‘L’heure espagnole’ og ‘Gianni Schicchi’ Undergrunden i Galaxen, Værløse 30.8.2015 Anm.

6

Category : Alle, Anmeldelser

Tuva Semmingsen og Jens Søndergaard i ‘L’Heure espagnole’ (tegn.: Claus Seidel)

SYDLANDSKE

 

FIDUSER

 

 

Fin kombination af Ravels ’L’heure espagnole’ og Puccinis ’Gianni Schicchi’ – professionelt sunget og spillet i skrabet udgave hos Undergrunden i Værløse.

 

Instruktion: Anders Ahnefelt-Rønne. Scenografi: Rikke Juellund. Pianist: Ulrich Stærk. Medvirkende: Tuva Semmingsen, Thomas Peter Koppel, Jens Søndergaard, Adam Frandsen, Steffen Bruun, Joachim Knop, Sofie Elkjær Jensen, Simone Rønn, Elsebeth Dreisig, Teit Kanstrup, Paul Frederiksen og Bo Horsevad.

Teater Undergrunden spiller i Galaxen på torvet i Værløse

****

 

HANDLINGEN foregår i Spanien. Operaen synges på fransk. Og det er ikke ’Carmen’, vi snakker om. Det er Ravels ’L’heure espagnole’.
Godt at se og høre denne lille enakter af Ravel, vist ikke hørt her i landet siden 1940, og dog: Ved min side sidder Friedrich Gürtler, den gamle mesterpianist og fortæller, at han ved med til at opføre den i 1960 på Operaskolen.
Så ved vi dét, og kan hengive os til Tuva Semmingsen, som med overdådigt koketteri drejer halsen om på sin mands kunder, den ene efter den anden.
Hun er en fornøjelse i denne komedie, der musikalsk lever på en raffineret blanding af lyrisk parlando og et akkompagnement, som i Galaxen begrænser sig til klaverakkompagnement, men som er i sprudlende hænder hos Ulrich Stærk.
Vi har et vist savn af overtekster, for uanset hvor meget og hvor lidt fransk man kan, er sangernes tekstbehandling ikke til de store medaljer. Til gengæld lægger de fine stemmer til: Adam Frandsen og Thomas Peter Koppel med deres tenorer, der virkelig klinger, Jens Søndergaard med sin fornemme baryton og Steffen Bruun som karakterfuld bas.

Operaen er vittig gemmeleg i scenens to vældige skabsstore standure, mest til ære for Tuva Semmingens manipulationer for at få fingre i de raske herrer.
Ravel runder af med en delikat og morsom kvintet, som de fem aktører synger omkring klaveret. Men det synes instruktør og teaterleder Anders Ahnfelt-Rønne åbenbart ikke er nok, han vil se blod og lader til allersidst den rasende urmager stikke en kniv i Conception til musik hentet fra nogle af Ravels klaverstykker. Sådan. Så får vi alligevel en snert af ’Carmen’-drama.

 

På flere måder en glimrende operaaften: Efter pausen rykkes der ind i samme dekoration, Rikke Juellunds enkle opbygning er noget, der i ’L’heure espagnole’ ligner sydlandsk, nøgent business-interiør, og som nu i Puccinis ’Gianni Schicchi’ er den gamle mands lige så nøgne sovekammer.

Det gik anderledes stort for sig på Det Kgl., da man dér for tre år siden havde Puccinis komiske mesterværk på plakaten, og scenen var fyldt over alle bredder med det, som er pointen i operaen: Den afdøde herres bjerge af ejendele, som arvingerne har kløerne fremme efter.

Joachim Knop er perfekt i rollen som familiemedlemmet, der tager røven på alle de andre, da han tilbyder at krybe under dynen og agere den endnu ikke afdøde, når notaren kommer for at fordele boet.
Rollen er et herligt komisk nummer. Knop folder sig ud som en værdig konkurrent til både Johan Reuter og Ib Hansen, der har brilleret i rollen ved de tidligere opførelser.
Der bliver i det hele taget sunget og ageret med overbevisende slagkraft af hele det pucciniske familieopløb. Et glimrende hold sangere, hvoriblandt Sofie Elkjær Jensen, der har fornøjelsen af at synge slageren ’O mio babbino caro’, hofnummer på en del danske mobiltelefoner.
Der er mange replikker ligesom i ’L’heure espagnole’. Man kan savne tekstning.
Så hvad gør man? Læser f.eks. lidt på lektien i forvejen.

Adam Frandsen, Tuva Semmingsen og – Joachim Knop!!  i ‘Gianni Schicchi’ .(Tegn. Claus Seidel)

 

gregersDH.dk

‘Carl’ Mungo Park, Kolding og Baggårdsteatret, Svendborg på Bramstrup Gods 29.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Carls fristelser – Bjarne Antonisen som Carl Nielsen i ‘Carl’ (Foto: Ard Jongsma)

 

CARLS

 

LAGKAGE

 

REVY

 

 

Carl Nielsen ville nok have studset, fniset og rystet på hovedet, hvis han havde oplevet den teaterkoncert, der i aftes havde premiere på Bramstrup Gods, tæt på hans fødehjem.

Musik: Carl Nielsen. Tekst: Rikke Birkeholm og Povl Christian Balslev. Instruktion: Lasse Bo Handberg. Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk. Medvirkende: Bjarne Antonisen, Rasmus Fruergaard, Maja Juhlin, Marie Nørgaard, Jesper Riefensthal, Natali Vallespir Sand. Musikere: Den Danske Strygekvartet m. fl.

***

 

TAK skæbne! Her får vi Carl Nielsen i total-turbulens. Og det er sandelig ikke kedeligt. Det lille geni Carl – forestillingen hedder bare ’Carl’ – er blevet kastet i vaskemaskinen, slynget rundt i alle retninger og kommet ud af maskinen et par timer efter hvid i ansigtet – ikke bleg efter den omtumlede og voldsomme behandling, men bogstaveligt talt dødsmaske-balsameret på det grundigste og ømmeste af sin egen hustru Anne-Marie.
Vi har denne sommer set mange sider af og mange vinkler Carl Nielsen, lykkeligvis og selvfølgelig mest via hans musik. Men teatret har også været der, nu altså for tredje gang med den store teaterkoncert på godset Bramstrup på Fyn. De to forrige var hæftet op på komponistens forhold til sin hustru, billedhuggeren Anne-Marie, eller endnu mere: Hendes forhold til ham – først var det Vivian Nielsens stykke på Mungo Park, Kolding, så Lotte Andersens på Copenhagen Opera Festival – og  både Vivian og Lotte har ømhed for den seje Anne-Marie, der ville selv.
Nu er det såmænd igen en kvindelig skribent, der tager fat, men hun koncentrerer sig om Carl. Hun hedder Rikke Birkeholm, og hun har sammen med forfattermakkeren Povl Christian Balslev leveret oplægget til Mungo Park i Kolding og Baggårdsteatret i Svendborg, og så har instruktøren Lasse Bo Holmberg taget fat på Carl og hans musik med næb og kløer.
Vi skal have teaterkoncert med alt, hvad dét indebærer i disse tider af show og lys, dans og sang, et kaudervælsk af scener, der hænger mere eller mindre og bedre eller dårligere sammen.
Til tider rørende, til tider skørt, og til tider rigtig smukt. Nogle gange overrumplende, nogle gange noget slemt kitsch – som når vi hen mod finalen skal have strammet opfattelsen af Carls fjantehumør, igen og igen med umotiverede latterudbrud, og til sidst en festsang, hvor vi som publikum kan være med til at fødselsdags-fejre Carl Nielsen med en omdelt sang i værste metermål-stil, købt hos nærmeste skriverkarl.
Det er en pointe i teaterkoncert-stil at fortælle om dualismen mellem genialitet og jordbundsk folkelighed hos Carl Nielsen. Men det er en balancekunst at gøre det bærbart.

SKØRE CARL

Udgangspunktet ser ud til at være de famøse og efterhånden lettere misbrugte portrætter, som Carl Nielsen som teenager fik lavet hos en fotograf, og hvor han krænger sit poliske bondedrengefjæs ud i topmålte fjollerier. Det er Carl som den skøre, den mismodige, den vrængende, de betuttede, den alt-hvad-han-kunne-finde-på-af-udtryk Carl.
Det er den Carl, der bliver en gennemgående figur gennem ’koncerten’, fremført af skuespilleren Bjarne Antonisen, det meste af tiden iført hjemlig housecoat. Vi skal have ham som den geniale ener, der midt i det hele forbliver en forvirret lille fyr, der først virrer rundt mellem rapænder og gæs på bondegården, og senere i livet flittigt prøver at leve et almindeligt borgerligt liv, så gerne vil Anne-Marie, men også roder sig ud i lidt af hvert med andre.
Den spinkle biografiske tråd er det mindst interessante.
Det mest interessante er forfatters, instruktørs og spilleres forsøg på at ruske musikken – symfonierne, strygekvartetterne og ikke mindst sangene – ud af deres stramme former, sætte rytmisk strøm til en del, blande det ene med det andet, temaer fra symfonier med temaer fra sange, flyve på associationernes og kontrasternes vinger, som det nu stikker dem: Anne-Maries brud med Carl og 1. verdenskrigs udbrud udløst med skuddet i Sarajevo, og straks ’Nu er dagen fuld af sang’.
Et tema fra ’Espansiva’-symfonien koblet sammen med ’Jens Vejmand’, og hjem til ’Sænk kun dit hoved, du blomst’, da vi har fået rigeligt af Aladdin-musikken med fuldt tryk på medfølgende persisk dansearrangement.
Tit er det en fantasifuld fortælling om kunst, der bliver til under svært begribelige betingelser.

SÆRE HÆNDELSER

De musikalske arrangementer nyder selvfølgelig enormt godt af, at der er Den Danske Strygekvartet og professionelle musikere fra Dreamers Circus, der sørger for at holde balancen i blandingsbutikken – der bliver faktisk spillet overordentlig smukt undervejs. Ligesom mange af sangene bliver sunget af skuespillerne med respekt for stoffet, uanset hvor meget det gibber i os ved nypoleringen. De fleste af spillerne kommer fra Odense Teater.
Scenografisk foregår der sære hændelser, balloner stiger til vejrs, et cirkus rykker ind og skaber forvirring i Carls underbevidste drømme og lyster, men meget virker som typiske teaterkoncert-påskud – kaptajnen på Storebælt-færgen, der bringer unge Carl til hovedstaden, bryder ud i Jeronimus sang fra ’Maskerade’. Hvorfor? Ja, hvorfor ikke? Som forestillingens ophavsmænd og damer vel har tænkt.
Sådan vokser der en masse idéer og påfund, relevante og irrelevante op i denne forbløffende og stort anlagte hyldest til ’Carl’. Han ville selv have studset, fniset og rystet på hovedet.

gregersDH.dk

‘Imagine’ Lennon-teaterkoncert Aarhus Teater St. Scene 28.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

(foto: Isak Hoffmeyer)

LENNONS

 

DRØMME-

 

VERDEN

 

Den modne John Lennons visioner og sortsyn i tekster og musik sat på scenen i Aarhus Teater. Stærk oplevelse.

Tekst og musik: John Lennon. Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Maja Ravn. Kapelmester: Kåre Bjerkø. Medvirkende: Jimmy Jørgensen, Michael Lundbye Slebsager, Jacob Madsen Kvols, Sofia Nolsøe. Dicte Westergaard Madsen. Ida Cecilie Rasmussen. Boi Holm, Anna Brønsted, Line Felding og Mads Emil Nielsen.

’Imagine’ spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 3.10. Derefter på Aveny-T i København fra 9.10 – 12.12.

*****

 

SLUTNINGER kan have deres egen magi. Det har finalen i Aarhus Teaters teaterkoncert ’Imagine’. Finalen er titelmelodien, og det er pigen, vi er på fornavn med – Dicte – der synger den, så der bliver ganske stille.
Lidt som Lotte Andersen i sin tid kunne runde ’Gasolin’ af med ’Som et strejf af en dråbe’ i et tonefald, der pludselig knyttede al ting sammen: Vi hører og forstår i brøkdele af øjeblikke, hvad det hele handler om. Om at rumme og forstå livet og meningen med det. Fange det uendeligt store i det uendeligt små, som Brandes formulerede det.
Den bemærkning svinger vi os lige op til for at ramme den bedste side af den John Lennon-teaterkoncert, der nu går på Aarhus Teater.
Til nogles overraskelse måske slet ikke en Beatles-teaterkoncert – sådan en har vi haft med ’Come together’ for nogle år siden.
’Imagine’ er ren John Lennon, næsten hundrede procent sange, der er skrevet efter Beatles tiden, et vældigt materiale, der rummer nogle få velkendte sange som ’Imagine’, men ellers mest er lukkede eller halvåbne bøger uden for standardrepertoiret.
Men godt hørt og set og udnyttet af det århusianske hold. Vi er i en tænksom, for ikke at sige ensom, lennonsk drømmeverden, hvor forestillinger om fred på jord fylder en del, men egentlig også præges af ganske dystre undertoner.

SKRÆMT

Et af 2.aktens første numre er ’Scared’ – skræmt. Den unge Michael Lundbye Slebsager synger den med næsten hårrejsende intensitet, og tonefaldet går igennem mange andre numre, sat i scene af Maria Kjærgaard-Sunesen, så der går et træk af mareridt og kolde vinde gennem scenerummet.
Scenografien er bygget op af Maja Ravn omkring en vældig og kold glidebane, formet – og det er nok ikke helt ved siden af – ud fra Yoko Onos billedverden. Næsten hele galleriet af sange er jo blevet til igennem de mange år, Lennon og Ono var sammen, og sammen om visioner om et renere og bedre liv for menneskeheden og frygt for fremtiden. De medvirkende dukker op som rotter over kanten på skråplanet, og der er ikke mange øjeblikke, hvor smil og fest er indholdet i sangene og deres sceniske udformning.
Typisk for Lennon er hans brug af celloen som soloinstrument her og der i sangene, jo der er da syngende guitarer og håndfast rock undervejs, og et enkelt nummer, der kunne være snydt ud af næsen på Elvis Presley – men celloen med dens fjerne, vemodige klang af tungsindig eftertænksomhed er et fast punkt gennem sangene.

STÆRK SATSNING

Stemmer som både Jimmi Jørgensens og Jakob Madsen Kvols’ rammer også både den underforståede vrede og sortsynet i mange af teksterne. Ligesom de medvirkendes sort-hvide kostumering og maskering i nummer efter nummer bringer os ind på dødsdrift i sære universer. Slået an allerede i indledningsnummeret ’How’ af et sceneri, som vi et øjeblik tror, det er de ægyptiske præster og præstinder, der synger gravsang for Aïda og hendes ven Radames i Verdis opera.
Imponerende er ’Imagine’ som teaterkoncert, fascinerende at få Lennons digteriske og musikalske potentiale foldet så glimrende ud, og der er rigtig mange stærke medvirkende på scenen. Udover de nævnte også Sofia Nolsøe, Ida Cæcilie Rasmussen, Boi Holm, Anna Brønsted, Line Felding og Mads Emil Nielsen. Og Kåre Bjerkø som ansvarlig for musikken.
Forestillingen er en flot og dristig satsning, sat op i et samarbejde mellem Aarhus Teater og Aveny-T i København, hvor den bliver overført til i oktober.

gregersDH.dk

‘Dagens festuge-satire’ Teater Svalegangen Århus 27.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Foto: Morten Fauerby

LED OS

 

 

IKKE I

 

 

I FRISTELSE

 

 

’Dagens Festugesatire’ er afslappet improteater i Teater Svalegangens nye store sal.

 

Medvirkende: Per Smedegaard, Marie Askehave, Kaja Kamuk, Camilla Gjelstrup, Anders Brink Madsen og Holger Østergaard Kristensen. Musiker Johannes Smed.

***

 

DER skal tilgivelse til, forståelse for og accept af en lav fællesnævner. Det er til gengæld, så klokken ringer i de øjeblikke, hvor impro-teater lykkes.
På Svalegangen i Århus kaster de sig i disse uger ud i en serie ’Festugesatirer’. Late night – kl. 21-23 – er fire af teatrets skuespillere på scenen, har en gæst med – i aftes var det Marie Askehave – og udgangspunktet er, hvad publikum på stedet afleverer af ideer, hentet her og nu fra dagens aviser, der ligger fremme på bordene. Værsgo: En overskrift og klø så på.
Genren havde en bølge i 60’erne og 70’erne, hvor teatergrupper som Turnus dyrkede den med succes, og den er oplagt i disse år, hvor tempoet især på de sociale medier indbyder til hurtige reaktioner, hurtige konklusioner, slagfærdighed og svar på tiltale.
Svalegangen dyrker det lige nu i den splinternye sal, teatret har fået indrettet på toppen af sin bygning i Rosenkrantzgade.
Som sagt: Der skal tolerance til for at acceptere det mylder af sving med armene og slag med halen, improvisationerne indbyder til. Tolerance både hos publikum og hos aktørerne på scenen.
I aftes blev der smidt en stribe emner ud, de smeltede sammen og fra hinanden igen, skabte forbløffende associationer og hentede luft fra så forskellige emner og overskrifter som imam-undervisning på Universitetet, homoseksuelles rettigheder eller ’Hvad foregår der i hovedet på en 11-årig pige?’.
Men ’Led os ikke i fristelse’, naturligvis hentet fra en Kristelig Dagblad-artikel, blev nærmest ledetråd i den to timers muntre forestilling, der ad sære baner uundgåeligt måtte strejfe utroskab, familiestridigheder og hverdagsproblemer i de små hjem – det var indimellem nærmest som at lytte til pointerne i de ustandselige tv-programmer, hvor psykologer og øko-rådgivere får ægtepar til at pille deres privatliv og ulyksalige velstandsforvirring fra hinanden for åben skærm.
Det kom der mange sjove og provokerende dialoger og optrin ud af med de fire skuespillere Kaja Kamuk, Camilla Gjelstrup, Anders Brink Madsen, Holger Østergaard Kristensen og Maria Askehave.
Hvor meget de hver for sig behersker improvisationerne effektfuldt afhænger af både deres karisma, deres evne til at lytte til, hvad andre spiller ud med, og selvfølgelig deres individuelle fantasi og sprogfornemmelse, alt det, de på teaterskolerne har trænet op, og som de jo i øvrigt også får – i hvert fald kan få brug for i det daglige scenearbejde.
I showet, som kører under Aarhus Festugen frem til 5. september, bliver der slået en masse skæve – men selv det er underholdende, fordi stemningen er løssluppen med teatrets leder Per Smedegaard som konferencier. Og tilgivelse som sagt en forudsætning.

gregersDH.dk

‘Pimpinone’ Aarhus Sommeropera 26.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jesper Mikkelsen og Berit Barfred Jensen i ‘Pimpinone’ på Aarhus Sommeropera (foto: Pernille Bering)

 

 

 

HVEPSESTIK

 

En glad og pjanket barokopera er på programmet ved dette års Aarhus Sommeropera.

 

Komponist: Georg Philip Telemann. Dirigent: David Riddell. Instruktion: Jan Maagaard. Scenograf: Ivar Gjørup. Medvirkende: Berit Barfred Jensen og Jesper Mikkelsen.

 

‘Pimpinone’ spiller indtil 11. september hos Århus Sommeropera på det gamle Helsingør Teater i Den Gale By i Århus.

****

 

HELT enkelt. En lille opera. To medvirkende. Scenen ikke meget mere end to stole.
Operaen hedder ’Pimpinone’. Det er navnet på den ene af personerne. En enkemand med penge. Den anden er pigen Vespetta. Hvis navn betyder ’lille hveps’ – så gætter vi summetonen og angrebsvinklen. Hun går til sagen. Og sagen er Pimpinone og hans penge.
Konstellationen ’fræk tøs og rig voksen mand’ er en genganger ikke bare i barokoperaer. Vi kender den hos Mozart og Rossini og mange andre. Her er det Georg Philip Telemann, der har pjanket med modellen – egentlig som en serie på tre situationer, der har fungeret om indlæg mellem akterne i en stor alvorlig Händel-opera. En lille føljeton kunne man kalde det. Som afsnittene i en tv-komedie-serie. Her altså samlet til én forestilling.
’Pimpinone’ er et godt valg af Aarhus Sommeropera, når man for en gang skyld skal hvile ørerne, budgettet og ambitionerne om nyskabelse. En nem, billig og munter sag. ’Nem’, siger jeg. Overhovedet ikke. Sangerne skal kunne deres barokke stemmekram og orkestret, Randers Kammerorkester er så lille og tæt, at hver passage, hvert tempo, hver indsats vejes på guldvægte. Der sættes høje standarder i genren i disse år. Men denne ’Pimpinone’ holder rimelige mål under David Riddells ledelse og tilfører især forestillingen en glad spillelyst. På scenen og i graven, hvor violinisten Mo Yi udmærker sig med flot solospil i en sats af en Telemann-violinkoncert.
Jan Maagaard har instrueret, lagt tiden frem til noget, der ligner nutid, i hvert fald opereres der frejdigt med I-phones, og den rappe Vespetta pjanker med både dirigent og musikere, når hun keder sig for meget med Pimpinone. Det er en balance ikke at overstyre påfundene, men den holder fint i Århus.
’Pimpinone’ lever på sin tegneserie-stil, på gags og vitalitet og på et par sangere, der har godt fat i publikum, barytonen Jesper Mikkelsen som tøffelhelten, der ikke får mange fødder til jorden over for Berit Barfred Jensen strigle. Hun duperer publikum med sprællevende spil – kunne man også altid forstå hendes tekst, ville meget være vundet. Der har Mikkelsen ingen problemer.
Men stort set går vi fornøjet fra forestillingen.

gregersDH.dk

‘Looking for Courage’ Metropolis Festival i Ørestaden 25.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

På cykel og syngende gennem Tietgenkollegiets kælder (foto: Christoffer Askman)

 

DEN

 

LANGE

 

REJSE

 

 

 

Maos 10.000 km-march runger i baghovedet under Metropolis Festivalens kinesiske indslag ’Looking for Courage’. Den egentlige oplevelse er nu Ørestadens Tietgenkollegium udsat for lys, lyd og sære optog.

 

’Looking for Courage’ er OperaNords projekt under årets ’Metropolis-festival’. Opføres også 26.-29. august med udgangspunkt fra DR-metrostationen tæt på DRs koncerthus.

***

 

VI ER langt hen ad vejen på morderisk vandring. Gud Fader har begavet denne aften med voldsomme regnbyger – vi forlader DR- metrostationen i det hellige øjeblik, hvor Herren forbarmer sig over os,  gruppevis snegler vi os guidet af venlige væsener gennem vandpytter i det triste område omkring koncerthuset.
Det er ikke Maos den ti tusinde kilometer lange march, men vi tænker på marchens lidelser og føler os tapre, men også lidt desorienterede, for vi er pålagt at følge guidens rituelle handlinger, vi samler metalstykker eller håndfulde jord op, frembærer dem nogle meter, lægger dem igen, vasker vores hænder i en balje, alt sammen i dyb tavshed, for det er vi pålagt, så vi – stilende mod målet Tietgenkollegiet – kan lytte i de små lydanlæg, vi er blevet udstyret med, til en fortællers historie om en lille pige, der forlod sit hjem, da hun blev større og til sine forældres glæde kunne rejse til et universitet og begynder at studere.
Vandringens uendelighed mildnes af et minikrus te foran kollegiet, hvorefter den fortsætter – både vandringen og uendeligheden – gennem kollegiets enorme cirkelrunde, underjordiske garage.
Tålmodigheden sættes på ekstrem prøve, og det er måske også hensigten, vi vesterlændinge er jo restløse folkefærd, og kinesisk zen handler om meditation og tålmod for at opnå indsigt.
Vi har sikkert godt af at geare ned til nulpunkter og her i garagen bare dvæle ved den ensomme cellist, der i en krog sidder fordybet i tilsyneladende ingen ting, eller den kvindelige cyklist, der ensomt og forsigtigt kører os i møde i et tempo, der ville skabe forvirring og dyb undren hos Par nr. 7, Kai Werner og Palle Lykke, hvis de pludselig erobrede cirkelgaragen til et seksdagesløb – den statiske, uophørlige gentagelse af runder i den slags cykelløb er næsten en europæisk spejling af zen buddhismens fordybelse i livets tålmodige selvbekræftelse.

UNDER FULDMÅNEN

I vores efterhånden tranceagtige vandren transponerer lyde – bl.a. musik! – efterhånden vores overlevelse videre til oplevelse: Elektroniske klange, sang, der flettes af kinesiske vibratoløse glissandoer sammen med pompøse sopranstemmer i magtfuld udfoldelse.
Men noget egentlig overvældende når først vores sanser, da vi med elevator har besteget kollegiets øverste etage og ser denne grandiose studenterbopæl ligge der i al sin magiske vælde, belyst af den næsten-fuldmåne, der nu har åbenbaret sig: Fuldt blus i alle studenter-hyblerne – Kald det dét en gang til! Og du får nok tæsk af arkitekterne Lundgaard og Tranberg: Det er ikke hybler, det er virtuost byggede studiesteder for dette lands intellektuelle elite, nu bosat i det ’tankens slot’, som Hostrup digtede om i ’Genboerne’, men aldrig forestillede sig sådan.
Men kineserne! Kunstnere fra det fjerne land og en hel hærskare af danske åndsbrødre og søstre! De har fået denne ’Looking for Courage’ til at tone ud og op og frem i den sidste fase af, hvad vi måske her beskrevet som noget af en ørkenvandring, men som er en ekspansion af musik, lys og farver i den eventyrlige kollegiegård, storm af cyklister og løbere med hvide faner – er vi til en politisk manifestation af frihed og progressive livsytringer? Fortolker vi ’Looking for Courage’ som en langsom, meget langsom, opvågnen mod en folkelig udfoldelse? Et Kina i fremmarch? Kunsten som tæppebanker for nye tider?
Vi tænker det gerne. Og drikker i den kølige aftenstund den kinesiske bajer, der bliver os tilbudt på falderebet.

gregersDH.dk

‘Accordion Stories’ Rushton-ballet på Pantomimeteatret i Tivoli 22.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Robert Thomsen,  Heather Dunn og Carlos Garcia i ‘Accordion Stories’. (Foto: Pantomimeteatret)

 

GAVTYV

 

 

PÅ SPIL

 

 

 

Tim Rushtons har begået en livsglad, lille ballet til Pantomime Teatret i Tivoli. Båret af liflige og virtuose harmonikatoner.

 

Koreografi og iscenesættelse: Tim Rushton. Musik: Accordion Tribe. Dansere: Robert Thomsen, Heather Dunn, Carlos Garcia, Fenella Cook, Jennifer Wagstraffe, Kathleen Videira, Marie-Claire Silfer, Miguel Collado, Paul James Rooney og Anthony Maloney

’Accordion Stories’ spiller på Pantomimeteatret på udvalgte dage frem til 19. september. Se spilleplanen på www.tivoli.dk

*****


’ACCORDION STORIES’ hedder balletten. Og hvad vil det så sige? Vi bliver hurtigt klar over det, for ud fra Pantomimeteatret klinger den herligste harmonikamusik – akkordeon er jo en slags harmonika. Og den musik skal altså fortælle ’stories’. Muntre og rørende historier, for sådan klinger den musik, der fører danserne og os gennem Tim Rushtons nye ballet.
Harmonika-musik kan være så meget, øm og indsmigrende som til franske chansons, heftig og dansetrampende som i tyske Bierstuber.
Men her, hvor balletmesteren Tim Rushton har lagt en optagelse med den internationale bande Accordion Tribe som syngende bund til sin ballet, er vi til glade og sjove møder mellem mennesker, skæg i gaden og piger og knægte, der vil hinanden en hel masse. Livsglæde.
Rushton har muntret sig med at aflure stedet den pantomimestil, der er dette egenartede lille teaters. Traditionen for livlig mimik, kokette optrin, figurer, der driver deres intrigante eller rørende spil indbyrdes uden meget anden hensigt end at fornøje os. Situationer og korte forløb af livsglad art.

EN GAVTYV

Det begynder med, at en gavtyv i sort og med rød halsklud trækker tæppet op, flytter kulisser på plads, forlyster os med et romantisk bagtæppe og lader sit glimt i øjet forplante sig til et lille show af korporlige fjollerier, der derefter videreudvikles i små konflikter med dansere og navnlig danserinder.
Sådan fortsætter han gennem dette lille balletopus – det varer under en halv time – som hunden i et spil kegler, provokerende, fuld af gags, jævnthen afvist af damerne, men utrættelig. Frækheden i hans facon – hans navn er Robert Thomsen – får os til at udnævne ham til balletscenens Søren Østergaard. Og den kiksede udspekulerthed til at se ham som en bortløben Leporello fra ’Don Juan’.
Koreografisk er den lille ballet fyldt af sjove finter, stumper af breakdance, køn og ungdommelig i sit kropssprog og smittende livsglad. Vi så for nogle uger siden en enkelt af scenerne på Dansk Danseteaters forestilling i Politigården, en pas de deux mellem Heather Dunn og Carlos Garcia, rørende og uprætentiøst – her i Pantomimeteater-dekorationen suppleret med luskeren Robert Thomsen som smugkikker bag træerne. Den scene ledsages på lydsiden af det finske ’tribe’-medlem Maria Kalaniemi skønne, stemningsfulde finske folkesang.
Tivolis tæt pakkede lørdagspublikum fulgte intenst med.

gregersDH.dk

‘Jenufa’ Den jyske Opera 20.8.2015 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Sinead Mulhern og Gitta-Maria Sjøberg i ‘Jenufa’ på Den Jyske Opera (Foto: Kåre Viemose)

 

 

ÆRESDRAB

 

 

’Jenufa’ er en højdramatisk, original opera, sunget og spillet yderst kvalificeret på Den Jyske Opera i Århus Musikhus. Men hvorfor så få gange?

 

 

Instruktion: Annilese Miskimmon. Scenografi: Nicky Shaw. Dirigent: Jaroslav Kyzlink. Medvirkende bl.a.: Sinead Mulhern, Gitta-Maria Sjøberg, Peter Berger, Magnus Vigilius, Ulla Kudsk Jensen, Lars Fosser, Jens Bové m.fl.

 

*****

 

Vi skal sætte pris på en operaleder, der har personlige ideer og sætter dem igennem med konsekvens.

Sådan en har vi på Den Jyske Opera. Hun hedder Annilese Miskimmon. Hun har kun været chef i Århus i få år, men allerede markeret sig med et repertoire, der ligger uden for mainstream, hun instruerer selv, og hun hyrer solister og dirigenter, som sætter tærskelen højt. Der skal rammes internationale krav til kvalitet.

Så tak for det.

Det bekræftes i en forestilling som Janaceks ’Jenufa’, der havde premiere denne torsdag aften. Miskimmon kan noget med Janacek. De så vi allerede med ’Katja Kabanova’ for et par sæsoner siden. ’Jenufa’ er som ’Katja Kabanova’ en opera, der gror ud af tjekkisk folklore.

Historier om hverdagsmennesker i et landlige miljøer. Det er store konflikter i små samfund, lykke og tragedie, i ’Jenufa’ usigelig trist tragedie: Historien om den unge kvinde Jenufa, der skal have barn med en fyr, der render alle andre steder end i hælene på hende, han drikker, skejer ud, vil og vil hende ikke, og vil slet noget med det barn, han påfører hende, stikker bare af. Til forskel fra hans bror, der er en djærv bondeknøs og klar til kærlighed og tilgivelse, men alligevel så jaloux på broren, at han foretager den sindssyge handling at snitte Jenufa i hendes kind, for at få den forfængelige bror til at væmmes ved hende. Og værre endnu: Jenufas stedmor er så desperat ved tanken om familiens skandalisering på grund af et uægte barn, at hun drukner barnet i den iskolde flod. Og prøver at fortie, at det er et drab, men bliver afsløret i slutscenen. Janacek har noget med floder – også i ’Katja Kabanova’ spiller floden en rolle.

Miskimmon har henlagt handlingen til det katolske Irland. Det ser rigtigt ud scenografisk med det hus, scenografen Nicki Shaw har tegnet, men det tilfører egentlig ikke noget til historien, tværtimod: Operaen bliver sunget på tjekkisk, og hele den beklemte tankegang om synd, vanære, skyld og social fortrykthed – for slet ikke at tale om Janaceks uhyre karakteristiske tjekkiske tonefald – henfører vi i vore hoveder til Tjekkiet. Så kan man nok så meget give befolkningens unge mænd røde armbind, der skal placere det lille sideemne om de unge fyre, der indkaldes til soldatertjeneste, til Irlands involvering i 2. verdenskrig.

Men pyt: Vi oplever fortælling som gribende godt sunget af den irske sopran Sinead Mulhern, Gitte Maria Sjøberg på højt niveau som stedmoren, Ulla Kudsk Jensen som den sorte bedstemor, en fremragende tenor, Peter Berger, som den behjertede bror med kniven, og endnu en tenor, Magnus Vigelius som den sjoskede barnefar. Andre gode sangere medvirker plus et stærkt kor.

Det helt afgørende er fornøjelsen ved at høre denne højspændte fortælling berettet ud fra et Janacek-partitur, der gnistrer af kompositorisk begavelse. Der er en 2.akt, som med to store scener for Sinead Mulhern og Gitta-Maria Sjøberg – Jenufa og hendes stedmor – er fortættet musikdramatik, forløst af sangerne og dirigenten Jaroslav Kyzlink med ekstrem lydhørhed over for instrumentation, med pauser, der får luften til at stå stille og en opspændt scenegang, der holder os nagelfast til de uhyrlige hændelser.

Det fremgår af programmet, at ’Jenufa’ udover premieren denne aften kun spilles på lørdag den 22. og på mandag den 24.

I Musikhuset og i øvrigt ikke mere. Kan det virkelig være rigtigt?

 

gregersDH.dk

‘Elskovsdrikken’ Tivolis Koncertsal 15.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ingen pressebilleder fra Tivolis Koncertsal.  Og tegner Seidel er på ferie.  Så her – fra Lawrence Brownlees hjemmeside: Lawrence  Brownlee ved en tilsvarende koncert.

 

 

 

DEN LILLE TÅRE

 

 

Donizettis ’Elskovsdrikken’ i Tivoli med sødt klovneri og – bang! siger det: Tenor Brownlee i topform!!

*****

DER går en lille sitren gennem salen, da fagotten sætter an. Vi er langt inde i 2. akt af Donizettis opera ’Elskovsdrikken’. og nu kommer den så – ført an af fagotten – den elskede tenorarie om ’den lille flygtige tåre’, som Nemorino synger så rørende om i hjerteknuser-arien ’Una furtiva lagrima’.
Tåren på hans elskedes kind… Operaens highlight.
Min gud, hvad vil vi andet og mere end at høre Tivolis tenor-mascot i disse år, Lawrence Brownlee, synge den, så tårerne rinder fra forreste til bageste række i salen.
Dér er noget, den lille mørke gavtyv kan. Brownlee stryger sin tenor, som var den en Stradivarius, han har ikke nogen kæmpestemme, han lægger os ikke ned ved en vokal sportspræstation, han synger elegant – ’gid hans kjolesæt var lige så elegant’, hvisker min i den sammenhæng yderst sagkyndige ledsagerske, men det får nu være. Vi lytter til en musiker, der behersker sit instrument suverænt: Stemmen.
At det er Tivoliorkestrets fagot, der har fornøjelsen af at give os det lille optakt-gys, kommer ikke bag på os – vi har lige hørt orkestrets træblæsersektion så smukt lægge instrumental flødeskum på ouverturen – en ouverture til ’Elskovsdrikken’, der – lige som store dele af værket i øvrigt – sætter en tone af charmerende lethed, elskværdig leg med forelskelse – og pjank.
Det sidste med en omrejsende fidusmager, der bilder vores syngende helt ind, at en trylledrik, han falbyder, vil gøre ham uovervindelig i elskovs-erobringens kunst.

PÅ KOMEDIE

Vi er ikke på ’Tristan og Isolde’-dybder. Vi er på komedie.
Aftenens moderator Henrik Engelbrecht prøver sandelig heller ikke at løfte operaen og dens handling op i de filosofiske cumulus-skyer. Han rammer uden større krumspring ’Elskvsdrikken’s tema med sin egen underfundige humor.
Hvilket bringer os lykkeligt videre til den underholdende kendsgerning, at Brownlee over for både sin elskede Adina, konkurrenten Belcore og svindleren Dulcamara ligner en knægt, der står skoleret, og kun klarer sig – eller i hvert fald klarer sig bedst – ved at le og klovne sig gennem trængslerne. Brownlee er – midt i sine enorme vokale præstationer – nuttet, sød, sjov og optræder som det, vi i miljøets sprog kalder en ægte scene-ludder.
Sangligt er han i Tivoli-koncerten konfronteret med den flot og sikkert syngende, russiske sopran Olga Peretyatko som Adina, Palle Knudsen som Belcore med denne smukke knudsenske baryton, der klinger godt og tæt hen i retning af Brownlees tenor, og Simon Duus som Dulcamara, høj, og højst talentfuld dansk basbaryton, der – når vi nu snakker stemmer – har stærke kort med sin store velklingende stemme, men som vi godt kunne ønske os fik åbnet klang og tekst lige de millimeter mere ud af kraniet, der skal til, for at udbyttet kan blive maksimalt. Lyt til f.eks. Brownlee.
Det er et gæt, men vi tror det holder.
Imponerende i øvrigt, at Tivoli holder fast ved disse stort anlagte koncertopførelser af operaer hvert år. Kor, orkester og solister. Sådan.

gregersDH.dk

‘Lolita’ Sommerballet 2015 på Bellevue Teatret 13.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Gildas Diquero og Ida Prætorius i ‘Lolita’ på Bellevue Teatret (foto: Isak  Hoffmeyer)

 

 

 

SKOLEPIGEN LOLITA

 

 

Alexander Kølpin har overladt årets sommerballet til en stensikker historie. Den om Lolita og hendes uhelbredelige, voksne tilbeder. Ida Prætorius danser Lolita som en kølig, selvoptaget skolepige.

Koreograf:  Cathy Marston. Scenograf: Helle Damgaard. Komponist: Jesper Mechlenburg. Dansere: Ida Prætorius, Gildas Diquero, Mads Blangstrup, Deidre Chapman m. fl.


*****

 

HANDLING!! Fortæl en historie!
Sådan tænker Alexander Kølpin med sin Sommerballet.
Han gjorde det f.eks. med ’Elefantmanden’ for to år siden, hvor han selv spillede og dansede med.
Og han gør det igen i år med balletten ’Lolita’. Uden sig selv som medvirkende. Men med den samme koreograf som til ’Elefantmanden’, den engelske Cathy Marston.
Altså igen en moderne klassiker. En historie, de fleste kender: Vladimir Nabukovs roman om en voksen mand, der forelsker sig uhjælpeligt i en teenage-pige. Med fatale konsekvenser.
Cathy Marston fortæller historien kontant og uden svinkeærinder.
Men også med det raffinement at sætte to mandsdansere på hovedrollen som Humbert Humbert.
Nabukov lægger ideen på bordet med dette dobbeltnavn. Vi har at gøre med en mand, der pendler mellem to sider af sit væsen, han er ekstatisk forelsket, uregerligt og desperat – men han rykker samtidig baglæns fra sin temperamentsfulde forelskelse. Vi kan snakke om dårlig samvittighed og moralske skrupler, men egentlig mere om en mand i indre dialog med sig selv: Vil jeg det her, eller vil jeg ikke? Kaster jeg alle tøjler og følger mine instinktive lyster? Eller lade jeg være. Hvem er jeg egentlig?
’Dialogen’ foregår mellem den mørke, 43-årige spansk-franske Gildas Diquero og den 41-årige Mads Brandstrup fra Det Kgl.
Diquero som den agressive, utæmmelige Humbert og Brandstrup som Humbert med de gustne, intellektuelle overvejelser, den Humbert, der som en skygge eller dobbeltgænger hele tiden holder igen. Fælles for dem: Den pinefulde smerte og længslen efter at løse op.

PERFEKT

Mellem dem:  Den Kgl. Ballets yngste solist, den 22-årige Ida Prætorius som Lolita. Voldsomt rigtig valgt i kraft af sin glatte ungdom, om ikke helt så tæt på det aldersmæssige lavpunkt, Nabukov lader Lolita udfolde sig på i romanen.
Dér er hun 12, men både i filmatiseringen og i Albees teaterversion er hun 14.
Der er scener i Cathy Marstons opsætning på Bellevue, hvor Ida Prætorius suverænt rammer det uberørte, pjankede pigebarn, der dårligt nok fatter, hvad denne Humbert har for med hende. Hun leger med ham, men leger mere med sine veninder og kammerater, når hun er i skole. Skoleklokken ringer både os til pause, men også hende til skoletime.
Det er pjank for hende at tage på biltur med Humbert, men bedre pjank at gå til bal med vennerne. Den Lolita, hun viser os, er farlig for Humbert i kraft af sine isafkølede afvisninger. Han drives af kampen med noget ufatteligt i hendes væsen mere end af begæret efter en forførende, beregnende, sensuel pige, der ikke  har overskredet grænsen til egentlig erotisk tiltrækning.
Ida Prætorius’  dans er perfekt og imponerende mere end erotisk.

MUSIKKEN

Jesper Meckenburgs musik til balletten er en sammenstykning af vidt forskellige elementer – mange steder sort og voldsom – starter nærmest som dødsklokker i et Requiem, men opererer derefter strategisk rundt mellem pop, dansemusik og er stærkest måske i de underspillede passager, hvor enkle temaer gennemføres på sprød soloviolin eller lige så knasende og sprøde toner på et præpareret klaver.
Handlingen i romanen følges som sagt ret nøje – bortset fra slutningen, der hos Nabukov består i, at Humbert opsøger den fyr, Lolita gifter sig med, og skyder ham ned. Ellers får vi historien, som den er. Godt fortalt. Flot danset og sat op i et sceneri, der med fikse hængepartier af stole, seng og bilrat m.m. ned fra loftet gør tjeneste som rekvisitter i dramaet.
Ida Prætorius gennembrud i sin tid på Det Kgl. var som den unge pige i Flemming Flindts og Ionescos ’Enetime’, Dengang var hun i kløerne på en bindegal dansemester. I ’Lolita’ i kløerne på en ustyrlig mand med ustyrlige, men ret banale lyster.

gregersDH.dk