‘Frisørerne’ Teater Får302 20.10. 2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sofia Nolsøe, Ene Øster Bendtsen, Jannie Faurschou, Lykke Sand Michelsen og Kathrine Høj Andersen i ‘Frisørerne’ (Foto: Thomas Cato)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HVOR SKAL VI HEN, DU?

 

 

Astrid Saalbachs nye stykke ’Frisørerne’ er et usikkert sammenrod af komik, kriminalitet og dommedagsstemning.

 

’Frisørerne’ spiller på Teater Får302 indtil 19. november.

**

 

’HVOR skal vi hen, du?’ Som Hugo spurgte i computerspillenes barndom i ’Elevatoren’ med et citat fra Det Nye Testamente.
Samme spørgsmål kan vi stille til Astrid Saalbach, når vi ser hendes seneste skuespil ’Frisørerne’, der havde premiere i aftes på Teater Får302.
Hvor vil dramatikeren hen? Stykket er mærkelig retningsløst, tumler mellem at være en parodi på nogle kvinders forvirrede, uforløste relationer til hinanden – ganske underholdende, men samtidig endevendt med det skud af gys og uhygge, der tit har været et element i hendes dramatik. Men som bare her virker påklistret.
I skrivende stund huskes f.eks. hendes ’Piéta’, der trængte dybt i en kvindes overvejelser på et hotelværelse med en død elsker i dobbeltsengen. Et stykke, som gav skuespillere som Karen Lise Mynster, Ghita Lehrmann og Dorte Hansen Carlsen eminente muligheder for at ramme selvransagelsen i en ensom kvindes hjertekule på teatre i henholdsvis København, Odense og Aarhus.
I ’Frisørerne’ er selvransagelsen formodentlig tænkt som en kollektiv affære mellem fire frisørdamer, der båder graver i deres egne mere eller mindre absurde og komiske problemer, men sandelig også i hinandens.
Damefrisører er af en eller anden grund altid henrivende skydeskiver for latterliggørelse. Hos vittighedstegnere og i de ugeblade, der ikke bare anses for kundernes yndlingslekture, men også frisørernes.
De skal helst alle sammen tale og té sig som Yvonne i Olsen Banden.

PÅ KOMEDIE

Klichéen er rendyrket i Saalbachs stykke, bortset fra, at man fyrre år efter Olsen Bandens tilblivelse kan lade fire damefrisører slubre net-porno i sig samt sprænge jomfruhinden på den yngste, da hun piver over sig egen umodenhed. Det er Sofia Nolsøe, Kathrine Høj Andersen, Ena Øster Bendtsen og Lykke Sand Michelsen, der har fornøjelsen.
Scenerne mellem dem og deres klienter svinger mellem revyagtige sketcher, sort humor og social satire.
Vi er på komedie, og indfaldene er mange. Groteske, pudsige, fladpandede, og skrupskøre – alt forstørret op og vredet for ekstra dråber i en Stine Martinsens scenografi, hvor spejle på alle leder og kanter fordobler og tredobler de medvirkende, så de og salonen gror til alle sider.
Når man må spørge, hvor vi skal hen, hænger det sammen med, at vi fra start får introduceret en nusset og småtosset ældre kvinde, hvis identitet er uafklaret, såvel som hendes hensigter. En sexbesat stakkel.
Jannie Faurchou spiller hende og meget mere end det: En hel kæde af kunder, noble damer, krukkede kællinger, storsnuede, kønsforskrækkede, uforskammede – hver entré af Jannie Faurschou er en lynforvandling i både kostume, karakter og stemme.
Alene dette fortløbende Faurschou-show gennem de to timer, ’Frisørerne’ varer, er de 2 stjerner værd, vi giver opsætningen.
Saftsuseme, om hun ikke også er sat til agere en serbisk mafioso, der både presser penge af salonens piger, myrder sin egen frisørkone og ender med – til tonerne af Mozarts Requiem at spærre damerne inde i spejlkabinettet og rede op til et regulært holocaust.
Undergang har altid huseret i Saalbachs katalog, men som regel i mere interessant perspektiv.
Her indfinder undergangen sig som en umotiveret indskydelse, som Saalbach kaster ind i det lille frisørshow… Lad os så for helvede sprænge det hele i luften, alt pjanket og damebladsævlet, hele det smålumre fnidder mellem madammerne!
For vores skyld gerne. Og det synes instruktøren Søren Iversen også. ’Confutatis maledictus’… ’Lad de fordømte blive tilintetgjort’…lader han Mozart afrunde det lille, men meget lange show.

gregersDH.dk

‘Konstellationer’ Husets Teater 18.10. 2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Iben Dorner og Thomas Levin i ‘Kontellationer’ på Husets Teater. (tegn:  Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

I FAVNEN PÅ

 

 

EN

 

 

KVANTEFYSIKER

 

Mand mod kvinde – kvinde mod mand. På Husets Teater slynges vi ind i vittige og ubegribelige konflikter, spillet med flugt og humor af Thomas Levin og Iben Dorner.

 

’Konstellationer’ spiller på Husets Teater indtil 15. November. Opsætningen er et samarbejde mellem Aarhus Teater og Husets Teater og er blevet spillet først i Århus.


****

 

EN fyr møder en pige. De kredser lidt omkring hinanden. Det bliver et forhold. Og det går i stykker.
Gab! Ikke sandt? Det lyder som dramatik på dåse.
’Konstellationer’  hedder stykket på Husets Teater.
Hvor man lige har spillet ’Ilt’. Som handlede om en fyr, der har mødt en pige. De er flyttet sammen, men skændes, så det fyger. Skal de have et barn, eller ej? Etc.
Er Husets Teater i færd med at pindehugge parforholdet?
Åbenbart. Og vi må konstatere, at det er en fornøjelse.
’Ilt’ struttede af genkendelige, ægteskabelige situationer, og det blev godt spillet af Thomas Kwan og Tilde Maja Frederiksen.
’Konstellationer’ lever på helt andre præmisser. Stadig to personer, manden og kvinden. Stadig uafklarede mellemværender, men sandelig med et andet udgangspunkt og i en anden form.
Det er muligvis en og samme forfatter, der har skrevet de to stykker. Teatret skriver et sted i programmet, at det er af amerikaneren Duncan McMillan. Ligesom ‘Ilt’. Men et andet sted, at det er Nick Payne.

UBEREGNELIG

I ’Konstellationer’ jagter forfatteren et nervesystem, der dirrer af panik. Det er kvindens. Manden i stykket er mere lige ud ad landevejen, han er sund – biavler såmænd. Hvad man naturligvis ikke er, hvis man har valgt fag efter skolevæsenets erhvervsvejledning, men jo: Han er kernesund, hæderlig, fornuftig, flink.
Han gør sig den største umage for at greje det damemenneske, han møder tilfældigt, men gribes hurtigt af det trodsige og uberegnelige hos pigen, ryger ind i de ustandselige, verbale gentagelser, som forfatteren lader pigen tage initiativ til – eller som forfatteren manisk har besluttet at sende i luften for at fortælle om det mest frustrerende i forhold mellem mennesker: Gentagelserne.
Snedigt motiveret som en slags dramatisk parallel til det, der er pigens fag: Hun er kvantefysiker!
En kvantefysiker og en biavler! Med kvantefysikeren som den, der bestemmer farten. Sindrigt forklaret med hendes viden om, at variationerne i partiklers bevægelser er uendelige. Ligesom variationerne i parforholdet. Snup den!

SUSENDE FART

Det kun en time lange spil spilles på en arena i midten af det lille teaterrum, Thomas Levin er biavleren og Iben Dorner kvantefysikeren, som jonglerer ubeslutsomt og lunefuldt med den flinke fyr – en lunefuldhed, som viser sig også at have den mere håndfaste og ikke spor teoretiske forklaring, at hun lider af en snigende kræft, der svækker hendes handlinger og hendes sprog.
Indtil dét bliver klart for os, virker det nærmest, som om hun ar en skrue løs i så bogstavelig forstand som dukken Olympia i ’Hoffmanns eventyr’ – har vi at gøre med en forsker, der har forvildet sig ind i sin kvantemekaniks verden og selv er blevet en omfarende atomar partikel?
Der er susende fart over dialogerne, det er morsomt langt hen ad vejen, vi undres og springer med i springene, men tynges lidt af den mere banale, om end triste drejning af turbulensen i forholdet mellem de to.
Uberegneligheden, irrationaliteten og lunefuldheden er nemlig i sig selv slående nok som dramatisk pointe i ’Konstellationer’.
Iscenesætteren er englænderen Ramin Gray, og Edward Lloyd Pierce har stået for scenografien.

gregersDH.dk

Rued Langgaard strygekvartetter vol. 3 m. Nightingale Kvartetten 16.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nightingale Strygekvartetten (foto: Nikolaj Lund)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

LANGGAARD TAGET PÅ KORNET

 

Blændende og dybt indforstået Rued Langgaard-spil af Nightingale Strygekvartetten.

 

Rued Langgaard Strygekvartter vol. 3 med Nightingale Strygekvartetten. Dacapo.

 

******

 

I MIDTEN af juli anmeldte vi cd nr. 2 af Nightinggale Strygekvartettens indspilninger af Rued Langgaards strygekvartetter. Nu er den tredje kommet – allerede rost skyhøjt og prisbelønnet internationalt.
Begribeligt. Den unge kvartet har et greb om disse kvartetter, der fortæller om – på den ene side en spillelyst, der er totalt medrivende, på den anden side en gennemarbejdning helt ned i minimalistiske detaljer.
Og endnu ét: En fordybelse i og forståelse for stoffets karakter – en karakter, der er både sær og utraditionel. For der er så mange overraskende musikalske greb af Langgaard – tit det, der har fået et par generationer til at lægge ham fra sig med let hovedrysten: Var han bare en original, der udtrykte sig skævt og kluntet?
Ry fik han som en Rasmus Modsat, der hverken ville være med på den carl nielsenske vogn eller på den modernisme, der skyllede ind over det musikalske landskab under kreativ ledelse af stramme neoklassisister som Stravinskij eller tolvtonekomponister som Schönberg, Webern og Alban Berg.
Og spille ham var der ikke mange, der mandede sig op til. Han kom til at føre en outsidertilværelse som komponist, og blev stort set glemt af alle andre end den menighed i Ribe Domkirke, som i hans sene år hørte ham spille på orglet i Ribe Domkirke, hvor han var organist.

DRAMATISK URO

Det er forunderligt at fordybe sig f.eks. i hans første strygekvartet, der er skrevet midt under 1. verdenskrig. En kvartet fuld af lyrisk svævende udfoldelser, men sandelig også mærkværdigheder som en trediesats, der svinger mellem en lang og gravtung, helt enkelt skala-passage afbrudt af nogle hidsige udbrud, som lyder af vrede og nu-ka’-det-være-nok.
Vi hører igen den dramatiske uro og evne til med åndfulde midler at provokere, som er typisk for Langgaard i de kvartetter (nr. 3 og 4), som vi anmeldte i nr. 2-cd i sommer.
Anderledes og lige så bevidst kontroversiel er kvartet nr. 5, der er den anden kvartet på den nye cd.
Kontroversiel på den facon, at dens romantiske skønhed og stilfærdig tilbagevenden til et ældre tonesprog bringer mindelser om Gade og Hornemann og Brahms, når han er mildest og lysest.
Skrevet midt i 1920’ene, hvor det gik anderledes vildt til om ørerne på Langgaard i de europæiske koncertsale. Men hvor det for Langgaard åbenbart drejede sig om i en slags protest at fordybe sig i forladte idealer og konventioner.
At der kommer prægtig musik ud af det, er overraskelsen, og skyldes i dette tilfælde også det formfuldendte og lyslevende spil af Nightingale Kvartetten.

gregersH.dk

‘Vores klasse’ Odense Teater Sukkerkogeriet 14.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Benjamin Kitter og Natali Vallespir Sand i ‘Vores klasse’ på Odense Teater
(Foto: Emilia Therese)
*
*
*
*
*
*
*

OPGØR MED EN MYTE

 

Sylen lige ned i myten om, at det kun var nazisterne, der myrdede de polske jøder.

’Vores klasse’ på Odense Teater fortæller en anden, pinefuld historie.


’Vores klasse’ spiller på Odense Teaters Sukkerkogeriet indtil 21.10.

*****

UDE af øje, ude af sind.
Mogens Glistrup ville i 80’erne sende asylsøgere til Grønland. Søren Espersen vil i dag sende asylsøgere til Uganda.
Adolf Eichmann ville i 30’erne sende jøder til Madagaskar, indtil han opdagede, at gaskamre var nemmere.
Det sidste kan vi høre om på Edison Teatret i stykket om Eichmann.
I ’Klassen’, som går på Odense Teater, hører vi om jødeudryddelsen i Polen før og under 2. verdenskrig. Men fra en vinkel, der ikke har været talt så højt om: De tyske nazister var ikke ene om det. Den lokale befolkning i Polen hjalp godt til.
Det er emnet for ’Vores klasse’, opført fremragende som et kompliceret udviklingsspil – næsten som et skakspil med ti skuespiller på brættet og alles kamp mod alle. De agerer elever i en lokal polsk skole, starter sammen i 1926, og vi følger dem frem til langt efter krigens slutning. Syv drenge og tre piger. Uhyggeligt i sine afdækninger af visse elementære, men dybtliggende menneskelige egenskaber – knive i ryggen, svig og bedrag, stikkeri, had til dem, der er anderledes, udnyttelse af enhver mulighed for at overleve på bekostning af andre.
De er venner og kammerater i udgangspunktet, men revnerne opstår, for nogle er jøder og andre ikke.

MANGE FRONTER

Krigen mellem dem kommer til at køre på mange fronter. De personlige – med jalousi, der går både på deres forskellige sociale udgangspunkter, men også på forholdet mellem drengene og pigerne.
Og de politiske: Allerede fra tyverne isoleres jøderne i klassen på den indviklede baggrund, der var Polens i de år. Polakker var en blanding af supernationalister, kommunister og tyskvenlige. Jøderne som et mindretal, som havde alle imod sig.
Konflikternes præcise baggrund er ikke nem at gennemskue i stykket. Formodentlig befinder vi under det mest af handlingen i krigens år med massakrer – både de sovjettiske Katyn-massedrab i 1940 og gaskammer-myrderierne nogle år senere er inden for horisonten.
På scenen oplever vi voldtægter, nedslagtninger mellem de gamle elever indbyrdes – kommunister mod nazihåndlangere, og alle mod jøderne og de få, der prøver at beskytte dem. Endda en historisk dokumenteret indebrænding af jødiske kvinder, børn og gamle i en lade i byens udkant.
Det er gruopvækkende, ondt og hjertegribende, men godt gennemført af teatrets skuespillere i en blanding af kommentarer, situationer, oplæsning af breve fra og til de få, det lykkes at flygte til USA.

MYTERNE

Stykkets forfatter er polakken Tadeusz Slobodzianek, og det er Mungo Parks Martin Lyngbo, der har iscenesat med træfsikker balance mellem de mange lag i forestillingen.
Det er et opgør med en myte. Et meget præcist opgør. Nazisternes handlinger i Polen er bevidst nedtonet i stykket. Det handler om et polsk traume. Polsk selvransagelse. Gemt, men ikke glemt.
Stykket piller med sit rystende indhold ved nogle af de mange skildringer, der har låst sig fast om jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. På samme måde som vi kan læse om det i de erindringer, den dansk-jødiske musiker Ludmilla Spektor netop har udgivet under titlen ’Emigrant på livstid’ (anmeldt her på bloggen 1.10.)

gregersDH.dk

‘Tosca’ Operaen 12.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Johan Reuter, Ylva Kihlberg og Niels Jørgen Riis i ‘Tosca’ (Tegn: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*

SORT, VENNER

 

SORT SOM

 

SCARPIA

 

Peter Langdals otte år gamle ’Tosca’ er genopsat på Operaen i al sin dystre kraft og med gode musikalske kvaliteter.

’Tosca’ spiller på Operaen til og med 2. december

****

’TOSCA’ er tilbage på Det Kgl.
Satans til sag. Så proppet med ondskab som var det Jussi Adler-Olsen, der i et anfald af musikalske lyster og evner havde sagt: Dette her er lige mig: En blodtørstig, liderlig tyran. En flot operasangerinde, der mestrer en dolk så godt som sin stemme. Og en kunstner, der gør sin kæreste fuldstændig rasende af jalousi, fordi han bruger en anden kvinde som model.
Tre hidsige personager. Så kører det.
Repremieren er lige så kulsort, som vi husker den fra opsætningen i 2006.
Vi ved ikke, hvilket humør Peter Langdal og hans yndlingsscenograf Karin Betz har været i, da de løste opgaven med at erstatte flere generationers gamle iscenesættelse af Puccinis morderiske pragteksemplar af en opera med det sorteste sorte. Brynene må have været rynkede. De må have set på hinanden og sagt: Her skal alt håb lades ude. Sort skal det gøres. Tre akter i buldrende halvmørke. Dantes helvede genoplevet.

SOM ET GRAVKAMMER

1. akt, som foregår i Roms Sant’Andrea-kirke. Katolsk pragt, farver og røgelse?
Overhovedet ikke: Et kulsort gravkammer, der fortaber sig dybt bagude. Så dystert som var det beredt til gravmæle for Aïda og Radames.
Cavaradossi står og maler på et fragment af et bestillingsværk. En madonna. Et kæmpefragment. Vi får kun lov at se et par vældige lysende øjne. Som hans Tosca, du hun ser dem, straks forlanger, han skal male over og gøre sorte som hendes egne. For hvem fanden er den lyshårede dulle, han bruger som model?
Vi undrer os ikke over, at Scarpia og hans slæng af politifolk er så begsorte, at de falder i et med dekorationen. Sådan ser Scarpia og slænget ud i alle iscenesættelser.
Så kommer 2. akt i Scarpias Palazzo Farnese. Rummet er det samme, uforanderligt skummelt, dørene i siderne falder i ét med panelerne, Al paladspragt og elegance er udryddet som efter et protestantisk revolutions-raid, lyset begrænser sig til en spot på Scarpias skrivebord, bortset fra mørkerøde lysstriber på væggene, så blodrøde som Toscas kappe og kjole og skjolderne på Cavaradossis skjorte, da han trækkes ud fra torturen i naborummet.

SKUMMELT

I 3. akten misser vi med øjnene i håb om at få et strejf af den romerske morgentoning af himlen over Castello Sant’Angelo og Roms tage, som Puccini antyder med sin pastelagtigt lysende musik.
Men nej, skummelt er der i fængslets penthouse, uigennemtrængeligt mørke, selvom Langdal prøver at lette med at lade hyrdedrengen synge sin lille sang for næsen af den næsten livløse Cavaradossi – normalt er sangen et fjernt pastoralt nummer, sunget udefra.
Mørket sænker sig over henrettelsen, og man forstår, hvorfor de tililende soldater ikke når at kaste sig over Tosca. De kan simpelt hen ikke få øje på hende, så hun kan uhindret springe i Tiberen.

ØJNENE PÅ STILKE

Med øjnene på stilke følger vi altså igen denne ’Tosca’-opsætningen, indfanget, ikke lige lykkeligt, men konsekvent.
Naturligvis også med ørerne slået ud, og der er fine kvaliteter at hente fra Kapellet under den bulgarske dirigent Ivan Anguélov.
Johan Reuter optræder med sin prægtige baryton som selve ondskabens inkarnation, en magtfuld præstation, der indgår som en logisk kerne i Langdals helvedeskoncept på samme måde som de, der har mindre roller undervejs, Per Bach Nissens sakristan, Morten Staugaards Angelotti og Bengt-Ola Morgnys Spoletta.
Ylva Kihlbergs Tosca er som en spændt flitsbue, et temperament, der gnistrer og med sin meget specielle stemmeklang fuldt lastet til at udfolde både ømheden, vreden og det helt patetiske som i sin store klagesang ’Vissi d’arte’, som hun mestrer at synge liggende hen over Scarpias skrivebord.
Niels Jørgen Riis er trofast mod den konventionelle opfattelse af maleren Cavaradossi, hans smukke stemmemateriale måske ikke helt ved det gamle, i hvert fald er hans toptoner genstand for forceringer, der får dem til at stå mærkeligt isoleret fra hans øvrige fine linjeføring.
Holder vi af dette monomane, langdalske strubegreb af en Tosca’-version? Vi bliver i hvert fald berørt af det.

gregersDH.dk

‘De Vises Sten’ Eventyrteatret i Glassalen, Tivoli 11.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Fra Eventyrteatrets ‘De Vises Sten’ i Glassalen i Tivoli (Foto: Eventyrteatret)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

PRÆGTIG FARVELADE

 

Eventyrteatrets spiller ’De Vises Sten’ som et spruttende farveorgie af indisk dans og munter trolddom.

De Vises Sten’ spiller i Tivolis Glassalen indtil 19. oktober

****

EKSOTISK kulør for alle pengene. Den får ikke for lidt i Eventyrteatrets nye forestilling ’De Vises Sten’. Alene at blade i programheftet er som at blade et reklameblad for Føtex eller Netto igennem, med røde bøffer, dåsetomat og ugens tilbud i kæmperejer.
Det er bare sjovere i Tivolis Glassalen. ’De Vises Sten’ foregår i Indien. Der medvirker omkring 100 børn, og ikke en af dem kan tage hjem og brokke sig over, at de har fået udleveret grå og kedelige kostumer. De svælger i rød, gul, orange og hele paletten. Turbaner og tørklæder, sjaler og sarier, sko, tøfler og bare rødmossede tæer, blomster i håret, tørklæder og bælter. Nok til at dekorere et stormagasin ved juletid. 3. akt af ’Napoli’ på Det Kgl. – det farverigeste i kategorien i dansk teater – kan gå hjem og lægge sig.
Men her er vi altså ikke i La belle Italia, men i det eksotiske Østen. Hvor jagten er gået ind på De Vises Sten, som sidder i turbanen på maharajaen og ikke er sådan at få fat i for knægten Kim. Stenen skal ved sin magiske kraft redde hans syge søster hjemme på Rigshospitalet, hvor en læge med interessant specialviden leverer tippet om den mystiske sten.

GENNEM TRÆNGSLER

Gunvor Reynberg har skrevet historien, og hun lader knægten bane sig vej gennem utrolige trængsler i det fjerne, inden han står med maharajaens glimtende diadem i hånden: Mystiske guder som Shiva og Kali, der griber ind i begivenhedernes gang. En tiggerbande med en ung stratenrøver i spidsen, der gerne vil benytte lejligheden til at få fingre i lidt af maharaja-paladsets rigdomme. En alkymist og troldmand, der har sine egne problemer med omgivelserne, men giver Kim en hånd undervejs.
Og minsandten: Selveste fredsapostelen Mohandas Gandhi, der ganske vist gemmer sig under navnet Mahutma Gundhi, men hans fredsevangelium er usvækket.
Den fyldte sals jubel kender ingen grænser, specielt når den halvblinde og helfortumlede maharaja prøver at styre sin fjollede prinsesøn, som hverken vil det ene eller andet, især ikke giftes med prinsesse Nidra.
Vi forskånes ikke for den gale fyrstes uafladelige trusler om halshugning af den ene og den anden – den makabre parallel til Islamisk Stats galmandsværk i Syrien strejfer os, men i Glassalen er vi jo bare til røverromantik. Røver- eller tiggerprinsen tager lige så mange kegler ved at klæde sig ud som prinsessen – en komisk version af Octavian i ’Rosenkavaleren’.

GOD SKOLING

Det sceniske eventyr om jagten på De Vises Sten giver anledning til en masse sang- og danseoptrin undervejs – Christian Dahlberg har skrevet de iørefaldende numre, og vi imponeres af den perfekte tekstbehandling, som navnlig korene bliver til del. Der er en god skoling bag Eventyrteatrets aktiviteter.
Showet afvikles i Tivolis Glassalen, der er sit eget eventyrlige stunt af et udstyrsstykke, tegnet for 150 år siden, som om arkitekten har vidst, at det en dag skulle huse et østerlandsk eventyr som ’De Vises Sten’.
Således indleder Tivoli efterårsferien med at sprængfylde haven med den gammelengelske helvedes- og heksefest Halloween og holde indisk skattejagt indendørs i Glassalen. Sig ikke at Tivoli ikke er international.

gregersDH.dk  

‘Samtale før døden’ Edison Teatret 10.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Cecilia Zwick Nash, Thomas Gabrielson og Olaf Johannesen i ‘Samtale før døden’ (tegn.: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

*

*

*

BARE ET ALMINDELIGT MENNESKE

 

’Samtale før døden’ er et spil om menneskelig svaghed. Adam Price har skrevet det, Peter Langdal instrueret, Olaf Johannessen har skabt et uhyggeligt billede af jødebøddelen Eichmann, et menneske, der ligner de fleste af os andre.

 

’Samtale før døden’ spiller på Betty Nansens Edison-scene indtil 9. november

 

*****


ADOLF Eichmann. Manden, der var ansvarlig for gasningen af 6 millioner jøder under 2. verdenskrig. Undsluppet til Argentina efter krigen, men opsporet og kidnappet af den israelske efterretningstjeneste i 1962, ført til Israel, stillet for retten og dømt til døden.
Vi husker billederne af den blege, spinkle mand i retssalen, siddende i en armeret glasboks.
Det er denne mand, vi møder i Adam Prices stykke. En mand i flakkende selvforsvar, bortforklaringer, men også modangreb over for en af de israelske dommere, der har opsøgt ham i cellen kort før henrettelsen – hvorfor? For at ransage sin egen samvittighed over at have dømt et menneske til døden. Ingen dødsdomme var indtil det øjeblik faldet og eksekveret i det moderne Israel.

DEN LILLE MAND

Det er et fremragende stykke, Adam Price har skrevet.
Ikke kun en dramatisk dissektion af hjerne og tankegang hos en af krigens store forbrydere, men også en ransagning af, hvor skyld og tilskyndelse til ugerninger kan placeres. Hvad det er, der driver mennesker til at foretage de forfærdeligste ting mod andre. Har alle måske djævelske kræfter i sig til rædselshandlinger, hvis omstændigheder driver dem til det?
Hos Eichmann møder vi enkle årsager. Han er en lille mand. Gør, hvad der bliver sagt. Følger ordrer – den forklaring, utallige krigsforbrydere har brugt. Han har såmænd ikke noget specielt imod jøderne, han er bare sat til at udrydde dem. Men han slår sig lidt i tøjret af og til. Kalder udryddelse for ’evakuering’. Foreslår at eksportere jøderne til Madagaskar! Har man hørt magen? Ja, omtrent: Glistrup mente man kunne sende muslimske flygtninge til Grønland. Espersen har lige foreslået Uganda.
Olaf Johannesen spiller denne Eichmann som et vredt, fornærmet barn. Et barn, man gør uret. Han kan jo sine ting. Afslører allerede i åbningsreplikkerne den egenskab, der gør ham topmålt nyttig i tjenesten: Han spørger dommeren om rebet, han skal hænges i, nu har den reglementerede længde. Den længde, som gør, at nakken brækkes omgående.
I hans pertentlige organisering af jødeudryddelsen har det været afgørende, at han var en mand, der kunne tognumre og togtider og vognkapacitet på fingrene. Sådan en mand kunne man stole på.

PRÆCISIONEN

Olaf Johannesens udspiller loyaliteten og perfektionen med en uhyggelig præcision i sine replikker, samtidig med at han med sine flak i øjnene og skred i stemmeføringen ind imellem røber det usikre væsen, der lader sig styre ud i handlinger, han ikke har personlig overbevisning til at gennemføre. Vrissende og skiftevis skråsikker og nervøs over for sin lille kone, der i scene efter scene er fortidens småborgerlige baggrundsfigur. Cecilia Zwick Nash, et godt scenisk gensyn, velvalgt som sundhedsstruttende, snusfornuftig Mädl, der ikke forstår, hvad manden har gang i, men alligevel lader sin skepsis vokse.
Total ren nazivare møder vi hos Christian Mosbæk, der spiller Eichmanns overordnede Reinhard Heydrich som en afstumpet, magtsyg bøffel, der træffer iskolde beslutninger om jødeudryddelsen under orgiastiske lovprisninger af arisk ideologi, mens han lytter til sin yndlingsmusik, den forbudte, jødiske komponist Mendelssohns violinkoncert.
Thomas Gabrielsson har til gengæld tvivlens nådegave. Han er den intellektuelle jøde, der kender skylden og den menneskelige natur og hele tiden må stå model til Eichmanns modargumenter: Hvad gør I selv mod araberne i Palæstina? Hvor meget er du selv offer for foragt for andre folkeslag? Hvordan bærer du dig ad med selv at dømme nogen til døden?
Gabrielsson skaber en letbevægelig og ganske rørende figur, der i samtalerne med Eichmann får de strenge til at klinge, der bringer os som tilskuere til at lytte ekstra: Hvor meget har vi selv del i katastrofernes jordiske himmelflugt?

SCENEN

’Samtale med døden’ er en af de bedste iscenesættelser, Peter Langdal har begået gennem de seneste år. Han og scenografen Karin Betz lader stykket udspille sig på en nøgen skråscene med en trykkende lige så skrå himmel, der kan bruges til digitale, enkle, men truende afspejlinger af – berlinske huse er det vel, i hvert fald antydning af den Wannsee-villa, hvor de nøgterne udryddelsesbeslutninger blev truffet.
Scenens rekvisitter er få, men lemme i gulv og loft giver mange muligheder for hurtige fosvindingsnumre og tilsynekomster for nazistiske håndlangere og ordre-affyringer.
Og frem for alt: Price, Langdal, Betz og spillerne skaber en troværdig, dramatisk historie om handlinger, vi normalt anser for utænkelige. Men hvis kim altid er til stede.

gregersDH.dk

‘La bohème’ Den Jyske Opera 9.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Gabriela Istoc og Jung Sao Yun som Mimi og Rodolphe i ‘La bohème’ (Foto: Den Jyske Opera)
*
*
*
*
*
*
*
*

MIMI BANKER PÅ

 

Den Jyske Operas ’La bohème’ har tourné-forestillingers særlige problemer, men er musikalsk af høj kvalitet.

 

Den Jysk Operas ’La bohème’ som hørt i Værket i Randers. Forestillingen er på turné frem til 26. november og kommer også til København undervejs.


****

TOURNÉOPSÆTNINGER har deres charmerende særheder. Især scenografisk.
Den ’La bohème’, som den Jyske Opera nu er på vej med landet rundt, er bygget op af nogle fikse huse i legoklods-format, tegnet med henvisning til Louis Philippes Paris. Nemme at flytte rundt på, for det er en kondition på turnéer.
I første akt lukker de sig om de glade kunstneres baggårdsatelier – vi kommer til at miste noget af trapperomantikken, da underbo Mimi banker på. Men skidt med det. Så kører søjlerne i stilling til 2. aktens Cafe Momus og julestemningen, og det går ok. Men det gør det ikke rigtig i 3.akt ved byporten, hvor klodserne flytter sig, men ikke flytter vores bycentrum-fornemmelse. Vagter og bønder med grønt bliver noget rod.
Og så har den spanske scenograf noget helt særligt for, eller er det hans instruerende landsmand? Der står en seng midt i gadebilledet! En forudgreb til 4.aktens triste dødsscene, hvor Mimi skal drage sit sidste suk hjemme i atelieret?
Måske. Men ’La bohème’ er undfanget i såkaldt veristisk stil, operaen er tænkt i henrik ibsensk hverdagsnaturalisme. Og vi vil ikke have en seng stående, hvor den ikke hører til. Men nu står den der altså og flyder i 3.akten ved byporten, og den kan jo så bruges til, at maleren Marcello og hans omkringføjtende kæreste Musette lader den være en art rullende kasteskyts i deres slagsmål.

ÅNDELØSE SEKUNDER

Sært og skønt som vi i øvrigt har det med den opera!
Den er jo musikalsk lammende effektiv. Drejet af Puccini med den mest udspekulerede, beregnende jagt på dramatiske virkninger – i det små f.eks. i de fire kunstnerkammeraters pjank, og i det store med berusende kombination af orkesterklang og vokale linjeføringer hos sangerne.
Vi har det – i de åndeløse sekunder, da Mimi og Rodolphe kravler rundt på gulvet og leder efter hendes tabte nøgle -  lige som børn, der får fortalt den samme historie igen og igen efter at have tigget om den – vi genoplever situationen nyfødt. Som vi gør det i situation efter situation operaen gennem, Forudsat selvfølgelig, at vi har et orkester og en dirigent i graven og sangere på scenen, som lever situationerne ud og har de vokale forudsætninger, vi kræver.
Sådan opleves det lykkeligvis i denne jyske udgave.

FRA JYSK AVL

En udgave, som mare ikke er særlig jysk – operaen i Århus har jo med sin nye chef, den irske Annilese Miskimmon, efterhånden drejet produktionerne definitivt fra jysk avl til internationalt altfavnende parader af udefra hentede kunstnere. I denne omgang en aldeles glimrende Rodolphe, den sydkoreanske tenor Jung Sao Yun. En henrivende Mimi i strube og krop hos den rumænske sopran Gabriela Istoc, en finsk Marcello, Walttari Torikka, og polske Katarzyna Mizerny som en flammende Musetta, bare for at nævne besættelsen af de fire centrale partier. Dirigenten Michael Balke er hentet fra Tyskland, og instruktør og scenograf er som sagt fra Spanien – deres navn er Ricardo Cuerda og Alfonso Mora.
Hvad vi så og hørte ved denne opførelse, der fandt sted i Værket i Randers, var endda opsætningens 2.hold! Altså hvad angår sangerne.
Kunstnerisk kan ikke en kat gø af, at niveauet på mange måder er i høj klasse. Men det giver da nogle overvejelser, at ikke bare danske scenografer og instruktører vælges fra af den irske operachef, men også vores hjemlige, højt uddannede sangere.
Det er selvfølgelig en art trøst, at mange af dem, der kunne være tale om i f.eks. hovedroller i ’Bohème’, befinder sig på glimrende opgaver rundt i verden. Så vi tager det rimeligt roligt. Også når vi taler om instruktører og scenografer. Vi skal ikke være beskæftigelses-terapeuter. Og opera er en global kunstart.
Men vi venter nysgerrigt på, hvordan Annilese Miskimmon besætter Carl Nielsens ’Maskerade’, hvis hun en dag vil sætte den op.

gregersDH.dk

‘Yahya Hassans digte’ Teater Mungo Park Kolding 8.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Dramatiseringen af Yahya Hassans digte kulminerer i rockscener på Teater Mungo Park, Kolding (foto: Mungo Park)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

SMERTETÆRSKLER

 

Dramatiseringen af Yahya Hassens digte fungerer fint som en musikalsk collage, der rammer, hvor den skal ramme  – både poesien og den hassanske verden af danske og muslimske smertetærskler.

 

’’Yahya Hassans digte’ er et samarbejdsprojekt mellem Mungo Park Teatret i Kolding, hvor det havde premiere i aftes, og Aalborg Teater, hvor det kommer op i næste sæson.

*****

TONEN er straks slået an. Allerede udenfor på gaden: Store transparenter over gågaden i Kolding: ’Yahya Hassans digte’.
Det er ikke en reklame fra den lokale ’Bog og Idé’. Men for teaterforestillingen på Mungo Park.
Og tonen er lige så straks slået an på scenen. De fire medvirkende står, sidder eller hænger i scenografiens gitre. Med bogen i hånden, slået op, klar til at læse. Det handler om dén bog!
Jakob Hannibal er den første.
Identifikationen med de berømte tekster melder sig omgående. Men også forestillingskonceptet.
Hannibal læser et af de digte, som vel har været mest citeret. Digtet om faren, der med et bræt, brækket af en af børnenes senge, banker løs på ungerne. De får i deres udstrakte flade hænder, mest lillesøsteren.
Den skildrede muslimske hjemmevold er på plads. Som eksempel på alt det, der af mange i særlig grad er blevet forbundet med Hassen og hans digte: Hans rasende udlevering af en kultur, næsten ingen har turdet angribe med så hidsige ord og beskrivelser. Men som mange gerne ser bekræftet. Alle de forpinte sider af en muslimsk flygtningetilværelse i Danmark.

KONCEPTET

Men vi forstår også forestillingens koncept.
Nemlig som et, der rækker ud over den opfattelse af Yahya Hassen og hans digte, der har indarbejdet sig, og som er blevet næsten uløseligt forbundet med hans person, hans karismatiske udstråling, hans sprog, hans egen måde at læse på, denne syngende messen, som nogle måske hører som en imitation af muezzinernes messen af korantekster. Men som snarere er en lyriske recitationsstil, der rækker tilbage til Poul Borum og Forfatterskolen, den skole, som også er en del af Yahya Hassans baggrund.
Hos Jakob Hannibal – og også hos de øvrige, da de tager fat – bliver teksterne prosa. Nærmest som små novellebrudstrykker.
Det er en del af det stilistisk fine ved forestillingen. Man prøver ikke at lave en Hassan på scenen, efterligne hans stil og facon. Den skal vi ikke sidde og labbe i os.

UDLEVERING

Brugen af teksterne udvikler sig i en scenisk collage, hvor instruktøren Minna Johannesson og de medvirkende rykker og flytter teksterne ind i sammenhænge, hvor vi både får fastholdt Hassan-digtenes knivskarpe udlevering af hans familiemæssige, historiske og kulturelle baggrund, men samtidig får splittet de naive, men velmente danske bestræbelser på at justere unge indvandrere til samfundet. Med midler, der bliver nogenlunde dobbelt så hjælpeløse, som de er over for danske jævnaldrende.
Teknikken i stykket er, at skuespillerne alt efter situationerne kan være Hassens far, Hassans lillebror, Hassans mor eller farens nye kone eller Hassans elskerinde – den berømte pædagog, som alle har interesseret sig så meget for, og som selv har gjort sit ved at skrive en hel bog om sit liv med Hassan.
Lige som skuespillerne kan agere behjertede, paniske eller vildfarne repræsentanter for samfundets vidtfavnende pædagogiske institutioner, som prøver at få styr på den flimrende kriminalitet, Hassan blotlægger hæmningsløst som en side af sin opvækst.
Forudsætningerne er rigelige for at identificere alt, vi møder på scenen, med den virkelighed, medierne har viderebragt.

MELODRAMA

Undervejs gennem den godt halvanden times pauseløse forestilling vokser musikken som et afgørende element. Med prægtige komiske virkninger ind imellem, når danskpop eller ’Nu er det jul igen’ får kultursammenstødene til at swinge.
Eller når de fire, Hanne Hedelund, Andreas Berg Nielsen, Frank Thiel og som sagt Jakob Hannibal er et bundt rockmusikere, der forløser den side af Yahya Hassans fortælling om sine eksplosive udviklingsfaser.
Men også udmundende i en fase af forestillingen, hvor det poetiske begynder at gro på en helt egen måde. De afsluttende tekster løfter sig med den underliggende musik til en art melodrama, hvor brudstykker af teksterne kommer til næsten at synge som bitre eller selvironiske konklusioner – ”paranoiaen griner – og jeg griner med” lyder det f.eks.
Sætninger, der bliver hængende. Der er nok af dem i den sceniske finale, også for mange. Men stærkt er det.

gregersDH.dk

‘Italiensk opera i guldalderen 1800-1850′ af Thomas Milholt 3.10.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

EN MORDERISK KANON

 

Musikforskeren Thomas Milholt har skrevet en glimrende, men meget omstændelig analyse af en epoke i italiensk opera, som er blevet offer for glemsel på grund af en morderisk kanon.

’Italiensk opera i guldalderen 1800 – 1850’ af Thomas Milholt. Forlaget Multivers 262 s.

****

 

EN bog på 262 tæt trykte sider, hvoraf de sidste 68 er lige så tæt pakkede noter og kommentarer.
Vi tager en dyb indånding og læser. Med en blanding af dyb interesse og stedvis irritation.
Interesse, fordi emnet er godt og forfatterens engagement glødende.
Irritation, fordi han gentager sine pointer til hudløshed.
Bogen handler – som titlen siger – om ’Italiensk opera i guldalderen 1800 – 1850’. Dér kan enhver, som forholder sig nysgerrigt til opera, være med. Perioden er den tid, hvor Rossini, Bellini, Donizetti og Verdi er stjernerne – Verdi som den seneste og yngste, halvvejs gennem livet. Deres operaer er en del af rygraden i det lyslevende, populære repertoire i alverdens operahuse i vore dage.
Men hvad er nu det? I første kapitel præsenteres vi udførligt og begejstret for en komponist ved navn Saverio Mercadente.
Thomas Milholt beskriver Mercadentes debut med en opera om Herkules ved en festforestilling med fuldt hus og kongelig tilstedeværelse på San Carlo Operaen i Napoli.

GLEMT

Saverio Mercadente viser sig at være en nøgleperson i Thomas Milholts bog. Gennem flere hundrede sider. Milholt slipper ham ikke som eksempel på en stor, men glemt komponist.
Og han slipper slet ikke en musikskribent ved navn Francesco Florimo, som først skriver en flammende kanon over århundredets bedste operaer i Italien og derpå – ti år efter, i begyndelsen af 1880’erne – reviderer værket og vender op og ned på indholdet. Godt og grundigt. I første omgang skrev han om italiensk operas ’to kolossale granitsøjler, Saverio Mercadente og Guiseppe Verdi’. I anden omgang var næsten alt positivt om Mercadente strøget, inklusive den euforiske passus om de ’to kolossale granitsøjler’.
Færdig med Mercadente. Eller hvad?
Næh, For det interessante er, hvad Milholt bruger Mercadente til.
Nemlig til at fortælle, hvordan musikhistorien ofte kører skævt. I dette tilfælde, at forsker Florimos sidste kanon-konklusioner ser ud til at være en tilfældig, subjektiv forvrængning af opfattelsen af, hvad der var skidt og kanel i italiensk opera. Måske skulle han tækkes Verdi. Og så skulle Mercadente have et gok i nødden.

STJERNER OG VANDBÆRERE

Florimo har mere i bøssen end det. Han løfter ikke bare Verdi, men også Rossini, Bellini og Donizetti op i eksklusiv særklasse og gør generelt andre italienske komponister til andenrangs komponister.
Milholt kan påvise, hvordan Florimos bog frem til i dag er blevet nærmest normgivende for holdningen til et utal af italienske operakomponister. En hel stak af folk, der var toneangivende i Italien i et halvt århundrede og sprøjtede operaer fra sig, Mercadente f.eks. i alt 57 operer.
Glemt. Nogle måske ufortjent. Mange endda? En blomstrende operakultur siet fra i musikhistorien. Der var stjerner og vandbærere.
Men Florimo er også et offer for strømninger i 1800-tallets opera- og kulturudvikling i det hele taget. Og det bruger Milholt nogle udmærkede og velskrevne kapitler på at gøre rede for. De fire stjernekomponister, der er blevet hængende med deres værker, er f.eks. blevet dyrket som genier i romantikkens ånd. Og genidyrkelse gør automatisk de ikke-kanoniserede til andenrangs.
Når noget bliver udråbt til det bedste, hvorfor skal man så beskæftige sig med det næstbedste?

KANON-KÅRINGER

Spørgsmålet svæver over alle kanon-kåringer, også Brian Mikkelsens berømte fra hans tid som kulturminister. Definitionen af bedst og næstbedst svæver i tågerne. Smag og umiddelbare indskydelser rammer i en syndig forvirring sammen med kulturpolitiske, økonomiske og personlige vinkler på afgørelser om godt og skidt. For ikke at tale om den markedsføring, værker og komponister udsættes for, vandrende fra ingenting til millioninvesteringer.
I dansk musikliv er nedgørelsen af Rued Langgaard et typisk eksempel – han forsvandt gennem to generationer i skyggen af Carl Nielsen.
Taler vi om italiensk opera, oplevede vi under Copenhagen Opera Festival en fuldstændig ukendt Vivaldi-opera slå benene væk under os. Havde den mand da lavet andet end ’De fire årstider’? Ja, han havde. Bl.a. 39 operaer. Nu fik vi hørt en enkelt af dem. Og måbede.
Vivaldi er ikke denne bogs ærinde. Han levede hundrede år før den tid, Thomas Milholt beskriver.
Men Milholt gør os den tjeneste at bruge 1800-tallets italienske opera til at analysere årsagerne til, at hele epoker i musikkens udvikling visner og glemmes. Og hvorfor de gør det.
Han bruger mange ord til det. Men mener et godt.

gregersDH.dk