Ole Buck Sinfonietta Works. Athelas Sinfonietta Copenhagen CD 20.7.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

MERE

 

UGLE

 

END

 

ULV

 

Naturen huserer i Ole Bucks udsøgte og enkle kammermusik. Her spillet af Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dir.: Jesper Nordin.

 

Ole Buck. Sinfonietta Works.  Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dirigent: Jesper Nordin. Dacapo 9226580

****


KOMPONISTEN er i cd’ens teksthefte afbilledet på en mark med skov bagved. Fjernt blik. Ingen smil til fotografen.
Ole Buck er en ensom ulv blandt danske komponister. Ensom i hvert fald, men nok ikke ulv forresten. Ingen er så lidt aggressiv i sin musik som Ole Buck. Han er i sin egen verden, hvor musik og natur befinder sig i en sjælden enhed – hans sprog er enkelt.
Det er ikke fordi hans musik ’forestiller’ noget, d.v.s. det må man jo selv om. Man kan lytte sig til hvad som helst, fugle, sus i trætoppe, stammer, der knager. Men med de fire værker, der er på cd’en, er vi i en verden, hvor naturen er til stede på et særligt plan, venlig og udramatisk til stede. Ingen store armbevægelser og høj røst. Temperamentet er mere uglens end ulvens.
Helt slående fra start i stykket ’Fiori di ghiaccio’, isblomster… Jo billeder leverer han da, uden at vi sådan se behøver dem. Stykket, der er for ni instrumenter, begynder med en knusende rolig terts-tur fra et d ned til b og videre ned til et a, og han slipper os ikke derudaf, d-mol i klingende evighed med diverse ekspanderende garniture, vi er i et landskab, der tilsyneladende er statisk, men se, hvor det udfolder sig, jeg mener hør, hvor det udfolder sig.
Ole Buck kan sagtens fortælle Jesper Lützhøft, pladens producer, at han (Buck) ser isblomster på vinduet, og at sneen daler udenfor. Vi ser gerne med, men lytter desto mere.
Det er magisk opslugende musik. Som i flere af cd’ens andre, korte eller længere stykker for større eller mindre besætning, f.eks. ’A tree’ og ’Flower ornament Music’. Der indfinder sig en nærmest zenbudhistisk ro i sjælen, vi er langt fra monoton kedsomhed, kun opslugt af de små skred i gentagelser og instrumentale variationer.
Buck hører til de komponister, der er vokset ud af 60’ernes rasende og komplekse løsrivelse fra dur-mol tonearternes herredømme, men har fundet tilbage til enkelhed og harmoni. Skamløst, men kunstnerisk overbevisende.

AFVIST

Den stilfærdige komponist i den landlige isolation har en fortid, der pudsigt nok huskes for dramatiske hændelser. Buck, der er rundet af Sangskolen og Københavns Drengekor, søgte i midten af 60’erne ind på Det kgl. danske Musikkonservatoriet, men fik afslag, fordi han ikke kunne skrive en perfekt harmonisering af en koralmelodi. Det fik hans lærer Per Nørgaard til at udvandre til konservatoriet i Aarhus, og Nørgaard tog hele sit unge hold af komponiststuderende med sig, inklusiv Ole Buck. Affæren fik stærk omtale i aviserne.
Få år senere skrev Buck musik til Flemming Flindts ballet ’Felix Luna’, der blev uropført på Det Kgl. i 1973. Den medførte en offentlig skandale, fordi en anmelder ved Aalborg Stiftstidende beskyldte de københavnske anmeldere for at være en flok homo’er, hvis natur bød dem at rose balletten.
Denne latterlige affære havde Ole Buck ingen del i. Man støder bare på ’Felix Luna-titlen i hans lange, lange værkliste, mindes det hysteriske drama omkring Flindt-balletten og tænker – som i forbindelse med konservatorie-afvisningen: Denne begavede og tænksomme kunstner har nok haft rimelig grund til at søge ensomheden på landet og koncentrere sig om nodepen og –papir.

gregersDH.dk

Helsted ‘Decet’ og strygekvartet Danish Sinfonietta 19.7.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

GLEMTE

 

SMÅ

 

HERLIGHEDER

 

Dråber af hundrede år gammel dansk musik er fuld af krudt og skønhed. Komponisten er Gustav Helsted, ukendt for langt de fleste i vore dage.

Gustav Helsted: ’Decet’ i D-dur og strygekvartet i f-mol. The Danish Sinfonietta (Randers Byorkester). CD dacapo 8226111.

****


HVOR er der meget guf at hente rundt om i dansk musik. Uspillet. Glemt.
Det fremgår af tekstheftet til denne cd, at Gustav Helsteds f-mol strygekvartet vistnok sidst er blevet spillet ved Musikkonservatoriets 75-års jubilæum i 1942. Nu er den så her på cd’en. Fireoghalvfjerds år efter.
Den er skrevet i 1917, altså under 1. verdenskrig af en komponist, der dengang var et gedigent navn i dansk musikliv, organist ved Frue Kirke og lærer på konservatoriet i komposition.
Kvartetten har flere energiske, for ikke at sige hidsige satser, betegnelserne siger noget om det – ’allegro con fuoce’, ’presto appassionato’, allegro risoluto’. Fart over feltet og som ordene fortæller: Ild, lidenskab og beslutsomhed. Og så undervejs en ’andante sostenuto’, så vi lige kan trække vejret. Musikerne med. Indtil de i allersidste takt af den beslutsomme slutsats kan løsne op for sjæl og spændte strøg med en F-dur akkord, der kommer som solens gennembrud mellem tætte skyer.
Glimrende spillet af fire strygere, hvis navne klinger af ude-i-verden, Mo Yi på 1.violinen, Joaquin Páll Palomares på 2.violinen, Olga Goija på bratsch og, ja så på celloen: Gert von Bülow, medlem af Salzburger Solisten, men ellers så dansk, så dansk, og her altså med de tre andre musikere i det, der hedder The Danish Sinfonietta, men er identisk med Randers Byorkester.
Smukt bliver der spillet i denne medrivende kvartet. Og vi kommer indenfor hos en komponist, der altså sjældent hører fra sig i vore dage. Skolet i danske traditioner, der rækker tilbage til Niels W. Gade og andre karakterfulde folk, der mestrede den romantiske romance og den klassiske symfoni i 1800-tallet.
Mange af de toner høres også i cd’ens andet værk ’Decet’ for ti musikere som navnet siger, sinfoniettaen er skrevet for blæsere og strygere engang i 1894, fuld af dansk natur, fuglesang, velklingende temaer og en nobel beherskelse af instrumenter og temaer i indbyrdes leg og strid i jagten på at følge udviklingen i Helsteds blomstrende ideer.
Svær er han ikke, Helsted, og man lytter da med spidsede ører efter, hvad det kan være, der bragte datidens kritikere til at skrive, at publikum var ’mere forbløffet end begejstret’ over, hvad de hørte. Sådan skrev Gustav Hetsch i ’Nationaltidende’, mens Gerhard Lynge i sin bog om danske komponister i 1917 om ’Decet’ mener, at værket har ”stejlhed og absolut mangel på imødekommenhed over for fordringen om, at musikken skal tage sig ud og i klange og harmoniskridt følge det hævdvundne”.
Kritikken siger noget om, hvor låst dansk musikliv i 1890’erne har været i faste holdninger til harmoni, rytme og instrumentation – dér, hvor man i dag vil synes, at Helsted bevæger sig forsigtigt i friske modulationer og blidt og diskret skiftende rytmer og fine konstellationer af instrumenter – dér har selv små nyskabelser været noget, folk kunne rende panden og ørerne imod.
David Ridell dirigerer det lille ensemble i ’Decet’ med fin fremdrift og variationssans. En fornøjelse.

gregersDH.dk

Paul von Klenau 9. symfoni. Radiosymf. Dir. Michael Schønwandt. CD 18.7.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

UD AF

*

GLEMSLEN

 

 

 

Et storværk ud af mørket: Den danske komponist Paul von Klenau skrev og levede det meste af sit liv i Tyskland. Hans 9. symfoni fra 1945 har ligget urørt i en skrivebordskuffe i Wien i over 50 år.

Paul von Klenau: 9. symfoni. Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Solister: Cornelia Ptassek (sopran). Susanne Resmark (mezzo), Michael Weinius (tenor) og Steffen Bruun (bas). Optaget i DR Koncerthuset. Dacapo 8226098-99.

*****


DET slutter i flammende g-dur. Med et Hosianna, et Gloria in excelsis og ’Dona nobis pace’… giv os fred.
Et requiem, et vældigt værk på halvanden time, prægtig musik, skrevet af en dansk komponist – Paul von Klenau.
Hvem? Vil de fleste spørge. For Klenau har stort set ikke været spillet i Danmark i et par generationer. Ikke før Radiosymfoniorkestret gjorde det i DR Koncerthuset i marts 1914.
Værkets skæbne har nemlig været speciel. Det blev skrevet i 1944-45, Klenau døde et halvt år efter at symfonien blev fuldendt og lagt ned i en skuffe. Det dukkede først op i 2001, da det sammen med en masse andre noder blev fundet af Klenaus barnebarn i dennes hjem i Wien. Nøjere forklaringer på omstændighederne omkring dét får vi, når musikforskeren Eva Hvidt en dag udgiver det manuskript, hun arbejder på redigeringen af – Klenaus erindringer, der har titlen ’En musiker oplever den europæiske kultur 1900-1939’ – Klenaus egen formulering.
Det venter vi spændt på, for der er unægtelig en historie at fortælle. Det begriber vi dels ved at lytte til denne mægtige 9. symfoni, vi nu har på en dobbelt cd fra koncerten i marts 1914, dirigeret af Michael Schønwandt. Dels ved at se på de begrænsede oplysninger, man kan læse sig til forskellige steder. Om en komponist, der bosatte sig allerede inden 1. verdenskrig i Tyskland, fik en karriere i det tyske musikliv som både dirigent og komponist og knyttede sig til kredse omkring bl.a. Schönberg, Alban Berg og Anton Webern.

INGEN NÅDE

Symfonien er aldeles udansk i forhold til den samtidige musik i Danmark i de år, han virkede, d.v.s. fra begyndelsen af 1900-tallet til slutningen af 2. verdenskrig. Den ligner ikke den musik, Carl Nielsen skrev, heller ikke det meste anden danske musik, der enten var i Nielsens spor eller ny-klassisistisk inspireret. Den knytter sig til tysk musik fra perioden, senromantisk efterklang og eksperimenter med tonalitet, i strejf endda dodekafoni, tolvtoneteknik.
Klenau vender i en kort periode i 20’erne tilbage til Danmark, hvor han etablerer et Philharmonisk Selskab i København, som bl.a. indviede det danske publikum i aktuel tysk musik. Men som tobinds værket ’Musikkens Mestre’ noterer i 1.udgaven fra 1947 i et par afsides linjer om Klenau: ”Med det gode eller det onde skulle det københavnske musikpublikum nu indvies i den internationale, artistisk eksperimenterende ”store” musik” – ”en af de værste excesser til ære for de yderligtgående, modernistiske retninger i tiden”.
Klenau fandt – ligesom Rued Langgaard – ingen nåde i det toneangivende københavnske musikliv.
Langgaard gemte sig i Ribe. Klenau i Tyskland. Langgaards musik er i dag midt i en renæssance. Klenaus venter af gode grunde på sin chance. Den 9. symfoni kan måske blev en banebryder for en komponist, der har skrevet både operaer, balletmusik, mængder af kammermusik, og altså hele ni symfonier.
Den Niende fortæller om noget, der er fremmed i forhold til dansk musik. Den er ikke bare i en række symfoniske satser, den er samtidig et ’Requiem’, d.v.s. en dødsmesse baseret på latinske tekster – som Mozarts, som Brahms, som Faurés requiem’er – Klenau er katolik, må man formode.
D.v.s., det tyder det på, men også Benjamin Britten skrev jo et ’requiem’, han var ikke katolik, og det er egentlig snarere ham, man tænker på, når man hører Klenaus 9. symfoni. Britten kaldte sit værk ’War Requiem’. Klenau hæfter tilsyneladende ikke sit requiem direkte på krig. Men det er som sagt skrevet i de sidste år af 2. verdenskrig.

STILEN

Han har et sted kaldt symfonien ’Tragische Ouverture’, Man er ikke i tvivl om associationerne til krigen, når man f.eks. i en af satserne – den 4. – hører tenoren og koret synge om ”den evige selvmodsigelse i livet, der handler om, at vi i fredstider kommer til at kede os, og derfor griber til våben, samtidig med at vi kæmper for freden”. Sunget på latin, men sandsynligvis skrevet af ham selv og bygget ind mellem de liturgiske messetekster.
Stilistisk bevæger symfonien sig i dialoger mellem solister og kor, men der er også to hele satser, der er rent instrumentale. Vi kommer vidt omkring i store tag mellem fugerede passager og eminente lyriske sekvenser, samlede orkesterudladninger og fine blæsersolistiske formuleringer, der giver Radioorkestrets musikere muligheder for at spille deres fornemste.
Det er som med Rued Langgaards musik: Det er landvindinger for det danske koncertliv, når en symfoni som Klenaus indfinder sig. Uvante og spændende nyskabelser. Selvom musikken har mellem et halvt og et helt århundrede bag sig.
I Klenaus tilfælde er opførelsen af 9. symfoni blevet ledsaget af diskussioner om komponistens tyske succes i ly af nazismen – han vendte som sagt først tilbage til Danmark i 1939, det år 2. verdenskrig brød ud.
Men det bliver vi vel klogere på, når hans erindringer udkommer.

gregersDH.dk

”Green Ground’ Theatre of Voices og Kronos Quartet. CD 9.7.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

UFORANDERLIGT

*

*

FORANDERLIG

 

 

Ny cd fortæller om den netop afdøde komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreens utrættelige optagethed af lyde, der er som naturens, men har hjemsted i hans hoved.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Green Ground. Kronos Kvartetten og Theatre of Voices dirigeret af Paul Hillier. Vokalkvartetten består af Else Torp, Signe Asmussen, Christopher Watson og Jakob Bloch Jespersen.
Dacapo  8226153

*****

SAMTIDIG med at denne anmelder pligtskyldigt flød på strømmen af over halvtreds musikalske temaer i ’Dirty Dancing’ på Operaens store scene denne lørdag eftermiddag, var der andre temaer i luften på Operaens bagscene Takkelloftet.
Dér kunne jeg have oplevet en række værker af den netop afdøde komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen, spillet af den amerikanske Kronos-kvartet og sunget af det danske vokalensemble Theatre of Voices.
To steder kan man kun være i eventyrene. Men der er den lykkelige omstændighed, at næsten alt, hvad der blev spillet på Takkelloftet kom samme dag i fornem CD-udgivelse. Det er indspilninger, som er foretaget december 2012 i Musikkonservatoriets koncertsal, men altså først publiceret nu.
De supplerer glimrende de indspilninger af Gudmundsen-Holmgreens ’Repriser’ med Athelas Sinfonietta Copenhagen, som vi anmeldte den 30. juni.
De tilføjer nye vinkler på sjove og skæve billeder af hans forhold til musik, til lyd, til hans fabulerende fantasi, til hvordan man kan anvende stemmer og instrumenter, og hvordan han brugte sin hjerne til dramatiske overvejelser og tænkninger. CD’ens fem sekvenser hedder næsten det samme: ’No Ground’, ’Green’, No Ground Green’, ’New Ground’ og ’New Ground Green’ – typisk for komponisten, drillesyg, ironisk, tungen i kinden med et elskværdigt: Det kunne man også kalde det.
På en lille time oplever man, hvordan han endevender et materiale, bringer os ind i en mærkelig trylleverden af tonedrift, spænder vores opmærksomhed til bristepunkter eller stille og roligt kommer bag på os med overraskelser, elskværdige eller højspændte.

ET TEMA

Det kan måske være klogt at begynde med de to sidste stykker, der provokerende har grebet fat i et tema af renæssancekomponisten Johan Pachelbel, et såkaldt ostinat bas-tema, placeret hos kvartettens cello, der lader instrumenter og stemmer i øvrigt kringle sig omkring, som var der en skattejagt i gang. Det enkle fem takters tema på ni toner, vandrer sin utrættelige gang, tilsyneladende uanfægtet af, hvad der foregår omkring det, rytmisk, så vi nogle gange nærmer os jazz, tematisk som arabesker. Kvartet-temaet pryder CD’ens grønne forside.
Der er duft af en oprindelig madrigal i slutningen, hvor Theatre of Voices fire stemmer toner os ud i verdensrummet med stille blidhed og fuldendt instrumental beherskelse af stemmerne. Sikkert som eftervirkning af et af de andre numre, ’Green’, hvor de fire stemmer komponeres til et helt vægtæppe af elementer fra et digt, en engelsk renæssancekomponist satte i musik.
På papiret er det to kvartetter struktureret traditionelt: 1., 2. violin, bratch, cello og sopran, alt, tenor, bas. Men vogt dig! – som Klint siger i Hostrups ’Genboerne’ – der er sære ting på spil, kras på strenge, hæse lyde af mange arter, der leger med, kommer bag på os eller dulmer. Vi er i en lydjungle som altid hos Pelle G.-H. Naturen byder på det uventede, naturen er uforanderligt foranderlig, man skal være på mærkerne og årvågen for hvert skridt, lige fra det første af stykkerne, ’No Ground’. Overalt ’en mumlen i mudderet’, som den engelske skribent Andrew Meller kalder det i CD’ens tekstbog.
Som musikken på Operaens store scene er uden overraskelser, må musikken på Takkelloftet have været konstant forbløffende denne lørdag eftermiddag. Det er den i hvert fald på indspilningen.

gregersDH.dk

‘Dirty Dancing’ Operaen 9.7.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser, Ikke kategoriseret

Claus Seidel har tegnet Silas Holst og Mathilde Norholt i ‘Dirty Dancing’

 

SOM

 

EN

 

ÆGGE-

BLOMME

 

 

Genoptagelsen af ’Dirty Dancing’ og flytningen fra Tivoli til Operaen på Holmen bekræfter denne musicals spinkle kvaliteter: Effektiv dans og musik, men slapt indhold.

 

Tekst: Eleanor Bergstein. Musik: Otis Redding, Woodie Guthrie. Cole Porter, Beethoven m. mange fl. Iscenesættelse: Anders Albien. Scenografi: Paul Edwards. Kapelmester: Joakim Pedersen. Medvirkende bl.a. Mathilde Norholt, Silas Holst, Christian Mosbæk, Laura Drasbæk, Karina Frimodt, Robert Hansen, Nastja Arcel (i stedet for Kirsten Norholt), Dick Kaysø, Claus Bue, Robert Bengtson, Mads M. Nielsen. Henrik Launbjerg, Christian Lund, Line Krogholm, Kristine Yde m. m.fl.

’Dirty Dancing’ spiller på Operaen indtil 14. august.

***

 

DEN glider ned som en æggeblomme. Der er ikke noget at tygge på. Hvad husker man, når den sidste sang er sunget, og den sidste dans danset i ’Dirty Dancing’? En masse pæn dans. Nix weiter.
Forestillingen havde premiere i Tivolis Koncertsal for et år siden. Nu er den genopsat på Operaen. Dengang beskrev vi den som en tynd affære. Og det gentager vi. Den glider ned igen. På en måde endnu mere gelinde. Den har nemlig mere at spille med på Operaen. Større scene, mere teknik, bedre lyd, flottere farver.
Det tager vi som et plus, men vi sidder stadig tilbage med en fornemmelse af at få fortalt en historie, der ikke er andet end et påskud til at svinge krop og bentøj. Det kan Silas Holst, og det kan Mathilde Norholt – sådan da, for det er det, det handler om: Hun er pigen Francis, kaldet ’Baby’, pigen, der så gerne vil lære at danse, men ikke får det lært andet end for sjov, for det er i virkeligheden slet ikke dét, Baby vil. Hun vil bare have fingre i fyren. Johnny som han hedder.
Jo smartere, ’Dirty Dance’ produceres, jo mere føles den som en parodi på amerikansk middelklasse-mentalitet, en hyggelig latterliggørelse af mennesker, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med sig selv og det samfund, de lever i. Det er måske ikke meningen, men sådan virker det. Papfigurer som i de gamle dukketeatre, hvor vi førte figurerne rundt med en stang.

MAINSTREAM

Vi er med en familie på et mainstream-feriested med alt, hvad den kan trække af underholdning, pjankede quizzer, konkurrencer og optræden, hvor gæsterne kan muntre og dumme sig – det er da heller ikke kedeligt at se flinke Claus Bue øve sig på ’Besa me, besa me mucho’ eller rappe Laura Drasbæk, Babys ældre søster, synge, som ville hun gøre den berygtede Florence Foster Jenkins kunsten efter.
Men også med demonstration af snerpede klasseskel: Babys læge-far og hans kone gyser ved Babys flirt med denne low class danseknægt Johnny. De har tiltænkt hende noget bedre og finere. En problematik, der som alt andet i forestillingen mere strejfes end behandles. Vi er ikke spor spændt på, hvor den konflikt fører hen. Nemlig til en nuttet forsoning i finalen.
Henlæggelsen af historien til 1963 bruges til et postulat om, at Baby med sin teenageentusiasme har planlagt at medvirke i demonstrationer mod racediskriminationen. Navnet Martin Luther King flagrer i luften, uden at manden og emnet overhovedet får grund under fødderne. Det virker dobbelt absurd i betragtning af den øjeblikkelige aktualitet med skyderierne i Dallas. I musicalen er racekonflikten bare noget påklistret for at skabe en kunstig ramme omkring det egentlige – et danseshow.
Hvad skal publikum stille op med fikse og overraskende associationer som en bemærkning fra en af de medvirkende: ”Jeg kan knalde med enhver, der bare er på den rigtige side af Ho Chi Minh-Stien!” Racekonflikt og Vietnamkrig i én pêle-mêle, så luftigt noteret og smurt på som flere af de små sidekonflikter, der strækker forløbet uden anden funktion end at fylde, f.eks. et lommetyveri, som kan bringe Johnny i miskredit, men som hurtigt opklares.

VARMT BRØD

’Dirty Dancing’ sælger som varmt brød. Publikum vil se musicals i disse år, og det er fint.
Operaen bruges denne sommer til gæstespil af produktionsselskabet ’The One and Only Company’, der præcis ser genrens attraktive muligheder. Nøjagtig ligesom Fredericia Teater gør det og også af og til gæstespiller på Operaen i sommerperioder. Vi konkluderer, at så bliver den fine scene og det dyre hus da brugt til noget (noget, der forhåbentlig giver penge i kassen), når Det Kgl. nu ikke selv kan finde ud af det.
Men det vil være sjovt, hvis ’The One and Only’ en dag tør forsøge sig med et projekt, der ikke er så slapt i koderne som ’Dirty Dancing’.
På samme tid som Kompagniet sidste forår spillede ’Dirty Dancing’ i sin første udgave i Tivoli, kastede Fredericia Teater sig ud i den ret ukendte ’Ole Lukøje’-musical. Dristigt, fremragende spillet og med stor succes. Rå i mælet, skarp i kanterne.
Som sagt: ’Dirty Dancing’ glider ned som en æggeblomme, og det er så det.

gregersDH.dk

‘Den politiske kandestøber’ Rønne Teater 1.7.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jesper Riefensthal som Henrik og Peder Holm Johansen som kandestøberen i ‘Den politiske kandestøber’ (Foto: Rønne Teater)

 

SØKORT

 

AT

 

FORSTÅ

 

 

’Den politiske kandestøber’ er på grænsen til bedaget revy i Rønne Teaters udgave, og forestillingen vandrer fra komedie til fjolleri.

Holberg: ’Den politiske kandestøber’. Instruktion og bearbejdning: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Julie Forchammer. Kapelmester og komponist: Lars Fjeldmose. Medvirkende: Peder Holm Johansen, Tine Gotthelf, Jesper Riefenthal, Ernesto Piga Carbone og Bjarne Anthonsen.

’Den politiske kandestøber’ spiller på Rønne Teater indtil 29.juli.

***

 

RØNNE Teater har fået sig en ordentlig nylakering. Eller skal vi kalde det en gammellakering, for pointen er, at det gamle teater på det kønneste er kommet til at dufte af sin fortid, restaureret med et fortæppe, der er en vittig hilsen til Det Kgl.s Akropolis-tæppe, og kulisser og bagtæpper, der genkalder vores barndoms glemte dukketeater.

Men med lokal bornholmsk kolorit. Rønnes gader smiler os elskværdigt i møde fra bagtæppet i den aktuelle premiere-opsætning af Holbergs ’Den politiske kandestøber’ – det er nostalgi og historicisme, ja, det er ikke for ingenting, at teatret nu gør sig til Holberg-scene for andet år i træk, sidste år spillede man ’Jeppe på Bjerget’ og nu altså ’Kandestøberen’, der ganske vist hos Holberg er henlagt til Hamborg, formodentlig dengang for at undgå kritik af stykkets sarkastiske politiske indhold – det er Holbergs første komedie i den stribe af komedier, han skrev i 1720’erne. Og stykket bonger lige og samtidig aktuelt ind med latterliggørelse af et københavnsk borgermiljø, der troede sig klog på bystyre, og et bystyre, der måske trængte til at blive pirket ved.

Dermed relevant i næsten enhver landspolitisk situation, også vore dages. Det har instruktør, bearbejder og teaterchef Jens Svane Boutrup kastet sig lystigt ud i med finter, lokale og landpolitiske.
Handlingen er ganske vist flyttet til omkring 1800, men mærker vi vore dages klogehoveder? Ja, vi gør:
Embedsmændene, der nedlægger det politiske kandestøber-brushoved mester Herman, er djøf’er hele bundtet, og han selv er en livskraftig efterkommer af både de utrolige typer fra Fremskridtpartiets barndom i 1970’erne og syndfloden af facebook-politikus’er fra dansk hverdag 2016.

 

KOMPRIMERET

Alt foregår i en komprimeret udgave af Holbergs komedie. To af de medvirkende skuespillere, Ernesto Piga Carbone og Bjarne Antonisen tumler med at være alt fra kandestøberkone Geskes fjumsede medsøstre med skødehunde i favnen til kandestøberens medløbere i racet for at gøre sig kloge på nationens behov for reformer det ene øjeblik, det næste de stramlæbede embedsmænd, der sætter Herman skakmat – gør ham til borgmester på skrømt, og derefter nedlægger ham med krav om at løse opgaver, han ikke fatter.

Der er altså udfordrende masseopgaver for skuespillerne. Frækt løst, men unægtelig med hård konkurrence fra Jesper Reifensthals tjener Henrik, der målrettet latterliggør sin herre med elskværdig bistand til hans storhedsvanvid og evne til med bekymret overbærenhed at pille Herman ned.
En éntydig opgave, præcist løst af Riefensthal. Og en opgave, som Tine Gotthelf på sin facon som Hermans kone Geske udfører lige så grundigt, bortset fra, at hun selvfølgelig festligt og overbevisende spiller med på vanviddet i scenen med byrøddernes koner, der aflægger kaffe-visit med deres vovser.
I de scener er forestilling nærmest som en glad personalerevy med offentlig ansatte på et rådhus, ikke mindst i kraft af de groteske dame- udklædninger, som scenograf Julie Forchammer har udstafferet de mandlige aktører med – vi er på grænserne til amatørteater.

Det gør heller ikke så meget, men det gør det nok en smule svært for hovedrollen, Peder Holm Johansen som Herman, i hvert fald for vores accept af ham som mere end en pudsig figur – en tankevækkende parallel til Jeppe på Bjerget, bonden, der manipuleres af andre ind i en situation, han ikke er herre over.
Forskellen er, at Jeppe gribes af hævn og gengældelse, da han anbringes i herskersituationen, mens kandestøberen gribes af hjælpeløshed og hurtigt fatter sine håbløse ambitioner.

I hænderne på mere hårdhændede folk kunne ’Den politiske kandestøber’ sikkert skrives til en virkelig ondskabsfuld udlevering af politiske mus, der spiller på bordet.
Jens Svane Boutrups model bliver ved tilløbene. Akkompagneret muntert af Lars Fjeldmoses klaver og fikse sangnumre.

gregersDH.dk

‘Repriser’ CD med værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen. 30.6.2016 Anm

Category : Alle, Anmeldelser

Pelle Gudmundsen-Holmgreen (Foto: Seismograf)

SOLEN

 

ER

 

GÅET

 

NED

 

Den 83-årige komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen døde i mandags. Han begraves i morgen, fredag 1.juli fra Garnisons Kirke kl. 13. For nogle dage siden udkom hans seneste CD med værker, der melder om hans dybe originalitet.

’Repriser’. CD med fem værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen for sinfonietta og lille ensemble. Athelas Sinfonietta Copenhagen. Plademærket dacapo 8226126.

*****


’SOL går op og sol går ned’ – sådan kaldte Pelle Gudmundsen-Holmgreen sin første og eneste opera, der blev spillet på Operaen for godt et år siden.
Nu er solen gået ned for ham selv. Han er død som 83-årig. I en alder, vi kalder ’sén’, men som aldrig virkede sen, når man mødte ham, for denne anmelders vedkommende senest under opførelsen af ’Sol går op’-operaen sidste år. Som altid med smilet på spring i det drengede fjæs. Og en stemmeføring så snap og præcis, på samme måde som mange med mellemrum hørte ham i tv-programmet ’Smagsdommerne’. Den blide sarkasmes elskværdige mester.
En ny CD, der netop nu er udkommet med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, lyser op som erindring om hans særlige kvaliteter som komponist. Den har titlen ’Repriser’. En god time med forskellige mindre værker, det første, som netop hedder ’Repriser’, er fra 1965. Det sidste med titlen ’Og’ er fra 2012.
Det er samlet set en fortælling om en komponist, der uophørlig var på udforskning af lyde, som han fangede omkring sig, udefra, indefra, som opstod i hans kontakt med livet omkring ham eller som genhør eller nyskabelser i hans indre ører, erindringer, akustiske fabuleringer. Mest det sidste, for han skrev ikke ’musique concrete’ i den forstand, hvor nogle komponister udnytter konkrete lydoptagelser til elektronisk komposition. Det fungerede i en anden dimension for Pelle.

EKKOER

Man kommer ikke særlig langt med at analysere strukturer og bygge teorier om, hvad der er arkitekturen i hans musik, men kommer til gengæld langt ved at lytte og følge ham i hans myldrende verden af klange og hans instrumentale påfund, der kan være ekkoer af de lyde, der omgiver os.

Jeg tilbragte i begyndelsen af 60’erne to uger sammen med ham på en lille græsk ø. Hans ører fangede de klokker, køer og æsler bar om halsen. De lød som blid, men provokerende klingren fra dyrene om natten. Hos Pelle blev de lagt ind på hans hjernelager af klange, og sandelig også i rygsækken ved hurtige handler, og de kom efter hjemkomsten til at optræde i nye stykker, hvor de indgik i slagtøjets batteri med så meget andet lydmateriale, inklusive traditionelle instrumenter. Ikke for at fortælle en eller anden røverhistorie om Grækenland. Men for at medvirke til hans abstrakte lydvisioner.

Det konkrete for Pelle bestod i hans personlige forestillinger om lyd som musikalsk arbejdsmateriale.
Musikerne i ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen, der var en fast samarbejdspartner for ham, og som medvirker på denne CD, forærede ham engang en rød dør fra en gammel Skoda, så den kunne indgå i en ny komposition. En munter finte, som han dog afviste, med begrundelsen ”Den indeholder ikke en eneste lyd af værdi”.

LYDE

Pladens første nummer, ’Trafic’ fra 1994, er heller ikke et spejlbillede af lyde på H.C. Andersens Boulevard eller andre trafikale helveder. Trafikken er et væld af instrumentale lyde, af kontraster, tempoforskydninger, hvile og energi, musikkens egen private måde at støde sammen eller finde samme på.

De ni scener i ’Repriser’ skifter fra små helveder, der er løs, til de stilfærdigste episoder ned til f.eks. nr. 5, der varer 8 sekunder og tilbyder to toner. Eller nr. 6, der er så tyst, at du i en koncertsal vil spidse både ører og øjne for at følge, hvor de sprødeste dialoger mellem enkelt instrumenter eller grupper bliver ført fra og til. Det er den reneste Carl Nielsen naturlyrik, siet og sublimeret med nutidig, osmotisk membran.

En pulserende verden af lyde og klange, som Pelle G.-H. nogle gange vender på hovedet og afleverer som komiske, absurde påfund – Samuel Beckett var ikke for ingenting en konstant inspiration for ham.
’Tre sange til tekster fra Politiken’ fra midten af 60’erne, bliver sunget af Anette Bod med afslappet distance og høflig ironisk iscenesat musikalsk af Pelle. Tørlagte, komiske brudstykker af annoncer fra avisen. Pelle skrev ikke musik til digte. Han mente, at hvis digte var gode, gjorde man dem kun skade med at skrive musik til dem.
Og slutstykket, der hedder ’Og’, håndterer – med reference til Søren Kierkegaard – temaer fra Mozarts ’Don Juan’ med tungen i kinden og indforståelse med Kierkegaards dobbeltlys på operaen. Ouverturens d-moll stikker næsen frem som trussel, Zerlinas ’La ci darem’ som forsoning.

Ingen af samtidens danske komponister har skrevet som Pelle G.-H.

gregersDH.dk

‘A Midsummernight’s STEAM’ Fredericia Teater på havnen. 28.6.2016 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Thomas Jensen som Puk i ‘A Midsummernight’s  DREAM’ på Fredericia Teaters scene i havnen.(Foto: Søren Malmose)

 

 

 

 

 

 

 

DE GÅR HÅNDFAST TIL UNDERLIVET

 

Fredericia Teater er flyttet udendørs med en kontant og råhøvlet udgave af Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ – ‘A Midsummernight’s STEAM’.

 

Manuskript: Mads Æbeløe og Thomas Bay efter Shakespeares ’En Skærsommernatsdrøm’. Instruktion: Tim Zimmermann. Scenografi: Noemi Costa. Musik: Helle Hansen. Kapelmester: Thomas Møller. Medvirkende: Katrine Jenne, Cecilie Thiim, Frederikke Maarup Viskum, Maria Skuladottir, Bjørg Gamst, Anne Fuglsig, Emil Birk Hartmann, Lars Mølsted, Kim Leprevost, Christian Collenburg og Thomas Jensen.

‘A Midsummernight’s  STEAM’ spiller indtil 6. juli på havnen i Fredericia

 

****

 

NEW YORK bygget op af stakke af containere. Havnen som kulisse. Det er – tro det eller ej – Shakespeares trylleskov.
Intet skal komme bag på os med ’En skærsommernatsdrøm’. Så meget har været prøvet før. Nu har Fredericia Teater rykket drømmen om den skære sommer i de yndige, græske skove – hvor Shakespeare selvfølgelig aldrig havde sat sine ben – til New York, som Fredericia-folkene til gengæld nok ved mere om.
Det Kgl. lod engang eventyrfigurerne rende rundt på københavnske værtshuse på video, mens vi kedede os i Turbinehallerne, Peter Langdal lavede cirkus ud af stykket i Østre Gasværk, Grønnegårdsteatret lod skuespillerelever trylle for børn i en diminutiv eventyrskov. Og Nørrebro Teater flyttede handlingen til et bande- og indvandrermiljø i de gråtonede omgivelser.
Der kan leges med den historie, som man har lyst. Fredericia Teater har så lavet sin. Den er umættelig rå. Duften mellem de vildfarne ynglinge og piger, fyrstelige eller ej, mafiosoer eller bare galninge, er forvandlet fra erotik til saftig sex, så det drypper fra replikkerne, muligvis i ekstra grad i den danske version, hvem ved, der bliver i hvert fald gået håndfast til underlivet.
Puk, den omkringflakkende uroskaber i eventyret, gør sin entre på motorcykel, en 60’er-BMW. En fordrukken sjuft, uskyldig i sine uhæmmede drifter, en fyr, der promoverer sin vom i forventning om, at den har særlige attraktioner, han sætter øl og kvinder på sit private menukort morgen, middag og aften, mens han ind imellem udfører Oberons ordre om at dryppe tryllesaft i diverse ører for at vildlede de elskovssyge i nye og gale retninger.
Fredericias Puk, Thomas Jensen har ikke lige så mange skarpe, sjove replikker som Jan Gintberg havde som Puk på Nørrebro Teater, han svinger sig knap så elegant som Nicolaj Hübbe gjorde i sin tid på Gladsaxe Teater i rollen, eller Ghita Nørby, der på Det Kgl. ankom til skovscenen ned fra loftet, som en anden abe. I Fredericia tager Thomas Jensen kegler som en art John Mogensen, når Mogensen strøg lavt gennem værtshusene.

GODE MULIGHEDER

Container-sceneriet giver gode muligheder for gemmelege,
forsvindingsnumre, for baghold, gensyn og forvekslinger.
En af containerne kan åbne og lukke til en frisørsalon, hvor personalet udgør en pudsig og grotesk variation af håndværkerne hos Shakespeare.
Ikke fordi det bliver til så meget:
Håndværkernes traditionelle ’Pyramus og Thisbe’-indstudering er væk til fordel for en skævøjet vokalkvartet til aflevering ved Oberons og Titanias bryllup og med en håndværker Rending, som her er en bøsset frisørknægt, der uforvarende kommer i favnen på fru Titania, som har fået et par fatale dryp i øjnene, da nu Oberon og Puk nu var i gang.
Resultatet af dryppene er hver gang, at den ramte bliver lynforelsket i den første, hun ser, når hun vågner. Bøssefrisøren bliver spillet sjovt af Christian Collenburg.
Der er grænseløse veje at gå musikalsk med ’En skærsommernatsdrøm’ – Mendelsohns musik til komedien har præget de fleste traditionelle opførelser i retning af lyrisk trylleri og mystik.
Her præsterer orkestret fra containeren højt til vejrs solide mainstream-jazzede numre, hvad der passer fint til de velsyngende Fredericia-aktører. Den stil er brugt før, f.eks. i ’Swinging the Dream’-udgaven, der blev filmatiseret i 1939 med Benny Goodmans sekstet som Håndværker-banden. Dér var Louis Armstrong med som håndværker Rending, en rolle som bl.a. Poul Reichardt havde succes med ved Det Kgl.s forestillinger i Dyrehaven.

SMÆK FOR SKILLINGEN

I Fredericia er komedien ikke helt så præget af den koreografisk-vokale udfoldelse, som teatret normalt lægger vægten på. Dansemæssigt nok især fordi scenegulvet ikke har det format og albuerum, der ellers er til rådighed på indendørsscenen.
Historien er lagt op som en smæk-for-skillingen-komedie, alt bliver trykket af med speederen i bund og megafonen på de høje nagler, ekstra måske fordi vi befinder os i omgivelser, der indbyder til det. Det er ellers stemmer, der næppe behøver så voldsom forstærkning som de får her.  Maria Skuladottir som Titania, Kim Leprevost som Oberon, Thomas Jensen som Puk er som alle andre på holdet godt skolet i den sangteknik, der er typisk for Fredericia-sangerne, den effektive, kontante stemmeføring.
Det er første gang, Fredericia Teater vover sig udendørs med en opsætning. Den slags gør man i dette land med livet i hænderne, men folkene ovre i den gamle fæstningsby har håndkraft og stærke nerver. De har stamina som et islandsk fodboldlandshold.

gregersDH.dk

‘Sarah Coburn i Tivolis Koncertsal 25.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sarah Coburn (foto: Dario Acosta)

 

 

LOVELY

 

 

Den amerikanske sopran Sarah Coburn nedlagde publikum i Tivoli med sin charme og en stribe virtuose, romantiske operaarier.

 

 

Sarah Coburn sang denne ene aften i Tivoli. Men hun er tilbage i Tivoli næste sommer.

*****

 

LOVELY – det er hvad hun er, Sarah Coburn. For nu at bruger sådan en engelsk samlebetegnelse for at være sød, elskelig, elskværdig, yndig, charmerende, og hvad vi i øvrigt kan mobilisere af kønne ord i anledning af hendes besøg på tribunen i Tivolis Koncertsal denne aften.
Og så kan hun synge. Det er det, hun er her for. I en serie koncerter med titlen ’Store stemmer’. Og undertitlen ’Operadivaens yndlingsarier’.
Så er det nu så vigtigt, det med, at hun er lovely? Eller ‘loverly’ for at citere Eliza i ‘My Fair Lady’.
Som koncertens konferencier Henrik Engelbrecht gør opmærksom på, var operaens divaer, da begrebet diva blev til i 1800-tallet, nogle kvindelige væsener, der kunne synge, så publikum måbede, men især og måske ligefrem KUN det. Synge. De stod som saltstøtter på scenen og bare sang og sang.
Derfor de glade ord om denne diva Sarah Coburn. For operasang er heldigvis i vore dage også noget, der handler om at optræde, at spille, at bruge sit væsen og sit temperament til at udfolde alle de nævnte egenskaber. Også mange andre, men nu holder vi os til Sarah Coburn og hendes repertoire og præstationer i Tivoli.
Hun er en lysbærer. Og det er hun, hvad enten hun synger den knibske Rosina i Rossinis ’Barberen’, den forelskede Julie i Bellinis ’Capucchini’erne og Montecchi’erne’ (’Romeo og Julie’ i Bellinis version) eller den sprællevende Zerbinetta i Richard Strauss’ ’Ariadne på Naxos’ eller såmænd Lucia i Donizettis ’Lucia di Lammermoor’, pigen, der bliver vanvittig.
Det sidste lyder måske lige så vanvittigt som det vanvid, der griber denne Lucia. Men også den rolle spiller Sarah Coburn med blomstrende overskud, og strålende udadvendthed, for sang og optræden, roller og partier er et eller andet sted en jubelfornøjelse for hende, en handling af stor lykke ved at optræde, indleve sig og udlevere sin sangkunst. Vi ville gerne se og høre hende i en rolle, hvor hun ikke strålede af indre begejstring. Nok utænkeligt – hun gjorde det sandelig også i Bellinis ’Puritanerne’, som hun sang den kvindelige hovedrolle i for to år siden i Tivoli, en opera om krig og kærlighed og pigen Elvira, der bliver lige så vanvittig som Lucia. Kvinder skulle gå i sort og blive sindssyge i den tids operaer af Donizetti og Bellini, og det er professionelle opgaver, man påtager sig i vore dage med lyst og entusiasme, især hvis man kan synge de hundesvære koloraturer og give sig hen i vanviddet med blodrig entusiasme, hvad Sarah Coburn gør omtrent med et smil på læben. Opera kan være en meget speciel kunstart, især når man stykker operaerne op i highlights til præsentation ved koncerter.
Sarah Coburn her et henrivende overskud til det hele, Julie, Rosina, Zerbinetta og Lucia, og hun ledsages som sidst af dirigenten Giancarlo Andretta, en sprælsk orkesterleder, der på glimrende vis swinger med hende og får Tivoli-orkestret til at lege med – vi hørte rækker af fine solopræstationer fra bl.a. cello og blæsere, messing og træ.
Men det kunne være godt at høre Sarah Coburn på scenen en dag. Når Tivoli kan få hende til København, kan det vel ikke være en uløselig opgave for Det Kgl. Hun er tilbage i Tivoli næste sommer i juni. Vi står inde for endnu en aften med en lovely sangkunstner.

gregersDH.dk

‘Jeppe på Bjerget’ Grønnegårdsteatret 24.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Olaf Johannessen og Christine Gjerulff  i ‘Jeppe på Bjerget’ på Grønnegårdsteatret. (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

JEPPE I

 

DØDS-

 

DROMEN

 

Olaf Johannesen får Holbergs Jeppe til at vokse fra sjællandsk bondedrog til tragisk ener i opsætningen af ’Jeppe på Bjerget’ på Grønnegårdsteatret.

 

Ludvig Holberg: ’Jeppe på Bjeget’. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing og Marie i Dali. Medvirkende: Olaf Johannesen, Christine Gjerulff, Michael Moritzen, Steen Stig Lommer, Kasper Leisner, Andreas Jebro, Peter Oliver Hansen Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous og Ditte Ylva Olsen.

’Jeppe på Bjerget’ spiller på Grønnegårdsteatret indtil 20. august.

 

*****

 

EN overvældende trækonstruktion i gården til Dansk Design Museum, den såkaldte Grønnegård.
Et udstillings-objekt?
Næh. Det er scenen til ’Jeppe på Bjerget’ bygget op som en dødsdrom. En livsfarlig arena.
I ’Jeppe på Bjerget’ dømmes Jeppe til døden. Advokaterne, forsvarer og anklager, drøner rundt på de lodrette vægge iført sorte kapper og masker med lange hvide næser. Det er middelalderjustits. En dommer taler til Jeppe oppe fra kanten af dromen med hæs røst. Jeppe er i den knusende og anonyme magts vold.
Hundset med fra alle sider: Nille tæsker ham med krabasken, Jakob Skomager plyndrer og udnytter ham økonomisk med sine druk-fristelser, Baronen og hans folk bruger ham som legetøj i en mobning, der går over alle bredder i hensynsløshed i et spil, der stinker af standshovmod og kynisk misbrug af den arme, forvirrede Jeppe.
Sådan har instruktøren Thomas Bendixen tænkt sin ’Jeppe på Bjerget’, han pakker forestillingen ind i et commedia del’arte-show med musik, vi ikke får at vide, hvor kommer fra, musikken nævnes ikke i det ellers imponerende og indholdsrige program. Det er en skinger, spanskpræget dansemusik. Blæsere i hidsige og animerende rytmer, der driver baronen og hans håndlangere rundt i stiliserede danse af en distancerende, høvisk ironi. Klodrianen på møddingen omgivet af yndefuldt krukkeri. Virkningen er morsom og fræk. Endda elegant.
Marie i Dali har givet hoffolket brogede renæssancekostumer, og Steffen Aarfing er scenegrafen, der har kapslet dem alle ind i den store dødsdrom. Det fungerer tæt og dramatisk, at han anbringer Jeppe på et cirkelrundt plateau i dromens midte – den fungerer som mødding det ene øjeblik, det næste som baronens seng – mødding og pragtseng, de to nøglepunkter for mobningen af Jeppe.

EN OVERLEVER

Og så Jeppe, denne danske, nationale antihelt, den fordrukne, den skvattede, opportunistiske, hjælpeløse Jeppe. Olaf Johannesen spiller ham som en lømmel fra en bedre københavnsk forstad, du får ikke en dråbe sjællandsk bondesnak fra den Jeppe, den slags er uddød tradition på Det Kgl. Henrik Malberg, Rasmus Christiansen, Osvald Helmuth, Ole Ernst dyrkede den.
Johannesen bevæger sig i den københavner-akademiske sprogtone, som også lå hos Jens Albinus i hans Jeppe-udgave på Aarhus Teater for et par år siden. Ingen folkloristiske ambitioner, kun ét mål: Skildringen af et menneske, der sættes skakmat af sit forkuede mindreværd. Offer for sin mislige placering i samfundshierakiet og tilmed et pjok. Inkarnationen af en brutal opportunist, der pludselig får uanede våben i hænderne, da han bliver bildt ind, at han er baronen. Resultatet af  ”at sætte ringe folk i hast i stor ære”. Holbergs konklusion som efterskrift.
Olaf Johannesen er ikke den lumsk lurende bondetamp, som f.eks. Buster Larsen gjorde ham til. Johannesen er en adræt fyr, fodboldspiller-type, lemlæstet af for mange skader måske, men nej, det er sprutten, der får ham i knæ, sprutten og rædslen for Nilles tæsk. Johannesen har vaklende drukture, der må stille artistiske krav til balanceevne og muskulatur. Han er en overlever.

I FORM

Jeppes Nille er en sund og livskraftig Christine Gjerulff, der holder sig i form ved at tæve Jeppe og erotisk i hopla ved at bolle med ridefogden. Michael Moritzen en fedtet kræmmer, der givetvis tjener mere ved at sælge sprut end at forsåle sko, Steen Stig Lommer en baron af den lavere landadel med kejser Nero-beskidte ambitioner. Og holdet af dandyer ved hans hof er en samling fjantede, selvoptagne komediespillere med færten af finere rokokocirklers totale ansvarsløshed. Det er muntert spil af Kasper Leisner, Andreas Jebro, Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous og Peter Oliver Hansen som ridefogden, der kan kunsten af lefle opad og trampe nedad.
En smuk og morsom forestilling med nogle usædvanlige scenografiske løsninger.
Publikum sad ved premieren med let kamufleret rædsel for torden, lyn og styrtregn. Det er vilkåret for dansk udendørs-teater. Den uudtømmelige tapperhed over for meteorologiske udfordringer er blevet et særkende for dansk teaters udøvere og dets publikum. Det burde en dag udmøntes i en Reumert-pris.

gregersDH.dk