Bloggen har læseferie fra 21.9. – 8.10. 2014

Category : Alle, Anmeldelser

Bloggens anmeldelser af aktuelle forestillinger begynder igen efter læseferien med Mongo Park Koldings’Yahya Hassans digte’ 8.10 og Den Jyske Operas ‘Tosca’ i Randers 9.10.

GregersDH.dk

 

’1984′ Betty Nansen Teatret 20.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sofie Ancher Vea, Troels II Munk, Patrick Baurichter og Jens Jørn Spottag  i ’1984′ på Betty Nansen Teatret. (Tegning: Claus Seidel)

*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

2 + 2 = 5

 

Dramatiseringen af George Orwells ’1984’ er overvågningssamfundet ført ud i en konsekvens, hvor tortur er en accepteret metode til at rette ind.


’1984’ spiller på Betty Nansen Teatret indtil 2. november

*****

VI ser nøgternt på det et øjeblik – så vidt det er muligt: Hvad er formålet med tortur? Fra besættelsen kender vi det f. eks. som tortur for at tvinge oplysninger ud af mennesker. Fra den civile verden kender vi sexuel tortur med enten kriminelt eller lystbstonet motiv.
Fysisk eller psykisk tortur. Det ene nok ikke værre eller bedre end det andet.
I dramatiseringen af George Orwells roman ’1984’ på Betty Nansen Teatret oplever vi en speciel variant af tortur. Tanke-tortur kunne man kalde det. Udfoldet med fysisk bestialske metoder, men med det formål at tvinge offeret til at ændre sit tankesæt. Offereret er den unge mand i hovedrollen, Winston Smith. Han hævder, at 2+2 er 4. Men udsat for rædsomme pinsler, bl.a. elektriske stød tvinges han til at sige, at 2+2 er 5.
Det er i en nøddeskal, hvad ’1984’ handler om.
At hjernevaske mennesker til at tømme hjernen for almindelig sund fornuft og erstatte den med et indhold af påtvunget løgn. Af en ideologi, et tankesæt, der ikke kan diskuteres.
Som teater er det en voldsom affære. Man har næppe set så konkret en torturscene i noget stykke. Blodet kan flyde i ’Macbeth’, sadomasochismen blomstre i Jean Genets dramatik, og det går sandelig også grumt til i operaen ’Djævlene fra Loudun’, da inkvisitionen går løs på præsten Grandier.
Men rå, langvarig tortur hører ellers mere filmens verden til.

ET NYT SPROG

Det er som sagt en dramatiseret udgave af Orwells berømte roman, der handler om et overvågningssamfund, sådan som han forestillede sig det i 1949, året før han døde. Og på et tidspunkt, hvor sovjetkommunismen tårnede sig op som en trussel i al verden.
Men på teatret er inddraget et tillæg, han skrev med titlen ’Hovedregler for nysprog’ – et systematisk forenklet sprog, der sløjfer nuancer, især de nuancer, der giver frit slag for humanistiske fjollerier og kringlede overvejelser. Den slags har et autoritært styre ikke brug for. Sproglige forsnævringer optræder allerede i den Big Brother-verden, som ’1984’ beskriver, men på teatret befinder vi os i år 2050, mellem nogle mennesker, der diskuterer en bog fra 1984, der handler om frygten for og oprøret mod et undertrykkende samfund.
I denne ramme møder vi i flash backs den unge Winston Smith, der skrev bogen, og hans Julia, pigen, der er i Big Brothers efterretningstjeneste. To unge, der er udbrydere, har en affære, men kules på smertefuldeste måde til underkastelse.

BIG BROTHER

Scenen er et inferno af dysterhed, ligner ét stor teknologisk gravkammer, besat med skjulte døre og skærme. Fornemmelsen af det sproglige kvælertag får vi f.eks., da Jens Jørn Spottag som den uhyggelige Bog Brother håndlanger sammen med sin assistent, som spilles af Christine Exner, på storskærm overværer de to unges kærlighed udfolde sig, mens en kvindestemme detaljeret registrerer synd og skyld og regelbrud – og lyder præcis som den stemme, vi alle kender fra IC3-togene. Med et sprog af total-syntezisede gloser stykket sammen til noget, der skal forestille menneske-sætninger.
Omstændelighed trænger handlingsgangen en smule i 1. akt, men der er gode ordvekslinger og funderinger mellem Troels II Munk, Benjamin Boe Rasmussen, Anne Vibeke Mogensen og Michael Brostrup, der overvejer de historiske aspekter og konsekvenserne af indholdet i den fundne bog. Og også alle optræder senere i roller i forskellige flash backs.

DEBUTANTER

Men vi interesserer os især for de to hovedpersoner, der er ofrene for det knusende samfundsmaskineri. Begge spillet af nyudklækkede elever fra Statens Teaterskole: Patrick Baurichter hedder han, en ranglet fyr, der med søvngængeragtig sikkerhed vover sig ind i krop og sind på denne Winston Smith og hans smukke, naive forestillinger om et muligt oprør mod overmagten. Og Sofie Ancher Vea hedder pigen, der som en anden shakespearsk Julie forlader en tryg havn – i hendes tilfælde sikkerhedsagent-jobbet – for at følge sin ’Romeo’ ud i friheden. Med samme troværdige blåøjethed.
Og vi interesserer os for en historie, der i ekstrem grad giver os redskaber til at diskutere det samfund, vi befinder os i. Grænserne for overvågning. De frygtindgydende, snigende skred i vores egen, ikke bare sproglige forenkling, men også truende forenkling af regler for det liv, vi lever. I en verden af facebook, LinkedIn, netbank o. s. v., o. s. v.
’1984’ skærer det ud i pap i Inger Eilersens iscenesættelse og Kim Witzels scenografi.

gregersDH.dk

‘Beauty ande the Beast’ Det Ny Teater 18.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Maria Lucia Heiberg Rosenberg som Belle læser for Thomas Ambt Kofod -  uhyret (Foto: Miklos Szabo)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

SOM DE DOG KAN

 

’Beauty and the Beast’ brager lige igennem som flot, eventyrlig musical på Det Ny Teater.

 

Spiller frem til jul på Det Ny Teater


******


EVENTYR. Eventyr på alle ledder. Historien om pigen og udyret er et folkeeventyr, vandrende gennem århundreder i europæisk kultur.
Og opsætningen på Det Ny Teater er så eventyrlig flot, at ordet melder sig igen – for det er dog et eventyr, at denne musical er tilbage på teatret med et sådant overskud af smittende glæde, fortællelyst, talent på scenen, humor og farverigdom og en gennemført professionel håndtering, der på den ene side gør os målløse gang på gang undervejs, på den anden side gør os fuldstændig trygge:
Her klapper tingene.
Her er valgt de bedst tænkelige til de enkelte roller, her er ensemblet trimmet og grundfæstet sikre i hver eneste bevægelse, og her er hvert eneste af de utallige sceneskift timet med millimetermål, så forestillingen ruller som efter en matematisk kalkyle på Niels Bohr Instituttet af stjerners og kloders vandring over himmelhvælvet – misforstå det ikke:
Der er nok kølig beregning i spillet, men vi oplever det først og fremmest som flydende, levende, organiske overtoninger og skift fra scene til scene, så historien kan fortælles som et stykke musik. I takt med den flydende og effektive musik, der lyder fra orkestergraven, som så ofte før på dette teater under den svenske dirigent Per Engstrøm – der er ingen smalle steder på Det Ny Teater, det er levende – live! – hvad vi hører.

SKØNHEDEN

Den forrige opførelse af ’The Beauty and the Beast’ for ni år siden på Det Ny Teater blev af uforklarlige grunde ikke oplevet af denne anmelder. Men der går frasagn om premieren, bl.a. fordi Maria Lucia Heiberg Rosenberg (det hedder hun, og det har vi i tidligere tilfældet fået reduceret i længen af pladsmæssige grunde. Redaktionssekretærer har deres facon)… debuterede i rollen som pigen Belle, der forvilder sig i den mørke skov og møder det troldomsramte uhyre, en prins forvandlet, men med det varsel i baglommen, at han kan forvandles tilbage igen, hvis han møder kærligheden, og den bliver gengældt.
En debut, der slog gnister, for hun var ny og purung, og det er nu ti år siden, og nu er hun voksen, ser om muligt endnu dejligere ud og har bevaret sødmen, uskylden i stemme og adfærd, så vi både røres og tror med åbent sind på eventyret.

UHYRET

Og hvad har hun omkring sig? Et uhyre, der i Thomas Ambt Kofods monster-mundering er blevet et herligt grotesk væsen med en stemme som en rusten støvsuger, hugtænder, men også med det mest rørende, forulempede blik. En spiller, som vi kender fra mange Ny Teater-forestillinger, men egentlig aldrig har anerkendt nok for hans glimrende sangstemme – den vi hører i ’Beaty and the Beast’, da han frelst af trolddommen kan smide maske og hugtænder og udfolde røsten frit. Inden da er der fine scener mellem de to. F.eks. – som det ses på billedet: Belle, der læser op for Uhyret af eventyrene om Kong Arthur og ridderne af det Runde Bord, siddende i Uhyrets enorme bibliotek. Det er som et indlæg i den aktuelle bog- og biblioteksdebat!

Og mange flere herligt ramte personer – midt i det eventyrlige opbud af kostumepragt tumler Kristian Boland og Preben Kristensen rundt som prinsens lige så forvandlede opvartere, et makkerpar, hvor den ene, M. Lumiere, snakker Prins Henriks cirkusfransk efter munden, den anden, udstafferet som hoffets urværk, holder tjek på både makkerens og uhyrets opførsel med underholdende nævenyttighed. Suppleret af den yndefuldt syngende tepotte Anne Suppli og Ulla Sell, den bombastiske hofsangerinde, der bryder ud i wagnerske hyl, når det stikker hende.

BYTYREN

Man vil forstå: Persongalleriet omkring Belle og udyret er broget. Også uden for den fortryllede monsterverden, nemlig dér, hvor Belle kommer fra: Landsbyen. Som befolkes af bytyren Gaston i Kenneth M. Christensens muskelpumpede skikkelse, lokal krydsning af filmhelten Valentino og en eller anden Hells Angels-president. Synge kan Chrisensen, så det runger!
Ligesom sin supporter, den vævre Henrik lund. Og bedre end Belles far, Michael Lindvad, der til gengæld fælder – og får os til at fælde – tårer over sine egne og Belles trængsler, inden lykken melder sig i finalen.
En finale, der i pomp and circumstances er morsom, prægtig, overvældende og – eventyrlig.
Som de dog kan på Det Ny. Kan og vil. Og tør – også være trofast over for konceptet: De store, krævende musicals, hvor maksimal investering og indsats er kravet. Og risikoen.

gregersDH.dk

Wallmans show i Cirkusbygningen 17.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Shauna Kotka højt til vejrs under kuplen i Cirkusbygningen (Foto: Wallmans)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

NOK TIL ALLE SANSER

 

 

Øjne i nakken og alle sanser i skudstilling – det er kravet ved det gigantiske Wallman-show i Cirkusbygningen.

 

’Wallmans Dinnershow’ i Cirkusbygningen spiller helt frem til 13. juni 2014 dog kun på torsdage, fredage og lørdage.

 

*****

 

INGEN grund til at tage til Las Vegas. Ikke engang drømme om det. Hvis det altså er drømmen om at drukne sig i kæmpeshow med hele skuffen trukket ud, det handler om.
Den drøm kan man få opfyldt henne om hjørnet hos Wallmans i Cirkusbygningen.
Det er stort, det er imponerende, det er underholdning, der går bersærk, som ellers kun amerikanerne kan gå bersærk – mine forældre fortalte undertiden om Cirkus Ringling&Barnum, som de havde oplevet i deres amerikanske ungdom – med dobbelt cirkusarena, elefanter til højre, artister i trapez til venstre. Det hele på én gang. Øjet kunne ikke få nok.
Wallmans nægter sig heller ikke noget. Du skal have øjne både for og bag, f.eks. i nakken. Terrasser og trapper er i sving, flere samtidig, og det gigantiske cirkusrum bliver taget i brug helt op under loftet, når vi skal havde det store gys med artisterne, der som vægtløse robotter indtager luften under kæmpekuppelen.
Har man ikke ellers øje for dette forbløffende bygningsværk, så får man det sandelig som publikum hos Wallmans.
Midt i den artistiske tummel skal man også kunne fornøje sig med at indtage og gerne nyde en drønende middag, hvis ædlere dele jeg ikke skal fordybe mig i.

 

MUSKELSTÆRKT

Men alle sanser må således mobiliseres, sandelig også hørelsen, for der er musik for alle pengene, musik med overvældende krudt i disco, blues og rock – man kunne såmænd godt snuppe en enkelt lille adagio-sats af en Mozart-strygekvartet ind imellem for at få sat det hele i relief. Kontrast-effekt er ikke altid det værste i så muskelstærk underholdning, som vi oplever her.
Ikke fordi der ikke er kontraster i det gigantiske show: De spændstige, elegante dansedamer afløses eller suppleres af kraftfulde sangerinder med krop og stemme til at klare opgaverne for et helt new orleansk gospelkor, om det skulle være. Det er så det gynger!
Krop er der i det hele taget på alle områder. Mandlige sangere og artister, der udbygger de små pip, vi andre laver ved morgengymnastikken til utrolige, korporlige ekstravagancer udført f.eks. på den gigantiske plint, der fylder arenaens centrum. En af de flotte fyre endda med en slangesikker håndtering af sit luksuslegeme, til salens kvindelige henrykkelse iført traditionelt undertøj fra nærmeste Magasin du Nord.

 

INTERNATIONALT

Nogle af de medvirkende i det store show er gengangere fra tidligere Wallman-sæsoner, f.eks. den prægtige iranske sangerinde Malena Tyvung med den lige så prægtige, storladne fysiognomi eller svenske Kajsa Borg – besætningen er i det hele taget internationalt bestykket. Også Norge, U.S.A., Tyskland, Australien og Brasilien er repræsenteret, Sverige i ekstra grad. Wallman har jo sine rødder i Sverige. Den musikalske chef for showet er svenskeren Frederik von Wachenfeldt.
Og Danmark? Jo, Kajsa Borgs makker i flere sange, den imponerende Jasmin Gaby er dansk. Eller Teit Samsø, sangerskuespilleren, som vi kender fra Fredericia Musikteaters forestillinger. Et Wallman-job har flere sider konstaterer vi: Unge Samsø varter op ved bordene ind imellem, ligesom de fleste af artisterne og sangerne. Ingen skal komme sovende til det i kunstens verden.
Flothederne i showet kulminerer med et par numre, der scenografisk udnytter selve spillescenen med alle midler, også videoteknisk. Især et nummer, der nærmest bringer os på skødet af et amerikansk slagskib med strittende kanoner og hele holdet dansende i marineuniformer. Det gav måske lidt mindelser i baghovedet om kommandoen ’Send the marines!’ i betragtning af den øjeblikkelige verdenssituation. Men næppe tiltænkt.
Showet varer sine tre og en halv time med breaks mellem i alt ti numre.
Mæt på alle ledder vandrede vi ud i den lune sensommeraften og efterlod det ryddede dansegulv til de umættelige.

gregersDH.dk

‘Old Times’ Teatret ved Sorte Hest 16.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sarah Boberg, Beate Bille og Michael Moritzen i ‘Old times’ på Teatret ved Sorte Hest (Tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HVAD I HEDE…

 

Harold Pinters kryptiske vibrationer mellem tre mennesker i ’Old times’ bliver til håndfaste konfrontationer  i opsætningen på Teatret ved Sorte Hest.

 

’Old times’ spiller på Sorte Hest indtil 25. oktober

**


HVAD i hede… sker der her?
Harold Pinter skrev stykker for et halvt århundrede siden, stykker, der var i stand til at bringe uro i stolesæderne.
Sådan et stykke er også ’Old Times’.
Titlen kan få nogle til at tro, at her kommer nok en rigtig hygger med Tante Et og Tante To, og på med 78-pladerne. Nostalgi, så det driver.
Det var måske også noget i den retning, Pinter ville have folk til at hoppe på i starten af det lille stykke. Et par, der på sengekanten sætter blid tændsats til snak om gamle dage.
Men desorienteringen siver ind, og det er planlagt: Hvad har de to egentlig af fortid sammen? – og hvad fortid har de med den gæst, der melder sig, lige så foruroligende som ’den kongelige gæst’ i Hakon Børresens opera med netop den titel. Vi skal forvirres. Desorienteres.
Det lille drama skal svæve på det uudtalte, det kryptiske, det afventende, det antydede, uforståeligheden i, hvordan tingene egentlig hænger sammen mellem de tre. Banal jalousi? Erindringsforskydninger? Fortielser? Det hele på én gang?

DET STIVNER

Det er en hårfin balance. Den lykkes i enkelte øjeblikke, men der er også meget mellem de tre spillere, Sarah Boberg, Beate Bille og Michael Moritzen, der stivner i replikker, i kunstpauser, der mangler de magiske vibrationer, som skal holde os fast, – og det ikke mindst fatale: I højt artikuleret tonefald, som var det arenaen i Hedeland, der skulle råbes op. Scene og rum er ganske intimt på Sorte Hest.
Den faretruende lavmælthed og tvivl om motiver mangler. Stærkest virker Sarah Boberg med sin afventende tavshed og øjnene, der synes at rumme uudtalt viden om både mandens og venindens historier og forklaringer om fortids gerninger og ugerninger.
Der er noget usikkert og umusikalsk over spillet mellem de tre – instruktøren Maria Vinterberg får os ikke fanget ind.
Det kan måske hænge sammen med, at hun har forsøgt det strukturelle eksperiment, man ved opførelser i England har haft held med: At lade de to kvinder i stykket bytte roller aften efter aften – netop for at underbygge tvetydeligheden. Modellen kræver suveræn overlegenhed og tryghed hos spillerne, og den er ikke lige at løbe til.
Vi ser på, og vi lytter til Moritzen, Boberg og Bille og vi afprøver dybderne i den kaotiske blanding af løgn og sandhed hos de tre mennesker på sengekanten. Uden at fascineres for alvor.

gregersDH.dk

‘Sympati for djævelen’ Teater Får302 15.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Pauli Ryberg i ‘Sympati for djævelen’ på Teater Får302  (Foto:  Thomas Cato)
*
*
*
*
*
*
*
*

SLUTSPIL

 

Paul Ryberg genskaber den tyske teatermyte Gustaf Gründgens
som et vrag af skuespiller.


Spiller på Teater Får302 indtil 11. oktober

****

 

NAVNET Gustaf Gründgens er ren black out hos et dansk teaterpublikum i vore dage.
Men ikke hos det tyske publikum, hvor Gründgens er en myte.
Teater Får302 i Toldbodgade har hentet Gründgens frem af den teatermytologiske muld og spiller nu et stykke, der handler om ham. Nemt at gætte på, hvor initiativet kommer fra: Stykket er skrevet af svenskeren Lucas Svensson, hvis monolog ’Smerten’ gik for et par sæsoner på Får302, en fremragende forestilling med Ulla Henningsen i rollen som en fransk kvinde, der under 2. verdenskrig venter på at få sin mand hjem fra fronten.
Også ’Sympati for djævelen’ er en Svensson-monolog, men af en ganske anden karakter.
Den er i hænderne på Får302’s Pauli Ryberg, moden skuespiller, men alligevel væsentlig yngre end den Gustaf Gründgens, vi møder i stykket: Den Gründgens, der som 64-årig i 1963 befinder sig på luksuøs jordomrejse, er havnet i Manila, sveder i den tropiske Philippiner-varme, bor på et luksushotel i selskab med sin purunge bøsse-elsker og dør – tilsyneladende efter indtagelse af en overdosis piller.

VRAG

Som det forstås, er det ikke lige et stykke teater, der er skrevet for at bringe en hyldest til en skuespiller, der har ikonisk status i tysk kultur.
Pauli Ryberg spiller ham som et vrag af en kunstner, selvoptaget, fordybet i minder om og rekonstruktion af sit umådelige talent – han docerer for sig selv og for os sin eminente betydning, sin fabelagtige kunst, alene kunsten at holde kunstpauser mellem replikker, dvæle i de åndeløse sekunder af lammende stilhed i salen med publikums opmærksomhed fuldstændig fokuseret på skuespilleren Gründgens, hængende ved hans læber.
Og ingen tvivl om rollen: Gründgens levede til sin død med succesen som Mefistofeles i Goethes ’Faust’, deraf stykkets titel ’Sympati for djævelen’, der dog også er et Rolling Stones-nummer – og Rolling Stones spiller netop i Manila på det tidspunkt, Gründgens er der…
Pauli Ryberg leverer ham med en patetisk, klassisk diktion ind imellem talrige selvafbrydelser, hvor han – formodentlig på ægte krukket Gündgens-maner henvender sig til suffløsen med et ’Frøken…’ og får sine stikord, et helt lille show for sig i stil med Johannes Meyer, der havde det med at hente sine replikker op af sufflørkassen ’som en tjener hos Wivel’.

OPPORTUNIST

Nedturen og den dødelige kortslutning på hotellet i Manila er en grum udvælgelse af en side af Gründgens, der nok er i god overensstemmelse med den skildring, forfatteren Klaus Mann giver af Gründgens i sin nøgleroman ’Mefisto’.
Nemlig en skildring af den berømte skuespiller, der smøg sig gennem nazitiden og 2. verdenskrig med en opportunistisk smidighed, der går frasagn om. Han var aldrig medlem af nazipartiet, men slap af sted med – som Görings personlige ven – at vandre fra toppost til toppost i tysk teater.
Hans rehabilitering efter krigen har været lige så succesfuld som hans karriere under nazismen. Et fænomenalt virtuosnummer.
Grundlaget for Svenssons skildring af ham i ’Sympati for djævelen’ er Klaus Manns omdiskuterede afsløringer af Gründgens karakter: En kunstner, der brugte kunsten som undskyldning for at lukke øjnene for nazisternes rædselsregimente.
Mann kendte Gündgens. Han var hans svoger. Gründgens var i sine unge år gift med Klaus Manns søster.
Det er en anden historie. Men hører nok med til baggrunden for, at Svensson skriver et stykke om Gründgens, der både latterliggør skuespilleren og rammer ham på de ømmeste punkter.
Men teaterstykker er jo ikke historieskrivning. ’Sympati for djævelen’ er et springbræt for en god skuespiller til at tegne den figur, dramatikeren beskriver. Det lykkes for Pauli Ryberg. I Kamilla Bach Mortensens instruktion og i et på alle ledder lummert hotelværelse tegnet af Nikolaj Trap.

gregersDH.dk

‘Kameliadamen’ Kgl. Teater Gl. Scene 14.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Alban Lendorf og Susanne Grinder i ‘Kameliadamen’ på Det Kgl.s Gamle Scene (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

 

 

 

TIL DØDEN OS…

 

 

John Neumeiers *Kameliadamen’ har bevaret sin koreografiske glans ved repremieren i aftes – med Susanne Grinder og Alban Lendorf i de store, centrale partier.


’Kameliadamen’ spiller på Gamle Scene med forskellige besætninger frem til 31. oktober.


*****

JOHN Neumeier er i byen. Han står på Det Kgl.s Gamle Scene to gange inden for samme uge. Det er stort!
Først tog han imod bifaldet for ’Døden i Venedig’ i tirsdags ved Hamborg Ballettens gæstespil. I aftes stod han der så igen ved repremieren på hans ’Kameliadamen’, trin for trin en genoptagelse af den grandiose succes for to år siden. Med de selvsamme i hovedpartierne – en bekræftelse på, hvad vi skrev i anmeldelsen dengang i april 2012. Man genlæser den, tryg ved at hvert ord holder endnu.

I tirsdags ’Døden i Venedig’, et dybt fascinerende drama med vores gamle kending Lloyd Riggins i rollen som Thomas Manns aldrende forfatter, nu forvandlet af Neumeier til aldrende koreograf.

Og nu søndag aften ’Kameliadamen’, den klassiske Dumas-historie om håbløs og derfor knust kærlighed, af Neumeier virkeliggjort i blændende solodans og storslåede korpsoptrin.

For enhver, der ser de to forestillinger, er der herlig mulighed for at se og også høre to meget forskellige tragiske balletter løst med vidt forskellig musik som grundlag. ’Venedig’-historien med senromantiske svulmende Wagner, der sender alt ud på de store vidder. ’Kameliadamen’ med Chopins intime romantik, følelser i nærbillede.
Enorm spændvidde. Men lige besættende.

gregersDH.dk

‘Ilt’ Husets Teater 13.9.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan i ‘Ilt’ på Husets Teater (Foto: Henrik Ohsten Rasmussen)

*

*

*

 

 

 

STIKFLAMMERNE BLAFRER

 

’Ilt’ på Husets Teater er et underholdende, tankevækkende slagsmål mellem to i et ubeslutsomt parforhold.

 

Spiller på Husets Teater indtil 11. oktober og er en koproduktion med Aarhus Teater

****

 

NØGENT teater. ’Ilt’ på Husets Teater er i formen en art dogme-dramatik. Ingen dekoration, ingen rekvisitter. Fast lyssætning. To skuespillere. Tilde Maja Frederiksen og Thomas Kwan.
Alene på gulvet, overladt til mental afklædning. Og sammen med instruktøren Christoffer Berdal til et manuskript på knap halvtreds sider, strømme af replikker i en dialog, hvis eneste hvilepunkter er korte breaks, hvor de to bytter plads. Men også rykker i tid og sted.
Efter et break: ’Jeg har tænkt lidt’… Efter et andet: ’Hvordan går det ellers?’… Eller: ’Dér er du jo. Du ser godt ud’…
O.s.v. Et par i kuldslået konfrontation. Men med stikflammerne i usynlig, uforløst blafren under overfladen. I brudstykke efter brudstykke af deres konfrontationer nærmer de sig hinanden, frastødes fra hinanden. Skal de have sig et barn? Vil de hinanden? Gider de træffe beslutninger? Taler de rent ud? Eller smyger de sig udenom?
Meget handler om, hvorvidt man skal sætte børn til verden. Denne rædsomme, forurenede, dødsdømte verden. Eller handler det endnu mere om to usikre, moderne mennesker, der ikke kan bestemme sig for noget som helst? Slet ikke for hinanden. Selv om de hele tiden prøver. Eller lader som om de prøver. Hwan langt hen ad vejen med et ironisk smil, nogle gange endda ud til publikum, som om han vil sige: ’Hør hende… alle hendes argumenter!…’

TONEN

Tonen imellem dem, pigens argumenter og angrebsvinkler og mandens gennemskuelige undvigelser, giver indtryk af, at stykket er skrevet af en kvinde, der er ude i et kønspolitisk ærinde.
Men nej. Stykket er skrevet af den engelske dramatiker Duncan MacMillan, som har et skarpt øre for de små gnavende hverdagsopgør mellem mennesker. På den ene side opgørenes lattervækkende barnagtighed. På den anden side deres fortvivlende ubehjælpsomhed som tændsatser til katastrofer.
Det afgørende er, at vi oplever et yderst hverdagsagtigt opgør i et parforhold, der aldrig er i stand til at gribe ind til kernen i deres problemer. Resultatet er en snurrig blanding af samfundsdebat og lystspil.
Fyld teatret med en bande parforholds-psykologer, og de vil skrive lange afhandlinger og muligvis ryge i totterne på hinanden, så de selv får brug for krisepsykolog.
Spillet mellem Tilde Maja Frederiksen og Thomas Kwan er godt afvejet mellem slow motion og rablende frontalangreb. Hun med de sikreste kort, for det er hende, hvis mave og sind og sjæl skal rumme fremtidsvisionen på godt og ondt. Han som den fortabte macho, trængt op ad væggen med løst krudt i forsvarsbatterierne.
Underholdende, nærgående teater. Manuskript til skuespillet er som altid tilgængeligt på Husets Teater.

gregersDH.dk

‘Rosenkavaleren’ Operaen 12.9.2014 Anm.

2

Category : Alle, Anmeldelser

Anke Briegel og Elisabeth Jansson i ‘Rosenkavaleren’ på Operaen (foto: Miklos Szabo)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

SÅ NAKKEHÅRENE…

 

 

Operaens genoptagelse af ’Rosenkavaleren’  bringer Elisabeth Jansson i en nøglerolle, fordi hun har både stemme, karisma og humor til at fylde partiet som rosenkavaleren Octavian.

 

’Rosenkavaleren spilles på Operaen fire gange i september, fire gange i oktober og to gange i januar 2015.

 

*****


HVILKEN salighed at gense ’Rosenkavaleren’.
Vi anmeldte den her på bloggen i september 2008, da den havde premiere. Nu ved repremieren sluger vi igen med fornøjelse det rokoko-forskudte sceneri med et forbløffende, kolossalt spejl over scenen, som var det en kæmpebaldakin til beskyttelse mod kommende skybrud, men nej, bare kalkulerede og forvirrende spejlinger af hændelserne på scenen, som ellers er forvirrende nok i forvejen.
For slet ikke at tale om, at vi sluger musikken, humoren, frækheden, virtuositeten i dette Richard Strauss-værk, der dufter af Wien, af sex – en svævende boble af letsind – men også af erotikkens ulyksalige og smertefulde smuldren, når de hjerteformede blade visner.
Italienere er ophav til både iscenesættelse, dekorationer og kostumer. Marco Arturo Marelli og Dagmar Niefind-Marelli hedder de. Vi aner familieskab, men overlader slægtsforskningen til Se&Hør.

 

NYBESÆTTELSER

Der er enkelte nye sangere med ved genopsætningen – først og fremmest i baron Ochs’ rolle, den rolle, der blev udødeliggjort for mange af os, da Aage Haugland sang og spillede den med uforskammet pondus.
I aftes og ved kommende forestillinger hedder sangeren Wolfgang Bunkl, wiener med den skønneste bøffede charme, en umulius, en grov og brovtende Ochs, vi tænker os ham stinkende af armsved, i det hele taget forfærdelig. En katastrofe, hvis man var påtvunget samvær med typen. Men en glimrende sanger med en kultiveret basbaryton.
Andre er gengangere – Ann Petersen har rendyrket sit parti som den livshungrende marskalinde, der stadig har ild i gløderne, men mærker flammerne, der er ved at slukkes. Pragtpræstation.
Også Elisabeth Jansson var med dengang som rosenkavaleren Octavian, men nu er hun vokset til det bjergtagende. Hendes stemme klinger prægtigt, figuren er erobret, så hun virkelig bliver forestillingens nøgleperson, elegant og med en erotisk karisma, der ubesværet afløses af underholdende, komisk udfoldelse i scenerne, hvor hun forklædt spiller købt luksusluder på invitation af baron Ochs.
Gert Henning-Jensen har afløst Niels Jørgen Riis som sangeren, der uden større motivering bryder ind og kvæder en brillant vise, og overlegent og glimrende gør han det.
Endnu vigtigere er placeringen af den tyske sopran Anke Briegel som Sophie, pigen, der påtvinges et bryllup med baron Ochs.
Stemmen kommer til at virke lidt spæd i forhold til Elisabeth Janssons, men balancen gror og rammer plet i den afsluttende urskønne – først terzet med Ann Petersen og Elisabeth Jansson, så duet med Elisabeth Jansson. En scene, der klinger ud i det rent paradisiske, så folks nakkehår skal være godt stylet for ikke at rejse sig i euforisk henrykkelse.

gregersDH.dk

‘Gasolin” Aveny-T 9.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Fra ‘Gasolin” på Aveny-T (tegn. Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

LARSEN – DEN LUNE?

 

’Gasolin’’ som helvedesvision på Aveny-T I Cederholm-udgave.


’Gasolin’’ spiller på Aveny-T indtil 6. december og fortsætter på Aarhus Teater 6.januar – 21. februar 2015.

 

****

 

NOSTALGI, så det driver? Ja, ja. Tyve år tilbage i 1994, da ’Gasolin’’ blev gravet ud af moders liv og teaterkoncert-begrebet blev født.
Det er dét, der nu bliver fejret.
Man kan endda sidde dér i aftes og – hvis man vil – grave sig helt tilbage til 60’erne, da Peter Belli eller Sir Henry and his Butlers i den selvsamme Aveny-T-sal flænsede i guitarerne og rev fingrene til blods, som var strengene den pigtråd, der dengang gav navn til dansk rock.
Hvis væggene i den sal kunne tale!
Dengang kom den minderige sal til at ligne et slum-orgie, stolene var sendt på lossepladsen, gulvet var til dans, og det var ikke søndagsskole-dans.
Nu sidder vi på noble stolerækker og ser teater, nej, fejrer teater. Musikteater, der rykkede i bardunerne i 1990’erne – gjorde teatret til et flimrende, flammende musiksted, hvor musikken fik tøj på, der hverken lignede det ene eller andet, hverken koncert eller musical.

 

DENGANG

Ligner den så sig selv nu, denne ’Gasolin’’, teaterkoncerten, som den så ud for tyve år siden? Aner det ikke. Ikke rigtigt. For det lykkes med den nye ’Gasolin’’ at udviske det meste af erindringen om forestillingen i 1994. Jo, vi kan da godt huske, at Caroline Henderson og Lotte Andersen var med dengang. Den sidste ikke mindst, da slutsangen, kommer som liflig balsam: ’Som et strejf’.
Og vi genfremkalder Troels Lyby og Jimmi Jørgensen i vores tågede erindring ved gensynet med dem. Nu mosgråede, men med al mulig pragtfuld modenhed og fordærv i sjæl og legeme.
Men ellers siger vi: Var det virkelig dengang også sådan et magisk dommedags-show i Marianne Nilssons og Camilla Bjørnvads scenografi, en helvedes-vision af Bernhard Kellermanns ’Tunnellen’, inden den brasede sammen – hos Nilsson og Bjørnvad og Nikolaj Cederholm et kæmpemæssigt kloakrør fyldt af krible-krable, sorte sataner, alt i nøgent eller sort-sort, pigerne som små rovfugle, mændene som hætteklædte Isis-bødler, der bare har smidt hætten et øjeblik – et djævelskab i Anja Vang Kraghs kostumering, selv Jean Voigt kunne ikke have gjort det mere djævelsk, bortset fra når han tegnede kostumer til sig selv.
Dommedag på selveste denne 11. september?

 

DRØN

Når man så dem i flok – hvor kom de fra? Var de undslupne sørøvere eller christianitter på flugt, måske overlevende neandertal-mennesker – en af guitaristerne lignede en mellemting mellem klokkeren fra Notre Dame og et vildfarent barn, når han sendte sky blikke til Jimmy Jørgensen.
Men guitar kunne han spille, og medvirkende var han som de to andre musikere i dette bansatte, musikalske infernoshow. Lune og rare Kim Larsens poetiske sange og tekster omsat af arrangøren Kåre Bjerkø og musikerne til drønende, hårdtslående rock – uden at vi egentlig føler trang til at fremføre andet end at, når det går så voldsomt til midt i laserlys-strålerne og de cederholmske ture op og ned og ind og ud af lemme i loft og gulv, så skulle nogle stykker af Larsen-sangene måske kunne tåle at være skruet ned til lidt lunere, musikalske himmelstrøg.
Vi manglede lidt musikalske kontraster. De var der som i indledningen til 2. del efter pausen, hvor ’Sirenesangen’ klang sjovt af gregoriansk korsang. Eller i den omtalte poetiske finalesang ’Som et strejf’.
Ok, det fulde rocktryk i musik og action var da forrygende, da vildskaben og kanonilden fra slagtøjet satte alle medvirkende i rytmisk krigsdans under ”Da jeg gik ud over Langebro en tidlig mandag morgen” – jo, variation var der da nogle gange.
Men festfyrværkeriet havde været endnu flottere med et par flere hvilepunkter.

gregersDH.dk