Det Kgl. Teater pressemøde om sæsonplan 2014-15 23.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

HVAD SKER DER HER?

 

*

*

 

 

 

 

Det Kgl. Teater forelagde i formiddags planerne for næste sæson.
Den må uundgåeligt blive bedre end den nuværende.

****

 

NY sæson og nyt repertoire på Det Kgl. Forelagt denne formiddag i Skuespilhuset.
Pressen anbragt på scenen. Det Kgl.s personale på tilskuerpladserne.
Glimrende. Journalister og kritikere i projektørlyset. I den grad, at ikke en journalist lukkede munden op, da det blev tid til spørgsmål og diskussion. Ingen skulle have brændt nallerne. Kommunikationschef Eva Hein kunne lynhurtigt melde pressemøde slut og af sted med os til frokostarrangement på foyerbalkonen.
Sådan var dét.
Men det var interessant nok, hvad vi hørte fra cheferne, selvom de ikke alle er lige ophidsende at lytte til. Den nye teaterchef Morten Hesseldahl holdt sig på den formelle måtte – han tiltræder først i næste uge. Skuespilchefen Emmet Feigenberg er en mand af mange og velvalgte ord. Vi hang på og læste det meste i programbogen, mens han remsede op.
Balletchef Nicolaj Hübbe er der schwung i, han er begejstret. Manden er holdt op at danse. Men tanker og sprog danser. Smittende.
Operachef Sven Müller er venligheden selv og fortæller stilfærdigt, at både Peter Konwitschny og Stefan Herheim kommer for at iscenesætte – hva’be’har! Konwitschny og Herheim!! Internationale instruktører! Guld!! Vi råber højt på Müllers vegne.
 

DET RØDE RUM

Efter en kgl. sæson, der har været så som så, præget af chefskifte og hidsige besparelser, lyttede vi til, hvad der er i vente.
Meget lover faktisk godt.
Feigenberg konstaterer, at flere års alternativ-satsning på Det Røde Rum og Eventministeriet har givet pote. Succesen kan bredes ud – flere af de unge stjerneskuespillere skal til hovedroller på Store Scene – Thomas Hwan som Romeo over for Danica Curcic’s Julie med instruktørfænomenet Elise Kragerup som tovholder. Og nye skuespillere skal afprøve Det Røde Rums euforiserende duft, sniffet af et nyt og yngre publikum.
Sikkert klogt at løsne op nu, hvor ensemblet i Det Røde Rum er på toppen.
Meget andet: Skuespillet skal spille ’Cabaret’ næste forår. Cecilie Stenspil gav en prøve i formiddags på en Sally med stemmen skruet til angreb. Det Kgl. vil altså fortsat være med på musicalvognen. 
Og balletten? Hübbe slår ud med armene, svigter ikke den højt elskede Gamle Scene på Kgs. Nytorv – han får endda inddraget prøvesal A til nye eksperimenter – man rammer også Operaen med en opsætning af ’Svanesøen’. Det står han selv for sammen med Silja Schandorff, som han i den anledning benytter lejligheden til at karakterisere som noget i retning af verdens dejligste ballerina til evig tid. Fint.
Både Hamborg og Pariser Balletten kommer på gæstespil! Med ’Døden i Venedig’ og en Petipa-ballet: ’Paquita’. Og så har Hübbe ikke kunnet stå for at videreføre ballettens Sinatra-danseshow ’Come Fly with Me’ på Gamle Scene – Bournonville skal igen tage et par pirouetter i sin grav.
      

DER OVRE PÅ HOLMEN

Operaen. Vi nævner, at chef Müller beskedent præsenterer Konwitschny og Herheim. Store internationale instruktører! Den første med Shostakovitch’ ’Lady Macbeth fra Mtsensk’ – Konwitschny har lavet ladyen mange steder i verden. Men ihukommende hans opsætning af ’Lohengrin’ på Det Kgl. for syv år siden, kan vi ventes os det ekstraordinære.
For nogle år siden var Stefan Herheims ’Lulu’ en sensation – hvad kan den stjernebegavede nordmand nu stille op med Verdis lidt besværlige ’Siciliansk Vesper’? Vi trænger til hektisk åndedrag oven på den tunge fejring af Verdi-200året i 2013.
Nye danske operaer? Den sport er disse år overladt til Den Jyske og Fynske Opera. Men nu kommer godt nok en debut af go’e gamle Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der ikke har rørt ved genren før. Det sker på Takkelloft-scenen med ’Sol går op, sol går ned’. Det lyder af salme, og præsenteres som en ’scenisk symfoni’ over en historie fra Højsangen.  
Vi er nysgerrige. Og selvfølgelig forventningsfulde.
Mareridtet med Operaens sindssvage beliggenhed dér ovre på Holmen hørte vi ikke noget til. Og ingen gider mere spørge.

gregersDH.dk

‘Johannespassionen’ Mogens Dahls kammerkor, ensemble og solister 17.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Fra opførelsen af Pärts ‘Johannespassionen’ i Christianskirken. (privatfoto)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HVA’ SÅ, PILATUS?

 

 
Fortættet, kølig, men dramatisk ’Johannespassion’ af Arvo Pärt i Christianskirken.

 

*****

 

- JEG har magt til at løslade dig. Og magt til at korsfæste dig. siger Pilatus.
- Du har ingen som helst magt over mig, svarer Jesus.
God, gammel konfrontation. På en skærtorsdag aften.
Drama. Endda trekantsdrama: Folket er tredje part: Jøderne.
Pilatus siger til jøderne: – I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig!
Folket: – Korsfæst ham! Korsfæst ham!
Det er godt at have teksten ved hånden til Arvo Pärts ’Johannespassion’.
Værket synges på latin, men trykkes i programmet på latin og dansk. Man kan sidde og genopfriske sit lemlæstede skolelatin.
Men sandelig også gøre sig nogle dramaturgiske overvejelser om dette vildt koncentrerede drama: Er Pilatus en helt, der bringes i dilemma fra to sider? Fra Jesus i det ene ringhjørne, og folket i det andet? Eller er det djævelsk fascinerende, at manden nok for længst har besluttet sig til, at Jesus skal korsfæstes. Men hvorfor? Fordi han er bange for Jesus? Eller bange for jøderne? Og kører han komediespil for åben skærm?
 

STRAMT I AVE

Man kan tage sin bibel og spekulere sig frem til svarene gennem de forskellige evangelier. Men altså også her i Christianskirken ved at lytte til Arvo Pärts passionsfortolkning.
Arvo Pärt er en estisk komponist, der har indlagt sig fortjeneste ved at skrive enkel, moderne musik. Det har givet ham priser, f.eks. Sonningprisen for nogle år siden. Musik, der distancerer sig fra tolvtone- og anden musik fra den generation, der er født i 20’erne og 30’erne. I hans ’Johannespassion’ klare, næsten ubevægelige flader af musik, der bevæger sig horisontalt, men afvekslende mellem solister som Pilatus og Jesus og evangelisten, sunget af et minikor, og folket, som er et større kor.   
Det er altså benfrit, men også dramatisk på sin egen facon. Ikke gennem store udladninger, som man kan opleve det f.eks. hos Bach. Teksten siger de brutaleste ting omkring både afhøringen hos Pilatus og selve korsfæstelsen. Men Pärts musik holdes stramt i ave.
Det skaber i virkeligheden stærkt dramatiske virkninger mange steder. Også en betydelig monotoni.
Det er en stil, der altså har sine fortrin og bagsider.
I den udgave, dirigenten Mogens Dahl, hans kammermusikere, hans kor og hans ypperlige solister udfolder på denne aften, er kontrollen stram og fortættet og loyaliteten over for Pärts nedtonede skrivemåde loyal. Virkningen derfor sine steder lige så overvældende som teksten. Knap, men dirrende under overfladen. Præcis som vi denne aften oplevede solisterne, bassen Jakob Bloch Jespersen som Jesus og tenoren Adam Riis som Pilatus.
En oplevelse på ikke mere end en time i Christianskirken. Med regnen silende ned udenfor. Koncentreret opmærksomhed inden døre. Og organisten Søren Johannsen svævende himmelsk ved sit orgel på pulpituret over alteret.

 

gregersDH.dk

‘Dans under høstmånen’ Århus Teter Scalasal 15.4.2014

Category : Alle, Anmeldelser

Trine Pallesen og Laura Drasbæk i ‘Dans under høstmånen’ på Aarhus Teater (foto: Rumle Skafte)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

FEM SØSTRE

 

’Dans under høstmånen’ er irsk nostalgi fra 1930’rne, en art Morten Korch, snarere end Tjekhov. Ind imellem morsom og rørende.  

Spiller på Aarhus Teater i Scalasalen indtil 17. maj

***

PUH. Den er svær. Vi vil så gerne synke ind i en stemning af folkelig kultur i et isoleret irsk samfund – i nostalgien ved at tænke tilbage på et liv, der blev levet i 30’erne, ikke bare i Irland, men i så mange lukkede samfund, sådan set også her til lands.
Det står lysende klart og med ganske enkle midler i forestillingens allersidste scene, da musikken spiller ’It’s time to say goodnight’, og de otte medvirkende svajer stille og fjerne i blikket i valsetakt.
Her åbner sig smukt og ordløst den tone af Tjekhov, som iscenesætteren taler om i programteksten – en tone, som ligger ham stærkt på sinde, og som har fået ham til at vælge netop dette stykke af den irske dramatiker Brian Frial. Iscenesætteren er Mick Gorden, Århus Teaters nye direktør.
For Gordon har dette budskab fra hans Irland været en hjertesag, fremgår det. En slags personlig bekendelse.
Slutmusikken med den umiskendelige 30’r-klang klinger som den, vi også hører fra en gammel grammofon, der spiller en rolle i stykket – det gamle monstrum er i konstant sammenbrud og mangler batteri eller antenne.
 

GLÆDER OG SORGER

Mindelserne om Tjekhov er relevante nok – vi er i selskab med fem søstre – hos Tjekhov var de dog kun tre. De fem hutler sig gennem i landligt, provinsielt miljø, slår sig i deres tøjrer, slås med glæder og sorger, ikke mindst en industrialisering omkring dem, som hugger ind på deres lille nødtørftige, manuelle hjemmeindustri med strikning af handsker.
I spidsen den ældste og evigt irettesættende og forurettede Kate, der bliver spillet af Trine Pallesen. Ellers: Den oprørske Rose – Ena Øster Bendtsen i kontant eksplosion. Laura Drasbæk som Agnes, usikker og afventende. Marie Louise Wille, et rapkæftet livstykke ved navn Maggie. Og endelig Sicilia Gadborg Høegh som Chris, der har leveret sit bidrag til slægtens fortsættelse i form af sønnen Michael.
Drengen Michael må vi nøjes med at se for os. Vi møder ham kun som voksen på den måde, at Bue Wandahl er fortælleren, der opsummerer i flash backs. Dramatisk en noget tørlagt teknik.

DANSEORGIE

Mere fornøjelse har vi af at møde pigernes onkel i Kim Vejsgaards skikkelse – præst og hjemvendt fra mission i Uganda, småsenil og ret underholdende i den rolle, fuld af afrikanske festskrøner om vilde danse, der i de irske omgivelser er en slags parallel til de årlige lughnasa-høstfester, som pludselig kan sætte de fem piger i total og desperat forventningsglæde, så de eksploderer i et danseorgie, der vælter alt i køkkenregionerne, indtil Kate-Trine Pallesen hæver spanskrøret.
Der er således underholdende momenter undervejs, og en del ingenting-snak og tomgang, mange mindelser om og kik i vort hjemlands Morten Korch-miljøer fra samme periode, og en skuespillerstab, der loyalt gør sig umage for at sætte fut i figurerne.
Endda en ægte morten korchsk outsider, faren til lille Michael, en charlatan ved navn Gerry spillet charmerende frækt af Holger Østergaard. Indslaget må fra forfatterens side være tænkt som endnu et stykke tidskolorit: Fyren stikker af fra det hele. Han melder sig til den Internationale Brigade i den spanske borgerkrig – uden at ane, hvad den krig handler om.

gregersDH.dk

‘Boys don’t Cry’ Teater Mungo Park 14.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

(foto: Natascha Rydwall)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

ENSOM VANDRING MOD KATASTROFE

 

 

 

 

’Boys don’t Cry’ er et brillant spillet drama om ensomhed og kærlighed - på en kontroversiel baggrund: Kønsskifte

 

Spiller på Teater Mungo Park på spredte datoer indtil 28.4.

 

*****

 

HAN står dér. Forstenet. En bleg knægt. Mundlam over for anklagerens knytnæve-spørgsmål. Han græder ikke. Det gør mænd ikke.
Han, skriver jeg.
Hvis man har set den trailer, Det Kgl. og Mungo Park viser på hjemmesiden, ved vi, at det er Christine Albeck Børge. Traileren viser i lynklip hendes forvandling til drengen Brandon i stykket ’Boys don’t Cry’, en fællesproduktion mellem Mungo Park i Allerød og Skuespilhusets Eventministerium. Det er en teaterversion af en film, der kort før årtusindskiftet vakte opsigt, ikke mindst i U.S.A.
Opsigt, fordi den var fremragende spillet. Og opsigt, fordi den var baseret på en virkelig begivenhed i begyndelsen af 90’erne, da en pige i Nebraska ved navn Leena blev myrdet af venner, der opdagede, at hun ikke var den fyr, hun gav sig ud for, men en pige, der var i færd med operativt at blive forvandlet til en mand.
En transvestit. Hun både voldtages og myrdes.
Start og slut i stykket: Hun er for retten, fordi hun selv har meldt vennen John for voldtægt.

 

SMUKT

Det er djævleblændt realistisk drama for øjnene af os mellem start og slut.
Og enormt godt spillet. Voldsomt, men først fremmest smukt.
Smukt, fordi der udvikler sig et uimodståeligt kærlighedsforhold mellem den elementært primitive, men også søde pige Lana, der lever livet på hash og sprut med mor og stedfar, livskraftig, parat til at smide jobbet i supermarkedet – ”man behøver ikke være ædru for at veje spinat,” som hun siger til Brandon, da ’han’ vil have med sig.
Hun er forelsket. Og hun bliver ved at være det, selv da sandheden om Brandons køn siver ind og alt omkring hende og Brandon ramler.
Lana spilles af Lise Lauenblad med rørende, alt bortfejende tvivl i sit sind – så overvældende og autentisk som hun var i ’Peter og Ulven’ på Teater Grob for et par sæsoner siden som studinen, der bryder ind i selskabet og vælter alt og alle over ende.

 

PÅ TVÆRS

I ’Boys don’t Cry’ er grokraften mellem hende og Christina Albeck Børge uforlignelig. På tværs af de konkrete, paniske kønsknuder mellem dem svinger hormoner og liflig forelskelse ganske uhæmmet til det sidste. Selv da alt er endt i total katastrofe.
Og selv omgivet af en konstant uforstående og selvoptaget, omkringvaklende mor, som Maria Rich gør til et helt show for sig med barnevogn og brandert. Plus en slagsbror af en sniffende ven John, grov, smalsporet, parat til vold hvert sekund – Anders Budde Christensen, inkarnation af en rocker. Uden tatoveringer, men med seksløber. Endelig Nicolaj Jandorf som bøssekarl og anklager på skift. Troværdig i begge egenskaber.
Anders Lundorph har sat i scene uden at holde igen på udtrykskraften, og han har haft fund mellem hænderne, ikke mindst Christine Albeck Børge, der limer os til sig med al den hjertegribende usikkerhed, som personen Leena er offer for, svigefuldhed og trofasthed, sammenbidt håb og sort nedtur, der er yderpunkterne i hendes korte liv.
En djævelsk god præstation.
Og stykket bliver dermed mere et smukt kærlighedsdrama end et provokerende debatstykke om en kønsproblematik. Musikalsk raffineret bestykket af Jonas Munck Hansen, der er på scenen med slagtøj og taster. Han styrer diskret den kammermusikalske uhygge.

gregersDH.dk

‘Sandmanden’ Skuespilhuset, Det Røde Rum 12.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Anders Hove og Mikkel Arndt i ‘Sandmanden’ (Foto: Miklos Szabo)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

UH…HUH…!

 
Ingen kære mor i Det Røde Rum! …  De spiller greuel-udgaven af ’Den lille Ole med paraplyen’, eller rettere ’Sandmanden’, Hoffmanns eventyr om sand i øjnene og onde drømme. Vildt og sjovt.

’Sandmanden’ spiller i Skuespilhusets Røde Rum indtil 31. maj

*****

- DEN LILLE OLE med paraplyen… En sang så mild og sød.
Så er det sovetid!
Men gu’ er det ej. I Skuespilhusets Røde Rum er det tid til, at Sandmanden, skummel og uhyggelig, bøjer sig over den sovende Nathanael, drysser sand i hans øjne og flår dem ud.
I Nathanaels drøm. Men den nuttede sang om Lille Ole kvidrer videre.
Vi er godt klar over, at vi skal lokkes i en fælde.
For historien er E.T.A.  Hoffmanns. Den grumme, tyske eventyrdigter. Og den har ikke spor at gøre med H.C. Andersens ’Ole Lukøje’ eller Lembkes sang om de små, der ’så glade til sengs vil gå og drømme om guds engle små’. Den er mareridtet om den væmmelige Sandmand – i Det Kgl.s Røde Rum skuespilleren Anders Hove, dansk teaters ekspert i mænd, der kan ligne en glemt hulebeboer fra bagenden af Fristaden Christiania. Når det stikker ham. Altså nu som den dæmoniske Sandmand.

I BAGLÅS

Det Røde Rum, der efterhånden fungerer som en selvstændig og nyskabende enhed i Skuespilhuset, har hentet Hove ind som joker i jagten på nye skæve klassiker-fortolkninger.
Det er stort set ikke ekkoet af en replik fra ham. Han øver bare sine gerninger. Vender tilbage i Nathanaels forstyrrede hjerne med mellemrum og sætter ham i baglås.
Det er så virkeligt – og så omvæltende – at pigen Clara, som Nathanael skal giftes med, også får et chokerende møde med den mystiske natmand. Sådan eksploderer historien i krydsninger mellem drøm og virkelighed, og dramatiseringen af Hoffmanns hårrejsende lille eventyr er i hænderne på skuespillere og en dramatiker, der bringes i exceptionelt hopla af mulighederne.
Mikkel Arndt er Nathanael i sin unge uskyldigheds vold, Maria Rossing på evindelige svingture mellem forelskelse i staklen og krav til, at han tér sig ordentligt. Det ene øjeblik lydigt underlagt sin topborgerlige bror – Nicolai Dahl Hamilton er den perfekte storebror med slips og rettidig omhu – det næste er hun klar til hvad som helst i sin forliebthed.
Den frygtelige Sandmand rusker dem omkuld med sin huseren.     
 

TABER HOVEDET

Hvad stiller vi op med denne uhæmmede lyst til i Det Røde Rum at knalde en gang romantisk, komisk gruel-teater ud? Som det ikke er nok med Sandmanden, opererer E.T.A. Hoffmann – og nu den unge dramatiker Astrid Øye – også med alkymisten Spalanzani, der har opfundet robotten Olimpia, som Nathanael brænder varm på.
Den situation, smart afviklet af scenografen og iscenesætteren i en art cirkusarena, rummer et højdepunkt: Robot-dukken Olimpia synger med stor indføling Schuberts ’An die Musik’ – dén har Marie Dalsgaard greb om på det smukkeste – og præstationen lokker stakkels jalouxe Clara på banen sekunder efter med en nødtørftig og bristefærdig affyring af Schuberts ’Die Forelle’.
No way. Spillet er tabt. Nathanael er røget på dukken – som bare straks efter taber hovedet rent bogstaveligt. Som Nathanael taber hovedet på sin måde. Situationen, som mange kender fra Offenbachs opera ‘Hoffmanns eventyr’. Robotter er til for at afvikle virkeligheden.
Rune David Grue har iscenesat med en personinstruktion, der vibrerer af lystfuld leg. Og sammen med scenografen Palle Steen Christensen fået scenen i det røde rum til at lege med. Dekorationerne flytter skuespillerne. Og skuespillerne flytter dekorationerne.
 

gregersDH.dk

‘Tigerhjerte svøbt i kvindehud’ Skuespilhuset Store Scene 11.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Danica Curcic og Helle Fagralid som Hamlet og Ophelia i ‘Tigerhjerte svøbt i kvindehud’ (Foto: Agnete Schlichtkrull)
                                                                                                                                         

PLUKFISK MED SHAKESPEARE

 

 

Det Kgl. kører kvindesag med ’Tigerhjerte svøbt i kvindehud’. OK med det. Men til det formål flikker man Shakespeare til plukfisk. 
 

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 28. april

 

**

 

JENS Kistrup, den legendariske teaterkritiker på Berlingeren, flippede engang ud over, at kvindelige anmeldere var ved at sætte sig på branchen. Ja, vel var de så. Dengang for tyve år siden.
Og hvad så? Så ikke noget. Damerne opførte sig lige så anstændigt og uanstændigt som os andre i branchen, Kistrup inklusive. 
Men den slags gisp melder sig med jævne mellemrum.
Den unge instruktør Maria Kjærgaard-Sunesen tager det den anden vej rundt. I programmet for ’Tigerhjerte svøbt i kvindehud’, som havde premiere i aftes på Det Kgl., skriver hun i et interview, at ”nu skal kvinderne have lov at være i fokus. Mænd har fået mere taletid end kvinder!”
Det er som at høre et slag i bordet fra et hjørne af Folketinget som oplæg til næste valgkamp.
Men instruktøren mener det åbenbart bogstaveligt, for bemærkningen er tiltænkt ’Tigerhjerte’-stykket, som hun har taget initiativet til, og som kun rummer roller til kvinder – og kun handler om kvinder i en stribe Shakespeare-stykker, moslet sammen til en kollage, der skal fortælle os, hvor stærke og interessante Shakespeares kvinder er, og hvor lidt man interesserer sig for det.
Det er selvfølgelig vrøvl. Vel gør vi så – det kan godt være, at titlerne hæftes på mænd, det gør de da, de fleste: Hamlet, Othello, Macbeth, o. s. v., men Ophelia, Desdemona og Macbeth’s Lady er nogle, vi går hjem og snakker om efter forestillingen. Også. I hvert fald.
 

LØFTET FANE

Vi bøjer os naturligvis for teatersæsonernes bølgeskvulp, som f.eks. lige nu får kvindestykker til at bruse frem: ’Lizzie’ på Fredericia Teater, ’Dans under høstmåne’ på Aarhus Teater, og altså ’Tigerhjerte’ i Skuespilhuset. Kvinderne knytter næverne. Som de har gjort siden Aristofanes’ ’Lysistrate’ for 2.500 år siden. Genopfrisket gang på gang under titlen ’Kvindernes oprør’.
Vi tager også den løftede kvindesagsfane på Det Kgl. i højt humør. Den flager bare ikke med en god forestilling.
Idéen om at sætte citater fra en halv snes Shakespeare-stykker sammen fungerer ikke. Uanset hvor glimrende Kirsten Olesen, Danica Curcic, Helle Fagralid og Signe Egholm Olsen siger replikker og spiller scener op til hinanden. Uanset, hvor fikst instruktøren har prøvet at sætte scenerne sammen. Og uanset, hvordan det store sorte plateau-landskab og lyseffekter manøvreres på Store Scene af scenografen Maja Ravn.
Stumperne af kvindelig selvhævdelse og maskulin grovhed flagrer i luften, og sammenkædning af dem forbliver postulat, mens behovet for at få de løsrevne citater anbragt i de forløb, de hører til, stiger og stiger hos os.
’Tigerhjerte’ er en fiks idé, der skulle have været lukket ned.
Teatret trykker citaterne i programmet, som en lyslevende demonstration af, at det mest er en læsefornøjelse at flette de shakespearske kvindefigurer sammen.

gregersDH.dk 

‘Jumpy’ Odense Teater, Sukkerkogeriet 10.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Malene Melsen og Mette Maria Ahrenkiel i ‘Jumpy’ på Odense Teater (Foto: Emilia Therese)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

OVERGANGSKULLER

 
Mette Marie Ahrenkiel som henrivende offer for midtvejskrise i Odense Teaters ’Jumpy’, engelsk trivialdramatik, når det er bedst.
Spiller på Odense Teaters scene Sukkerkogeriet indtil 10. maj

****

 

KULLER. Det har de næsten alle sammen i det stykke. Måske undtagen fyren Cam, der dukker op til allersidst splitternøgen og med en rose bundet til sin pik. Uimponeret af alt det halløj, vi har siddet dér og grinet af, rynket på næsen af og fældet en tåre over.
’Jumpy’ er en historie af den type, vi kan udenad fra utallige engelsk-amerikanske tv-serier, der bare kører herfra og ud i evigheden. Med ægteskabelige forviklinger, generationer, der kæfter op mod hinanden, og så dét, der er navlestrengen i ’Jumpy’: Kvinden i overgangsalderen.
Her er der endda hele tre stykker af slagsen, men en af dem har hovedrollen. Det er Hilary. Hun bliver spillet af Mette Maria Ahrenkiel, som har den uhelbredelige egenskab at blive ved at se ud som den nuttede Agnete i ’Elverhøj’, som hun spillede på Det Kgl. for tyve år siden. 
TØSERNE

Det kan så være en særlig pointe i ’Jumpy’. For det føjer en fin, tvetydig kuller til Hilarys problem, som handler om, at hun har teenagedatteren Tilly, der styrer sin egen, vildtvoksende Formel 1-kurs, tøset og fræsende selvoptaget på tværs af alle moderlige formaninger og almindelig sund fornuft.
Hvilket er, som det skal være, når man er femten år. Og varetages frækt og udfordrende af Filippa Suenson, støttet af veninden Lyndsey, henrivende kækt og blåøjet spillet af Marie Nørgaard.
Gravide bliver pigerne – deres fyre ser vi ikke meget til, de stolprer rundt i kulissen, og vi behøver heller ikke se meget til dem, vi kan stort set nøjes med at fornemme dem og deres lige så turbulente teenageaktiviteter via deres uhjælpeligt bekymrede forældre – som har deres egne trivielle opgør baseret på ægteskabelig kedsomhed og visnede bastioner. 
Vi interesserer os sporadisk for dem alle sammen.
Hilarys desperado-veninde Francis med den kyniske livserfaring – Malene Melsen i topform, en tændstik af statur, men med krudt og stikflamme i den svovlholdige top.
Mads Nørby som Hilarys søvnige ægtemand. Michael Brostrup som sandblæst, emsig skuespillerstarut og far til knægten, der gør Tilly med barn, og som lægger automat an på Hilary, selv forsynet med en kone, som Githa Lehrmann har fornøjelsen af at gøre så harsk, at man begriber mandens emsige og flakkende udenoms-ekskursioner.    
PERFEKT BALANCEGANG

Men det er Hilary, vi interesserer os for.
Mette Maria Ahrenkiel. Som gør Hilary nøjagtig så skrotforvirret, som man må blive, når man på den ene side er mildt forvirret over bombardementet af forventninger fra alle – inklusive sig selv – til at klimakteriet er ved at brænde enhver luns af ungdom, livsglæde, sexlyst, glat hud og lys i øjnene til aske og tristesse. Samtidig med at man mere eller mindre bevidst dufter af en ungdom, der er præcis så sulten og frodig som den uvorne datters.
Det er den balancegang, Ahrenkiel rammer rent.
Hun er skiftevis ved at dratte til den ene side, hvor disciplinærmetoden over for datteren er den banale og meget rimelige, småborgerlige mama facon – for så at ryge til den anden side, hvor datteren står som dén lysende fakkel af selvstændighed og initiativ, som hun selv med sin egen lysende og attraktive agilitet faktisk misunder hende.     
Stykket er oversat med rappe pointer af Ann Mariager og iscenesat af Madeleine Røn Juul, der sammen med scenografen Rebekka Bentzen har ansvaret for tempoet i den snurrige og snurrende drejescenedekoration og en kostumering, der har mange komiske detaljer. Fra rosen på pikken til Malene Melsens opgejlede flamencoshow.

 

www.gregersDH.dk

‘Spoonface Steinberg’ Får 302 7.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tine Gotthelf i ‘Spoonface Steinberg’ (Foto: Egil Barclay Høgenni Hansen)

*

DIREKTE TIL OS

 

’Spoonface Steinberg’ er en hjertegribende monolog om et autistisk barn i Tine Gotthelfs præcise fortolkning

 

Spiller på Teater Får302 i Toldbodgade indtil 2. maj

 

****

 

DET er en farlig spøg at begynde et stykke i totalmørke og angribe vores sanser med Bellinis ’Casta diva’ fra operaen ’Norma’. Og så lade arien fortsætte, mens lyset kommer op, og Tine Gotthelf begynder at tale og fortælle.
Det kan hun gøre nok så fascinerende fra sin lille barneseng, men det er dæleme svært at slippe Bellinis besættende tonestrøm og koncentrere sig om at lytte til ordene.
Men så falder den musikbelastede anmelder på plads med opgaven, ser den forbløffende sammenhæng mellem den autistiske pige Spoonface og hendes barnlige operabesættelse, der har en lige så forbløffende baggrund:
Pigen er jødisk og har haft en farmor, der i koncentrationslejren, inden hun blev gasset, underholdt de andre kvinder i barakken med sange og operaarier fra et langt livs professionelt repertoire. Det har hun fået fortalt.
Som hun har oplevet et langt liv – så langt otte år rækker for et kræftsygt barn, der er dømt til at afslutte livet inden os andre.

UDEN OMSVØB

Historien om Spoonface – navnet henviser vel til, at ’spoon’ i engelsk slang betyder ’tosse’ – er et radiodrama, der har huseret med succes i England for nogle år siden, Og nu som teatermonolog.
Tine Gotthelf har anlagt en meget præcis og destinkt talefacon, der både er voksen, men også barnets – sådan som børn i 8-års alderen kan tale skråsikkert om indtryk og oplevelser, fortælle uden omsvøb, hvad de mener og tænker. Lige i masken på os.
Det scenemenneske, vi oplever som tilskuer, er – ok, en voksen skuespiller – men usvigeligt sikkert i skikkelsen af et barn. Et barn med den autistiske, hæmningsløse udtrykskraft og den naive, hjertegribende mangel på erfaring til at sætte oplevelser og fortællinger i perspektiv, ramme den voksnes relatering til sammenhænge med tid og sted.
Tine Gotthelt kan både være barnet med intuitive visioner, og den professionelle skuespiller, der magter dobbeltspillet.
Det er ikke nogen nem opgave. Hun gør rollen til en fortælling til publikum. Vi er ikke i illusionens verden, men derfor netop grebet af pigens historie om hjælpeløse forældre, lige så hjælpeløse læger, hele det absurde hospitals-apparat omkring hende.
En konkret verden af særhed, men egentlig ikke ubegribelig. Sådan er verden bare.
Det er et fint lille stykke. Meget tankevækkende. Petra Berg Holbek har iscenesat og Peter Dupont Weis oversat. 

gregersDH.dk

‘Lizzie’ Fredericia Teater 5.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Bjørg Gamst som Lizzie garneret af  Rikke Hvidbjerg, Line Krogholm og Anne Mette Roest Sørensen (Foto: Søren Malmose)

*

*

*

*

*

 

ØKSEROCK

 

En fulddrønende og bloddryppende rockmusical markerer Fredericia Musikteaters seneste præstation. 

Spiller på Fredericia Teater indtil 5. juni

 

*****

JORDEN gungrer sikkert lige så meget under Roskilde Festivalen som gulvet gør i Fredericia Teater, når basguitaren tager fat i ’Lizzie’ – teatrets nyeste produktion, en fræsende rockhistorie med aldeles uventet indhold:
Det er en krimi, hvor pigen bærer kælenavnet for Elisabeth, men er alt andet end kælen. Hun pløkker både sin far og farens kone ned med den største skovhuggerøkse, man vist har set til scenisk brug.
Det er så blodet sprøjter.
En musical. OK, det er det altså. Med et forbløffende indhold. Og af ret forbløffende kvalitet. De er nået langt på dette Fredericia-teater, siden det startede for, jeg tror, snart femten år siden med ambitioner, der efterhånden er blevet til en musicalscene, vi virkelig må regne med.
’Lizzie’ er en dristig affære, sort og makaber. Baseret på en virkelig historie fra 1890’ernes U.S.A., hvor en pige gjorde som beskrevet, blev arresteret, men klarede frisag, fordi bevismaterialet ikke var stærkt nok.
 

EKSTREM FRÆKHED

Skal man tro historien, som de amerikanske ophavsmænd skildrer den i ’Lizzie’, snor hun sig ud af retssagen med ekstrem frækhed. Samme frækhed som hun går til øksen med.
Hvad der går af hende? Hendes far er, som man forstår, gået tæt på hende. Der er incest i luften i 1. akt. Og hævn i 2. De lesbiske tendenser, hun lufter undervejs, skal vi ikke fortolke som årsag til noget som helst. Kun at hun er glad for sin veninde – som til gengæld vidner mod hende i retten.
Lizzie, veninden, søsteren og tjenestepigen – fire ret skønne damer, der er skarpe i stemmerne, knivskarpe i krop og bevægelse, og lynende instrueret af amerikanske Victoria Bussert i en stil, der er usædvanlig: De bruger håndholdte mikrofoner hele vejen, snor og bytter mikrofonerne mellem sig, det er stramt koreograferet, tit med overraskende effekt.
Det sker i et regi med drønende lys – lige så drønende som lyden fra de syv musikere, der er lejret på begge fløje ved scenen, og dér skal vi alligevel tilføje: Der er hvilepunkter, et romantisk stop op undervejs mellem pigen og veninden, og en scene med alle pigerne mod slutningen, hvor vi et øjeblik tror, at komponisten har været dybt i Bamse og hans Venners nodepapirer.

FULDT BLUS

Men det visuelle altså: Det målrettede flimmer af lys – skiftevis et helt brus af lamper af form som havets brandmænd og benhårde spots – hele tiden afstemt rytmisk med spillernes action. Det er godt arbejde.        
De fire piger er Bjørg Gamst som Lizzie, Line Krogholm som søsteren, Rikke Hvidbjerg som veninden og Anne Mette Roest Sørensen som tjenestepigen.
Et nådesløst fungerende tøsehold.
Sjovt som så nogle forestillinger i denne tid sætter hele pigesværme på scenen. På Det Kgl. Shakespeare-kollagen ’Tigerhjerte’ og på Aarhus Teater ’Dans under høstmåne’. Rene dameforestillinger. Det skal vi ikke lægge noget dybere i. Eller hvad?
I Fredericia kan de i hvert fald synge. Med generatoren på fuldt blus.

gregersDH.dk

‘Lucia di Lammermoor’ Den Jyske Opera i Odense Koncerthus 3.4.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Henriette Bonde-Hansen som Lucia di Lammermoor’ (Foto: Den Jyske Opera)
*
*
*
*
*

LAMMENDE DEJLIG

 

Henriette Bonde-Hansen er en lammende skøn Lucia i Den Jyske Operas udgave af Donizettis ’Lucia di Lmmermoor’. Set i Odense Koncerthus.

 

Spiller i København på Operaen tirsdag 8. og onsdag 9. april.  Varer ca. 2½ time.

****

PÅ tirsdag og onsdag kommer Jyske Operas ’Lucia di Lammermoor’ til København efter en måneds turné.
Hvad kan man vente sig? Vi anbefaler, at man ikke går ned med flaget i dårligt humør, når scenen åbner sig.
Alt er gråt i gråt. Tilkastede grave i begge sider. Besat med vakkelvorne kors, mere sølle end det, Jens Vejmand forventer på sin grav ifølge Jeppe Aakjær. Jydernes scenegraf lægger ikke skjul på, at vi går ind til en dyster affære.
Operaen begynder med, at Lucias mor gravlægges.
Den ender med, at Lucia selv bæres bort som lig, efterladende sig en myrdet mand i brudesengen og en elsker, der hænger sig.  
Men hvem venter sig også jubel og latter af Donizettis ’Lucia’, en operaskikkelse, der berømmes for en af operalitteraturens længste vanvidsscener – pigen går i total koma over den mentale mishandling, hun er udsat for. Hun synger og synger, mens alle omkring hende står lammede af forfærdelse – alt i alt er den scene på omkring tyve minutter, alt efter hvilke dramatiske indhug af eksplosive pauser og vejrtrækninger, hun bestemmer sig for undervejs. Og hendes styr på de rablende koloraturer.
Blodet driver, og vi er bevægede, for pigen er blevet snydt, så det – driver. Svigtet af alle – selv ham, der svor hende troskab, men også det er løgn og bedrag, for det gjorde han, men hendes familie bilder hende ind, at han har gang i noget med en anden dame. Og det tror hun på.

FORTRYLLENDE

Lammes vil vi. Af denne vanvidsscene. Og lammes vil vi af sopranvirtuositet i den genre, der kaldes bel canto, tilsat maksimale grad af vokal ekvilibrisme. Den skal beherskes. Store sopraner kan.
Store sopraner som Henriette Bonde-Hansen.
Endda med en fortryllende egenart, der ligger langt fra f.eks. en Maria Callas’ heftige sindssyge i denne scene – Henriette Bonde-Hansen er på tværs af sin statuariske, blonde skønhed og voldsomme reaktioner, når hun står der med blodet drivende og kniv i hånden, også den æteriske, fynske blidhed, stemmen smyger sig alfeagtigt gennem de vilde passager, der er en syngende fortvivlelse, en drømmende fjernhed i blikket, som fører os ad andre veje.
Operaen er skrevet af Donizetti til operascener, der i 18oo-tallet krævede vellyd og vokalt smæk for skillingen, og man hører ekkoet af den ekstatiske jubel, der er blevet primadonnaerne til del over et værk af klingende romantik og gigantiske solopræstationer.
Det er ikke meget anderledes på Metropolitan i N.Y. og Scala i Milano i vore dage. På Fyn er glæden ikke mindre, den udtrykker sig i afmålt elskværdighed. En enkelt sydlænding i uventet ekstase havde vist forvildet sig ind på de bageste rækker denne aften. Tak og velkommen.

 

STEMMER

Nu er den jyske ’Lucia di Lammermoor’ jo andet end Lucia og Henriette Bonde-Hansen. Det må man minde sig selv om.
Sort i sort er den grumme historie, som Walter Scott skrev som roman, og Donizetti gjorde til en opera så dyster som Verdis ’Macbeth’. Familiefejde i skotsk adel i 1500-tallet – i denne danske opførelse sværtet i scenografisk kulør, men uden at anfægte Donizettis paradoksalt strømmende velklang. I orkestret. Her guidet af dirigenten Martin André. Og i stemmerne. Vi hører i Odense Lars Møller, en kleppert af en dansk baryton mest med karriere i Tyskland, flot og brutalt syngende som Lucias bror Enrico.
Og vi hører den italienske tenor Danilo Formaggio som Edgardo, den elskede, bortdragne, trofaste, men af Lucias familie forhadte. En ægte, fortræffelig tenor, af statur lidt uhomogen som partner til Henriette Bonde-Hansen. Det er tit tenorers lod. Men vi går efter stemmen. Den klinger.
Den Jyske Opera har dobbeltbesat hovedrollerne. Den første af de to aftener på Operaen i København synges Lucia af den irske sopran Claudia Boyle – hun blev godt omtalt efter premieren i Århus for en måned siden.
Men vil man høre vores fynskfødte veninde med den store internationale karriere – Henriette B.-H. er nu bosat i U.S.A. – så må man sikre sig billet til onsdag den 9. 
Vi siger det bare! 

gregersDH.dk