‘Mit livs historie’ Fredericia Teater 20.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Søren Schelbye og Lars Mølsted i  ‘Mit livs historie’ på Fredericia Teater (foto: Søren Malmose)

*

*

*

*

 

 

HOS BOGHANDLEREN

 

Rørende small scale musical som vellykket eksperiment på Fredericia Teater

 

’Mit livs historie’ spiller på Fredericia Teaters Lille Scene indtil 14. december

****

 

SMALL is beautiful. Fredericia Teater trækker lige nu vejret efter en dundrende musical-succes med ’Den lille havfrue’. Hele det store udtræk var i spil. Nu får teatret pusten igen med en mini-musical. To mand på scenen, tre mand i orkestret.
Mindre kan det dårligt blive. Teatrets chef Søren Møller har hentet stykket på Broadway. Det handler om to fyre, to barndomsvenner, der er skruet vidt forskelligt sammen, men måske netop derfor kan noget med hinanden.
Vi starter hos dem som voksne. Den ene, Thomas’ skal holde mindetale om den andens døde far, den gamle boghandler. Vi er straks på sporet af, hvor vi skal hen: Thomas er stiv i jaketten, har næsen i manuskriptet, går i stå, og læser gudhjælpemig op af sine blyantsnotater: ”Øh, her mangler et adjektiv…” Han er så stivbenet en ordmager som han ser ud.
Ikke godt. For vi bliver klar over, at han er forfatter, endda en populær af slagsen.
Sceneriet er et vidunder af en boghandel ved navn ‘LÆST OG PÅSKREVET’ – scenograferet med rullende reoler og digitale boghylder i metermål. I vores baghoveder mumler vi: En døende af slagsen…
Lige meget.

SNEFNUG

Thomas’ ven er boghandlerens søn Alvin, en glad dreng med en flyvende fantasi, og vi får deres samlede opvækst skildret på halvanden time, i små spring, lykkelig leg, fantasterier og oplevelser, hver gang puffet i gang af Alvins stikord, spontant og H.C.Andersen-agtigt hentet ned fra hylderne som inspirerende bogtitler.
Eventyrene blomstrer ud af Adrians stikord. Sommerfugle, der svirrer mod havet. Snefnug, der svæver som engle ned over dem. Bøgerne er fulde af historier, og Alvin er den rørende budbringer, der sætter kammeratens skriverier på skinner.
Thomas hugger med arme og ben. Og Alvin er bare fuld af lovord og beundring for Thomas blomstrende karriere, som den gror og vokser. Indtil det siver ind, at den feterede forfatterkammerat er tørlagt, så det knirker, hver gang han skal digte på egen hånd.
Det glade venskab bliver sat på prøve og genoplivningsforsøgene bliver krisefyldte, men de to falder dog hinanden om halsen til sidst. Vi er til amerikansk musical.

POETISK

Fortællingen har rørende og poetiske passager, når de to svæver ud i fabuleringer.
Musikken er næsten gennemkomponeret, ind imellem ganske monotont baseret på sangernes markante parlando. Søren Scheibye (Thomas) og Lars Mølsted (Alvin) styrer deres stemmer i den skridsikre stil, der er den efterhånden velkendte Fredericia-tone fra musicalakademiet. Sikkert og veloplagt med en tekstudtale, der er som svejset på plads.
Emnevalget er overraskende, en pudsig hyldest til litteraturens trange veje, hvor succes kan være blår i øjnene. og talent gro hos den ydmyge. Associationen til H.C. Andersen – alene titlen! – hviler over historien. Den er iscenesat af Susan H. Schulman, der før har arbejdet sammen med fredericianerne. Og den huldsalige hyldest til bøgerne og boghandlerne skyldes scenograferne Anders D. Jensen, Jens Frausing og Martin Vallespir.

gregersDH.dk

‘Amandaværelset’ Kgl. Teaters værksteder 19.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lea Maria Høyer som pigen i ‘Amandaværelset’ (Foto: NataschaThiara Rydvall)
*
*
*
*
*
*
*
*

SKRIG I NATTEN

 

 

Jokum Rode nægter sig intet gys i ’Amandaværelset’. Men gysene er større i de øde, nattemørke gader udenfor på Refshaleøen.

’Amandaværelset’ spiller indtil 22.11. på Det Kgl.s værksted, Refshalevej 173 A.

**

 

HVAD tænker man, hvis man møder dramatikeren Jokum Rode på gaden?
Tænker man på ham, der lige har skrevet den hampre historie om det mystiske mord på den lille pige Amanda, som spilles i øjeblikket på Det Kgl.s off off off-scene på Refshaleøen?
Nej, vel? Han ser så venlig ud, når han kommer kørende dér med sine yndige unger på Christiania-cykel på vej gennem den indre by. Eller gjorde i hvert fald. Nu er det et par år siden jeg har mødt det elskværdige, begavede menneske i gadebilledet midt i glad barnetransport gennem den livsfarlige trafik.
Nu strejfer det mig: Striben af mystiske, nervepirrerende stykker, afstedkommet undervejs i hans vældige roman- og skuespil-produktion: ’Pinocchios aske’ om undertrykkelse og uforklarlige mord i et socialt udkantsområde. ’Karnevalsmordet’ om mystiske kvindemord i 1920’erne. ’Sally-Stine-skriget’, en grum bearbejdning af et mord i København i 1990’erne. O.s.v. …’Manson’ om den californiske seriemorder, monsteret Charles Manson.

SKUMMELT

Nu har Jokum Rode igen sænket sit lyse hoved og sin mørke sjæl ned i et kriminelt morddrama, Endda mordet på en lille pige.
Jokum dog! Er det ikke nok, at stykket bliver spillet under den kongelige specialsignatur ’Eventministeriet’ på den grusomste, den dystreste lokalitet, du kan opspore i hovedstaden, en skummel menneskeforladt plet i det yderste område af Københavns havn, på Refshalen, mellem forladte havne- og industribygninger?
Et stenet, sort helvede. Grafikeren Palle Nielsen tegnede den slags og lod menneskene alene i ødemarkerne. Selv ’Forbrydelsen’s Sarah Lund i Sofie Gråbøls skikkelse ville standse gysende ved det første hul i vejbelægningen.
Eller stedet er i sig selv en dramatisk pointe. Sådan vil Jokum Rode det, og vi vover os forsigtigt ind i mørket, i hjertet af Det Kgl.s rekvisitlager, hvor han med scenografen har installeret og indrettet rum på rum af stumper af rekvisitter, skrot og ragelse, der hver fortæller scener fra en gyser om kriminalbetjenten (Morten Burian), som mentalt er i sammenbrud og betror sin læge (Klaus T Sørensen) det uopklarede mysterium med den forsvundne Amanda. Men som advares af lægen mod at opsøge det sære Teatre Intime i Vanløse, som måske rummer nøglen til mysteriet. Et sted hvor en isnende bleg konferencier ser gennem tæppet ned fra scenen, og en kabaretsangerinde synger Lecia og Luciennes hit ’Rør ved mig’, hvorefter hun synker død om under et vildt skrig, mens lille Amanda passerer forbi bag hende, øjensynlig som en afdød søvngængerske.
Og således fremdeles. Tilskuernes vandring fra scene til scene iført store sorte frakker og svinehovedmaske. Vi er en del af den samlede mystifikation. Vi er glade for frakkerne, for der er koldt i værkstedhallen, og vi frygter ebolaens forplantning gennem de næsetætte masker.
Meget døjer vi i udforskningen af dansk teater.
Og Jokum Rode smiler sit blide og denne aften sikkert sataniske smil ved tanken om, hvad vi udstår.
Gysereffekterne er forhåbentlig hans endnu ungdommelige flip.
Egentlige gys får vi først igen ude i Refshaleøens gru. Tanken om henrettelserne af danske stikkere henne om hjørnet i 1946 strejfer.

gregersDH.dk

‘Samspil’ Flemming Nyborgs teatertegninger 18.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser


*
*
*
*

TEGNINGER FRA MØRKET

 

 

25 års teatertegninger i Politiken  – flyvende kunstværker af Flemming Nyborg fastholdt i bogen ’Samspil’.


Flemming Nyborg: ’Samspil’. Strandberg Publishing 110 s.   kr. 249,95

****

 

 

DET er på 1. række, det foregår. Teatertegnerne skal være tæt på.
Flemming Nyborg fortæller, at han og Hans Bendix engang sad ved siden af hinanden til en forpremiere. I pausen bøjer en mand, der sad bag dem, sig frem og siger til Bendix: ”Er det sådan en slags hobby, De har?” Bendix svarede ham ikke,  men sagde til Nyborg: “Det var dog et usædvanlig ubehageligt menneske.”

Flemming Nyborg, gennem 25 år teatertegner på Politiken og nu stået af som 86-årig, har skrevet og tegnet en bog fuld af gode historier. Men især fuld af gode tegninger. Tegnet fra utallige 1.rækker i danske teatre på den ubegribelige måde, der hedder at tegne i mørke. Lidt lys af og til, men stort set mørke. Oven i købet: Næsten uden at se ned på tegneblokken. Man skal jo følge med i, hvad der sker på scenen, studere ansigtstræk, bevægelser, spillet.
Hvordan kan det lade sig gøre? Som anmelder sidder man også der med sin lille notesblok og grifler af og til. ”Kan du overhovedet bagefter se, hvad du har skrevet?” spørger folk. Næh, det kan man ikke. Ikke altid. Men det går endda.
Bladtegnere som Flemming Nyborg kan. Nyborg taler om oplevelse fra ’hjertet ud i hånden med pennen.’ ”Hvis jeg begynder at tænke på, hvad jeg skal lave og hvordan, stivner det. Den slags oplevelser må vente til fordøjelsen hjemme, når aftenens høst skal sorteres, og de udvalgte indtryk gøres klar til avisen.”
Kald det en hobby, hvem der har lyst til det. For bladtegneren er det en professionel opgave. Avisen venter, en stribe lige så professionelle folk sidder på redaktionen for at måle og veje, scanne ind og placere, diskutere format, sektion og evt. forsidehenvisning, brokke sig over, at tegningen er en høj énspalter, når man nu har mere brug for en flad trespalter.

HELHEDER

Flemming Nyborgs bog hedder ’Samspil’. Det er en god titel. For – som Nyborgs mangeårige kollega, anmelderen Søren Vinterberg, skriver i bogen: Flemming Nyborg har altid haft et særligt blik for samspillet på scenen. Nyborg tegner ikke bare enkeltportrætter af en skuespiller i rollen, han tegner helheder. Selv når han faktisk kun tegner en enkelt person.
Det er noget af det mest fascinerende. Når Nyborg f.eks. har tegnet Jørgen Reenberg som Lindqvist i Strindbergs ’Påske’ på Det kgl. i 2008, ser vi ham i arrogant modspil til Peter Gilsfort, der spillet sønnen. Attituden er den totale nedgøring. Tegningen har en modspiller, der bare ikke er der. Vi ser ham grangiveligt for os.
Nyborg fortæller også sit livsforløb i bogen. Hyggelig læsning. Men det er tegningerne, der rammer.

gregersDH.dk

‘Statsministeren’ Skuespil af Sven Holm 17.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

 

 

SYGDOMMEN TIL DØDEN

 

 

Sven Holm har skrevet et skuespil om Jens Otto Krag – ’Statsministeren’. Grum læsning. Krag skildret i sin gradvise deroute. En udhulet politiker.

 


Sven Holm: ’Statsministeren’. 153 s Tiderne skifter  249 kr

*****

 

 

”VI er begge to smuttere. Vi er begge to de bedste. Man i virkeligheden kan vi ikke holde det ud… Så kommer fortvivlelsen. Det er sygdommen til døden… Det er det, din svigermor kan se…”
Siger den ene forhenværende statsminister til den anden forhenværende statsminister. Viggo Kampmann til Jens Otto Krag.
Vi er i midten af 60’erne. I 2. akt af Sven Holms endnu ikke spillede skuespil om Krag. Den myteomspændte. Manden, der førte Danmark ind i EF. Den ’store’ statsminister i efterkrigstiden – nogle kalder ham den eneste statsmand, Danmark har haft i nyere tid.
Så ’fortvivlelsen’ og ’sygdommen til døden’?
Jo, det er kernepunktet i Sven Holms nye skuespil, endnu ikke opført, men trykt hos Gyldendal-forlaget ’Tiderne skifter’.
Kernepunkt og gennemgående tema i en dramatisering af Krags sidste små tyve år. En skurrende, pinefuld nedtur – der begynder allerede på det tidspunkt, Krag politisk er på vej til sejren. Lige før den første periode af de syv år, han er statsminister. Hen over det højdepunkt, som enhver skoleelev hører om og ser på sort/hvid tv  – den dramatiske afgang i 1972. Og frem til det næsten ubegribelige styrtdyk, han tog i de seks år, der gik fra afgangen til hans død.

SELVUDSLETTELSEN

Holder det?
Det er i hvert fald en vinkel på Jens Otto Krag. En dramatisk vinkel, der må kunne fungere på scenen. Næppe bifaldet af alle i den generation, der har fulgt Krags løbebane – det er en utrolig nærgående beskrivelse af en menneskelig deroute, druk, damer, hensynsløshed over for sine omgivelser. Vi kan se på manuskriptet, som vi ser på manuskriptet til Ole Bornedals ’1864’. Og konstaterer, at den faktuelle sandhed omkring forløbet mangler det ene og det andet for at ligne det, vi mener, har været virkeligheden. Men teater er ikke historieskrivning. Her så lidt som i Shakespeares kongetragedier. Sven Holm digter sin Krag, vælger at skildre en politiker, for hvem politik var et middel til selvudfoldelse, til bygning og konstruktion af en velfærdsstat. Selve processen mere end dens indhold. En proces, der undervejs suger ham næsten tom for meningsfuldhed og lader hans fornemmelse for alt omkring ham drukne i tilfældigheder, øjeblikkelige indskydelser, begrænset til ambitioner om at lave noget helt andet, være kunstner, forfatter, leve i løsagtig omgang med livet. Og værst: Bevidst selvudslettelse. Den ’fortvivlelse og sygdom til døden’, som Kampmann mener, Krags svigermor har set hos ham.

TJEKHOV

Et sted i denne tragiske komedie siger Krag, at han læser Tjekhov. Netop Tjekhov skærer på en måde gennem skuespillet. Alt ebber mod slutningen ud i tjekhovsk stilstand, forladthed, den ensomme Krag i Skiveren, der til slut bare sidder og ser ud over havet.
Vi kan le undervejs over tekstens detaljer, den skarptungede svigermor, der gennemskuer Krag, mens hun løser kryds og tværs-opgaver, Helle Virkner, der smerteligt-ironisk kommenterer de sidespring, som hun ved alt om og smækker ham lige i hovedet, Krags lemfældige og totalt uromantiske måde at gå til kvinderne på. Vennen, embedsmanden Jørgen Paldam, der viftes væk, når det kniber.
Men substansen er et sørgespil. En blændende politiker udhulet af karakterbrist. En Peer Gynt, der ser, at intet er tilbage, når løget er skrællet.
En grum fortælling, der kan gøres til glimrende teater i rette hænder.

gregersDH.dk

‘Umælende kræ’ Von Baden på Svalegangen 15.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Anders Brink Madsen, Henrik Vestergaard og Frederik Meldal Nørgaard i ‘Umælende kræ* (Foto: Morten Fauerby)

*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

GRISERI

 

Teatergruppen Von Baden udøver hidsig satire over dansk svineavl i ’Umælende kræ’. Sarte landmænd får afprøvet nervesystemet.

 

’ Umælende kræ’ spiller på Svalegangen i Århus indtil 29. november.

***

 

DANSK landbrug er desperado-land. Det fremgår af daglige rapporter. Og det fremgår af ’Umælende kræ’, Svalegangens svinegryntende stykke, der er på scenen i øjeblikket i et gæstespil med Teater Von Baden – gruppen, der jævnlig tager kvælertag på aktuelle problemer, for nogle år siden klimakonferencen i København og længere tilbage ejendomsmægler-branchen.
Den blodige affære om de umælende kræ, der ikke kan svare menneskene igen, når de bliver presset, med andet end bid og hæslige forgiftninger, bliver hos Von Baden til sprøjtende satire og farce.
Der er grotesk vildskab over historien. Den begynder med dødsfald og begravelse. Den døende gårdejer – Frederik M. Nørgaard har opgaven – slæber sig gennem salen mellem os, han har selv annammet grisenes sprog, han hvæser og grynter, udånder på scenen og begraves af præsten – også Frederik M. Nørgaard! – i distræt og modvillig overværelse af sønnen, der fnyser ved tanken om at skulle arve og videreføre bedriften. Men det gør han så, nærmest slæbt til skafottet. Forsøgsvis med økologiske ambitioner. Og med sindsoprivende konsekvenser.

BLODET KOGER

Bæredygtig-snakken står hans kone for – hun spilles af Von Baden-medlemmet Henrik Vestergaard, allerede dér er vi på absurditetens fanden-i-voldske glidebane.
Rædslen for de umælende kræ får hurtigt sønnen, spillet af Anders Brink Madsen, til at tage køller i brug i selvforsvar – med hurtig overgang til køllesvingende slagtemetoder, der næppe vil godtages af dansk landbrugs organisationer, endsige høre ind under økologiske principper.
Blodet flyder, og koger i den grad op i mand og kone, at snakken om den afdøde gårdejers dyreseksuelle udskejelser, bliver omsat til deres egen praksis. En hidsig scene.
Det er naturligvis ganske underholdende, uden at vi dog helt taber det egentlige sigte af syne: Satiren over landbrugets ubehagelige og svært håndterlige problemer med at finde vejen mellem ordentlig håndtering af de umælende væsener og samfundets behov for at få noget at spise.
Per Scheel-Krüger har iscenesat med hæmningsløs, ironisk slagkraft, og Laura Rasmussen har skabt en scenografi af plastikforhæng, så vi ikke skånes for associationerne til virkelighedens slagtehaller.
Spillestilen af uforvekslelig Von Baden. Kontant kropssprog og pokerface.

gregersDH.dk

‘Karlas Kabale’ Aarhus Teater St. Scene 14.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Fanny Louise Bernth som Karla og Camilla Gjelstrup som Karlas mor i ‘Karlas Kabale’ på Aarhus Teater (Foto: Per Morten Abrahamsen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

KARLA-FAMILIEN PÅ SAMLE- OG LØBEBÅND

 

 

Rene Toft Simonsens knaldperle ’Karlas Kabale’ er en farverig, sjov og ganske provokerende familieforestilling på Aarhus Teater.

 

’Karlas Kabale’ spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 21. december

****

 

SCENEN stråler som det samlede bolchekogeri i Nørregade, men vi er ikke i København, vi er i Århus og til ’Karlas Kabale’. Store Scene omskabt til noget, der kan få store og små på banen til, vi gætter på ikke bare årets, men næste års igen, og igen og igen: Faste efterårs- og jule-ritual.
Hvilket ikke er det værste, for det er en fin og sjov forestilling. Farverig, tosset og med en lille portion tankevækkende stof.
Pointen i al sin provokerende munterhed i hovedet på os fra start:
10-årige Karla – d.v.s. mindst 20-årige Fanny Louise Bernth, skuespillerelev på Aarhus Teater – præsenterer sin familie.
De kommer tøffende ind på løbebånd, den ene efter den anden – scenegulvet har løbebånd i stribevis, som var de bygget til Carlsbergs bajerproduktion. Mor, far, stedfader, stedfars nye kone, nye kones eksmand, halv- hel og kvart-søskende. O.s.v. Der er ingen smalle steder, og vi kan tage det, som vi vil:
Karlas kabale er ikke bare den kabale, som hendes mormor sidder og prøver at få til at gå op – Merete Voldstedlund i rullestol og den kæreste for- og udklædning. Det er lige så meget den familiemæssige kabale, Karla-forfatteren René Toft Simonsen lægger på bordet for at… ja, for hvad? For at bekræfte menneskeheden i, at familiestrukturen i Dannevang er så broget og herligt forplumret, at man – som Karla – nogle gange ikke kan hitte rede på, hvem der er hvem? Og at det er lykken?
Eller er det for at løfte en pegefinger og sige, at noget er rivende galt?
Vi tror det første. Stykkets morale er vennesæl. Slap som en klud, vil nogle sige. Andre, at sådan er livet, og det hygger vi os med. Problemer er til for at overvindes og gøre livet sjovere.

SE, MOR!

På teatret nyder ’Karlas Kabale’ godt af Thomas Bendixens fantasi, der løber linen ud i iscenesættelsen af det nærmest astrid lindgreenske persongalleri. Scenograferne Steffen Aarfing og Marie i Dali hjælper godt til.
Teater indbyder til åbenbare overdrivelser og scenisk halløj – der lyder det ene ’næh!’ og ’se, mor!’ efter det andet fra publikum ved premieren, f.eks. da scenegulvet i 2. akt pludselig rejser sig foran skoven og forvandler sig fra skovbund til stue med sofa hos de to vagabonder, som Karla er stukket hjemmefra for at opsøge. Vi er ligeglade med, at vagabonderne egentlig bor og sover med deres cykelvrag og skrammel på jorden, nu har de altså en chaiselong, de hygger sig på.
Teater kan alt. Få os til at acceptere hvad som helst.
Vagabonderne er så salige og livsbekræftende, at det gør ondt, Bue Wandahl med ladcyklen ligner en kontorchef, der er stået af racet, og Anders Baggesen en forvildet anarkist fra det ydre Mongoli.
Karlas familie er som en buket af medvirkende i en lokalrevy i et århusiansk forstadskvarter, ramt både over og under bæltestedet, tegnet hver for sig og samlet model til at medvirke i en vel afstemt markedsundersøgelse af hvad som helst, politisk tilhørsforhold, sociale vilkår, uddannelsesstatus etc. Camilla Gjelstrup som den panisk regøringsvanvittige mor, Thomas Bang som den fordrukne biologiske Karla-far, Jesper Dupont mønster-papfar og videre derudaf: bajadsbrødrene Michael Slebsager og Mikkel Hilgart. Kim Weisgaard som jeg-ved-ikke-hvad – onkel, granonkel. Mange nævnt, flere glemt.
Musikken tæller selvfølgelig godt med. Søde sange til den talentfulde Fanny Louise Bernth. Thomas Helmig, der på sin egen facon er familie-tilknyttet forfatteren, har skrevet og indsunget sangene. Teatret sælger spillekort til fortsat kabalelægning derhjemme.
Billetterne til forestillingen går allerede som det varme brød, Karla forsøger sig med at stjæle i bageriet til de to vagabonder.
Maskineriet kan køre.

gregersDH.dk

‘Rester af Alice’ Teater Katapult, Århus 14.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Maria Sandø Jondal i ‘Rester af Alice’ på Teater Katapult (Foto:  Teater B79-2)

 

*

*

*


ÆGTESKABELIG SLAM

 

’Rester af Alice’ er spillet om den frustrerede Alice, der løber sur i livets virkelighed. En udbygning af Caroline Cecilie Mallings opgave på dramatikeruddannelsen i 2009.

 

Spiller på Teater Katapult i Århus, produceret af Teater B79-2 indtil 21. november

***

 

RESTER. Ja, det må man nok sige! Rester af denne Alice hænger i luften, eller ligger på gulvet om man vil, da det korte stykke er ved vejs ende. Pulveriseret af hvad som helst på ingen tid.
Blevet ægteskabelig slam. Først med de behjertede ambitioner om at servicere manden med madpakke og kys, når han går hjemmefra om morgenen – visnet i lyntempo af dagenes trummerum. Så rendt over ende af den vrissende gamle mor, der ikke vil have hjælp, når hun har skidt i bukserne. Endelig de forgæves møder med manden for at lappe ægteskabet sammen.
Hverdagsskildring. Men strikket sammen af groteske, dramatiske overflyvninger, parallelt førte spin af situationer, der rykker og spejler de forvirrede hjernevindinger i den stakkels Alice.
Især en voluminøs donna af en blondine, som slænger sig urovækkende ved baren i det værtshus, hvor Alice og hendes Jerome prøver at finde hinanden over en fadøl. Donnaen, som Anne Fuglsig giver for fuld udblæsning, affyrer det ene one woman show efter det andet, hvor hun lancerer sine ambitioner om succes og berømmelse.
Hvor er Alice i sjæl og sind i det spil? Hun nøjes med at tumle med krøllede idéer om at ændre på det lille hjem, som om hun har set for mange af tvs boligprogrammer. Hun kunne af vanvare ende i ’Luksusfælden’, hvis virkeligheden var undervejs og ikke kun det tummelumske dagdrømmeri og den perplekse hjælpeløshed.

GODT FAT

Maria Sandø Jondal har godt fat i det frustrerede væsen, som opgiver ævred endnu engang, da hendes skvat af en Jerome, spillet af Thomas Biehl, bliver slæbt modløs til korset, efter at en forsoning mellem ham og Alice er afbrudt af, at blondinen pludselig materialiserer sig som pigen, der venter på Jerome i bilen udenfor.
Vi har set det pinefulde, underfundige spil om Alice før – vi anmeldte det, da det i 2009 var midtvejsprojekt ved dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater.
Dramatikeren Caroline Cecilie Malling har udbygget det en smule. De medvirkende er andre, og Anni Bjørn har overtaget instruktionen fra Mia Lipschitz, der dengang tog sig af stykket. Selv medvirker Anni Bjørn med en saftig og grov udlevering af den halsstarrige gamle mor, der kreperer på hospitalet midt i det hele, men som i slutscenen stikker foden op over sofakanten og vifter med hospitalssokken.
Stykket har et muntert anstrøg af grand guignol – også i kraft af uformidlede musikalske indslag undervejs, sange og en bartjeneren, der ledsager begivenhederne med rytmiske slag i disken. Claus Lund har den gemytlige rolle.
Der er mere humor og mindre gys end vi så i Caroline Cecilie Mallings forrige stykke, ’Over hegnet’, på Katapult. Men igen: Overraskende spring og drejninger. Vi holdes fast.

gregersDH.dk

‘Glasmenageriet’ Hipodromen, Folketeatret 13.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jens Frederik Sætter-Lassen, Ena Spottag og Karen-Lise Mynster i ‘Glasmenageriet’ (tegn.: Claus Seidel)

*

*

*

*

 

 

SPLINTRET GLAS

 

 

’Glasmenageriet’ spillet som blændende intimteater i Kasper Rostrups iscenesættelse, med Karen Lise Mynster i hovedrollen og i øvrigt perfekt besat af næste skuespiller-generation: Ena Spottag, Jens Frederik Sætter-Lassen og Nikolaj Bjørn-Andersen.

 

’Glasmenageriet’ spiller november måned ud på Hippodromen, Folketeatret


******

FORFÆRDENDE. Intet ord beskriver bedre, hvad der sker mellem de mennesker, der fortælles om i Tennesee Williams ’Glasmenageriet’. Stykket sætter spotlight på en familie, der er ved at gå i spåner, og hvor den sidste lim krakelerer i fortvivlede forsøg på at overleve.
Hver på sin facon:
Moren, der er blevet forladt af sin mand for år tilbage og bygger et vaklende korthus af et liv op over fortids minder og nutids forblændede forestillinger om, hvor perfekt alt skal være.
Sønnen, som henslæber tiden i et job på en skotøjsfabrik, men drømmer om at blive forfatter.
Datteren, der er klumpet, genert og tilmed invalid, et forvokset barn, der klamrer sig til sin sutteklud, en lille samling af glasfigurer.
De to unge skiftevis kuet af den ambitiøse mor og konstant i mislykkede forsøg på at gøre oprør.

PLETSKUD

’Gasmenageriet’ er Tennesee Williams debutstykke, et gennembrud, der ramte det amerikanske publikum som en øretæve i det sidste år under 2. verdenskrig. Et kvælertag på småborgerligheds trivielle mønster.
Kasper Rostrups iscenesættelse har været på langvarig provinstourné og er nu nået til Folketeatrets Hippodrom-scene, tilgængelig gennem planker og halvfærdig foyer under den store ombygning af teater. Og umagen værd.
Opsætningen gløder af øm omsorg for disse skæbner. Den er timet til artistisk perfektion, ikke en pause, der ikke er mættet med undertoner, ikke en replik, der ikke er svejset på plads gennem de mange forestillinger, den nu har bag sig. Pyntet diskret med et utal af små musikalske underlæg, som Fuzzy har valgt.
Og besat med skuespillere, der er pletskud i deres roller:
Først og fremmest Karen Lise Mynster som moren, der det ene øjeblik hundser med sine børn, det næste klapper, bønfalder, smigrer, alt for at sole sig i sin egen indbildte succes, hele tiden med hjerne og sind roterende i kamufleret erkendelse af, at alt er og forbliver ad helvede til.
Hendes raseriudbrud er vulkanske, hendes evne til at springe fra vrede til jubel, rastløst på jagt efter smuthuller, der kan retfærdiggøre hendes mislykkede liv eller bevise, at redningen nok venter bag næste hjørne.
F.eks. med afsætningen af den foragtede, ubehjælpsomme datter, der i morens øjne vel mest spiller komedie – Ena Spottag (rigtigt, ja: datter af Jens Jørn Spottag og Dea Fog) har den mest fortryllende måde at vende øjnene mod os i skræmt undren, té sig som en, der har taget af kagedåsen, men også krybe i et musehul med alle forventningerne bristefærdige, da gæsten, den lapsede ven til hendes bror, er på besøg og med uskyldig yankee-chevalereskhed kurtiserer hende og får hende til at forlade musehullet for en kort stund. Tårerne er på vej, da han byder hende op til dans.
Vennen spilles med varme og rørende sødme af Nikolaj Bjørn-Andersen.

FORFÆRDENDE

Historien fortælles i flash back af Jens Frederik Sætter-Lassen, husets søn, der kæmper for at undslippe det huslige mareridt og morens tyranni og kunne begive sig på en løbebane sig kunstner, som digter.
Det er en fortælling, der er grundlagt i Tennesee Williams’ egne oplevelser, og unge Sætter-Lassen er et velgørende bekendtskab. Indignation, irritation og menneskelig indlevelse rammer smukt i hans fortolkning af den unge udbryder af den familiære spændetrøje.
Forestillingen er gedigen, godt gammeldags teater, livskraftig helt ud i fingerspidserne, sikkert fuld af blodig genkendelse i sit indhold for masser af mennesker.
Forfærdende. Som vi startede med at erkende.

gregersDH.dk

‘Et dukkehjem’ Den Fynske Opera 12.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Radmila Rajic og Jørn Pedersen i ‘Et dukkehjem’ på Den Fynske Opera (foto: Den Fynske Opera)
*
*
*
*

HVORHEN, NORA?

 

 

’Et dukkehjem’ som opera, en svær opgave, forsøgsvis ført up to date, men knirkende i dialog og tempo trods gode ideer.

 

’Et dukkehjem’ spiller indtil 19. november på Den Fynske Opera i Odense. Kommer senere til Sønderborg og Esbjerg. Og København, hvor det bliver på Teater Republique.


***


IBSENS ’Et dukkehjem’ er sandelig ude for lidt af hvert. For nylig blev stykket spillet i en skurvogn i Sydhavnen, så vi fik mulighed for at sidde på skødet af Nora, inden hun forsvandt fra det lille hjem. Engang skrev Ernst Bruun Olsen  til Det Ny Teater en fortsættelse af ’Et dukkehjem’ med titlen ’Hvor gik Nora hen da hun gik ud’. En titel, der i den grad er gået ind i sproget ved alle tænkelige lejligheder, hvor en dame gør sortie.
Ja hvor gik hun hen i sit pludselige anfald af selvstændighed? På Den Fynske Opera står Radmila Rajic et øjeblik ensom og tøvende på scenen, mens orkestret hvisler blidt og lige så tøvende, og så forsvinder hun forsigtigt ud i mørket.
Hvorhen? Hende Helmer er lige gået samme vej med en bemærkning om, at nu kan det være nok, han går i seng. Så er hun på vej mod de fælles dyner, færdig – eller midlertidig færdig – med sit oprør?
Eller mod hoveddøren og en definitiv afmarch fra ægteskabet med sin stud af en ægtemand? I så fald med eller uden de to børn?
Det fascinerende og evige spørgsmål i dette drama, som har været fast på dagsordenen i kønsrolledebat og kvindeoprør siden stykkets urpremiere i København i 1879.

STÆRK SOPRAN

På Den Fynske Opera er hendes sortie stum. Hendes sang i det øjeblik forstummet. Vi venter et øjeblik på, om der bliver plads til en større finalearie – en ’Liebestod’ eller hvad – men nej. Sin store arie har Radmila Rajic’s Nora haft som afslutning på 1. akt, hvor hun folder sin brillante sopran ud i en blanding af desperation og resignation.
Uropførelsen af John Frandsens nye opera har sin styrke i to ting:
For det første Radmila Rajics præstation. Hun bruger sin sikre dramatiske sopran til at skildre en Nora, der svinger fra at være meget andet end den lille lærkefugl i Thorvald Helmers bur. Nemlig både en erotisk hetære og en gimpe af selvoptagethed, indtil oprøret flænser i hende. Så dér har vi sandelig flyttet os en del fra Ibsens Nora.
For det andet John Frandsens gennemarbejdede, fantasifulde brug af kammerorkestret – her Esbjerg Ensemblet. Masser af instrumentale detaljer, lige fra de sprøde toner på slagtøjets velstemte glas i indledningen til markante tutti-passager undervejs.
Til gengæld – og dér ligger et problem: Frandsen følger i sin musik nøje den dialog, som librettoforfatteren og instruktøren Tzara Tristana har skrevet og omsat på scenen i scener, der skifter mellem at være statiske og næsten tørlagte for action og pludselig spillevende, momentvis til det overdrevne. Naturalistisk konversation og følelsesladet drama i vekselvirkning.
Det skaber en sær blanding af utilsigtet komik og kom-nu-videre! Personerne føres flere gange ud og ind af scenerne klodset og åbenbart afhængig af på den ene side den flade, næsten nøgne scene, der stort set kun er udstyret med en sofa, på den anden side omklædninger, der fører os videre i forløbet, især det karneval, der er et omdrejningspunkt hen mod slutningen.

INDESTÆNGT

Scenograf Signe Klejs og kostumemager Pernille Egeskov har haft deres problemer med at skabe rum og miljø omkring deres værk – sære bagprojektioner overrasker ved manglende relevans – hvor fører et akvarium i kæmpeformat os hen – lærkefuglen associeret med en yndefuld, indestængt fisk?
Og kostumerne er dirigeret af den specielle idé, Tzara Tristana har undfanget: Handlingen skal udvikle sig, eller snarere springe, fra det lummert indpakkede 1800-tal hos borgerskabet til vore dage i et forsøg på at vise, at kvindefrigørelse er et evigt aktuelt emne.
Effekten er utroværdig, skaber striber af situationer og replikker, der netop er tidsbundne, og derfor kommer til at falde tungt og umotiveret i munden på de medvirkende. På bassen Jens Bruno Hansens Helmer, hos tenoren Thomas Præstegaard, der agerer den vidtløftige Dr. Rank, mezzoen Trine Bastrup Møller, der er veninden Kristine Linde og baryton Jørn Pedersen, der ellers slår stærkt til som sagfører Krogstad, historiens dæmoniske ulykkesfugl.
Vi går altså derfra med Frandsens momentvis fascinerende instrumentale og vokale ideer, styret af dirigenten Henrik Vagn Christensen, og på sangersiden: Især med indtrykket af et nyt godt sopranbekendtskab, den Sarajevo-fødte sopran Radmila Rajic.

gregersDH.dk

‘CO2pera – dampenes rejse’ Øresundsoperaen på Galaksen, Værløse 10.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Mathias Hedegaard, Aileen Itani og Helene Hvass Hansen i ‘CO2pera’ (tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*

TRÆK VEJRET – OG DØ

 

’CO2pera – dampenes rejse’ er et sjovt forsøg på opera om en alvorlig sag: Forureningen.

Spiller også 12. november i Værløse, senere i Sønderborg den 14. og i Næstved den 20.11.

***

 

NÅ, så fik vi da en opera om forureningen. En lille fremtidsvision. Eller nutidsbillede, om man vil.
Ikke en helvedesprædiken, ikke en dundertale. For det ligger ikke for komponisten Andy Pape. Han er en venlig mand med humoristisk sans.
Så når Øresundsoperaen lader scenografen David Gehrt fylde scenen med giftige dampe med navnet vandzin og den fanatiske opfinder Anton Damp kører løs med behjertede forsøg på at opfinde masker, der kan hindre forgiftning, og som han kan afprøve på sine teenagedøtre, bliver vi hurtigt klar over, at vi er ude i det groteske.
Problemerne gjort til satirisk halløj.
Det er også den vinkel, iscenesætteren Ina-Miriam Rosenbaum vælger i sin iscenesættelse. De medvirkende spiller deres roller som karikaturer, vi er godt nok ud i overdrivelser med historien om pigerne, sopranerne Helene Hvass Hansen og Aileen Itani, som kæmper for at få facon på deres ambitiøse forældre, barytonen Michael Lindberg og fru Damp, sopranen Merete Sveistrup.
Alle – også Mathias Hedegaard, der er skolekammeraten Frede – har fuldt tryk på kropsprog og mimik.

Vi er altså på komedie. Uanset det grumme emne. Det ligger også sikkert og bastant i Andy Papes musik. Slagtøj, cello, guitar og keyboard levner kun få hvilepunkter, til gengæld masser af pointer og stikord til de tegneserieagtige udfoldelser.
Den dramatiske pointe i operaen er det romantiske trick med at skrue tiden tilbage, lade de unge opleve forældrenes første forelskede, springe frem i tiden igen og få de gamle til et genkende og genskabe uskyldigheden fra dengang – ved at synge de yndefulde strofer for dem, som de sang i ungdommens vår.
Det er gode sangere, der udfolder sig i denne Øresundsopera-produktion. Og det er gode musikere, der iført klinisk hvide dragter sidder som del af scenografien.

Om publikum opfatter værket som mere og andet end sjov og halløj med det grumme forureningsproblem, er tvivlsomt.
Vi er ikke til Karl Birger Blomdahls chokerende ’Aniara’, en fremtidsopera om rumekspeditionen, der løber løbsk.
Eller noget, der bare ligner det.

gregersDH.dk