‘Mågens’ Nørrebro Teater 25.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kristian Holm Joensen, Rikke Lylloff og Lise Baastrup i ‘Mågens’ på Nørrebro Teater  (Tegning: Claus Seidel)

 

 

 

OP MED

 

HUMØRET,

 

TJEKHOV

 

’Mågens’ er festlig og løssluppen pjank med Tjekhov-klassikeren ’Mågen’. Men ustyrlig lang.

 

 

Ditte Hansen/Louise Mieritz: ’Mågens’. Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Tammi Øst, Christian Fuhlendorff, Lise Baastrup, Andreas Jebro, Rikke Lylloff, Benjamin Kitter, Kristian Holm Joensen, Janus Elsig og Carl-Christian Riestra.

 

’Mogens’ spiller på Nørrebro Teater indtil 19. april. Varighed 2 t. 25 min.

****

LØSSLUPPENT – ud over alle bredder. I den grad, at vi efter de første to timer er tæt på forstoppelse, ganske vist griner vi en del videre, men tænker: Så er det nok.
Makkerindeskabet Ditte Hansen/Louise Mieritz har taget en stribe kraftspring på en trampolin, der hedder *Mågen”, agtværdig klassiker af russeren Anton Tjekhov, der handler om størknede, noble sjæle, der ingen vegne kommer med deres drømme og ambitioner på deres mondæne, men faldefærdige sommergods. Ikke mere varmt vand i hanerne, hverken i hus eller mennesker.
De to skøre og begavede damer har allieret sig med instruktøren Heinrich Christensen, som også er god for vanvid på en scene – sidst vi så hans udfoldelser i den toneart, var, da han iscenesatte farcen ’Den spanske flue’ på Aalborg Teater for et par sæsoner siden.
På Nørrebro Teater er ’Mågen’ blevet til ’Mågens’. Den arme måge, der hos Tjekhov bliver plaffet ned af familiens søn Konstantin, må stadig lade livet som symbol på de uforløste ambitioner hos knægten. Han vil jo lave teater, og den ambition er uforandret til stede, selvom vi nu befinder os i Tisvildeleje, og han er en larmende klovn, der i Andreas Jebros langbenede skikkelse, råber og rabler sig igennem sit delirium – alligevel forknyt som Tjekhovs Konstantin, for han har ikke styr på noget som helst. Slet ikke på sin mor, Irina, den
aldrende skuespillerinde – med tryk på rinde – for Tammi Øst udleverer hende på det mest mage- og skamløse, heldigvis jublende selvironisk. Primadonnaen, der kæmper med alderen, og allerede her er vi på en ustyrlig kant af Se&Hør-genren, virkelighed, sladder og show, der pibler af associationer til hvad og hvem som helst, ikke mindst denne og hin københavner og tisvilde-indianer, inklusive spillerne selv.

I NØRREBROS ÅND

Ingen tilskuer behøver ransage hjernen for at fatte eller blive klog på ligheder og uligheder med Tjekhovs ’Mågen’, hverken handlingen eller personerne.
De, der kender originalen, f.eks. har set Det Kgl.s fremragende opførelse af stykket for tre år siden, kan øjne Irina i Tammi Øst, Konstantin i Anders Jebro, Trigorin – Irinas elsker – i stand up’eren Christian Fuhlendorffs rablende Boris, Nina i Rikke Lylloffs labre, hjerneblæste dulle, som de færreste vil være i stand til at overse en lighed med fænomenet Linse Kessler fra Bryggen.
Mens de vil lede forgæves efter Irina-broderen Sorin i personen, der har givet navn til Nørrebro-forestillingen: Her kaldes han Mogens – og er Kristian Holm Joensen som en bedårende, mesterligt spillet og totalt rørende klovnet gamling med frit løb til at lave stumme kunster.
Tjekhovs søde, stille Masja lykkes det Lise Baastrup at forvandle til en tornado af en teenager, mens hendes arme skolelærer i originalen er blevet til en nuttet, tumpet og hjælpeløst stammende Benjamin Kitter.
Det er afgjort i Nørrebro Teaters ånd – sådan som teatret har udviklet sig – at mixe stand up og klassikere i en syndig forvirring og sætte musik til af frejdigste art.
Præcis, hvad der sker her i Maja Ravns rundtossede scenografi. Blot kunne der mageligt skære bidder ud i 2.akt, hvor mætheden indfinder sig.

gregersDH.dk

‘Festen’ Folketeatrets turné 24.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Troels II Munk, Mads Knarreborg, Steen Springborg og Julie Agnete Vang i ‘Festen’. (Tegning: Claus Seidel)

 

 

 

I SKOVENS


DYBE


STILLE


RO

 

‘Festen’ i Folketeatrets turné-udgave har uhygge og surrealistiske træk, så tæt på filmens realisme, at det nok skal ryste en og anden i de små hjem, når forestillingen nu vandrer på landevejen.

 

Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs ’Festen’ versioneret af Bo Hr. Hansen. Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Medvirkende: Steen Springborg, Susanne Breuning, Mads Knarreborg, Julie Agnete Vang, Nikolaj Bjørn-Andersen, Christopher Læssøe. Lise Koefod. Meike Bahnsen, Troels II Munk, Ulver Skuli Ablidgaard, Jesper Riefensthal og Sofie Torp.

’Festen’ spiller på turne fra torsdag aften og indtil 22.april.

*****


SÅ kan I vente jer ude i de små hjem: Folketeatret sender fra torsdag Vinterbergs og Rukovs ’Festen’ på turné. Premiere i Nakskov, slutspil i Holstebro den 22. april. Og der er knap det sted i landet, de ikke kommer undervejs fra syd til nord. Også igennem det Sønderjylland, hvor ophavsmanden til denne rystende historie sikkert fjæler sig og må tænke på den dag for tyve år siden, da han sad i Keld Koplevs ’Krydsfelt’ i DR og fortalte historien, fuldt vidende om, at den var løgn fra ende til anden.
Nu kan vi så være ligeglade med, om den er løgn og latin. Den er knaldgodt teater, som den var en knaldgod film. Historien om 60 års fødselsdags-festen, der bryder sammen, da ældste søn Christian holder tale og fortæller om farens voldelige incest over for ham og den netop afdøde datter. Den historie kan familier så kikke hinanden i øjnene over til husvalelse for familieidyllen i by og på land. Københavnerne har haft muligheden, da Mammut Teatret engang spillede den på Det Kgl. Teater med Jesper Langberg i faderrollen – den affødte i øvrigt en Reumertpris tll ham.

TIL BLODS

Folketeaterudgaven har Steen Springborg i rollen. Som et bjerg af en macho, et såret næsehorn, tumler han gennem de uventede beskyldninger, går i minutlang stå under sin tale, alt går i stumper og stykker omkring ham, nogle familiemedlemmer laller videre i den forkvaklede feststemning, intet skal krakelere, når glassene hæves, og ’Han skal leve’-jublen runger, mens Christian slæbes ud i skoven og bankes til blods af lillebror og onkel, og bedstefar vakler frem og tilbage til mikrofonen for at fortælle vandede vittigheder og synge ’I skovens dybe stille ro’.
Der er kontraster nok i denne ’Festen’, instruktør Geir Sveaass får de samlede tolv medvirkende til at synge de yndigste danske sange i flerstemmig harmoni, mens hjernen kører på den vrede, beslutsomme Christian i tilløbene til hans tretrinsraket af makabre informationer om farens ugerninger, og mens fortvivlelsen og usikkerheden druknes i sprut og anstrengte forsøg på genetablere den konventionelle feststemning.
Scenografen Marianne Nilsson har anbragt det hele i klinisk hvidt med et vældigt cirkelrundt, skævt bord i midten, først tror vi det, er en kæmpe parabol, men nej, det er sin egen lille arena, man kan tumle rundt, spilde på, slås på, falde ned fra, mens den drejer, en makaber platform for familielivets skrøbelige cirkus.

PASOLINI

Der er surrealistiske træk i denne iscenesættelse, den er et billede af opløsning, man aner inspiration fra f.eks. Pasolini i rytmer, der blander understatement med voldsom aktion. Christian er en tragisk skikkelse, lillebroren spillet af Nikolaj Bjørn Andersen og hans kæreste, spillet af Lise Koefod, begge anbragt i 5.gear+.
Og flere af de andre: Enten groteske commedia del’arte-figurerer som Troels II Munks bedstefar og Ulver Skuli Abildgaard grinende måber, parat til at slå på, hvem der i forvejen ligger ned, Meike Bahnsens omkringsvævende, nedsmeltende satellit af en husalf – hvornår får den dame en rolle, der for alvor giver hendes talent luft under vingerne?…. Der er Susanne Breuning, statelig tilbageholdende som moren, indtil hun nagler manden i sluttableauet. Ud over blod-sydende Pasolini er der jo også roller i denne ’Festen’, der ikke bare står i gæld til Vinterberg/Rukov, til instruktør Geir Sveaass, men også til dramatikeren Bo Hr. Hansen, som har haft fingre i den sceniske versionering. Og måske til Bergman, f.eks. hans ’Fanny og Alexander’.
Den ’Festen’ er en god ryster.
Lad den vederfares nysgerrighed i teatrene rundt om. Og pinlig efterfølgende hygge ved aftenkaffen.

gregesDH.dk

Butique Requiem Københavns Musikteater 23.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Benjamin Boe Rasmussen, Allan Klie og Lotte Andersen i ‘Butique Requiem’ (Foto: KMT)

*

*

*

*

 

DEN LEVENDE DØDSMESSE

 

Peer Heltbergs tekster fra hans ’Requiem’ i grotesk og smuk regi mellem møbler og andet gods til salg i ’Butique Requiem’ på Københavns Musikteater.

Tekster: Peer Hultberg. Instruktion Anders Lundorph. Medvirkende: Lotte Andersen, Benjamin Boe Rasmussen, Allan Klie, Bent Clausen, Bebe Risenfors og Kenneth Thordal. (De tre sidste også musikere og komponister) Se i øvrigt fodnoten!

’Butique Requiem’ spiller i Københavns Musikteater i Kronprinsensgade indtil 14. marts

****

DET er den særeste forestilling, Københavns Musikteater har stablet sammen. Sceneriet fylder salen til alle ender og kanter, vi er som publikum nærmest en del af denne ’Butique Røde Kors’, som stykkets titel lyder.
Køkkengrej, symaskiner, lamper, malerier, kostumer i alle genrer, et opretstående klaver m.m., inklusive os publikummer, der sidder i stole og sofaer og ligner rekvisitter, dog ikke til salg som resten af inventaret – hele arrangementet er et indsamlingsprojekt i netop Røde Kors regi.
Det begynder faktisk allerede ved indgangen nede i Kronprinsensgade, det hele virker som om vi er kommet ind i et auktionshus. Vi kan altså gå glad hjem efter tæppefald med den sofa, vi har plantet os i, men det vil nok se lidt mærkeligt ud ned ad Kronprinsensgade, hvor teatret har sit hjemsted.
Og så er der i øvrigt ikke noget tæppe, der kan falde i den butik efter slutreplikken, der lyder ”Før du ser dig om, bor du selv i en flygtningelejr.” En af de ufattelig mange strøtanker og bemærkninger, der befolker en forestilling, der gennem et hundrede minutter plukker fra den afdøde forfatter Peer Hultbergs storværk ’Requiem’, hvilket betyder ’dødsmesse’.
Som Mozarts ’Requiem’ og talrige andre værker af samme navn: Herligt og morderisk proppet med forbitrede eller jublende tanker om død og ulykke, skyld og smerte, lyksalighed og ulyksalighed. Hos Hultberg på forunderlig vis formuleret med svævende ironi og jordiske billeder i de ikke mindre end 537 korte tekster, hans ’Requiem’ består af.

MUNTER RAMME

Denne forestilling, som Anders Lundorph har sat sammen for skuespillerne og musikerne Lotte Andersen, Benjamin Boe Ramussen, Allan Klie, Bent Clausen, Bebe Risenfors og Kenneth Thordal har netop det præg, som også bogen har: Ophobningen af små historier og detaljer, som slynges tilsyneladende tilfældigt ud til os – al deres forbitrelse frembåret med en nonchalance, der balancere mellem humor og vrede.
Og i en ramme, der er munter og grotesk: Vi er til åbning af dette Røde Kors-arrangement, og vi venter på, at prins Henrik skal komme og sige åbningsord. Han er bare forsinket. Benjamin Boe Rasmussen farer ud og ind for at kikke efter ham, ændrer tidspunkterne på det omfattende festivitas-program og får skuespillerne til at fylde tiden ud så længe med underholdning for os ventende gæster.
Det udvikler sig heldigvis underholdende, for prinsen dukker aldrig op.  Underholdende? – Jo, på denne mærkværdige facon, at de mange små tekster og scener udfolder sig i det bittersøde, af og til aggressive, men også dybt menneskelige tonefald, der rammer – ikke altid lige rent i alvoren, for den musikalske lyrik og det ironiske lune er svære størrelser at eliminere.
Men Hultberg ville sikkert nyde opførelsens casual stil og dens venlige sarkasme.
Programmet angiver præcis med nummerering de enkelte teksters tilholdssted i ’Requiem’, som om der var tale om aukionsnummering i Butique Requiems katalog.
Man kan altså gå hjem eller på biblioteket og fordybe sig i Hultbergs tanker på skrift.

gregersDH.dk

PS: Livet går sin stormfulde gang og vifter hukommelsen bort: Jeg er i dag blevet mindet om, at jeg faktisk her på bloggen anmeldte – og mere udførligt -  den næsten identiske forestilling den 16. februar 2009. Titlen dengang: ‘Villa Requiem’. Præcis samme medvirkende, og næsten præcis samme indhold. I den forbindelse: Kenneth Thordal var og er forestillingens komponist og sangtekstforfatter.  Risenfors og Bent Clausen ‘kun’  musikerne og skuespillerne.



‘Alcina’ Det Kgl. Gl. Scene 21.2.2015 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Nicole Heaston som Alcina (foto: Joerg Wiesener). Billede er fra Den Norske Operas opførelse sidste år i Francisco Negrins iscenesættelse, som er identisk med Det Kgl. Teaters, der havde premiere i aftes og hvor Nicole Heaston sprang ind for den sygemeldte Inger Dam Jensen.

Claus Seidels tegning fra Det Kgl. følger i morgen, mandag 23.2.

 

 

 

KÆRLIGHEDENS  TURBULENS

 

Et gyngende og syngende svaj af kærlighedens pjank og galskab – henlagt til en fjern ø med en kæmpe-vagina som en troldkvindes huleagtige tilholdssted.


Händel: ’Alcina’ Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Iscenesættelse: Francisco Negrin. Scenografi: Louis Désiré. Sangere bl.a.: Nicole Heaston, Itziar Lesaka, Ruxandra Donose, Woytek Gierlak, Anke Briegel, Marius Roth Christensen, Jakob Christian Zethner og  Hyon Lee.

’Alcina’ spiller på Operaen indtil 14. marts. I alt otte opførelser.

******

 

DE synger og synger, så man er ved at dåne, og det er selvfølgelig det halve af fornøjelsen. Lad os i hvert fald lige fastslå dét. Og det er der ikke noget mærkelig ved, for det er opera.
Men de synger og synger med en virtuositet, som var de cirkusartister i trapezer. Heller ikke det er så sært, for det kræver en komponist som Händel.
Udfordringerne er nærmest grænseløse i højde og dybde, i turnering af koloraturer, i – og så kommer vi til det interessante – i måden at bruge stemmen på til at udtrykke alle tænkelige, menneskelige reaktioner, følelser, vrede, spot, henrykkelse, irritation, hvad som helst.
Det kræver sin sanger at stå model til det.
Og det opfyldes i ’Alcina’ på Operaen, sådan som vi oplevede det på premieren denne aften. Men kan så lige kikke i rollelisten og konstatere, at sangerbesætningen ikke rummer et dansk navn, ikke i hovedrollerne.
Vild er forventningen ellers, for to danske navne står i toppen: Inger Dam Jensen i titelrollen og Tuva Semmingsen i den lige så omfattende anden hovedrolle. Men begge har meldt sygdoms-pas, en ond skæbne, lige så ond og uberegnelig som mange af de sære begivenheder i operaen.
Erstatningerne viser sig at være fremragende: Den amerikansk, Chicago-fødte sopran Nicole Heaston som Alcina, og den spanske mezzo Itziar Lesaka som Ruggiero. Vi erkender endnu engang, hvordan Den Kgl. Opera er blevet et led i en global udveksling af kunstnere – opsætningen her af ’Alcina’ er en samproduktion med Den Norske Opera, vi er på europæisk operaplan inde i en art velfungerende Schengen-aftale, hvis vi må bruge det udtryk. Mangler der en sanger, tager man telefonen.

 

DEN TREDJE URKRAFT

Det eksplosive sangerhalløj er så én ting – og vi er i den henseende rimeligt godt vant med Händel-opførelser på Det kgl. – Kasper Holten stod i sine år som chef på Operaen for at igangsætte en enestående lille samling af Händel-opførelse. Vi kender mulighederne, kraven, stilen, og vi har før hørt og set ’Alcina’-iscenesætteren Francisco Negrins andre milepæle af Händel-opførelser: ’Julius Cæsar’ og ’Partenope’.
Og så er vi ved den tredje urkraft i det, vi oplevede i aftes: Lars Ulrik Mortensens ledelse i graven af hele historien i spidsen for Concerto Copenhagen.
Hvad er det, han tilfører en operaforestilling? Nu igen det, som vi også oplevede i sommer under Copenhagen Opera Festival med Vivaldis ’Ottone’ på Teater Republique: en i egentlig forstand rytmisk operaopførelse, der får hver drejning og vending til at føles som en fysisk oplevelse. Arier og ensembler, hvor orkester og sangere bliver som organismer, der er i ro eller flugt, men altid i fysisk bevægelse, der gør, at en tre- eller firdelt taktart bliver dansende musik. Urkræfter af levende blodomløb, der forplanter sig til handling på scenen, til spil og modspil, fortryllende eller vittig kontakt mellem spillerne,  situationer, hvor du mærker åndedræt og en kropslighed, der har ekstremt nærvær.

KRIBLEN

Kan vi forlange andet og mere i en operahandling, der drejer sig om kærligheden og seksualitetens kriblen i personerne? OM konflikter, om sving og omsving i hver enkelt af de medvirkende, alle disse mærkværdige skikkelser – hekse, helte, skibbrudne, flygtninge, væsener på en mytisk og mystisk ø, hvor nogle omdannes til dyr, fordi de ikke lever op til overheksen Alcinas glubende krav, og hvor kærligheden og lysterne håndteres i forklædninger, med bedrag, jalousi og genforeninger som løbende impulser?
Vel næppe.
Hvad handler så meget teater om rundt om os? På Østre Gasværk Teater gælder ’Venus in Fur’ en sadomasochistisk strigle, der fanger en mand under sin pisk. På Teater Asterion Hus afdækkes historien om Leonardo da Vincis anatomiske tegninger i magiske slør og væv, der – ligesom i Negrins ’Alcina’-rammer barokkens sceniske forvandlinger med perfekt raffinement.

TRYLLEVERDEN

I ’Alcina’s trylleverden indsvøbes de eventyrlige scener i store blå slørskift, der hele tiden fastholder en central scenebaggrund, der er klippeøens centrum, en vældig klippeformet vagina. Anvendelig ved næste opførelse af ’Tannhäuser’, hvis man skulle have brug for et nyt Venusbjerg til 1. akt.
Sporene af barokoperaen – med aner baglæns til noget så dramatisk som ’Orlando Furioso’, det dramatiske middelalderepos, som væltede Falkoner Centret engang i 60’erne – sporene huserer også i dansk teater. Med livgivende kraft.
Hvad ’Alcina’ i øvrigt handler om? Læs Dem til det i operaførerne og i programmet. En intrigant, besynderlig og eventyragtig historie med labyrintiske fortryllelser, men først og fremmest om mennesker og væsener, der griber efter kærlighedens løsninger i muntre og gravalvorlige slagsmål. Kærlighedens turbulens.
Stof til en hel afhandling af en eller anden parforholds-psykolog, som oplever, at teater og virkelighed kan falde i hak.

gregersDH.dk

‘Leonardo’ Teater Asterions Hus 19.2.2015 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Tilde Knudsen i ‘Leonardo’ (foto: Ingrid Bugge)

 

HVER

 

MUSKEL

 

ER

 

SPÆNDT

 

Fremragende danse-performance om Leonardo da Vinci på Teater Asterions Hus.


Forfattere: Leonardo da Vinci, Tilde Knudsen og Peter Kirk. Medvirkende: Tilde Knudsen og Peter Kirk. Musik: Klaus Risager.

’Leonardo’ spiller i Asterions Hus på Refshaleøen indtil 14. marts

*****

 

DE spiller et eventyrligt stykke om Leonardo da Vinci – vildt og overraskende. Lige så vildt og overraskende som stedet, hvor de spiller: Asterions Hus, et teater, du snegler dig vej til ad uhyggelige veje på Refshaleøen, hvor alt ved nattetide er som hjemsted for rotter og gangstere. Men rolig: En venlig teaterbus bringer dig derud fra Christianshavns Torv.
Og så ’Leonardo’, som stykket hedder. Kaldet efter et geni, som der kan tales om i uudtømmelige foredrag, en kunstner, man kan se, høre og læse sig til de utroligste ting om, han var her, der og alle vegne, i malerkunst, filosofi, lægekunst, geografi, tekniske opfindelser, bliv selv ved… et universalgeni, der levede i Italien og Frankrig, hold fast: 200 år før Christian den 4. i Danmark, bare for nu at sætte ham på plads i historiens gang. Sig ’Mona Lisa’ eller ’Den sidste nadver’, så er du med.

ANATOMI

I Asterions Hus huserer med jævne mellemrum et par, der har deres egen vilje med teater. Peter Kirk, leder af teatret og forfatter. Og Tilde Knudsen, skuespiller og danser. Han bevæger sig rundt på scenen ind og ud mellem de luftige gennemsigtige forhæng, og opererer med sine lysbilleder og kameraer.
Vi er i Leonardos billedverden, detaljer i nærbilleder eller totaler, de berømte portrætter og skikkelser og de mindre berømte. Og så først og fremmest Leonardos ubegribeligt detaljerede, anatomiske beskrivelser af det menneskelige legeme, lige anvendelig i lægevidenskaben i dag som dengang.
Kirk er som en kirurgisk vejleder, der med eksklusiv elegance kredser omkring sin sceniske makker Tilde Knudsen, centrum for forestillingen. Hun: en ubegribelig adræt, fysisk skildrer af Leonardos tegninger af legemets anatomiske strukturer.

SPÆNDT ENERGI

Tilde Knudsen ledsages af – eller hun ledsager – en speakertekst, der med eminent præcision gengiver brudstykker af Leonardos egne noter. Tilde Knudsens egen stemme? Jeg gætter: Ja. Hun er skolet skuespiller.
Alt er konsekvent gennemarbejdet – koreografisk og med et forbløffende, ikke bare croquis-skoleagtig effekt: Tilde Knudsen er også en vældig udtryksfuld danser med en krop, som stråler af spændt energi, iført lette gevandter eller ingen gevandter, egentlig i hele sit udtryk mindre sexet end skulpturelt artistisk, hun er ekstremt muskuløs – i danseudtryk lidt i stil med Vivi Flindt, som vi husker hende i f.eks. ’Enetime’ eller ’Dødens Triumf’. Men her handler det om fascinerende, nøgterne spejlbilleder af Leonardos tegninger.
Limet sidder vi til hendes forbløffende og udtryksfulde krop, som harmonisk følges af Klaus Risagers dramatiske musik, dirrende klaver og slagtøj blandet med reallyde. Hvem musikerne er, får vi ikke at vide i programmet, men effektfuldt er det.
Slutsekvensen med et malende publikums medvirken foran Leonardos nadverbillede og en poserende Tilde Knudsen kunne man undvære. Men for danseentusiaster er hun undr alle omstændigheder et studium værd.
Og for de, der vil tæt på Leonardo da Vincis forunderlige tanker og virtuose præcision, er forestillingen guld værd.
Find vejen.

gregersDH.dk

‘DET, DER ER’ Husets Teater 16.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Karen-Lise Mynster i ‘DET, DER ER’ på Husets Teater.  (Tegning: Claus Seidel)

 

 

DET, DER VAR

 

 

Et smukt, fortvivlende liv i DDR’s  ØstBerlin – mageløst fortalt af Karen-Lise Mynster i en monolog af Peter Asmussen.

 

Peter Asmussen: ’DET DER ER’. Instruktion: Simon Staho. Scenografi: Jenny André. Medvirkende: Karen-Lise Mynster.

’DET, DER ER’ spiller på Husets Teater indtil 14. marts

*****


HVILKEN lammende kontrast! For bare en måned siden så vi Danica Curcic alene på scenen i Husets Teater med det øresønderrivende ’La merde’-portræt af en italiensk ung kvinde, nøgen på sjæl og legeme, bristefærdig i Berlusconi-Italiens fælde.
Og nu sidder Karen Lise Mynster på samme scene, ensom på sin stol, en moden og smuk kvinde, der stilfærdigt og enkelt fortæller sin historie om livet bag muren i DDR’s Østberlin for 30 år siden.
Peter Asmussen har skrevet stykket ’Det, der er’ – ’Det, Der eR’ for nu at udlægge titlen. Simon Staho har instrueret og iscenesat. Ja netop iscenesat, for som han gjorde i Asmussen-stykket ’Hjertet skælver’ på Aarhus Teater for et par år siden, hvor han guidede os ad sære veje mod scenen – ad krogede gange, indtil vi mødte skuespillerne i et totalt mørklagt teater, sådan har han på Halmtorvet på Vesterbro henlagt teatrets ydre i dystert mørke, sat hegn om det og ladet en vældig betonmur skjule indgangen, så du tror, teatret er lukket. Foyeren er arrangeret som et udbombet kælderlokale.
Spiller de overhovedet i aften? Ja, de gør.

HEMMELIGHEDER

Og vi er ikke i tvivl, når Karen Lise Mynster sidder på sin stol i det grå, nøgne scenerum og fortæller om, hvad den tækkelige, kultiverede fru Renate skrev i sine kærlighedsbreve til en dansk mand, hun har mødt en enkelt dag engang på en rejse til København.
Breve, hun anbragte i et hult træ i en park, hvor de blev hentet i hemmelighed og viderebragt af en ansat på den danske ambassade.
Mand og to børn fylder hendes liv – og fylder brevenes beretninger, et ømt, fortroligt berlinsk familieforhold med den ene, men livgivende hemmelighed, at alt betros elskeren i København. En lille, men stor hemmelighed midt det grandiose, destruktive hemmelighedskræmmeri, der er DDR-samfundets omkring dem – og i dem: mandens bedste ven Felix afslører sig som en Stasi-agent, der kortlægger hver millimeter af deres liv.
Hendes beretning om den dag, hendes chef på arbejdet siger ”De vil tale med dig…”, er et gys. Hvor brevene i øvrigt er hjertevarme og hjerteskærende fortællinger om naboer, forældre, barndom og et hverdagsliv, hvor pladsen er så snær, at spisebordet hænger under loftet og bliver hejst ned, når der skal spises. Og hvor der kan gå tre dage uden vand i hanerne.
Stille skriverier om løst og fast, båret af lun humor og determinisme. Om et forhold, der – som hun skriver: ”Lever af umuligheder”. Og som den sorgfulde slutreplik lyder: ”Er du der?”…
Karen Lise Mynster fortæller med små smil, tænksomme pauser, øjeblikke af undertrykt håbløshed, men alligevel latent optimisme. Det er uovertruffen fortællekunst.
I et Asmussen-stykke af glasklare formuleringer.

gregersDH.dk

‘The Black Rider’ Betty Nansen Teatret 15.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jimmy Jørgensen, Mikkel Kaastrup-Mathew, Xenia Lach-Nielsen og Jens Jacob Tychsen i ‘The Black Rider’  (tegn.: Claus Seidel)

 

DJÆVELSK

 

 

Farverig billedbog og musik på alle ledder – sådan er den mytiske ’The Black Rider’ genoplivet på Betty Nansen Teatret.

 

Tom Waits, William Burroughs og Robert Wilson: ’The Black Rider’. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Michael Kvium. Medvirkende: Jimmy Jørgensen, Xenia Lach-Nielsen, Mikkel Kaastrup Mathews, Hanne Uldal, Carl Christian Rasmussen, Henrik Lykkegaard, Christiane Gjellerup Koch, Jens Jacob Tychsen, Søren Launbjerg og Joen Højerslev.

 

Spiller på Betty Nansen Teatret indtil 29. marts

*****

 

MOD slutningen er der en scene, hvor der sådan set absolut intet sker. Det er som en stumfilm, kørt i ekstremt langsomt tempo. Hvis man nu kom dumpende ind uforberedt til den scene efter en time med flimmer i tv-zulu-tempo eller en håndboldkamp ved 22-22 et minut før tid, eller en trafikprop på Vesterbrogade, ville man spørge: Hvad fanden er meningen? Skal det være teater? ‘Se nu at komme i gang dernede!’ – som en tilhører engang råbte til Zubin Mehta, da han havde dirigeret de første halvtreds pianissimo-takter af Verdis Requiem i grusgraven ved Store Heddinge.
Vi ved godt, hvad der sker i den scene i ’The Black Rider’ på Betty Nansen. Det er et begravelsesoptog. I yderste slowmotion bevæger Xenia Lach-Nielsen, der er Kätchen, og hendes sortklædte familie sig over scenegulvet, vender sig rundt i løbet af ca. ti minutter,  ser på Wilhelm, der lige så langsomt hæver geværet, skyder mod den hvide due, hvorpå hans hvidklædte Kätchen bag ham synker død om. Målet er fuldt. Djævelen, Jimmy Jørgensen, har fuldbyrdet sin profeti: Den sjette kugle i Wilhelms gevær var djævelens.

PROVOKATION

Ja, altså, skulle dét så være teater? En mageløs provokation. Slow motion anno 2015!
Men sådan er Kathrine Wiedemanns opsætning af ’The Black Rider’. Fuld af enkeltstående provokerende, sjove, hårrejsende, lattervækkende, uforskammede og banale oplevelser, ubegribelige ind imellem, swingende i popmelodier, folkedanse, med et orkester, der spiller på alt muligt, violin, trompet, sav. Stadig forbløffende optrin på scenen. I tempi, i farver, i sange, der svinger fra opera til værtshus-skrål. Og lykken er: Et levende orkester i graven.
En historie, der hurtig fortalt handler om djævelen, der som i ’Faust’ indgår en pagt med unge Wilhelm om, at han nok skal få lært at skyde med jagtgevær og ramme, selvom det egentlig rager ham en papand, han vil hellere skrive bøger, men Kätchens far Bertram vil have en ordentlig jæger til svigersøn. ’Faust’ siger vi – men også så mange andre altmodige skrøner: Webers ’Jægerbruden’ er endnu tættere på.

KABARET

På en måde bliver den historie fortalt lidt som en cabaret-affære. Huller i forløbet, sange om det ene og det andet, Christiania-stemning fra 70’erne, uregerlighederne stritter, der er også godt med salver i Brecht/Kurt Weil-stil.
Jens Jacob Tychsen lægger et sted sprechmeister til en virtuos genfortælling af den halve handling, Carl Christian Rasmussen sin Sarastro-bas til Bertrams formaninger over for datteren, og Xenia Lach-Nielsen bruger sit 20-km soprane registerspænd til f.eks. at holde et højt g herfra til verdens ende, samtidig med at hendes Kätchen ser så nuttet ud som Agnete i ’Elverhøj’. Henrik Lykkegaard træder som Oscar Wildes Dorian Gray frem på et maleri, her en gammel jæger ved navn Kuno. Og den forvirrede yndling Wilhelm er i armene på Mikkel Kaastrup Mathew.

MYTISK

Det er, som om Riddersalens gamle ’Svend, Knud og Valdemar’ ikke blev lavet forgæves, når man ser denne ’Black Rider’, der er en opmontering af Robert Wilsons og Tom Waits forestilling fra 90’erne, et cirkus af en mytisk teaterevent med Michael Kviums scenografiske og mageløse genbrugsbutik af middelalder, Shakespeare-renæssance og tysk greuel-romantik tilsat Tom Waits og tekstgrundlæggeren William Burroughs euforiserede tåger af klarsyn.
Alle Waits tekster er trykt på både engelsk og Peter Laugesen-dansk i programmet, så vi kan genfremkalde i ører og på nethinde Tom Waits ”Take off your skin and dance around in your bones” og alle de andre forbløffende sange, som er afgørende for poetiske og vittige løft undervejs, når Jimmy Jørgensen breder sin sorte djævlekappe ud og sender os sit sataniske forførersmil, eller når Xenia Lach-Nielsens Kätchen synger til sin Wilhelm: ”I’ll shoot the moon right out of the sky for you, baby”.
Vi døjer lidt på denne søndag aften den 15. februar med at høre så meget om skud og skydefærdighed. Men det er teater, blomstrende, eventyrligt teater, langt fra københavnsk virkelighed. En oplevelse.

gregersDH.dk

‘Jorden brænder’ Teater Grob 14.2. 2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ingen tilgængelige pressebilleder fra forestillingen

 

 

SLAPT

 

 

Teater Grob laver en bundskraber med det tredje afsnit af ’Det 6. kontinent’. Vi er langt fra starten med ’Hotel Nelson’ for nogle år siden.

Brian Wind-Hansen: ’Jorden brænder’. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm. Medvirkende: Neel Rønholt, Steen Stig Lommer, Per Scheel-Krüger og Claudio Morales.

’Jorden brænder’ spiller på Teater Grob  indtil 21. marts

**

DER skal ske noget med Teater Grobs projekt ’Det 6. kontinent’ hvis det skal overleve. For kvaliteten går grumme ned ad alle bakker i tredje del, der havde premiere i aftes.
En rigtig skidt historie om tre danskere – denne gang udsat for sig selv og deres danske manerer på en tur til Peru. Historien er – i modsætning til de to forrige i serien, ’Hotel Nelson’ og ’’Warszawa’ – slapt og forvrøvlet venstrehåndsarbejde. ’Hotel Nelson havde spændstige portrætter af et Politiken Plus-selskab på rejse i Afrika og bragede igennem med ømme portrætter af danskere og deres fordomme. ’’Warszawa’ ramte en flok unge, der slap alle hæmninger under en tur til den polske hovedstad.
3. del hedder ’Jorden brænder’ og foregår i Peru. Per Scheel-Krüger spiller en højskolelærer, der har kastet sig ud i et projekt, der skal få peruanerne til at forstå de skønne sider ved den danske andelstanke. Og få ham selv reddet ud af et svindelnummer med højskolens kasse derhjemme. Peruaneren, han samarbejder med, er klar til at gramse danske kroner ned i lommen. Han spilles af Claudio Morales.
Pengene, de begge to ser for sig, skal komme fra et par sponsorerende  højskoleelever, der er med på studietur til Peru. Neel Rønholt er et forkælet, naiv pigebarn, hvis forældre har tegnebogen i orden, og vil hende det godt. Og den anden, omhyggeligt udvalgte højskoleelev er en sat, afstumpet forretningsmand med millioner på kontoen, og af uransagelige grunde endt på højskole. Det er Steen Stig Lommer i fin rutinestil.

FORTÆNKT

Plottet er håbløst fortænkt, uden hoved og hale, de fire personer kæmper fra hver sit hjørne på at skabe og løse ikke-eksisterende eller uinteressante konflikter. Det absurde andelsprojekt, som kunne have givet stof til kulturelle modsætninger, flagrer bort til fordel for ligegyldigt fnidder og dårlige sproglige snublerier.
Instruktøren Madeleine Røn Juul har ikke haft de skarpe, hurtige dialoger at lege med, som Thomas Levin f.eks. kunne skrive til de to forrige afsnit af ’Det 6. kontinent’. Forfatteren til ’Jorden brænder’, Brian Wind-Hansen, har ikke meget andet end almindeligheder i bøssen. Lidt små grin tilstås der hist og her. Men vingefanget er lavt.
Dekorationen er som i ’Hotel Nelson’ i to etager, dengang udnyttet kreativt, her en ligegyldig detalje.
Der skal andre boller på suppen, hvis det store projekt i 6 afsnit skal holde frem til den samlede aflevering på Aarhus Teater i 2017.

gregersDH.dk

‘Elefantmanden’ Odense Teater St. Scene 13.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Peter Christoffersen og Mikkel Lund i ‘Elefantmanden’ (foto: Emilia Therese)

 

ER DET

 

EN ROLLE,

 

DE SPILLER?

 

 

Den mytiske, men virkelige historie om den ufattelig grimme ’Elefantmanden’ og lægen, der kurerede ham, er blevet til en vild og rørende cirkusforestilling på Odense Teater

Skrevet og Instrueret af Terese Willstedt m. fl. baseret på en virkelig historie. Scenograf: Jonas Fly. Medvirkende: Peter Christoffersen, Mikkel Lund, Morten Brown, Anders Gjellerup-Koch, Mads Nørby, Marie Knudsen Foch, Sofia Saaby Mehlum, Malene Melsen og Klaus T. Søndergaard

’Elefantmanden’ spiller På Odense Teaters Store Scene indtil 14. marts

*****

”DETTE er ikke et cirkus!” tordner hospitalsdirektøren af fuld hals, mens han svinger cigaren. Er der nogen, der kan tordne, så er det Anders Gjellerup Koch.
Men det er så lige netop, hvad det er. Cirkus. På flere ledder. Instruktøren Therese Willstedt har sparket den mærkelige historie om ’Elefantmanden’ hen, hvor den kommer til at stå lige dér, hvor den kan fortælles som en nærmest surrealistisk hændelse i cirkusagtigt format:
Historien om den frygtindgydende, deforme englænder, som en London-læge blev berømt på at behandle, men som alligevel kom til at tilbringe meget af sit korte liv fremvist i shows og cirkusarenaer for endelig efter endt liv at kunne beskues i reagensglas på et anatomisk museum.

I DÅREKISTEN

På scenen er vi fra starten til en art danse macabre eller grand guignol show. Den unge læge, der er kommet til London-hospitalet og har hørt om den sære patient, som man har gemt bort, ankommer iført korte bukser og høj hat og møder et galleri af personale, der tér sig som en flok fra en afkrog af Dantes jordiske helvede. Vi er allerede i et vanvittigt cirkus.
Det londonske hospital modtager den ambitiøse lømmel af en læge og håner hans fortid på et latterligt provinshospital i Dorset – han bilder sig ind, han kan lægge billet ind på videnskabelig research og helbredelse af deres patient Joseph Merrick, der er proppet ned i en dårekiste i kælderen, hvor han fodres som et dyr, og nu hales op fra med en sæk over hovedet.
Én eneste dag kan den unge læge få ham at kikke på, og så må han i øvrigt selv betale en portør for at hale ham op af hullet. Portøreren, primitiv, bomstærk og med et varmt hjerte, spilles af Morten Brown.
Det arme vrag af en patient, Elefantmanden, vejer ikke meget, men alligevel, han er leddeløs, ryggen skæv, han er svær at håndtere og tale kan han tilsyneladende ikke, kun grynte. En opgave at spille ham! Mikkel Lund, der har påtaget sig opgaven i Odense, er også uden for scenen invalideret – han er spastiker, og vi har set ham i rullestol på Aarhus Teater i Christian Lollikes ’All My Dreams Come True’, en glimrende skuespiller.

DEN VIRKELIGE VERDEN

Intet ligner tilsyneladende den virkelige verden i dette sceneri – og dog.  Selvom kostumerne er vanvittige, dekorationen et orgie af malede balloner, farverigt dekoreret af scenografen Jonas Fly som til et fastelavnsshow, er det også en virkelig verden befolket med et hospitalspersonale, besat af snæver selvbevidsthed, fuld af foragt for patienter og andet vraggods i deres omgivelser, som f.eks. denne uforskammede, unge læge, der tror, han er noget.
Lægen spilles af Peter Christoffersen, en lang, evigt grinende fyr, splejset at se på, men alligevel stærk nok til at sætte Anders Gjellerup Kochs – vi gætter: Ca. firs kilo – på sine skuldre og lade ham holde en overmodig tale til verden, spækket med selvros, om – ja, om hans og hospitalets enestående præstation: Kureringen af elefantmanden Joseph Merrick.
For sådan går det jo: Lægen får den arme stakkel på en slags ret køl, det afslører sig, at han kan tale og argumentere, endda citere digte af Tennyson, han kan håndtere sin rullestol, da han får sådan en.
Han er alt i alt en triumf for hospitalet, ikke for den unge læge, nej, nej – direktøren tager æren og fejrer det med festsang og dans og takketaler til donatorerne, der tømmer deres pengetanke og strømmer til.
På den facon et spejlbillede af institutionel magtfuldkommenhed og selvoptagethed – det sidste også hos den unge læge, der prøver at presse citronen, da han vil udvide behandlingen til kirurgiske indgreb, men afvises af Joseph Merrick, der lugter lunten og ikke vil lægge krop til.

BEVÆGENDE

Det er en rørende og meget morsomt sammenskruet historie med strømme af sarkastiske, nervepirrende og groteske tilføjelser fra instruktør og medvirkende.
Den rå, sande historie om Joseph Merrick er ellers grum nok, men cirkusindpakningen er glimrende gennemført.
Der er øjeblikke af fin og bevægende effekt i al halløjet. Som da Elefantmanden midt i det iscenesatte sponsor- og ugebladshysteri får besøg af stjerneskuespilleren Mrs. Kendal, og alle fotografer og nysgerrige kostes væk af ham.
Han vil være alene med hende, tale om deres respektive identiteter, f.eks. vide, om hun – som hun nu sidder over for ham – er skuespilleren eller bare et menneske. ”Er det en rolle, De spiller?” Spørger han. Og hun kan ærligt spørge ham om det samme. Hans figur som ’Elefantmanden’ har jo fået karakter af kuriøs og indbringende forretning.
Malene Melsen er perfekt i primadonnarollen (Anne Bancroft spillede hende i David Lynch-filmatiseringen), og der er i det hele taget glimrende bestykninger af andre, mindre roller: Bl.a. Mads Nørby som arrogant overlæge, Marie Knudsen Foch som buldrende oversygeplejerske og Klaus T. Søndergaard som cirkusmanager.  Men det er Therese Willstedts frække greb om historien som et cirkusagtigt spejlbillede af et inhumant samfund, der giver historien luft.

gregersDH.dk

‘Kosmos+’ Den Grå Hal, Christiania 12.2.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

‘Kosmos+’ i Den Grå Hal på Christiania (foto: Roberto Fortuna)

AF STØV

 

ER DU

 

KOMMET

 

 

Hard facts og imponerende billeder i Hotel Pro Formas ’Kosmos+’ på Christiania.

 

‘Kosmos+’  Manuskript: Kirsten Dehlholm m. fl. Medvirkende bl.a. Ellen Hillingsø, Niels Anders Thorn, Preben Harris, Bende Harris m. fl.

 

’Kosmos+’ spiller i Den Grå Hal på Christiania indtil 14.2.

****

 

ELLEN Hillingsø er kommet højt til vejrs på stigen. Hun er astronomen i Kirsten Dehlholms ’Kosmos+’. Hun kikker stjerner, stirrer ud i himmelrummet og fortæller interessante ting.
Et øjeblik kommer vi til at tænke på Anders Lund Madsen, der på toppen af sin teaterkarriere stod som Kaptajn Nemo i Zirkus Nemo i skibets stævn og forelagde os havets undersøiske mysterier.
Forunderlige beretninger! Nu altså om himmelrummet, og Ellen Hillingsø er ikke ene om fortællingen. Kirsten Dehlholm – den stoiske billedmager i dansk teater, Hotel Pro Formas mor – har samlet en lille stab af aktører for at formidle lærdom til os om denne verdens tilblivelse og mulige endeligt. Niels Anders Thorn er matematikeren, der tager svimlende tal i sin mund, Preben Harris er filosoffen, der til sine strøtanker føjer, at ’på Venus stinker der af rådne æg”, og han har sin filosofiske kone Bende med sig, de to sidder på scenen med lærd litteratur.
Og flere til: Især en gammelklog lille dreng, som bygger og konstruerer og har interessante udsagn, ind imellem flere der får de store emner ned på jorden: Af støv er du kommet – verden var engang bare nogle støvfnug, der blev til nullermænd og endte som planeter – ”Tænk på det, næste gang du støvsuger!” tilføjer han.

SVIMLENDE

Forestillingen er en sjov blanding af hverdagsbetragtninger og videnskabelige hard facts, der kan blive hængende som gode at kende og tit svimlende ubrugelige: Solen har 5 millioner år endnu at leve i – eller var det 500 millioner?
Lige meget. Der er god tid endnu. Eller er der? Vi kan dåne i tallenes turbulens og miste fodfæstet – som vi også gør under det, der er Hotel Pro Formas store force og attraktion: Den storladne billedside.
Lige siden vi så Kirsten Dehlholms levende stofbeklædte statuer på Glyptoteket for en menneskealder siden, har den maniske ro og dvælen ved enkeltudtryk været gennemgående – er det en arv fra Fluxus-bevægelsen i 60’erne?
Resultatet har i hvert fald det ene øjeblik været stoisk fordybelse, det andet statisk kedsommelighed, i begge tilfælde også når musikken spillede dominerende roller. I Christianias Grå Hal har hun og hendes teknikere og videofolk skabt en timelang serie af overvældende flotte, grafisk spillevende billedsekvenser: Stjerner, himmelrum, mælkeveje, planeter, sole, måner, i tredimensionale planer, klodens overflade i bølgen og svulmen.
Virkelig noget at fortælle om for Hillingsø, Thorn, Harris og de andre medvirkende, så det gyser i os af forundring og glæde over at tilhøre denne verden, men da også gys af bekymring for, hvordan den skal gennemleve og overleve alt det ubegribelige.
Til allersidst stjernestøv som en yndefuld regn af tusinder af små sæbebobler, belyst af selveste Jesper Kongshaugs designerkunst. Den gamle ridehal i Christiania forvandlet til alt andet end det, dens navn lyder: Den ’grå’ hal.

gregersDH.dk