‘Sylfiden’ og ‘Etude’ Kgl. Teater Gl. Scene 29.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Claus Seidels tegninger fra prøve før premieren: Maria Bernholdt som Madge, Alban Lendorf som James og Maria Bernholdt som Sylfiden. Ved den anmeldte opførelse var Sebastian Haynes Madge, Gregory Dean James og Alexandra Lo Sardo Sylfiden.
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

PARTITURERNES BUDSKAB

 

To komponisters leg med ballettens muligheder illustreret glimrende i ’Etude’ og nyopsætningen af ’Sylfiden’

’Sylfiden’ og ’Etude’ spiller frem til 27. februar 2015 på Kgl. Teater Gamle Scene


****

SIG navnet Løvenskiold. Herman Severin Løvenskiold. Aldrig hørt det navn?
Det er såmænd en betydningsfuld dansk komponist. Ingen kender ham. Men manden har den fortjeneste, at han har skrevet musikken til ’Sylfiden’, verdenskendt dansk Bournonville-ballet.
Alligevel kan man altså som Løvenskiold forsvinde fra overfladen.
Når man hører hans musik, som vi gjorde i aftes ved den første opførelse efter premieren på den nye opsætning af ’Sylfiden’, noterede vi os hans kvaliteter: Manden – d.v.s. sige knægten, han var bare tyve år, da han leverede partituret til Det kgl. Teater! – skriver korte, klare, dansante satser, lige til at operere med for balletten. Rytmisk veltalende og varieret, fyldt af både sjove instrumentale pointer og solid melodik.
Meget af det lyder som ekko af Rossini, men også som Verdi i hans tidlige operaer.
Noget af en genistreg, men han kan da være lykkelig over, at det var til Bournonville, han skrev, og netop til ’Sylfiden’. Alt, hvad han siden bedrev, flyttede ikke et komma i dansk musikhistorie. Operaer og mere balletmusik. Hans skæbne blev at leve og dø som organist ved Slotskirken.
Ligesom Sylfiden forsvinder han ud i æteren, og vi ved ikke, hvordan det gik den, der muligvis elskede ham – måske som James i ’Sylfiden’, der segner efter sin forgæves jagt på den underfulde elverpige, Sylfiden kaldet.

EN SIGENDE AFTEN

Hvordan vil det gå komponisten Riisager – Knudåge til fornavn – i historiens
spotlight? Vi spørger, fordi han er komponisten til aftenens anden opsætning: Harald Landers ’Etude’.
Ligesom Løvenskiolds ’Sylfiden’ et bestillingsværk.
Usammenligneligt selvfølgelig. Riisager var 50 år, da han skrev musikken, en gammel rotte i faget og trænet i at arbejde også med balletpartiturer. Det hører du, når vi får ’Etude’ lige oven på ’Sylfiden’. En virtuos instrumentation, perlende detaljer, der fortæller om Riisagers intense studier af fransk musik, og en timing så præcist, som havde han fået spanking af Strawinsky.
Men altså musikalsk en meget sigende aften. To komponister i tæt samarbejde med koreografer, den første med Bournonville, den anden med Harald Lander.

FORTROLIGT

Det efterlader os højst stimuleret oven på denne balletaften på Det Kgl.s Gamle. Med dansere, der fylder scenen, og en dirigent og et Kapel, der varetager jobbet med øm fortrolighed:
’Etude’ som vi kender den, en skulptur af en ballet.
Og ’Sylfiden’ i nyt dress, designet af Bente Lykke Møller, og på frækkeste vis ved et snuptag revet ud af sin traditionelle Dyrehave-romantiske iklædning. 1. akt i en dyster dekoration med mange døre – vi så et øjeblik Rolf Blåskægs uhyggelige borg for os – og en 2. akt kapslet ind i kridende hvide vægge og nix weiter. En drømmeagtig ødemark? Indgangen til dødsriget? Vi stirrede og så sylfide, heks og helt anbragt i en verden, hvor kun heksen følte sig på sikker grund.
Så godt nok: Fanden tog helt og heltinde, og jordelivets stakler stod tilbage.
Så har vi set dét.

gregersDH.dk

‘Shakespeares samlede værker på 97 minutter’ Bellevue T. 28.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nicolaj Kopernikus, Iben Hjejle og Anders W. Bertelsen i ‘Shakespeares samlede værker på 97 minutter’ (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

FJAS MED SHAKESPEARE

 

 

Faren for skolekomedie lurer, men smuldrer under den uimodståelige leg mellem Anders W. Bertelsen, Iben Hjejle og Nicolaj Kopernikus.

 

Spiller på Bellevue Teatret indtil 15. november


****

 

DET er en mere end 25 år gammel joke. Nu snupper Bellevue Teatret den og sikrer sig delagtighed i den rungende latter: Shakespeares samlede værker dekonstrueret og fyret af på 97 minutter.
En pjanket affære. Umulig i de forkerte hænder. Men fyrig som en brunstig galophest i hænderne på Iben Hjejle, Anders W. Bertelsen og Nicolaj Kopernikus.
Faren for skolekomedie lurer, men det vender de tre til uimodståelig leg med smittende overskud.
Det er morsommere end Det Kgl.s eksperiment i foråret med ’Tigerhjerte svøbt i kvindehud’, der var en forsøg på at flette en række shakespearske kvindeskikkelser sammen for at dokumentere de flammer, der står ud af Lady Macbeth og hendes søstre på godt og ondt. Et behjertet eksperiment, men ustyrligt og tungt.
Forestillingen på Bellevue har ingredienser, der kunne flyttes til den nærliggende Cirkusrevy, hvis man var i dét humør.
Det en kæde af finter mellem skuespillere, der kender hinanden, ustandselige i deres indbyrdes konkurrence om at erobre publikums opmærksomhed. Lige fra deres første magtkamp om at få ordet for at fortælle, hvad det hele drejer sig om, til deres rablende lyn-omklædninger og skiftende rollebesættelser undervejs.

SLAGNUMRE

Publikum bliver ikke budt på svære gættelege om, hvad de tre springer ud i. Af 37 mulige skuespil blev slagnumrene bragt uhæmmet på banen: ’Othello’ , som resulterer i en langvarig disput, om hvorvidt titelrollen kan spilles af et sminket blegansigt eller bør være den ægte mohr.
’Romeo og Julie’ med Kopernikus som smægtende Romeo og Anders W. som Julie – absolut absurd, og øretæveindbydende suffleret af Iben Hjejle, der mener sig selvskreven til at spille Julie. Vi mindes Lars Mikkelsens følsomme Julie-udgave på Republique for en del år siden.
’Richard 3.’ med Iben Hjejle som kongelig pukkel på ryggen af Anders W.  Og de tre hekse i ’Macbeth’ dukkende op af en kuffert med deres onde varsler.
Men skam også ud i hjørner som ’Titus Andronicus’, sjældent spillet, men her en festforestilling af mord og henrettelser med Hjejle som skarpretter og Kopernicus som hele striben af ofre – kommenteret af Anders W på håndholdt mikrofon og samtidig leverandør er en syndflod af orale lydeffekter, et helt batteri af grynt og knas og hvæs i ubetvingelig og hæsblæsende tempo.
Kulminationen på det topmålte opkog af Shakespeare er ’Hamlet’, der udfoldes i ikke mindre tre udgaver. Først en på ni minutter, så en kort version på to minutter, så den korte version spillet baglæns.
I en epoke af dansk teater, hvor ’Hamlet’ er spillet på flere måder, end der er pizza-variationer på tavlen henne hos Ricardo på hjørnet, er dette den ultimative fast food-udgave. Egnet til at få galt i halsen. Af latter.
Shakespeare-politiet vil nok kræve både spillere, instruktør Nikolaj Cederholm og tekstbearbejder Line Knutzon anholdt. Kravet vil blive mødt med endnu mere latter.

gregersDH.dk

‘De tre musketerer’ Østre Gasværk Teater 23.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Rasmus Fruergaard, Trine Pallesen, Tom Jensen og Ole Thestrup i ‘De tre musketerer’ på Østre Gasværk. (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

MUSKETERER

 

FLIPPER UD

 

Dumas’ ’De tre musketerer’ i  rock n’roll-galop på Østre Gasværk.

’De tre musketerer’ spiller i Østre Gasværk indtil 1. februar 2015

*****

 

IKKE en kårde trukket. Jo, lige hevet op af skæftet i et par sekunder. Ikke mere.
Her er det guitarerne, der bliver trukket. Alexander Dumas og hans ’De tre musketerer’ er endevendt til en rockmusical fra den mest råhøvlede skuffe. Sjovt, frækt og med fuldt knald på.
De gode spillere får brug for alt andet end den fægtelærdom, de har tilegnet sig på elevskolen. I baghovedet svæver Flemming Flindts ’De tre musketerer’ på Det Kgl. – fægtescener, der var orgier af elegance og brillans.
Glem det. Der er så meget andet guf at hente på Østre Gasværk.
Gasværket har snuppet den glimrende ’De tre Musketerer’, de lavede på Odense Teater for et par år siden, pumpet den op som en flot ballon, der fylder det store rum på alle leder og kanter. En scenisk tour de force af instruktøren Frede Guldbrandsen og scenografen Eilev Skinnarmo. For ikke at glemme Christina Seistrups grotesk-pjankede kostumer.
Et rockband er anbragt helt der oppe, hvor fuglene kan synge med, og der er sat lys på med en stak ampere eller volt – eller hvad det nu hedder i den branche – som kan få det hele til at flimre som et melodi grand prix.

RESPEKTLØST

Det vilde forløb er som i Odense helt respektløst over for det historiske i sagen. Men vi lader enhver diskussion a la Bornedal og hans ’1864’ tv-serie ligge.
Vi nøjes mede at konstatere, at alt forløber efter en recept, der hedder: Vi flipper ud med alle tænkelige løse, sjove eller absurde idéer, der stikker os, holder os kun til, at det foregår i en slags Paris og lidt andre steder. Alt ganske vist uigenkendeligt, hvis men søger efter postkort-lighed.
Man skal som sagt heller ikke vente på yndig barokmusik, der passer til det 1600-tal, musketererne udfoldede sig i. Det er rock, ja. Og dét er det kun delvis. Der rodes ubekymret i en blanding af 70’er-rock og 80’er-pop.
Affyret som show eller som jokes – det sidste f.eks., da Troels Malling som den ulyksalige Boris Bonacieux bliver torteret af Jens Gotthelfs kardinal Richelieu til tonerne af ’Diggiloo Diggiley’, firser grand prix-nummer. Eller Jodle Birges ’Rigtige venner’. Boris svarer på pinsler og dødsdom ved at synge som Teddy Edelmann: ’Må man ta’ hunden med i himlen?’.
Vi er, som det vil forstås, på rockmusikkens overdrev.

STÆRKE MEDVIRKENDE

Lystigt går det til, og vi er godt underholdt, tit på et plan, hvor man må slippe mere nøjeregnende krav ved eksamensbordet.
Jon Langes Kong Ludvig 13. tér sig mageløst som en art kopi af vores egen sindssvage Christian 7. Med replikker, der ind imellem er temmelig matte i sokkerne, men skæg er han. Og Kristian Holm Joensen har modelleret sin hertug af Rochefort ud et sted, hvor jobbet kan sikres som konge af det næste internationale gay show. Utroligt, hvordan den mand kan finkæmme sine virkemidler og skabe den ene mærkværdige – og bemærkelsesværdige – figur efter den anden i forestilling på forestilling.
På Gasværket ser vi i det hele taget en vrimmel af stærke medvirkende.
Rasmus Fruergaard har overført sin d’Artagnan fra Odense – en suveræn udstråling af ungt og selvfølgeligt gå-på-mod, godt ser fyren ud, og synge kan han.
Hvad han i øvrigt ikke er ene om. Forestillingen er besat med flotte og velsyngende damer som Trine Pallesens Mylady, Anne Vester Høyers Dronning Anne, og Lise Koefoeds Caroline. Vi skal ikke holde musikkonservatorium-præk for striben af musketerer – Jens Andersen, Peter Oliver Hansen og Tom Jensen, De er ikke bedt om at holde kammertoner, så lidt som opsætningens Kaptajn de Treville, Ole Thestrup. Vi ville også have os dét frabedt.
Der er til gengæld ubetvingeligt knald på dem, som var de hjemme i skolegården og legede røvere og soldater.
Teatret bød før forestillingen på ørepropper til de rockbekymrende. Man skulle være ganske følsom for at få brug for det.

gregersDH.dk

PS: Scenografen Eilev Skinnarmo gør mig i dag (24.10) opmærksom på, at det er en fejl i teatrets program, at Christina Seistrup står som designer af kostumerne til ‘De tre musketerer’. Han er designeren. Christina Seistrup er leder af systuen, der har udført kostumerne.
G.

‘Is-Slottet’ Takkelloftet, Operaen 21.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Tuva Semmingsen som Siss i ‘Is-slottet’ – i baggrunden skyggen af Ingeborg Fangel Mo, der synger veninden Unn. (Foto: Per Morten Abrahamsen)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NORSK SÅ DET SYNGER

 

’Is-Slottet’ på Operaens Takkelloftet er et fint lille værk med naturmystik og musikalsk magi.


’Is-Slottet’ spiller på Operaens Takkelloftet indtil 26. oktober


*****

SÅ mange lyde!… Det begynder med den sprødeste, sarteste knitren som af snefnug, der løsriver sig fra trætoppe, når vinden støder. Men vel er det ej. Det er musikeren, der sidder med sit acordeon i halvmørket ved scenekant.
Vi er straks fanget ind. Så mange lyde kommer til. En ensomt syngende klarinet fra den modsatte side af scenen, en cello i det fjerne, syngende klange af træ fra en marimba og små bjergskred af skrab på paukeskind.
Sådan indrammer den norske komponist Magnar Åm historien om ’Is-Slottet’.  Med klange og stemmer, der fører os på norske vildveje, ud i en natur, hvor alt kan være meget stille, men så pludselig fuld af advarsler, uforståelige – eller omvendt: velkendte og fortrolige, hvis man har dem i blodet, og de klinger med det nynorske tungemål, som komponisten skriver på i programmet. Han har skrevet et drama, som er ”like mykje ei poetisk skildring og ei dveling ve det, som ikkje kan seiast.”
Vi er i en anden nordisk verden med denne opera. En af sangerne Ruth Wilhelmine Meyer udtrykker det i programmet. En verden, man i Danmark vist ikke forstår, skriver hun…danskerne, ”som ikke ved, hvad en foss er og dermed heller ikke en frossen foss, et land, som ikke har tradition for naturmystik, hverken i digtning eller musik.”… Vi siger: Stik hende lige ’Elverhøj’ og ’Sankthansaftensspil’.
Nå. Men jo, da. Den opera, hun synger i – med køn og meget særpræget sopran -  er fyldt af en anden tone end den, der lyder ved Tryggevælde Å og Emilie Kilde.

FORSVINDER I FJELDET

’Is-Slottet’ udspiller sig på en cirkelrund islagt scene, et slot af is, nøgne træstammer, og Jotunheimske toppe toner på bagprojektionen, som Marie i Dali har kreeret. Og sangerne fortæller en historie af selveste Terje Vesaas, norsk nationalpoet. En historie om den ensomme forældreløse pige Unn, der kommer til stedet, får en veninde og forsvinder i bjergene, i Is-slottet. Og så sidder Siss – som veninden hedder – tilbage, svær at trøste for sin ven Aslak og Unns moster.
Alt har en dvælende drømmeagtig karakter, det er en musikalsk verden, der på en måde ligner tjekken Janaceks, naturen iscenesat i lyd og billeder, næsten som er det hele hentet ud af den natur, den vil beskrive. Og som mennesket er en del af og er parthaver i – har indflydelse på, men så alligevel ikke. Pigen Unn forsvinder i fjeldet. Sorgen dulmes. Det var nok dér i isen, hun hørte til.
Foråret kommer, Is-slottet smelter. Og de spinkle toner i knitrende diskant klinger igen fra musikeren Frode Andersens akkordeon.

SANGERNE

Sangligt har Tuva Semmingsen som pigen Siss glimrende materiale til sin mezzo, og spillet mellem hende og den fine sopran Ingeborg Fangel Mo er yndefuldt, rørende og med et skær af sitrende venskab. Jens Søndergaard har den enlige mandsrolle som Aslak, udfyldt med venlig autoritet, et godt stykke fra den kyniske Scarpia, vi i sommer hørte ham som i Anders Ahnfeldt- Rønnes udgave af ’Tosca’ på egnsteatret i Værløse.
Operaen er sat op af det nordiske operakompagni SAUM i samarbejde med den Ny Opera i Esbjerg. Daniel Bohr har styret scenegangen med enkle og diskrete midler. Musikken får lov at tale.

gregersDH.dk

‘Frisørerne’ Teater Får302 20.10. 2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sofia Nolsøe, Ene Øster Bendtsen, Jannie Faurschou, Lykke Sand Michelsen og Kathrine Høj Andersen i ‘Frisørerne’ (Foto: Thomas Cato)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HVOR SKAL VI HEN, DU?

 

 

Astrid Saalbachs nye stykke ’Frisørerne’ er et usikkert sammenrod af komik, kriminalitet og dommedagsstemning.

 

’Frisørerne’ spiller på Teater Får302 indtil 19. november.

**

 

’HVOR skal vi hen, du?’ Som Hugo spurgte i computerspillenes barndom i ’Elevatoren’ med et citat fra Det Nye Testamente.
Samme spørgsmål kan vi stille til Astrid Saalbach, når vi ser hendes seneste skuespil ’Frisørerne’, der havde premiere i aftes på Teater Får302.
Hvor vil dramatikeren hen? Stykket er mærkelig retningsløst, tumler mellem at være en parodi på nogle kvinders forvirrede, uforløste relationer til hinanden – ganske underholdende, men samtidig endevendt med det skud af gys og uhygge, der tit har været et element i hendes dramatik. Men som bare her virker påklistret.
I skrivende stund huskes f.eks. hendes ’Piéta’, der trængte dybt i en kvindes overvejelser på et hotelværelse med en død elsker i dobbeltsengen. Et stykke, som gav skuespillere som Karen Lise Mynster, Ghita Lehrmann og Dorte Hansen Carlsen eminente muligheder for at ramme selvransagelsen i en ensom kvindes hjertekule på teatre i henholdsvis København, Odense og Aarhus.
I ’Frisørerne’ er selvransagelsen formodentlig tænkt som en kollektiv affære mellem fire frisørdamer, der båder graver i deres egne mere eller mindre absurde og komiske problemer, men sandelig også i hinandens.
Damefrisører er af en eller anden grund altid henrivende skydeskiver for latterliggørelse. Hos vittighedstegnere og i de ugeblade, der ikke bare anses for kundernes yndlingslekture, men også frisørernes.
De skal helst alle sammen tale og té sig som Yvonne i Olsen Banden.

PÅ KOMEDIE

Klichéen er rendyrket i Saalbachs stykke, bortset fra, at man fyrre år efter Olsen Bandens tilblivelse kan lade fire damefrisører slubre net-porno i sig samt sprænge jomfruhinden på den yngste, da hun piver over sig egen umodenhed. Det er Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ena Øster Bendtsen og Lykke Sand Michelsen, der har fornøjelsen.
Scenerne mellem dem og deres klienter svinger mellem revyagtige sketcher, sort humor og social satire.
Vi er på komedie, og indfaldene er mange. Groteske, pudsige, fladpandede, og skrupskøre – alt forstørret op og vredet for ekstra dråber i en Stine Martinsens scenografi, hvor spejle på alle leder og kanter fordobler og tredobler de medvirkende, så de og salonen gror til alle sider.
Når man må spørge, hvor vi skal hen, hænger det sammen med, at vi fra start får introduceret en nusset og småtosset ældre kvinde, hvis identitet er uafklaret, såvel som hendes hensigter. En sexbesat stakkel.
Jannie Faurchou spiller hende og meget mere end det: En hel kæde af kunder, noble damer, krukkede kællinger, storsnuede, kønsforskrækkede, uforskammede – hver entré af Jannie Faurschou er en lynforvandling i både kostume, karakter og stemme.
Alene dette fortløbende Faurschou-show gennem de to timer, ’Frisørerne’ varer, er de 2 stjerner værd, vi giver opsætningen.
Saftsuseme, om hun ikke også er sat til agere en serbisk mafioso, der både presser penge af salonens piger, myrder sin egen frisørkone og ender med – til tonerne af Mozarts Requiem at spærre damerne inde i spejlkabinettet og rede op til et regulært holocaust.
Undergang har altid huseret i Saalbachs katalog, men som regel i mere interessant perspektiv.
Her indfinder undergangen sig som en umotiveret indskydelse, som Saalbach kaster ind i det lille frisørshow… Lad os så for helvede sprænge det hele i luften, alt pjanket og damebladsævlet, hele det smålumre fnidder mellem madammerne!
For vores skyld gerne. Og det synes instruktøren Søren Iversen også. ’Confutatis maledictus’… ’Lad de fordømte blive tilintetgjort’…lader han Mozart afrunde det lille, men meget lange show.

gregersDH.dk

‘Konstellationer’ Husets Teater 18.10. 2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Iben Dorner og Thomas Levin i ‘Kontellationer’ på Husets Teater. (tegn:  Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

I FAVNEN PÅ

 

 

EN

 

 

KVANTEFYSIKER

 

Mand mod kvinde – kvinde mod mand. På Husets Teater slynges vi ind i vittige og ubegribelige konflikter, spillet med flugt og humor af Thomas Levin og Iben Dorner.

 

’Konstellationer’ spiller på Husets Teater indtil 15. November. Opsætningen er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Husets Teater og er blevet spillet først i Århus.


****

 

EN fyr møder en pige. De kredser lidt omkring hinanden. Det bliver et forhold. Og det går i stykker.
Gab! Ikke sandt? Det lyder som dramatik på dåse.
’Konstellationer’  hedder stykket på Husets Teater.
Hvor man lige har spillet ’Ilt’. Som handlede om en fyr, der har mødt en pige. De er flyttet sammen, men skændes, så det fyger. Skal de have et barn, eller ej? Etc.
Er Husets Teater i færd med at pindehugge parforholdet?
Åbenbart. Og vi må konstatere, at det er en fornøjelse.
’Ilt’ struttede af genkendelige, ægteskabelige situationer, og det blev godt spillet af Thomas Kwan og Tilde Maja Frederiksen.
’Konstellationer’ lever på helt andre præmisser. Stadig to personer, manden og kvinden. Stadig uafklarede mellemværender, men sandelig med et andet udgangspunkt og i en anden form.
Det er muligvis en og samme forfatter, der har skrevet de to stykker. Teatret skriver et sted i programmet, at det er af amerikaneren Duncan McMillan. Ligesom ‘Ilt’. Men et andet sted, at det er Nick Payne.

UBEREGNELIG

I ’Konstellationer’ jagter forfatteren et nervesystem, der dirrer af panik. Det er kvindens. Manden i stykket er mere lige ud ad landevejen, han er sund – biavler såmænd. Hvad man naturligvis ikke er, hvis man har valgt fag efter skolevæsenets erhvervsvejledning, men jo: Han er kernesund, hæderlig, fornuftig, flink.
Han gør sig den største umage for at greje det damemenneske, han møder tilfældigt, men gribes hurtigt af det trodsige og uberegnelige hos pigen, ryger ind i de ustandselige, verbale gentagelser, som forfatteren lader pigen tage initiativ til – eller som forfatteren manisk har besluttet at sende i luften for at fortælle om det mest frustrerende i forhold mellem mennesker: Gentagelserne.
Snedigt motiveret som en slags dramatisk parallel til det, der er pigens fag: Hun er kvantefysiker!
En kvantefysiker og en biavler! Med kvantefysikeren som den, der bestemmer farten. Sindrigt forklaret med hendes viden om, at variationerne i partiklers bevægelser er uendelige. Ligesom variationerne i parforholdet. Snup den!

SUSENDE FART

Det kun en time lange spil spilles på en arena i midten af det lille teaterrum, Thomas Levin er biavleren og Iben Dorner kvantefysikeren, som jonglerer ubeslutsomt og lunefuldt med den flinke fyr – en lunefuldhed, som viser sig også at have den mere håndfaste og ikke spor teoretiske forklaring, at hun lider af en snigende kræft, der svækker hendes handlinger og hendes sprog.
Indtil dét bliver klart for os, virker det nærmest, som om hun ar en skrue løs i så bogstavelig forstand som dukken Olympia i ’Hoffmanns eventyr’ – har vi at gøre med en forsker, der har forvildet sig ind i sin kvantemekaniks verden og selv er blevet en omfarende atomar partikel?
Der er susende fart over dialogerne, det er morsomt langt hen ad vejen, vi undres og springer med i springene, men tynges lidt af den mere banale, om end triste drejning af turbulensen i forholdet mellem de to.
Uberegneligheden, irrationaliteten og lunefuldheden er nemlig i sig selv slående nok som dramatisk pointe i ’Konstellationer’.
Iscenesætteren er englænderen Ramin Gray, og Edward Lloyd Pierce har stået for scenografien.

gregersDH.dk

Rued Langgaard strygekvartetter vol. 3 m. Nightingale Kvartetten 16.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nightingale Strygekvartetten (foto: Nikolaj Lund)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

LANGGAARD TAGET PÅ KORNET

 

Blændende og dybt indforstået Rued Langgaard-spil af Nightingale Strygekvartetten.

 

Rued Langgaard Strygekvartter vol. 3 med Nightingale Strygekvartetten. Dacapo.

 

******

 

I MIDTEN af juli anmeldte vi cd nr. 2 af Nightinggale Strygekvartettens indspilninger af Rued Langgaards strygekvartetter. Nu er den tredje kommet – allerede rost skyhøjt og prisbelønnet internationalt.
Begribeligt. Den unge kvartet har et greb om disse kvartetter, der fortæller om – på den ene side en spillelyst, der er totalt medrivende, på den anden side en gennemarbejdning helt ned i minimalistiske detaljer.
Og endnu ét: En fordybelse i og forståelse for stoffets karakter – en karakter, der er både sær og utraditionel. For der er så mange overraskende musikalske greb af Langgaard – tit det, der har fået et par generationer til at lægge ham fra sig med let hovedrysten: Var han bare en original, der udtrykte sig skævt og kluntet?
Ry fik han som en Rasmus Modsat, der hverken ville være med på den carl nielsenske vogn eller på den modernisme, der skyllede ind over det musikalske landskab under kreativ ledelse af stramme neoklassisister som Stravinskij eller tolvtonekomponister som Schönberg, Webern og Alban Berg.
Og spille ham var der ikke mange, der mandede sig op til. Han kom til at føre en outsidertilværelse som komponist, og blev stort set glemt af alle andre end den menighed i Ribe Domkirke, som i hans sene år hørte ham spille på orglet i Ribe Domkirke, hvor han var organist.

DRAMATISK URO

Det er forunderligt at fordybe sig f.eks. i hans første strygekvartet, der er skrevet midt under 1. verdenskrig. En kvartet fuld af lyrisk svævende udfoldelser, men sandelig også mærkværdigheder som en trediesats, der svinger mellem en lang og gravtung, helt enkelt skala-passage afbrudt af nogle hidsige udbrud, som lyder af vrede og nu-ka’-det-være-nok.
Vi hører igen den dramatiske uro og evne til med åndfulde midler at provokere, som er typisk for Langgaard i de kvartetter (nr. 3 og 4), som vi anmeldte i nr. 2-cd i sommer.
Anderledes og lige så bevidst kontroversiel er kvartet nr. 5, der er den anden kvartet på den nye cd.
Kontroversiel på den facon, at dens romantiske skønhed og stilfærdig tilbagevenden til et ældre tonesprog bringer mindelser om Gade og Hornemann og Brahms, når han er mildest og lysest.
Skrevet midt i 1920’ene, hvor det gik anderledes vildt til om ørerne på Langgaard i de europæiske koncertsale. Men hvor det for Langgaard åbenbart drejede sig om i en slags protest at fordybe sig i forladte idealer og konventioner.
At der kommer prægtig musik ud af det, er overraskelsen, og skyldes i dette tilfælde også det formfuldendte og lyslevende spil af Nightingale Kvartetten.

gregersH.dk

‘Vores klasse’ Odense Teater Sukkerkogeriet 14.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Benjamin Kitter og Natali Vallespir Sand i ‘Vores klasse’ på Odense Teater
(Foto: Emilia Therese)
*
*
*
*
*
*
*

OPGØR MED EN MYTE

 

Sylen lige ned i myten om, at det kun var nazisterne, der myrdede de polske jøder.

’Vores klasse’ på Odense Teater fortæller en anden, pinefuld historie.


’Vores klasse’ spiller på Odense Teaters Sukkerkogeriet indtil 21.10.

*****

UDE af øje, ude af sind.
Mogens Glistrup ville i 80’erne sende asylsøgere til Grønland. Søren Espersen vil i dag sende asylsøgere til Uganda.
Adolf Eichmann ville i 30’erne sende jøder til Madagaskar, indtil han opdagede, at gaskamre var nemmere.
Det sidste kan vi høre om på Edison Teatret i stykket om Eichmann.
I ’Klassen’, som går på Odense Teater, hører vi om jødeudryddelsen i Polen før og under 2. verdenskrig. Men fra en vinkel, der ikke har været talt så højt om: De tyske nazister var ikke ene om det. Den lokale befolkning i Polen hjalp godt til.
Det er emnet for ’Vores klasse’, opført fremragende som et kompliceret udviklingsspil – næsten som et skakspil med ti skuespiller på brættet og alles kamp mod alle. De agerer elever i en lokal polsk skole, starter sammen i 1926, og vi følger dem frem til langt efter krigens slutning. Syv drenge og tre piger. Uhyggeligt i sine afdækninger af visse elementære, men dybtliggende menneskelige egenskaber – knive i ryggen, svig og bedrag, stikkeri, had til dem, der er anderledes, udnyttelse af enhver mulighed for at overleve på bekostning af andre.
De er venner og kammerater i udgangspunktet, men revnerne opstår, for nogle er jøder og andre ikke.

MANGE FRONTER

Krigen mellem dem kommer til at køre på mange fronter. De personlige – med jalousi, der går både på deres forskellige sociale udgangspunkter, men også på forholdet mellem drengene og pigerne.
Og de politiske: Allerede fra tyverne isoleres jøderne i klassen på den indviklede baggrund, der var Polens i de år. Polakker var en blanding af supernationalister, kommunister og tyskvenlige. Jøderne som et mindretal, som havde alle imod sig.
Konflikternes præcise baggrund er ikke nem at gennemskue i stykket. Formodentlig befinder vi under det mest af handlingen i krigens år med massakrer – både de sovjettiske Katyn-massedrab i 1940 og gaskammer-myrderierne nogle år senere er inden for horisonten.
På scenen oplever vi voldtægter, nedslagtninger mellem de gamle elever indbyrdes – kommunister mod nazihåndlangere, og alle mod jøderne og de få, der prøver at beskytte dem. Endda en historisk dokumenteret indebrænding af jødiske kvinder, børn og gamle i en lade i byens udkant.
Det er gruopvækkende, ondt og hjertegribende, men godt gennemført af teatrets skuespillere i en blanding af kommentarer, situationer, oplæsning af breve fra og til de få, det lykkes at flygte til USA.

MYTERNE

Stykkets forfatter er polakken Tadeusz Slobodzianek, og det er Mungo Parks Martin Lyngbo, der har iscenesat med træfsikker balance mellem de mange lag i forestillingen.
Det er et opgør med en myte. Et meget præcist opgør. Nazisternes handlinger i Polen er bevidst nedtonet i stykket. Det handler om et polsk traume. Polsk selvransagelse. Gemt, men ikke glemt.
Stykket piller med sit rystende indhold ved nogle af de mange skildringer, der har låst sig fast om jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. På samme måde som vi kan læse om det i de erindringer, den dansk-jødiske musiker Ludmilla Spektor netop har udgivet under titlen ’Emigrant på livstid’ (anmeldt her på bloggen 1.10.)

gregersDH.dk

‘Tosca’ Operaen 12.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Johan Reuter, Ylva Kihlberg og Niels Jørgen Riis i ‘Tosca’ (Tegn: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*

SORT, VENNER

 

SORT SOM

 

SCARPIA

 

Peter Langdals otte år gamle ’Tosca’ er genopsat på Operaen i al sin dystre kraft og med gode musikalske kvaliteter.

’Tosca’ spiller på Operaen til og med 2. december

****

’TOSCA’ er tilbage på Det Kgl.
Satans til sag. Så proppet med ondskab som var det Jussi Adler-Olsen, der i et anfald af musikalske lyster og evner havde sagt: Dette her er lige mig: En blodtørstig, liderlig tyran. En flot operasangerinde, der mestrer en dolk så godt som sin stemme. Og en kunstner, der gør sin kæreste fuldstændig rasende af jalousi, fordi han bruger en anden kvinde som model.
Tre hidsige personager. Så kører det.
Repremieren er lige så kulsort, som vi husker den fra opsætningen i 2006.
Vi ved ikke, hvilket humør Peter Langdal og hans yndlingsscenograf Karin Betz har været i, da de løste opgaven med at erstatte flere generationers gamle iscenesættelse af Puccinis morderiske pragteksemplar af en opera med det sorteste sorte. Brynene må have været rynkede. De må have set på hinanden og sagt: Her skal alt håb lades ude. Sort skal det gøres. Tre akter i buldrende halvmørke. Dantes helvede genoplevet.

SOM ET GRAVKAMMER

1. akt, som foregår i Roms Sant’Andrea-kirke. Katolsk pragt, farver og røgelse?
Overhovedet ikke: Et kulsort gravkammer, der fortaber sig dybt bagude. Så dystert som var det beredt til gravmæle for Aïda og Radames.
Cavaradossi står og maler på et fragment af et bestillingsværk. En madonna. Et kæmpefragment. Vi får kun lov at se et par vældige lysende øjne. Som hans Tosca, du hun ser dem, straks forlanger, han skal male over og gøre sorte som hendes egne. For hvem fanden er den lyshårede dulle, han bruger som model?
Vi undrer os ikke over, at Scarpia og hans slæng af politifolk er så begsorte, at de falder i et med dekorationen. Sådan ser Scarpia og slænget ud i alle iscenesættelser.
Så kommer 2. akt i Scarpias Palazzo Farnese. Rummet er det samme, uforanderligt skummelt, dørene i siderne falder i ét med panelerne, Al paladspragt og elegance er udryddet som efter et protestantisk revolutions-raid, lyset begrænser sig til en spot på Scarpias skrivebord, bortset fra mørkerøde lysstriber på væggene, så blodrøde som Toscas kappe og kjole og skjolderne på Cavaradossis skjorte, da han trækkes ud fra torturen i naborummet.

SKUMMELT

I 3. akten misser vi med øjnene i håb om at få et strejf af den romerske morgentoning af himlen over Castello Sant’Angelo og Roms tage, som Puccini antyder med sin pastelagtigt lysende musik.
Men nej, skummelt er der i fængslets penthouse, uigennemtrængeligt mørke, selvom Langdal prøver at lette med at lade hyrdedrengen synge sin lille sang for næsen af den næsten livløse Cavaradossi – normalt er sangen et fjernt pastoralt nummer, sunget udefra.
Mørket sænker sig over henrettelsen, og man forstår, hvorfor de tililende soldater ikke når at kaste sig over Tosca. De kan simpelt hen ikke få øje på hende, så hun kan uhindret springe i Tiberen.

ØJNENE PÅ STILKE

Med øjnene på stilke følger vi altså igen denne ’Tosca’-opsætningen, indfanget, ikke lige lykkeligt, men konsekvent.
Naturligvis også med ørerne slået ud, og der er fine kvaliteter at hente fra Kapellet under den bulgarske dirigent Ivan Anguélov.
Johan Reuter optræder med sin prægtige baryton som selve ondskabens inkarnation, en magtfuld præstation, der indgår som en logisk kerne i Langdals helvedeskoncept på samme måde som de, der har mindre roller undervejs, Per Bach Nissens sakristan, Morten Staugaards Angelotti og Bengt-Ola Morgnys Spoletta.
Ylva Kihlbergs Tosca er som en spændt flitsbue, et temperament, der gnistrer og med sin meget specielle stemmeklang fuldt lastet til at udfolde både ømheden, vreden og det helt patetiske som i sin store klagesang ’Vissi d’arte’, som hun mestrer at synge liggende hen over Scarpias skrivebord.
Niels Jørgen Riis er trofast mod den konventionelle opfattelse af maleren Cavaradossi, hans smukke stemmemateriale måske ikke helt ved det gamle, i hvert fald er hans toptoner genstand for forceringer, der får dem til at stå mærkeligt isoleret fra hans øvrige fine linjeføring.
Holder vi af dette monomane, langdalske strubegreb af en Tosca’-version? Vi bliver i hvert fald berørt af det.

gregersDH.dk

‘De Vises Sten’ Eventyrteatret i Glassalen, Tivoli 11.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Fra Eventyrteatrets ‘De Vises Sten’ i Glassalen i Tivoli (Foto: Eventyrteatret)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

PRÆGTIG FARVELADE

 

Eventyrteatrets spiller ’De Vises Sten’ som et spruttende farveorgie af indisk dans og munter trolddom.

De Vises Sten’ spiller i Tivolis Glassalen indtil 19. oktober

****

EKSOTISK kulør for alle pengene. Den får ikke for lidt i Eventyrteatrets nye forestilling ’De Vises Sten’. Alene at blade i programheftet er som at blade et reklameblad for Føtex eller Netto igennem, med røde bøffer, dåsetomat og ugens tilbud i kæmperejer.
Det er bare sjovere i Tivolis Glassalen. ’De Vises Sten’ foregår i Indien. Der medvirker omkring 100 børn, og ikke en af dem kan tage hjem og brokke sig over, at de har fået udleveret grå og kedelige kostumer. De svælger i rød, gul, orange og hele paletten. Turbaner og tørklæder, sjaler og sarier, sko, tøfler og bare rødmossede tæer, blomster i håret, tørklæder og bælter. Nok til at dekorere et stormagasin ved juletid. 3. akt af ’Napoli’ på Det Kgl. – det farverigeste i kategorien i dansk teater – kan gå hjem og lægge sig.
Men her er vi altså ikke i La belle Italia, men i det eksotiske Østen. Hvor jagten er gået ind på De Vises Sten, som sidder i turbanen på maharajaen og ikke er sådan at få fat i for knægten Kim. Stenen skal ved sin magiske kraft redde hans syge søster hjemme på Rigshospitalet, hvor en læge med interessant specialviden leverer tippet om den mystiske sten.

GENNEM TRÆNGSLER

Gunvor Reynberg har skrevet historien, og hun lader knægten bane sig vej gennem utrolige trængsler i det fjerne, inden han står med maharajaens glimtende diadem i hånden: Mystiske guder som Shiva og Kali, der griber ind i begivenhedernes gang. En tiggerbande med en ung stratenrøver i spidsen, der gerne vil benytte lejligheden til at få fingre i lidt af maharaja-paladsets rigdomme. En alkymist og troldmand, der har sine egne problemer med omgivelserne, men giver Kim en hånd undervejs.
Og minsandten: Selveste fredsapostelen Mohandas Gandhi, der ganske vist gemmer sig under navnet Mahutma Gundhi, men hans fredsevangelium er usvækket.
Den fyldte sals jubel kender ingen grænser, specielt når den halvblinde og helfortumlede maharaja prøver at styre sin fjollede prinsesøn, som hverken vil det ene eller andet, især ikke giftes med prinsesse Nidra.
Vi forskånes ikke for den gale fyrstes uafladelige trusler om halshugning af den ene og den anden – den makabre parallel til Islamisk Stats galmandsværk i Syrien strejfer os, men i Glassalen er vi jo bare til røverromantik. Røver- eller tiggerprinsen tager lige så mange kegler ved at klæde sig ud som prinsessen – en komisk version af Octavian i ’Rosenkavaleren’.

GOD SKOLING

Det sceniske eventyr om jagten på De Vises Sten giver anledning til en masse sang- og danseoptrin undervejs – Christian Dahlberg har skrevet de iørefaldende numre, og vi imponeres af den perfekte tekstbehandling, som navnlig korene bliver til del. Der er en god skoling bag Eventyrteatrets aktiviteter.
Showet afvikles i Tivolis Glassalen, der er sit eget eventyrlige stunt af et udstyrsstykke, tegnet for 150 år siden, som om arkitekten har vidst, at det en dag skulle huse et østerlandsk eventyr som ’De Vises Sten’.
Således indleder Tivoli efterårsferien med at sprængfylde haven med den gammelengelske helvedes- og heksefest Halloween og holde indisk skattejagt indendørs i Glassalen. Sig ikke at Tivoli ikke er international.

gregersDH.dk