‘Bloggen har vinterferie fra 26.12. 2014 til 7.1. 2015

Category : Alle, Anmeldelser

Vinterferie

 

Bloggen holder vinterferie fra fredag 26.12. 2014 til onsdag 7.1. 2015

Første anmeldelser derefter:

8.1.    ’Hunden er rask’ på Folketeatret, Hippodromen
9.1.    ’Andel’ Århus-skuespilskolens afg.hold på Teater V
10.1. ‘Blah-Blah-Blah’ på Teatret v. Sorte Hest
12.1. ’Bang og Betty’ Nybesættelser på Folketeatret, Hippodromen
13.1. ’Men nu har jeg en hjerne’ på KMT
15.1. ’Tryllefløjten’ på Operaen
16.1. ’Carmina burana’ i Dansehallerne
17.1. ’La merde’ på Husets Teater
18.1. ’De overlevende’ på Betty Nansen, Edison

‘Skammerens datter’ Odense Teater, Sukkerkogeriet 20.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nana Christine Morks som Skammerens Datter (Foto: Emilia Therese)
*

*

*

*

*

 

GYS OG STORE ØJEBLIKKE

 

 

’Skammerens Datter’ lykkes lige så godt på Odense Teater som på Østre Gasværk i København for nogle år siden.


Spiller indtil 7. marts på Sukkerkogeriet i Odense. Varer 2 t. 30 min. incl. pause.

 

*****

 

FORTÆTTEDE øjeblikke – musikalsk og scenisk. Skammerens datter Dina sidder på en plint foran på scenen. Hendes mor, den mørke, tilfangetagne Melussina dukker op ti meter bag hende. De synger. Om savn og længsel. Enkelt og smukt.
Der er ellers mere højrøstet musik med i denne ’Skammerens datter. Men dette er et hvilepunkt – samtidig med, at det er et dramatisk højdepunkt: Mor og datter finder hinanden.
En nye duet kort efter: Dina og Rosa, den forvildede tyvetøs, mødes i en duet, igen et kerneøjeblik, musikalsk og handlingsmæssigt. Igen nedtonet.
Stærke øjeblikke, der viser, hvor meget denne ’Skammerens datter’ har musical-kvaliteter. Uden det store orkester-halløj. Et band på fire musikere er det – navnlig her – diskrete akkompagnement.
Endda på renæssanceinstrumenter.
Det ville man ikke komme langt med på Broadway.
Endnu mindre langt ville man nok komme med fænomenet Klaus Risager, der siddende med ryggen til os på gulvet ved scenekant i damesiden, øver troldomskunst på diverse slagtøj, især et dekonstrueret, opretstående, men nedlagt klaver, der indbyder til strengeleg i sit blotlagte indre.
Er det en løssluppen blæksprutte, der sidder dér for at underholde kaptajn Nemo i hans ’Nautilus’ med sfærernes undersøiske musik? Nej, det er Klaus Risager, der sammen med renæssance-bandet fører Lene Kaaberbøls magiske historie om Skammeren og hendes datter nænsomt tilbage i en nordisk myteverden.

RENÆSSANCE-POP

I vores anmeldelse af ’Skammerens datter’ på Østre Gasværk i 2012 kaldte vi musikken ’fiktiv, folkemusikalsk renæssance-pop’.
Sådan hører vi nu igen Lasse Aagaards kompositioner, i de første scener lydreguleret en smule overstyret i forhold til sangstemmer og dialog, især med trækbasunens gennemtrængende klang, men ellers kærligt omfavnende både mystikken, middelalder-gruen og romantikken i den vidtstrakte historie om kampen mellem de onde og de gode i fortællingen.
Odense Teater har klogt placeret ’Skammerens datter’ på anneks-scenen i Sukkerkogeriet, hvor der er plads til at bygge et stort skråplan op med afsatser, lemme i gulvet til utallige forsvindinger og genopduk.
Mere sammentrængt end i det svulmende Østre Gasværk, hvor den vældige ildspyende drage kunne vælte sig på det store gulv, men i Sukkerkogeriet anbragt med visuel kraft bag et gitter på bagscenen, og så meget desto mere effektfuld, da den tumler frem i 2. akt til almindelig skræk og gys.

BLOTLAGT

DET nøgne skråplan er næsten blotlagt for sætstykker, rekvisitter og møblement, der kunne hjælpe os på vej til at forstå, hvor vi det ene og andet øjeblik er henne i handlingen. Men scenografen Astrid Lynge Ottosens kostumer til de medvirkende er tilstrækkelige fingerpeg om, hvem, hvad og hvor, og det udnyttes brillant af instruktøren Jacob Schjødt. Vi er aldrig i tvivl om forløbet af det spegede drama om den lille Skrammer-datters aktioner for at befri som mor fra den onde Drakan.
Skrammerens datter spilles af den nybagte skuespiller fra Odense-skolen Nana Christine Morks, og der er endnu flere kandidater fra det kraftfulde nye hold på samme læreanstalt: Forestillingens Rosa, Sofie Topp-Duus, og Nicklas Søderberg Lundstrøm, som spiller Nicodemus. Stor vitalitet, gode stemmer – som hos mange af de mere garvede medlemmer af ensemblet: Bl.a. Natali Vallespir Sand, Jakob Randrup, Betty Glosted, Claus Riis Østergaard, Mette Maria Ahrenkiel og Lars Simonsen.
Det er med andre og lidt mere begrænsede midler end på Østre Gasværk blevet en lige så flot forestilling som dér, og man kan med forventning og sindsro se frem til en odenseansk fortsættelse med ’Skammerens datter 2’.

gregersDH.dk

‘Krapps sidste bånd’ og ‘Den som falder’ Skuesp.husets St. Scene 14.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

BECKETTS VÆRKSTED

 

To enaktere af Samuel Beckett på Skuespilhusets Store Scene viser dramatikeren med et lynnedslag af meningsfuldt svar på spørgsmålet om tilværelsens absurditet og et uforløst forsøg på et svar på samme spørgsmål.

Enakterne spiller indtil 17. januar

Henning Jensen i ‘Krapps sidste bånd’

(tegn. Claus Seidel)

 

’Krapps sidste bånd’. Medvirkende: Henning Jensen. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.

*****

 

’Den som falder’. Medvirkende: Kirsten Olesen, Anders Hove, Peter Gilsfort, Morten Suurballe, Henrik Jandorf, Søren Sætter-Lassen, Helle Fagralid og Anders Peter Bjerregaard. Iscenesættelse: Morten Suurballe. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.

***

 

HENNING Jensen på scenen. Alene. Han står eller sidder ved arbejdsbordet med sin gamle båndoptager, sådan et monstrum, som vi i slutningen af 50’erne erhvervede os og baksede med. Vejen til lykke dengang, til fremtiden, et stykke mageløst lydværktøj, endnu vildere end de krystalapparater, vi i vores barndom under krigen i smug koblede ledninger til under dynen og hørte ’Her er London. BBC sender til Danmark…’ Gennem knitren og knasen fra tyskernes støjsendere.
Henning Jensen er i lag med Samuel Becketts monolog ’Krapps sidste bånd’. Den aldrende Mr. Krapps nusseri med sine gamle spolebånd, optagelser fra et langt liv, nu gravet frem igen fra de støvede hylder. Han er ikke interesseret i verdens historie. Kun i sin egen.
Vi er indstillet på, at denne monolog er et af de berømte eksempler på det absurde teater, teatrets bidrag til den tids konstateringer af tilværelsens pinagtige, eksistentielle uforståelighed. Meningsløsheden taget under kærlig behandling. Med sort humor som redskab.

ET ANSIGT

Som vi sidder der og ser Henning Jensen i ansigtet er vi som på en rejse. Instruktøren Rune David Grue giver os fulde fem minutter til at studere dette ansigt, der er som både et statisk forrevet bjerglandskab og samtidig uroligt hav, de tunge træk i konstant mimisk bevægelse, et menneske i indre uro, tankevirksomheden som en vulkan, der ikke vil i udbrud, et hav, der venter på at blive pisket op.
Humoren lurer i øjenkrogene, han vil på oplevelse, og straks efter ser vi ham gå i lag med sit grej, koble ledninger sammen, hente kasser frem, kasse efter kasse fra scenens sorteste baggrund, bakse med nøgler, med skuffer, med spolepakkerne – spole nr. 5 er målet – den er cellofanindpakket, og han flår den op med samme irriterede energi, som vi andre flår den umulige pakning af cd’er fra hinanden.
Omstændeligt det hele, indtil spole nr. 5 kører, og den gamle mand lytter, stopper, starter igen, stopper, starter i ét væk, husker, undres og reagerer uden mange ord, men desto mere minespil i et ansigt, der er som et helt symfonisk orkester, med adagio, allegro, largo og presto-satser, sjældent ser man et sådant katalog af udtryk, latter, hovedrysten, kærlig genkendelse, chokeret erindring, forelskelse, overlegen hån – han er på rejse i sin fortid, og det hele er som et lukket rum hos Jensen, ingen konklusion, ingen afgørende konsekvens, og klogere af Spole 5 bliver han måske, måske ikke.
Men vi oplever en stor skuespiller på udflugt i sit livs uberegnelige vildfarelser.

gregersDH.dk

 

Kirsten Olesen og Anders Hove i ‘Den som falder’

(tegn. Claus Seidel)

RADIOTEATER

Det Kgl. har mere Beckett til os på denne aften. For den er begyndt med et mindre kendt stykke af ham, ’Den som falder’ – skrevet som radioteater til BBC i 1957 med titlen ’All That Falls’.
Det har fået instruktørdebutanten Morten Suurballe til på herlig vis at sætte det op som en slags visuelt radioteater med mikrofoner på scenen, ’Optagelse’-skilt tændt på væggen, og alskens reallyde, fodtrin gennem gruset, tog, der kommer susende, fugle, der kvidrer, og køer, der bræger. Vi er på landet et sted i det angelsaksiske.
Det er ikke en monolog. Der er otte medvirkende.
Men dog en hovedrolle, denne gang en kvinde, Mrs. Rooney, en kær gammel kværulant, som Kirsten Olesen har fat i, og som hun kan give al sin skuespillertekniske detailrigdom, men ikke bevæge os med som Jensen med sin Krapp, for hun slipper ikke sin midaldrende lyse kvindelighed, og har heller ikke en figur mellem hænderne, der kommer så langt ind i absurditetens og fortvivlelsens grundvolde som Krabb.
Anders Hove skaber på samme måde en Mr. Rooney, der er en glimrende, vakkelvorn gamling, men både med ham og konen og de andre medvirkende i det korte stykke bliver kæden af dagligdags oplevelser på konens vej til stationen for at hente sin mand fra arbejde ikke meget andet en kædedans af løsrevne brudstykker, der som isflager i tøvejr flyder for blæsten uden mål og med. Beckett placerer personerne og optrinene som i en revy, men uden andre pointer end de simpleste, og han efterlader flere spørgsmål end svar. Hvilket selvfølgelig er i overensstemmelse med hans tankegang om en eller anden Vorherres kortsluttede budskab til menneskeheden. Men luftet med mindre klarhed.
Instruktøren Morten Suurballe måtte ved premieren i aftes på scenen selv for at erstatte Mikael Birkkjær, der var syg.

gregersDH.dk

‘Mefisto’ Betty Nansen Teatret 11.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Iben Hjejle, Olaf Johannesen, Jens Jacob Tychsen og Stine Stengade i ‘Mefisto’ tegnet af Claus Seidel.
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

‘GANSKE ALMINDELIG…’

 

Peter Langdals ’Mefisto’ på Betty Nansen Teater er en overvældende skildring af tysk teaters skæbne under nazismen – med en formidabel præstation af Olaf Johannesen i titelrollen.


’Mefisto’ spiller på Betty Nansen indtil 18. januar 2015 .

Instruktion Peter Langdal. Scenografi: Ashley Martin-Davis.

Medvirkende: Olaf Johannesen, Stine Stengade, Anders Juul, Christine Gjellerup Koch, Mikkel Kaastrup-Mathew, Iben Hjejle, Kristian Halken, Cecilie Stenspil, Jens Jacob Tychsen, Morten Eisner, Line Kromann og Troels Oxholm Thomsen

******


”JEG er jo bare en ganske almindelig skuespiller…”
Lyder Olaf Johannesens  slutreplik i ’Mefisto’.
Det er han nu for det første ikke, Johannesen. Ganske almindelig. Han er en helt usædvanlig skuespiller, en magtfuld perfektionist, karismatisk og ganske overvældende god i hovedrollen i ’Mefisto’ på Betty Nansen Teatret.
Så er dét på plads.
Rollen, han spiller, er som den tyske skuespiller Hendrik Höfgen – et navn, som på scenen er et portræt af virkelighedens Gustav Gründgens, Tysklands førende mandlige skuespiller gennem et par generationer. Elsket, hadet og forkætret i sit fædreland. For teatergængere næsten synonym med Mefisto i Goethes ’Faust’, der var Gründgens glansrolle, nedfældet også på film.
Men altså ”en ganske almindelig skuespiller” som han sidder der forkrampet og selvbebrejdende og ynkelig i slutscenen på Betty Nansen Teatret.
Et topmål af hykleri. For det, stykket portrætterer, er et menneske, der målbevidst og kynisk baner sig vej til karrierens top, ikke bare i kraft af talentet, men også i kraft af en moral, der får ham til hæmningsløst at skifte kurs fra at være venstrerevolutionær i tyverne til at blive nazistisk medløber, da Hitler overtager magten i trediverne. Den nemme løsning, da det kniber. Svigter vennerne og kører karrieren.

TEATER I TEATRET

Stykket følger ham på hans snedige og brutale vej. Men følger samtidig Tysklands tragiske og katastrofale historie gennem en snes år.
Det er episk teater. Det er historieskrivning set gennem det nåleøje, der er teatrets.
Fortællingen bygget op over den tyske forfatter Klaus Manns roman ’Mefisto’, der bruger Gründgens skæbne til at ramme katastrofens grundsubstand: Tyskernes skæbnesvangre, moralske konflikt og sammenbrud efter 1. verdenskrig.
Frankrigs Ariane Mnoueskine – hende med Teatre du Soleil – har skrevet manuskriptet på basis af Manns roman. Og Peter Langdal har – som afskedsforestilling i sit lange virke på Betty Nansen Teater – skabt en forestilling, som med alle scenens til rådighed stående midler folder historien ud i et orgie af billeder, situationer, øjeblikke, historisk skarpladte glimt, teatermæssige dobbeltspil – vi er til teater i teatret, for det handler jo om, hvad der hændte på det revolutionære avantgardeteater, som Gründgens begyndte karrieren på i Hamborg. Og følger ham den forræderiske og for ham lyksalige vej til nazismens kulturelle højborg i Berlin. Hvordan det gik skuespillere, jøder, kommunister, nazister, overløbere i den malstrøm af omvæltninger, der ramte også teatre og kunstnere gennem ganske få år.

SCENERNE

Det springende mylder af scener vælder over scenen i dekorationer, der konstant forvandles. Det ene øjeblik oplever vi denne Hendik Höfgen og hans spillere modtage et fiktivt publikums hyldest. Med ryggen til os, der bare får lov at kikke på.
Det næste holder skuespillerne ved det revolutionære miniteater sceneprøver på deres kabaret, bygget op som en scene på scenen.
Så er vi med ved rækværket langs Hamburger Bahnhof, hvor togene afgår med jødetransporter, og hvor skuespillerne selv kan være mellem de arme, og hvor Höfgens’ egen teaterchef og hans jødiske kone tager springet foran lokomotivet. Og så er vi i garderoben i Berliner Operaen, hvor Höftens negroide elskerinde fra Hamborg opsøger ham og bliver ekspederes ad helvede til.
De mange glimt og episoder holdes sammen af det orgelpunkt, der er hver enkelt spillers reaktion på nazismens. Og scenisk af flyvende sceneskift, et mylder af lyseffekter og af en masse vignetter af klassisk musik, der relevant bygger tysk tradition, tysk kultur ind som påmindelser.

SPILLERNE

Hvem holder vi fast i fra det vældige skuespillergalleri nu en time efter tæppefald? Nogle af dem har flere roller at dække, kostumeringen er et virtuosnummer for sig i hænderne på scenografen Ashley Martin Davis, men vi vender tilbage til hovedrollen, Olaf Johannesens spændstige, dynamiske, uforskammede, elegante, livsfarlige, psykopatiske skuespiller og iscenesætter, en mand på spring fra instruktørpulten, der er placeret blandt publikum i parkettet, til de vilde erotiske eskapader på scenen med på skift Iben Hjejle, Cecilie Stenspil og hvem, der ellers bød sig til.
Tragiske og komiske skæbner, mest det sidste.
På sær vis reflekterer denne ’Mefisto’-opsætning teatrets tidligere forestilling i efteråret om nazibødlen Eichmann – den frygtindgydende beretning om processen mod en mand, der som Höften/Gründgens bare var “ganske almindelig” – den uhyggelige forklaring på menneskelig svigt.

gregersDH.dk

‘Beton’ Aalborg Teater Ll. Scene 10.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Det ni mands ensemble i ‘Beton’ indleder med at at vågne til liv som mikroorganismer i ur-havet. (Foto: Lars Horn)

*

*

*

*

*

 

 

DET SMULDRENDE BABELSTÅRN

 

Den unge dramatiker Thomas Markmann har skabt et overraskende, sprudlende drama til Aalborg Teater om et forbløffende emne: Beton.

 

‘Beton’ spiller på Aalborg Teaters Ll. Scene indtil 20. december
Instruktion: Nicolei Faber. Medvirkende: Andreas Jebro, Martin Ringsmose, Steffen Eriksen, Jørgen W. Larsen, Martin Bo Lindsten, Allen Helge Jensen, Caspar Juel Berg, Henrik Weel og Mads Rømer Brolin-Tani.

 

*****

 

ET sted slæber en ældre byggearbejder sin tunge sæk cement over scenen. Sætter den på den cirkelrunde scenekant, der drejer som et samlebånd. Sækken kører retur. Den bliver en ny sæk at slæbe. Næste…
Dario Fo strejfer i erindringen: Hans monolog, der sarkastisk beskriver livet ved et samlebånd i industrien. I Thomas Markmanns ’Beton’ – og i Nicolei Fabers iscenesættelse af stykket – møder vi elementer af den stil, vi kender fra Fo. De præcise, karikerede udlevering af morderiske arbejdsprocesser. Og i det hele taget den skarpe, underfundige politiske og sociale satire over samfundsmæssige vilkår.
Beton. Umiddelbart et mærkværdigt emne for et drama. Men sandelig om ikke det lykkes over mere end to timer at holde os totalt fanget af de ni skuespillere, som er på scenen. Lutter mænd. Et bundt arbejdere og entreprenøren, der bygger.
I en mægtig slynge starter det med, at vi er tilbage i urhistorien, hvor skuespillerne er mikroorganismer, kokolitter, fundamentet for udviklingen af cement. Og vi fortsætter udviklingen i tigerspring frem til nutiden, hvor cement og beton er grundlag for, hvad vi bygger med, bor i, glor på, får i hovedet, når det braser ned, kort sagt hader og ind imellem elsker. Lever og dør med.

SPRÆLLEVENDE

Det lyder måske lidt som en dramatiseret instruktionsbog for Teknisk Skole-elever.
Men nej. Det er en sprællevende beskrivelse af nogle mennesker, der tilfældigvis er havnet i den branche. Og alt, hvad det kan medføre.
Andreas Jebro fungerer som den lapsede, slimede entreprenør, der øjner et landområde, der kan bygges fabrik på, og som minsandten også har en undergrund, hvis kalkgruber kan blive guldgruber for produktionen.
Han pakker snildt flokken af bønder på egnen ind i sin dybe forståelse for deres modvilje mod at sælge deres jord. Og snedig som en Mark Antonius i Shakespeares ’Julius Cæsar’ taler han dem til at sælge, og oven i købet slippe stalde og marker for at blive jord- og betonarbejdere på fabrikken.
Sidstemanden vil ikke makke ret – han gemmer som Osvald Helmuth ’sine tyve tønder land’, ikke for at spekulere i dem som Osvald, men slægtsgården skal bestå og gå i arv. Kun lavkriminelle midler får ham ud.

SKÆBNER

Siden følger vi de mange enkeltskæbner, vildnisset af hårdt arbejde, konflikterne med polske arbejdskraft, interne magtkampe, der veksler med solidaritetsaktioner, små- og storkorruption, lønfnidder, mellemleder-fiduser, døds-ulykker – alt sammen løst i enkeltscener og hurtige skift i den fremragende scenografi (af Christian Albrechtsen), som i hele forestillingen er et sindbillede på biblens Babelstårn, tårnet, der skulle rejses som menneskehedens samlende bygningsværk, men som Vorherre lod knuse, så samme menneskehed skulle spredes og snakke sort på hver sin måde, hvor de indtil da ellers forenedes i samdrægtigt tonefald.
Rørende scener skifter med brutale episoder omkring det monstrøse byggeprojekt, et kulturhus – vi er vist ikke for ingen ting I Aalborg, hvor man får både Portland Cement Industri og storbyggeri af koncerthus i tankerne.
Men det er ikke nogen hjemstavnshistorie eller lokalkritisk komedie, det er en blomstrende, almen beskrivelse af menneskers skalten med hinanden og deres egne liv. Som nu samfundssituationen byder dem det. Materialiseret i betonen og dens lyksaligheder og viderværdigheder.
Som sagt, Dario Fo spøger – også i den sprudlende, koreografiske iscenesættelse, hvor instruktøren Nicolei Faber og koreografen Katrine Engberg fører arbejderholdet frem i ren commedia del’arte-stil, arbejder- eller bondekollektiver i elskværdig eller aggressiv adfærd, gerne tilføjet a capella-korindslag.
Vi keder os aldrig, men holdes i ånde af en balance mellem sort humor, yndefuldt drama og samfundskritiske piskesmæld.
Det er brillant teater.

gregersDH.dk

‘Et folkesagn’ Kgl. Teater Gl. Scene 6.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tobias Prætorius, Caroline Baldwin og Sebastian Haynes i ‘Et folkesagn’ på Det Kgl.s Gl. Scene  (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

 

 

LURMÆRKET

 

 

 

Genopsætningen af ’Et folkesagn’ er en lystfyldt og virtuos leg med et af Den Kgl. Ballets klassiske slagnumre. Et lurmærket dansk eventyr.

 

’Et folkesagn’ spilles på Det Kgl. Teaters Gl. Scene indtil jul, derefter i Musikhuset i Århus 29. og 30. december.

******

 

SE nu først Claus Seidels tegning. En pragtfuld sort danser svinger sig i et spring over ’Et Folkesagn’s yndige Hilda. Ved deres fod står den lille fiffige trold Viderik og ser sjov ud.
Ingen af dem – hverken Sebastian Haynes, Caroline Baldwin eller Tobias Prætorius – er med i ’Et folkesagn’ ved den forestilling, som vi anmelder denne lørdag eftermiddag. De tre dansede om fredagen. Og allerede lørdag aften danser tre andre i de samme roller!
Tag det som et eksempel på den forbløffende rigdom af dansere, Den Kgl. Ballet kan mobilisere. Eller hvad? Er de for mange derinde? Nogle vil sikkert hævde det. Det er i hvert fald en forestilling, der giver ekstravagante rokeringsmuligheder i et korps, hvor jævnbyrdighed og individuel og kollektiv udvikling ustandselig afprøves.

GAMEMAKER

Nu de tre, vi så denne eftermiddag. Gregory Dean, Hillary Guswiler – kønt og yndefuldt par som Junker Ove og Hilda, der glimrer gennem alle trængsler på vej til det finale-bryllup, der sætter alle vores velpolerede hormoner i sving til tonerne af Gades brudevals.
Og så den lille trold Viderik, denne aften danset og især spillet af Elisabeth Dam – spillet siger vi, for selv om min 7-årige ledsager undrer sig over, at hverken Viderik eller de andre siger et ord, og det må forklares, at dét gør man normalt ikke i ballet, så er vi med på, at denne Viderik er alle pengene værd i al sin gnistrende, talende tavshed!
En mimisk gamemaker, der er her der og alle vegne, småforelsket i Hilda, jublende pjanket, da hun efteraber det unge pars dansetrin, med hjertegribende udtryk for skuffelse, hjælpsomhed, frækhed, charme – alt hvad du kan ønske dig i roller son denne, der er et kernepunkt i, hvad vi forstår ved Bournonville-stil: Mimisk overskud og fortællelyst.

HERLIGT

Bare en enkelt, men talentfuld præstation blandt de utallige spillemæssige detaljer, der er født i Nikolaj Hübbes og Sorella Englunds præcise og aldrig overspillede leg med mulighederne i Bournonvilles koreografiske partitur.
Lige så herligt pindet ud i Alba Nadals rasende og sprængfarlige udførelse af den forbyttede heksedatter Birthes parti som i alle troldes, troldeungers, elverpigers og husalfers mylder af roller.
Det er en genopsætning af den nyskabende iscenesættelse af ’Et folkesagn’, som de to lavede i 2011. Fortællingen om de forbyttede piger, der vokser op, den ene i herregårdsmiljø, den anden i troldenes elverhøj.
En fortælling, der kan give os de mest håndfaste tanker om forskellen på arv og miljø – troldepigen Birthe udvikler sig til den mest uregerlige rappenskralde på den fredeligste danske herregård, du kan tænke dig. Og herregårds-datteren forbliver det milde, lyse mønsterbarn, ligegyldigt, hvor meget troldene flår i hende.
Socialpsykologi lige efter bogen.

Genopsætningen kan gøre os næsten forpustet af henrykkelse over Mia Stensgaards eventyrlige dekorationer, med orgiet af vældige papirklip, troldehøjen, der toner frem, så det undervejs strejfer os, at en genopsætning af Heibergs ’Elverhøj’ må kunne bære et lignende skud frisk adrenalin.
Det er en drømmeforestilling på alle ledder.

gregersDH.dk

‘Døden’ Skuespilhuset Det Røde Rum 5.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Johanne Louise Schmidt, Esther Lee Wilkinson og Asbjørn Krogh Nissen i ‘Døden’

Tegn.: Claus Seidel)

*

*

*

*

 

AF STJERNER

 

ER DU KOMMET

 

Møder med mennesker, der nærmer sig døden, har givet stof til en smuk og nænsom forestilling i Det Røde Rum. Den ender med et højskoleforedrag og julestjerner, men det tager vi med.

 

’Døden’ spiller i Skuespilhusets Det Røde Rum fra 5. 12. – ?.12.
Medvirkende: Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Maria Rossing, Johanne Louise Schmidt, Diana Cuni Mancini, Tim Matiakis, Esther Lee Wilkinson og musikeren Martin Ullits Dahl.
Idé og instruktion: Therese Willstedt.

****

ET temmelig rystende og velspillet stykke. Måske lidt irriterende, at det ikke kan finde på, hvor det skal slutte. Jo, jo, det slutter, som det fremgår af titlen, med døden. Døden tager tit tilløb. Og der kan selvfølgelig ligge en tanke i, at vi den ene gang efter den anden skal tro, at nu er ikke bare livet, men også stykket slut.

Første gang er, da de syv skuespillere, der inkarnerer de dødsramte og frygtindgydende virkelige mennesker, som har lagt navn og stemme til indholdet, trækker sig langsomt bagud på scenen, og guitaristen, der leverer musikken, eksploderer med en drønende bas, hvorefter de medvirkende tørner ud i vild dans og løb. En radikal og livsbekræftende forløsning, som kunne være en dramatisk slutpointe. En danse macabre.

Anden gang er, da danserinden Esther Lee Wilkinson virkeliggør den 29-årige svenske kvinde, der har fortalt os om den muskelsvind, der langsomt tager livet af hende. Wilkinsons korporlige illustration af sygdommens fremskriden ender med døden og de andres samling omkring hende. En uhyggelig smuk kulmination på alt, hvad vi ser og hører indtil da.

Tredje gang er, da Nicolaj Dahl Hamilton næsten som en Deus ex machina, i hvert fald ex mørke, træder frem og fremsiger de ord, som en af dødødsramte, en videnskabsmand, har fortalt til stykkets ophavskvinde, instruktøren Theresa Willstedt. En klog overvejelse om, hvordan vi nok alle sammen er molekyler, der forsvinder som en del af det stjerneunivers, vi er skabt af. Hvorefter stjernerne daler over scenen og al den jord, der fylder den, og som vi plejer at sige, vi er kommet af.
Kønt og pædagogisk, men pludselig er vi kommet på højskole, og det lammer lidt en ellers ganske spændstig forestilling, der med konstellationen af de dødsramtes fortællinger i højtaleren og den fine blanding af skuespillere og dansere, der bruger krop og stemme til at spejle fortællingerne. Med mange enkeltheder, der giver de medvirkende mulighed for at ramme alt fra livslyst til resignation, vrede og desperation hos de mennesker, der har leveret råstoffet til stykket.

Det er en forestilling, der både som oplevelse og diskussionsemne er lige at gå til. Gribende og tankevækkende.

gregersDH.dk

‘Prøv og hør’ Samtaler ml. Lars Lilholt og Karl Aage Rasmussen om musik. Gyldendal. 1.12.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

ÅH, KARL AAGE  -

 

BARE EN LILLE

 

ØREHVILER!

 

 

 

Lars Lilholt og Karl Aage Rasmussen går ii musikalsk clinch i bogen ’Prøv og hør’. Underholdende, og de gør sig umage, men det kniber.

 

Lars Lilholt og Karl Aage Rasmussen: ‘Prøv og hør’.  Formidlet af Henrik Marstal. Gyldendal.  232 sider, kr. 250,-

 

 

****

 

OVERRASKENDE. Og mærkelig. Men mest overraskende. For ved nøjere læsning finder man hurtigt ud af, at der ikke er noget mærkeligt ved Henrik Marstals idé med at sætte songwriteren Lars Lilholt og komponisten, professor Karl Aage Rasmussen sammen og lade dem snakke løs. Idéen er god til at trænge ned i nogle brogede lag i dansk kultur.

De to kommer fra hver sit hjørne af musiklivet. De kender stort set ikke hinanden, og de fleste ser en kulturkløft skille dem ad.

Lilholt, der i mere end en generation har rejst land og rige tyndt med sit band og sine sange og et par tusind armsvingende publikummer ad gangen.

Og Rasmussen, der nørkler i et hjørne, som han selv betegner som ’det lille vækstbed i haven, man kalder ’moderne klassisk musik’.

Samtalerne har forløbet over et halvt år. De er vidtstrakte, besat med gentagelser, men vi hænger på og sniger os mere og mere ind på de tos psyke, deres tankegang, deres manøvrer og undvigelsesmanøvrer. De føler hinanden på tænderne, blotter modsætninger, bøjer sig i respekt for det ukendte på den anden side af bordet og når langsomt til en vis forståelse af hinandens standpunkter og særheder. Nemt nok et stykke vej. Men også svært ind imellem.

 

JYSK

Vi forstår, at de har fælles udgangspunkter. De er begge rundet af jysk middelklasse.

Karl Aage Rasmussen voksede op i Vejle og kunne synge ’Solitudevej’ a la Elga Olga som 8-årig, men udviklede sig til en indadvendt og nørdet komponist og professor ved Det Jyske Musikkonservatoriet uden at interessere sig for, at der var noget, der hed Elvis Presley eller Rolling Stones. Ungdomsoprøret i 60’erne havde ikke ham som deltager. Tværtimod. Han kørte sig eget oprør mod oprørerne. Den avantgarde, der netop i de år – slutningen af 60’erne – ramte Århus-konservatoriet med Per Nørgaard i spidsen – holdt han sig langt fra.

Lars Lilholt, seks år yngre, var dreng i Aalborg, han kom hurtigt turen rundt med blokfløjte, klaver og violin, og både Rolling Stones og Eik Skaløe fik fast plads i hans hoved. Der var musik i hjemmet – ”Når jeg i dag hører strygekvartetter af Mozart, så kan jeg smage de boller, min mor bagte!”(Lilholt har herlige billeder at sætte på den musik og den lyd, der er afgørende for ham. Han husker endda, at der var rød spegepølse på bollerne).

Fælles udgangspunkter. Sådan da. Også vældige forskelle. Det er fast ledetråd i bogen, at de prøver at overvinde forskellene. Uden det helt store held. Trods respekten og de bla-bla-bla-høfligheder, der er uundgåelige.

 

TO OPLEVELSER

Mest karakteristisk i de to afsnit, hvor de hver for sig beskriver oplevelsen af den andens musik.

Rasmussen overværer en sommerkoncert med Lars Lilholt og bandet i ’Lunden’ i Horsens i august 2013.’Rock i Lunden’ står der på plakaten.  Situationen er uvant for ham, han går aldrig til rockkoncerter. Han har været bekymret for lydniveauet og har taget vat med i lommen for en sikkerheds skyld. Men overraskes over den bløde sommerstemning. Tusinde mennesker, der kender og nynner med på sangene, og som selvfølgelig kan teksten, når Lilholt synger ’Kald det kærlighed’, og er stille og lydhøre under hans lange ballade om Hvidsten Gruppen og dens endeligt under Besættelsen. Rasmussen gribes af fællesskabet mellem scene og publikum og folks fortrolighed med Lilholts sange. Lilholt er en god oplevelse for ham.

Lars Lilholt har en noget anden oplevelse i Den Sorte Diamant, da han er til en uropførelse af Karl Aage Rasmussens ’Concerto in Amber’ for saxofonkvartet og Concerto Copenhagens barokstrygere.

Hård kost for Lilholt. Der er ikke hoved eller hale i musikken, synes han. Intet genkendeligt hverken melodisk eller harmonisk… ”Jeg, der elsker en simpel popsang eller folkemelodi… Åh, Karl Aage, hvor ville det være dejligt med en lille dansant treakkorders ørehviler, bare en gang imellem… Hvad holder dig tilbage, Karl Aage? En af dine forgængere, Carl Nielsen, betragter jeg som en af danskrockens fædre, fordi han ind imellem alle de indviklede symfonier kunne skrive ’Jeg ved en lærkerede.”

Rasmussen har selv givet ham stikordet, da han i en tidligere samtale har fortalt om ’Lærkereden’ og symfonien.

 

HÅBLØST

Det ret håbløse for Lilholt er, at han kan lægge nok så meget vægt på at fortælle Rasmussen om sin livslange interesse for renæssance og barokmusik, om sin viden om komponister som Prætorius, sin direkte inspiration fra værker, han har fundet frem til, sit engagerede spil på barokinstrumenter og flittige brug af violinen – og Rasmussen kan lytte og beundre Lilholts måde at bruge inspirationen på, skrive sine sange og synge dem med al mulig effekt og overbevisning. Lige meget og lige lidt hjælper det! At få Lilholt til at forstå, endsige være glad for hans musik – dét punkt når han aldrig til. Det omvendte lykkes bedre.

Mest handler det vel om at forklare og overbevise hinanden om meningen med og valøren i det, man frembringer. Havde Lilholt fået chancen for at se og høre Rasmussens håndtering af f.eks. det lille Schumann-drama ’Clara – indre stemmer’, som blev spillet på Hofteatret og på Bellevue for nylig, eller et af Rasmussens tidligere, musikdramatiske arbejder, ’Titanic’ f.eks., så var de kommet meget længere.

Men de to får tilsyneladende etableret et personligt venskab under de mange samtaler ført i nærvær af den flittige moderator Henrik Marstel. Dels på deres respektive bopæle i det midtjyske, dels i København, dels i Rom.

Vi andre bliver godt underholdt undervejs. Og lidt klogere på de to herrer og deres musik.

gregersDH.dk

‘Mit livs historie’ Fredericia Teater 20.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Søren Schelbye og Lars Mølsted i  ‘Mit livs historie’ på Fredericia Teater (foto: Søren Malmose)

*

*

*

*

 

 

HOS BOGHANDLEREN

 

Rørende small scale musical som vellykket eksperiment på Fredericia Teater

 

’Mit livs historie’ spiller på Fredericia Teaters Lille Scene indtil 14. december

****

 

SMALL is beautiful. Fredericia Teater trækker lige nu vejret efter en dundrende musical-succes med ’Den lille havfrue’. Hele det store udtræk var i spil. Nu får teatret pusten igen med en mini-musical. To mand på scenen, tre mand i orkestret.
Mindre kan det dårligt blive. Teatrets chef Søren Møller har hentet stykket på Broadway. Det handler om to fyre, to barndomsvenner, der er skruet vidt forskelligt sammen, men måske netop derfor kan noget med hinanden.
Vi starter hos dem som voksne. Den ene, Thomas’ skal holde mindetale om den andens døde far, den gamle boghandler. Vi er straks på sporet af, hvor vi skal hen: Thomas er stiv i jaketten, har næsen i manuskriptet, går i stå, og læser gudhjælpemig op af sine blyantsnotater: ”Øh, her mangler et adjektiv…” Han er så stivbenet en ordmager som han ser ud.
Ikke godt. For vi bliver klar over, at han er forfatter, endda en populær af slagsen.
Sceneriet er et vidunder af en boghandel ved navn ‘LÆST OG PÅSKREVET’ – scenograferet med rullende reoler og digitale boghylder i metermål. I vores baghoveder mumler vi: En døende af slagsen…
Lige meget.

SNEFNUG

Thomas’ ven er boghandlerens søn Alvin, en glad dreng med en flyvende fantasi, og vi får deres samlede opvækst skildret på halvanden time, i små spring, lykkelig leg, fantasterier og oplevelser, hver gang puffet i gang af Alvins stikord, spontant og H.C.Andersen-agtigt hentet ned fra hylderne som inspirerende bogtitler.
Eventyrene blomstrer ud af Adrians stikord. Sommerfugle, der svirrer mod havet. Snefnug, der svæver som engle ned over dem. Bøgerne er fulde af historier, og Alvin er den rørende budbringer, der sætter kammeratens skriverier på skinner.
Thomas hugger med arme og ben. Og Alvin er bare fuld af lovord og beundring for Thomas blomstrende karriere, som den gror og vokser. Indtil det siver ind, at den feterede forfatterkammerat er tørlagt, så det knirker, hver gang han skal digte på egen hånd.
Det glade venskab bliver sat på prøve og genoplivningsforsøgene bliver krisefyldte, men de to falder dog hinanden om halsen til sidst. Vi er til amerikansk musical.

POETISK

Fortællingen har rørende og poetiske passager, når de to svæver ud i fabuleringer.
Musikken er næsten gennemkomponeret, ind imellem ganske monotont baseret på sangernes markante parlando. Søren Scheibye (Thomas) og Lars Mølsted (Alvin) styrer deres stemmer i den skridsikre stil, der er den efterhånden velkendte Fredericia-tone fra musicalakademiet. Sikkert og veloplagt med en tekstudtale, der er som svejset på plads.
Emnevalget er overraskende, en pudsig hyldest til litteraturens trange veje, hvor succes kan være blår i øjnene. og talent gro hos den ydmyge. Associationen til H.C. Andersen – alene titlen! – hviler over historien. Den er iscenesat af Susan H. Schulman, der før har arbejdet sammen med fredericianerne. Og den huldsalige hyldest til bøgerne og boghandlerne skyldes scenograferne Anders D. Jensen, Jens Frausing og Martin Vallespir.

gregersDH.dk

‘Amandaværelset’ Kgl. Teaters værksteder 19.11.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lea Maria Høyer som pigen i ‘Amandaværelset’ (Foto: NataschaThiara Rydvall)
*
*
*
*
*
*
*
*

SKRIG I NATTEN

 

 

Jokum Rode nægter sig intet gys i ’Amandaværelset’. Men gysene er større i de øde, nattemørke gader udenfor på Refshaleøen.

’Amandaværelset’ spiller indtil 22.11. på Det Kgl.s værksted, Refshalevej 173 A.

**

 

HVAD tænker man, hvis man møder dramatikeren Jokum Rode på gaden?
Tænker man på ham, der lige har skrevet den hampre historie om det mystiske mord på den lille pige Amanda, som spilles i øjeblikket på Det Kgl.s off off off-scene på Refshaleøen?
Nej, vel? Han ser så venlig ud, når han kommer kørende dér med sine yndige unger på Christiania-cykel på vej gennem den indre by. Eller gjorde i hvert fald. Nu er det et par år siden jeg har mødt det elskværdige, begavede menneske i gadebilledet midt i glad barnetransport gennem den livsfarlige trafik.
Nu strejfer det mig: Striben af mystiske, nervepirrerende stykker, afstedkommet undervejs i hans vældige roman- og skuespil-produktion: ’Pinocchios aske’ om undertrykkelse og uforklarlige mord i et socialt udkantsområde. ’Karnevalsmordet’ om mystiske kvindemord i 1920’erne. ’Sally-Stine-skriget’, en grum bearbejdning af et mord i København i 1990’erne. O.s.v. …’Manson’ om den californiske seriemorder, monsteret Charles Manson.

SKUMMELT

Nu har Jokum Rode igen sænket sit lyse hoved og sin mørke sjæl ned i et kriminelt morddrama, Endda mordet på en lille pige.
Jokum dog! Er det ikke nok, at stykket bliver spillet under den kongelige specialsignatur ’Eventministeriet’ på den grusomste, den dystreste lokalitet, du kan opspore i hovedstaden, en skummel menneskeforladt plet i det yderste område af Københavns havn, på Refshalen, mellem forladte havne- og industribygninger?
Et stenet, sort helvede. Grafikeren Palle Nielsen tegnede den slags og lod menneskene alene i ødemarkerne. Selv ’Forbrydelsen’s Sarah Lund i Sofie Gråbøls skikkelse ville standse gysende ved det første hul i vejbelægningen.
Eller stedet er i sig selv en dramatisk pointe. Sådan vil Jokum Rode det, og vi vover os forsigtigt ind i mørket, i hjertet af Det Kgl.s rekvisitlager, hvor han med scenografen har installeret og indrettet rum på rum af stumper af rekvisitter, skrot og ragelse, der hver fortæller scener fra en gyser om kriminalbetjenten (Morten Burian), som mentalt er i sammenbrud og betror sin læge (Klaus T Sørensen) det uopklarede mysterium med den forsvundne Amanda. Men som advares af lægen mod at opsøge det sære Teatre Intime i Vanløse, som måske rummer nøglen til mysteriet. Et sted hvor en isnende bleg konferencier ser gennem tæppet ned fra scenen, og en kabaretsangerinde synger Lecia og Luciennes hit ’Rør ved mig’, hvorefter hun synker død om under et vildt skrig, mens lille Amanda passerer forbi bag hende, øjensynlig som en afdød søvngængerske.
Og således fremdeles. Tilskuernes vandring fra scene til scene iført store sorte frakker og svinehovedmaske. Vi er en del af den samlede mystifikation. Vi er glade for frakkerne, for der er koldt i værkstedhallen, og vi frygter ebolaens forplantning gennem de næsetætte masker.
Meget døjer vi i udforskningen af dansk teater.
Og Jokum Rode smiler sit blide og denne aften sikkert sataniske smil ved tanken om, hvad vi udstår.
Gysereffekterne er forhåbentlig hans endnu ungdommelige flip.
Egentlige gys får vi først igen ude i Refshaleøens gru. Tanken om henrettelserne af danske stikkere henne om hjørnet i 1946 strejfer.

gregersDH.dk