‘Den lille havfrue’ Fredericia T.s gæstespil på Operaen 22.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kristine Yde Eriksen som Den lille Havfrue’ på Operaen. (Foto: Søren Malmose)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HAVFRUE-PRAGT

 

Walt Disneys ’Lille Havfrue’ i flot opsætning på Operaen i Fredericia Teaters udgave.
H.C. Andersen kan vi lede efter. Og finde ham – delvis.

Spiller på Operaen indtil 17. august. Derefter på Fredericia Teater fra 28. august til 1. oktober. 

*****

 

SELVFØLGELIG kan vi proppe al snak om droit morale ned i skuffen. Vi er i Walt Disneys favn med Fredericia Teaters udgave af ’Den lille Havfrue’. Han har pudderkvasten i brug i tolkningen af H.C. Andersens tragiske historie om længsel og uopfyldt kærlighed. Det er den tolkning, Fredericias musical-kometer leverer uden forbehold.
Andersen vender sig muligvis i sin grav over den sminkede historie med lykkelig udgang. Og dog. Han var et let bevægeligt menneske. Måske er han bare faldet i lykkelig svime over denne opsætnings forbløffende visuelle overskud og dens tekniske udfoldelser. Alene synet af et jernbanetog lagde ham som bekendt fladt ned af henrykkelse.
Men han behøver nu ikke meget andet end at kaste et blik på den lille havfrue, der sidder på sin sten neden for Kastellet på den anden side af Københavns havn for at genopfriske, hvad han ville med den unge dame:
Hun ser ud mod havet med et længselsfuldt blik. Ud mod dér, hvor hun mødte sin prins. Og dér, hvor hun selv måtte forsvinde som en luftig ånd, efter sit mislykkede eksperiment med at finde lykken blandt menneskene. Og efterlade en prins mere forstyrret i hovedet end lykkelig.

KANONSALVE

Sådan kan vi brumme undervejs ind imellem forbløffelsen over det gigantiske show, Fredericia Teater affyrer som en hel kanonsalve af farvelader, sceneskift, der overlegent bringer os fra øjeblik til øjeblik, fra sceneri til sceneri, fra situation til situation med en timing og rytme, der får fortalt historien så herligt ubesværet.
Historien om havfruen, der redder prinsens liv, bliver forelsket og sælger sin stemme til heksen, der er hendes faster, Ursula kaldes hun, mod at få tre dage til at erobre prinsens hjerte.
Vi lynekspederes uden vanskeligheder fra havbund til dækket på prinseskibet, fra hjemmehygge hos fader Triton med treforken og de ondskabsfulde søstre, fra heksekedel til slotskøkken – og a propos det sidste: Til nogle af de virkelig morsomme scener: Slotskøkkenet køres af Mads Æbeløe Nielsen, og det lyder så æble- og pæredansk, men fyren spiller Chef Louis med en prinsgemal Henri-accent og en frækhed og en sangstemme, der sætter ordentlig skub i 2. akten.

RAPPE FJOLLERIER

Flinkeskolen får ellers alt, hvad der kræves i denne Havfrue-opsætning. Med en overordentlig sød Kristine Yde i titelrollen og den pæææne Christian Lund i prinserollen – nydelige stemmer begge to, sympatiske og leverandører af alt til glansbilledfaget hørende kvaliteter.
Men det er de øjeblikke, hvor skallen brydes af humor og sjove påfund, der sætter knald på historien. 
Køkkenscenerne nævnt, også for de kvikke koreografiske optrin, de rummer. Men sandelig også de rappe fjollerier, fugle- og fiskevæsener sætter i scene omkring den arme havfrue-frøken. Plus halløjet hos den ’go between’-fyr, som er indlagt, Max-Emil Nissen, der tosser rundt mellem den treforkforsynede Peter Jorde og jordelivets væsener.
For ikke at tale om selveste faster hex, Sara Gadborg udstafferet som en gigantisk undersøisk edderkop og forsynet med en lige så gigantisk røst, der kunne have lagt Bodil Udsen ned, når hun sang Fløjtetønden Victoria for et par menneskealdre siden.

FOR ØJET

Der er egentlig for lidt af den slags utraditionelle og saftige skub i forestilling. Også i musikken, der netop får ørerne op hos os, når de indtræffer. Mens vi lader stå til med et ’Nå, ja’ i en del af det resterende mat-romantiske lirum-larum. Hvor vi lader øjet få fornøjelserne.
Vi er altså et godt stykke ude i det Billedblad-agtige med meget. Lykkelig, når det rusker i konformiteten. Henrykt over forestillingens storslåede billedgalleri. Imponeret over, hvad Fredericia Teater har mobiliseret af kraft og professionalisme.
Det Kgl. Teater lægger hus til Fredericia Teaters gæstespil. Den har tidligere vist en opsætning af ’Den lille Havfrue’ – det var i H.C. Andersen-året 2005, da Hamburg-koreografen John Neumeier i en gudeskøn opførelse var tættere – for ikke at sige helt tæt på Andersens tanker om de tragiske elementer i historien.
Vi lever i et rigt teaterland, hvor så forskellige fortolkninger af den samme historie kan blive fortalt.

gregersDH.dk

‘Nei’ på Det Kgl. 1960 CD 20.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

RÅB FRA DET

KGL.

*

*

*

*

 
Kgl.Teater-optagelsen af Heibergs ’Nei’ fra 1960 er en sær affære. Af én grund: Den uskyldige vaudeville-spøg overdøves af Poul Reichhardts overstyrede klokker Linck i John Prices instruktion.

CDK5029

***   

 

HØJTRÅBEN er der nok af i dansk teater. Skuespillere, der mener, at man skal tale fra en scene, som om det drejede sig om at overdøve fredagsrock i Tivoli. Ok: Visse skuespillere. Og visse instruktører.
Det er der ikke noget nyt i. Det mindes man om, når man lytter til den 54 år gamle indspilning af Heibergs vaudeville ’Nei’ fra Gamle Scene på Det Kgl. Teater. Råberiet her kommer fra salig Poul Reichhardt, og instruktøren, som har heppet skuespilleren til yderligere udfoldelser, er John Price, hvis indgang til skuespilkunsten sjældent var afdæmpet – den kunne have andre kvaliteter, men stille gik det aldrig for sig.
Vi har netop haft lejlighed til at se Heiberg fikse lille vaudeville i en engelsk udgave på Hofteatret, hvor Ian Burns og Barry McKenna elegant tilførte historien en tone af ’Halløj på Badehotellet’. Buen var spændt, men brast ikke, ironien lurede, latteren med. Men aldrig latterliggørelsen.

TØJLERNE SLUPPET

Latterliggørelsen runger til gengæld i opførelsen på Det Kgl. 1960. Og den virker tilsigtet. ’Nei’ spilles i en kgl.teater-tradition, som vi kan kalde munter – gerne med stort M – en overleveret komediestil, som teatrets klassiske borgerskabs-publikum kunne genkende sig selv i, og som udløste glad og høflig latter over genkendelsen.
Det er så åbenbart udgangspunkt for, at Poul Reichhardt får lov at slippe tøjlerne totalt i sin skildring af frieren klokker Link. En jysk klokker fra Grenaa, fornæret, klodset, jysk snakkende, udspekuleret udi egen opfattelse. M.a.o. klar til at dumme sig ud over alle bredder over for vaudevillens kultiverede københavnere anno 1840 – københavnerne i stykket og københavnerne i salen.
Vor tids publikum har kendt og elsket Poul Reichhardt og gør det fortsat. På film, tv og pladerne: Den frejdige, djærve, sympatiske og velsyngende helt – flyttemand Olsen det ene øjeblik, Papageno i ’Tryllefløjten’ det næste og ’dus med himlens fugle’, når det var med dén på.
I Prices instruktion tumler og brøler Poul Reichhardt sig igennem klokkerrollen i ’Nei’. På et jysk, der burde stedes for sprognævnet, hans sjællandsk/københavnske omsat til en sproglig ketchup, som går over alle bredder. Samtidig taler han som en Søren Gericke på speed.

KARIKATUR

Andre på scenen taler også hurtigt, Henning Moritzen, der spiller den unge student i huset hos justitsråden, i et tempo, der dementerer almindelige påstande om, at alt gik så langsomt i ’gamle dage’ – også kongelige skuespilleres replikker og dialoger. Det gjorde det da. Tit. Og tit med en patos, som fik dem til at lyde som direkte videreførere af fransk, barok scenesprog – højstemt Corneille- og Racine-deklamation.
Moritzen sprøjter omvendt replikker fra sig, der klinger i slægt med nogle af nogle af vore dages fremmeste stand up og lystspillere. Og det er ret forfriskende.
Men fraset Moritzens student, Birgitte Prices kokette og underfundige Sophie og Martin Hansens brummende justitsråd, er det Reichhardts klokker Linck, der dominerer opsætningen og forvrænger humor til karikatur.
CD-udgivelsen af den gamle ’Nei’-opførelse er selvfølgelig fortjenstfuld som de efterhånden mange, mange andre cd-overførelser af Knud Hegermann-Lindencrones optagelser fra Det Kgl. Teater, som Erik Harbo og Uffe Henriksen har foranstaltet. Man kan måske tilskrive en del af overstyringen af klokker Linck-figuren de nødtørftige tekniske ressourcer anno 1960.
Men hverken Reichhardt eller Price kan løbe fra den spillemæssige og sproglige forvrængning.

 gregersDH.dk

Rued Langgaard strygekvartetter med Nightingale String Quartet 17.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

DRAMATIKEREN LANGGAARD

 

Mis- og underkendte Rued Langgaard gror ud af glemslen i disse år. Den nye ære og værdighed stråler ud af hans dramatiske strygekvartetter i Nightingale-kvartettens kongeniale fortolkninger.

Rued Langgaard: Stingquartets vol. 2. Nightingale String Quartet.
Dacapo 6.220576. Tekstkommentarer af Bendt Viinholt Nielsen

 

******

 

RUED Langgaard er en stor dramatiker.
Han er blevet karakteriseret på så mange andre måder: En original. Ordet brugt med en hældning mod det psykopatiske. En særling. En enspænder.
En outsider i dansk musikliv. Modpolen til Carl Nielsen – den sorte komponist over for den lyse. Fiaskoen over for succesen.
En autodidakt. Han gik ikke den regelrette vej som alle de andre: Gennem Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Han lærte hos forældrene. De var begge pianister. Faren også komponist. Hjemmestrik. Mon ikke?
Og så det, der hænger ved næsten alle beskrivelser af Langgaard fra lige før århundredeskiftet 1900 til langt efter hans død i 1952:
Komponisten, der sad fast i senromantikkens hængedynd, og som bevidst og af samme grund blev holdt uden for dansk musikliv. Hans værker – der er over 400 – blev dårligt nok spillet, han fik ingen ordentlige jobs, indtil han omsider i 1940 tilkæmpede sig en organiststilling ved domkirken i Ribe. Så kunne han sidde der og murre. Frem gennem 50’erne og 60’erne holdt man sig for næsen, når hans navn blev nævnt. På konservatoriet og i universitetets musikvidenskabelige kredse.
 

FIRE NATTERGALE

Nu, da luften er lettet omkring fordommene, kan man høre bl.a. hans strygekvartetter og konstatere det alt sammen, men også uden større besvær vende de fleste af fordommene til det positive.
F.eks. konstatere, at Rued Langgaard er dramatiker. Ikke kun i de få operaer, han har skrevet – som hans ’Antikrist’, der er blevet opført nogle gange inden for de seneste årtier, og i øvrigt findes på cd-optagelser, dels en koncertopførelse i DR, dels en sceneopførelse i Innsbruck fra 1999. 
Men oplagt også i sine strygekvartetter. De første blev udgivet for et års tiden på cd af selskabet dacapo. De næste har vi her, nu igen med Nightingate String Quartet – den umådeholdent talentfulde kvartet af fire piger, som i 2007 limede sig sammen om at gøre karriere i genren, allerede mens de endnu gik på konservatoriet.      

Lykken har fulgt dem siden, og man begriber hvorfor. De er som fire ærter i en bælg, deres sammenspil er formidabelt, og når vi snakker Langgaards måde at udtrykke sig på, har de den dramatiske nerve, der skal til for at få kvartetspillet til at blive til udspil, der er som henvendelser, beretninger, udsagn fra en komponist, som kræver påhør hvert øjeblik. Hele tiden nye situationer. Overraskelser. Som når man i nyhedsprogrammerne spørger reporteren: ’Hvad er situationen – lige nu?’
 

SPONTANT

Netop. Langgaard skriver spontant, nærmest improvisatorisk. Du lytter intenst. Hvad finder han på? Hvor skal vi hen om et øjeblik?
Og så er det jo slet ikke løgn, meget af det andet, som han hænges op på. Det glødende romantiske udgangspunkt. Sproget, der nemt kan associeres til Wagner, Mahler, for ikke at snakke om gamle Niels W. Gade, der har en varm plads i Langgaards højre hjertekammer. Alt det er videreudviklet i nye, dybt personlige spændingsfelter. Genkendeligt, men alligevel ikke. 
Langt interessantere er det at høre, hvordan hver formulering, hvert åndedræt er drevet frem af dramatiske impulser. Helt elementært som musikalsk tænkte handlinger og effekter. Når han i 3.satsen af As-dur kvartetten lader et pizzicato-formuleret tema sænke sig dybere og dybere for til sidst at ende stakåndet og ufuldendt i det sorteste dyb, sidder vi tilbage med hårene lige så rejste, som da Marie i Alban Bergs ’Wozzeck’ er dræbt og hende lille dreng rider over scenen på sin kæphest med et ’Hop! Hop!’
 

JORDSKRED

Vi kan også nemt – og rigtigt – forklare den første af kvartetterne på denne cd, den der har titlen ’Rosengaardspil’, ud fra, at alt er styret i Langgaards hoved af en styrtende ungdomsforelskelse. Som 20-årig segnede han af henrykkelse over en svensk pige ved navn Dora under en sommerferie i Kyrkhult i Blekinge. Rosengaarden var stedet, han og hans forældre havde lejet.
Kvartetten begynder med et tematisk og klangligt blidt jordskred, et ekstatisk ømt anfald, som han oven i købet vender tilbage til i andre kvartetter senere. Og kvartetten, som Nightingale-pigerne hermed giver sin cd-uropførelse, fortsætter sats efter sats med spontane, stadig nyfødte, dramatiske ryk. Vi kan snakke om en art programmusik, sindstilstande skildret i toner og rytmer, og vi kan henholde os nok så meget til pittoreske, private og personlige baggrunde. Og tolke Langgaard ud fra de sindsoprivende titler, han gav mange af sine kompositioner:
Det er ok. Men den umiddelbare oplevelse er rent musikalsk. Nøgne og abstrakte, rene musikalske effekter. I Nightingalernes stringente og udtryksfulde sammenspil musik, der lever i kraft af sig selv.
Kom og sig, at dette ikke er stor musik. Stor musikdramatik.

 

gregersDH.dk

‘Bellevue Teater – arkitektur og teater’. Af Ulla Strømberg 12.7.214 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

SÅ HVIDT SOM HAVETS SKUM

 

Et værk lige til sofabordet. Om arkitekten Arne Jacobsen og hans Bellevue Teater i Klampenborg, godt fortalt af teater- og kunsthistorikeren Ulla Strømberg

 

Ulla Strømstad: ’Bellevue Teatret’ – arkitektur og teater. Forlaget Bogværket. 256 sider, kr. 348,-

 

*****

 

EN bog til sofabordet. Den er flot, den er lækker, og den vejer lige så meget som det halve af bordet. Værd at blade i og læse i. Fuld af prægtige billeder.

Den handler om Bellevue Teatret, det forunderlige bygningsværk, der ligger på Strandvejen i Klampenborg som et udråbstegn, et visuelt signal om, at Danmark er sgu et dejligt land. For nu at sige det lidt som de to gavtyve Rasmus Botoft og Martin Buch, med scenenavnene Fritz og Poul: ’Livet er sgu dejligt!’, titlen på en bog om de to.

Sjovt nok, så handler netop det sidste afsnit i den fine bog om Botoft og Buch, tilsammen: ’Rytteriet’ – det seneste hit på Bellevue Teatrets repertoire. Og fast bestanddel gennem flere sæsoner.

Afsnittet har undertitlen ’Snobberne og andet godtfolk’. Det er et festligt og kammeratligt knock out til teatret. Til stedet. Til Klampenborg-miljøet. Til alt det, teatret er udsprunget af og stadig springer ud af. Med bogens forfatter Ulla Strømbergs ord: ”’Rytteriet’ er som skabt til Bellevue. Fritz og Poul har noget til fælles med naboerne til Bellevue Teatret. De drømmer om au pairs (i flertal) og årgangsrødvin…” Oven i det: Sjofelheder i karlekammerjunker-tonen.  

HJEMME I GENTOFTE

Historien om Bellevue Teatret handler om et teater, der er præget af, hvor det befinder sig. På Strandvejen, i Gentofte Kommune, i et kvarter med de højeste huspriser og en grundskyld, der viser tænder. Årsag: Udsigt til Øresund, smækre naboer og omgivet af Dyrehaven.

Og så bygget af en arkitekt, der var barn af kommunen, bosat og dybt forankret i den, og samtidig en arkitekt, der har indlagt sig international berømmelse for byggerier, der ikke alene rammer dette steds luksuøse og liflige ånd, men også har sat sit elegante stempel på huse, ja endda huses indretning i resten af Danmark og vidt omkring. Sig navnet: Arne Jacobsen.

Ulla Strømbergs bog er en velformuleret, omfattende beretning om, hvordan Arne Jacobsen udvikler sig som arkitekt, hvor han har hentet sin inspiration fra, og hvordan teatret blev til i forbindelse med en total renovering af Strandvejs-området i Klampenborg. Han er dårligt nok færdig på Arkitektskolen, før han i 1926 som elevprojekt tegner hotel i Klampenborg, i afgangsåret 1927 sportshal og restaurant samme sted. I 1928 får han Kunstakademiets lille guldmedalje for et projekt til et Nationalmuseum mellem Klampenborg og Tårbæk – det blev aldrig til noget, for man valgte at udvide i Stormgade ved det nuværende Nationalmuseum. Men – stadig i 1928 – er han i gang med en stribe villaer i området, bl.a. sin egen på Gotfred Rodes vej tæt på Dyrehaven.

Og så følger i 30’erne det store rush omkring Bellevue: Mattssons Ridehus bag ved det senere teater, Bellevista – de hvide treetagers boligblokke ved siden af teatret, og endelig selve Bellevue Teatret, der indvies i 1936.

Perfekt helhed. Forfatteren nævner undtagelsen: Den grumsede benzintank, nabo til teatret. Nede ved Skovshoved tegnede Jacobsen en køn benzintank, der senere er blevet fredet. Tankejeren ved Bellevue må have det grimt.

Men ellers: Så kønt. Og hvidt det hele! Med blåt ind imellem. Hvide skumsprøjt og blåt hav. Fortæppet malede Sikker Hansen i blåt og hvidt – med en solbrun, nøgen donna i midten. Hun kunne konkurrere med de lyse svineskindspolstrede stole i salen. Og sensationelt: Taget kunne skydes til side om sommeren, så aftenhimmelen kunne sende forjættende signaler ned til publikum.

Bellevue Teatret blev til i en periode, hvor der blev forsøgt en del med teaterbyggeri rundt i verden. Især for at forøge publikums muligheder for at se. Forskellige former for halve og hele arenascener. Jacobsen tegnede Bellevue i en blid vifteform og med blid skråning. Mere var der ikke plads til på grunden. 

MELODIEN DER BLEV VÆK

Sært nok: Bellevue Teatret åbnede med en fiasko. Tiden var til revyer. Vi var midt i trediverne, hvor revyer groede landet over, og folk ville sommermuntres af sjove sketcher og kendte skuespillere på slap line. Eller med politiske skarpheder fra PH. Inde i byen så man Marguerite Viby og Chr. Arhoff på Apollo Teatret og Olga Svendsen på Fønix Teatret. Og Cirkusrevyen på Bakken havde året før haft sit gennembrud med Osvald Helmuth som spydspids.

Dér lå måske problemet. Bakkens Cirkusrevy med sin enorme folkelige tiltrækningskraft – det var det, man skulle hamle op med på det smarte nye Bellevue Teater. På scenen havde man anbragt Liva Weel, Chr. Gotschalch og Johannes Meyer plus en flot stribe dansepiger styret af selveste kgl. solodanser Børge Ralov.

Men hvordan var reaktionen? Dyb imponerethed over teatret, indretningen, beliggenheden. Sparsom glæde over revyen. Bogen gengiver – desværre meget småt – en brillant tegning af Ekstra Bladets store satiretegner Spott, hvor man ser Johannes Meyer i fuld udfoldelse på scenen, mens publikum kikker op i loftet. Alle stirrer henrykt på den blotlagte himmel og udbryder ’Næh!!’

 

MELODIEN GENFUNDET       

Bogen har gode pointer om de vanskeligheder, teatret har haft med at finde den profil, der gør det til noget andet end konkurrenterne. Revyerne gik ikke. Også 2.året blev nedtur, selvom man havde Victor Borge – dengang Børge Rosenbaum – på scenen med sin ’Fonetisk tegnsætning’. Debut for et verdensnummer.

Teatret blev lavet om til biograf i en årrække. Forfaldt også og var på nippet til at blive revet ned. Men en ny ejer, arkitekten og teaterkenderen Jes Kølpin fandt gradvist melodien gennem 60’erne og 90’erne og frem over år 2000. Teater med dans og musik, gerne jazz og rock på løbebåndet. Gerne eksperimenter. Det har givet pote trods kiksere.

Strømberg gennemgår det meste, brokker sig lidt over, hvad der er revet ned for at give plads til Arne Jacobsens herligheder, men pryder fortællingen med billeder, plakater og en hærskare af de teatertegninger, der i dag savnes i de fleste aviser. Senest i denne sæson de to lokale, håndholdte koryfæer: Fritz og Arne og deres ’Rytteriet’. Med hvem vi siger: Jo, også teatret er dejligt. Sgu.

 gregersDH.dk

John Frandsen ‘Requiem’ 7.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

TIL OFRENE PÅ ØEN

 

Komponisten John Frandsen har skrevet en vældig dødsmesse, et ’Requiem’, som han har tilegnet ofrene fra Utøya. Resultatet er smukt. Og overraskende.

 

Dobbelt-cd dacapo 6 220649-50

 

 

****

 

UHA, der skal mod til. Og talent. Komponisten John Frandsen har skrevet et Requiem, time- nej, halvanden time langt, men det er ikke længden, der kræver mod. Det er genren – et requiem, en dødsmesse! Formet efter latinsk, katolsk struktur, bygget op, så tekster og messeled runger af tradition.
Nævn bare de komponister, der har skrevet requiem’er, som vi har i vore hoveder, Mozart, Verdi, Berlioz, Brahms, Britten… for ikke at snakke om langt ældre tiders, helt tilbage dér, hvor alt det, de andre bygger på, er blevet til: Den gregorianske sang hos munkene i de katolske klostre.
Hvorfor så nu? Den øjeblikkelige indskydelse er selvfølgelig, at Frandsens Requiem er skrevet i anledning af den sindssyge, norske fanatiker Anders Breiviks nedskydning af 69 unge på øen Utøya i Oslo Fjorden. Man kunne få det indtryk. Men det er det ikke. Hans Requiem blev skrevet i 2010. Efter at massemordene var begået 22. juli 2011, besluttede han imidlertid at tilegne det store værk til Utøya-ofrene, da værket skulle uropføres ved en koncert i DRs koncerthus i april 2013.
 

VREDENS DAG

John Frandsen er en komponist med grundfæstet dramatisk sans. Hans ’Requiem’ har mange af de egenskaber og kvaliteter, der præger hans korværker og hans operaer. Hans seneste opera er – paradoksalt nok i denne sammenhæng – en sprudlende komedie, der handler om en mand, der er død, men står op af kisten og konstaterer, at ”liver et bedre end alternativet”. Den er formodentlig skrevet for at afreagere oven på det store ’Requiem’-projekt.    
Men spændinger, modsætninger og voldsom afveksling og vitalitet er sandelig også kvaliteter ved denne dødsmesse, dynamiske skred afvekslende med lyrisk intensitet og en brug af teksterne, der håndfast klarlægger deres indhold.
Det er det latinske grundmateriale. Vi er ikke et sekund i tvivl om, hvad det handler om, når koret synger ’Dies iræ’ – vredens dag. Så lidt som vi er det hos Mozart. Og det er ikke kun i kraft af drønende pauker, men også fordi Frandsen skriver, så teksten står mejslet i luften. Og går den ikke i første omgang, så kan være forvisset om, at de gentages.
 

SALMER

Frandsen er ikke bange for at sige tingene to gange, og det gælder også i orkesterpartituret, der på den ene side er virtuost varieret, men samtidig næsten ’minimalistisk’ i brugen af temaer og figurer. Ikke mindst i munden på Teitur, den færøske sanger, som medvirker ind mellem de latinske led med ’salmer’, skrevet af digteren Simon Grotrian.
Enkle, danske vers i strofisk form af pudsig direkte kraft, dødens mysterium fortolket i eventyrlige vendinger: ”Når timeglasset stopper / og vi står med ørepropper / kan vi ikke høre braget / fra en altergang i havet”.
Teitur mere taler dem end synger dem – hans baggrund er rockmusikken – og teksterne repeteres melodisk næsten konsekvent som salmemelodier – med ren orgelledsagelse. Naivistiske lyriske indslag. 
Effekten er stor, også som kontrast til de ’rigtige’ sangere, der er med: sopranen Sine Bundgaard, mezzoen Andrea Pellegrini, tenoren Peter Lodahl og Halvor F. Melien – norsk sanger, der står anført som ’bas’ i tekstheftet, men mildt sagt er lys baryton, som vi hører ham her.
Man sidder tilbage efter at have hørt dette ’Requiem’ med fornemmelse af at have været på rejse i en blanding af en stor fortælling og et ritual, der er usædvanligt, fordi det mere fører os ud i landskaber end ind i kirkerummet.
Orkester og kor er DRs og dirigenten Henrik Vagn Christensen.
gregersDH.dk 

Fuzzy ‘Chimes of Memory’ 7.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

FRA TROLDOMS-

BUNKEREN

 

 

Sære klange, smukke klange, sjove rytmer, foruroligende rytmer. Det er Fuzzys elektroniske verden på en ny cd med titlen ’Chimes of memory’.
 

Dacapo 8226561

****

 

’CHIMES of memory’ – minderige klange. Måske endda ‘minderige klokkeklange’. Jamen dog. En herlig titel! Det kunne lyde, som om vi nu skulle være i selskab med Gustav Winckler, Raquel Rastenni i et potpourri fra lykkelandet af gamle slagere. Måske endda Poul Bundgaards ’Brylluppets klokker’.
Men vi er et andet sted. Det er Fuzzy, som vandrer tilbage gennem sine forunderlige landskaber af musik gennem mere end tredive år. Fuzzy – døbt Jens Wilhelm Pedersen, da han blev født for 74 år siden. En komponist, der gennem sit liv har huseret i næsten alle afkroge af dansk musik – og udenlandsk med for resten – en ladt kanon af udfoldelser i tv-studier, koncertsale og teatre og ikke mindst i sit eget værksted hjemme i villaen på Frederiksberg.
Næsten uanset, hvad han har begået, er det blevet til dér. I hans hjerne og i hans studie fuldblokket af instrumenter, computere, mixere, synthesizere, samplere og alt muligt andet elektronisk lydudstyr. Ikke at forglemme nodepapir – Fuzzy er uddannet i 60’erne på gamle Kgl. Danske Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard, hvor det kinesiske kulturinstitut nu rykker ind og kan lejre sig i ekkoet af Fuzzys og utallige andres nodeskriblerier og klanglige udfoldelser gennem generationer.
 

I NOTRE DAME

Den nye cd består af enkelte kærner fra, hvad han har afstedkommet siden 1975. afleveret nærmest baglæns. Det begynder med tre orgelværker fra begyndelsen af dette årtusind, bestilt af den danske orgelprofessor Grethe Krogh til koncerter, hun har givet i Notre Dame katedralen i Paris: ’Notre Dame Trilogy’.
Fuzzy bruger det magtfulde instrument til udfoldelser af det, der er hans kendetegn som komponist: Uopholdelige nye fantasifulde vinkler i hans boblende hjerne og leg med instrumentets muligheder. Orgelstemmer, registre, melodistumper, der kommer til ham, her en stump vals, her små brudstykker af vrisne udsagn. Musikken kommer som åndepust i nakken eller som signaler fra fjerne kloder. Passager, som er uadvendte eller kontemplative.
De tre stykker har hver sin titel. Det først hedder bare ’kadencer’, det andet ’Über allen Gipfeln’ og er en rune ristet til komponisten Tage Nielsen, der var rektor på konservatoriet i Århus i de år Fuzzy underviste dér i komposition (og bl.a. havde Anne Linnet som studerende). Det sidste stykke inspireret af et maleri af JF. Willumsen.
Alt konciperet hjemme i bunkeren – orgler har deres egen elektronik, og Fuzzy behøver ikke gå i kirke for at tænke i orgelbaner.   

OVERRASKENDE

Så tager han ellers fat på den mere rene elektronik – ledsaget af harpe-optagelser – med et muntert værk, som han kalder ’B Movies’ – B-film har altid fascineret Fuzzy. Lydbilleder, der er som brusende vand og jordskred omgiver Tine Rehlings æteriske harpespil, rytmerne omkring hendes swinger af kåd jazz eller sære naturlyde.
I cd’ens titelnummer ‘Chimes of memory’ eksperimenterer han på DRs første digitale lydapparatur I 1987 og leger med optagelser, han har foretaget af glas og balloner, tager dem under kærlig behandling og mixer dem med både stemmer og forskellig reallyd i rytmiske ryk og fjerne, præparerede og kønne lyde. Overraskende historier fortælles.
I ’Tre tilbageblik’, som er fra 2004, bevæger vi os underfundigt gennem tyve minutter, der fører os underfundigt gennem hans fabulerende toneprydede hjernevindinger. Tre ’tilbageblik’, hvor saxofonisten Jeanne Ballard spiller op mod elektronikken. Først på bassax, der graver toner frem fra underste kælderlokale. Så på tenorsax, men også ind imellem med menneskesopranen Signe Asmussen i blide strejf og et tonefald, der svinger fint med både saxen og de øvrige forunderlige lyde.
Endnu mere elektronik, nu i sidste skæring er vi rykket frem til 2004, hvor teknikken er avanceret og Fuzzys beherskelse er suveræn. Her bringes vi tæt og helt konkret ind i lydbunkeren på Frederiksberg. Hans gamle Blüthner-flygel er efter lang og tro tjeneste færdig med at se godt ud, og ikke mindst: lyde godt. En vemodig melodi klinger hen mod slutningen fra det gamle instrument. Det er på vej – som alle det øvrige skrammel, der tumles med i nummeret – mod lossepladsen. Titlen på stykket er ’Stjerner over Københavns Forbrændingsanstalt’.
Konkret musik af særdeles billedskabende art. En umiskendelig lydforelskelse.
Fuzzy selv sidder tilbage. Stemplet som ikke-kassabel. Der kommer stadig nyt fra trolddomsbunkeren på Kochsvej.

www.gregersDH.dk

‘Snehvide og syv fumlinger’ Grønnegaards Teatret 4.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Camilla Lau og Sofie Torp som prinsen og Snehvide i ‘Snehvide og syv fumlinger’ på Grønnegaards Teatret (foto: Bjarne Stæhr)

*

*

*

*

LILLE SPEJL, FORTÆL

 

’Snehvide og syv fumlinger’ giver nye sjove kanter til Disney-klassikeren i opførelsen på Grønnegaards Teatret.

 

Spilles af Grønnegaards Teatret i haven bag nr. 23 i Amaliegade

****

 

SÅDAN kan man dreje dén. Snehvide som rapkæftet popsangerinde og de syv små dværge som syv ’fumlinger’, den ene mere skæv og handicappet end den anden. Brille er autist, Prosit er allergisk, Gnavpot sidder i rullestol, Lystig er en glad grinebider etc.

Et hold funktionsnedsatte arbejdere på dronningens slot. Klar til at rykke til undsætning, da Snehvide er blevet kylet ud fra slottet, efter at spejlet har fortalt dronningen, at Snehvide er den smukkeste i landet, og hun kun nr. 2. Og Brille og vennerne fyret fra slottet, da de ikke makker ret.

Hvad kan man så bruge den historie til? Til at lave sjovt teater med en morale om, at hovmod og forfængelighed står for fald, og arbejderklassen har hjertet på rette sted. For nu at skære i pap.

Grønnegaards Teatret er denne sommer flyttet til Ankestyrelsens gård i Amaliegade med sin børneforestilling. Gård siger jeg – næh, det er en have så skøn – nu ved jeg, hvor den findes. Det er næsten den fra sangen. En skøn grøn idyl. Udsigt til Ansgarkirkens og Medicinskhistorisk Museums bagdel. København er fuld af overraskelser.

Spillet er i hænderne på et bundt elever fra Statens Teaterskole og skuespillerskolen i Aarhus. De kaster sig ud i den nyskrevne leg, scenen er etableret omkring en catwalk med spejl for enden, og dronningen opfører sit show i utrættelige forsøg på at shine sig op til nye besøg ved spejlet. Hun spilles af den langbenede Simon Bennebjerg – yndefuld udgave af den meget omtalte østrigske melodi grand prix vinder. En prins er der også blevet plads til, Camilla Lau som Prins Playboy, eksotisk import fra Japan i amourøs fægtning med Sofie Torps Snehvide.

Som resten af holdet – Jessica Dinnage, Sophie Marie Jeppesen, Mathias Sprogøe Fletting, Morten Hee Andersen, Mohamed Ali Osman og Mathias Skov Rahbæk – udmærker de sig ved en spillestil, der blander underfundig distance og smæk for skillingen. Thomas Müller har stået for iscenesættelsen. Og det er værd at nævne multimusikeren Gert Østergaard Pedersen, der gemmer sig i et skur ved scenekant og får sangene til at lejre sig yndefuldt og sjovt i handlingen.

Stjerner? Mit barnebarn på 7 år siger seks. Hendes koldsindige storebror siger fire½. Jeg må forklare dem, at fire er stort. De må lære mådehold, må de!

gregersDH.dk

‘Kuhlau-violinsonater’ 3.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

*
*
*
*
*
*
*
*
*

VELTALENDE DIALOGER

 
Liflige violinsonater af Kuhlau – ’Elverhøj’s komponist og alle klaverelevers yndlingsfornøjelse. 

dacapo 8 226082

****

FOR nogle uger siden spillede Christina Åstrand og Per Salo Kuhlau-violinsonater i fri luft, fuglene kvidrede med, og lyksaligheden bredte sig på gårdspladsen ved Sophienholm. Tonerne kunne være nået til Marienborg lidt borte derfra og måske have pustet lidt musik i vores umusiske statsminister. Men lige meget: Fornøjelsen var det lille publikums under træerne.
Sonaterne foreligger nu på en cd fra dacapo. Uden fuglekvidder. Men de lyriske løft mangler ikke, violin og klaver jagter i formfuldendt samspil afspejlinger af den lyse romantik, som Kuhlau har levet med i skovene omkring Kgs. Lyngby, hvor han boede.
En ærkedansk komponist – eller hvad? Han var indvandret tysker, talte vist ikke engang dansk trods de mange år, han tilbragte i landet efter at være flygtet fra Hamborg under Napoleons-krigene i en situation, hvor han stod til at blive indkaldt til de franske tropper. Alligevel: Vi regner få komponister så danske som Kuhlau.
’Elverhøj’! Det nationale festspil – Kuhlau skrev musikken til det. Spillet mere end noget andet på Det Kgl. gennem fem generationer, nu ganske vist hensunket til teatrets arkiver, samtidig med at ouverturen er gået danskerne i blodet takket være Olsen Bandens indbrud på Gamle Scene i ’Olsen Banden ser rødt’. Hver tone er plantet i os til lyden af Morten Grunwalds boremaskine.
 

PERLENDE

Men violinsonaterne altså. Så frydefuld musik. Og når vi nu er ved ’Elverhøj’: Den store Es-dur sonate har en hel variationssats, en andante, som er bygget over en af de mange danske folkevise-melodier, Kuhlau har brugt i ’Elverhøj’ – den romance med titlen ’Der vanker en ridder’, som Elisabeth Munk synger.
Kuhlau er dramatiker, og de to musikere, violinist og pianist, begge knyttet DRs symfoniorkester, fører deres spil frem som dramatiske dialoger, kæler for detaljer og driver ubesværet på, både i denne Es-dur sonate og i tre mindre sonater, der minder enhver klaverspiller om, at Kuhlaus sonater og sonatiner altid har været lækkerbiskener helt ned til barnestadiet, de letteste af dem i hvert fald. Lethed. Enkelhed. Perlende fornøjelser. Desto mere udbytterige her, hvor kravene er større og hvor de er i professionelle hænder.
Christina Åstrand og Per Salo forvalter både inderligheden og elegancen i disse veltalende sonater.
En rigdom. Flere Kuhlau-sonate-cd’er følger fra de to.

gregersDH.dk 

’1864 – den sande historie’ Frilandsmuseet 2.7. 2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sonja Oppenhagen, Meike Bahnsen og Morten Einer i ’1864 – den sande historie’ på Frilandsmuseet (tegn.: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

 

SKÆVE JEPSEN

 

Den ’sande’ historie om krigen 1864 – dramatikeren Erling Jepsen drejer ‘sandheden’ på skønneste vis til en farce i sommerspillet på Frilandsmuseet.
 

 

’1864 – den sande historie’ spiller indtil 27.7. 

 

*****

 

BED Erling Jepsen om at skrive et stykke om Sønderjylland og krigen i 1864 og belav dig på sådan et par på skrinet.
Til emnet. Ikke til dig.
Tværtimod. Han gnider sig i hænderne, siger tak til, og så tager han fat. Skriver en hidsig og syret historie, der flænser dansk vanetænkning om det vidunderlige, pæredanske Sønderjylland, der blev vundet tilbage til fædrelandet ved genforeningen og nu ligger dér som et elsket nationalmonument over triumfen i 1920, men også over det sørgelige nederlag i 1864. Sønderjylland – eller for at kalde det ved rette navn: Nordslesvig. Dyrket, forkælet, befolket af taknemmelige danskere, sønner og døtre af de hjemvendte ved genforeningen. Ikke sandt?
Rent hykleri, siger Erling Jepsen. Danmark vil skide på sønderjyderne. Og sønderjyderne vil såmænd lige så gerne, ja, måske hellere være tyskere igen. Som før 1920. Være Schleswigere.

PROVOKATION

Skæve Jepsen vender skråen og stanger en provokation ud med stykket ’1864 – den sande historie’.
Det er grotesk underholdende. Også i sin form.
Stykket spilles i Frilandsmuseet foran en gård fra Sdr. Sejerslev, en gård, der engang har ligget 12 km nordøst for Tønder. Her bor den saftige unge bondekone Hanne, spillet af Meike Bahnsen. Hendes mand er faldet i 1850 under treårskrigen, hun er alene, og man skal ikke ustraffet komme forbi hendes dør som ung dansk soldat. Så det gør soldat Valdemar, den begejstrede københavnske yngling, der er sendt af sted for at nedkæmpe de rædsomme, slappe og uduelige tyskere. Uduelige ja, kropuduelige, når det gjaldt at føre krig.
Thue Ersted Rasmussen spiller ham med kæk skråsikkerhed, sympatisk og fyldt af varm jord i hovedet. Han er jo københavner. Modtager stakke af breve fra sit bedsteborgerlige far- og mor-par hjemme i hovedstaden, som er stolte af ham og formaner ham at bruge de varme, lange underbukser. Det er jo kold vinter.
Sonja Oppenhagen er nuttet mor og Morten Eisner imposant som skåret ud af fatter kobbersmed i ’Genboerne’.
 

DRUK, BANK OG HOR

Jepsens slynger nutidige paratholdninger og historiske kendsgerninger sammen i en skøn pærevælling – det handler også om danske soldater sendt ud i det blå i Afghanistan og hvor som helst i gribende mangel på ræson.
Heidi Colding optræder som akademisk guide udi historiens baggrund og geråder i konflikt efter konflikt med de medvirkende. Bland dig udenom, søster! Og forældrene ekspederes uden vanskelighed til slagmarken for at pudse soldatens næse.
Handlingens forskellige planer er et lystigt mix af spring i tid og sted. Og de medvirkende bryder glad ud i sang, når det stikker dem – stykket er også en musical med orkester: To musikere, som instruktøren Søren Iversen har anbragt højt til vejrs på en vogn, trompet og keyboard. Den bedste af sangene har Meike Bahnsen med omkvædet ’Aldrig på en søndag’ (Melina Mercouri in memoriam!). Aldrig om søndagen – aldrig hvad? Mændenes druk, bank og hor. Resten af ugen ok. Forbudt om søndagen. 

MORALEN

Jepsens morale med historien er, at ingen skal komme stikkende med sandheden om den virkelighed, der var situationens i 1864. For virkeligheden var dengang som nu et mosebryg af forkvaklede fordomme og amatøragtige initiativer.
Hans skæve provokation kommer pragtfuldt til udtryk især hos Meike Bahnsens bondekone, der fastholder, at det var nu alligevel bedst med de tyskere i landet. Den får hun sin soldat med på.
Om det er Jepsens egen virkelige mening? Under alle omstændigheder – som de medvirkende synger til sidst: ’Overdrivelse fremmer forståelsen’.

gregersDH.dk 

‘De lystige koner i Windsor’ Grønnegårdsteatret i Odd Fellow Palæets have 27.6.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Helle Dolleris, Troels Lyby og Steen Stig Lommer i ‘De lystige koner i Windsor’ på Grønnegårdsteatret (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

MINE DAMER OG HERRER

 

 

Shakespeares fandenivoldske komedie ’De lystige koner i Winsor’ er festlig kønsforvirring fra start til slut. 

Spiller i Odd Fellow Palæets have til og med 23. august

****

 

RUNDT på gulvet. Det er, hvad man kan blive af Grønnegårdsteatrets forestilling i år. Rundt på gulvet på den herligste facon. 

Scenen er rykket ind midt i Odd Fellow Palæets have. Den er cirkelrund, beskyttet af et let og luftigt tag båret af elegante stolper, og vi sidder rundt om scenen med perfekt udsyn til spillet. En model af Shakespeares Globe Theater i London? Ikke sådan. Men derhenad.

Og hvad får vi?

Shakespeares ’De lystige koner i Windsor’, hele det sprudlende hurlumhej omkring den latterlige Sir Falstaff og damerne, som han tror, han kan snøre, men som snører ham. Mange kender sikkert Verdis ’Falstaff’ bedre end denne komedie, der er Verdis forlæg. Operaen ’Falstaff’ har været spillet så sent som i forrige sæson på Det Kgl. Teater. 

DOBBELT OP

I operaen er vi aldrig i tvivl om, hvem der er damer og herrer. Hvem der er sopran, alt, tenor eller bas.

Dér skal vi sandelig ud på glatis med skuespillet. Ikke alene på grund af den tvetydighed, der på Shakespeares tid var indbygget i stilen, fordi konventionen på hans tid bød, at alle roller blev spillet af mandlige skuespillere, også damerollerne. Men på Grønnegårdsteatret, fordi det er dobbelt op: Kvinderollerne bliver spillet mænd – men mændene bliver også spillet af kvinder – det er en stor blomstrende forvirring, som oven i købet får tilføjet, at næsten alle roller er dobbeltbesat på den facon, at – ja, lad os bare nævne som eksempel: Joen Bille er det ene øjeblik Madam Rap, husholderske hos doktor Cajus, det næste værtshusholderen i ’Hosebåndet’. Eller Morten Hauch-Fausbøll, som har en hovedrolle som den ene af de lystige koner, nemlig fru Alice, men så pludselig er Falstaffs tjener Pistol.

Mands- og kvinderoller i ét rod. Hele vejen igennem. Der skal nogle lynhurtige omklædninger til. For publikum: Orgier af forvekslinger og hurtige identifikationer! Grinet er selvfølgelig forbundet med, at vi kender skuespillerne. At den lille tykke borgermand Frank Fjord spilles af Helle Dolleris – vi kender stemmen, selv når hun fordrejer den. Og instruktøren har ikke nægtet sig fornøjelsen ved at knytte hende til den to hoveder højere fru Fjord, Morten Hauch-Fausbøll.

SUSENDE FORVIRRING

Er De forvirret? Det er publikum sandelig også ind imellem, og det er en pointe – vi skal være lige så forvirrede som personerne i stykket. Damerne er iført fuldskæg, frisurerne er vidtløftige ud over alle bredder, og kostumerne er bevidst og pragtfuldt overbroderet i højrenæssance-stil, så genkendelighed langt hen ad vejen nærmest kræver spektralanalyse. Det fremgår af kreditlisten i programmet, at sminke-, frisure- og kostume-staben er oppe på elleve ansatte ud over scenografen Nina Flagstad, der har tegnet og udtænkt hele butikken. Der har været travlt på skræddersalen!

Og der er susende tempo over Christoffer Berdals iscenesættelse. De medvirkende er i én flugt til og fra scenen. Ad flere, i hvert fald fire – passager mellem publikum.

Publikum skal holde fast i stroppen. Shakespeare har ikke nægtet sig noget i retning af kaotiske intriger og skøre personager.

Midt i historien om Fede Falstaff og hans groteske kur til damerne og damernes jonglørnumre for at gøre ham til grin, skal vi høre om Fru Paghs henrivende datter – spillet af Ulver Skuli Abildgaard! – som ikke mindre end tre herrer vil giftes med: Mia Lerdam i rollen som den unge adelsmand Fenton plus den franske, flimrende og feminine læge dr. Caius, spillet af Joachim Fjelstrup, og skvatmiklen Tyndsak, som Jakob Femerling Andersen har fornøjelsen af. Behøver vi tilføje, at hr. og fru Pagh spilles af Camilla Bendix og Steen Stig Lommer som henholdsvis hr. Pagh og fru Pagh? Og at den eneste, der ikke er sat på forvirrende kønsroller, selvfølgelig er Falstaff, Troels Lyby. Han er bare forvirret. Prægtigt forvirret. Brovtende, lattervækkende og hjælpeløs. Lidt enstonig i mæle og figur måske.

Me Lund gør i nogle programartikler glimrende rede for de aktuelle kønskulturelle pointer, der ligger til grund for Berdals iscenesættelse. Vi lever i en tid, hvor en skægget Conchita Wurst i dametøj kan vinde det internationale Melody Grand Prix. Vi labber kønsforvirringen i os. Nogle gør i hvert fald. Næppe som man gjorde det på Shakespeares tid – men lidt som man gjorde i de ekstatiske slut-tyverne – tænk på ’Cabaret’.

Godt halvanden time varer hele seancen, der er ingen pause – og igen, som ved operapremieren i Helsingør i går: Husk lange underbukser og bedstemor-plaid.

www.gregersDH.dk