Blog-ferie 23.5. – 9.6.

Category : Alle, Anmeldelser

Bloggen holder læseferie


fra 23. maj til 9. juni


GregersDH.dk


‘The End’ Odense Teater, Sukkerkogeriet 21.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Hanne Hedelund i ‘The End’ på Odense Teater. (Foto: Emilia Therese)

 

 

SORT

 

 

 

 

SORT

 

 

 

 

Konsekvent, men grumme monoton. Det er Odense Teaters forestilling ’The End’ med 25 sange om enden på livet.

Koncept og instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf: Edward Lloyd Pierce. Musikalske arrangementer og kapelmester: Anders Ortman. Medvirkende: Peder Holm Johansen, Hanne Hedelund, Natali Vallespir Sand, Claus Riis Østergaard, Cecilie Gerberg Nielsen, Martin Bo Lindsten og Thomas Bang.

’The End’ spiller på Odense Teaters annex-scene ’Sukkerkogeriet’. Forestillingen går indtil 9. juni. Varighed: 1 t 40 min.

***


TAK for sangene, tapre odenseanske skuespillere.
Eller skal vi sige sangen. For ’The End’ – jeres teaterkoncert – består af 25 sange, men de lyder alle sammen ens. Næsten. Selvfølgelig sker der lidt op og ned undervejs. Sangene har trods alt ophavsmænd, der flytter os en del rundt – Paul Simon, David Bowie, Leonard Cohen, Tracy Chapman, Patti Smith, Peter Gabriel, Tom Waits og alle de andre gode folk. De har fyldt en generation med store sange om livet og døden.
Men nu har den kreative iscenesætter Maria Kjærgaard Sunesen plukket løs fra sangskatten og lindet på musikkens kistelåg. Eller sømmet det til, om man vil.
Det gjorde Mozart og Brahms og andre også med deres Requiem’er og gav os ufattelige rigdomme af oplevelser.
Ingen skal sige, at der ikke er oplevelser og stærke optrin i ’The End’. Sådan set ikke noget i vejen med kreativiteten – scenen er en cirkus-karrusel, de medvirkende er prægtigt og broget kostumeret, de svinger sig i vejret, de invaderer publikum med popcorn, et farverigt band er på scenen, slyngler, narre og jomfruer, soldater og coboys, klovne og bamser, sågar en isbjørn – i hvert fald skindet.
Lyder det ikke som en frisk omgang med livets ende? Det er det ikke. Sangene bliver glimrende sunget fra vekslende positioner på og uden for karrusellen, men bliver trods alle gode fortolkninger en mere og mere monoton, næsten ubrudt kæde af trist desperation og ulyksalighed. Musikken, instrumentationen, teksterne væver os ind i den grummeste stemning. Sikkert tilsigtet. Men kunstneriske oplevelser befordres sjældent – i hvert fald ikke i dette tilfælde – af uflyttelig monotoni over længere stræk.

FIKS IDÉ

På Odense Teater har Maria Kjærgaard Sunesen på det seneste skabt den herligste bevægelse i ’Brødrene Løvehjerte’. Og hun er trængt dybt ind i menneskeligt stof på Teater Får302 med stykket ’Tørst’. Hvad har grebet hende med ’The End’? Alvoren ved livets ende? Simpelt hen? Momentan depression? Eller er projektet en fiks idé af den type, vi kender fra redaktionssekretærer, der med mellemrum siger: Skal vi ikke lave en serie om et eller andet emne? Et af den slags, alle interesserer sig for? Godt. Vi tager døden. En teaterkoncert om livets ende. The End of Life.
Som sagt så gjort af Maria Kjærgaard-Sunesen, og de gode skuespillere Peder Holm Johansen, Hanne Hedelund, Natali Vallespir Sand, Claus Riis Østergaard, Cecilie Gerberg Nielsen, Martin Bo Lindsten og Thomas Bang.
Ikke et ondt ord om deres indsats. Men vi keder os, som forestillingen skrider frem.

gregersDH,dk

 

 

‘Cykelmyggen Egon møder Tommelise Østre Gasværk Teater 20.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nadia Skriver Dahl og David Schnabel i ‘Cykelmyggen Egon møder Tommelise’  (Tegning: Claus Seidel)

 

 

SKIDEGODT,

 

EGON

 

 

 

 

 

’Cykelmyggen Egon møder Tommelise’ er en udbygget udgave af ’historien fra Østre Gasværk i 2011. Stadig en virtuos og farverig udnyttelse af kæmperummet.


Forfatter: Flemming Quist Møller. Iscenesættelse: Steen Koerner. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Komponist: Jesper Mechlenburg. Medvirkende bl.a. David Schnabel, Chenying Lu og Nadia Skriver og Flemming Quist Møller som fortæller.

’Cykelmyggen Egon møder Tommelise’ spiller i Østre Gasværk Teater på Østerbro indtil 19. juni.

****


SÅ er cykelmyggen Egon på pedalerne igen i Østre Gasværks Teater, og vi følger ham glad, som vi gjorde i august 2011, da dramatiseringen af Flemming Quists historie forlystede os første gang i det eventyrlige teaterrum.
Nu hedder virtuosen på to hjul David Schnabel, han er tysk, dengang var det franskmanden Serge Huercio, skrappe fyre begge to. Og når dét er så afgørende at konstatere, er det fordi de virtuose, akrobatiske ture på den tohjulede er voldsomt afgørende for oplevelsen, også for de mange unger, der strømmer til forestillingen. Unger i dette land fra fem år og opefter har et forhold til fænomenet cykel, som er vildere og mere passioneret en voksnes forhold til huspriser, rødvin og de droppede smøger, så det siger ikke så lidt..
Schnabels virtuose håndtering af sit køretøj er en jublende fornøjelse frem for disse ugers daglige tv-syn af sved og stereotype anstrengelser på alskens tours de et-eller-andet ud ad de europæiske landeveje.

I LUFTEN

Men bortset fra det er cykelmyggen Egon og hans meriter mellem rible-krable dyrene på skovbunden endnu engang en fornøjelse i kraft rummet, farverne, de fabelagtige kostumer, og det faktum, at arbejdsmyg, rovmyrer, myggedronning og myggeprinsesse, skarnbasser og rovbiller letter så aldeles ubesværet fra skovens bund som naturens cirkusartister, på flugt eller på jagt efter hinanden i et eventyr, som er udmærket, men som vi aldrig interesserer os for for alvor, fordi det visuelle, det blomstrende, det farverige og luftturene er så overvældende.
Vi har set den store gasbeholder udnyttet flot og storslået mange gange, men vist egentlig ikke så prægtigt lysdesignet som her.
Det overskygger helt det spinkle, dramatiske plot mellem cykelmyg, Dagmar-myggekæreste og den af åkanden opdukkede Tommelise, ja, selv de to skarnbassers svinestreger for at få kløerne i den indsamlede honningdug.
Øjnene ruller i hovedet på store og små over alt det, der er at kikke på. Og på lydsiden er det, der i hvert fald hos min niårige ledsager går renest ind det tordenbrag, som hver akt begynder med. Og så det ræb, der lyder fra tudsen, de den har slugt Egon og de to skarnbasser.
Men intet slår alligevel Egons jonglørnumre på cyklen. Skidegodt, Egon. Vi er helt bekymrede for, at den niårige skal hjem og prøve selv.

gregersDH.dk

Cirkusrevyen 2016 Bakken 19.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ulf Pilgaard, Lise Baastrup, Niels Ellegaard og Lisbet Dahl i Cirkusrevyen 2016 (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

 

 

STORT

 

NYT

 

TALENT

 

 

 

 

 

Recepten for Cirkusrevyen fraviges ikke. Stærke og mindre stærke tekster. Pilgaard, Ellegaard og Lykkegaard i topform ind imellem. Og så et stort nyt revytalent: Lise Baastrup.


Instruktør: Lisbet Dahl. Scenograf: Niels Secher. Kapelmester. James Price. Medvirkende: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl. Niels Ellegaard. Lise Baastrup og Henrik Lykkegaard.

Cirkusrevyen 2016 spiller hele sommeren på Dyrehavsbakken frem til 27. august. Derefter i Aalborg Kongres og Kultur Center fra 31. august til 4. september.

*****


CIRKUSREVYENS recept er så sikker og velkendt som doktorens recept på lykkepiller:
Lisbet Dahl med en hjemmestrikket sang, der humper sig gennem på skæv cha-cha. Eller som Lars Løkke Rasmussen, ramt på kornet.
Ulf Pilgaard som dronningen, så ikke et øje er tørt.
Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard i crazy særudgaver af nationens originaler.
Og så et par susende balletoptrin, der fejer scenen ren for tekster og replikker.
Og jo: James Price evig veloplagt med sit band i scenens dameside.
Ellers noget? Ja, minsandten: Lise Baastrup. Vi anede det. Denne kanonsalve af en skuespiller har vi set udvikle sig fra rolle til rolle på Aalborg Teater, nu er hun i København. Senest har vi set hende nærmest erobre hovedrollen i ’Jean de France’ på Folketeatret som tjenestepigen Marthe, eller på Nørrebro Teater forvandle Tjekhovs Masja i ’Mågen’ fra en bly viol til en tornado af en teenager.
Nu et oplagt format til Cirkusrevyen.

OPLAGT

Lisbet Dahl, Cirkusrevyens instruktør ser damens potentiale. Lise Baastrup er ikke 10 sekunder på scenen i det indledende ’Velkommen’ ensemblenummer, for det er hendes opgave at bryde den leflende imødekommenhed med et ’Nå, nå, er alle velkommen?’. Så ved vi, hvor vi har hende.
Vi er ikke langt henne i første afdeling, før hun  er alene på banen med nummeret ’Misforstået’, hvor misforståelsen består i, at hun er helt skæv med Søren Pind, at hun drømmer om at sove i ’lovens arm så blind’, og at Pind i den situation ’gerne må komme ind’ – hun har altså bare forvekslet Søren Pind med Sean Penn. Munterheden simuleres af, at Niels Ellegaard midt i det hele gør sin entré lammende maskeret som Søren Pind.
Hun overlades dermed også en tekst af Cirkusrevyens årelange hovedleverandør, Carl-Erik Sørensen – så veloplagt som den, Sørensen i 2. afdeling med uimodståeligt overskud har plantet hos Ulf Pilgaard som årets dronning Margrethe-monolog. Der sidder Margrethe og fumler med sine huskesedler i nytårstalen, roder dagens indkøbsliste sammen med hilsenerne til søens folk og tanker til danske i det fremmede, især dem, der er langt væk som ham, hun har pensioneret, og som bør have en ny titel. Hun foreslår ’tudeprinsen’.
Ulf Pilgaard spiller denne gang den maltrakterede dronning med overbærende distanceret ironi og en dobbeltbundet forfjamskelse, der snerter og bringer os et skridt videre i kærlig og nærmest lægelig omsorg for dette menneske i ulyksalig tilstand i sin mærkelige status som svævende mellem absurd eventyr og livsnær jordbund.

LYKKEGAARD

Recepten på en forventet Cirkusrevy bliver vi altså ikke snydt for. Man ved, hvem der sidder i salen, og vi får det herligt understreget af Henrik Lykkegaard i en monolog, Vase og Fuglsang har skrevet til ham. ’Er alle med’ lyder den, en skæg og direkte appel til de forskellige grupper af publikummer, svenskere, indvandrere, børn og især dem, der er 80 og deromkring.
Lykkegaard har en evne til rapt at jonglere med lynhurtig mimik og kropssprog. Replikkerne flyver fra ham, og replikker kan han såmænd også undvære – han har et nummer, der hedder ’Kogepladen’, hvor han stum og henrykt danser boogie woogie på en glødende en af slagsen.
Bliver der ikke lavet andet end varme fodsåler i det nummer, så står den til gengæld på fuld kokkerering i ’Single sommermad’, hvor Lise Baastrup får en tekst af Vase og Fuglsang til at springe flere meter op i luften i et ustyrligt fuldepige-show. Man skal ikke stikke den pige mange stumper tekst og idé, før hun eksploderer i action.

ELLEGAARD

Og man skal ikke byde Niels Ellegaard på skæve personer, før han borer sig ind i dem og lader dem slippe ud som infernalsk vanvid. I ’Indre ro’ – endnu et nummer af Carl-Erik Sørensen – er Ellegaard en splittergal psykolog, der ’coacher’ arme sjæle og fortæller dem, hvordan de finder den ’indre ro’, f.eks. i ægteskabet.
Manden har glimrende tips til det formål. ”Men skal se sig selv som en hjemmelavet bernaise-sovs. Først bliver man pisket, så bliver man skilt.” Vi lader anbefalingen gå videre.
Der er numre i revyen, man sløjfer i erindringen allerede ved næstsidste replik. Det hører også med i recepten for en Cirkusrevy.
Og så hører der ballet til. To større numre som sædvanlig. Men sandelig ret specielle. Det publikum, som Henrik Lykkegaard taler kærligt til – dem fra 80 og opefter – får ikke lige de lårsvingende tableauer, der hørte forrige generation til. Det ene er et knitrende hacker-show med kaos på skærmen, dansere i computersammenbrud. Det andet er et weird science robotnummer, der udnytter en blanding af krop og trin og excentrisk video-grafik. Avanceret og absolut fascinerende.
Et ældre publikum får til gengæld en godt sammenskruet kavalkade af Dirch Passer-succeser fra Cirkusrevyen i 70’erne, hvor Dirch Passer trak forestilling efter forestilling i land som kæmpefangster. En understregning af, hvad der gennem flere generationer i høj grad har båret denne revy på englevinder: De kugleskøre påfund og deres lige så skøre forvaltere.

gregersDH.dk

‘Kinder K’ Teaterøen 17.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Josephine Park og Niels Erling i ‘Kinder K’ (Foto: Thomas Petri)

 

RETTEN

 

TIL

 

AT DRÆBE

 

 

 

Nazi-udryddelse af invalider og fosterfordrivelse på medicinsk indikation – er der lighedspunkter? Teaterøens forestilling ’Kinder K’ stiller spørgsmålet skarpt op.

Manuskript: Kristofer Blindheim Grønskag. Iscenesættelse og scenografi: Jakob A. Shokking. Medvirkende: Josephine Park og Niels Erling.

’Kinder K’ spiller på Teaterøen på Refshalen indtil 27. maj. Varighed 1 t 20 min.

****


DER er lang vej fra nazisternes udryddelse af mennesker i KZ-lejre i 1940’ne til provokeret abort på kvinder i vore dage.
Hvor lang?
Det er i princippet det, der er spørgsmålet i forestillingen ’Kinder K’ på det avancerede Teaterøen ude i det maritime klondyke på Refshalen.
Stykket et skrevet af den norske dramatiker Kristofer B. Grønskag.
Dybest set lyder hans svar, at der nok ikke så lang vej, som vi umiddelbart tænker. Han stiller provokerende spørgsmålet til diskussion.
Han vælger et dokumenteret eksempel fra nazitiden: Et barn, drengen Gerhard Kretschmar, blev i 1939 født i Østrig, blind og deform, bl.a. uden ben. Sagen om hans aflivning fik kodenavnet ’Kinder K’. Det skete samtidig med, at Hitler underskrev et dekret om aflivning af individer, der var for besværlige eller uinteressante at holde liv i: Invalider, åndssvage, psykisk syge, sigøjnere, jøder og lignende væsener, der efter nazistisk opfattelse var vraggods i et velfungerende samfund af perfekte mennesker.
Forfatteren vælger så et nutidigt eksempel, et fiktivt ægtepar, som er i frygtelige overvejelser og dyb uenighed om de eventuelle konsekvenser af en fostervandsprøve: Skal pigen have barnet fjernet? Lægevidenskaben er langt med mulighederne for at kunne påvise ikke bare fosterets køn, men også mulighed og risiko for kommende svagheder og sygdomme, f. eks. Downs Syndrom (som peger mod, at barnet vil blive psykisk udviklingshæmmet).
Bliver barnet måske et dårligt liv? Og for hvis skyld skrider man til abort? Barnets? Eller forældrenes?

TVUNGENT ELLER FRIVILLIGT

Det historiske tilfælde fra nazitiden og det nutidige, som jo er et stadig opblussende emne, stilles op, så vi skal se en sammenhæng. Selvom der naturligvis ligger en afgørende forskel ved valgene. Nazisternes var tvang. Nutidens er frivillighed.
Forfatteren lader emnet switche mellem datid og nutid. Vi får Kretschmar-barnets historie i konflikter mellem uenige forældre – faren var åbenbart nazist og moren bare usikker. Nutidsægteparret skilles i ægteskabelig panik om forvirringen over de argumenter, de påvirkes af fra læger og fra den offentlige mening.
Der bliver spilles engageret og indædt af Josephine Park og Niels Erling, og Jakob A. Shokking har som iscenesætter og scenograf skabt smidige spring i tid og handling, selvom det ind imellem har været svært at gøre det helt klart, når Park og Erling skifter identitet og pludselig har andre roller, f.eks. læger.
Men det er fascinerende at se, hvordan Shokking med en dygtig lysmand får ændret scenernes lokalitet ved hjælp af farver og felter på de enkle, forskydelige scenevægge, der udgør baggrunden. Og på det sand, der fylder scenegulvet som symbol på død, grav og fortid, der kan udviskes.
Godt og levende debatteater med få, præcise midler.

gregersDH.dk

‘I fornuftens land’ Vendsyssel Teater 14.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Klaus Andersen og Lone Rødbroe i ‘I fornuftens land’ (foto: Søren Hasselgaard Skaaning)

 

MENS DER

 

VENTES

 

PÅ TOG

 

 

Hausgaard på listefod hen ad krigsstien i ’I fornuftens land’, en sjov teaterversion af hans tekster. Set og hørt på Vendsyssel Teater i Hjørring.

Tekster: Niels Hausgaard. Koncept og instruktion: Nikolaj Mineka og Ole Sørensen. Scenografi: Johanne Eggert. Medvirkende: Klaus Andersen, Hanne Lauersen, Connie Tronbjerg, Hsns Holtegaard, Lone Rødbroe, Simon Eskildsen (musiker) og Mathias Gregersen (musiker)

’I Fornuftens land’ har spillet på Teater Møllen i Haderslev og går nu på Vendsyssel Teater i Hjørring endnu nogle dage frem til ???

*****


VI har indlogeret os på ’Det bette Hotel’ i Hjørring. Det lyder af  ’udkantsdanmark’. Eller hvad? I København hedder hotellerne Best Western eller Scandic eller Palace. Vi er lige afrejst fra ’Copenhagen Airport’. Det lyder altsammen af udkant. Engang hed den Kastrup Lufthavn. Nu taler man udenlandsk på den københavnske udkant.
Hvor er ude? Og hvor er kanten? Og kanten til hvad?
Vi er i Hjørring for at se et stykke, der hedder ’I fornuftens land’ på Vendsyssel Teater. Scenen er en lille jernbanestation. Fem mennesker venter på perronen. En stemme i højtaleren meddeler, at toget er forsinket.
Almindelig fnisen. Vi er på hjemmebane. Hverdag hos DSB. Der er dømt dansk udkant over hele linjen. I København. I bette Hjørring. Hvor som helst. Fornuftens land er det samme overalt. Landet, hvor man brokker sig over, at toget ikke kommer til tiden, men hvor man tager det roligt og falder ned på en bænk og snakker om, hvad der falder ind. Det gør de fem mennesker på stationen.
Scenografen Johanne Eggert har lavet en bænk til dem.
En bænk, der kan dreje rundt. De drejer den selv, og den snurrer lige så sindigt som de sange, de fem synger. Og lige så tænksomt som snakken og historierne går mellem dem på den lille perron. Mens et par togkonduktører spiller på guitar og ukulele, og passagererne spiller med på, hvad de har af slagtøj og truthorn, Lone Rødboe på en nuttet, lille trækspil, hun må have lånt af en cirkusklovn.

TÆNKETANKEN

Niels Hausgaard har skrevet det hele – den danske tænketank fra Vendsyssel er leveringsdygtig i betragtninger, der er som talt ud af munden på danskere fra alle ender og udkanter af dette land, de er hentet fra hans plader, og Ole Sørensen har sat sammen og instrueret i fællig med Nikolaj Mineka – parret har lavet forestillingen til deres teater Møllen i Haderslev og fået Vendsyssel Teater med på det som et fælles projekt.
Her sidder så runde Hans Holtegaard med det vemodige blik og livserfaring gemt bag alle folderne og fortæller om drengen, der savner sin far, men får klar besked: ”Du kan altid gå til far. Men indtil du bliver stor, så går til mor.” Eller er forsanger i en kirkelig trøst til de arbejdssøgende ”Der er altid nok til dem, der vil arbejde. Amen. Amen. Amen.” Hausgaard skåner på sin tempererede vis ingen. Hanne Lauersen fortæller med sin kontrollerede mimik om broren, der præsenterer sin kæreste første gang derhjemme, og hvordan hun selv pludselig sidder og opdager sit eget hjem. Malerierne, tapetet, møblerne – hvordan er det, der ser ud her? Hvordan er det egentlig. vi bor? Det er som pludselig at opdage, at man har glemt sin ægtefælle, glemt at tale sammen, glemt at mærke hinanden.
Demokratiets vilkår får lov at hænge i luften efter en replik som denne her: ”Er de fleste de bedste, eller er de bare de fleste?”
Ikke alle Hausgaards finter er så forfinede. Der er historien om den nye pige i klassen, der har fregner i ansigtet. Hun bliver mobbet og kaldt ’Svineprinsessen’ – hende med ”lort på næsen”. Kontant afregning.
Demokratiets situation får lov at hænge i luften oven på denne her: ”Er de fleste de bedste, eller er de bare de fleste?”
Det er lykkedes Ole Sørensen og spillerne at få Hausgaards ind- og udfald til at vandre smidigt, musikalsk og vittigt over perronen med deres vekslen mellem diskrete uforskammetheder og underfundige svirp, inden toget indfinder sig og bevæger sig mod ’Fornuftens land’. Hvor ”himlen er grå, træerne små, og fuglene ingen ting siger.”
Så tørt og glansløst kan Hausgaard tegne danskernes fysiognomi, men han gør det, så dette nationale selvportræt udløser stormfuld jubel.
Han gør det med sin egen forrygende bette ironi.

gregersDH.dk

‘Den dag en raket slog ned…’ Aalborg Teater Lille Scene 13.5. 2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Maria Henriksen og Martin Ringsmose i ‘Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsens trampolin og sprængte Europa’ på Aalborg Teater (Foto: Allan Toft)

 

STAKKELS

 

 

EUROPA

 

 

Stykket med dansk teaters pt længste titel går på Aalborg Teater. Det er fyldt af ord, holdninger, politisk aktualitet. Og lige så forvirrende som sin titel, der lyder ‘Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsens trampolin og sprængte Europa‘.

Dramatiker: Henrik Szklany. Instruktion: Minna Johannesson. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Medvirkende: Martin Ringsmose, Malin Rømer Brolin-Tani, Kristine Elmedal Johansen, Maria Henriksen, Jakob Hannibal, Steffen Berenthz Eriksen og Marianne Høgsbro.

’Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsen trampolin og sprængte Europa’ spiller på Aalborg Teaters lille Scene indtil 3. juni.

**


RESPEKT for ambitionen! Den unge dramatiker Henrik Szklany kaster sig gang på gang uforfærdet frem mod aktuelle emner. Det lykkes nogle gange, nogle gange ikke rigtigt.
På Aalborg Teater tager han denne gang et ordentligt livtag, der handler om Europas redning eller undergang. Intet mindre. En vision af temmelig forfærdende art:
Vi befinder os i år 2036. En raket er slået ned i Jesper og Marie Nielsens have og har dræbt den ene af parrets to små piger.
De er dårligt nok kommet sig af chokket, da en fremmed på flugt fra kaotisk tilstande i land og riger braser ind, ægteparret ryger fra hinanden i et opgør om at tage aktivt initiativ eller lade være i de ubestemmelige, politiske og krigeriske stridigheder. Konen bliver, hvor hun er, men Jesper følger den fremmede ved navn Oskar ud i en verden af kaotisk krig og opgør mellem modstridende parter og kræfter.
Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det, der har fået dramatikeren til at flytte tyve år frem i tid, er de øjeblikkelige strømme af flygtninge i Europa og EU-usikkerheden på, hvordan man styrer strømmene og i øvrigt holder sammen på det hele og sig selv i stormvejret mellem EU-lande.
Men han bringer sandelig publikum i tvivl om, hvad det præcis er for kræfter, han taler om. I løs vægt slynger han og stykkets personer om sig med ’de indtrængende’, ’parasitterne’, ’spøgelserne’, ’militsen’, om ’provinsialisterne’ – tror jeg, de kaldes – og om ’storbyboerne’. Indbyrdes fjender, som befandt Europa sig i et mellemøstligt hundeslagsmål mellem uoverskueligt stridende parter. En syndflod af ledsagende tekster på storskærm skaber ikke klarhed over forløbet – de er printet så småt, at de stort set er ulæselige.
Vi er egentlig først på lidt sikker grund med en gruppering, da Nielsen indfanges af ’Green City’-folkene, eksklusive økologister, model a la det perfekte Schweiz. Folk med orden i sagerne, men som går videre med en stålsat lovgivning, der låner inspiration fra en slags Nordkorea: Ét barn pr. familie, ingen adgang for væmmelige fremmede, og armbånd til alle, der opfører sig ordentligt. Men hvis de ikke gør: Armbånd, der kan fjernstyres og aktiveres, så deres bærer slås ihjel.
Det handler om Europa samlet under en kvindelig præsident ved navn Julia, spillet hånd- og stemmefast af Marianne Høgsbro. En præsident, der til gengæld må lide den tort at være forsynet med sønnen Marco – Steffen Berenthz Eriksen – som er forsker og ikke vil lege med på det moderlige diktatur, men vandrer ud i naturen til lejrbålet for at etablere sit oprør mod mamas ’Fagre nye verden’.
Martin Ringsmose spiller den hæderlige, men let manipulerbare Jesper Nielsen, Malin Rømer Brolin-Tani hans arme kone, der til slut begraver urnen med sine nu to døde døtre.
Forestillingen munder ud i nærmest total europæisk undergang under ufattelig mange drone-angreb, ufattelig mange lig spredt i landskabet, og den får en mærkelig poetisk-makaber finale i en monolog om det jordiske mareridt sagt af Jakob Hannibal, der spiller personen Oskar, og sagt, så vi et øjeblik mærker lidt digterisk, tekstlig schwung midt i de forvirrende uhyrligheder.
En god dramaturg havde nok taget hårdere fat om dette ambitiøse og ordrige stykke politisk teater.

gregersDH.dk

‘Sommer i Tyrol’ Aalborg Teater St. Scene 12.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Carsten Svendsen og Laura Kold i ‘Sommer i Tyrol’ på Aalborg Teater  (Foto: Allan Toft)

 

 

 

 

REGN

 

 

MED

 

 

SOL

 

 

 

Der er herligt sus og vanvid i Aalborg Teaters ’Sommer i Tyrol’.

’Sommer i Tyrol’ spiller på Aalborg Teaters Store Scene indtil 11. juni. Varighed 2 t. 15 min.

Benatzky og Stoltz: ’Sommer i Tyrol’. Bearbejdelse: Rolf Heim og Jens Chr. Led. Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi: Katrine Gjerding og Karin Gille. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Medvirkende: Carsten Svendsen, Laura Kold, Merete Mærkedahl, Jacob Moth-Poulsen, Mads Rømer Brolin-Tani, Sofie Topp-Duus, Niels Anders Manley, Jørgen W. Larsen, Henrik Weel, Joakim Lind-Trandberg og Katrine Bæk Sørensen.

*****


TÆPPET går op for noget, der ligner en dødssyg ventesal på en østtysk banegård. Bag glasvæggen i baggrunden øser regnen ned.
Vi skimter orkestret, der åbenbart er dømt til at trutte i horn og stryge fioler i sjaskregn.
Hallo!…  Sommer?? I Tyrol??
Vi aner hurtigt, at forbløffelsen er til for straks at blive vendt på hovedet, så vi bliver så meget mere ramt af energien og galskaben i denne opsætning af den gamle traver med stemningen af mellemkrigslystighed og hele det wieneriske sus af altmodisch humør. En brush up af den gamle traver, der ikke bare er til at klare med løftede øjenbryn, men ligefrem en stor fornøjelse.
Personalet i Hotel ’Im Weissen Rössl’ fiser straks det flade scenegulv rundt som torpedoer med kost, klud og støvsugere.  Regnklædte turister fiser den anden vej. Alt i denne opsætning er herefter et brus af gale påfund.
Benatzkys og Stolz’ wieneriske svirp af velkendte melodier får det ene øjeblik nogle instrumentale puf fra arrangementerne, det næste øjeblik kælne omklamringer, så ingen skal gå skuffet hjem uden at have nynnet og memoreret med rundt om på de fyldte rækker i Aalborg Teater. På ’Man kan jo ikke gøre for, at man har charme’ og ’I sommersol ved den hvide hest’ eller ’Ja, ja, ja nu kommer jeg’, som Habakuk i sin tid i radioens ’Holdningsløse Tidende fik limet uvisneligt på Schlüters navn. Men som her strømmer muntert fra Carsten Svendsen, der forestillingen igennem er en tjener Leopold, der måske svinger lidt mindre elegant og klassisk end Preben Kristensen gjorde i den traditionelle, men meget morsomme udgave af operetten på Nørrebro Teater for en snes år siden, men på den anden side fyrer en fejende fræk og uforskammet Leopold af.

UIMODSTÅELIGE

En laban i tjener-outfit, der minsandten efter pausen kan leverer ikke bare et forrygende nyskrevet potpourri som indledning, men også synge så ømt sammen med Laura Kold, der er værtinden fru Josepha, at komediens sentimentalitet og nostalgi får alt, hvad den kan trække.
Laura Kold er måske ikke nogen Maria Callas, men hun har en eminent musikalitet af den art, der karakteriserer stærke skuespillere og som bringer deres sang varmblodigt og bevægende ud over rampen. Flot og rap er hun som kvinden i centrum.
De to kører som domptører den festlige besætning af gæster og ansatte i tyroler-kroen, der i Rolf Heims instruktion og Katrine Gjerdings scenografi får os til at glemme bjerge og landskaber for at juble desto mere over Merete Mærkedahls forskræmte tjenestepige, der udvikler sig til et vildt livstykke af en showdanser, de to konkurrerende undertøjsfabrikanter, den ene Sigismund, som Jacob Moth- Poulsen gør til en uimodståelig klovn, den anden Julius, som Mads Rømer Brolin-Tani fyrer af som en selvoptaget, højt råbende her-kommer-jeg-starut, hvis infernalske råben op kun overgås af Sofie Topp-Duus som Julius’ datter, da hun sætter sin far overdådigt til vægs i slutningen.
Andre fint besatte roller i i Rolf Heims tempofyldte show af intriger og halløj er i hænderne på Niels Anders Manley, Jørgen W. Larsen, Joakim Lind Tranberg og Katrine Bæk Sørensen, for ikke at glemme Henrik Weel, der er betroet Kejser Franz Josephs imposante entré iført gravhund, så arme prinsgemal Henrik ikke skal glemmes midt i det royale clou på festlighederne.
Jo, ’Sommer i Tyrol’ lever, når nogen gør sig umage med ikke bare at forny den, men tage den for en godt sammenskruet historie og besætte rollerne omhyggeligt.

gregersDH.dk

‘Dogville’ Odense Teater St. Scene 7.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Rikke Lylloff og Benjamin Kitter i ‘Dogville’ (Foto: Emilia Therese)

 

LANDS-

*

BYENS

*

VILDE

*

HUNDE

 

 

Triers ’Dogville’ er iscenesat på Odense Teater som et uhyggeligt teater-symfonisk mesterværk. Fremragende og vedkommende.

Manuskript: Lars von Trier. Instruktion og bearbejdelse: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Medvirkende: Rikke Lylloff, Kurt Dreyer, Benjamin Kitter, Mads Nørby, Mikkel Bay Mortensen, Githa Lehrman, Betty Glostad, Nana Christine Morks, Mette Maria Ahrenkiel, Klaus T. Søndergaard, Magnus Christensen, Lea Baastrup Rønne, Malene Melsen, Lars Simonsen, Anders Gjellerup Koch, Louise Davidsen og Michael Grønnemose.

’Dogville’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 25. maj. Varighed: 1 t 45 min. Uden pause.

*****

 

SOM en bibelsk lignelse. Sådan må man opleve Lars von Triers ’Dogville’.
Også i den version, der nu er på Odense Teaters store scene. En lignelse som en fortælling, der ikke bare er en god historie, men en historie med en moralsk pointe.
En historie om menneskeligt fordærv. Om et menneske, der med en art søvngængeragtig naivitet konfronterer fordærvet, indavlet og degenerationen.
I filmen valgte Trier at skære fortællingen ind til benet.
Vi var nok i et provinsielt hul ved navn Dogville. Alle navne på steder og mennesker sagde os, at vi befandt os i U.S.A. Men det var noget, vi ellers måtte tænke os til.
Det var ’Dogme’-år. Alt foregik på et blankt gulv. Hvis man spørger folk, om de husker filmen, siger det: Det var den med striberne. Huse, gader var afmærket med striber. Inden for dem boede og færdedes filmens personer.
På Odense Teater ligger den store scene åben fra start til slut. Det ligner et kræmmermarked. Landsbyboernes samlede brok af møbler og inventar er hobet op, vi er på torv, på gade, i forsamlingshus, på gårdsplads, på værksted. Beboerne er der med deres det ene og det andet, i rullestol, med baby, med værktøj. Og bag det hele vælder et fjeld sig. Der er real western over historien.
På den måde er det lykkedes iscenesætter Tue Biering og scenograf Nicolaj Spangaa at bringe realisme ind over historien, men egentlig mere surrealisme, for han opererer med handlingen og personerne, som om vi overværer et stykke musik, en kontrapunktisk historie, hvor action, stemmer og handling er et fletværk af op- og nedtoninger, af dramatiske udløsninger, pauser, hvilepunkter. Replik, referat, soli, tutti. Med mikrofoner eller uden.

ÅNDELØST

Vi følger åndeløst med i fortællingen, som var den en symfoni om den unge Grace, der er på flugt fra kriminelle forfølgere, prøver at komme videre over bjergene, men hentes tilbage af den unge fyr, der er landsbyens intellektuelle væsen med ambitioner om at tænke et par skridt videre end flokken af beboere, der ikke har andet og mere end hverdagen og dens problemer i hovedet.
Han får overtalt beboerne til at beholde pigen i landsbyen. Og overtalt pigen til som modydelse at hjælpe de enkelte husholdninger en times tid hver dag.
Her starter tilsnøringen, derouten, den enerverende, men fuldstændigt rolige og konsekvente skildring af, hvordan massepsykotisk udnyttelse og undertrykkelse af pigen indfinder sig med ubønhørlig automatik.
Kan man forlange det ene af hende, kan man også forlange det andet. Truslen om at smide hende ud og overlade hende til forfølgerne bruges til stadig nye krav. Voldtægter, overfusninger, tæv, sjoflinger gror som paddehatte omkring hende. Hendes modspil er tolerance, forståelse, accept.
Rikke Lylloff’s Grace er som en hellig Teresa, der accepterer lidelserne. En stadig kilde til nerver på højkant for publikum. For hvor er hun på vej hen, hvad sker der i hovedet på hende, hvad er hendes motiver ud over angsten for forfølgelsen, hvad er den egentlig baggrund for hendes fremfærd – spørgsmål, der pirres konstant af de foruroligende omgivelser, politiet, der indfinder sig, og gådefulde personer som den tavse, habitklædte ældre mand med de mørke briller, som kredser omkring i dette ragnarok, der naturligvis må ende galt med en nærmest apokalyptisk slutning.

FREMRAGENDE

Hvis nogle som sagt ikke husker Trier-filmen for meget andet end Dogville-striberne på gulvet og måske Nicole Kidmans medvirken som Grace, vil Odense-publikummet nok huske denne opsætning for den fremragende besætning af den lange række af små og store roller. Udover Rikke Lylloff i hovedrollen bl.a. Benjamin Kitter som den unge vidtløftige humanist med den gode vilje og den ringe modstandskraft over for folkestemningen, Lars Simonsen som den afstumpede Chuck, Anders Gjellerup Koch som den blinde med seer-visionerne, og i øvrigt det hele blændende godt sammensatte komparseri af skulende, nævenyttige, selvoptagne, og såre rettænkende borgere. Rettænkende undtagen når det blev alvor.
Se rollelisten, det er næsten Odense Teaters totale skuespillerpersonale samlet under Tue Bierings taktstok. En taktstok, han her fører med en sikkerhed og nedtonet desperation i forhold til ofte set.
Hvis man igen spørger sig selv, hvad det er for et samfund og en mentalitet, Trier rammer med ’Dogville’, så hævder nogle, at det er Amerika og amerikansk selvgodhed. Men man skal ikke længere væk end til Erling Jepsens film, romaner og teaterstykker for at møde lignende skildringer, hvor det er forsnævrede, sønderjyske landsbymiljøer, som han har ramt lige så uhyggeligt.
Og man behøver ikke bevæge sig rundt i dagens Danmark i øvrigt for i f.eks. flygtningediskussionerne at se ubehagelige sider af den menneskelige karakter krable frem, når begivenheder kommer tæt på.
I Mungo Parks ’Uledsaget’, der er baseret på autentiske flygtninge- beretninger har Birgitte Simonsen i disse dage en kort rystende gengivelse af en piges beskrivelse af, hvordan hun forvandles til en veritabel ulv med hugtænder, når hun føler sig mest trængt.
Flygtninge og flygtninges forfølgere er af samme race.

gregersDH.dk

‘Uledsaget’ Mungo Park T. 6.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Marianne Mortensen, Henrik Prip og Anders Budde Christensen i ‘Uledsaget’ på Mungo Park (Tegning: Claus Seidel)

 

 

 

 

PÅ FLUGT

 

 

 

 

Dramatiske beretninger fanget i flugten, under flugten, flygtige, uhyggelige, rørende og tankevækkende på Teater Mungo Park.

 

Manuskript og instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Helle Damgaard. Research: Khaterah Parwani. Medvirkende: Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip.

 

’Uledsaget’ spiller på Mungo Park i Allerød indtil 25. juni. Ind imellem 1.-3. juni på Aveny-T. Varighed: 1 t 10 min.

****

 

YES. Den slags teater er det godt, der er plads til.
’Uledsaget’ er en slags dokumentar, en god times scenisk fortælling om flugt.
Dagbladsstof og tv-reportage om mennesker på flugt læser vi eller kikker på hver dag, historierne regner over os, de kan være heftige, men de kan også være gentagelser, der slukker den mest intense opmærksomhed og flader ud i ad politiske løbebaner og bliver kulisser i diskussioner og debatter om, hvad vi gør og ikke gør, bør gøre eller skal holde nallerne fra eller i hvert fald gøre helt anderledes.
På Mungo Park i Allerød står tre af teatrets faste skuespillere og siger ord og fortæller hændelser, der er formuleret af flygtninge, der har snakket med teatrets researcher Khaterah Parwani. Så har instruktøren Kamilla Wargo Brekling været igennem alt det stof, han har nedfældet, og samlet det til en forestilling, der er en montage af udsagn og beretninger.
Vi skal ikke opfatte det som en fortløbende fortælling. Ikke på anden måde, at hver eneste episode er selvoplevet, den er et samlet billede af hæslige flugtsituationer – de kan være fra Afghanistan, fra Iran, fra havet mellem Tyrkiet og Grækenland, undervejs gennem Balkan, i en ørken i Sudan, i en skov i Albanien – eller på grænsen ved Kruså. Det sidste et af de få tilfælde, hvor de udvalgte flygtningecitater rammer Danmark.
Det er ordene, vi lytter til. Monologer, hvor teatereffekterne er begrænset til en vindmaskine, der kan blæse Middelhavsstorm, blafrende bagtæpper og et rullende bånd, der bringe de medvirkende i løb – men ellers er det de korte rapporter, som især fra børn på flugt gør oplevelser uhyggeligt levende.
Midt i gruopvækkende historier om flygtninge, der bliver tortureret undervejs af hjælpere, der prøver et presse mere mønt fra ofrene, hører man også børn, der kører ud af deres egne rørende baner for at forstå, hvad der sker omkring dem:
F.eks. en lille pige, der overlever på hele tiden at forestille sig, at hun er en elefantunge på vandring med flokken af voksne. Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen og Henrik Prip er de tre spillere i stadig skiftende roller.
Allerstærkest står måske monologen fra et barn, som med Marianne Mortensen som talerør snakker om, at hun under den lange flugt gradvis forvandles til et rovdyr, et sultent aggressivt rovdyr, nådesløst og farligt for sine omgivelser.
Tankevækkende.
Teatret brugt som slagkraftigt og konkret indlæg i den stående flygtningedebat.

gregersDH.dk