Ulf Pilgaard som Søren Ryge, Lisbet Dahl, og Andreas Bo som Blachman i ‘Cirkusrevyen 2013′ (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

VILD JUBEL OG DØDSTILHED

 
Cirkusrevyen 2013 blomstrer på en blanding af det forventelige og det overraskende.
 

Cirkusrevyen 2013 spiller på Bakken indtil 31. august. Derefter i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i fem dage fra 4. september.

*****

JO, minsandten, det holder endnu.
Man stiller til det, der ligner den årlige familiære jubelfest, goddag og næh! og ih! foran teltet, og dér står den glade Torben Træsko og tager imod som pater familias, og vi lejrer os i slow motion på vores pladser. Tiden går og går godt, og går også en halv time over, og hvem brokker sig over dét, vi er til selskab, og James Price kan luske sig på plads i forvisning om, at ingen vil ham noget ondt på denne aften, andre end Lisbet Dahl med sin skideballe over, at han spiller forkert i hendes forarmede selskabssang, når vi når til det punkt, langt, langt henne i forestillingen. Heldigvis, for den holder ikke, som den gjorde engang.
Alligevel: Cirkusrevyen 2013 gør altså.
På sine knytnæve-blanding af skøre påfund, sammenbragthed af knaldgode tekster og trekvartgode, de sidste, der lusker sig ind i al deres tematiske forventelighed – en historie om DSB trafikale misligheder f.eks. kamufleret som et flot danse- og sangnummer. Eller en om de åndssvage gymnasieelever, der dummer sig på Prag-rejse. Ja og jo, og bare en Illustreret Tidende med opremsning af åndssvaghederne.
 

VI GJORDE DET!
 
Men hallo! Sådan er der nogle modeller: De forventede. Men då også de ikke forventede.
De første kan vi med søvngængeragtig sikkerhed sige kommer. Og de kan lykkes helt op i tårnhvælvingerne.
Ditte Hansen som Helle Thorning selvfølgelig. En genre, der vil kunne leve så længe som Ulf Pilgaards dronning Margrethe, der nu er droppet i år.
Ditte Hansen i en knivflænsende monolog, nedfældet i saltsyre af Carl Erik Sørensen: ”Vi gjorde det!” som hun skriger i ekstase fra talerstolen. Gjorde hvad? Gav til de rige og tog fra de fattige! Jokkede i spinaten! Etc. Revyer skal være ondskabsfulde. Det nummer er. Meget mere end Ditte Hansens lige så forventelige Anne Linnet-nummer. Gentagelser fremmer ikke forståelsen. 
Anderledes med Ulf Pilgaards myrekrybende, men venlige og rørende udgave af Søren Ryge, der er tumler rundt på Christiania, hvor de ikke sælger hans vanlige pibetobak Rød Watson, men en glimrende Rød Libanon, der giver ham en så salig skid på, at han er parat til at lave tolv udsendelser til om grøntsagerne i Fristaden. Det er genkendelser med den friske saft sprøjtende ud af knaphullerne. 
 

DE GROVESTE

Heller ingen undrer sig over, at new comeren til revyen, Andreas Bo kan parodiere, hvem der passer ham, f.eks. også Thomas Blachman. Men nok, at han med den ladeste frejdighed smider det meste af klunset og ælter sine deller i et masochistisk slow motion som parodi på Blachmans exibitionistiske kvindeforagt-shows.
Jublen var endeløs. Fitness-galskaben har drevet de fleste til totempælene. Nummeret hedder ’Den nøgne sandhed’ og er Vase og Fuglsangs bedste ide i denne revy.
Ikke fordi ’Med på en 4’er’ ikke er en sjov sketch om to nabopar, der går helt skævt af hinanden og giver Niels Olsen mulighed for at spille den mest bøvede, jyske jammerlighed fra Brovst– en sketch, der ubehøvet rammer københavner-arrogancen over for alt fremmed, om det så bare kommer fra den anden side af Lillebælt.
På samme måde som det sker i en af Cirkusrevyens allergroveste og mest perfide, men også selvransagende numre: ’Vi’ er da ikke misundelige’. Om Hellerup-danskeren, der ikke er misundelig på grønlænderne for deres nyvundne rigdomme på råstoffer, men ’det er altså nemmere at være rig, når man altid er det’. Og så det er jo lidt synd for de arme deroppe, og ’ikke sjovt for os danskere, hvis vi skal til at pille vores rejer selv!’
 

DØDSTILLE

Men når vi så pludselig rykker helt og langt ud over det forventelige! Ulf Pilgaard er i Vase og Fuglsangs monolog ’Vi lukker og slukker’ en major K.A. Jensen, der lukker og slukker i Afghanistan efter ti års resultatløs indsats. Den totale absurditet og misforståelse afspejlet i nøgtern rapportstil. Der var dødstille i Cirkusrevyen.
Båndlagt uro. Revy i direkte konfrontation med politisk konvention.
24 numre – et Velkommen til de to erstatninger for Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard: Andreas Bo og Niels Olsen, begge vildere og mindre sofistikerede end deres forgængere. Og en ballet, der med originale og spændende koreografier fører dansenumrene ind i nye landskaber af eksotisme i forhold til tidligere, manden bag er René Vinther. 
Scenograf Nina Schiøtz bringer os også i nye verdener, først og fremmest i vibrationer med natur og Dyrehave.
 

KORTSLUTNING

Og så er der lige Lisbet Dahl, der er et magisk samlingspunkt i sådan en revy, jomfruelig, moderlig, tryg – som var hun i revyen den partiformand, som Helle Thorning ikke er dér, hvor hun befinder sig. Som instruktør bider Lisbet Dahl herligt fast i vanvidsnumre som ’Freja’, der handler om de lattervækkende eventyrnavne, forældre giver deres børn – er det i øvrigt ikke et stadium, der for længst er passé? Og så et skattekontor-nummer som ’Kiksekage’ – der er helt ude i absurditetens hamp og lader Ditte Hansens mimiske stalinorgel sprøjte virkelig fra sig.
Men nu må Lisbet Dahl gerne lade sin kortsluttede festsang-sanger hvile en sæson. Den lyder som en pligtopgave til Carl Erik Sørensen: Du skal! Gu’ skal han ej, når den reduceres til en ligegyldig rejse-rapport fra Spanien.

gregersDH.dk 

Palle Knudsen og Ann Petersen i ‘Tannhäuser’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

SYND OG SKYLD

 
Genopsætningen af Kasper Holtens ’Tannhäuser’-opsætning fra 2009 nu i Søren Kierkegaard-året giver nye vinkler på operaen og konceptet.

Spiller på Operaen indtil 7. juni

****

HUSH – hvor det huserer alt sammen!
Synden. Skylden. Bønnen. Nåden. Forløsningen. Vi er i Kierkegaards verden med Wagners ’Tannhäuser’, en opera, som er skrevet og blevet til præcis i de samme år, hvori Kierkegaard greb sig selv og andre i struben i værker som ’Enten eller’. Selv Tannhäusers Romer-fortælling i 3. akt om besøget hos paven giver mindelser om Kierkegaards konfrontationer med biskop Mynster.
Den slags kommer til én sådan en tirsdag aften midt i Kierkegaard-året, hvor Kasper Holtens ’Tannhäuser’ er genopsat – genopsat i al sin interessante og lidt manierede udgave, Tannhäuser fortolket – ikke som middelalder-legende, men som en historie om Richard Wagner selv, griflende og griflende på sit manuskript og partitur, mens hustru og barn kredser småborgerligt omkring ham, og de vildtflyvende erotiske fantasier bringer hans sind og sjæl i uføre, animeret af selveste Venus, der følger ham som et lyslevende genfærd og bringer ham ud af balance.

KRAVET TIL DEN ENE

Idéen bringes ind imellem over bristepunktet, men den er der.
Om end belastet af lidt af hvert: Et sceneri, der sjovt nok signalerer årtier senere end Wagner, og kostumer, der gør ligeså, bortset fra Wagners berømte baret. Sværest at få tag på i 2.aktens Tonhalle på Wartburg, hvor Elisabeth gør entré til sin hyldest i storslået sang, ’Dich teure Halle’, og denne Halle ligner mere et mødelokale hos en frimurerorden eller en stue i Upstairs Downstairs.
Tilgivelsen strømmer ind, fordi Ann Petersen med sin jublende sopran rammer rent. Og med hende er vi så ved det, der i den grad forløser det kierkegaards krav om enerens ubøjelige krav til sig selv om konsekvens: Der er scener, der borer sig ind som oplevelser af ubetvingelig, rendyrket fornægtelse af al kompromis – den forpinte, men alt bortfejende Elisabeth i forsvar for desperate Tannhäuser over for venner og riddersmænd.
Der er i Ann Petersens træk og mimik og bevægelser en jomfruelig uskyld, en karakter, der er uden afbøjninger, og så kan hun jo i sin sangteknik lukrere på resonansrum, der bringer hendes klang i stue med det sublime.
 

 IMPONERENDE

Det kommer sandelig heller ikke Johnny van Hal til skade, at han med sin mere og mere skridsikre heltetenor kan ramme det andet kierkegaardske element, der handler om tvivl og slidsom, sønderrivende selvopgør. Der er en determineret trods i hans Tannhäuser, gennemført til den bitre ende.
Der er så også i genopsætningen plads til at lade en Wolfram som Palle Knudsen glide gennem forestilling som en venlig katalysator for begivenhederne med højglans i sin elegante lyse baryton.
Samtidig et imponerende Venus-portræt af Tina Kiberg, vokalt flot og  som en snog parat til hug ved enhver given lejlighed, usynlig for alle andre end Tannhäusers betændte hjerne. Også det en utraditionel idé – vi er henne i lån fra højromantisk gyserkreativitet, Hoffmanns eventyr, H.C. Andersens ’Skyggen’ etc.
Besætningen har som ved genoptagelsen forleden den mørke Willard White som fast forankret Hermann Landgraf, en klippe. Og kor og orkesterindsatser, der holdes godt fast af dirigenten Roland Böer.

gregersDH.dk

CHARME OG FRÆKHED

 
Operaakademielever med franske og russiske sange i Tivoli – store talenter i sjældent repertoire.

I TIVOLIS KONCERTSAL… - Sådan en rigtig sangaften a la good old days i Odd Fellow Palæets lille eller store sal!
Nogle vil sige, det er ude i hampen. Fænomenet er mere eller mindre lukket ned i København undtagen ved eksklusive aftener i Mogens Dahls Koncertsal ved Islands Brygge, hvor folk som Bo Skovhus kan dukke op og minde os om, at liedkunstens saft ikke er udtørret.
Alene af den grund er der skønt, når sådan et par unge Operaakademi-sangere som Francine Vis og Henning von Schulman melder sig i Tivolis store koncertsal, får flere hundrede mennesker til at sætte sig til rette for at høre franske og russiske sange fra et delvis usædvanligt repertoire. Og allierer sig med en skrap ung medstuderende ved klaveret, finske Sofia Wilkman.
Vi er opmærksomme. De to er på vej på operascenerne – vi har allerede hørt dem i flere opgaver på Det Kgl. – men ambitionerne går altså på også at komme ned i den mere sofistikerede koncertsangs kroge.
UNDERFUNDIGHED

Dér kan man gøre sig det sværere eller lettere.
Hollandskfødte Francine Vis byder sig udfordringer med Ravels raffinerede Madagasker-sange – oven i købet som indledning på programmet. Et både tekstmæssigt og vokalt spind af vanskeligt artikulerede, klanglige og detaljerede lag i samspil med norske Sigrid Nesets fløjte og polske Michal Pajewskis cello. Men så kunne hun til gengæld senere folde både underfundighed og charme ud med sin varme sopran i sange af Poulenc og Duparc.
Altså franske sange hele vejen fra hende.
Henning von Schulman er en gavtyv. Med et spænd i stemme og optræden, der rækker fra overstadig pågåenhed og komediespil til vokal elegance. Hans karakterbaryton vil vi om nogle år høre i roller som Onegin, tror jeg. Nu sprang han løs på guf om Musorgskijs ’Sangen om loppen’ og samme komponists ægte folkelige ’Dødens sange og danse’. Med en robust og ildevarslende humor, legende overskud og talentfuld, umiddelbar kontakt til publikum.
De to kunne godt have lagt en duet eller to ind – vi så dem for nylig sammen i William Waltons ’Bjørnen’ på Operaens Takkelloftet, men det skulle altså ikke være. Og talentet hos begge var under alle omstændigheder flot oplevet og dokumenteret.

gregersDH.dk 

Betina Grove Anderdal, Marianne Søndergaard Madsen og Kitt Maiken Mortensen i ”Ung blond pige’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

FLYV DU HVIDE SVANE

Line Mørkebys sigte med ungdomsstykket ’Ung blond pige’ er uklart på Bådteatret – det er et godt stykke, der bare handler om noget andet end vi får at vide.
Spiller sidste gang på Bådteatret i Nyhavn onsdag  8.5. kl. 11

***

BLOGGEN er på banen igen efter sygdom.
Det først sete er et ungdomsstykke – det fjerde fra den ambitiøse og stilsikre teatergruppe ’st.tv’(stuen til venstre), som i 2010 scorede en Reumert-pris for ’6 PLR K’. Sms-jargonen er obligatorisk. Det handlede i hvert fald dengang om et par teenageveninder, der roder sig ud i et fræsende mobil- og sms-kaos med – som vi skrev: ”deres pumpende hormoner på usikker kurs”.
Det gør deres nye stykke ’Ung blond pige’ også.
Det er stærkt, vel koreograferet af Rolf Heim på Bådteatret og fuld af en blanding af rock og sange – det sidste er vigtigt, for historien er bygget op omkring en sang, som to søstre skal synge til en skoleforestilling. En slagsang: ’Så flyv ud hvide svane’.
Sangen er hjemmestrikket i et repertoire, der renligholder de gode, sunde danskere, der sætter stakit op om deres danskhed og ikke handler i den lokale kiosk, hvor pigen Jamal ekspederer. Moderen og formanden for ’Bevægelsen’ er indpiskerne.
ROD

Anslaget og formen er godt. Men forløbet rodet. Programmet fastslår, at stykket er provokerende naziteater’ og at de to piger i al deres uskyldighed synger ’nazistiske propagandasange’. At vi altså får skildret en mor og en ’formand’, der indoktrinerer de arme med nationalsocialistiske hormoner.
Men det ligner mere en almindelig danskhedsneurose, som kunne høre til på en yderfløj af Dansk Folkeparti. Det er sådan set heller ikke den substans, der viser sig at være stykkets egentlige: Den handler om lesbisk kærlighed mellem den ene af søstrene og en nytilkommen pige i skolen, en vilter, karismatisk pige med fremmede ideer. Som egentlig ikke har noget med indvandrerkultur at gøre. Og dermed ikke animerer til andet fremmedhad, end den, som den bornerte mor – og den mor-loyale søster – kan mobilisere, nemlig hadet til homoseksualitet.
Fremmedangsten er sådan set projiceret ud på en rørende, provokerende erotisk kærlighedskonflikt.
MINIMUSICAL

Den konflikt leves ud i den fascinerende forestilling gennem opgør mellem de tre piger og momentvis hurtige rolleskift til moren og formanden. De to søstre spilles af Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen. Og Kitt Maiken Mortensen er den fremmede, farlige og fristende nytilkomne. Alle tre sikre og godt fungerende i denne minimusical med gode melodier og sange til de tre.
Line Mørkeby har som dramatiker ikke haft det præcise sigte med handlingsforløbet. Hun rammer hverken den krybende nazitendens eller indvandrerangsten, men kun den mere banale, men sandelig da udbredte homoangst i nogle kredse i det danske samfund.
Den side af sagen syntes også at gå klart ind hos det publikum af gymnasieelever, jeg overværede forestillingen sammen med på Bådteatret mandag formiddag.

gregersDH.dk

Kære læsere,

følgende forestillinger vil ikke som planlagt blive anmeldt i denne og følgende uge. Men Claus Seidel har tegnet til nogle af dem:

‘Helt enkelt’ i Skuespilhuset 16.4. (Se Claus Seidels tegning nedenfor!)

‘Marie galante’ i Kulturhaus på Nørrebro 17.4.

‘La Cage aux folles’ på Aarhus Teater 19.4.

‘Bygn. 4-7-12′ på Svalegangen, Aarhus 20.4.

‘Goodbye Europa!’ på Husets Teater 22.4. (Se Claus Seidels tegning nedenfor!)

‘En kort, en lang’ på Aalborg Teater 23.4.

‘Shadowland’ i Tivoli 24.4. (Se Claus Seidels tegning nedenfor!)

‘Ung blond pige’ på Bådteatret 25.4.

‘Sacre du Printemps’ på Gasværket 27.4.

‘Tannhäuser’ på Operaen 28.4.

‘Kermessen’ på Kgl. Teater Gl. Scene 30.4. (Se Claus Seidels tegning nedenfor!)

Her er først Claus Seidels tegning af Henning Jensen i ‘Helt enkelt:

*

*

 Så Claus Seidels tegning fra ‘Goodbye Europa!’

 

Ghita Nørby og Preben Kristensen i ‘Sarah’ på Folketeatret. (Tegning: Claus Seidel)

GNISTRENDE

Virtuos skuespilkunst på Folketeatret i et stykke om den legendariske, franske
skuespillerinde Sarah Bernhardt.

Stykket spiller indtil 12. maj. Det varer 1½ time uden pause.

*****

OVERVÆLDENDE! Og forfærdelig!  Hvordan skal man ellers beskrive den Sarah Bernhardt, som Ghita Nørby legemliggør på Folketeatret med opbydelsen af hele sin gnistrende skuespillerkunst?
Der er ingen tvivl om, at Sarah Bernhardt har været nøjagtig så krukket, så ekstravagant selvoptaget og så jublende skabagtig, som den canadiske komedieforfatter John Murrell gør hende.
Og præcis så utålelig og henrivende irrationel i sine handlinger, som Ghita fremstiller hende.
Det fortæller alle beretninger om Sarah Bernhardt og hendes gøren og laden som primadonna-skuespillerinde på alverdens scener – her i stykket afleveret som et koncentrat af hendes liv og karriere, da hun kort før sit livs slutning dikterer sine memoirer til tjeneren Georges Pitou gennem det meste af en nat, siddende på terrassen i sit luxuriøse eremitbo på en ø ved Bretagnes kyst.

TOSCA
 
På ’terrassen’, siger vi – Birgitte Mellentin, scenografen har gjort det til toppen af Castel del Angelo, så vi selvfølgelig associerer til tårnet, hvorfra Tosca kaster sig i døden i Puccinis opera – men for Sarah Bernhardt naturligvis Sardous franske skuespil, som operaen er baseret på.
Hun har dengang i slutningen af 1900-tallet spillet Sardous’ ’Tosca’ utallige gange, kastet sig ud over tårnets brystværn og er havnet på de madrasser på bagscenen, som kun en enkelt gang manglede. Med et skidt knæ som eftervirkning. Og med en skidt knægt som ophavsmand, en sjusket scenefunktionær, som hun selvfølgelig havde et forhold til – vist ikke en digterisk tilsnigelse af John Murrell.
Det er en væsentlig del af fru Bernhardts tummelumske livshistorie, at erotiske forhold var en livsbekræftende del af hendes karriere.

BID I GULVTÆPPET

Naturligvis siger forestillingen lige pling i vores associationer til den Tosca-historie, da hendes tjener/sekretær beordres til at sætte nålen i de 78 omdrejninger med Toscas ’Vissi d’arte’ fra operaen. Så er vi med.
Ligesom vi forsøgsvis er med på fruens patetiske recitationer fra Racines ’Fædra’ og søvngængeragtige samtaler med f.eks. Oscar Wilde.
For ikke at tale om den stribe af roller som tjeneren pålægges at spille, for at Madame Bernhardt kan svinge sine hjernevindinger tilbage til de glimtvise erindringer, der skal nedfælles af den arme tjener, gribende spillet af Preben Kristensen i en syndig blanding af lydhør loyalitet, opgivende støn og bid i gulvtæppet, men sandelig også lystfyldte forsøg på at lege med – for det hele er en leg, vi er til et skuespil om skuespillerkunst, en forrygende metaforestilling, hvor det virtuose spil er målet i sig selv – sikkert også i Sarah Bernhards virkelige verden, men sandelig i denne forestilling på Folketeater, der er en blændende opvisning i skuespilkunstens mest luftige sider, drama inkarneret til optræden, scene til en eksistentiel legeplads.

TORNADO AF VARIATIONER

Vi har set Ghita Nørby jonglere mange gange med sit register af blændende timing, artistisk behandling af diktion og intonation, lammende greb om hele skalaen af udtryk, men sjældent så overvældende som her, en tornado af variationer. Som et orkesters spil efter et Ravel-partitur. Fulgt til dørs af Preben Kristensens fabelagtige intuition og understatede lydhørhed.
Det er en mageløs opvisning, som enhver, der interesserer sig for raffineret skuespillerkunst bør studere. Ud over, at det er gigantisk underholdende. Ingen vil vel påstå, at det er et udødeligt stykke, denne John Morell har skrevet. Men det er en udødelig dokumentation for Ghita Nørbys forbløffende kunnen på en scene.
Sarah Bernhardt kan have sin mytiske berømmelse, som hun vil. Stykket rammer hende på grænsen af senilt vanvid.

BERNHARD SHAW

Hvor genial hun har været, blev diskuteret også i hendes levetid. Bernhard Shaw mente om hende efter en opførelse af Gounods ’Jeanne d’Arc’: ”Hun lader verslinjerne strømme ud i en melodisk klagen, hvori kun et fint øre kan opfange en falsk tone. Man kunne næsten sværge på, at hun mener noget med det og tager det alvorligt.”
Men Shaw havde nu et særligt problem med Sarah Bernhardt: ”Jeg kunne aldrig yde hende retfærdighed eller tro på hendes scenefremstillinger, fordi hun i den grad lignede min tante Georgia.”
Det problem har ingen med Ghita Nørby. Hun ligner ingen andre.

GregersDH.dk

Kære læsere –

Forestillinger, der skulle have været anmeldt i disse dage:

‘The Little Match Girl’ på Den Fynske Opera

‘På toppen’ på Café Liva

‘Shrek’ i Forum  (se dog Seidels tegning nedenfor!) 

‘Med lov skal man…’ på Københavns Musikteater

‘Farlige forbindelser’ på Aarhus Teater

‘Krydstogt’ på Odense Teater

‘Helt enkelt kompliceret’ på Det Kgl. Teater 

Beklager…

GregersDH.dk

OBS!!…:

Claus Seidels tegning til ‘Shrek’:

BEGYND MED

NR. 13!

CD med Bo Holten og hans belgiske kor. Den Reumert-vindende komponist til ’Livlægens besøg’ er på eksklusive stier i jagten på skønhed, vid og nye dybder. 

*****

BEGYND bagfra! Bo Holten-cd’en har tretten numre. Gå løs på nr. 13!
’Plangit nonna’ er titlen – en nonne, der klager. Beklager sin vrangskæbne, spærret inde til et liv med åndssvage forpligtelser, synge de samme salmer igen og igen, sove på strå, en hård hovedpude, spise elendig mad o.s.v., o.s.v.
Hvilket liv! Så rædsomt som den arme Søster Angelicas i Puccinis ’Il trittico’.
Bo Holtens kor sprutter af indignation og gisp efter det, det handler om for den indespærrede stakkel: ’Mit hjerte brister efter at flyve i en elskers arme! – jeg bider tungen af mig, når jeg siger det – Unge mand, tøv ikke, kom og sov med mig…Jeg vil have brudeslør, jeg vil have pelse, tørklæder…jeg spilder mit liv her…’o.s.v.
Så hvorfor ikke begynde i den ende af pladen, teksten er på latin…lige meget! En af tre tekster, sammenlagt benævnt ’Rota veneris’, Venus’ hjul – titlen på cd’en.
Sprudlende 1100-tals lyrik, en duft af længsel, af natur, af kærlighed.
Det var Bo Holten, der blæste den unge dronning Caroline Mathilde til et levende væsen med fuld dømmekraft om sit savn og sin uro over situationen med Dr. Struensee i ’Livlægens besøg’. Operaen, der vakte Den Kgl. Opera til nyt dansk liv i 2009. Nu trængt til afgrundens rand i folks bevidsthed af filmatiseringen, ’En kongelig affære’.
En dag må den genoptages og Bo Holten tage en dyb indånding og sakse de par steder, den gror sidelæns.
Rota Veneris-sangene er skrevet kort efter. De er en henrivende lille eksplosion af nærhed og intimitet.

FODLÆNKE

Nå. Men hvorfor nu ikke begynde fra nr. 1?
Fordi Bo Holten lægger en fodlænke om benene på os i starten. En betonklods for at være grov.
Han er gået i ledtog med to af Goethes ’Elegier’, der handler om digterens tunge, forundrede vandring gennem romerske ruiner i den første klagesang. I den anden om, hvordan han prøver at omsætte sine erotiske udløsninger hos et sikkert prægtigt pigebarn til glæde over det glatte marmor i de døde skulpturer. Den er svær. Holtens korsatser til sit Flamske Radiokor fortæller mere om, hvor glimrende koret er, end hvor inspirerende Goethe er. Hverken en venlig cellosolo eller en tør barytonsolo bringer os nærmere erotikkens forløsende mysterium.
Der skal andet til at sætte Holtens skrivelyst i omdrejninger. Og det behøver ikke være duften af kvindelige hormoner: Han har lyttet sig ind på Mahlers Rückert-sang ’Ich bin der Welt abhanden gekommen’, et koncentreret, smertefuldt, men afklaret opgør med denne verdens tummel. Og så har han komponeret korstemmer omkring barytonens solo, orkestret er borte med sin berømte engelskhornsolo, men sopraner ligger som himmelhvælv over teksten og stemmen.
Hvis stemme? Johan Reuters. Som indskriver en ubegribelig ro og resignation i de enkle ord. Et ekko af steder i Reuters personliggørelse af Struensee i ’Livlægens besøg’.
Med Mahlers ord, da han omtalte den stemning, der lå i denne sang: ”En følelse, der fylder en helt op til læberne, men aldrig overskrider dem…”   

ORNAMENTIK

Langt omkring på denne cd. Tilbage til den unge nonnes trængsler.
Eller for at få skabt luft i hendes betrængte sind eller ren og skær misundelse: Holten har skrevet fem sange til St. Annæ Pigekor og taget sangene med på denne cd med belgierne.
Et hjerteområde for Holten: Middelalderlige tekster til portugisiske kærlighedssange, skrevet af mænd, lagt fiktivt i kvinders mund, skælvende trubadurstrofer – Holten kombinerer raffineret, næsten vibratoløse kvindestemmer med en blomstrende skønvirke-ornamentik, smidig, munter, fyldt af små pointer i forhold til teksterne, som er oversat til engelsk, ærgerligt sådan set, for det kunne være sært og underholdende at høre de tekster sunget på, hvad det nu har været for et middelalder portugisk-galisisk.
St.Annæ-koret har så vidt jeg kan se ikke indsunget de sange.
Men her er de så. Midt i mangfoldigheden. En dramatisk komponist på eksklusive stier.

GregersDH.dk

PÅ HIMMELFLUGT

 En strygekvartet, skrevet af den 21-årige C.F.E.Horneman for over 150 år siden – spillet med stil og svævende virtuositet af Arild Kvartetten.

 
*****

 
WOW! Det er sådan et tema, der straks bringer en på himmelflugt, på vej op gennem cumulusskyerne, ja næsten på spring op fra sygelejet med snottet på flugt og febergraderne i galop, ligegyldigt hvorhen. Hvilken salighed! En salighed i d-mol. Kan det tænkes, ja det kan.
Det rene teater: Først en tone. Som en dør i kongesiden, der lukkes op, og dér kommer temaet flyvende ind båret af et vindpust, er det Henrik, der kommer springende? Og lige i hælene på ham Pernille? Et sus af livsglæde, begejstring, et eller andet skal ske. Vi ved ikke hvad. Og vi får det heller aldrig at vide. Vi skal holdes fast, undres, overraskes, sættes til vægs, narres.
Jo, det er det rene teater. Endda optaget i Operaens Takkelloftet.
Komponisten er C.F.E. Horneman – Christian Frederik Emil – glemt og altså alligevel ikke glemt, for her ligger han og udfolder sig på cd-skiven.
Han har fået venner, der kalder sig Arild String Quartet. Hvorfor? Dét aner jeg ikke, de er ikke fra Arilds tid, men lyslevende, en af dem hedder Rafael Altino og spiller bratsch i Odense Symfoniorkester, snakker vel syngende brasiliansk, hvis han lukker munden op, hvad der sikkert klinger fint sammen med det fynske.
De tre andre spiller i Det Kgl. Kapel på deres violiner og på cello, den sidste hedder Ingemar Brantelid. Hvis nogle lige blinker med et øjenbryn over det navn, så er det, fordi Ingemar er far til Andreas Brantelid, den knægt, der i disse år lægger verden ned med sit cellospil – hvor han har dét fra, det hører vi her. Faren er den dybt syngende elegantier på celloen i kvartetten.
Tobias Durholm er den jublende ansætter af d-mol-temaet på sin 1.violin, Anna Zelianodjevo hans Pernille med sus i skørterne, endnu en hvirvelvind på jagt efter dét tema og alt, hvad der ellers dukker op undervejs til undren og overraskelse for de fire musikere og os andre.

 
UNGT GENI

Hvad er det med sådan et tema? Hvor får han det fra, Horneman? Ikke langt væk fra. Det kan vi læse om i musikhistorien. Horneman studerede i Leipzig, da han skrev kvartetten. Han var 21 år. Der summede Mendelssohn og Schumann og Brahms om ørerne på ham, Edvard Grieg var hans studiekammerat.
Tænker man på den musik, som skuespillerinden Katrin Weisser bruger i sin monolog om Clara Schumann på Hofteatret i disse uger, så kunne denne Horneman d-mol svinge med til at løfte taget.
Jeg slipper ikke det d-mol tema. Der er også en g-mol kvartet på skiven – skrevet af den 19-årige Horneman, også i Leipzig. Knirkende skolearbejde. Talentfuldt, bevares. Men vi skal til d-mol’en for at høre et ungt geni.
Og der er meget andet i kvartetten end den 1.sats med Henrik og Pernille på jagerfulgt mod himmelen: Der er en indadvendt, mediterende adagio fuld af tankefulde drejninger. Så en menuet, der lige pludselig springer ned fra sin glade, folkelige dansetribune og ser på sig selv i dyb forbløffelse. Og så til sidst en futtende allegro, der går amok i en hæsblæsende stretta.
Men alligevel, jeg bliver ved åbningen af 1.satsen. Ikke en rasende parforcejagt som i Schumanns klaverstykke ’Aufschwung’. Ikke et monument af en klippe, der tårner sig i vejret som i Carl Nielsens ’Espansiva’. Men en lystfyldt, elegant og dramatisk håndbevægelse.
 

DRAMATIKEREN

Vi kunne være i Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ med Mendelssohn i farvandet. Horneman var dramatikeren, når han komponerede. Skrev en opera som teenager i København. Skrev musik til en ’Aladdin’, der er hørt alt for sjældent.
Man læser om hans outsiderposition i det københavnske musikliv. En hidsigprop, der nemt blev uvenner med.
Da han døde i 1906, skrev Politikens Charles Kjerulf i sin nekrolog: ”Hvem har ikke i løbet af få minutter indviklet sig i en uhjælpelig disput med denne voldsomme buldrebasse og lige så hidsige som stædige fanatiker?”…
Glimrende. Men her har vi altså en genistreg i d-mol. Af en 21-årig.
GregersDH.dk

GRASSAT

Christian Lollike flipper ud i en løssluppen farce i Skuespilhusets Det Røde Rum. Det er vrøvl og grin hele vejen.

Spiller indtil 3.maj 

***

DRAMATIKEREN Christian Lollike styrer som en flagermus med baksende vinger i sit dramatiske landskab. Målrettet efter bid.
Målene er mange. Kun ét kan vi være sikre på. Han styrer altid mod steder, hvor det samfund, der omgiver os, har ømme ligtorne, der er værd at træde på.
Alvorsmanden Lollike er efterhånden også blevet god til at løsne på bisterheden og køre sine skarpe angreb i mere satiriske regi. Vi så det i ’Skakten’, der med syrede midler rammer dybt i tyskernes opgør med deres rodnet i 2. verdenskrig. ’Skakten’ går stadig på CaféTeatret.
Og nu ’Kagefrabrikken’, der har haft premiere i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Her er satiren ekspederet med fuld fart hen i farcen. Vi er til virkelig grin. På enhver måde.
Min fornemmelse er, at det overgivne halløj i den forestilling snart vil blive set som en parentes i Lollikes produktion. Så se den, mens latteren runger endnu.
Historien om den jyske kagefabrik med de elendige sukkerstadskager på samlebånd, som de ansatte i bageriet selv æder sig til svulmende deller i – og historien om, hvordan en fiks konsulent med smarte teorier og uro i bukserne får det livsglade, men konkurstruede, jyske konditorfirma bragt på højkant, for derefter at sælge det for næsen af ejerne til kineserne – dén historie er en serie kraftspring ud i groteske absurditeter.

SPÆND BÆLTET

Ok. Vi holder fast i sikkerhedsbæltet og følger slagets gang af flere grunde. Nok først og fremmest fordi Røde Rummets spillere sammen med instruktøren Elisa Kragerup har sagt ’take it or leave it’.
De har fået det formentlig maksimale fjas ud af en historie, der tager drejninger, som overskrider alle færdelsregler. Ingen vil kunne komme rendende med hverken Aristoteles eller Corneille eller Stanislavskij eller nogen som helst anden Klogeåge med kuglerammen og styre den historie ind i smult dramaturgisk vande.
Den løber helt grassat. Konsulenten boller med bagerkonen i dejbøtten, et burkaklædt kvindemenneske med ingeniøruddannelse lancerer en kageopskrift fra Koranen, firmaets regnskabsdame ifører sig traktor og cowboyriffel og skyder alle ned, mens musikken spiller.
Vi er vandret fra jysk forsamlingshusstemning over slagsmål på burkadamens bedetæppe til eksportsvindel og massemord, alt akkompagneret af moderne konsulentjargon, slankeøvelser og popmusik anno dazumal.
 

PJANK

Tilgivelsen daler ned over denne jyske urskov af pjank, hvor kun de i øjeblikket huserende ulve i det vestjyske suser uantastet forbi dramaet – vi er i kløerne på Thomas Hwan, der er den kantede marionetdukke af en bageriejer, selv i kløerne på Nicolai Dahl Hamiltons perverse konsulent, som hundser med det utrættelige livsstykke Johanne Louise Schmidt som bagerkonen, med Rasmus Bjerg, bagersvenden, der er DFs sikreste kort hinsides Lillebælt, og Maria Rossing, der er polstret så kagekoneoverdådig, at hun må kunne få job i branchen, måske hos La Glace i Skoubogade, hvis hun eller kan komme igennem døren i den mundering, gerne ledsaget af Helle Fagralid, hvis tøsede spinkelhed er helt sunket ind i lagkagefornøjelserne.

STOF

Og således fremdeles. At Rikke Bilde også medvirker røbes først, da hun ved fremkaldelsen smider den pragtfulde burka – meter på meter af mørkeblåt stof nok til gardiner langs hele Skuespilhusets havneside.
Hvad vi skal med forestillingen?
Le ad moderne businesskonsulent-idioti? Ramme solid dansk antipati mod indvandrere. Gispe over konfrontationen mellem Rikke Bildes selvmordsbælte og Maria Rossings morderiske jagtgevær i hendes George W. Bush-stunt?  Eller grine af komisk jysk snusfornuft? Eller af dansk humor i øvrigt, når den er totalt pandet?
Det er svært at sætte tegnestiften på hvad.
’Kagefabrikken’ – i Palle Steen Christensens mindeværdige konditori-apoteose – vil i hvert fald være en oplagt nytårsrevy, når Det Røde Rum når frem til årets udgang.

GregersDH.dk