersDH.dk

‘Kong Lear’ Skuespilhuset St. Scene 5.2.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tommy Kenter som kong Lear i ‘Kong Lear’ på Det Kgl. Teater (Tegn. Claus Seidel)
*
*
*
*
*

RÆDSLER

 

 

UDEN ENDE

 

 

 

 

Vanvid, brutalitet og magtmisbrug  – vi kommer tæt på i Peter Langdals udgave af ’Kong Lear’ på Det Kgl. Teater. Med bevidst kant til den aktuelle situation i Mellemøsten.

Shakespeare: Kong Lear. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Medvirkende bl.a.: Tommy Kenter, Benedikte Hansen, Marie-Louise Wille, Signe Egholm Olsen. Jacob Lohmann, Peter Gilsfort, Henrik Lykkegaard, Morten Suurballe, Thue Ersted Rasmussen, Joachim Fjelstrup, Sigrid Husjord og Al Agami.


’Kong Lear’ spiles på Skuespilhusets Store Scene. Varer tre timer incl. pause.


*****


VANVIDDET suser gennem denne forestilling. Det vanvid, som Shakespeare skildrer så ubønhørligt i ’Kong Lear’. Og som Peter Langdal med sin iscenesættelse lægger mere vanvid oven i, så resultatet bliver det groteske, at latteren pibler ud af publikum. Uden at det trækker stykket et forkert sted han. Kun bekræfter, at tilværelsens delirium er tragikomisk, at de apokalyptiske rædsler af menneskeligt vanvid, som Shakespeare ruller frem i ’King Lear’, er så ustyrlige, at latter må indbygges for at sætte rædslerne i perspektiv, galskaben må indhylles i absurd komik.
Sådan oplever vi Langbergs måde at indvi os i dette, det nok allermest komplicerede af digterens dramaer, fortællingen om en konge, der er segnefærdig under magtens umådelige byrde og smider det hele fra sig i total selvopgivelse: Han testamenterer sit land til sine tre døtre i et spontant anfald: Den af jer, der elsker mig mest, får mest.
Vi betvivler ikke, at den måde at dele sol og vind ulige, kan tænkes også i danske familier, og det er næppe heller ved siden af, at griskhed og skjulte manøvrer flænser sjæle op rundt i landet med eller uden assistance af dansk skifteret. Måske ikke engang utænkeligt, at et faderligt ophav a la Kong Lear sparker den af døtrene, der ikke vil lege med på de maniske, falske kærlighedserklæringer til far, ned i det sorteste helvede. Af fornærmelse.
Alt er tænkeligt. Og vi skal heller ikke underkende, at ærlig faderlig kærlighed til børn kan eksistere hjælpeløst midt i magtbryndens ulidelige excesser, faderligt nag til de utaknemmelige, angsten for bagholdsangreb, egen skrøbelighed i sjælen. Så meget.
Det er det, vi ser i Tommy Kenters kong Lear, en mand i mental opløsning, ustyrligt undervejs mod sindssyge, vaklende som en beruset i sine beslutninger, på konstant jagt efter at få fodfæste i resterne af sit liv.
Vi sidder selvfølgelig dér og strejfer i vores hoveder, hvordan Henning Jensen ville have spillet rollen – han meldte fra for få uger siden – men lige meget: Tommy Kenter er som et såret dyr, ramt i junglen af skud, han selv har bedt om, hærget af opslidende magtkampe, kroppen og øjnene i et flimmer af ubeslutsomhed.

INGEN SKÅNSEL

Stykket er uoverskueligt, fyldt af sære vinkler og et persongalleri, der bringer os i karruseltur rundt om den fortumlede konge med det sårbare hjerte og den lurende galskab.
De to døtre bliver spillet af Benedikte Hansen og Marie-Louise Wille, Goneril og Regan er deres kongelige navne. Begge er lige klar til at kradse øjnene ud på, hvem der krydser deres veje – f.eks. hinanden – også klar til at sprede ben for, hvem der nu ser ud til at være på vej mod magten af de hurtige herrer i det krigshærgede kongerige Brittania.
Et par rå donnaer. Benedikte Hansen, det stilige, barske kvindemenneske med et dronningedansk, der burde tildeles sprogprisen, Marie-Louise Wille, terrieren, der kan slikke blodet af sine hænder med en latter, der bliver hængende i suffitterne, da hendes håndlangere har stukket øjnene ud på den gamle, hæderkronede jarl af Gloucester, Morten Suurballe i klassisk katastroferolle. Vi forskånes ikke for rædsler.
Den tredje søster Cornelia, der siger sin far sandheden og ikke gider pladderhykle om sin kærlighed til ham, bliver spillet af Signe Egholm Olsen. Hun har den særlige fornøjelse – og vi med, må man sige – også at spille hofnar. Herligt i betragtning af, at rollen som Cordelia i manuskriptet er ret lille – kong Lear landsforviser hende jo i befippet raseri. Cordelia blev sidst på Det Kgl. spiller af Puk Schaufuss i den opsætning i 1986, hvor Jørgen Reenberg var Kong Lear. Rollen var Anne Lise Gabolds ved Peter Brooks filmindspilning i 1970.
Den nar, som Signe Egholm nu på Det Kgl. forvandles til undervejs, er en stor rolle, som hun med mageløse fantasi og væver frækhed giver alt, hvad den kan trække. Med mageløst, knitrende og præcise sprogbrug, der får replikkernes filosofiske snusfornuft til at svirpe som knaldperler.
Som om søster-slagsmålet i ’Kong Lear’ ikke var nok, filtres Jarlen af Gloucesters to sønner Edmund og Edgar ind i handlingen i et morderisk indbyrdes drama, med Joachim Fjelstrup som den nedrige slyngel Edmund og Thue Ersted Rasmussen som den nærmest bibelske, forskudte og forfulgte søn, stykkets moralske redningsplanke. Flere cirkulerer: Henrik Lykkegaard som jarlen af Kent og de to søstres ægtemænd spillet af Jacob Lohmann og Peter Gilsfort.

LUFT UNDER VINGERNE

Hvor er vi henne i dette tre timers drama? Karin Betz har skabt et mørkt rum med store lameller, der kan flytte og drejes og stadig variere scenerummet. Vi er så mange steder i historien, på den ene og anden borg, ved Dover på Kanalkysten, men dialoger og optrin er så smidigt varieret, at kun enkelte spring ud i publikumsrummet kobles på for at give nogle entréer og sortie’r luft under vingerne.
Peter Langdal har klippet og klistret i det meget lange grundmateriale – der er tekst til mindst en time mere, og han er sandelig heller ikke gået af vejen for at fortælle os, at den mørbankende, nedrige kæde af handlinger roligt kan associeres til nutidens hæslige magtkampe og blodsudgydelser. Bødler og håndlangere optræder som rene Islamisk Stat-kloner. Kostumerne i forestillingen er ellers mere eller mindre Shakespeare-tidens, prægtigt udfoldet.
Vi kunne måske godt have undværet en seksløber i hånden på Marie Louise Wille. Knive i ærmet er tidløse som de nedrigheder, de kan bruges til.
Det er en voldsom, grum og rå gang Shakespeare. Men vi vil ikke glemme de af denne verden svigtede, store sørgmodige hundeøjne, Tommy Kenter efterlader på vores nethinde.
Og vi vil lige så lidt glemme det musikalske supplement, som August Rosenberg har tilførte hele forestillingen. Slagtøj af mange arter, der er anbragt i herre- og damesiden af tilskuerrummet, og som sart det ene øjeblik, uhyggeligt det andet øjeblik, med følsomhed skaber intense forstærkninger af de enerverende hændelser på scenen.

gregersDH.dk

‘Gertrude Stein’ Louise Schouw Teater, Ishøj 4.2.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lane Lind som Gertrude Stein i ‘Gertrude Stein’ (foto: Mike Reuter)

 

JEG –

 

 

ET GENI

 

 

 

Den begavede, ambitiøse Gertrude Stein, der suverænt fik placeret sig som klog kone i Paris’ kunstnermiljø i forrige århundrede, er glimrende ramt af Lane Lind på Louise Schou Teater i Ishøj.

Tekst: Marty Martin. Iscenesættelse: Jan Hertz. Scenografi: Christian Hinnerup og Jan Hertz. Medvirkende: Lane Lind.

Premiere i Ishøj Kultur Café, Ishøj Centret. Lands-turné fra 8. 2. – 31.3. med bl.a. ni dage på Folketeatret i København fra 11.3.


*****

EN guldklump for en moden, kvindelig skuespiller. Og sådan en er Lane Lind. Hun har 50 års skuespillerjubilæum i år, ja, du godeste, det har hun!
Og guldklumpen, hun har valgt til at fejre det, er Marty Martins monolog ’Gertrude Stein’, fortællingen om en amerikansk kvinde, der slog sig ned i Paris i første halvdel af det tyvende århundrede, og er blevet berømt. Ja, for hvad?
Det må man altid glippe lidt med øjnene og spørge om. Svaret handler altid om dem, hun omgikkes: En generation eller to af berømte forfattere og malere, der kredsede i og omkring Paris i årene før og under 1. Verdenskrig og i mellemkrigsårene, som fulgte: Matisse, Cezanne, Cocteau, Hemingway og mange, mange flere.
De kom i hendes hjem.
Selv var hun også forfatter, skrev i hvert fald en masse, men det er der ikke mange, der læser og interesserer sig for. Hun er blevet berømt, mest som spejl af andre. En pige fra en velhavende, amerikansk familie, en kvinde, der tumler sig i det parisiske bohemeliv, gæstfri, begavet og betaget af det eksplosive parisiske kulturmiljø, hun soler sig uhæmmet i de lysende gnister fra omgivelserne, hun er litterær og kunstforstandig, men først og fremmest god til at få opmærksomheden samlet omkring sin person – en dame, der afholder selskabelige saloner og udvikler sig til en slags klog kone, myndig i sine domme om skidt og kanel.
Det er sådan, vi f.eks. ser hende i Woody Allen-filmen ’Midnight in Paris’, hvor hun troner blandt Hemingway, Scott Fitzgerald, Salvador Dali, Rousseau, Picasso og de andre notabiliteter, i dag af god grund forgyldte stjerner i den litterære og museale verden, for ikke at tale om i den kommercielle kunsthandel.
Så vi ser stykket i det lys.

IFØLGE MIG

Når vi går tættere på den kvinde, som Marty Martin beskriver i monologen, bliver vi heller ikke skuffet.
I Lane Linds og instruktøren Jan Hertz’ fremstilling, er denne Gertrude Stein umådelig selvoptaget på en let sløret og let selvironisk facon – hun lader en sætning som ’Det var mig, der opdagede Picasso’ blive hængende i luften et par øjeblikke, hvorpå hun tilføjer ’Ifølge mig’.
Og når hun senere i stykket gør op med sin kunstinteresserede bror, som bor sammen med hende, siger hun om omverdenens syn på hende som et geni: ”Hvorfor mig? – hvorfor ikke ham?”… undrende henkastet med den blideste selvtilfredshed. Eller som hun siger mere kontant et sted: ”Det mest besværlige ved at være et geni er, at man er tvunget til at sidde der hele tiden og gøre ingen verdens ting. Man gør det jo bare!”
Rammen for monologen er stuen i Gertrude Steins pariserlejlighed. Hun er i færd med at pakke bøger ned, fordi hun skal flytte, vandrer stuen rundt, piller bøger ned fra reolerne, og hver bog giver hende anledning til at fortælle om de unge og senere så berømte kunstnere, om sit forhold til sin bror, sin veninde og husholderske, sit kyniske syn på andre lesbiske kvinder, der har trængt sig på og sit selvsikre og ind imellem selvironiske forhold til sine egne skriverier.
Bodil Udsen spillede i sin tid rollen med en udadvendt brutalitet og hårdtslående humor, der var mageløst. Lane Lind har fat i en mere intellektuel distance til Gertrude Steins selvpromovering.
Begge måder at gå til rollen på gør figuren interessent som et menneske, der har placeret sig et sted, hvor berømmelsen og myten er fuld af tvetydig og pudsig substans – hun og hendes historie fyldes op af svimlende almindeligheder, smålighed, latterlig nærtagenhed, utilsløret gnubberi med de kendte, kamufleret som indforståethed.
Det er skuespillerkunst at få de mange sider af kultursalon-bestyrerinden Gertrude Stein til at blive interessant. Det lykkes glimrende for Lane Lind.

gregersDH.dk

‘Mens det endnu er for sent’ Portrætbog om Henrik Sartou 2.2.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Forside foto: Helle Hind)

 

 

 

 

DRØMMEN

 

I

 

 

SNEGLEHUSET

 

 

Portrætbogen om den frygtelig tidligt afdøde teaterinstruktør Henrik Sartou er et glimrende bidrag til forståelse af teatrets kunst.

’Mens det endnu er for sent’ er redigeret af Mette Frank og Me Lund. Forlaget Frydenlund. 2o2 sider. 249 kr.

*****

DÉN bog har jeg haft liggende i en måned på skrivebordet. Jeg har læst, bladet, læst igen. Så en side. Så tre sider et andet sted. Tænkt: Hvad nu? Gået tilbage, læst igen næste dag. Måske det samme, måske noget nyt.
Dén bog er en provokation. Ligesom sin titel. Bogen hedder ’Mens det endnu er for sent’. Hvad skal det nu sige? Er det noget, den mand, bogen handler om, har sagt? Næh.
Bogen handler om den danske teaterinstruktør Henrik Sartou, der satte forestillinger i scene gennem en god halv snes år, stribevis af teaterstykker.
Titlen er et citat, han har brugt. Det er fra den franske film ’De elskende fra Pont Neuf’, hvor en vagabond siger sådan. Kryptisk, men tankevækkende. ’Mens det endnu er for sent’.
Henrik Sartou var altid på vej. Alt var på en måde hele tiden for sent for ham. Men der var hele tiden lys forude. Drømmen om det uopnåelige forsvandt ikke.

DRØMMEN

Sartou var en ung romantisk teatermand i en tid, hvor rationalitet og kølig analyse og ironi hørte teatret til. For ham var teatret ’sjælens mørkekammer’.
”Teatrets vigtigste opgave er at formidle drømmen,” siger han i programmet til ’Legende’ på Rialto Teatret i 1992. Teatret skal ”generobre det poetiske sprog og kaste det ud over scenen.”
I et interview med Lars Wredstrøm på P1 i 1996: ”Grundlæggende har jeg svært ved at begå mig i gaderne – i dagslyset. Jeg overlever ved at trække mig ind i en slags sneglehus, og det hus, jeg bærer rundt på mig i dagslyset, består af drømme og tanker om døden og kærligheden. Alt det, som ikke findes på gaden i dagslys, og som er grunden til, at jeg er flygtet ind i et mørkt teaterrum for dér, hvor mørket er totalt, at kunne blænde op for de lysende ting, som jeg har i mit sneglehus.”
Bogen er en turbulent ophobning af nyt og gammelt stof. Vennerne skriver. Sartou skriver selv. Meget af det er dukket op i et stort skab, der stod tilbage i Sartous kælder, da han var død.
Bogen er redigeret af Mette Frank og Me Lund, Den sidste skriver et glimrende forord. Ellers: Strømme af bidrag, artikler, interview, breve – og masser af billeder fra Sartous forestillinger, alle blevet til mellem 1984 og 2005, året, da han døde midt under indstuderingen af Sven Holms ’Kender du Svimmel? på Odense Teater.
Billederne siger meget om magien i hans opsætninger. Vældige mørke- og lys-virkninger. Udtryk i skuespilleres ansigter og kroppe, indfanget i øjeblikke, hvor det er, som om de er i en anden verden. Ingen skuespillernavne anført, vi skal ikke føres på sideveje, og vi kan bare gå hen og slå op, hvis vi hungrer efter bekræftelser på navnene.
Kraften i udtryk og billeder er det væsentlige. Den kraft, Sartou kunne tilføre.

STILHEDEN

Så meget, han har villet, den mand. Citatet i bogtitlen er som nævnt fra en fransk film. Film optager ham. Ansigterne. Nærbillederne. Stilheden.
”I hver eneste af mine forestillinger ønsker jeg at komme ind på scenen og formidle det samme som et nærbillede på film – altså øjeblikkene, mellemrummene, stilheden… Jeg interesserer mig for det, der ligger i mellemrummene. I det øjeblik et menneske tier stille, og indtil et andet siger noget, i det øjeblik findes det hele.” (P1)….
Hver gang, man dykker ned i bogens skove af afsnit, taler han om stilhed. I et interview i Weekendvisen i 1992 citerer han en tysk instruktør, der sagde til en skuespiller: ”Du må sidde stille, så jeg kan høre din replik som en sten mellem dine tænder.”
Stilheden og blikket. ”At forblive en elskende er at blive ved med at se, at fæstne blikket, som det hedder. Ikke miste synet ved de hurtige billeder,” skriver Sartou i et brev i 1991.
Mange skuespillere taler i bogen om Sartous fanatisk hengivne instruktion og hans præcise og billedrige lignelser. Bodil Jørgensen, som han blev gift med, citerer ham for en bemærkning, da han i 1991 instruerede hende i Cocteaus ’Den menneskelige stemme’: ”Du skal være lige som et rovdyr, der er blevet kørt over af en bil.”
Skuespillere husker altid enkeltheder i den måde, han instruerede på. Under en pause i indstuderingen af ’Festen’ på Det Kgl. siger Sartou helt kort til Jesper Langberg, der spillede faren: ”Jeg forstår ikke det familiære klap på skulderen, du giver sønnen.” Ikke andet. Bagefter går det op for Langberg: Det er klart, Faren er jo ikke jovial….
Den slags bliver hængende. Som Bodil Jørgensen siger – også i forbindelse med ’Festen’: ”Nogle instruktører er bange for skuespillere, andre har på forhånd regnet det hele ud. Men Henrik kunne møde én, hvor man var. Han var eminent dygtig til at folde skuespillerens fantasi ud.”
Det er en bog om en sjælden fugl i dansk teater. Broget i sin opbygning, altså bogen. Men til at dykke ned i hvor som helst for at blive klogere, ikke bare på Sartou, men på dansk teater i det hele taget.

gregersDH.dk.

Jean de France’ Folketeatret Store Scene 30.1.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lise Baastrup, Jesper Asholt og Pelle Emil Hebsgaard i ‘Jean de France’ (tegning: Claus Seidel)

 

 

 

PARISERTOSSEN

 

 

JEAN

 

 

Holbergs ’Jean de France’ er stadig historien om knægten, der har fået fransk flip efter nogle uger i Paris og gør sig til grin i København. Men Line Mørkeby har skruet historien op med musik og storpjank på Folketeatret.

 


Forfatter: Ludvig Holberg. Bearbejdning: Line Mørkeby. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Tanja Foss Johansson. Kapelmester: Alice Carreri. Medvirkende: Ole Thestrup, Sonja Oppenhagen, Jesper Asholt, Søren Hauch-Fausbøll, Lise Baastrup, Troels Malling, Sofie Alhøj, og Sigurd Holmen Le Dous.

’Jean de France’ spilles på Folketeatrets St. Scene indtil 5. marts. Varer 2 t 20 min.

*****


HVIS man vil tage pejling på en tendens i dansk teater, så er Folketeatrets ’Jean de France’ nok et godt bud. Mantraet lyder: Musik skal der til. Ikke med tilføjelsen ’Spil selv’ som det lød på en plakat for mange år siden. Det var et pædagogisk bud. Nu er det snarere: Spil for os. Sæt musik i showet. Musik i teatret. Så ringer klokkerne.
’Jean de France’ på Folketeatret begynder allerede i foyeren med at ’Det mobile Holberg-Band’, to pige og en fyr, iført festligt karnevalskluns, synger og spiller os ind til forestillingen som en munter trup af gademusikanter.
De flintrer omkring de første scener, mens Søren Hauch Fausbøll som gårdskarlen Arv sæter første situation op  – Jeronimus og Frands (Ole Thestrup og Jesper Asholt), der snakker ægteskabsplan for deres børn.
Og ’Jean de France’ slutter med, at Jean forsvinder til Paris – det er Pelle Emil Hebsgaard, der spiller ham stående som triumferende apoteose foran noget, der ligner Moulin Rouge i neonlys. Hans struttende solo og orkestret (båndet) tordner triumf og forløsning. En ren musical-finale som hentet ud af de store opsætninger fra Fredericia Teater – hvor Hebsgaard i øvrigt er uddannet og hentede en Reumert-nominering for Lampens Ånd i teatrets ’Alladin’ for tre år siden.
Musikken breder sig i danske teaterforestillinger – kammer- og folkemusik som scenemusik med skuespillende musikere. Og i den anden ende storstilet musical.
’Jean de France’ er tæt på at være musikteater. I hvert fald komedie, hvor musikken får lov at tale med på måder, hvordan det nu stikker iscenesætteren Frede Guldbrandsen og Holberg-moderniseringens forfatter Line Mørkeby.
Den afsluttende ’morale’, der hos Holberg er lagt I munden på Jeronimus synges af hele holdet på ’I en kælder sort som kul’. Og de tidligere associationer til Paris udmøntes i cancan-musik fra Offenbach-operetter, skrevet hundrede år efter Holbergs død.

PÅ POTTEN

Stilteater med fin barokmusik til Holberg-komedier er out.
Som så meget andet er out i forhold til de stilbevidste ’Jean de France’-opsætninger, vi har set (husker lige nu Søren Sætter Lassen på Det Kgl. og Ulf Pilgaard på Nørrebros Teater).
Line Mørkeby har meget elegant holdt sig tæt på Holbergs dansk – ingen vilde forvanskninger her! Kun aktuelle fordanskninger. Og tilbygning af situationer som den ekstreme lokumsscene, hvor Jean er på potten sammen med Arv som en tjenstvillige hjemmehjælper, der ville kunne gå til arbejdstilsynet og brokke sig, hvis det var i dag.
Scenen forlænges alenlangt med tønden dobbelteksponeret på bagvæggen i fuld højde, og hvad deraf følger.
Både kostumer og tonefald blomstrer. Hebsgaards Jean vokser i krukkeri, verdensfjern arrogance og selvglæde, uden at vi alligevel mister den splint af overbærenhed, vi også ofrer ham i betragtning af omgivelsernes småtskårne syn på hans fjollede opførsel og begejstring for det fremmede, det franske.
Men sjovt nok spilles der så levende, morsomt og veloplagt af personerne omkring ham, at man f.eks. nærmest kommer til at opleve tjenstepigen Marthe som en slags hovedperson og drivfjeder. Hun spilles af Lise Baastrup, nyknyttet til ensemblet på Folketeater. Hendes facon er bombastisk, slagkraftig, hun kan som en Bodil Udsen sætte på plads og til vægs, og på Folketeatret sno Jean om sin lillefinger, da hun kostumerer sig som fin, fransk dame på jagt efter ham, rablende franske sætninger af sig, så han dåner.
Galleriet af borgermænd og damer omkring ham har karakter af en stribe commedia del arte-figurer, men mere end det – de er stadig tillagt en på godt og ondt karakteristik som ærlige, danske væsener – ærlige i deres utilslørede pleje af egne interesser – Ole Thetrups danske hakkebøf af en Jeroniums, Sonja Oppenhagens nips af en Magdelone, Jesper Asholts snusfornuftige Frands, og Sofie Alhøj og Sigurd Holmen Le Dous som det arkitektdesignede elskerpar Elsebeth og Antonius.
De handlingsmæssige tilføjelser, Line Mørkeby har bibragt, opfylder sikkert den metode, Holberg selv har brugt, når han i den første scene i 4. akt lader Marthe sige: ”Det går med mig som med dem, der skriver komedier: Mens de skriver på komedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes!”
Hun og instruktøren har fundet på rigtig meget undervejs. Men det er kun få gange, komedie-tråden slappes.

gregerDH.dk

‘Uropa’ Kgl. Teater Gl. Scene, prøvesalen 29.1.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kgl. balletdansere og asylsøgere i slutoptrinnet i ‘Uropa’ (Foto: Kgl. Teater)

 

UDEN

 

FØLING

 

 

 

’Uropa’ er et behjertet livtag med flygtninge-problemerne. Men konstellationen med Den Kgl. Ballet er slet ikke så indlysende og virkningsfuld som med ’I føling’ for et par år siden.


Idé, iscenesættelse og koreografi: Christian Lollike, Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis samt de medvirkende asylsøgere og balletdansere.  Musik: Mikkel Hess.

’Uropa’ spilles i prøvesalen på Det Kgl. Gamle Scene. Indgang via sceneindgangen i Tordenskjoldgade. Varighed 1 t 25 m.

***

 

DET Kgl. Teater træder et skridt frem med forestillinger som ’Uropa’.
Teatret viser mod og albuerum til at gribe et aktuelt emne og skabe en forestilling, der går direkte ind i en stående debat.
’Uropa’ handler om flygtninge i Danmark. Det er teatrets danse-eksperimenterende gruppe Corpus, der har undfanget ideen sammen med Teater Sort/Hvid.
Forestillingen er stykket sammen af beretninger fra syv flygtninge, der søger asyl i Danmark. De kommer fra forskellige lande i Afrika, i nærorienten eller Asien, og de fortæller hver for sig brudstykker af deres baggrund og aktuelle situation. Og de er gode fortællere.
Men der hører mere til, for at det kan blive andet end dokumentarisme a la indslag som i tv- og radioprogrammer. Det mere er DELS fem dansere fra Balletten, som i koreografiske situationer illustrerer flygtningenes historier, fortællinger om tortur, massevoldtægt, forfølgelse på grund af homoseksualitet eller en krigsødelagt tilværelse. DELS opbygning af situationer som den, hvor samtlige medvirkende sidder ved et konferencebord og illustrerer den europæiske usikkerhed, ubeslutsomhed og forvirring omkring håndteringen af flygtningekrisen. Eller finalen, hvor dansere og flygtninge iført hof-kostumer fra 1700-tallet danser menuet og lancier som en ironisk kommentar til vores ønsker om at europæisere dem og deres ønsker om at tilegne sig vores kultur – eller frygt for at komme til gøre det.

I FØLING

Det er velmenende, men også temmelig tungt og forventeligt, som forestillingen skrider frem.
’Uropa’ er sådan set bygget op ud fra samme tankegang og spørgelyst som ’I føling ’, hvor Lollike for et par år siden satte Corpus-danserne sammen med invaliderede, danske Afghanistan-veteraner.
Kan vi få noget til at ske mellem to grupper på den måde? Er der mening i at lade dem skabe teater sammen?
Svaret er denne gang: Næh, ikke rigtigt.
Det var meget mere indlysende i ’I føling’. Dér oplevede vi stærke mænds kamp for at genrejse deres krop i mødet med supertrænede dansere. Dynamikken i deres samarbejde var éntydigt. Alt var morderisk nærværende. Det var dansekunsten løftet ind på et moralsk plan, hvor vi følte identitet og sammenhæng mellem kgl. balletdansere og udsendte danske soldater, i begge tilfælde få og eksklusivt trænede mennesker i samme aldersklasse, men med dramatisk forskellige skæbner.
Vi er bestemt påvirkede af historierne fra de asylsøgere og flygtninge, vi møder i ’Uropa’, men netværket til balletdanserne har slet ikke den indlysende slagkraft, som kan sætte vores nerver og sjæl i bevægelse – i føling, om vi så må sige.

gregersDH.dk

‘Lad den rette komme ind…’ Odense Teater, Sukkerkogeriet. 28.1.2016 Anm. (kun foto)

Category : Alle, Anmeldelser

 

 

 

 

 

 

Odense Teaters ‘Lad den rette komme ind’ blev aflyst, da vi stod på tærsklen til forestillingen, så vi nøjes med at bringe et foto fra forestillingen i denne omgang. Det forestiller Kristoffer Helmuth og Nana Christina Morks (Foto: Odense Teater)

‘Vintersolhverv’ Skuespilhuset Lille Scene 26.1.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

 

 

ET

 

SPØGELSE

 

FRA

 

FORTIDEN

 

Nazismens spøgelse vandrer gennem ’Vintersolhverv’ i Skuespilhuset i en skarp iscenesættelse af Emmet Feigenberg med fortræffelige skuespiller-præstationer.

Dramatiker: Roland Schimmelpfennig. Iscenesætter: Emmet Feigenberg. Scenograf: Maja Ravn. Medvirkende: Mads Wille, Helle Fagralid, Kirsten Olesen, Flemming Enevold og Troels Thorsen. Fortæller: Søren Sætter-Lassen.

‘Vintersolhverv’ spiller på Skuespilhusets Lille Scene og varer to timer og femten minutter. Det Kgl. sender senere stykket på turné.

*****


ET ægtepar skændes, så det brager. Det er lille juleaften. Svigermor – hans – kommer på besøg. Gider han løfte en lillefinger? Gider hun? Næh. Besværlig madamme!
Men der er nu stil over Kirsten Olesen som Corinna, da hun dukker op, og hun er sød mod parrets lille Maria – som vi bare aldrig ser noget til. For her er vi straks på vej ud over banal hverdagsrealisme.
Barnet er til stede og dog ikke. Hun er et af omdrejningspunkterne på denne underlige aften, hvor familien og nogle gæster, der dukker op, er som søvngængere, snakkende og aktive, og samtidig flytbare som flydende vandmænd i et havnebassin. Man taler til og om den lille pige, som var hun en rekvisit i hjemmet. Manden og konen – Mads Wille og Helle Fagralid – er selvcentrerede intellektuelle i standardformat, han er historiker og skriver bøger, hun laver film, begge åbenbart med et engagement og talent, der ikke rejser sig sensationelt over jordhøjde.

GÆSTEN FRA PARAGUAY

Vi bliver straks slået af fortællemetoden. Søren Sætter Lassens stemme lyder på et bånd, der bærer os og de medvirkende gennem stykket, med regibemærkninger, forklaringer, foruddiskonteringer, ironiske kommentarer, karakteristikker af deres handlinger, konklusioner. Dialogerne mellem personerne bliver som små filmiske illustrationer til fortællingen.
Personernes handlinger kommer og går som dønninger, dukker op og flader ud. Men styres pludselig af en fremmed mand, der med ét står i stuen. Alt kommer til at dreje sig om ham. Han er lige så mystisk som Den kongelige Gæst i Hakon Børresens opera, men der er i øvrigt ikke noget kongeligt over ham, han er international business i skræddersyet, han hedder Rudoplh, han er flot og selvsikker, han er ikke inviteret, men fører sig frem, som om han var – hvad det faktisk viser sig, han er, for svigermor har om eftermiddagen mødt ham i toget og er faldet i svime over hans verdensmandselegance.
Typen kommer fra Paraguay, og så aner vi, hvor vi er henne i dette tyske stykke. Paraguay var tilholdssted for flygtede topnazister straks efter krigen. Bødler fra KZ-lejrene og lign.

PÅ KANTEN AF KLAVERBÆNKEN

Det er Flemming Enevold i storform, han spiller Chopin og Bach ved det opretstående, synger opera, han bjergtager ikke bare svigermor – Kirsten Olesen er som smør i hans hænder, hun kvidrer, og smyger sig kælent omkring ham på kanten af klaverbænken – men alle lytter i ydmyg forbløffelse til hans orgier af klichéer om kunst, filosofi og verdens gang.
Kun Albert, forfatteren, går i mental coma – han er herre i huset, men evner ikke at hamle op med den fremmede og hans magtfulde bravader og charmeoffensiv. Albert, historikeren, der er ekspert i krige og fascistiske ideologier, bliver lammet af at stå over for virkeligheden.
Føler man noget for nogen i dette stykke, så er det Mads Willes hundsede slapsvans af en forfatter, der godt nok har et øje for sin kones flirt med malervennen Konrad, som også dukker op i skikkelse af Troels Thorsen, men ikke evner andet end små tilløb til indspark mod alt, der bedrives mod ham af hele komparseriet, konen, svigermor, maleren, for ikke at tale om gæsten med den skråsikre fremfærd.

PERFEKT LYDHØRHED

Hele stykket udspilles i en og samme Maja Ravn-dekoration, et nøgent rum, der med få møbler kan agere både stue, køkken, børneværelse og entré. Kønsløst og plastret til med kold neon. Emmet Feigenberg har iscenesat med sublim lydhørhed for tekstens fragmentariske karakter. Lynhurtige skift i tid og situation og Sætter-Lassens indtaling perfekt timet med skuespillerne, der undertiden lytter og agerer til hans ord, undertiden står frosset, mens han kommenterer.
Det er storartet spil i et sært stykke med snigende og truende undertoner, et stykke, der både har en handling lige ud ad landevejen – udspillet i 24 timer før juleaften – men samtidig med en filmisk opsplittet form. Frækt. Fascinerende. Og uhyggeligt i sin dissektion af de forførelse- og undertrykkelses-mekanismer, der baner vejen for diktatorer.

gregersDH.dk

PS: Forestillingens program er delvis trykt i det ulidelige blegfis-tryk, der også kendetegner Det Kgl.s nye hjemmeside.

‘Danmarkshistorien’ Bellevue Teatret 23.1.2016 Anm. (kun tegn.)

Category : Alle, Anmeldelser

Bellevue Teatrets premiere lørdag 23,1. på ‘Danmarkshistorien’ blev aflyst/udskudt.

Det har derfor ikke været muligt at anmelde forestillingen i denne omgang.

Men Claus Seidel tegnede ved generalprøven fredag 22.1.

Her er hans tegning af Anders W. Berthelsen, Mille Dinesen og Nicolaj Kopernikus.

 

 

 

‘Dig og mig for altid’ Aveny-T 23.1.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Pernille Højmark og Niels HP i ‘Dig og mig for altid’ (Tegning: Claus Seidel)

 

 

 

 

 

 

SCENE-FIXERIER

 

 

MED POPPEN

 

 

Søde og fjollede pop-succes’er fra årtusindskiftet sat i beskeden sammenhæng af Aveny-T og  Aarhus Teater.

Tekster og sange fra det danske pop-repertoire. Instruktion; Kenneth Kreutzmann og Ida Maria Rydén. Scenografi: Rikke Juellund. Medvirkende: Pernille Højmark, Lars Bom, Mikala Bosetti, Line Krogholm, Niels HP, Mads Hjulmand, Joakim Pedersen, Minh Le Shingare og Veronika Krøll Voetmann.

’Dig og mig for altid’ spiller på Aveny-T indtil 12. marts. På Aarhus Teater fra 1.april til 7. maj.

 

***

EN mini-musical, en teaterkoncert, sød og fiks, men også noget gumpetung. Bygget over en lang serie af danske popnumre fra denne side af årtusindskiftet.
Det bedste er idéen og scenografien: Rikke Juellund har lavet et kirkerum ud af scenen i Aveny –T, fordi vi skal i kirke med Pernille Højmark som djærv og liberal sognepræst. Der kan være folk, der løber skrigende væk under råbet: Blasfemi!, men det tager vi ikke tungt, og de liturgisk følsomme trøster vi med, at der er både en vielse, en barnedåb og en begravelse med i forestillingen.
Vielsen i form af et kändisbryllup, hvor brudgommen smutter, mens Se og Hør-fotografen stormer rundt som den egentlige hovedperson.
Barnedåben som en pulveriserende fotosession med selfies som hovedsagen, hvor vi kun mangler, at babyen griber kameraet og foreviger et vræl.
Og begravelsen formuleret som en rappende rocker i enetale ved kisten med konen under låget. Det er vist gået skævt, da han tog for hårdt fat på hende.
Ellers lidt af hvert fra repertoiret hos sangere som Medina, Natasja, Brdr. Olsen, Sys Bjerre og mange flere.
Sange og tekster om homo sex for enten herrer eller damer eller om asylsøgere, der udbreder bedetæppet på folkekirke-gulvet. Det er substansen, drejet til morsomme eller mindre morsomme sketches i hastigt tempo. Bedst lykkes et par gedigne medleyer i 2. del af forestillingen, især ’En dag tilbage’, hvor den samlede gruppe af medvirkende er blevet sat på koreografisk skik af instruktørerne Kenneth Kreutzmann og Ida Maria Rydén i en stribe Nik og Jay-numre.
Også TV2’s ’De første kærester på månen” er sød og vellykket – Anden afdeling efter pausen er i det hele taget den mest professionelt gennemarbejdede del.
’Dig og mig for altid’ er et samarbejdsprojekt mellem Aveny-T og Aarhus Teater.

gregersDH.dk