‘Moon River’ Skuespilhuset Røde Rum 24.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kristoffer Fabricius og Johanne Louise Schmidt i ‘Moon River’ (Foto: Natascha Thiara Rydvald

 

 

FRIKVARTER

 

 

 

 

Johanne Louise Schmidt tager sig en smuk musikalsk slapper i det Røde Rum med vennerne oven på ’Hedda Gabler’.

 

’Moon River’ spiller igen søndag aften 25.1.

****

 

DER er frit slag i Skuespilhusets Røde Rum. F.eks. til at lave en lille hurtig koncert.
’Moon River’ hedder den i denne weekend. Fire musikere, der med guitarer, bas og trommer hengiver sig til evergeens fra 30’rne og 40’rne. Og hengiver sig til Johanne Louise Schmidt, der tager sig et frikvarter efter det meste af et halvt år med Ibsens Hedda Gabler, hvor hun aften efter aften er endt med at skyde sig en kugle for panden.
Nu står hun der lyslevende og synger smægtende sange med sine guitarvenner. Sange fra et repertoire, hvis fødsel, man skal til bedsteforældregenerationen for at have oplevet. Men livskraft er der i ’Moon River’ og de andre jazzpop-slagere, der denne lørdag aften fik en fyldt sal til at trække vejret i salige genkendelse.
Johanne Louise Schmidt har gjort det før mutters alene i det Røde Rum, hun er så musikalsk, så rytmisk sikker, at vi et øjeblik undervejs tænkte på Otto Brandenburgs selvfølgelig attak på samme repertoire i den sindsstemning, vi med et slidt ord kalder ’afslappet’.
Hun ligner på en pudsig måde en skolepige, der lidt kejtet færdes rundt på scenen, som om hun var hjemme i skolegården. Det næste øjeblik minder hun om frøken, der sødt siger: Nu har klokken ringet, børn, timen begynder. Og så er det godt lige at huske, at hun i ’Hedda Gabler’ kan bide af sine omgivelser, så de rammer bagvæggen.

HYGGE-TEMPO

Den en lille time korte ’koncert’ er iscenesat af Stine Schrøder Jensen med herlig sans for de udvalgte numres skift mellem humor og romantik.
En seng på scenen giver mulighed for en slubrende udgave af Livines ’No one else like you’ med Johanne Louise Schmidt i dynerne med sologuitarist og kaplmester Kristoffer Fabricius.
Og der dvæles i øvrigt med hyggelig ladhed fra nummer til nummer, som om det hele var noget, der bare blev opfundet undervejs. Hvilket ikke skal forveksles med professionel indgang til hvert nummer. Billy Hollidays ’You Go To My Head’ eller ’I’m forever blowing bubbles’, der slentrede i valsetakt, efter at førstemand Fabricius havde sat sæbeboblepusteri i gang.
’Moon River’ gentages søndag aften i Skuespilhuset.
Stærkt som mange skuespillere i den yngre generation har musik i sjæl og fingre og kan bruge musikken. Danica Curcic spiller klaver i ’Romeo og Julie, Kristoffer Fabricius, skuespilleren, er en glimrende guitarist. Og Johanne Louise Schmidt går ikke af vejen for guitar, ukulele eller klaver i ’Moon River’. Men det er den syngende performer, man skal løse billet til.

gregersDH.dk

‘Sol går op, sol går ned’ Operaen, Takkelloftet 23.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lars Knutzon, Ida Cæcilie Rasmussen og Hadi Ka-Kousch i ‘Sol går op, sol går ned’ på Operaen, Takkelloftet (Foto:  Thomas  Petri)

*

*

*

*

 

 

TOMHED UNDER SOLEN

 

Pelle Gudmundsen-Holmgreen operadebuterer med en tragikomisk, bibelsk vision af en verden, der er gået i koma.

Spiller indtil 27.2. i Operaens Takkelloftet

****

 

”DER er intet nyt under solen”. Det står der i Prædikernes Bog. Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen har haft sætningen hængende i hovedet, siden hans mor for ufattelig mange år siden forærede ham det gamle testamente.
Nå for Søren! Dén er svær at starte et liv på.
Intet nyt under solen? Når man nu er unge Pelle og brænder for at skabe noget nyt. F.eks. ny musik.
Sætningen blev bare hængende. Og nu har han skrevet en opera, der handler om det. Han kalder den ikke ’Intet nyt under solen’ – det overlader han til politiske kommentatorer og den slags. De elsker sætningen. Han kalder operaen ’Sol går op, sol går ned’. Det lyder ikke så faretruende. Det er ren Grundtvig. Mildt og poetisk.
Men fanden heller!
Nu skal den have med alt det buldrende sortsyn, der er prædikernes i deres bog.

TUNGEN I KINDEN

Det får den så alligevel ikke, for det er ikke Gudmundsen-Holmgreen. Han tager nok for pålydende, at intet er foranderligt i denne verden, men sandelig også, at denne verden – af samme grund – er ret absurd og komisk. Det har fået ham til at skrive en musik, som med tungen i kinden dvæler ved tunge blæsere, helt bibelske, i den ene ende og en blandet besætning af slagtøj og violiner i den anden ende. Og på scenen – i samarbejde med digteren Ursula Andkjær Olsen og instruktøren Eva-Maria Melbye – et meget underholdende sammenstød af sort humør og salig elskov, undergang og lykke, plump hverdag og himmelsk salighed. Sol, der går op og sol, der går ned.
Hele butikken i evig uforanderlighed.
Sten Byriel sidder i et bur og stønner med sin kælderbas, at ’Alt er tomhed’. De dansende luftartister Vigdis Hentze Olsen og Alexandre Bourdat stimulerer erotikken. Skuespillere tumler arenaen rundt med kaskader af kugler, der som jordisk mammon det ene øjeblik samles og ordnes, det næste kyles i alle verdenshjørner. Hverdagens helte har irriterede udbrud om chefen, der er for krævende, løntrykkere, der skulle skamme sig og det uforskammede prisniveau i supermarkedet. Lars Knutzon i spidsen konkluderer bare stædigt: ”Jeg vil hjem!”
En verden i permanent, kaotisk tilstand.

HØJSANG

Det er broget og farverigt, og der sker ikke en skid, selvom der sker en masse, livet er sat på stand by. Sole kredser som planeter under loftet, og Operakoret, eller en god portion af det, synger herlige tekster fra Højsangen, kostumeret eventyrligt, eller uden andet end den mindste trevl.
Deres indsats er en nydelse. Fordi Gudmundsen-Holmgreen har givet dem kønne sager til deres struber.
Takkelloft-scenen er i brug i sin fulde længde, publikum sidder på tværs og pakker orkestret ind midtvejs, vores blik svinger som ved en tenniskamp, vi ler, undres og måber på skift.
Lidt som under den ’Babel’-opera, som samme instruktør, Eva-Maria Melbye – iscenesatte i november på Hofteatret.
’Sol går op” er på en måde mere oratorium end opera, men blæs på det. Der er mærkelige hændelser at se på.

gregersDH.dk

‘Billy Elliot’ Det Ny Teater 22.1.2015 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Christian Boland, Carl-Emil Lohmann og Julie Steincke i ‘Billy Elliot’. (tegning: Claus Seidel)

 

 

 

DANSEN OG

 

KULSTØVET

 

 

 

’Billiy Elliot’ er en overvældende og flot forestilling – solstrålehistorien om minearbejderdrengen, der ville være balletdanser. Og blev det. Men sandelig også om en arbejder-strejke, der rystede England.

 

Spiller på Det Ny Teater indtil 3.maj

Lee Hall og Elton John: Billy Elliot. Iscenesættelse: Lisa Kent. Kapelmester Per Engström. I hovedroller ved premieren: Carl-Emil Lohmann, Magnus Sterling Borchert, Julie Steincke, Kristian Boland, Sebastian Harris, Lane Lind og Jesper Asholt.

 

******

 

”FØRST går man så gruelig meget igennem, og så…”
Nu får vi historien igen, og den er god endnu engang, H.C. Andersens fortælling om vejen til berømmelsen. Vejen fra bunden til toppen.
Her kommer den om minearbejderdrengen Billy, der danser sig vej ud af et fattigt kulminemiljø i England til Royal Ballets skole i London.
H.C.A. forsøgte omtrent det samme i København, men havnede på et sidespor, og tak for det.
Du godeste, hvor den historie bliver fortalt godt på Det Ny Teater! Og hvor den klæ’r teatret.
Dét teater kan så meget, fortæller mange gode historier, men det er ikke blandt minearbejdere og den slags, vi mest færdes, når teatret lader musikken, farverne og eventyret spille for øjnene af os. I ’Billy Elliot’ fortælles på flotteste vis det dobbelte drama om drengen, der lykkes i kampen for at få opfyldt en absurd drøm, og minearbejderne, der mislykkes i kampen for at beholde deres beskidte arbejde.

OPTUR OG NEDTUR

Det smukkeste sted i forestillingen er næsten det øjeblik, hvor drengen har pakket kufferten og drager – ’drager’, det må det hedde i dagens anledning! – af sted til London, og elevatorerne samtidig sænker sig gennem scenegulvet med hans far og arbejdskammeraterne på vej ned til sidste udkald i det beskidte mørke.
Sådan kan vi starte vores rapport med slutningen. Men slutningen er pragtfuldt talende om den fine kontrast, der er mellem karrieren mod toppen af en af de mest eksklusive kunstarter, det civiliserede samfund har, og de strejkende minearbejderes knuste drømme om at vinde en årelang strejke. Optur og nedtur i ét billede.
Forestillingen har lidt påklistrede ekstra-finaler, der rammer vores hjertebankende strenge – den lyksalige drengs afdøde mor stiger op af graven – for anden gang – og mor og barn synger sammen, og det er rørende og kønt, og vi vil gerne røres, men det rør ikke ved det dramatiske klimaks, der er gået lige forud.

LUFTEN STÅR STILLE

Nok om det. Denne musical har så mange højdepunkter undervejs, vi svæver med på dem, også når de uden blusel har kant til sentimentalitet, f.eks. når – nej, dér holder vi lige hestene – når Billys far sidder ved arbejdernes julefest og synger en sang, hans far har lært ham om det hårde minearbejderliv. I det øjeblik krydser sentimentalitet langt over grænsen til ægte nærvær, fordi teksten er uden en hul tone, og sangen bliver sunget af Christian Boland på en måde, så der dannes et veritabelt rum omkring ham. Han holder os fast i mandens tanke- og erindringsverden. Luften står stille.
Tilbage til starten: Margaret Thatcher hænger i store portrætter i gitter-fortæppet – det var hende, jernladyen, der bankede den store minearbejderstrejke til jorden i begyndelsen af 80’erne, og det er den historie, der følges til dørs, samtidig med at vi følger lille Billys kurs mod balletten. Hun er den onde heks hos minefolket, der har en daglig slagsang, hvor hvert vers slutter med ’Vi er en dag nærmere din død’.
Der var had på spil. Som der er energi og slagkraft på spil i Elton Johns musik til ’Billy Elliot’. Gode solonumre til både Christian Boland som Far Elliot, til Julie Steincke, der gennemfører sin provins-balletpædagog Mrs. Wilkinson med piskesmældende kommando-råhed over for de arme børn på hendes lille skole, en frygtindgydende mutter skrap i mæle og handling, men med varmen der hårdt presset siver frem  nogle centimeter inde bag den skarpe tunge.

EVENTYRLIGT

Jesper Asholt er hendes makker i bokseundervisningen. Man nænner ikke at kalde ham en bøffel, men vi gør det, for det er hans opgave, men også han gløder for de arme unger, og når vi nu har set Jesper Asholt forvirre sig ud i piroutter, tilgiver vi alt.
I det hele taget: Den eventyrlige dreng – på premiereaftenen: Carl-Emil Lohmann (han skal nok få nogle ord med på vejen) – er omgivet af figurer, der uanset hvor skrappe de er i kæften som de grovarbejdende folk, de skal være – Billys storebror, der spilles af Sebastian Harris (hvor kommer nu han fra med det efternavn?) eller Billis mormor, Lane Lind i lillemor-forklædning, et lunende midtpunkt i familien – de er et bundt af gode mennesker, fyldt af gode og ægte tanker, vil det bedste, men har hårdt ved at komme igennem med det.
Er dette en ’Billy Elliot’ vi kan anbefale her fra et sent nattesæde oven på premieren?
Uden besvær, og med overbevisningen intakt. ’Billy Elliot’ afleveres af den faste musicalinstruktør på Det Ny Teater, Lisa Kent, med fantastisk præcision. Det er så det smælder. Af den faste kapelmester Per Engstrøm lige så flot. Af scenografen Paul Farnsworth med et dekorations-show, der viser, hvor utrolige muskler Det ny Teater kan spille med. En drejescene, der åbenbarer interiør på interiør i et forbløffende flow, gadebilleder, huse, trapper, rum i smidig vekselvirkning. Kan de overhovedet mere på nogen dansk scene? Selv Operaens ’Tryllefløjten’ forleden, der brugte den bedste sceneteknik, noget dansk teater ejer – overgår det, hvad Det Ny kan? Næh.

BILLY

Og så: Titelrollen. Billy. En trettenårig dreng ved navn Carl-Emil. Ifølge programmet godt i gang med professionelle opgaver, også tidligere på Det Ny Teater.
Hvad skal man stille op med sådan en fyr, der kan kikke et øjeblik i spejlet, høre Tjaikovskijs musik til slutscenen af 1. akt af ’Svanesøen’ med det magiske varselstema i orkestret, sætte sjæl og krop til musikken og fastholde det i et stort solonummer gennem over fem minutter?
Pjankesteppe med kammeraten Michael, der spilles på denne aften af Magnus Sterling Borchert med komik og skæg og ballade lurende i øjenkrogene?
I øvrigt være klog, sød og både veltalende og velsyngende i en lang række scener?
Andre står klar til de samme roller på andre aftener. Muligvis lige så talentfulde.
Sammenlagt. Endnu en uppercut fra musical-fabrikken på Vesterbro. Velforberedt, gennemarbejdet, velbesat, gennemkultiveret i alle hjørner.

gregersDH.dk

‘Lort’ Husets Teater 17.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Danica Curcic i ‘Lort’ på Husets Teater. (Tegn.: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

 

 

DET MANDLIGE KØN ER VORES BANNER

 

 

Danica Curcic har frygtløst og overvældende godt fat i den italienske monolog  ’Lort’ om kvindeundertrykkelse og nationalisme.

 

’Lort’ på Husets Teater. Dramatiker: Christian Ceresoli. Instruktion: Simon K. Borberg. Oversættelse: Rie og Simon K. Boberg. Medvirkende: Danica Curcic.

’Lort’ spilles på Husets Teater på Halmtorvet til og med 7. februar

*****

DÉR sidder hun så igen, denne kvinde, denne donna italiana. Nu Danica Curcic, for et halvt år siden Silvia Gallerano. Nu på en hvid plint i et kridende hvidt rum – dengang på en høj stol i et rum så kulsort.
Igen som Gud har skabt hende.
Igen: Fortællingen, monologen, om en kvinde i et moderne Italien, fanget, ofret eller ’opofret’, som hun selv siger på et tidspunkt – ”opofret, for det betaler sig!”.
Sagt i hendes rasende udlevering af det cirkus, hun allerede som teenager, har kastet sig ind i. Et cirkus af vanvittig selvpromovering, hvor hun lader sig suge op i drømmen om at blive kendt, berømt, komme i mediernes søgelys, om det så bare er for ti strålende sekunder i en reklamefilm.
Kroppen er i spotlyset på scenen, det er kroppen, der er offeret, og Danica kan som Silvia Gallerano og som den kvinde, de spiller, stille kroppen til skue som det produkt, der ofres på mediernes, på reklamens, på konsumenternes alter. Kvinden på scenen river og flår som en anden slagteriarbejder i de lår og deller, der er brugsvaren, i ekstatisk jagt på at gøre varen salgbar.
Og hendes beretning rummer alle de tilløb, der er taget siden i den 13-årige piges teenage-liv.

OFRET

For hundrede år siden skabte Stravinskij det ’Forårets offer’ – det ’Sacre du Printemps’, der med koreografisk vildskab genskabte fortidens rituelle ofring af kvinder. I ’La merde’ – ’Lort’ som er blevet den danske titel’ – fortæller kvinden om de ofre, kvinder nu til dags ved egen kraft foretager for at være brugbare på tv-skærme og på producenternes lagener.
Danica Curcic jonglerer med alle til rådighed stående midler. Replikker naglet til fortællingen med ironisk udkrængning af genoplevelse, publikum revet ind i historierne med intense blikke og henkastede cæsurer i fortællerytmen, latteren vredet ud af detaljer. De obskøne såvel som de rørende.
I monologen bliver det – i hvert for denne anmelder – endnu tydeligere end ved førsteopførelsen, hvor meget der er tale om en indædt kritik af det italienske samfunds mandsdyrkelse og nationalisme.
Silvia Gallerano sluttede stykket med at indhylle sig i det italienske flag, Dania med at synge den italienske nationalsang efter slutreplikken ’Det mandlige køn er vores banner’.
Italiens historie lurer gennem den timelange monolog med henvisninger til de fascistiske strenge, pigens far spillede med på, fascismens undertrykkelse af svage og krøblinge, og kvinders placering i systemet.
Men de nutidige paralleller til reality-mentalitet og hjernetom visualisering gror som lort ud af historien, fortalt med besk voldsomhed og skarpeste replikker.

Anmeldelsen af forestillingen med Silvia Galleano findes på bloggen fra 13.6.2014. Manuskriptet til den danske oversættelse af ’Lort’ er trykt og fås på Husets Teater.

gregersDH.dk

‘De overlevende’ Betty Nansens Edison Scene 16.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Medvirkende i ‘De overlevende’ på Edison Teatret (Tegning. Claus Seidel)

*

*

*

SLUTSPIL

 

EFTER

 

FLYSTYRT

 

 

Stærkt, men ret overspillet drama om en gruppe nødstedte unge på en øde ø efter flystyrt.


Manuskript: Jens Korse. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Medvirkende: Jens Frederik Sætter-Lassen, Sara Viktoria Bjerregaard, Lior Foighel, Besir Zeciri, Zainab Ahmed, Helle Rossing. Marie-Lydie Melono, Josephine Park, Saki Youssef, Jakob Svarre Juhl, Christine Sønderriis og Cilia Trappaud Nydam.

’De overlevende’ spiller på Edison Teatret indtil 22. februar

***

 

STÆRK idé. Betty Nansens Edison Scene igen brugt til at bringe en gruppe unge spillere i situationer, hvor de afprøver talentet og kan udvikle det i improvisationer.
’De overlevende’ er en historie om tolv unge, der styrter ned med et fly på en fiktiv øde ø i Atlanterhavet og må prøve at overleve på de givne vilkår: Lidt madrationer fra flyet og så det, der i virkeligheden snart viser sig at være det mest afgørende: Hvordan samarbejder man? Og kan man overhovedet? God vilje eller ej.
Der opstår lynhurtigt tvivl om, hvem der gør hvad, hvordan man træffer beslutninger, om tingene kan løses i fællesskab, om man skal have en leder, og hvem dét så skal være.
Konflikterne rejser sig som stormvinde, vildere og vildere som maden slipper op, egoismen flår i nogle, man hugger fra hinanden, gemmer godbidder af vejen, lusker uden om besværlige opgaver, der opstår alliancer, som hurtigt bryder sammen igen, loyalitetserklæringer udstedes, men holder ikke mange alen.

REALITY?

Knive trækkes – eller helt præcis: Én kniv trækkes, den eneste, de tolv er i besiddelse af til samtlige opgaver: Flå en fugl, skære en gren. Trukket bliver den til slagsmål, da alt af gode grunde koger over, for ikke at tale om, da det bliver et spørgsmål om man skal overleve ved at partere, stege og spise den af de tolv, der dør først. Når man i øvrigt har fået lavet ild og bål på den gamle spejdermanér med at bearbejde en træpind.
Med kannibalisme er vi nogle meter videre end i de reality shows, der – med kameraerne kørende – forlyster os med gys, sved, sejre og nederlag. En af de medvirkende bliver i øvrigt et øjeblik i tvivl, om både flystyrt og øde ø faktisk er et tv-arrangeret reality show.
Men nej, det er et teatershow, der viser en hel del om menneskelige reaktioner, når nøden rammer kollektivt, og ikke alt kan løses efter gode gamle Thylejr- eller Christiania-modeller.

STEREOTYPT

De medvirkende skuespillere – mange af dem nyuddannede – har udviklet replikker og forløb på basis af en ide fra forfatteren Jens Korse. Med Frede Guldbrandsen som instruktiv tovholder, og med det samlede resultat, at der er blodskudt voldsomhed i opgør og forsoninger, især det første.
Opgør, der naturligvis stiger i intensitet, men som også antager form af repetitionskurser i konfliktårsager og konfliktløsninger. På den måde får det halvanden time lange spil en temmelig stereotyp form – vi lider med de arme, forstår dem, men overraskes ikke over det uventede og overvældes af gentagelser, der er forståelige nok, men bliver efterhånden mætte af de to millioner ’fuck’ og ’fucking’, der hober sig.
I Edison Teatret løbende pædagogisk-dramatiske virksomhed er det et oplagt stykke for skoler og unge i det hele taget.

gregersDH.dk

‘Tryllefløjten’ Operaen 15.1.2015 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Palle Knudsen, Gert Henning-Jensen, Sine Bundgaard og Burcu Uyar i ‘Tryllefløjten’  (Tegning: Claus Seidel, der har tegnet fra en generalprøve, hvor Gert Henning-Jnsen sang Tamino. Ved den anmeldte premiere blev Tamino sunget af Peter Lodahl))

*

*

*

*


GRÅMELERET TRYLLEFLØJTE

 

Operaens 10 års jubilæum fejret med en problematisk version af Mozarts ’Tryllefløjten’.

 

Dirigent: Rory Macdonald. Kgl. Kapel. Iscenesættelse og scenografi: Marco Marelli. Sangere bl.a. Christoff Fischesser, Peter Lodahl, Burcu Uyar, Sine Bundgaard, Palle Knudsen, Beate Mordal, Bengt-Ola Morgny, Tina Kiberg, Elisabeth Jansson og Susanne Resmark.

 

’Tryllefløjten er på repertoiret endnu 19 gange frem til 29. marts.

 

****


MIDT i 2. akt synger Pamina en af den slags perle-arier, Mozart drypper ud af nodepennen. ’Ach, Ich fühl’s, es ist verschwunden’ – Sine Bundgaard er Pamina, og hun er – for at sige det straks – et vokalt highlight i den forestilling, med en stemme, der smyger sig som honning og glasur omkring tonerne.
En g-mol-tur af længsel, smerte og determineret ”han vil ikke ha’ mig”. Meget banalt. Meget vidunderligt. For hvad er det, der er verschwunden? Det er – som hun fortsætter: ’Der Liebe Glück’. Kærlighedens lykke.
Det går bedre end som så for hende, man lad det nu ligge.
Hun synger op ad en mur, der ligner en badeværelse-væg fra 60’erne. Små grumsede fliser. Badeværelse i overstørrelse. Fra isse til fod og mere end det.

HVOR?

Hvor er vi henne? Vi er – ifølge instruktøren, den italienske Marco Marelli (der i øvrigt også er manden for den parfumeduftende pragtopsætning af Strauss’ ’Rosenkavaleren’ i denne sæson)… vi er i en splittet verden: Naturens kaotiske og idealernes abstrakte verden. Pamina altså for en stund i den sidste. Som ganske vist får os til at føle os hensat til Lubjanka-fængslets uhyggelige gange i KGB-tidens Moskva. Selvom Marelli vil have, at vi befinder os hos den vise Sarastro, forvalteren af Solkongens rige, manden med den voluminøse, pragtfulde basstemme – jo, Christoff Fischesser opfylder forventningerne i så henseende.
Men det, det handler om, er altså, at Sarastro forvalter de store ambitioner om godhed, fred, blidhed og altruisme, en idealverden. Sjovt nok styret med hård hånd af mænd. Som han udtrykker det et sted: ”En mand må lede kvinders hjerter. Dér overskrider kvinder deres grænser”.
Pamina må altså vente på ’kærlighedens lykke’, indtil Sarastro og hans mænd har ordnet sagerne. En slags Al Qaeda-evengelium.

PATOS?

Det, Maralli har fat i med sin ’Tryllefløjten’, er modsætningerne, afgrundene.
På mange ledder. Mellem de forskellige mozartske udtryk i musikken – det sublimt højstemte og det ekstremt folkelige. Mellem Sarastro med pegepind og velsignelser, en kombination af Muhammed og Jesus. Og Papageno, der tumler rundt med sine små fiduser, små fugle, små behov, små tanker. Små, glade og frække melodier. Palle Knudsen kan dem, kan synge dem med sin smukke baryton, han er blevet iklædt kluns som naboens søn henne i Valby, han er en mand af folket, mere end en eventyrskikkelse fra Guds natur, som vi f.eks. så Poul Reichhardts Papageno i sin tid på Det Kgl.
Og så på den anden side, og dér går det galt. I Sarastros ophøjede verden og i hans dødsfjende, Nattens Dronnings verden. Sarastros miljø mangler helt patetisk volumen, Maralli anbringer ham i gange og baglokaler, mellem dystre mure og i skumle gange – ér vi måske i Lubjanka eller noget lignende? Og Nattens dronning sidder og sørger over sin forsvundne datter ved en tom børneseng, hentet i nærmeste Ikea-butik. Den rasende dronning – ved premieren i skikkelse af den udmærkede, tyrkiske, dramatiske koloratursopran Uyar Bareu – pillet ned fra sin piedestal i himmelrummet.
Modsætningerne udtrykt i den glødende Pamina og den iskolde væg.

EVENTYR?

Og så ved premieren alt det, der ellers lykkes i detaljer.
Ouverturen, hvor Kapellets fine, spændstige spil under dirigenten Rory Macdonald, blev ledsaget af en godt tænkt fortælling på scenen om forhistorien til slagsmålet mellem Nattens Dronning og Sarastro.
Så Peter Lodahls prins Tamino. En tenor i kast med en af Mozarts sværeste tenorarier, ’Dies Bildnis ist bezaubernd schön’ (den kommer som kastet med en slynge i starten af første akt) – mere end godt sluppet fra det, og videreudviklet med stadig smukkere stemmeføring, en ung helt – Lodahl i snehvidt dress a la en indisk maharaja.
Jo, eventyr var der også midt i de koldkrigsagtige omgivelser. De tre damer, der kæmper dan natlige dronnings sag, og sandelig også selv har lyst til at tage for sig af prins Lodahls legemlige rekvisitter: En sprudlende, vildt og herligt kostumeret trio bestående af Tina Kiberg, Elisabeth Jansson og Susanne Resmark – tre verdensstjerner på et fad.
Og de tre drenge, der som profetens forlængede lillefingre det ene øjeblik er spejderdrenge, det næste kokkens piccoloer. Vi erindrer den fra tidligere opførelser – også fra Bergmans ’Tryllefløjte’-film – flyvende som Tarzans og Janes unger gennem luften mellem lianerne.
Men søde og godt syngende var de tre da. Også her.
Talent og godt spræl i Bengt-Ola Mognys utrætteligt liderlige Monostatos, en nuttet Beate Mordal som Papagena, Og flere til.

INTERNATIONALISERING

En festforestilling i anledning af tiåret for Operaens tilblivelse?
I de ydre format ja. Med taler, dronningen på sin plads, champagne i glassene etc.
Som musikalsk oplevelse ok.
Men som teatralsk åbenbaring ikke det vildeste. Tynget af scenografiens demonstration af tekniske snilde og muskelkraft. Og især af iscenesætterens ønske om at undgå eventyr, pragt og patos.
Sangerbesætningen er et symptom på udviklingen i de ti år med Operaen: Internationalisering. Mere på godt end på ondt. Selvom man kan ærgre sig lidt over, at flere af de partier, der i aftes var besat af udlændinge, kunne besættes med lige så oplagte danske sangere. Hvoraf de fleste strejfer verden rundt med kalenderen fyldt. Nogle af dem får vi heldigvis at høre ved de kommende ’Tryllefløjte’-forestillinger.

gregersDH.dk

‘Hedda Gabler’ Skuespilhuset Røde Rum 14.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nicolai Dahl Hamilton, Johanne Louise Schmidt og Asbjørn Krog Nielsen i ‘Hedda Gabler’  (tegning: Claus Seisel)

 

 

SOM EN KLO

 

 

’Hedda Gabler’ er et pletskud af Ibsen-drama i Skuespilhuset Røde Rum.
Med Johanne Louise Schmidt i titelrollen.

 

Instruktion: Rune David Grue. Scenograf: Palle Steen Christensen. Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Nicolai Dahl Hamilton, Ditte Gråbøl, Marie Dalsgaard, Mikkel Arndt, Asbjørn Krogh Nissen.

 

Spiller til og med 29. januar

******

 

EN ’Hedda Gabler’, der æder sig direkte gennem øjne og hjerne og hænger i sjæl og sind endnu her en time efter tæppefald. Godt af få set den – skæbnen bragte den på afveje for denne anmelder ved premieren i slutningen af september. Claus Seidels tegning er fra dengang og har bare ligget og ulmet siden.
’Hedda Gabler’ handler om en kvinde, der bider sig fast i indædt raseri og had til en skæbne, der pakker hende ind i en tilværelse af konventioner.
Og som gør det omgående, fra den først dag i det helt tilfældige ægteskab, hun etablerer med en sød, venlig og klog mand, en mand, der begraver sig i sine studier og arkiver.
Nicolai Dahl Hamilton spiller ham med det yndefuldeste og kedsommeligste hensyn til alle, ikke mindst sit kernefamilje-sødemiddel af en tante, Ditte Gråbøl, en kær kvinde, der er gribende optaget af det forventede tilskud til familien, som en bryllupsrejse til Italien uvægerlig efter naturens orden må afstedkomme: Et barn.

UNDER DEN KØLIGE OVERFLADE

Den nye ægteskabelige tilværelse sidder som en klo i Hedda Gabler.
Og hun sidder som en klo i sine omgivelser med frustrationer, der slår ud i små, men skarpe affejninger af alle venlige forslag og opfordringer, i ironiske finter, i uforskammede irettesættelser, i utilnærmelighed, når nogen kommer for tæt på.
Johanne Louise Schmidt spiller hende gennemført uhyggelig og gribende.
Du mærker konstant en dirrende vilje og dybtliggende desperation under den kølige overflade, en nervøs spænding, afspejlet i en skråsikkerhed, der rammer ikke bare manden, den litterære humanist. Men også den begavede, ulyksalige, forhenværende drukmås og stadige tilbeder Eilert – Asbjørn Krogh Nissen som udstegen af et norsk fjeld med nyskreven genial litteratur under armen.
Samt husvennen, den smarte advokat Brack, på rov efter den unge frue: Mikkel Arndt i dressman-stil. Men også veninden Thea, som i Marie Dalsgaards udgave stråler af naiv sødme, en hjertensgod, ung kvinde aldeles uegnet til at blive udsat for en veninde, der har et hævnerformat i størrelsesordenen Medea.

DØDENS HUS

Runa David Grue har iscenesat denne klassiker i et moderne, iskoldt villamiljø, et hus lige til topvurdering i ’Hammerslag’.
Et ’Livets hus’ som tanten kalder det med lyksalig Ditte Gråbøl-stemme.
Et dødens hus med Johanne Louise Schmidts Hedda som domptøren, der driver alle, inklusive hende selv mod finalens katastrofe. Hun holder forløbet og sig selv i en skruestik af psykisk dominans. Smilende, sort og forrevet i sit indre. Palle Steen Christensens scenografi inkluderer en vældig skærm som bagprojektion med nærbilleder af detaljer fra scenen, af ansigter, ikke mindst Johanne Louise Schmidts i spillende ro, målbevidst beslutsomhed og kvalfuld usikkerhed.
Det er to åndeløse timer, ingen pause, men en dvælen ved mættede pauser mellem replikkerne. Musikalske underlæg flere steder af handlingsfortættende virkning.
Se denne ’Hedda Gabler’. Den går endnu nogle få gange indtil 29. januar. Derefter kan man tage til Aarhus Teater, hvor den spiller fra den 31. januar med Marie Louise Wille i titelrollen.

gregersDH.dk

‘Bang og Betty’ Folketeatret turné 12.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ole Lemmeke og Karin Bang Heinemeier i ‘Bang og Betty’ på Folketeatret (tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

 

DESPERADO

 

 

Nybesættelser i ’Bang og Betty’ ved genoptagelsen af Folketeatrets prisbelønnede forestilling om Herman Bang og Betty Nansen.

Dramatiker: Jacob Weis. Instruktør: Christoffer Berdal. Scenograf: Nina Flagstad. Medvirkende: Ole Lemmeke, Karin Bang Heinemeier, Morten Hemmingsen og Thomas Jacob Clausen.

’Bang og Betty’ har turné-premiere i Viborg på torsdag og kommer til København igen 17. februar for at spille på Hippodromen.

*****


’BANG OG BETTY’ – der er smæld i bogstavrimet. Som der er smæld i denne forestilling om Herman Bang og Betty Nansen,  skuespilleren – skuespillerinden, som Bang fortrækker at sige det – og den senere teaterdirektør.
Vi anmeldte ’Bang og Betty’ for godt to år siden ved premieren på Folketeatret. Stærkt begejstret.
Og genser den nu, hvor den sendes på en lang Danmarksturné i samme version: Christoffer Berdals instruktion og Nina Flagstads scenografi, et billede af lummer, københavnsk teaterfims anno slutningen af 1800-tallet – udstyret med geniale nyskabende væsener som hovedpersoner.
Ligesom der er smæld i titlens bogstavrim, kommer vi ikke uden om, at Jacob Weis’ prisbelønnede stykke stadig har tyngden i Ole Lemmekes fanden-i-voldske skildring af Herman Bang, den desperat søgende, selvfikserede forfatter og instruktør, en mand i døgndrift-kamp med sit homoseksuelle jeg, sin infernalske skabertrang, sit verbalerotiske flammehav og sit ekstremt sårbare sind.

DEN NYE BETTY

Det er Bang, Jakob Weis vier opmærksomheden.
Næsten uundgåeligt, når man har lagt handlingen omkring århundredeskiftet, da Bang var i fyrrerne og Betty Nansen var i tyverne. ’Bang og Betty’ tipper skævt, hvis man regner med, at titlen dækker over en ligevægtig magtkamp mellem de to ikoner i dansk teater.
Bang er særlingen, den interessante, hvor Betty Nansen er den store personlighed i svøb.
Det interessante ved genopsætningen af ’Bang og Betty’ er så især, hvordan Karin Bang Heinemeier nu er trådt ind i stedet for uropførelsens Cecilie Stenspil. Skikkelsen er ikke meget forskellig fra den, Stenspil skabte, men vi ser især i 2. akten, at råstyrken i Stenspils måde at gribe rollen an på, stadig er der, men tilføres en moden, udefinerlig farlighed. Jeg synes man genkender de undertoner af femme fatale, som jeg husker fra i hvert fald fra Karin Bang Heinesens mystiske rolle i ’Grünfelds forsvar’, vinderprojektet i Teater V’s dramatikerkonkurrence for fire år siden. Heinemeier har spillet mange roller siden da, især på Det Kgl., men det er det faretruende, sikre kvindemenneske på Teater V, der dukker op i erindringen.
Andre roller på Folketeatret er nybesat. Casper Crumps rolle som den unge skuespiller, der indstuderer tjeneren i ’Frk. Julie’, er nu Morten Hemmingsens, og i rollen som den unge, aggressive Johannes V. Jensen har I Thomas Jacob Clausen i stedet for Laus Høybye. Begge godt fungerende.
En mere indgående anmeldelse af ’Bang og Betty’ findes på bloggen fra uropførelsen 4.10. 2012.

gregersDH.dk

’10 celli spiller flamenco’ Østre Gasværk Teater 11.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Selene Munoz i Østre Gasværk foran DR-symfoniorkestrets cellegruppe (foto: Østre Gasværk)

 

 

SELENE OG CELLOERNE

 

’10 celli spiller flamenco’ sad lige i øjet i Østre Gasværk søndag aften.

 

*****

ET syn så smukt: Otte cellister med deres instrumenter lejret foran den enorme globus, der er scenografien i Østre Gasværks ’De Tre Musketerer’.
En spot på hver af disse nougatbrune, kostbare celloer. Og så er de spilleklar, de spiller Bach, otte celloer spiller prestosatsen fra ’Italiensk koncert’, den er for cembalo, men nej, nej – her altså for otte celloer.
Og sådan er det hele vejen igennem i dette forbløffende teaterkoncert-arrangement: Celloerne har ordet – op til elleve på en gang, når det går højt! Og alt sammen for at bære flamenco-danseren Selene Munoz og DR-sopranen Klaudia Kidon gennem et prægtigt repertoire på deres gyldne strøg. Og selv holde os i ånde med nummer på nummer.
Mest imponerende i Soo Kyung Hongs solopræstation i Morrisons hyldest til sin læremester Janos Starker.
Hele bundtet af cellister kommer fra DRs symfoniorkester, her sluppet løs på egen hånd for at pakke det ene og det andet ind i deres fælles nougatklang – intet på en blæsende januaraften varmer som celloer in extenso.

MAGNETEN

Det store gasværk var fyldt denne søndag aften, som er en enspænder-hændelse på stedet for nyskabelsen ’10 celli danser flamenco’ – teatret er ellers De Tre Musketerers ugen igennem. Og det er uundgåeligt Selene Munoz, der er magneten – hun har tre store numre i forestillingen: Først danser hun til Piazollas Fuga y misterioso med en koreografi, der fører hende virtuost på grænsen af break dance, så et nummer, der er som en kærlighedserklæring til selve celloen, en sats af en solosuite af Gaspar Cassado, og hun som en flagrende sommerfugl med viften som kærtegn til den ensomme cellospiller. Og sidst Bizets Carmen i dynamisk makkerskab med Klaudia Kidon.
Klaudia Kidon undervejs med en flot aflevering af juvelarien fra ’Faust’ – sandelig her kunne man godt savne fuldt orkester – men yndefuldt bekendtskab skaffede hun os med vokale tryllerier fra brasilianeren Villa-Lobos.
Som afvekslende underholdning var denne søndag aften ubetalelig, så overraskende, så munter, så afvekslende.
Fuldendt i et dansk indslag: Anders Koppels lille underfundige stemning fra en N.Y.-natklub. En perle. Som i øvrigt findes indspillet på en danacord-cd.
’10 celli spiller flamenco’ – kom igen, venner.

gregersDH.dk

‘Blah Blah Blah’ Teater Rio Rose på Sorte Hest 10.1.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Folmer Kristensen i ‘Blah Blah Blah’ på Teatret ved Sorte Hest (tegning: Claus Seidel)

 

SE, HVOR IDIOTISK

 

Titlen på Teater Rio Roses nye forestilling  ’Blah Blah Blah’ kan fortælle hvad som helst. Men stykket er en sprut-monolog. Så ved du det.

 

‘Blah Blah Blah’. Manuskript:  Tove Bornhøft, Folmer Kristensen og Poul Jepsen. Medvirkende: Folmer Kristensen og Poul Jepsen. Instruktion: Tove Bornhøft

 

Spiller på Teatret ved Sorte Hest frem til 11, februar

***


DER skal så lidt til. Og dog så meget. På Teatret ved Sorte Hest gæstespiller Teater Rio Rose fra i aften med stykket ’Blah Blah Blah’. Stykket varer en time. Én mand på scenen. Dekorationen sorte, bare vægge og nix weiter. Rekvisitter: to stole, et par gange tre eller fire, og så en masse flasker med vand.
Så hvor skal vi hen? Stykket hedder, som det hedder, og ’Blah Blah Blah’ kan vel føre til hvad som helst, en munter satire over journalistiks plapren, en korsfæstning af forhåndenværende tv-talkshows eller måske grin med politiske valg-rablerier. Jeg ser på nettet, at en sangerinde ved navn Kesha synger en sang med den titel, men opgiver at lytte til den.
Desorienteringen bliver ikke mindre af, at der på publikums sæder ligger en kuvert med et åbent, men anonymt brev til ’Kære far’. Vi når at læse det, inden tæppet går. Det er en dybt alvorlig henvendelse til en far, der som alkoholiker har ødelagt et familieliv.

OP- OG NEDTUR

Her på den ydmyge Sorte Hest-scene står så skuespilleren Folmer Kristensen i mørket, først tavs, så viser han lysbilleder af en sommerglad familie og giver derpå et kort zoologisk introduktion til det afrikanske næsehorns aggressive, asociale adfærd.
Ionescu’s ’Næsehornet’ på færde?
Nej. Det er det anonyme brev til alkoholiker-faren, der er fingerpeget. Og titlen ’Blah Blah Blah’ må være udtryk for den daglige spruts verbale konsekvenser. For nu kører det ud af munden på Folmer Kristensen med en lind pludren om alt, hvad han i sin fordrukne og hjerneskadede fantasi har bygget op af storladen selvovervurdering.
Han har berejst den ganske verden, han har kendt den ganske verdens berømtheder, sovet i samme hotelværelse som Dustin Hoffman, Elvis Preley og fodboldspiller Messi. Plus alt og alle andre. Og mere til.
Under den fortsatte indtagelse af uendelige mængder flaskevand, hører vi hans desperate overvejelser om kampen mod sprutten. Han brækker sig på scenegulvet, han smider tøjet, han tér sig på alle måder skiftevis vildt eller sørgmodig, og synger også en enkelt sang, akkompagneret af sin tavse scenemakker Poul Jepsen.
En op og nedtur, der ender med, at han får drømmen opfyldt om at stige til himmels.

SE, HVOR IDIOTISK

Det fremgår af programmet, at Folmer Kristensen har sine erfaringer om alkoholisme fra det virkelige liv mange år tilbage.
En vigtig oplysning. Forestillingen, som han selv har opbygget sammen med Poul Jepsen og instruktør og teaterleder Tove Bornhøft, er en både morsom og en tragisk teatralisering af en virkelighed, han kender. Stilistisk med strejf af dadaisme og absurd teater.
Folmer Kristensen bringer hele striben fra Jacques Tati, Chaplin og Marx Brothers til Søren Østergaard og Tommy Kenter i vores hoveder undervejs. Uden dog at fordunkle de nævnte. Men der er en rørende tone af ’Se mig’, ’Se, hvor idiotisk’ i hans bestræbelser på at ramme den ulyksalige skæbne, han selv åbenbart har været tæt på.
Brevets tilknytning til stykket skal forhåbentlig kun opfattes som et a propos.

Tove Bornhøfts Teater Rio Rose huskes af denne anmelder for flere socialt engagerede forestillinger, bl.a. ’Sort på hvidt’ for et par år siden på Husets Teater. Et stykke om hudfarve og national identitet.
Hun laver målrettet teater.

gregersDH.dk