‘Besøget’ Aarhus Teater Scala 30.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kim Veisgaard og Inge Sofie Skovbo i ‘Besøget’ på Aarhus Teater (Fotograf: Anna Marin)
*
*
*
*
*
*

MAN HØRER TRIN…

 

 

Århus Teater spiller Dürrrenmatts gyser ’Besøget’ mere som munter groteske end som livsfarlig samfundssatire. Men Inge Sofie Skovbo har godt fat i den gamle dame, der kommer til byen som hævner.

 

’Besøget’ spiller på Aarhus Teaters Scala Scene indtil 27.september

 

****

 

TRIN! Man hører endnu stilet-hælenes enerverende ekko fra Ghita Nørbys trin i ’Den gamle dame kommer til byen’ på Det Kgl. for fire år siden. Et varsel om damens ankomst på perronen i hendes fødeby med det slamklingende navn ’Güllen’. Et frygtindgydende signal fra et dæmoniske kvindemenneske om den trussel, der hænger over den intetanende by.
Der lyder også trin i opsætningen af stykket på Aarhus Teater. Mere stilfærdige trin. Og først i 2. akt. Det er Kim Veisgaard, som man hører vandre frem og tilbage i stuen over sin købmandsbutik. Også ildevarslende trin. Men tunge og jordbundne. En lille mand, der er bange.
Det er den mageløse historie om kvinden, der i en sen alder vender tilbage til sin hjemby for at hævne sig – ikke bare på den mand, der svigtede hende, og som hun giver skylden for, at hun måtte rejse bort – men på hele byen og dens befolkning, der kun havde hån til overs for hende dengang.
Stenrig er hun blevet gennem en absurd mængde ægteskaber, og hævnen består i, at hun tilbyder milliarder til byens fattige indbygger på en betingelse: Den svigefulde Alfred skal dø. Hun medbringer endda kisten, han skal skrinlægges i, så hun kan rejse et skammens monument.

HÆVNERSKEN

Historien er blevet en moderne klassiker. Det er den ondskabsfulde fortælling om dilemmaet, der opstår, når ordentlig moralsk opførelse skal stå sin prøve over for muligheden for at score kassen. Et dilemma, som Dürrenmatt ikke et øjeblik er i tvivl om, hvor ender. Verden er ikke bedre end den er.
Den ene efter den anden af dansk teaters store damer har spillet hævnersken Claire Zakanassian: Bodil Ibsen, Bodil Kjer, Birgitte Federspiel og altså seneste Ghita Nørby.
Nu er det Århus Teaters Inge Sofie Skovbo, og hun har meget for sig til rollen. Hun ankommer i sin hvide elegance til ’Güllen’-stationen med en kølig distance, som kunne være dronning Margrethes, var det ikke lige fordi hendes følge bestod af et par luvslidte, komiske forbryder-karikaturer, og fordi hun, når det stikker hende, ind imellem affyrer bemærkninger, der er hentet fra Claires fortid på bordellerne.
Inge Sofie Skovbos bevidste skarphed og beregnende ironi kommer, efterhånden som handlingen skrider frem, til at stå lidt isoleret, fordi iscenesætteren Mick Gordons ikke bare skaber uhygge omkring hendes frygtindgydende projekt, men også komik. Begge dele er manuskriptets muligheder, men vi er hurtigt på sporet af en iscenesættelse, der tipper vægten mod det komiske.
Vi er mere til sjov end til gys.
2. akten indledes f.eks. med, at vi et øjeblik skal tro, at den gamle dame har lagt sig til at dø på den medbragte kiste, der er tiltænkt Albert, men nej, vel har hun ej, hun dvæler på den minderige halmballe, hun i sin tid hyggede sig på under excesserne med unge Albert. Tilmed nu iført brudetøj efter endnu et en passant-bryllup.
En glimrende imødekommelse af Dürrenmatts groteske fantasi selvfølgelig.

UNDERHOLDENDE

Allerede borgernes modtagelse af den gamle dame på banegården er et show af lattervækkende detaljer, da rosset af ’Güllen’ udfolder sig. Borgerne, den brovtende borgmester (Lars Lohmann), den emsige skolelærerinde (Mette Døssing) og den arme købmand Albert, der selvsikkert prøver at spille op til sin gamle elskerrolle over for den gamle dame, og resten af slænget, som danser omkring guldkalv-ladyen. Et galleri, der er som hentet i tv-serien ’Familien fra Bryggen’.
Stykket indeholder ondskabsfuldhed og skarp satire over menneskelige svagheder, karikaturer af rig og fattig, men også naturalistiske scener mellem små sjæle, der går amok i forventning om de mange gysser.
Der er masser af ideer i opsætningen, scenografien rummer sider af det alt sammen, en blanding af naturalisme, video og show, musikken spiller med i en slags heksedans, og det får alt sammen Inge Sofie Skovbos figur til at tegne sig rigtigt, men alligevel mindre skarpt i helheden.
En stærkt underholdende forestilling. Men mindre farlig end forventet.
gregersDH.dk

‘Et glimt… så er jeg væk igen’ Figura Ensemblet på Marienlyst Slot 24.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Charlotte Boye- Christensen, Nana Bugge Rasmussen og Morten Burian i ‘Et glimt… så er jeg væk igen’ (Foto: Pelle Rink)

*

*

*

*

*

*

*

RASTLØSHEDENS BYRDE

 

 

’Et glimt… så er jeg væk igen’ er et sært spil til eftertanke. Digteren Ursula Andkjær Olsen og Figura Ensemblet besætter det faldefærdige Marienlyst Slot med sangere, musikere og dansere omkring skuespilleren Morten Burian.

 

Set på sidste spilledag 24.8.

 

***

 

HVAD handlede det her om? Spurgte en dame mig, da vi forlod forestillingen.
Jeg svarede: Det handlede om – som titlen lyder: ’Et glimt… så er jeg væk igen’.
Men så nemt slap jeg ikke. Og så måtte vi i gang med forsøgene på en indkredsning, og den var ikke så enkel.
Vi har fulgt nogle skuespillere, sangere og musikere rundt i det forladte Marienlyst Slot ved Helsingør i en times tid. Slot er nu så voldsomt sagt. Snarere et forsømt palæ fra 1700-tallet.
Fra rum til rum, op og ned ad trapper. Vi føres af spillerne, og lytter til og ser på kæmpestore blokfløjter, kontrabas og klarinet, mens sangere og dansere deltager i en overraskende handlingsgang omkring skuespilleren Morten Burian.
Det er ham, det handler om, åbenbart. På hans vegne, vi oplever ‘glimt, der hurtigt er ’væk igen’. – Søger De noget, hr.? Som man ville spørge den vildfarne på gaden.

JAGTEN

Ja, det gør han, Morten Burian. Søger, jager, tumler stakåndet, desorienteret og usikkert rundt efter at få svar på alle spørgsmål, finde ud af sig selv, mest på jagt efter sin egen erotiske identitet – damer danser og synger omkring ham, en enkelt herre såmænd også. Tiltrækninger, forkastninger, han griber efter dem som hr. Oluf efter elverpigerne, men ved ikke hvad han skal med dem, rastløsheden er hans byrde, selv et afsluttende drukorgie i salen på 1. sal lader ham urørt.
Han er en slags Faust, der ikke engang stræber, men lever i evig tvivl om meningen med sin søgning. Indtil han til slut vandrer ud af det lille slot og bort ad den pompøse barokvej ned mod Kattegat.
Vi begriber, at det er denne flimrende jagt på identitet, der er digteren Ursula Andkjær Olsens ærinde. Og vi øjner det straks i forlængelse af, hvad hun før har villet have os i tale med.
Inden for det sidste halve år har vi set hendes kammeropera ’Alverden god nat’ med musik af Peter Bruun – den handlede om Jens Munk, der søgte søvejen til Østen nord om Canada, men måtte opgive.
Og vi har set hendes skuespil ’Den bedste af alle verdener’ på Riddersalen, hvor digteren går sig selv efter i sømmene, graver i uafklarede domæner, sender bobler op for straks at lade dem briste, leder efter sig selv, men fornemmer, måske mest frygter, at det går hende som Peer Gynt, der skræller løget og finder, at der var kun skrællerne.

I MENNESKEHAVET

Vi publikummer er som menneskehavet omkring ham, tilstede og ikke tilstede. I vejen og dog forudsætninger for fortællingen.
Morten Burian er en fascinerende skuespiller, og Nanna Bugge Rasmussen og Jacob Bloch Jespersen fører dramatisk og smuk tale og sang til, mod og omkring ham sammen med de vævre dansere Edith Buttingsrud Pedersen og Charlotte Boye-Christensen.
Kan vi bruge den forestilling til noget?
Ja da.
Måske for nogle mest oplevelsen af det lettere lemlæstede lille Marienlyst Slot, som Helsingør Kommune gerne vil af med, og behjertede borgere ønske at redde.
For andre en oplevelse af en performance-form, som nogle mener afgik ved døden i de sene 60’ere.
Og for de nysgerrige, de samme puf af forbavselse, undren og eftertanke, der satte min snak med damen i gang efter forestillingen.

gregersDH.dk

‘Tilbage til Haifa’ Teater Møllen, Haderslev 23.8.2014 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Teater Møllens ensemble i ‘Tilbage til Haifa’ (Foto: Søren Godtkjær)

*

*

*

*

*

*

*


SOM ET STYKKE KAMMERMUSIK

 

Den håbløse konflikt mellem jøder og palæstinenser blotlægges med matematisk klarhed i familiedramaet ’Tilbage til Haifa’ på teatret ’Møllen’ i Haderslev.

 

’Tilbage til Haifa’ spiller på ’Møllen’ i Haderslev til og med 28. august.

*****

DRAMATIK – nærmest som hentet ud af dagens forsider og nyhedsprogrammer! Det er vi ikke forvænt med. Vi oplevede det med Caféteatrets Breivik-stykke for to sæsoner siden. Og vi oplever det med Haderslev-teatret ’Møllen’s nyeste produktion, som havde premiere i aftes. Titel: ’Tilbage til Haifa’.
Så er vi klar over, hvor vi er henne. Palæstina-Israel konflikten. Ganske vist ikke en historie hentet fra Gaza og Israels desperate myrderier.
Bare tæt på. En historie, der rusker helt aktuelt, selvom den handler om hændelser, der ligger over halvtreds år tilbage. Men Israel-Palæstina konflikten er uløselig og lige så uforgængelig som gordiske knuder. 1948 – 1967 – 2014. Intet er grundlæggende forandret.

FLUGT

Et palæstinensisk ægtepar vender i 1967 tilbage til det hjem i Haifa, de tyve år tidligere blev fordrevet fra af jødisk og engelsk militær. De måtte dengang flygte fra et spædbarn.
Fra 1948 er deres lejlighed blevet beboet af et jødisk ægtepar, som er undsluppet Auschwitz, er emigreret til Israel og tildelt Haifa-lejligheden mod at adoptere det ’forældreløse’ hittebarn, en dreng. Manden er siden død, og moren er alene med sønnen.
Nu ringer det palæstinensiske par på døren. En konfrontation, der får dilemmaerne til at komme susende. Drengen er vokset op som var han jødisk født. Han er i den israelske hær. Nu afviser han desperat at acceptere sine biologiske forældre.
Mere kommer til. Begge mødre mobiliserer deres respektive, blødende moderhjerter med fortvivlede og fortvivlende argumenter. Et kaos af gensidig forståelse og beskyldninger. Den jødiske mor serverer kaffe, men gæsterne vil ikke drikke kaffe, og den palæstinensiske mor stiller på et tidspunkt, næsten pr. automatik og af gammel vane, de urørte kaffekopper tilbage i det skab, som stadigvæk er ’hendes’.
Den palæstinensiske far svinger mellem maskulin stolthed og nationale retfærdighedskrav, forsøger at tæmme morens argumentationer, og tager en uløselig kamp op med sønnen om, hvad der ligger i, at den unge mands ’Vi alle er mennesker’. Der skal være plads til os alle.

KAMMERMUSIKALSK

Dilemmaet er i sig selv anledning til stærkt teater, brandfarligt og vedkommende. Tilmed håndteres det og bredes ud med stor effekt takket ved en iscenesættelse, der løser konfliktstoffet med oplagte og gennemtænkte kunstneriske midler. Scenografiske og musikalske, som tilføjer den psykologisk hårrejsende problematik dramatisk svæv.
Alle de medvirkende kan spille på forskellige instrumenter – det er vist et kendetegn for ensemblet på ’Møllen’ – så de kan svinge fra arabiske melismer til klezmer-musikalsk djærvhed, som det falder dem ind. D.v.s. som det falder instruktøren Gitte Kath ind – og måle det ud i veltimede indslag og indgreb i forløbet. Den palæstinensiske mor, der spilles af Uta Motz, kan eksempelvis spille violin og endda synge ultra dæmpet som havde hun indbygget en skalmeje i struben.
Den dobbeltmusikalske finale, en slags koda, opleves næsten som en kammermusikalsk, mozartsk ensembleeffekt. Og er samtidig eksempel på en ensemblekunst, der får Gitte Kath til at etablere fortællingen fordelt på flere af de medvirkende: Klaus Andersen og Ole Sørensen, der er den hjælpeløst forbitrede palæstinenserfar, Thomas Jacob Clausen – det unge offer for den umulige konflikt, og hans statelige mor, som spilles af Connie Tronbjerg.
Stykket er baseret på en tekst af den palæstinensiske digter og journalist Ghassan Kanafani, som var aktiv i den palæstinensiske modstandsbevægelse, indtil han blev dræbt ved et bombeattentat i Beirut foranstaltet af israelske agenter i 1972.

gregersDH.dk

‘Rosa og evigheden’ Århus Kammeropera 22.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nina Bols Lundgren, Merete Hegner, Liv Oddveig Midtmageli og Carl Christian Rasmussen i ‘Rosa og Evigheden’

*

*

*

*

*

*

 

HVOR ER VI HENNE?

 

 

Fantasien løber løbsk og ved ikke hvorhen i Svend Åge Madsens og Erik Bachs opera ‘Rosa og evigheden’

 

Spiller indtil 5. september på Aarhus Sommeropera i Den Gamle By i Århus

 

**

 

HVOR i himlens navn er vi henne? Aarhus Sommeropera har begået et ’festspil 2014’, og vi møder med åbne sind.
Det har titlen ’Rosa og evigheden’. Den titel lover eventyr og flyvskhed, og det er vi godt nok forvænt med i Sommeroperaen – lige fra Kasper Holtens viltre dage som boss for foretagendet til forrige sæsons komiske John Frandsen-opera ’½lelujah’ (Det hed den!), og i det hele taget flere af John Frandsens friske streger, ikke mindst operaerne bygget over Svend Åge Madsens ’Tugt og utugt i mellemtiden’-tekster.
Nu er det så, som vi forstår af programmet, 100-året for Den Gamle Bys grundlæggelse – Sommeroperaen har til huse i det gamle Helsingør Teater, som er flyttet til museumsbyen for en menneskealder siden. En lille knusperle af historisk intimitet, hvor indskriften ’Til Phantasiens Moroe’ står finurligt manende over prosceniet.

 

MYSTIFIKATIONER

Så det er sådan set dér vi er eller gerne skulle være: I fantasiens verden – minsandten med Svend Åge Madsen igen ved rorpennen med en fabel om denne Rosa og hendes evighed. Men endnu mere i selskab med en personage ved navn Albert Malinger, der er komponist – godt spillet af den robuste skuespiller/sanger Carl Christian Rasmussen. Han kan fylde en scene.
Men hvem forestiller han?
Vi mystificeres straks, for komponist Malinger er tilsyneladende i gang med at sceneværk, da han bliver afbrudt af en opringning, der fortæller ham, at døden venter ham lige om hjørnet. Det anfægter ham naturligvis, men tilsyneladende ikke mere end at han kaster sig i kraftige brainstorme om sit liv i fortid, nutid og fremtid.
Sv. Åge Madsen fortæller i programmet, at han har fanget Jorge Louis Borges-novellen, der handler om en Gestapo-fange, der i sekunderne før sin henrettelse susende gennemgår og fuldfører sit livsværk.

 

ANAKRONISMER

Der er altså alle muligheder for tummelumske hændelser i ’Rosa og evigheden’ – selvfølgelig ikke mindst med denne Rosa, der krydser hans vej, en slags yndig, nordisk version af Elena i Janaceks ’Makropoulos’ eller andre fascinerende, fiktive, litterære kvindemennesker, der dukker op århundrede efter århundreder, stadig i nye skikkelser. Rosa har fortid ud over alle bredder, vi møder hende første gang som rengøringstøs hos en brunstig middelalderbiskop.
Blot et enkelt eksempel på anakronismer, tids- og handlingsspring i ’Rosa og evigheden’, som vi snart opgiver at følge med i, men nøjes med at konsumere som kæder af forbløffende og farverige forvekslinger og personskift.
Rosa synges og spilles af Nina Bols Lundgren med køn sopran, og ellers veksles der mellem sang og skuespil – med skuespilleren Merete Hegner som rapkæftet partner til komponist Malinger – thi der er en af de formmæssige pointer i operaen at den forvaltes af både skuespillere og sangere. Hvilket ikke tilfører handlingsgangen speciel gennemskuelighed. Blandt de øvrige medvirkende, som den gamle instruktør Asger Bonfils har fået at tumle med, er sopranen Liv Oddveig Midtmageli, bassen Jens Bruno Hansen, tenoren Jacob Næslund Madsen og den nybagte Aarhus Teater-skuespiller Durita Dahl Andreassen.

 

MOTTOET

Men opera er det altså, musik skrevet af Erik Bach – kompetent, men ikke voldsomt fantasibefordrende kammermusik. Af den type, vi har hørt det tidligere fra denne komponist, netop på Aarhus Sommeropera for tre år siden med operaen ’Korus’ kabaret’.
Dengang fik det os til at antyde, at mottoet over scenen til lejligheden kunne ændres til ’Til phantasiens mord’. Det vil være for drastisk denne gang. Men stimulerende var hverken musik eller libretto.
Ærgerligt nok. For det fremgår klart, at der ligger et stort arbejde i både partitur og scenisk virkeliggørelse af ambitionerne om at skabe et festspil.

gregersDH.dk

‘Tosca’ Egnsteater Undergrunden, Værløse 21.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Adam Frandsen som Cavaradossi, Isabel Piganiol som Tosca og Jens Søndergaard som Scarpia i ‘Tosca’ (Tegn. Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

*

*

 

LIDELSER OG JUBEL

 

Puccinis ’Tosca’ er fremragende ramt på smalle vilkår i kulturhus Galaxen i Værløse

****

PUCCINI er de lidende kvinders komponist. Han tager dem i forsvar. Det er synd for dem, synes han. Men han er også sadist. Musikken flammer af nydelse ved deres pinsler.
Tosca er et af disse arme kvindemennesker, der skal pines. Og kravet til en god Tosca på scenen er, at hun kan udtrykke fortvivlelsen, lidelserne og smerten, så vi jubler med Puccini og lider med damen. Isabel Piganiol har egenskaberne og formatet til det. Stemmen er stor, varm, smidig, med en skøn mahogniklang, pigen er sået i dramatisk jord, flot, hendes udtryk kan styres i vrede og lykke, det smukke karakterfulde ansigt kan fortrækkes i raseri og beslutsomhed.
Sådan som vi oplever hende og de andre solister i opførelsen i Værløses kulturhus Galaksen kan vi se igennem alverdens handicap, og alligevel gribes fat som i en skurestik af operaens kerne. Handicappene er 1) en scenografi nede på vågeblus. 2) et orkester, der er erstattet af klaver. 3) Alenlange pauser, fordi der alligevel skal rykkes om på opstillinger i salen fra akt til akt. 4) Kor begrænset til børnekor i 1. akt.

 

HANDICAP VENDT

Handicappene vendes til interessante løsninger.
Scenograf Rikke Juellund anbringer en stak malerbøtter til maler Cavaradossi i 1. akt, og en stump lærred med madonnas ansigt på, som han så kan kravle på gulvet og give kulør – nok til a bringe Tosca i sygeligt raseri, da hun ser, at han bruger en rivalindes træk som model.
I 2. akt, hvor publikum er flyttet rundt og nu sidder på begge sider af begivenhederne, et kilometerlangt bord i Scarpias kontor. Så langt, at vi i nogen tid frygter, at det da aldrig vil lykkes Tosca at nå hen til den kniv, hun skal myrde Scarpia med.
I 3. akt: Publikums-terrasserne udnyttet til en forbløffende udgave af tårnet i Roms Castel Sant’ Angelo – ’Engelsborg’ som det hed, når vi som børn så Tosca på Det Kgl. Men vi savner ikke noget. Tosca kan springe bagud i Tiberen som finale på akten. På forhåbentlig bløde madrasser og uden at vi hører andet smertensudbrud end det høje b, der markerer hendes slagkraftige sortie.
Og det ensomme klaver? Det er meget lidt ensomt. Jo, man savner da f.eks. i 1.aktens finale en portion strygersus og klokkeklang. Men som pianisten Ulrich Stærk dog kan demonstrere klaveret som et orkestralt instrument. Hans fuldstændig grafiske skitseringer af små og store motiver i partituret tilfører dramatiske effekter, der uløseligt binder solisterne til at udnytte ekspressive detaljer. I programmet nævnes han for ’Musikalsk ledelse’. Ikke akkompagnement. Det er meget præcist.

 

UBARMHJERTIG GENISTREG

Men sangerne da? Ingen nødløsninger dér. Vi har nævnt Isabel Piganiols Tosca.
Hendes arme, mishandlede og heltemodige Cavaradossi er i hænderne på Adam Frandsen, det nyskabte tenortalent, vi netop har hørt som Romeo i Gounods opera under Cph Opera Festival, bekræftet her som mere end et talent, en allerede befaren ung tenor med stemmehøjde og drøjde til de store lyriske partier. Helt rørende her i sin lidt hvalpede fremtoning, uskyld og trods, uforfærdet, blodrig. Hold fast, kammeret, slid ikke stemmen for tidligt og for hårdt. Den er guld værd.
Tre store, centrale roller i ’Tosca’, denne skønne, ubarmhjertige genistreg fra Puccini.
Den tredje: politichef Scarpias – Jens Søndergaard, den flotte baryton synger ham. Elegant, mindre eksplicit uhyggelig end vi har set andre Scarpia’er, en moderne slyngel med den falske tilforladelighed som grundmateriale. Et psykotisk tilfælde, ubehagelig velkendt f.eks. blandt politikere.
Gode folk i birollerne og gennemtænkt iscenesættelse af ’Undergrunden’s nye leder Anders Ahnfeldt-Rønne, der har overført opsætningen fra operafestivalen i Aalborg i vinter sammen med partneren Teater Nordkraft.
Vi er imponeret.

gregersDH.dk

‘Don Quichotte’ Den Jyske Opera 17.8.2014 Anm.

2

Category : Alle, Anmeldelser

Olafur Sigurdarson som Sancho Pancha og James Johnson til hest som Don Quichotte (Foto: Kaare Viemose)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

DEN BEDRØVELIGE RIDDER

Massenets ’Don Quichotte’ har fine sanglige præstationer af ungarske Viktoria Vizin, amerikanske James Johnson og islandske Olafur Sigurdarson, dirigeres nobelt af franske Jerome Pillement, og iscenesættes forsigtigt af irske Annilese Miskimmon. En levende hest på scenen vil blive husket.

 

’Don Quichotte’ spiller indtil 27.8. i Århus.

***

’DON QUICHOTTE’ – ja, sådan staves han på fransk, den spanske renæssanceforfatter Cervantes bedrøvelige helt Don Quijote.

Operaens komponist Jules Massenet gør sig trods alt visse anstrengelser for at give historien en gang spansk kulør. Helt rørende. Og forgæves. Man er ikke mange takter inde i operaen, før man sender gisp til Bizets ’Carmen’ ved tanken om, hvordan dén blev skåret af ham, selvom han aldrig havde sat sine ben i Spanien, men altså alligevel kunne ramme andalusisk plet side op og side ned.

Hos Massenet bliver det helt overvældende – og i opsætningen på Den Jyske Opera over grænsen til det komiske – efter pausen, hvor operaens heltinde Dulcinea, danser en art flamenco på bordet til Massenets flotte, men hjælpeløse toner, tilsat et kor af damer og herrer, som har fisket den morsomste blanding frem af noget, de forestiller sig er spansk værtshus-dans og så god gammel 60’er twist and shout.

 

OVEN PÅ ’CARMEN’

 

Nok om det. Massenet skrev ’Don Quichotte’ i 1910 på et tidspunkt, hvor ’Carmen’ – omsider – var blevet en kæmpesucces, så han må have kendt ’Carmen’ godt og vidst, hvor tæt navnlig hans Dulcinea ville komme på Carmen: En letbenet, fræk, forførende tøs omgivet af knægte, der bare dåner. Og det har sådan set kun begrænset sammenhæng med titelfiguren, den patetiske, rørende ridder, der ud over at være glødende betaget af Dulcinea har så meget andet i hovedet, så som at frelse verden og løse alle menneskehedens problemer.

Quichottes forelskelse i Dulcinea er, hvad Massenet overskyller med sit duftende franske partitur.

Pudsigt nok er det først i slutscenen, da han ligger for døden efter Dulcineas afvisning af ham, at operaen for alvor rører ved andre strenge, og det er ikke de ringeste. Quichotte har lovet – mellem alt mulig andet, han har lovet – at hans tjener skal eje en ø, og i dødsøjeblikket går løfte, drøm, fortrydelse og tilgivelse op i en smuk enhed i scenen mellem Sancho Pancha, sunget af den glimrende islandske baryton Olafur Sigurdarson, og Quichotte, som naturligvis er en pragtrolle for James Johnson, velkendt af det danske publikum for sin magtfulde Wotan i Kasper Holtens opsætning af Wagners ’Ringen’. I den slutscene er Massenet på højden af, hvad han forhåbentlig har haft på hjerte med sin Quichotte-opera.

 

SÅ TIL HEST

Det er gennemgående noget sejt, hvad Den Jyske Operas chef og instruktør Annilese Miskimmon får ud af opsætningen af denne opera, der aldrig har været spillet i Danmark før.

Scenisk har hun givet op over for myten om ridderen i panser og plade, lanse, hest og kampen mod vindmøllerne. Sådan får vi ham – med det hele. Endda hest i flere udgaver, legetøjshest, cykelhest, og endda en rigtig levende hest som ekstranummer. Så ingen kan føle sig snydt. Det tilfører mere komik end  interessant fortolkning. Scenisk er vi i det lidt flade sparehjørne, rimeligvis fordi det er en forestilling, der skal kunne flyttes. Det er også med til at gøre de mange korscener ubehjælpsomme.

Det kompenseres til dels af stærke sangpræstationer, ud over Johnsons Quichotte og Sigurdarsons Pancha en ypperlig ungarsk mezzosopran, Viktoria Vizin med stemmefylde, flot klang og apparition – hende så man da gerne en dag som Bizets Carmen, en rolle, hun synger andre steder. I mindre partier tenorerne Jens Christian Tvilum og Christian Damsgaard, den første dansk og uddannet i Danmark, den anden dansk, men uddannet i Holland.

Operaens syngende folkefærd bliver mere og mere internationalt. Det er også karakteristisk at Den Jyske Opera besætter flere og flere hovedroller med udlændinge, og i samme åndedræt hyrer flere og flere udenlandske dirigenter, iscenesættere, scenografer og lysdesignere. Vi er kilometer fra en jysk opera, der i tidernes morgen samlede sig omkring Holger Boland, Gerhard Schepelern og djærve jyske sangerhold.

Det skal vi ikke beklage – nordirske Annilese Miskimmon sætter sit stempel repertoiremæssigt f.eks. med – inden for de seneste sæsoner – operaer som ’The Picture of Dorian Gray’ og ’Katja Kabanova’. Spændende nye bekendtskaber. ’Don Quichotte’ er som sagt skrevet 1910. Næsten samtidig med ’Katja Kabanova’ – bare få år før. Lammende traditionel, hvor ’Katja’ var nyskabende.

 

gregersDH.dk

Joseph Calleja Tivolis Koncertsal 15.8.2014 Anm.

2

Category : Alle, Anmeldelser


*
*
*
*

GLAD TENORBAVIAN

 

 

Den maltesiske supertenor Joseph Calleja varmede op til en serie ekstranumre, som fik salen til at syde. Han er en sanger uden smalle steder.

 

*****

 

HAN er fra Malta, og det er en bette ø, men den har altså plads nok til Joseph Calleja, til både at føde og huse ham, han er stor og flot som en engelsk gadelygte – og han bor altså ifølge programmet på Malta, når han ellers ikke stormer verden rundt og får tenorfans til at dåne – damer med. Han gør i hvert fald, hvad han kan for det: Et af hans utallige ekstranumre i Tivoli i aftes bestod i, at han lod orkester være orkester, vandrede ned blandt publikum, mens han a capella sang Edith Piafs ’La vie en rose’ til en vistnok tilfældig spottet ung dame, hvis ledsager så temmelig desorienteret ud, da Calleja – tilbage på tribunen – gjorde ’jeg ringer’-tegn ned til damen.
Jo, jo – Calleja har været her. En af øjeblikkets mest tiljublede tenorer.
En ganske anden tenor end den Lawrence Brownlee, vi hørte i Tivoli sidste uge, den lidt generte, gennemtjekkede, elegante, sorte tenor, der kunne spille på sin stemme som en Isaac Stern på sin violin.
Calleja invaderer scenen, som var den den bedste legeplads i nabolaget – det samme gjorde Rolando Villazon, da han var på toppen, men noget tyder på, at Calleja alligevel har mere kontrol over krop og stemme, end Villazon havde.

EKSTRANUMMER! EKSTRANUMMER!

Jo, vi sammenligner tenorer. De er et folkefærd for sig, dyrket for stemmehøjden og en udbredt opfattelse af, at med det høje stemmeleje er åndsevnerne blæst ud, hvilket naturligvis er det rene vrøvl, men måske for nogle forbundet med tenorers attraktion. Kort må vi sige, at Calleja i hvert fald er et brillant og festligt bekendtskab.
Vi rekapitulerer – eller for at sige det: Vi kapitulerer. Sådan fik han os nemlig på denne aften: Kæden af ekstranumre fik os til at overgive os, nummer efter nummer, utrættelig i sin glæde over at synge, og over at få et begejstret publikum proppet i hovedet.
Hvad han egentlig på sit charmerende engelsk fik sagt ud i salen, var svært forståeligt, men underordnet. Måske undskyldte han, at Hoffmanns bizarre sang om den vanartede Kleinzach var udgået i første del af koncerten, men pokker stå i det! Nu sang han den som ekstranummer, et af de særeste indslag i Offenbachs ’Hoffmanns eventyr’, og også sært som ekstranummer, det er en hel stor og lang scene i operaen, ikke en lille dessert, man bare futter af for at melde punktum og tak for i aften.
Tværtimod: Det udsatte shownummer satte ham rigtig i hopla, vi fik både Leoncavallos ’Mattinata’, Edith Piaf-sang, Rossini og meget mere.

TILLØB

Nok til under kapitulationen at glemme lidt, at sangeren havde taget et vældigt tilløb med udmærkede indslag, der første bragte os høfligt på rundtur i hans repertoire: Hertugens ’Questa o quella’, slubbertens hyldest til almindelig promiskuitet i ’Rigoletto’, så – bemærkelsesværdigt! – en melankolsk Tjaikovskij-sang på russisk – for straks efter at gå til det franske som Gounods forelskede Romeo, der hilser solens opgang med en melodiøsitet, der får alt, hvad vi i denne tid bydes på af hans landsmand Massenet til at blegne.
Det var, som om pausen og måske dropningen af Hoffmann-sangen som afslutning på 1. del, bragte den store tenor i glad kamplyst i 2. del – endnu bedre ved stemme og mentalt afslappet allerede i duetten med Sofie Elkjær Jensen, der havde fået fornøjelse, fordi hun ved samme lejlighed skulle modtage Folmer Jensen-prisen på 100.000 kr.
Noget af en udsat post for hende overfor denne bavian af en tenor, men nydeligt forvaltet i duetten mellem den kokette Adina og den sukkende Nemorino i ’Elskovsdrikken’.

 

DET SYDEDE

Virkelig sul på figurerne kom der så bagefter for Calleja med Macduffs hævnscene fra Verdis ’Macbeth’. Og en udtryksfuld arie fra Cileas ’L’arlesiana’ – et slagnummer hos Caruso i sin tid. Tydeligvis et tonefald, der lå Calleja på hjerte. Hvor hans tårnarie fra ’Tosca’ bestemt havde sin virkning i Callejas karakteristiske nuanceringer mellem et forte og et ned til-næsten uhørligt pianissimo.
Efter bogen var det koncertens afslutning. Men så var det han gik til den, denne italiener, undskyld malteser. Vi er trods alt ikke så langt syd for Napoli, hvor glæde ved at synge og optræde er noget umisteligt.
Stemningen sydede i salen.

gregersDH.dk

‘Copenhagen Summer Dance’ Politigården 11.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Dansere fra Dansk Danseteater i Tim Rushtons og Alessandro Pereiras ‘Carmina Burana’  (Foto: Henrik Stenberg)

*

*

*

*

*

*


I POLITIETS VARETÆGT

 

Ritualer og stærke dansere i Dansk Danseteaters sommeroptræden i Politiet urskønne Politigård.

 

Copenhagen Summer Dance fortsætter til og med 17. august i Københavns Politigård.

 

*****

 

HVOR er vi dog henne på sådan en aften! I arenaen i Verona? I pavepaladset i Avignon? Amfiteatret i Epidauros?
Næh, vi sidder såmænd i Politigården i København. Under åben, mørkblå aftenhimmel, Vorherres skabelse, en teatralsk rundhorisont, der ikke gøres kønnere på Det Kgl.
Politigården.  Vores lokale pragtpalæ til opretholdelse af lov og orden. Og som politidirektøren Thorkild Fogde sagde til indledning: Vi hører til dem, der sidder der frivilligt.
Ja, vi gør. For Dansk Danse Teater byder til sommerforestilling, den årlige, endda den tiende af slagsen. Fyldt hus, endda overbooket, som billetdamen bemærkede for at forklare den lange kø ved indgangen på Polititorvet. ’Summer Danse’ er blevet et publikumsmæssigt ritual.
Og årets forestilling?
Også dér blomstrede ritualerne. I balletchef Tim Rushtons og to af hans danser-koreografers eksperimenter med at sætte liv i øjeblikke fra Orffs ’Carmina Burana’, hans bud på fortolkninger af især scener fra kærlighedsdigtene og – efter pausen – fra samlingen af forårsdigte. I kostumerne forsøg på at genkalde, hvad vi kalder ’grå’ middelalder – hos danserne glødende tilnærmelser og frastød. ’Nyd den glade tid, jomfruer’ som det hedder i en af teksterne. ’Lykken skifter som månen’ i en anden.
’Carmina burana’-brudstykkerne er tilløb til en større, samlet opførelse af værket i næste sæson.

RITUALER

Det rituelle stormede endnu mere gennem Black Box-dansernes ’Rites’, der spredte brasiliansk og i det hele taget latinamerikanske safter gennem optrin, der satte os i Voodoo-stemning med klange og rytmer, der distancerede sig kilometer fra de enkle excesser under det rio’ske karneval.
Meget andet var på hjerte: Indledningsvis en ’give and take’-duo mellem Stefanos Bizas og Alba Nadal til en Bach-sarabande. Afprøvning af hinanden, skræmmende smukt.
Eller scener fra Tim Rushtons ’Black Diamond’, især den afsluttende til musik af Trentemøller, kæder af totaloptrin med storslået grafisk virkning, belyst så scenerne indgik i rummets monumentale helhed.
Meget klogere blev vi ikke af Norges National Ballets lille noble Christopher Wheeldon-ballet til musik af Ligeti. Stilfuldt.

 

CARMEN

Vi slugte derimod på denne brogede aften med glæde besøget af det russiske mandskor ved navn Kovcheg (det betyder ’Arken) – de havde næppe behøvet mikrofoner i gårdens fabelagtige akustik, men kønt og imponerende lød deres sang, der uventet også rummede en version af Bizets Toreodor-sang fra ’Carmen’, ledsaget af ekstatisk cigaretpige-latter og flot dans af ensemblets nye italienske danser Lucia Pasquini.
Overraskende og afvekslende indslag.
I den moderne danseverden? Det må man nok sige, når man som i det sidste ’Black Diamond’ indslag oplever, hvordan Rushton så imponerende fanger break dance-stilen og -metoderne og gør dem til ét med sit øvrige vokabularium. De går fascinerende ind i totalbillederne af et korps, som har en høj grad af disciplin og samlet udtrykskraft.
Vi forlod Politigården. Om ikke helt frivilligt. Der var til endnu mere på dansegulvet denne aften.

gregersDH.dk

‘Puritanerne’ Tivolis koncertsal 9.8.2014 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Sarah Coburn                                        Lawrence Brownlee
i ‘Puritanerne’                                         i ‘Puritanerne’
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

OPERAENS LUKSUSKLASSE

 

Blændende sangeroplevelser i aftes med Bellinis ’Puritanerne’ i Tivoli

 

*****

 

KÆRE OPERAVENNER – er det lige til at overkomme?? Som denne sommer dog er en kavalkade af sangere, der kaster om sig med talent, brus af stemmer og sangkunst i luksusklassen!

Først fik Henriette Bonde Hansen Reumertprisen som Årets sanger for blændende udfoldelser som Lucia i Lucia de Lammermoor.
Så satte Juli måneds Copenhagen Opera pynt på kransekagen med en opførelse af  Massenets ’Manon’ med Patricia og Jean-Francois Borras slynget ud for alt folket ved Torvehallerne på det gamle Grønttorv. For ikke at tale om Vivaldis ’Ottone’, der væltede Teater Republique under Lars Ulrik Mortensen barokke, olympiske sangersport med forbløffende solister som den belgiske sopran Sonia Prina og hendes søster udi koloraturkunsten Sofie Junker samt vores egen Sine Bundgaard.
Og nu i Tivoli denne aften: Bellinis ’Puritanerne’ med sangere, der kan få marker til at gro med eller uden regn, den amerikanske sopran Sarah Coburn og hendes landsmand Lawrence Brownlee – Brownlee hørt for tredje år i træk i Tivoli, denne sorte tenor, der konkurrerer med Gigli og Caruso i både statur og stemme og kaster sin lasso-tenor omkring de sværeste bel canto-partier i Rossini-tidens uforskammede genre – i aften under anførsel af Giancarlo Andretta, en dirigent, der tumler det store orkester, inklusive kor, med samme ildsprudende gejst som Lars Ulrik Mortensen tumler sit kammerorkester.
Hvad vil vi mere? I Tivoli er dette en festlig kraftpræstation.

 

MED BÆVENDE HJERTE

Ikke fordi nogen skal kalde Bellinis ’Puritanerne’ et operalitteraturens absolutte mesterværk.
Det er bare en opera, der byder sangerne op til vokalt show. Indholdsmæssigt er det en urimelig love story, der udspiller mellem mennesker, der befinder sig på hver side i Englands 1500-tal: Royalister på den ene side, puritanere, d.v.s. oprørske calvinister på den anden. Kærlighed på tværs, uden at vi snakker om Romeo og Julie-niveau. Pigen Elvira bliver naturligvis vanvittig undervejs. Det bliver pigerne i den tids operaer.
Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht klarede det sammenbindende handlingsreferat undervejs i den næsten tre timer lange aften, og tog med rette på sagen med tunge i kind og glimt i øje.
Handling er handling, og Bellinis musik er samtidig skabt sådan, at man har svært ved at overse og overhøre de uendelige gentagelser af motiviske greb, hans kilometerlange, parallelt førte terts-duetter og de bralrende skrald i messing og slagtøj, lykkeligvis alt ført i marken af Andretta og orkestret i bevidstheden om, at man må tage det alvorligt som en god historie, der bare ville være fortalt bedre af en Verdi, hvis det havde været ham, der fortalte den.
Nu koncentrerer vi os om sangerne, der sandelig er nødt til at tage opgaverne seriøst med teknikken holdt på plads og hjertet bævende for det drama, der udfolder sig.

 

EN NYDELSE

DET er dem, sangene, vi bøjer os for. Dem, der gør os åndeløse. Dem, der får os skiftevis til at smile og tabe vejret.
I dramaet tjeneste tager vi det ikke som et dramatisk clou, at Brownlee spenderer et højt F over det høje C. Det er en vokal sportspræstation. Mere imponerende og nærmest bjergtagende, at han bruger sin tenor som en violin, stryger stilsikkert og utrolig musikalsk gennem sine passager. Sopranen Sarah Coburn kan oven i det samme køb tilføje en dramatisk frasering og et ekspressivitet, der i ekstrem grad fortæller og udpensler sensitive udtryk, får os til at tro på lidelser og desperation, midt i de eventyrlige, virtuose koloraturer og højdespring. Det – og hun – er en nydelse.
Ligesom det i denne koncertudgave af Bellinis opera afstedkommer mange fornøjelser at høre de øvrige solister, barytonen Palle Knudsen, bassen Roberto Scandiuzzi, den nybagte baryton Henning von Schulmann og tenoren Jens Chr. Tvilum.
En sjældent overtruffen sanger-oplevelse, denne aften i Tivoli. Sjælden med det forbehold, at vi oplever den ene efter den anden af den art i denne sommer i København.
Næste uge følges op af den maltesiske tenor Joseph Calleja.
Hvad har vi gjort, at vi skal begunstiges i den grad?

 

gregersDH.dk

‘William’ Hamletscenen, Kronborg 6.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jonas Nerbe i ‘William’ på Kronborg  (foto: Kim Agersteen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

UTÅLELIG

 

 

’Hamlet Festivalen’ har hentet den svenske skuespiller Jonas Nerbe til Kronborg med monologen ’William’. En fantasifuld musical. Med en utålelig performer. Denne anmelder gik i pausen. 

 

’William’ spiller 2. gang i aften torsdag 7. august kl. 20 på Kronborg.

 

***

 

KAN man skrive en anmeldelse af en halv forestilling? Selvfølgelig kan man det. Denne anmelder forlod showet ’William’ på Kronborg efter at have set første del.
Første akt sagde så meget om idéen med ’William’ og om dens performer, den svenske skuespiller Jonas Nerbe, at det var tilstrækkeligt til at tage stilling.
En god idé. Og en ret utålelig performer.
Stykket er en slags musical. Det fortæller om et nøgletidspunkt i Shakespeares karriere: Perioden omkring 1592-93, da han skriver gennembrudsstykket ’Richard 3.’ og de fleste af sine sonetter.
Godt nok.

 

FIKTION

Nerbe spiller Shakespeare i en fiktiv monolog skrevet af den skånske dramatiker og komponist Jan-Erik Sääf i 2006 med det udmærkede udgangspunkt, at vi ved meget lidt om Shakespeares virkelige liv. Så der er frit slag til at digte. Det gør Sääf og Nerbe så. På engelsk. Nerbe har haft succes i USA med opførelsen.
Sääf og Nerbe koketterer f.eks. med, at Shakespeare nok var svensk født. Så pyt. Når vi nu alligevel ved så lidt om digterens baggrund.
Ind imellem er ’William’ i dialog med andre, bl.a. dramatikerkonkurrenten Christopher Marlowe (der dør ung netop i 1593) og den unge jarl af Southhampton, der er opdragsgiveren til sonetterne. De spilles begge af Nerbe selv i hurtige skift. Eneste medspillere er ellers en kvindelig strygekvartet, som giver ’William’ stikord og kommentarer ud over at håndtere vignetagtige musikindslag.
Metoden bruges til mange gode påfund, som har en del charme. Vi bliver optaget af Shakespeares tænkte overvejelser om publikums blodtørst i forbindelse med ’Richard 3’. Og vi bliver engageret i hans lige så tænkte forhold til Southhampton-jarlen, der muligvis spøger i visse skikkelser i sonetterne som ’The Fairy Lady’ og ’The Black Lady’. Den sublimerede erotik og den seksuelle.

 

KRUKKERI
Det utålelige ved Nerbe er hans selvoptagethed og krukkeri. Han spiller ikke Shakespeare. Han spiller sig selv. Ekstremt optaget af sin macho-charme Værst i den type ekskursioner i publikumskontakt, der er særegen for nogle typer i music hall-genren eller stand up. Publikum skal lege med. Det går med fællessang. Men det er en provokation, når enkelte publikummer inddrages med kys og karakteristikker, besøg og knus på rækkerne i én uendelighed, opfordringer til at svare på navn o.l.
Den type kan nogle scenekunstnere håndtere – som vi netop har set Søren Østergaard gøre det i Zirkus Nemo – med en blanding af uforskammethed og selvironisk charme. Hos Nerbe oplever vi spilleren, der indkasserer latteren på ofrenes bekostning. Den simpleste og pinligste måde at score bifald på hos et publikum som det danske, især et midaldrende, kultiveret publikum, der er venligt forstående og uskyldig over for leflende, uventede provokationer.
Forestillingen, der spilles endnu engang i aften, 7.august, er tildelt tre stjerner for det sindrige og ind imellem vellykkede eksperiment med at ramme et afgørende tidspunkt hos Shakespeare og fabulere over dét. Som det opleves i 1. akt.
Ingen stjerner for krukkeriet.

 

gregersDH.dk