‘Dragsholmrevyen 2015 4.7. 2015 Anm. (kun tegning)

Category : Alle, Anmeldelser

Mens vi andre henslæber tilværelsen med en art ferie, kaster Claus Seidel sig hæmningsløst til Rørvig for at tegne Susanne Breuning og Bente Eskesen i deres revy, der fortsat kalder sig Dragsholmrevyen. Resultatet ses her.

Revyen spiller i Rørvig Centret indtil 1. august.

gregersDH.dk

 

 

 

‘Der var engang engang’ Grønnegaards Teatret 2.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Stanley Tawfik Baker som ‘Den grimme ælling’ i ‘Der var engang engang’ på Grønnegaards Teatret (Foto: Bjarne Stæhr)

 

 

ÅH, AT VÆRE

 

EN SVANE

 

 

H.C. Andersens ’Den grimme ælling’ omsat til et festligt, mimisk og koreografisk lille show af et bundt skuespillerelever i Grønnegården.

’Der var engang engang’ spiller i Grønnegårdens baghave frem til 19. juli hver eftermiddag kl. 16.

****


HOLD da op, hvor de må have haft det sjovt! Lige så sjovt, som vi som tilskuere har det med deres ’Der var engang engang’.
Vi taler om sjakket af skuespillerelever ved Statens Teaterskole (som nu basker med vingerne og kalder sig ’Den danske Scenekunstskole’). De, der lige er tumlet ud fra 2.-året på skolen. De er altså endnu ællinger i faget. Så hvad kan man byde dem af mere relevante opgaver end at spille – ællinger?
Det gør de om eftermiddagen på Grønnegaards Teatret nede bag den store scene: ‘Der var engang engang’ er titlen. En dramatisering af H.C.A.s ‘Den grimme ælling’. Om aftenen spiller teatret Nikoline Werdelins ’Visen om Sidsel’ på den store scene foran. Til fornøjelse mest for voksne.
Baghaven spiller – som før – for børn. Uden at voksne er adgangsforment.
Scenen er omdannet til H.C. Andersens rappende andegård med andemor og hendes afkom og hvad deraf følger: Glade småkværulanterier, udflugter til åen, mosen, skoven, de gule marker, det faldefærdige bondehus med den gamle kone hist hvor vejen slår en bugt, og de vilde svaner, hele komparseriet af snadrende væsener og spekulationerne om den mislykkede fjerde ælling, der slet ikke er en ælling, og som derfor må gå så meget ondt igennem – præcis som H.C. Andersen selv – for så lyksaligt at stikke til vejrs med flokken af vilde svaner, da den opdager, at vingerne kan bære, og glad kan konstatere, at det ikke gør noget, at man er født i en andegård, når man bare har ligget i et svaneæg. H.C.s fortrøstningsfulde personlige evangelium.

Mobning

Det er historien fortalt med en af holdets drenge som den arme, der mobbes og kanøfles, fordi han er anderledes. Lige meget hvor han vender sig hen. Nogle børn på tilskuerrækkerne vil nikke og  genkende…
Det er et mimisk show, der begynder med titlen ’Der var engang engang’, afsunget som en vokal øvelse i stil med Mozarts vilde kanon’er. Dermed får vi forklaret titlen, som er en brodering på de indledende ord i så mange H.C. A.-eventyr, også ’Den grimme ælling’: ‘Der var engang’.
Det fortsætter med spruttende verbale og koreografiske imitationer af de opdukkende, nådesløse væsener fra dyreriget, som den arme ælling må leve med undervejs, og som den hilser med psykologiske nedture, undrende bekymring eller skuffet tristesse.
Kvækkende frøer og tudser, hønsene i hønsegården, skræppende vildænder, en mjavende kat og en kone, der taler bornholmsk – det gjorde hun vist ikke hos H.C. A., men Kulturugen derovre har gjort det halvsvenske tungemål til et godt nummer.
Der er fart og flugt over den lille forestilling, som ledsages af sprød musik ved tasterne, spillet af Mariana Palacios. Vi oplever små spring og associationer til andre H.C.-eventyr, men kernen er ellers næsten ordret fra bogen i de små sammenbindende tekster. De og instruktionen er begået af Mette Borg og Charlotte Munksø, som også har iscenesat.
De medvirkende på holdet er – vi tager tilløb: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wranstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hils, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Der er hausse i dobbelte navne. Man står ikke så alene med det mere.

gregersDH.dk

‘Thomas Kingo’s Sacred Song Book’ Frederiksberg Kirke og CD 28.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

 

SORRIG OG GLÆDE

 

’Thomas Kingo’s Sacred Songs’. CD med Phemius Concort og sangerne Jakob Bloch Jespersen og Else Torp. Præsenteret ved en musikgudstjeneste i Frederiksberg Kirke.
Plademærke: Dacapo.

 

****


MÅ man klappe i en kirke? Nej, vel? Men man gør det jo alligevel, hvis det er ved en koncert. Der er fuldt tryk på labberne efter en Messias-opførelse i f.eks. Holmens Kirke.
I går hørte vi en såkaldt musikhøjmesse i Frederiksberg. Altså en gudstjeneste med musikindslag i den ganske særlige anledning, at der på dagen blev udgivet en cd med salmer af Kingo.
Der blev ikke løsnet en hånd til bifald. Vi er kultiverede og følsomme i vores grænsedragning: Dette var mere gudstjeneste end koncert.
Der kunne ellers have været god grund til at kvittere med bifald. Organisten Allan Rasmussen spillede kraftfuld og munter barokmusik af Buxtehude, og det nye barokensemble Phemius Concort leverede yndefuld dansemusik af bl.a. Johann Schop.
For ikke at tale om de to solister, bassangeren Jakob Bloch Jespersen og sopranen Else Torp, der stillede med Kingo-salmer, der ganske vist viser den store salmedigter Thomas Kingo i storladen udfoldelse af hyldest til Vorherre og hans underfulde gerninger på jord. Vældige billeder af menneskelivets trængsler og lykke, frelse og fortabelse.
Men alt sammen til melodier, som Kingo hentede fra det populære, europæiske sangrepertoire, f.eks. fra nogle af franske Jean Babtiste Lullys operaer og operaballetter.
Forunderligt – for mange af de salmemelodier, vi synger med stor indlevelse og patos ved gudstjenester og andre religiøse anledninger er altså oprindelig lystige viser. ’Nu rinder solen op’, ’Sorrig og glæde de vandrer til hobe’, ’Far verden farvel’ og flere andre.
Sært og tankevækkende. Flere af dem er morgen- og aftensange, der i virkeligheden er tænkt af Kingo til brug for troende i de små hjem til markering af dagens begyndelse og slutning. Ikke til gudstjeneste.
Alt dette påvises i de ganske omfattende tekster til den CD, der udkom på dagen, og som altså var anledningen til musikgudstjenesten.
CD’en indeholder mange flere sange end vi hørte ved koncerten. De bliver sunget med stærk indlevelse af Jakob Bloch Jespersen og Else Torp. En mandig bas, der lever hvert ord i salmerne og tilfører dem prægtig klang. Og en lysende, rent syngende sopran med næsten barnlig klang trods den modne artikulation.
Phemius Consort kalder de to og musikerne sig. Phemius-navnet har de hentet fra Homers ’Odysseen’ – Phemius var manden, der sang og spillede for Odysseus’ kone Penelope for at muntre hende op i de mange år, Odysseus flakkede Ægæerhavet rundt. Intet anende om fru Penelopes flirt med vennerne og sit lands fremtidige finanskrise.

gregersDH.dk

‘Visen om Sidsel’ Grønnegårdsteatret 26.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Joen Bille, Johanne Louise Schmidt, Peter Christoffersen og Christiane Gjellerup Koch i ‘Visen om Sidsel’ (tegn. Claus Seidel)

 

 

 

 

 

 

 

 

NÅR GNISTERNE FÆNGER

 

Nikoline Werdelins ’Visen om Sidsel’ er en morsom og rørende 1700-tals historie, lidt stivbenet fortalt, men med et par flammende aktører i hovedrollerne: Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen.


Instruktion og manuskript: Nikoline Werdelin. Scenografi: Karin Betz. Musik: Tammi Øst. Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Peter Christoffersen, Mette K. Madsen, Joen Bille, Jesper Hyldegaard, Christiane Gjellerup Koch, Michael Moritzen, Annika Johannesen og Simon Sears.


’Visen om Sidsel’ spiller på Grønnegårdsteatret indtil 22.august.

****


VI sidder og venter på, at gnisten skal fænge. Nicoline Werdelin har så meget, hun skal have fortalt i den historie om Sidsel. Skidt og møg i 1700-tallet, bønder under pisken, København en pestbefængt by befolket med korrupte embedsmænd, hjemvendte soldater fra svenskekrigene på tøsejagt.
Men så sker det.
Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen ryger i masken på hinanden. Hun den rappe tøs Sidsel, der slår fra sig. Han soldaten Ludvig, en hæmningsløs lømmel, en frækkert med store grin og store armbevægelser.
De gør det i to omgange. Først da han og hans kammerat som et par skoledrenge ribber hende for, hvad hun har i pose og skørt. Så da hun forklædt som dreng går i ledtog med ham for gå på rov for at skaffe penge.

I FLAMMER

Dér står spillet i flammer. Dér har Werdelin fat i to spillere, der slipper deres bundne talent ud i mental krigsførelse, i intuitiv udnyttelse af kræfter, der kan løsne sig som små syndfloder af overgivenhed, frækhed, magtkamp og de følsomste tilnærmelser.
Dér sker de lyksalige brud på en fortælling, som Werdelin lidt omstændeligt bygger op – baseret på den virkelige historie om pigen, der forklæder sig som mand og gifter sig med en pige, der er i lige så stor nød som hun selv, for at de sammen kan tage røven på omgivelserne og klare sig igennem underklasse-trængslerne.
Mette K. Madsen indgår med overbevisning som makkeren i den umage ægteskabelighed. Hvilket giver anledning til muntre scener, der falder i liflig jord hos sex- og kønsfikserede tilskuere af alle arter.
Stykket har ellers lidt stive stræk af historieskrivning, glimt af sløje sociale forhold på – for at gøre det klart for teatergængere: På Holbergs tid.
Der er duft af Holberg over stykket. Og en duft af København. Werdelin henter os tilbage i de små gader i det København, der også var hjemstedet for ’Natmandens datter’, hendes succes fra 2006. Til Hummergade, til Mayonaise-kvarteret, til Holmens Kanal, til de gader, vi i disse tider graver sønder og sammen. Fint og abstrakt gengivet i Karin Betz’ scenografi.
Werdelins research har gjort hende optaget af tidskolorit. Der vaskes tøj for borgerskabet. Provinsgæster snydes på spillebuler, de fattige tjenestepiger scorer en ekstra skilling på prostitution etc.
Persongalleriet rummer alt, hvad det holbergske hjerte kan begære, Joen Bille som en fjollet præst, Jesper Hyldgaard som brovtende borgermand med byfoged-beføjelse, Michael Moritzen i hælene på ham, Christiane Gjellerup Koch og Annika Johannessen som københavnske madammer.
Alle sammen placeret og omskabt i andre roller undervejs.
Persongalleriet er enormt – til en vis forvirring for os. Stykket varer kun halvanden time, og der er rolleskift så talrige som ved en sommerrevy.

MUSIKKEN

Det er en sjov og fin idé at bygge stykket på den type skillingsviser, der var tidens. Også den virkelige Sidsel-historien har været visestof dengang. Hos Werdelin betyder det, at vi nærmest er til en art musical. Tammi Øst har skrevet musik til en række sange i visestil, og de medvirkende fyrer dem af som yndefulde vignetter og små breaks i forestillingen. Det falder godt i tråd med, at dramaet omkring Sidsel ind imellem kædes sammen af præsten og andre som en slags fortællere.
Men dette stykke ville nok falde sammen som et nydeligt korthus, hvis ikke Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen uimodståeligt havde banet sig vej gennem det med deres uigennemskydelige nærvær.

gregersDH.dk

‘Reumert-prisfesten TV-transmitteret på DR-K 21.6.2015 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

PÅ DEN FLADE SKÆRM

 

 

Reumert prisfesten i Skuespilhuset søndag aften fungerede ikke så godt på tv.   DRK 22.6. 2015.  Anm.

 

***


HVORDAN har den så fungeret på TV, Reumert Prisfesten?
Ikke så godt. I hvert fald ikke så godt, som den fungerede live i salen søndag aften.
Det er interessant at se transmissionen dagen efter og opdage, hvor tynd og flad meget af forestillingen pludselig virker.
På en måde er det en bekræftelse på, hvor relevant det er, når teatret altid fremhæves som noget levende, noget, vi oplever på stedet. Noget, hvor den direkte kontakt med publikum er afgørende. Både for skuespillerne på scenen og for folk i salen.
Men skulle tro, at netop det ville afspejle sig her, hvor det er en direkte transmission. Men det sker kun delvis.
På skærmen taber vi meget af den atmosfære, der er afgørende. Atmosfæren i rummet. Alt det, der summer i luften af uventede billeder og lyde, publikum omkring os, den myldrende masse af aktivitet, farver, latter, støn, jubel og pludselige reaktioner. Vores egne øjne, der hvert sekund kan vælge, hvor de vil se hen i den store sal og på den store scene.
Vælge til og fra.
Ørerne, der på samme måde kan vælge og vrage i det stereofoniske kaos mellem værten og hans snak og musikeren, der vittigt efteraber snakkeriet med sin stemme og fis på sin vibrafon.
Impulserne til at klappe, rejse sig, huje eller mumle. Impulser, ligesom dem, der griber de medvirkende, og på en brøkdel af sekunder endevender situationerne.

DET SMULDRER

Meget af dét smuldrer på skærmen. Kameraerne flakker lidt diffust mellem de mulige muligheder. Dygtigt, og så godt det nu kan lade sig gøre.
Men Reumert-showet er et kæmpemæssigt broget totalforetagende i den form, det havde søndag aften. Det er som mere eller mindre uberegnelig kamphandlinger på en slagmark.
En tv-transmission kan slet ikke forberedes på samme måde som en transmission af – skal vi sige: ’Romeo og Julie’, som vi så den i en optagelse for en uges tid siden fra netop Skuespilhuset. Præcis fastlagt, for det er den slags jo fra Shakespeares, fra teatrets og fra instruktørens side. Lige så fastlagt som den bliver af tv. Med omhyggelige prøver på kameragange, nærbilleder, halv- og hel-totaler. Alt det, som kun delvist og sparsomt kan lade sig gøre ved et Reumert-show.
Resultatet er, som vi så det nu. En masse totalbilleder fra den store diffuse scene, vanskeligheder ved at ramme detaljer, panoramaer af den store, dybe og vidtfavnende sal, der ikke er til at få fornemmelse af, på samme måde som vi får det, når vi sidder der live.
Opgaven er nærmest uløselig. Og bliver ikke nemmere af, at man skal prøve at rumme det, som vi i aftes skildrede i anmeldelsen af showet (se ovenfor): Showværter, der fører sig frem i rasende – og på mange måder festligt – ræs rundt i manegen. Netop det, der var så væsentligt for afviklingen af hele forestillingen: Lynturene rundt, ud og ind og op og ned.
På TV kunne denne fræsende stand up aktivitet kun rummes i glimt af kameraerne, og næsten kun i totalbilleder. Nærværet fortabte sig. Det nærvær, vi kunne opleve på en helt anden måde fra vores tilskuerpladser.

Når man har været til stede søndag aften, lægger man selvfølgelig til og trækker fra ud fra den ekstra forudsætning, man har. Men netop dét giver også muligheden for at se, hvor showet som tv-transmission er i vanskeligheder.

gregersDH.dk

Årets Reumert 2015 Skuespilhuset 21.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Bikuben Fondens direktør Søren Kaare-Andersen overrækker Reumert hædersprisen til Kirsten Dehlholm (Foto: Bikuben Fonden)

 

REUMERT

 

VILLE BLEGNE

 

 

Reumertpriserne uddelt i Skuespilhuset under et rablende og morsomt Fix og Foxy-show.


*****

HVAD hænger i hovedet efter årets Reumert-prisfest her en time efter, at man har forladt Skuespilhuset?
De særeste ting.
F.eks. en fyr ved navn Troels Thorsen, der springer som en reje scenen rundt i et hæsblæsende tempo, danser stepdans og krydser alverdens forhindringer på sin vej,  en tampolin eller et bordtennisbord. Hvad som helst. Mens han ind imellem proklamerer priserne og begrundelserne for dem med et knald på, som gjaldt det kursændringer på Børsen.
Priserne, og hvem der får dem, lader vi lige ligge. Dem kan man se listerne over i morgenaviserne.
Men altså showet og denne Troels Thorsen i funktion. Ret overvældende.

Sigrid Husjord overrækker Kaspar Rostrup instruktør-prisen (foto: Bikubenfonden)

Og Troels Thorsen har makkere: Den 1,17 m høje Sigrid Husjord i galop over scenen i hælene på ham, i stand til at interviewe prismodtagerne, opføre en ballet, der kunne indbringe hende en særpris for akrobatisk koreografi, og overfalde vært og musikere med erotiske udfordringer. Og – nej, det vil gøre computeren stakåndet, hvis vi skal yde showet total retfærdighed. De var to, nej de var tre, og de var endnu flere om at sætte dette Reumert-show i omdrejninger: Endnu en vært, Kristoffer Fabricius, en stak musikere, og minsandten: En dame på 89, der introducerede balletpris, en stor mand i korte bukser, der som fanatisk teatergænger talte teatrets sag og en pige, der havde skuespillerdrømme – vi blev hvirvlet rundt af forskellige medvirkende, der skiftevis var lige så overraskede over showets forløb, som vi tilskuere var, og konstant i festligt, speedet humør. Skiftevis enormt kærlige og provokerende over for de glade prismodtagere, eller opsat på at fornærme tv-seerne på DR2, som sad hjemme i deres eksklusive Wegener-sofaer og så lige så eksklusive kulturprogrammer – som Reumert-show og den slags.

STILEN

Var vi fornøjede? Ja, vel var vi det.
Der var et lystigt sus over denne afvikling af et Reumert-show, så helt anderledes end sidste års show og så totalt anderledes end de mange stilfulde show, vi tidligere har oplevet i Operaen eller på Det Kgl.s Gamle Scene eller på Folketeatret. Lige her og nu ser jeg i et glimt Jørgen Reenberg gøre sin entre på scenen – var det på Folketeatret? – og modtage hædersprisen. En fyrsteentré. Det var kongeligt. Stil og patos. Format i Nobelpris-klassen. Suppleret af tungt vejende taler.
Nu er showet i hænderne på duoen Fix og Foxy, dansk teaters to stratenrøvere, der bærer de borgerlige navne Tue Biering og Jeppe Kristensen, og som ville få Poul Reumert til at blegne og tale sort, hvis han blev udsat for deres raslen med performance-sablerne.
Fix og Foxy havde et formål med Reumert-showet denne aften: Vi skal forbløffes.

BAG JERNTÆPPET

Overraskelserne falder over deres egne ben.
Lige fra det øjeblik, vi kommer ind i Skuespilhuset – ad bagindgangen gennem halvmørket – og bliver anbragt på teatrets bagscene, dér hvor scenearbejdere normalt tumler med kulisser og sætstykker, og hvor skuespillerne står i kulissen og tripper med nerverne på højkant, inden de skal ind.
Hvis man ved et uheld var kommet for sent til Reumert-festen denne aften i den tro, at alt var som det plejer, var man gået ad hovedindgangen til de sædvanlige tilskuerpladser.
Dér kunne man så have banket desperat på jerntæppet uden at komme videre. Lukket og slukket: Prisshowet foregik på scenen bagved, og vi overværede det fra bagscenen og de to sidescener – rum, der sikkert har forbløffet mange ved deres vældige størrelse.

Men priserne? Og modtagerne? Jublen var bragende fra et publikum spækket med teaterfolk. Som sagt: Se listen andetsteds. På nettet eller i dagbladene i morgen tidlig. Men nålen på Richter-skalen slog i hvert fald ekstra i vejret, da Karen-Lise Mynster blev kåret som modtager af prisen for Årets kvindelige hovedrolle, og det samme skete for dramatikeren Thomas Markmann som Årets dramatiker – forfatter til stykket ’Beton’, som tilmed blev kåret som Årets Forestilling!
Fortsat god nattefest derhenne i Skuespilhusets foyer, hvor man bare lige skulle prøve på at føre en samtale i den øredøvende musik! Stort set umuligt.

gregersDH.dk

Tunesisk og engelsk teater på Husets Teater 20.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kristian Halken som diktatoren i  ‘Hvad diktatoren ikke sagde’ på Husets Teater (foto: Erika Svensson) 

 

 


STÆRKE TEKSTER

 

Knivskarp, ny europæisk dramatik spillet på Husets Teater som readings, d.v.s. med bogen i hånden og uden store armbevægelser.


****

 

 

CPH Stage ruller mod sin finale i denne weekend. På Halmtorvet har Husets Teater været stærkt aktiv deltager i festivalen med sin egen ’Festival og European Contemporary Playwrights 2015’ – et næsten ugelangt opbud af nye europæiske skuespil, spillet på den facon, som disse readings bliver afviklet på hvert år.
D.v.s. som læsninger. Stykkerne spilles af professionelle skuespillere med manuskriptet i hånden. Professionelt instrueret, men med ekstrem kort prøvetid.
Meningen: Vi skal få nogle prøver på ny dramatik. På en handy måde, uden det store udtræk, med teksterne som det centrale, en slags: Nu skal I bare høre, hvad der pusles med rundt i krogene.
Hvad giver dét så?
Jo. Det giver stof til eftertanke om forskellige typer af oplevelser af internationalt teater, når vi f.eks. i den ene ende af CPH Stage-dagene har set et tysk gæstespil som ’The Kafka Legend’, der med det store udtræk fortæller om Kafka, og gør det med en mobilisering af en stribe skuespillere og dansere og vældige sproglige udfoldelser på engelsk tysk og dansk. Overordentlig velindstuderet – men med en effekt som Viel Geschrei og Viel Wollen og ikke så meget andet.

TANKEVÆKKENDE

Her ved afslutningen af festivalen ser vi så et stramt engelsk skuespil af den engelske dramatiker Chris Thorpe, sat præcist på scenen i et enkelt arrangement, knugende i sin effekt – tre historier om enkelthandlinger, der har rystende konsekvenser. Og altså spillet fra bogen, uden de store armbevægelser af Iben Dorner, Troels Lyby og Esben Smed. Med Simon K. Borberg som instruktør.
Den rå tekst, så vi spidser øren. ’There has possibly been an Incident’ lyder den ironiske titel.
Teksten er det helt centrale. Ingen armsving.
Tankevækkende.
Lige som det andet stykke, der blev spillet denne festival-finaleaften på Husets Teater. Fra kanten af det europæiske – forfatteren er tunesisk, hedder Meriam Bousselmi’, men skriver på fransk, som er modersmål for mange tosprogede tunesere.
Det er en mageløs monolog – på Husets Teater opført af Kristian Halken i Jacob F. Shokkings instruktion. Titlen er ’Hvad diktatoren ikke sagde’.
Diktatoren er Ben Ali, den tunesiske præsident, der blev afsat ved den såkaldte Jasmin-revolution efter 28 år som diktator i Tunesien. En tidligere general og sikkerhedschef, der satte sig på magten i 1987 og blev siddende indtil den dag, han blev afsat i begyndelsen af 2011 og flygtede til Saudi Arabien.

I ER FØDT FEJE!

Hvad sker der i hovedet på denne mand, der nu sidder i luksuseksil på den arabiske halvø?
Ingen ved det. Men Meriam Bousselmi tænker sig til det. Hun lader ham holde tale. Hun forestiller sig alt det, han kunne sige, hvis han åbnede for sine inderste tanker og lagde dem på bordet. Tanker, der handler om, at han har regeret et folk af idioter, et folk, der keder sig og bare skulle proppes med løgne og oppustede historier. En befolkning, man kunne tage røven på, hvis man bare var smart nok. ”I er født feje!” råber han hånligt.
Som Meriam Bousselmi lader Ben Ali beskrive sin tankegang: En befolkning, der var i besiddelse af netop de misliebige egenskaber, som altid har været hans egne. Godt tænkt. At ramme diktatoren ved at lade ham foragteligt vende tingene på hovedet.
Hun lader Ben Ali tale begejstret om sin beundring for den engelske svindler ved navn Arthur Ferguson, der i 1920 formåede at sælge Nelson Statuen på Trafalgar Square for 6.000 pund til en amerikansk turist.
Sådan gør man, siger han, sådan har jeg gjort.
Kristian Halken spiller Ben Ali med ironisk troværdighed. En bidsk, men også morsom monolog om en diktator, der er i panik over at være næsten glemt. ”Jeg savner mit land!” siger diktatoren til sidst.  Selvfølgelig gør han det. Et land, han med militær magt og undertrykkelse kunne hundse med efter forgodtbefindende.

gregersDH.dk

‘Vinger på hjernen’ Edison Teatret 18.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Cecilia Zwick Nash i ‘Vinger på hjernen’ (Foto: Edison Teatret)

 

 

 

BESØG AF ÅNDER

 

Cecilia Zwick Nash tumler i turnéforestillingen ‘Vinger på hjernen’ med ånder fra fortiden. Det er skørt og underholdende.

****

HUN kommer stormende ind på scenen, smider en kasse fra sig, fægter med armene, råber meget højt om tilværelsens ulidelige uretfærdighed. Vi forstår, at noget er gået helt galt. Pigen er skredet fra et eller andet.
På denne torsdag aften kunne det være et forvarsel om en statsminister, der senere på aftenen går af.
Men nej Cecilia Zwick Nash er ikke den kølige Helle Thorning Smith, vi nogle timer efter ser sige farvel til jobbet – så behersket som en porcelænsfigur fra Bing og Grøndahl.
Cecilia står i flammer af raseri. Der er knust porcelæn i det lille hjem. Hun knalder et kors op af nogle brædder, og hænger affaldsposer på det med indholds-angivelser: ’Ensomhed’, ’Magt’, ’Sex’, ’Svigt’, ’Skyld’. Poser lige til at fylde med vraggods fra et forlist ægteskab. Det er opgørets bitre efterklang.
Men så sker der noget sært: Pludselig står der tre kvinder i stuen, grå og blege og gennemsigtige som ånder.
Her tager det fat, det sære stykke, Cecilia i øjeblikket turnerer med, og som hun denne aften har lagt vejen om ad Edison Teatret med i anledning af CPH Stage festivalen.
Ånderne lader sig ikke skræmme af det frygtindgydende fugleskræmsel, hun har sat op. De tilhører afdøde Selma Lagerløf, afdøde Emma Gad og afdøde Nora fra ’Et dukkehjem’ – altså en trio af den svenske forfatter, den danske Takt og Tone-guru, og Ibsens oprørske lille frue, der pakker kufferten og smækker med døren. Tre kvinder af samme generation. De er nedsteget til jorden i sære ærinder, bl.a. jagter de Karen Blixen. Næppe fordi de vil hende noget godt.
Cecilia tager betuttet, men godt imod damerne og indleder en strøm af dialoger med dem: Hun er alene på scenen, så hun agerer alle tre, plus sig selv. En prøve på skuespillermæssig multi tasking, godt gennemført og underholdende. Mættet med ideer og udsagn om alverdens emner og skænderier med de erfarne damer. Voldsomt diffus, lige så diffus som udgangspunktet: Fortvivlelsen, vreden, opgøret med den brogede tilværelse.
Alt falder først i en slags hak, da Cecilia i et par kærlighedsfyldte sange til sidst bliver blid i sind og mæle og falder til ro oven på den don quijotteske storm mod vejrmøllerne– damerne er steget til himmels igen, og hun selv er sunket ned i en slags afklaring oven på de viltre og kaotiske dialoger.
Cecilia har undfanget ideen til stykket, selv skrevet teksten og har smidigt indlagt flere sange undervejs, til musik af Poul Halberg som til flere af hendes tidligere forestillinger.

gregersDH.dk

‘Grinet & Døden’ Det Flydende Teater 12.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Pelle Nordhøj Kann, Lise Leuenblad og Thomas Bang (Foto: Per Morten Abrahamsen)

 

FALK

 

ELLER

 

LÆRKE

 

 

Et interessant, skråt lys på digteren Halfdan Rasmussen gennem en ungdomshistorie fra Besættelsen om hans kritiske møde med digterkollegaerne Ester Nagel og Morten Nielsen.

Line Mørkeby: ’Grinet og døden’. Instruktion: Rolf Heim. Medvirkende: Lise Lauenblad, Thomas Bang, Pelle Nordhøj Kann. Musikere: Marie Louise Bülow og Hanne Englund.

’Grinet og døden’ spiller på Det Flydende Teater, der afgår med Bådfarten fra Frederiksdal ved Furesøen fra 17. juni – 15. august. Senere spillet som turné-forestilling.

****

 

TAK skæbne! Vi vugger på en lille turbåd på Furesøen, skovene er saftiggrønne som i Heines ’wunderschönen Monat Mai’, skønt vi er langt inde i juni. Og på en bro, båden sejler under, synger Elverhøjkoret yndefulde sange.
Er dette stedet at gennemspille et drama om en ung digter, der tager sit liv? Om en anden digter, der er ved at gå op i limningen i sit forsøg med at finde sig selv? Og om en forelsket og desperat kvinde, der føder så smertefuldt?
Ja, det er det altså. For Line Mørkeby har skrevet stykket, og hun færdes som før med sine stykker i slidsomme opgør med panisk ungdom, inklusiv sin egen identitet. Senest ’Bye Bye You See’ på Teater Katapult, et stykke, der kradsede af selvdestruktion.
Det er vel netop det, der har fanget hende ved forslaget om at skrive et stykke til Det Flydende Teater om Morten Nielsen, Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Tre unge digtere, der under Besættelsen låser sig fast i rasende og kritiske opgør om, hvem de er, hvad de har i gang, hvad de kan sammen, og hvordan de skal forholde sig til de forbandede tyskere, der har besat landet.
Det kaster hun sig ud i med al den glød, der er hendes.

EN FORHISTORIE

Forhistorien er den, at skuespilleren Pelle Nordhøj Kann, der er drivkraften i Det Flydende Teater, for mange år siden skrev et stykke, der var baseret på Halfdan Rasmussens indtagende og morsomme børnerim og sange. Lige til at sejle rundt med sommeraftener på Furesøen. For god ordens skyld sendte han idéen og stykket til digter Halfdan til godkendelse og i håb om, at han ville blive glad.
Det blev Halfdan overhovedet ikke. Der skulle ikke plantes et minde om ham som den populære, rimende hygge-digter.
Den har Kann så tygget på siden. Og er endt med at sige ok: Et drama om Halfdans venskab med digterkollegaerne Morten Nielsen og Esther Nagel rummer stærkt dramatisk stof. Vi går tilbage til besættelsestiden. Til 1943. Morten er 21, Halfdan 28, Ester 25.
På båden møder vi så Pelle Kann som den sammenbidt, idealistiske unge Morten Nielsen, der med dødsforagt har kastet sig ud i illegalt arbejde, sabotage og flygtningetransport over Øresund, mens han skriver digte. Om hvad? Om død, kulde og sorte forudanelser.
Vi møder Halfdan Rasmussen, som den nogle år ældre, men usikre forfatter, der bestemt er enig med Morten i modstandskampen, men slet ikke gearet til at være aktiv, han vil skrive og digte. ”Du er ikke en falk. Du er en lærke”, som hans kæreste siger til ham. Kæresten er Ester Nagel. En vildtflyvende digterpige, sulten på livet, stærk og selvbevidst som kvinde, der vil giftes og have barn med Halfdan.
Det får hun.
Midt i de rasende diskussioner om at deltage eller ikke deltage i sabotage, om at gøre livet meningsfyldt ved at slås eller skrive, føder hun sin lille Iben hen over en bænk på den åbne turbåd – Iben, der i det virkelige liv får en senere over halvtredsårig karriere på Odin Teatret.

PÅ FURESØEN

Ester spilles af Lise Lauenblad med al den blodskudte energi over for den ubeslutsomme Halfdan, den energi, vi har set hende udfolde så overvældende i roller i f.eks. ’Peter og Elgen’ på Grob eller ’Boys don’t Cry’ på Mungo Park. Flot og høj er hun, næsten for høj til at klare fri af taget i den lavpandede båd – på samme måde som det ganske drama egentlig er lidt inkongruent med vores blide sejlads over de Furesøens vover, som Christian Winther digter så kønt om.
De voldsomme konfrontationer mellem Ester og Halfdan og mellem Halfdan og Morten vil få bedre albuerum, når stykket til efteråret skal på Danmarks-turné i scener på fastlandet. På Furesøen er det, som om krigen for alvor er vendt tilbage til Danmark, når Kann i megafon råber BBC-budskaber mod de stille villahaver og det yndefulde Næsseslottet. Eller når Thomas Bang som den ellers sagtmodige Halfdan råber sin hjertegribende smerte ud mod vennen og kæresten, da Morten har taget sit liv med den revolver, som han netop har prøvet at få Halfdan til at gå i aktion med.
Selvmord er den løsning, Line Mørkeby har valgt. Om han tog sit eget liv ved tilsyneladende ingen. Måske blev han stikkerlikvideret, måske var der tale om et vådeskud. Måske var det en nedskydning under en aktion.

VEL VIL JEG EJ

Det går voldsomt og hidsigt til, dette kæreste- og venne-drama. Vi får en stærk historie fortalt i Line Mørkebys formuleringer. Tilsat anakronistiske lynglimt af den Halfdan, der skrev ’Mariehønen evigglad’ og ABC-rimene – sunget af Elverhøjkorets sjovt udklædte sangere, som var linet op forskellige steder på kyst og ved havnebroer.
Egentlig lige så modsætningsfyldt og inkongruent i forhold til historien som den musik, den venlige trio akkompagnerer hændelserne med.
Måske en sidste reminiscens fra dét ’Flydende Teater’-projekt, Halfdan Rasmussen i sin tid forkastede?
Måske også et forsøg på at holde fast i den historie, vi får undervejs, da Halfdan åbner et brev fra sit forlag, der afviser et romanforslag, men til gengæld foreslår ham at skrive en børnebog. En idé, som Ester straks støtter, men som han fnysende besvarer med et Vel-vil-jeg-ej! – og som derefter giver ham roterende galop i baghovedet i den grad, at han hidser sig op til at råbe ’Rim! Rim! Rim!’ til Mortens sorte, kryptiske dødsdigtning. Kom med et rim, mand!
Skismaet i hans sind har Thomas Bang fine udtryk for. Instruktøren Rolf Heim ligeledes. Som sådan er ’Det Flydende Teater’s forestilling et godt og interessant bidrag til at belyse en digter og hans værk, der er blevet kært folkeeje på ret ukendte præmisser.

HVEM DER NU…

Titlen ’Grinet og døden’ er en hård og også skæv optrækning af Halfdans dilemma. Skæv, hvis den skal gå på modsætningen mellem Halfdan og Morten. Selv hvis man tænker på Halfdans sene udvikling til finurlig rimmager, er grin ikke det væsentlig. Det væsentlige ved hans vers og tekster er den tænksomme og sproglige originalitet. Hverdagens detaljer, der åbner op for erkendelser.

Jeg har personligt en tidlig erindring om Halfdan, der for mig rummer essensen af Halfdans sind og dilemma. Vi kørte sammen i tog gennem Jugoslavien på vej til Athen. Sammen med Ivan Malinovski skulle Halfdan skrive en bog om diktaturet og undertrykkelsen under oberststyret. Det var i 1962. Halfdan kikkede ud af togvinduet og sagde: ”Hvem der nu gik i sin have derhjemme og slog græs…”

gregersDH.dk

‘Nykøbing F Revyen 2015 11.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Julie Steincke, Flemming Krøll og Vicki Berlin i Nykøbing F Revyen 2015 (tegning: Claus Seidel)

 

 

 

DET KØRER

 

 

Årets Nykøbing F Revyen 2015 bæres af lykken ved et 25 års jubilæum. Den er både smittende livsglad, nostalgisk og fuld af skøre ideer.

 

Iscenesætter: Flemming Krøll. Instruktør: Susanne Breuning. Scenograf: Anders D. Jensen. Kapelmester: Mickey Pless.  Medvirkende: Jeanne Boel, Vicki Berlin, Julie Steincke, Rasmus Krogsgaard, Michael Hasselflug og Flemming Krøll.

Nykøbing F Revyen 2015 spiller hele sommeren.

*****


JA. Det kører. Præcis som en Nykøbing F Revy skal. En revy, der både er lokal og med vingerne slået ud til, hvad der er aktuelt lige nu land og riger rundt.
Og så kører den specielt i år på, at det er 25 år siden Flemming Krøll tog fat om revyen og placerede sig midtvejs på scenen, slog ud med armene og sagde velkommen med den pondus, der har givet ham en slags ejendomsret til herligheden – med den selvfølgelighed, som er nogle mennesker forundt, hvis de har talentet til at præge og forme, hvad der sker omkring dem.
Det får en særlig tand, når han selv vender og drejer et par af de figurer, han har dyrket i perioder, snupper dem igen, minder os om dem – hans gribende fremmedarbejder Achmed eller Henning, kræmmeren fra Nr. Alslev, der er god for salg af slogans til enhver lejlighed, festarrangøren, der ’ordner alt fra pindemad til kinddans’. Figurer, der ved premieren i aftes blev genopfrisket, så ikke mange øjne holdt vand.
Revyen har fået ny kapelmester, hans navn er Mickey Pless, og det strømmer flydende fra ham med musik til det ene og det andet. Også en ny scenograf, Anders Jensen – vi befinder os som i en vældig islagkage med knasende søjler, der kan flytte sig med drejeskiven og stadig skabe nye rum. Flot nok.

 

PARODIER

Men afgørende er teksterne og skuespillernes talent til at få dem til at gro, og de behøver ikke være høj-litterære, for at ramme plet. Revyens herrer har f.eks. et helt koreografisk festnummer om tre fyre, der døjer med prostata og kæmper ved tissekummerne under den stimulerende festsang: ’Ok-da-da-prosta-cha-cha’. Latteren havde lige så svært ved at forstumme, som fyrenes trængsler.
Litterært bliver det så på en anden facon, da Jeanne Boel og Michael Hasselflug (der står Flemming i programmet!) tage sig af en Vase & Fuglsang-idé i første del af revyen med titlen ’9.50 Nuancer’. Hun med højtlæsning fra sex-emmende ’Fifty Shades of Grey’, han med citater fra et Silvan-katalog, de to produkter sammensat itankererfulde citat-konstellationer.
Originale bidrag – ligesom Vicki med sin enetale som et pigebarn, der lige er smuttet fra lillebroren barnedåb og sidder og brænder alle tænkelige misforståelser om liv og død af i strømme af sproglige fejlskud.
Politiker-parodier er uundgåelige – vi får Julie Steincke som Helle Thorning i en Carl-Erik Sørensen-monolog, der udleverer jargon og nemme klicheer. Julie Steincke scorer på flot ydre lighed og flot sang, men befinder sig til gengæld milevidt fra den selvsmagende, glatte og ironiske stil, teksten og virkelighedens Helle Thorning lægger op til. Julie Steincke udfolder sig med det, hun er så god til: Et musical shownummer som var vi midt i ’Evita’.

 

UDLEVERINGER

Så kommer Jeanne Boel anderledes tæt på Inger Støjberg i ’Skærebrænderen’, der kan ’få en bordbøn til at lyde som en skiddeballe’, eller som Jeanne synger: Bare spørg Inger/papegøjen uden vinger’.

En sikker udlevering. Lige så sikker som den, Michael Hasselflug præsterer med sin Prins Henrik-monolog (Ingen revyer i år lader vist Henrik i fred!). Konge af Danmark har prinsen sandelig fået lov at blive! I de danske revyer i hvert fald. Hasselflugs udgave er præcis og morsom.
Hele holdet får et langt, pudsigt og hæsblæsende kostumenummer ud af Vase & Fuglsangs ’Absolut statsmænd’, hvor den ene efter den anden internationale koryfæ præsenterer sig med dansk pop, Fidel Castro som Kim Larsen, den græske statsminister Tsipras som Thomas Helmig etc.
Helt absurd, når der nu skulle parodieres, udfoldede Rasmus Krogsgaard sig som den sygeligt afhængige revymaniker, der får det ene anfald efter det andet og bliver helt ustyrlig, når han griber fat i at parodiere, hvem der lige faldt ham ind: Jørgen Leth, Anders Fogh, Poul Dissing, Ulf Pilgaard – han kan den alle sammen og er god til det.
Som det vil forstås: Vi er i mange hjørner, typiske revyhjørner, mange forventelige og sandelig også flere overraskende. Lystigheden var stor i salen i aftes.
’Tak fordi I kom… Tak fordi I blev’ lød slutsangen indsmigrende. Selv tak. Også til Susanne Breuning, der som instruktør får det hele til at funkle og glide. Fødsler er den type forestillinger er næppe gnidningsløse – ’Der har skam været mange meningsdannelser undervejs’ som Krøll sagde det diplomatisk ved fremkaldelsen.

gregersDH.dk