‘Maskerade’ Operaen 28.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Simon Duus, Gert Henning-Jensen, Tuva Semmingsen og Palle Knudsen i ‘Maskerade’. (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

 

 

 

 

MASKEFALD

 

 

Carl Nielsens ’Maskerade’ er for ringe et værk til, at det kan kaldes ’Danmarks nationalopera’. Og Kasper Holtens iscenesættelse gør ikke sagen bedre. Skriv den om til en kammeropera, og bed ham begynde forfra.


’Maskerade’ spiller endnu ti gange frem til 21. maj.

Carl Nielsen: Maskerade. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Marie i Dali. Medvirkende: Petri Lindroos, Randi Stene, Gert Henning-Jensen, Simon Duus, Jens Chr. Tvilum, Bengt-Ola Morgny, Ylva Kihlberg, Tuva Semmingsen, Sten Byriel m. fl.

**

NOGEN burde en dag lave en kammeropera-version af ’Maskerade’. Det ville den have godt af.
Så kunne man ved den lejlighed koge antallet af medvirkende ned til det centrale, orkestret ned til et intim-format. Og ominstrumentere, så sangerne fik ørenlyd, og Carl Nielsen en hånd til at luge ud i de tilgroede bede.
Som vi skrev ved denne opsætnings premiere i 2006: Vi forstår ikke det halve af, hvad sangerne synger, og det skyldes ikke bare dårlig udtale, men også – og især – ”at partituret ind imellem ligner Hovedbanegården i myldretiden.”
Det fremgik under pausen i aftes, at mange publikummer følte sig henvist til at læse overteksterne – de engelske overtekster! Til en opera, der bliver sunget på dansk! Og som nogle højtideligt kalder ’den danske nationalopera’!

SMÅT

Nu er ’Maskerade’ genoptaget i anledning af Carl Nielsens 150 års fødselsdag.
Genoptaget i den udgave, Kasper Holten satte op i 2006, en version fuld at pudsige ideer og ubrugelige idéer.
Hvis operaen fra Carl Nielsens hånd er en blanding af gode og mislige passager, så oplever vi igen Holtens iscenesættelse som et forsøg på at føre indholdet up to date, bringe os frem til en slags nutid, jakke og slips og mobiltelefonen klar ved hovedpuden.
Det er, hvad det er, og moderniseringen hjælpes på vej af Marie i Dalis scenografi, der smart udnytter teknikken i Operaen til, at vi i 1.akt kan flytte fra scene til scene i flyvende tempo. Den teknik kommer til gengæld netop til at understrege ’Maskerade’s karakter af kammeropera – det er en serie af intime scener, hvor vi på uendelige mange meters afstand i den store operahus ser på minimalistiske optrin, der ville gøre sig fint på en scene i f.eks. Teater Grob-format.
Hvorfor vi så på en anden side skal opleve 3.aktens store, konkluderende maskerade-optrin med mylderet af medvirkende balgæster sluset ind på nogle snævre kvadratmeter mellem røde, overdimensionerede klunketids-portierer… hvad mening giver det?
Det er det sted i operaen, hvor man virkelig kan ønske sig albuerum, så man kan følge den arme Jeronimus på forvirret og ulyksalig flakken mellem gæsterne for at finde sønnike Henrik, der ikke vil som han vil, og støde chokeret på sin kone, hemmeligt stukket hjemmefra for at kaste sig ud i den vilde dans. Ét turbulent balshow, det er, hvad handlingen lægger op til. Ét broget sceneri, hvor alt sker for vores øjne.
Tre-fire udenlandske luftartister skal hos Holten gøre det ud for stort anlagt cirkus. Småt!

MASKER

Her standser vi endda ved endnu en sær Holten-idé. De medvirkende bærer ikke masker ved maskeballet. De bærer til gengæld masker før og efter. Holten har haft den tegnebræt-idé, at det er i hverdagen, vi mennesker render rundt og skjuler os for hinanden, skjuler vores planer og tanker. Mens det er ved sådan noget som et løssluppent maskebal, vi afslører os. Røber de skjulte kræfter. Vores sande natur.
OK, så. Men fortænkt og ubrugeligt som scenisk idé. Det kunne igen – måske – gøres indlysende og interessant, hvis vi var så ’Maskerade’ som et intimt, psykologisk kammerspil med surrealistiske undertoner.
Prøv det. En anden god gang.
På de givne præmisser så vi denne repremiereaften sangeraktører, der på bedste vis leverede varen:
Simon Duus, teatrets nye unge baryton, som den frække tjener Henrik, der blæser på, hvor han er placeret i hierarkiet.
En lige så sprælsk bonkammerat, Gert Henning-Jensen som den unge Leander, hvis glade tenor kan trænger igennem de fleste Carl Nielsenske orkesterblokader.
Og Petri Lindroos, der har fornøjelsen af at træde i både Ib Hansens og Aage Hauglands mytefyldte Jeronimus-sko og synge den berømte klagesang om de go’e gamle dage, da der var fred i gaden.
Af de talrige andre medvirkende måtte vi dåne et øjeblik af rørthed over Randi Stenes spanske dans. ’Endnu en folie’ er bevaret som et bevinget dansk udtryk.
Resten er, om ikke tavshed, så udmærket standard.

gregersDH.dk

‘Anne Marie Carl-Nielsen Mungo Park, Kolding 26.3.2015

Category : Alle, Anmeldelser

Maja Juhlin og Frank Thiel i ‘Anne Marie Carl-Nielsen’ på Mungo Park (Foto: Palle Peter Skov)

 

 

 

 

 

 

 

ET ÆGTESKABS HISTORIE

 

Kvinden har fat i den lange ende i en glimrende dramatisering af brevvekslingen mellem Carl Nielsen og hans billedhugger-hustru Anne Marie. Intens magtkamp og tilløb til forsoning mellem to selvstændige kunstnere.

Dramatiker: Vivian Nielsen. Instruktion: Sophie Lauring. Scenografi: Nadia Nabil. Medvirkende: Maja Juhlin og Frank Thiel.

Spiller på Teater Mungo Park i Kolding indtil 25. april.

 

*****

BRUGE Carl Nielsen-året til at fejre den store komponist som en lille mand, der kæmper for at stå oprejst, styre sig, finde sig selv, overleve i sit forhold til den kvinde, han var gift med gennem et langt liv?
Det er li’godt ikke den dårligste ide. Der bliver hyldest og lobhudling nok i alle mulige andre sammenhænge.
Mungo Park i Kolding har valgt at bede dramatikeren Vivian Nielsen fortælle historien om Anne-Marie Brodersen, der gifter sig purung med Carl, da de har mødt hinanden i Paris. Om et ægteskab, der hurtigt afstedkommer tre børn, men næsten lige så hurtigt et skisma mellem de to, fordi Anne-Marie har lige så mange kunstneriske kræfter i blod og nervesystem som Carl.
Og mindst lige så mange psykiske kræfter. Det er udgangspunkt og pointe i dette drama, der bygger solidt på parrets livslange brevveksling, en brevveksling, der hudløst og opslidende, grumt og forsonende blotlægger samhørighed, utroskab (i hvert fald hans) og allerhelvedes kvaler med at finde løsninger.

CARL OG ANNE MARIE

Dramaet viser utvetydigt, hvem, der havde råstyrken og bukserne på, når det kom til stykket. Det havde Anne-Marie. Og den vinkel passer jo ganske godt på, at vi i 2015 fejrer ikke bare Carl Nielsen, men også hundredeåret for indførelsen af danske kvinders stemmeret.
Carl og Anne-Marie er de to, vi ser på scenen, Frank Thiel som Carl, med tæt skikkelse og højt hår, så det er lige ved, at han ligner. Og Maja Juhlin, kvindekrop til at tage og føle på, en kvinde i viljestærk fremfærd.
Alt foregår omkring soklen til den rytterstatue, hun lavede på bestilling til Christiansborg Ridebane: Den afdøde Christian 9. højt til hest – vi bliver snart klar over, både i stykket og i brevene, at det ikke var Christian, der interesserede hende, det var hesten.
Hun var fra landet ligesom Carl, og hvor han syrede fuglesang gennem sine værker, greb hun om stærke hestelår, æltede dem i ler, støbte dem i bronze. Kommer man ikke på Christiansborg Ridebane, kan man kikke på den prægtige, knejsende hest besat med en nøgen panfløjtende yngling, der står ved Grønningen, nær Østerport – hendes hyldest til den elskede, troløse mand.
Thiel rammer ham smukt som den drengede, usikre, men også selvhævdende kunstner, der maser for at gøre op med sig selv og se i øjnene, at han er gået ind i et fællesskab med en kvinde, der nægter at acceptere borgerlige normer om, hvem der er, og hvem der gør hvad i et ægteskab. Borgerligheden pibler frem, når han føler sig trængt – hvad fanden bilder hun sig ind at blive væk uge efter uge, måned på en rideskole i Tyskland, hvor hun har set sig varm på en herlig hingst. I stedet for at passe hjem og børn – for ikke at sig: Redde hans letbevægelige sinde fra husholdersken, frk. Møller?

PÅ TOPPEN AF SOKLEN

Deres endelige opgør og forsoning foregår på toppen af soklen, som hun er besteget som en Valkyrie i sin kvide over både det vaklende ægteskab og den slidsomme kamp med rytterstatuen. Og som Carl må bestige for at tigge om forsoning. Godt tænkt – som meget andet i forestillingen – af iscenesætteren Sophie Lauring.
I slutsituationen skifter den svage, næsten orgeltoneagtige musik, som Emil Assing Høyer har ladet smyge sig som underlæg gennem scenerne. Til hvad? Et af de Carls oplagte symfoniske udbrud? Nej til temaet i salmen ’Sænk kun dit hoved, du blomst’. Traditionelt i brug ved begravelser. Insisterende gentaget.
Et monument over et forlist, men forsøgsvis genopbygget ægteskab?
Vivian Nielsen, som vi kender fra en række skuespil, hvor hun rammer ned i danske kunstneres personlige kampe med vanskelige sind, kunstnerisk ambitioner og sindsoprivende kærlighedsproblemer, fortæller denne gang forløbet i kronologisk hurtige skift, undertiden ved at lade de to springe ud af dialogen og give os korte, faktuelle informationer. Uden at slippe opgør og forsoninger som den faste tråd.
Og selvhævdelsen: Hun lader begge have brug for nogle gange at remse deres bestillinger og deres sejre op, næsten som CV-noter over for hinanden. Argumenter i deres magtkampe.
Jamen, sikke da et glimrende bidrag til Carl Nielsen-året.

gregersDH.dk

‘Trappen til helvede’ Operaen, Takkelloftet 23.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Albin Ahl, Beate Mordal og Marcus Birgersson i ‘Trappen til helvede’ (Tegning: Claus Seidel)

 

 

TRAPPEN

 

 

TIL

 

 

 

HELVEDE

 

 

En ny dansk opera! Et imponerende initiativ af Operaakademiet i præsentationen af de sangere, der har afgang dette år fra Akademiet.

Søren Siegumfeldt: ’Trappen til Helvede. Tekster: Digte af Sophus Claussen. Iscenesættelse og scenografi: Ebbe Knudsen. Medvirkende: Beate Mordal, Lea Quortrup, Astrid Nordstad, Marcus Birgersson. Per Ericsson og Albin Ahl.

Spiller også den 26. og 28. marts på Takkelloftet kl. 20. Varer ca. to timer. Sørg for ikke at sidde på de forreste rækker. Du brækker nakken for at følge det nye tekstanlæg.

****

 

SÅDAN. Det har da manér. Operaakademiet er vandret fra at præsentere sig årligt med en stribe solister på scenen, der mest trådte frem for at sige: Hør mig. Bare kom an.
Videre til at lave hele forestillinger, så vi også kunne få fornemmelse af, hvordan de nye unge sangere gebærdede sig på en scene og i en rolle.
Og nu i tredje omgang: Vi kan da også byde jer på en helt ny opera! Finde en komponist og forfatter! Simpelthen yde et bidrag til den go’e gamle kunstart, så den ikke bare skal få blæst nyt åndedræt i livet gennem fikse nye måder at iscenesætte dem på.
Så endnu en ny dansk opera i denne frodige sæson. Tak for det.
Den 52-årige Søren Siegumfeldt har fået opgaven. Akademiets dramalærer Ebbe Knudsen har iscenesat og stykket en stak digte af Sophus Claussen sammen. Sophus Claussen? Stor dansk digter, præcis jævnaldrende i liv og død med Carl Nielsen, så det får måske nogle til at sige: Nå, sådan en Jeppe Aakjær? Men nej: Claussen var langt inde i fransk kultur, digtede som en Verlaine eller Baudelaire, stærke farver, drømmeagtig mystik, ord, der glødede af erotik. Ingen kan tage fra ham, at han var født på Langeland, men ingen siger, at man ikke kan gløde af erotik på Langeland.
Med de digte og den musik, den trænede jazzmusiker og filmkomponist Siegumfeldt har skrevet, stiller de seks nybagte Akademi-sangere op i en historie, der fortæller om Claussens sønderrivende eskapader i navnlig Paris med en efterladt og senere genfunden kæreste hjemme i Danmark, en frodig, men splittet digter, der først sent blev rigtig anerkendt af andre end kendere. Titlen på operaen, ’Trappen til helvede’, stammer fra digtsamlingen ’Djævlerier’. De titler fortæller noget om, i hvilken sjæle-slidsom verden, vi befinder os.
Den unge tenor Marcus Birgersson figurerer som den søgende og forpinte Sophus Claussen. Troværdig, med en stærk og godt styret stemme i et leje, hvor Siegumfeldt ikke har været karrig med vanskeligheder. Det gælder i øvrigt alle de medvirkende: Komponisten stiller store krav til de fleste, især til Bete Mordal, den søde forladte derhjemme og Lea Quortrup, den parisiske luder, men skam også til de dybe mandestemmer, Per Eriksson og Albin Ahl, der som et par skæbne-skygger følger ham overalt. Undtagelsen er nok mezzoen Astrid Nordstrand, der med ro og balance får skabt en figur som pigen Miss Vanda i kraft af en musikalsk linjeføring, som komponisten bærer igennem.
Der er masser af instrumentale raffinementer i Siegumfeldts musik, men også en vis fastlåst nerve – fastlåst, fordi de fleste af digtene er bygget i fire- og otte-linjede strofer, der skaber et gennemgående rytmisk mønster, et parlando, der på den ene side hjælper godt til med at fange teksterne, men også skaber en vis monotoni. Det er en helt musikalsk befrielse de få steder, hvor dette mønster brydes.
Alt foregår med orkester på scenen, synligt bag tynde forhæng, hentet fra konservatorierne i København og Odense, og dirigeret af Martin Åkerwall.
Vi er imponeret af initiativet, lytter til de nye, talentfulde sangere og gætter på rimelige fremtidsmuligheder for dem i den hårde branche.

gregersDH.dk

‘Go nat, min skat’ Teater Salto mortale på Folketeatret 23.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Andrea Pellegrini i ‘Go nat, min skat’ (foto: Teater Salto Mortale)

 

 

 

GO NAT,

 

 

MIN SKAT

 

Benjamin Britten spøger i stemningsfuld lille opera for børn, skrevet til Teater Salto Mortale, spillet på Hippodromen, Folketeatret.

 

Tobias Ørum (libretto og instruktion) og Karsten Fundal (musik): ’Go nat, min skat’. Medvirkende: Andrea Pellegrini, Adam Frandsen og Sebastian Graven Østergaard. Klaver: Charlotte Thaning.

’Go nat, min skat’ spiller også den 27.3. kl. 11.15 på Hippodromen, Folketeatret.

***

 

”MOA! Jeg er tørstig!” råber drengen midt om natten. Gang på gang.
”Kan du da ikke gøre noget selv!?” svarer en dreng tilbage fra 3. række midtfor, da han synes, at nu kan det være nok med det pivehoved, der bare ligger dér og råber.
Vi er til børneopera. Titel: ’Go nat, min skat’. Den gæstespiller denne formiddag på Folketeatrets Hippodromen, med et hold fra Saltomortale, et teater, der har specialiseret sig i musikteater for børn.
Denne gang en regulær opera i stil med den, de lavede for et år siden: ’Den syngende hat’, som blev spillet på Hofteatret. Samme komponist: Karsten Fundal, samme librettist: Tobias Ørum.
Publikum er nogle 2.klasser fra Rødovre. Man skal ikke forvente indforståethed med operagenren. Måske nysgerrighed, og det var der. Men i hvert fald ikke respekt for det, vi kalder den 4. væg i teatret, den fiktive mellem scene og sal.
Lærerne kan tysse så meget de vil på ungerne. Men ungerne er halvt oppe af stolen, da drengen på scenen er røget ud af sin seng, ser spøgelser og råber ud i salen: ”Kom! Bare kom! I skal alle sammen hjælpe mig!”
Ingen stormer nu op fra rækkerne, dertil er lærerne alligevel for tæt på med formaningerne. Rødovre Skole for disciplineret – og forestillingen aldeles ikke lagt op til interaktivering.

DESORIENTERING

Det er en seriøs lille opera, en historie om drengen, der har svært ved at sove om natten, hvor han både drømmer, ser spøgelser, får besøg af en lygtemand, og drømmer igen: Nu i billeder af faren og moren som unge og forelskede.
Teksten er ind imellem ganske heavy stof, formuleret som digte, der kæmper med både versefødder og mening – det letter heller ikke, at de pædagogiske abstraktioner mest er lagt i munden på den prægtige mezzo Andrea Pellegrini hvis stemme først og fremmest skal have albuerum, i anden række tekstmæssig prægnans. Den indledende duet i mørket mellem hende og faren, Adam Frandsen, efterlader total desorientering i salen.
Tekst-prægnans er ikke drengens problem, han tales og synges af Sebastian Graven Østergaard i en næsten Benjamin Britten-agtig rolle – ’Skruen strammes’ melder sig.
Fundals musik er køn og benfri, stemningskabende, klaverfremført af Charlotte Thaning og suppleret med forskelligt, dramatisk lydmateriale.

Et hæderligt forsøg på at indføre børn i operaens sære verden. Men det virker ved denne lejlighed, som om desorientering er det første resultat.

gregersDH.dk

‘Perplex’ Bellevue Teatret 21.3.2015 Anm.

3

Category : Alle, Anmeldelser

Ellen Hillingsø, Louise Mieritz og Troels Lyby i ‘Perplex’ på Bellevue Teatret. Tegn.: Claus Seidel.

 

 

PERPLEX

 

Den tyske dramatiker Marius von Mayenburg rammer med ’Perplex’ privatlivet i moderne tiders galehus. Skørt, absurd og morsomt.


Marius von Mayenburg: ’Perplex’. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Maja Ziska. Medvirkende: Louise Mieritz, Ellen Hillingsø, Troels Lyby og Jon Lange.

’Perplex’ spiller på Bellevue Teatret indtil 11. april

****

DU er fem minutter inde i det stykke og tænker: Gud fader bevares! Et trivielt ægteskabsdrama. Mand og kone, der skændes om lyset, der ikke virker, elregningen, der ikke er betalt – det er din skyld, nej, det er din! O.s.v.
Sofa og stue med et kik ud i parcelhushaven.
Hold da kæft – det her bliver enormt kedeligt. Send bud efter en parterapeut og lav et tv-program!
Men så sker der mere på scenen i Bellevue, så vi ikke behøver flygte ud i Strandvejens hylende vinterkulde. Ægteparret har været på ferie, og nu kommer naboparret, der har skullet se til hus og hjem imens.
Ok, så. Men de overtager kommandoen, og derefter er der ingen ende på, hvem der gør hvad – hvem, der er hvem, og hvorfor. I et cirkus af identitetsskift bliver Jon Lange fra at være ægtemand til et barn, et rasende barn, der vil ud at stå på ski, men ikke må og derfor får et anfald og beskylder far og mor for at være nazister. Louise Mieritz er pludselig ikke den forbitrede småborgerlige kone men tjenestepigen fra Philipinerne, som verden er ond ved. Men det er alt sammen lige meget, for nu skal der laves privat karneval, en ’nordisk aften’, hvor Ellen Hillingsø får guldhår og Brünnhilde-hjelm, Jon Lange sin drøm opfyldt og stiller med slalomski, Louise Mieritz mejer sig ud som islandsk vulkan, og Troels Lyby agerer elg fra de svenske skove, hvilket han ikke slipper fra med dyden i behold, for Jon Lange bliver lun på elgen og baghyler ham bag sofaen.

EKSPLOSION

Vi anbefaler nu ikke en parterapeut, men en psykoanalytiker, for pointen er, at det kedsommelige billede af moderne parforhold, vi er præsenteret for, nu er udvidet til et billede af moderne menneskers mistede evne til forstå, hvem de selv er, alt er i opløsning og de fire, hvem de så undervejs bliver til – tér sig som gale – alt imens de kikker på deres eget vanvid og håner hinanden for at være fjollede.
Det er som at se Ionescos og Beckets absurde teater fra for 50 år siden i en nytårseksplosion. En stank af hjælpeløs fortvivlelse, men sandelig også en stor portion humor.
Tempo og identitetsskift er hurtige, så hurtige som udløsninger af tryk på Iphone-taster. Troels Lyby er den, der med barnlig undren, hængende underkæbe og alligevel en gnist af ironisk smil – både deltager i og iagttager al den usikre kylen med ord og idéer i den fælles St. Veitsdans.
Christoffer Berdal har iscenesat i højt og skørt tempo, dekoration og sjove kostumer skyldes Maja Ziska – hun har næppe ansvaret for Lybys i de scener, hvor hen er splitternøgen.
Stykket, der er hentet fra Schaubühne i Berlin, klæ’r Bellevue Scenen.

gregersDH.dk

‘My Fair Lady’ Aarhus Teater St. Scene 20.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Bue Wandahl og Annette Heick i ‘My Fair Lady’ (Foto: Isak Hoffmeyer)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

PROFESSORENS HJEMMESKO

 

‘My Fair Lady’ er en flot og levende forestilling på Aarhus Teater med de mange sanglige hits og melodier i gode hænder. Men sproget, der jo er en afgørende pointe i historien, flakker på særeste vis.

Lerner og Loewe: ’My Fair Lady’. Instruktion: Timothy Sheader. Scenografi: Colin Richmond. Medvirkende bl.a.: Annette Heick, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Jens Zaho Boye, Elsebeth Steentoft, Merete Hegner og Carsten Svendsen.

Spiller på Aarhus Teaters store Scene indtil 4. maj

****

- HVOR fanden er mine hjemmesko?…
Der er slutreplikken i ’My Fair Lady’. Affyret af professor Higgins. Ud i luften? Næh. For Eliza sidder ved siden af ham. Det er hende, han taler til, selvom han ser op i loftet. Og hun rører sig ikke.
Tæppefald.
Sådan er historien om blomsterpigen Eliza og sprogprofessoren Higgins, der fisker hende på gaden,  skoler hende til overklassepige med målbevidste, pædagogiske terrormetoder. Som et eksperiment. Og smider hende ud med badevandet, da eksperimentet lykkes.
Det er den historie, Aarhus Teater nu har taget op, musicalen, der båret af en munter brise har gået sin sejrsgang verden over. Herhjemme, siden den blev sat op i begyndelsen af 60’erne i Falkoner Centret med stormende succes, Mogens Wieth som professoren, Gerda Gilboe som Eliza og Osvald Helmuth som Elisas far, skraldemand Doolittle.
Hjemmeskoene er det hånd- og fodfaste billede på den mandschauvinisme og tilhørende kvindeundertrykkelse, der er en afgørende ingrediens i historien. Man kan fortolke slutscenen, som man har lyst: Men Higgins forbliver givetvis lige så harsk en macho, som han er fra stykkets start, og selvom vi ikke ser Eliza række ham skoene, så aner vi, hun gør det efter tæppefald.
Der er ikke gnist af romantisk forelskelse mellem de to. Hun spræller af selvstændighed gennem hele stykket, men skal alligevel have det bedste ud af situationen, nu hvor hun har opdaget en ny verden. Og han vil fortsætte med at være lige så rædselsfuld.
Hun har bare vænnet ham til sin tilstedeværelse. Vanerne har sejret.

SPROGET

Der er flere sideløbende pointer i ’My Fair Lady’-historien. Den kønspolitiske en af dem. Den sociale og den sproglige de andre.
Den sproglige er den sjoveste og mest iøjnespringende. Også i Aarhus, selvom den er fuld af pudsige problemer: Anette Heick, der er en sød og køn Eliza, gør sig f.eks. umage med at tale en slags gammeldags arbejderklasse-københavnsk, men vi tror ikke på det, det er tydeligvis et tillært forsøg på at nærme sig netop den sprogtone.
Det lykkes faktisk kun nogenlunde i de berømte citater, hvor Higgins tæsker hende igennem enkelte sætninger. ’En snegl på vejen…etc’.
Ellers lyder hun som en nobel Østerbro-pige, og har i øvrigt også svært ved lige fra starten at rende fra et udsende, der som type placerer hende i smukkeste Femina-stil. Ligegyldigt, hvor flittigt hun som blomsterpige på Covent Garden prøver at arbejde sig socialt ned og hen mod Nørre- eller Vesterbro.  Sprogligt mod det, vi i gamle dage kaldte ’grønnegade-dansk’.
Af samme grund tilegner hun sig så flot og nemt de eksklusive manerer, da Higgins får banket hende på plads.

FOR FULDE GARDINER

Lige så slående er det med Doolitte. Han spilles og synges godt og for fulde gardiner af Anders Baggesen, men skal man karakterisere hans dansk, så hører vi næsten en kgl. teater-skuespiller med en perfekt diktion, hvorved de skrappeste gloser kommer til at lyde ekstra sjovt, lidt som når Dirch Passer legede en københavner, der spillede overklasse-dansker.
Dér får vi til gengæld lammende perfektion fra Elsebeth Steentoft, der er Mrs. Higgins, professorens mor – hun har ikke lukket munden op mere end et sekund, før hende sprog hænger som prismelamper i luften.
Og selvfølgelig har Bue Wandals Higgins ingen vanskeligheder med at udfolde et stort register af sproglige knaldperler – rollen som professoren er i al sin øretæveindbydende arrogance et stykke skuespiller-legetøj, der ikke kikser et øjeblik. Som begavet og trænet skuespiller kan Wandahl udnytte rollens replikker som en solotrompetist, der har noderne i blodet. Han er en overordentlig sikker sprogforvalter. Ikke nogen stor sanger. Han snakker sig musikalsk nok gennem rollen.

MUSIKKEN

Men for lige at erindre sig dét, som gør ’My Fair Lady’ til en sublim musical: Musikken. Når Anders Baggesen med så stor applomb kan drøne ’Alfred skal giftes her til morgen’, hænger det selvfølgelig sammen med hans sceniske charme og urkraft, men sandelig også med, at han har en  sang mellem hænderne og i struben, der går så rent og folkeligt ind, at den har fået faet plads på alverdens hitlister.
Det samme bærer Anette Heick med sig som Eliza, hendes jublende ’Jeg kunne danse nu’, eller hendes og Higgins’ ’En snegl på vejen’ summer af melodisk fantasi og slagkraft, ligesom ’Bare vent, Mr. Higgins’ – hun behandler sin spinkle stemme og begrænsede register med stor og sympatisk akkuratesse, det klinger ikke altid lige perfekt, men det overbeviser i kraft af hendes sødme og naturlige tilgang til rollen. Man holder mere og mere af hende, som handlingen skrider frem.
Ingen skal sige, at hverken hun eller publikum kan lade være at holde af Jens Zacho Boyes gæve og behjertede oberst Pickering, men det sanglige er nok ikke hans store nummer. Det klarer Carsten Svendsens Freddie til gengæld med ’På den vej, hvor du bor’.

PÅ NIVEAU

En musical. Sandelig også med gode besætninger i de mindre roller, bl.a. Merete Hegner som husfaktotum og ikke mindst med et hold af dansere og sangere, der i de store scener bringer os på sprællevende niveau.
Ascot-Scenen er en perle i den sammenhæng og ’Alfred skal giftes’ som sagt også.
Scenografien har gode stunder i Higgins’ storladne hjemmebibliotek, der snildt kan rulle frem fra baggrunden og helt uanstrengt erobre både markedsplads og ambassade-festsal. Engelsk håndværk, lige som instruktionen. Fulgt op i orkestergraven af en sikker kapelmester, Henrik Svenning.
Aarhus Teater går en oplagt succes i møde.

gregersDH.dk

‘Perseus og Andromeda’ Lully-opera i Blaagaards Kirke på Nørrebro 18.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Skuespilleren Pernille Koch, skyggebillleder, der fortæller handlingen og barokorkestret ‘L’Aura Rilucente’ (Foto: ?)

 

 

 

 

MEDUSAS HOVED

 

 

En græsk mytologisk røverhistorie fortalt som skyggespil og et glimrende fransk-italiensk barok operaensemble – med en førstegangs-præsentation på dansk grund af en opera af Lully.

’Perseus og Andromeda’ spiller igen torsdag og fredag aften i Blaagaards Kirke – ’Koncertkirken’ som flere nu kalder den – på Nørrebro kl. 19 begge aftener.

****

UD i afkrogene og ned i musikhistorien. Det er en af de tendenser, vi har fornøjelsen af i disse år, når det gælder operaer.
Det skal vi ikke skrive en afhandling om her og nu, bare nævne et par karakteristiske eksempler:
Sidste sommer blev der under sommer-operafestivalen i København for første gang spillet en opera af Vivaldi. Det skete på Teater Republique, og det blev et sus af en forestilling, operaen hed ‘Ottone in Villa’. Koloratursang som perleregn og glimrende medvirkende under Lars Ulrik Mortensen og hans barokke mesterband Concerto Copenhagen.
Og i aftes kom vi så et halvt århundrede længere tilbage i musikhistorien, nu med en vistnok i Danmark aldrig før hørt opera af Lully, italiener ligesom Vivaldi, men regnet for franskmand i historien, for det var i Paris, han huserede – og det med en helt anden form for opera, store græsk-mytologiske fortællinger, røverhistorier af den vildeste art, fortalt med stor patos og uden de utrættelige, vokale broderier, vi kender fra f.eks. Vivaldi eller Händel.

LYSENDE AURA

Lully med det franske fornavn Jean Babtiste tjente ved Ludvig den 14.s hof, var ven med Molière, arbejdede sammen med Molière på balletter, men Molière har ikke haft noget at gøre med den opera, vi hørte i aftes et så forunderligt sted som i Blaagaards Kirken på Nørrebro.
Foran os sad et lille, tæt og velspillende barokensemble ved navn ’L’Aura Rilucente’ – det må betyde noget i retning af ’den lysende aura’, og den er vi med på, for de spiller med netop sådan en.
Ensemblet og de fire sangere, en stærk kvartet-sammensætning af folk fra forskellige europæiske lande, sad og stod i kirkens dameside – hvis man må have lov at kalde kirkerummet et teater ved denne lejlighed, altså med konge- og dameside.
Handlingen i Lully-operaen er en historie om Zeus’ søn Perseus, der gennemgår alverdens trængsler, hugger hovedet af Medusa og befrier den kønne Andromeda, som Poseidon havde lænket til en klippe, så hun kunne blive ædt af et frygteligt havuhyre ved navn… nå det kan være lige meget, myten er i hvert fald både så vanvittig og så vanvittig underholdende som græske myter kan være.

HØJ KVALITET

Musikalsk en højt kvalificeret opførelse – og specielt fascinerende, fordi vi får historien fortalt i fine, naive skyggebilleder på en stor skærm – to dansere i vekslende kostumer illustrerer handlingen som levende dukker bag det store lærred, og skuespilleren Pernille Koch kobler sammen med en dansk tekst, lidt svær at følge i kirkens akustik i modsætning til barokinstrumenternes tørre klang og sangstemmerne, der nød godt af rummets resonans.
Det problem kan måske afhjælpes inden de kommende opførelser – i aften torsdag og i morgen fredag. Skyggebillederne taler under alle omstændigheder for sig selv, ingen er i tvivl om, hvad der foregår, da Perseus hugger hovedet af Medusa og propper det i den medbragte sæk.
Aalborg Operafestivalen har haft æren af premieren på dette gæstespil for at par dage siden. Nu har københavnerne fornøjelsen.

gregersDH.dk

‘iPlay,uPlay,wePlay’ Thomas Sandberg på Teater Zebu 17.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Thomas Sandberg på Teater Zebu (foto: Zebu)

 

 

 

BLIP OG BÅT

 

 

 

 

Slagtøjskomikeren Thomas Sandberg sætter sig selv og publikum i svingninger på Teater Zebu med sine digitale og akustiske manipulationer.

Spiller på Teater Zebu på Amager indtil 27. marts.

****

GUD VED, hvordan Thomas Sandberg er til daglig.
Altså uden for scenen.
Manden kan jo ikke løfte en lillefinger eller tage et par sko af, uden at der kommer lyd ud af det. Diskret, larmende eller et sted midt imellem. Alt bliver til lyd.
Sådan er hans nyeste forestilling eller lad os kalde det show. Han starter netop med at skifte sko, og straks er han i gang med at time lydene, lytte til hvert lille knald eller krasch, brodere på lydene, få dem til at blive en verden i ham og rundt om ham.
Også hans publikum og hans nærmeste venner: mikrofonerne. Vi er hans partnere, og mikrofonerne er hans partnere.
Han fyrer en verbal salve af blip og båt af, artikuleret som en blanding af gadelarm fra hans indre og en børnehave før frokost, stopper brat og ser forbavset på os – en slags Aufforderung zum Tanz, og straks lyder der et spontant svar fra en eller anden, der gentager lyden, og legen knopskyder på et øjeblik.
Netop legen er en væsentlig side af Sandbergs teatersport. Legen med publikum og legen med det udstyr, han slæber med sig på scenen, trommer og stikker, dåser og meget andet, men især tre-fire mikrofoner, som han behandler som sine kærester, og det siger ikke så lidt, han snakker med dem, kæler med dem, og de svarer ham igen hele tiden, for det er den sindrigt udarbejdede pointe: Han indspiller, indsynger, indblipper og indbåtter konstant sine lyde, genudsender dem i en organiseret kakofoni. Vi opfatter den i hvert fald som organiseret.
Hans personlige facon er let henkastet – kendetegnet for enhver god klovn. Vi skal tro, det hele er så let som at vende pandekager (hvad alle trods alt ikke slipper godt fra).
Skal man undre sig over én ting, så er det hvor lidt han egentlig får ud af den lige så manipulerende behandling af sit materiale på en storskærm, som han sender billeder op på bag sig. Grafik eller gengivelse af hans egen optræden.
Der er sikkert stor ståhej for at få det til at køre, men lille ståhej for publikum i sammenligning med at alt det sjove og originale, han får ud af, hvad der sker på scenen.
’A musical gameplay’ kalder han showet. Og det er det. På sin egen spøjse måde.

gregersDH.dk

‘Catering’ Mammutteatret på Betty Nansens Edison-scene 14.3.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nicholas Bro og Nanna Skaarup Voss i ‘Catering’ (Tegn. Claus Seidel)

 

 

REJSEN TIL AMERIKA

 

 

’Catering’ er en art dokumentarteater, en hårdtslående historie om luderimport fra et østland. Med Nanna Skaarup Voss i rollen som offer.

Tekst og koncept: Lukas Moodysson, Nicholas Bro og Julie Maj Jakobsen. Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenografi: Katrine Gjerding. Medvirkende: Josephine Park, Nanna Skaarup Voss, Tina Gylling Mortensen, Joachim Fjelstrup, Morten Holst, Ferdinand Glad Bach og Claus Flygare.

’Catering’ spiller indtil 1.4. på Betty Nansens Edison Scene.

****


’AMERIKA!’, ’Amerika!’ skriger pigen henrykt. Der skal hun hen, tror hun, for det har hendes mor lovet. Et skønt sted at komme hen, hvis man er en fattig pige i Estland.
Det mente Peter og hans lillebror også i Christian Winthers ’Flugten til Amerika’. De var så langt, at de stod med kufferten i hånden, ligesom pigen gør i Estland. Og så gik det hele vasken og endte med, som Peter siger: ”Jeg drukned min sorg og fandt min trøst på bunden af sagosuppen.”
Værre var den tragedie ikke.
Men det er den for pigen fra Estland. Hun kommer heller aldrig til Amerika. Hun kommer til Danmark. Og finder aldrig nogen trøst, men ender med at drukne sin sorg på bunden af havnen. Danmark er nemlig værre end døden, for hun er snigløbet af en dansk, rejsende menneskehandler, der lokker håbefulde og blåøjede piger til Danmark og spærrer dem inde på et bordel til svinebundet prostitution.

REALITY

Det er den historie, vi får i alle lemlæstende detaljer. Et stykke reality som skåret ud af den virkelighed, man kan møde resultaterne af i københavnske baggårdskældre og rundt i landet i øvrigt.
Tragiske skæbner solgt til den type kunder, som Nicolas Bro tegner et portræt af i Mammut Teatrets forestilling på Edison Teatret. Det første kvarter er han alene på scenen, sidder med sin computer, finder www.porno.dk, og spiller den af i al hygsomhed til film med – Vi gætter  – den rødhårede fra Estland.
Onani ved skærmen er hyggeshow imod den historie, Mammutteatrets aktører sender pigen Lilja igennem.
Hun bliver spillet af Nana Skaarup Voss, glimrende, troværdigt og duftende af uskyld og naivitet. Kvaksalver-operationer, voldtægt, sult, afprøvning af luderfaget i det estiske, røvrendinger i ét væk af stedmor og mænd i farvandet – det hele tilsat en rørende historie om, hvordan hun redder en ven fra at tage sit liv, mens hun selv styrer mod ulykkerne.

DOKUMENTAR

Det er fiktivt dokumentarteater. Politi og retssystem har hundreder af historier, der ligner, og forfatterne Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen har sammen med instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen stykket en film af Lukas Moodysson sammen til tragisk og brutalt teater.
Rammen er en mindre scene på Edison, betonmure, jerntrapper, løse skumgummimadrasser, alt på kz-lejr-niveau og langt fra de lumre, kulørte boudoirs, fantasifuldheden bestykker miljøet med.
Råt og voldsomt går det til omkring den ulykkelige – mindeværdigt voldsomt for denne anmelder, da Ken Vedsegaard som alfonsen i raseri kyler om sig med løse stole, et sår på skinnebenet vidner om, at man ikke skal sidde på første række, når Vedsegaard tager fat.
’Catering’ er i øvrigt en coproduktion med Betty Nansen. Den er lærerig, ikke mindst for de skoleklasser, den også er tiltænkt.

gregersDH.dk

‘Svanesøen’ Operaen 13.3.2015 Anm.

2

Category : Alle, Anmeldelser

Claus Seidel har fra generalprøven tegnet Holly Jean Dorger og Ulrik Birkkjær i hovedpartierne som Odile og prinsen. De to er på scenen i aften lørdag.  Ved premieren fredag aften, som her er anmeldt, havde J’aime Crandall og Alban Lendorf  rollerne.


ALT I MOL

 

 

 

 

En dyster og lidt spredt ’Svanesøen’ er resultatet af Nikolaj Hübbe/Silja Schandorffs arbejde med Tjaikovskijs mesterværk.

 

Tjaikovskij: ’Svanesøen’. Koreografi: Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff på basis af bl.a. Petipas. Set ved premieren med J’aime Crandall og Alban Lendorf, Jon Axel Fransson, Jonathan Chmelensky og Tim Matiakis i hovedroller.

’Svanesøen’ spiller på Operaen indtil 1. maj med en lang række forskellige besætninger. Varighed 2 timer 35 min.

****

SORT er der ude i nattemørket omkring Operaen.
Og sort er det, vi kommer fra: Et kærlighedsdrama, hvor to elskende på det grundigste får slukket lyset, galt skal det gå, hun forsvinder i mørket, og han står tilbage som det mest fortabte, man kan se på en scene, Alban Lendorf, prinsen, den fortryllede svanes tilbeder, forladt.
Som om vi ikke anede det, ja vidste det helt fra starten. Hvis man husker den ’Svanesøen’, vi sidst har set på Det Kgl., så husker man en varmt farvet forestilling i Per Kirkebys jord- natur-, blomsterglødende kulører, sublimeret, men hjemmevant romantisk med Eckersberg og Christian Winther lurende henne om hjørnet.
Nu er vi en dyster verden. Finske Mikki Kunttu har skabt den. Og kostumekunstner Mia Stensgaard støtter med mest sorte, tunge iklædninger.
Scenografien  kunne være udtænkt under den spanske inkvisition, gitrene hænger som truende torturinstrumenter ned over scenen, eller… Jo, naturen – den, en svanesø jo må befinde sig i – er der da, men i så fald er vi gået under jorden, til drypstenshuler, hvor svaner af uransagelige grunde er søgt hen.

VARSLER

Ude i natten, på Operaens hjerteløse parkeringsplads, hjemsøges vi i vores hoveder af den svanemusik, det svane-tema, der hviler som er varsel om død og ulykke over operaen. Fra ouverturen til den morderiske slutning. Et totalt enkelt tema, et kvintspring ned og så en skala op igen til kvinten, det er så simpelt.
Det er h-mol, og der er ikke noget mystisk ved h-mol, hvis ikke lige sådan en som Tjaikovskij stanger den ud som en knytnæve, der har lammende resultater.
Ingen skal prøve at bilde os ind, at denne ballet er skabt af så og så geniale koreografer, Petipa, og hvad de ellers alle sammen hedder. De ville have siddet tilbage med hænderne i skødet, hvis ikke Tjakovskij havde født både ideen til balletten, skrevet musikken, tænkt den i drama, bevægelse, situationer.
Ville hende, vi i aftes så danse sin store adagio-solo i 2.akt, J’aime Crandall, have levet længslen og forelskelsen helt ud over hårrødderne, hvis ikke Tjaikovskij havde givet soloviolinen en historie at fortælle fra sine fire strenge? Vi gætter på, at det var koncertmesteren Tobias Durholm, der førte buen.
Tjaikovskij kommer med gaverne. Som han gør det passage efter passage til alle i denne ballet. En harpe, en angreb fra messingblæserne, et symfonisk favntag, ja en enkelt obo, som den, der sætter ouverturen i gang, alt er fundament for denne ballets raison d’être (et frankofilt skred, undskyld: eksistensberettigelse).

DANSE OG DANSERE

Vi haster med at gøre fanskaren lykkelig: Alban Lendorf har især i anden del af balletten (de fire akter er smækket sammen til to) to store soloer, der dokumenterer hans ganske suveræne stilling i balletten. Uden at det skal få os til at afskrive hverken Jon Axel Fransson, der er den uhyggelige ondskabens manipulator Von Rothbart, eller prinsens van Benno, der er flot danset af Jonathan Chmelensky.
I Nikolaj Hübbes og SiljaSchandorffs version af ’Svanesøen’ strøs der ensembler med rund hånd i alle mulige størrelsesordner som ramme om den handling, der mest interesserer os: Dramaet om det forelskede par og troldmandens svindelnummer med at omskabe sin datter til en troværdig kopi af den ulykkelige svane.
Orgiet af korpsdansere og deres utallige opgaver fratager os undervejs koncentrationen om det egentlige drama, men det er da skønt at se, hvor stort og alsidigt Ballettens ensemble fungerer. Men alligevel mindeværdigt, at ’Svanesøen’ tidligere, også i Danmark, er blevet spillet i en stærkt beskåret version.
Et kik på planen over de kommende opførelser forbløffer: Danserne skifter uafladelig roller. Det er som et samlesæt, hvor brikkerne åbenbart skal kunne bytte plads, når og hvor som helst. Vi overværer på en måde en hel skole-præsentation. Med en blanding af store og små oplevelser.

gregersDH.dk