‘Andre bygninger’ Den Fynske Opera 24.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Stina Schmidt, Jesper Brun-Jensen og Lise-Lotte Norup i ‘Andre bygninger’ på Den Fynske Opera (Foto: Skovdal & Skovdal)

 

 

HVIS EDWARD SNOWDON  SKREV EN OPERA…

 

 

Den Fynske Operas opførelse af Andy Papes og Rasmus Zwickis opera ’Andre bygninger’ er skarp kritik af et moderne kontrolsamfund. Et godt tænkt, flot gennemført stykke ny dansk operadramatik, besat med stærke medvirkende.


Andy Pape og Rasmus Zwicki: ’Andre bygninger’. Instruktion: Daniel Bohr. Scnografi: Marie i Dali. Koreograf: Marie Brolin-Tani. Medvirkende: Tina Kiberg, Sine Achmidt, Kiki Brandt, Lise-Lotte Nielsen. David Danholt, Thomas Storm, Jesper Brun-Jensen og Jens Søndergaard. Dansere: Marjolaine Cazalis og Björn Nilsson.

 

’Andre bygninger’ spiller på Den Fynske Opera indtil ?????

 

*****

 

’ANDRE bygninger’. En sær titel. Hvor skal vi mon hen? Til arkitektoniske omvæltninger af København? Odense? Århus? Og hvordan skal det blive til sang og opera?
Bare rolig.
Operaen er lige så sær som sin titel. Vi er i det moderne menneskes hurlumhej af en hjerneskal. Hvor hjernevindingerne er blevet et samlesæt af lukkede boliger. Med nøglerne i hænderne på en bande abstrakte kræfter, vi ikke har kontrol med.
OK. Det bliver stadig lidt svært at se det som en opera, ikke?
Men hvis man husker Rasmus Zwickis første opera på Den Fynske Opera, lugter man, hvad det er, han har for. ’Konsumia’ hed den. Den handlede også om kontrol. Om de manipulationer, der foretages af kræfter, vi selv har sat i gang. Men som tager magten fra os, tvinger os ind i forbrug og digitale styringer af vores liv og gøren.

OPRØR

Nu ved jeg ikke, hvem der har løsnet det første skud i tilblivelsen af ’Andre bygninger’.
Zwicki som librettisten. Eller komponisten Andy Pape.
Pape er en mand med de forskelligste operaer på samvittigheden: Lige fra historien om bokseren Houdini, som han skrev sammen med Erik Clausen, og ’Sigurd Dragedræber’, eventyroperaen, han skrev til Det Kgl. Teater. Han er en komponist med et åbent forhold til komposition, en ægte Ib Nørholm-elev, med krøller på de musikalske tanker og et helt spektrum af rytmiske og avangardistiske adgangskort til operagenren.
Jeg gætter: Her har han lyttet sig omhyggeligt ind til idéen om menneskers bevidste eller ubevidst accept eller oprør mod svinebindingen til de mekanismer, der huserer i et samfund med næsten fuldstændig hånd i hanke med os, registreringer på alle ledder og kanter, personnumre, identitetskort, Nem-ID, overvågning af facebook, computerbrug etc, etc.
Erindringen om whistleblower Edward Snowdon hænger i luften, hacker- og aflytningssamfundet er blevet konkret. Skriver den mand en dag en opera, så kommer den til at lyde sådan!

SANGERNE

Sammen med Zwicki har Pape så udviklet en historie om en nogle mennesker, der slår sig i tøjret, men ramler ind i benhårde svar: Bevæg jer ikke ud fra Bygning nr. 2! Det er dér, I hører til. Dér, I skal fungere.
Pigen Senza (sopranen Stine Schmidt), føler sig i sat i bur, men flår buret af og vil finde den forsvundne kæreste (barytonen Jens Søndergaard), men rammes af den straffende Paura (Det Kgl.s sopran Tina Kiberg på gæstespil i stramt sort læder og pisk i hånden).
Oprør forsøges af sværvægteren Jesper Brun-Jensen, der synger sine bas-nødråb, så det må kunne høres op til Odense Banegård.
Hans kontorius-assistent Piéta får endnu en Kgl. Teater-gæst, sopranen Lise-Lotte Nielsen til at kvidre sin yndefulde forvirring ud. Og forskellige embeds-forvaltere i den store, anonyme butik af afdelinger på forskellige etager og i forskellige bygninger sniger sig ud som rotter fra deres gemmer.
Tenorer som David Danholt og barytonen Thomas Storm dukker ud af scenograf Marie i Dalis dystre lemme og døre og mystiske elevatorer – et helvede værre end Rolf Blaaskægs Borg, her med hængte lovbrydere dinglende bag hver dør.
Mange glimrende medvirkende. Ikke mindst et stort kor af forbandede og afrettede personer. Og den fine sopran Kiki Brandt f.eks., som erindres af denne anmelder fra en forbløffende nedstigning som selveste Vølven fra sufitterne i Folketeatret i jubilæumsstykket ’Knud den Kedelige’.

NYSKABELSE

Der er næsten ingen grænser for, hvad de to ophavsmænd vil med denne opera. Papes musik er skrevet med et mylder af sangbare og tekstligt let forståelige passager, instrumentale, solistiske inkorporeringer i det sanglige – her en cello, her en violin, her en blæser, som snor sig omkring stemmerne – alt er velberegnet og forbløffende enkelt i udtryk. Glimrende dirigeret af Claus Efland.
Nogle gange suppleret med de medvirkendes associationer til selve det musikalske stof. Ligesom Zwicki i ’Konsumia’ gjorde selve sangstemmen til udtryk for det irrationelle moment i de markedsstyrede omgivelser, er i ’Andre Bygninger’ musik som en oprørsk faktor med til at perspektivere det helvede, som et kafkask samfund er ved at udvikle sig til.
Mylderet af udtryksmidler har også to dansere med som metaforer for det søgende par, Senza og hendes elskede Ricordo – Marie Brolin-Tani har koreograferet dem kønt.
Mod slutningen af det mere end to og en halv times lange værk, spørger man sig selv om meget ikke kunne være stemmere og kortere fortalt – Daniel Bohr har iscenesat det hele med stor og målrettet effekt. Men det må være muligt ved genoptagelser af operaen at stramme passager, navnlig hen mod slutningen.
På et dansk opera-marked, der i denne sæson har været godt fodret med nyskabelser, er Den Fynske Operas initiativ med dette værk noget af en begivenhed.

gregersDH.dk

‘Syg ungdom’ Odense Teater Værkstedscenen 23.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Patrick Baurichter, Sofia Saaby Mehlum og Christine Sønderris i ‘Syg Ungdom’ (Foto: Emilia Therese)

 

 

 

DØDSRUTEN

 

 

 

Et brøl af tysk ekspressionisme fra 1920′erne – grimt stykke, men godt og dristigt spillet af syv af Odense Teaters unge.

 

Ferdinand Bruckner: Syg ungdom. Instruktion: Simon K. Boberg. Scenograf: Peter Schultz. Medvirkende: Christine Sønderris, Sofia Saaby Mehlum, Nana Christine Morks, Kroline Brygmann, Patrick Baurichter. Joakim Jarl Sejergaard, Martin Schiøtt Paaskesen.

Spiller på Odense Teaters Værkstedscene indtil 13. maj. Varighed:
1½ time

***

 

ER det Moralsk Oprustning, der står bag det stykke?
Sådan en flyvsk tanke kan man få undervejs i ’Syg ungdom’. For hvad er ellers idéen med at sende et stykke på banen, der afleverer et billede af, ja netop som titlen lyder: Syg ungdom? Her må være nogen, der vil bringe et advarselssignal til den fordærvede ungdom. Mon ikke?
Det kunne godt være Moral Rearmament – hvis det stadig er aktivt – der ville fortælle om en lille flok unge, der trænger til at komme over fars knæ og få en gang spanking. Indbefattet pligtoplæsning fra den lille Katekismus eller Paulus’ Breve.
De unge herrer og damer horer og drikker, de vakler bevidstløst rundt, de aner ikke selv, hvad formålet med deres handlinger er, de ombestemmer sig fra sekund til sekund som fluer på en malkeko – hvad gør jeg så? Og hvorfor? Og hvordan? De lurer på hinanden som gribbe for at finder sprækker hos hinanden, sprækker der kan brækkes op. De er – for at sig det mildt: Temmelig forvirrede.
Et sørgmuntert nihilistisk show. Vi spørger ikke: Hvor er dog skole og forældre, SSP og hele baduljen af støttepædagoger henne omkring denne flok på fire piger og tre drenge – hus forbi: De er godt over børne- og teenagestadiet, de er voksne, studerende, flere af dem åbenbart filosofistuderende, som storker rundt og vifter med Goethe, Novalis og Nietzsche-citater, eller de er medicinstuderende – det hele starter netop med af drukfest, da en af pigerne kommer ud med jubelskrig over overstået eksamen.

1920’RNE

Meget moderne? Næh. Stykket er skrevet i slutningen af 1920’erne af den tyske forfatter Ferdinand Bruckner, og man skal ikke løfte næseborene særlig højt for at se, at vi er i den desperat dekadente tid, som også er Brecht/Weils ’Mahagonny’s og såmænd Kit’Kat-klubbens vilde år, sådan som vi møder dem i ’Cabaret’.
Det gør det selvfølgelig historisk interessant. Historien er henlagt til Wiens studentermiljø, der næppe har været mange centimeter fra Berlins.
Simon K. Boberg har oversat og nådesløst iscenesat de syv unge Odense-skuespillere med pedalen i bund, alt foregår på et lille plateau, der domineres af en dobbeltseng og et bord med sprutflasker. En af pigerne er et lesbisk rovdyr, en anden en forsagt iagttager af excesserne, brutalt konverteret til gadeluder af en langlemmet laban med punkerfrisure, der står klar til at manipulere hver eneste af de andre ud på den dødsrute, der faktisk og praktisk bliver finalen for ham selv og en af pigerne, godt hjulpet af overdoser af veronal.
Det er – som en af fyrene siger: ’En tur på følelserne lokum’.
Et enerverende og brutalt stykke tysk ekspressionisme. Spillet på alle tangenter af det unge hold. Tag salmebogen med og afsyng Brorsons ‘Op al den ting, som Gud har gjort’ på vej ud.

 

gregersDH.dk

‘Cabaret’ Kgl.T. Gl.Sc. 22.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Peter Plaugborg som konferencieren i ‘Cabaret’ ved 2. opførelsen på Gl. Scene (Foto: Per Morten Abrahamsen)

 

 

 

 

SE OG LYT

 

 

En kommentar til kritikken af min 5-stjernede anmeldelse af ’Cabaret’ i lørdags.

I ANMELDELSEN af ’Cabaret’-premieren på Kgl.s Gamle Scene i lørdags kom jeg for skade at beskrive en del af lydsiden som ’affyret fra en computer’. Puh-ha! Den fik jeg lige i hovedet igen. En lille skylle af mails og kommentarer regnede ned.
Sandt nok. Det er ikke computer-arbejde i den forstand, jeg troede.
Jeg genså Lars Kaalunds iscenesættelse i aftes – desværre endnu engang fra en plads, hvorfra det ikke var muligt at se lydoperatøren Ruth Sullivans spilleposition i orkestergraven.
Men lydmæssigt var det klart, at lyd og action ikke fulgtes 100 procent ad på scenen. Det pegede i hvert fald på, at der var menneskehånd med i processen.
Ved pausen fik jeg syn for sagen med et kik i orkestergraven lige under kongelogen. Der befandt Ruth Sullivans muntre køkken sig – et sortiment af gryder, glas, klokker og mikrofoner. Det var lidt som at se en miniudgave af Radioteatrets grej i DR’s gamle dage, dengang med alt til faget henhørende: Vindmaskine, blikplader, skrabeklodser etc.
Sådan forholder det sig altså: Der er et levende væsen ved navn Ruth Sullivan, som følger nøje med i, hvad der sker på scenen, og laver de lyde, der mangler, fordi der ikke er døre at smække med og køkkenskabe at lukke op og i o. s. v.
Sjovt specialarbejde, der kan dateres tilbage til, da en amerikaner ved navn Foley på 1. verdenskrigs tid puslede med lyd til stumfilm. Ruth Sullivan kaldes derfor en ’foley artist’, som det fremgår af programmet.
Men bliver ind imellem klogere. Så tak for de løftede pegefingre.
Forestillingen som helhed holder fortsat til de fem stjerner, den fik i lørdags. Konceptet er interessant, og de medvirkende på det hold, der spillede på denne onsdag aften, afveg selvfølgelig individuelt fra dem, der var på premiereholdet, men uden problemer for forestillingen som helhed.

Se i øvrigt anmeldelsen af ‘Cabaret’ fra 19.4.

gregersDH.dk

‘The Einstein of Sex’ Husets Teater 20.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ole Hindsbæk Christensen, Bent Jacobsen, Pauli Ryberg og Brian Grønbæk i ‘The Einstein of Sex’. (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

PÅ BÅLET MED HOMODOKTOREN

 

 

En lille halvdokumentarisk kabaret, der fortæller om en berømt sexologiprofessor og hans skæbne i Berlin før Hitler stak ild til hans institut.

Kareis og Livingstone: ’The Einstein of Sex’. Iscenesættelse: Nina Kareis. Komponist: Pete Livingstone og Erik Christoffersen. Scenografi: Dorte Holbek. Medvirkende: Pauli Ryberg, Ole Händsbæk Christensen, Bent Jacobsen, Brian Grønbæk, Amia Miang og Molly Kareis Livingstone

’The Einstein of Sex’ spiller på Husets Teater indtil 9. maj

***

DET starter yndefuldt med en lille pige, der forvilder sig ind på sexologi-professor Hirchfelds klinik i Berlin og svarer klogt på hans sære gåder.
Det har ikke et slag med sex at gøre, hvis nogle skulle tro, vi skal i gang med en børnelokker-historie. Det vidner bare om mentaliteten hos den berømte professor, der var en venlig mand med forståelse for alt mellem himmel og jord.
Derefter er vi så i gang med beretningen om Dr. Magnus Hirschfeld og hans dengang – d. v. s. i første tredjedel af forrige århundrede – meget omtalte teorier om seksualitetens brogede ytringer, især de homoseksuelle.
Alt det, vi hører om i så mange sammenhænge – fra skandalerne i København omkring Herman Bang og mange andre til det, man lige strejfer i ’Cabaret’, hvor det vildtvoksende liv blomstrer i Berlin før Hitlers magtovertagelse.
’The Einstein of Sex’ blev Hirschfeld kaldt og det er også forestillingens titel.
Det er Berlin, der er skuepladsen for den lille kabaret-agtige forestilling, som Pete Livingstone har sat på benene i Husets Teater sammen med den muntre queer vokalgruppe Schwarzen Sänger Knaben.
Livingstone sidder ved det opretstående, og gruppen optræder i skiftende, mest gravalvorlige sange om det glade, men besværlige liv som homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle, heteroseksuelle, og hvad man kan bedrive i forskellige hjørner af livet mellem mennesker.
Pauli Ryberg har den centrale rolle som professoren, der fik den triste skæbne at få sit kontor og bibliotek brændt af nazisterne i 1933, mens han var på en foredragsturné i udlandet. Han vendte aldrig hjem, men døde i Nice i 1935.
Det er en stilfærdig, nærmest dokumentarisk kabaret-fortælling, ledsaget af billeder fra tiden.

gregersDH.dk

‘Saul og David’ Operaen 19.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Morten Staugaard og Johan Reuter i ‘Saul og David’

(foto: Signe Rodedrik)

 

HELLER

 

 

IKKE

 

 

150-året for Carl Nielsens fødsel har fået Det Kgl. til at sætte hans to operaer på repertoiret i dette forår. Hverken operaerne eller opsætningerne er for alvor umagen værd, således heller ikke ’Saul og David’, der nu har sluttet sig til ’Maskerade’ på Operaen.


Carl Nielsen: ’Saul og David’. Iscenesættelse: David Puntney. Scenografi: Robert I. Hopkins. Dirigent: Michael Schønwandt. Medvirkende: Bl.a. Johan Reuter, Niels Jørgen Riis, Ann Petersen, Randi Gislason, Michael Kristensen, Morten Staugaard, Leif Jone Ølberg, Johanne Bock og Operakoret.

 

’Saul og David’ spiller på Operaen indtil 9. juni.

 

***

DE vil så gerne. Og vi vil så gerne. At Carl Nielsen skal hyldes i år som – også -  en stor operakomponist. Når de – jeg mener Det Kgl. Teater – så gerne vil, er det ud fra høflighed og pligtfølelse. Nielsen er en stor komponist, og når han også har skrevet et par stort anlagte operaer, så må nationalscenen selvfølgelig spille dem.
Når vi andre gerne vil, er det lidt ud fra samme vinkel: Ingen dansk komponist har betydet så meget for os. Fra knoldesparkere til departementschefer kan vi nynne ’Jens Vejmand’ og Jeronimus’ klagesang fra ’Maskerade’.
Han er vores mand. Så kom med operaerne, mumler vi. Endnu engang. Måske er de miskendte.
’Maskerade’ blev genopsat for et par uger siden. Se og hør, hvor umulig den er, selv i Kasper Holtens umanerlige forsøg på at forny den.
Nu er det ’Saul og David’s tur.
Den er lige så umulig, uanset, hvor meget vi end strammer os op til at se på de gode sider. For nogle gode sider er der selvfølgelig. Korene! ‘Saul og David’ er på en måde en vældig kor-opera – koret bærer alt, hvad der lykkes i operaen:  Det israelitiske folk i dønninger af store satser.
Koret er næsten konstant til stede i sorg og glade, vrede og hyldest, skælder på Kong Saul eller tiljubler ham og behandler den kække unge David på samme måde. Carl Nielsen kan slet ikke lade være med at skrive for koret, og det gør han godt.

OPKOMLINGEN

Men han vil så gerne skrive en god dramatisk historie om kongen, der haler unge David op fra hyrdelivet, men pludselig bliver nervøs for, at David render med det hele, da han knalder kæmpen Goliat en for panden med sin stenslynge i krigen mod filistrene. En opkomling, lidt som Carl Nielsen selv. David er ven med kongens søn Jonathan og pludselig forlovet med hans datter Mikal. Kongen bliver trængt op i en krog. Med hvad deraf følger: Jalousi, frygt og endeløs magtkamp.
Den historie får Carl Nielsen aldrig ordentlig håndteret. Stemmer og replikker gror til i sprog så tungt som cement i de store forløb, som han stræber efter. det er jo slet ikke det, han kan. Jo, store forløb i symfonierne. Men i operaen bliver solostemmerne barberet ind i tutti- og især messing-instrumentering. I symfonierne bevæger han sig langt friere.
Når det gælder sang, så er han til enkle miniaturer. Tænk på de hundreder af sange, han skrev som perler på snore. Danske sange, lyriske eller til børn, dansk natur i nøddeskaller – se bare, når han vover sig ud i større formater, f.eks. ’Fynsk Forår’… det er de enkelte og enkle sangperler, du overvældes af, ikke nogen dramatisk historie, for sådan en er der ikke.

LYNDUBLERING

OK. Det Kgl. vil altså endnu engang gøre forsøget. Og har held med at få Johan Reuter til at synge den plagede Saul – stærkt og velsunget – og Niels Jørgen Riis som den kække tenor, der griber chancerne.
Selveste drømmesopranen Ann Petersen stod på programmet som Mikal, og den var bare gået helt galt i går her ved 2. opførelsen, for hun havde mistet stemmen, og mimede sig vej, mens en sopran fra koret stod i kulissen og sang partiet med noderne i hånden. Randi Gislason hedder hun og gjorde det perfekt.
Den slags skal man være klar til i et operahus, men som understudy til en hovedrolle, burde teatret måske være så forberedt, at den pågældende er trænet til at gå på scenen og spille rollen.
Vi mindes med munterhed, da Stig Fogh Andersen for en halv generation siden agerede en stum Tristan i 4 timer, mens en repetitør med røgfarvet gravrøst slæbte sig gennem kæmpepartiet fra kulissen.
Det var godt nu at høre tenoren Mikael Kristensen som en sikker Jonathan, og den opkommende bas Morten Staugaard med den lange skuespillerbaggrund synge profeten Samuel, så det stod mejslet i luften. Andre som Johanne Bock og Leif Jone Øberg slap også godt fra rollerne som troldkvinden i Endor og hærføreren. Koret har vi som sagt kun ros og tak til.

FORSONING?

Den skotske iscenesætter David Pountney – som en gang før har iscenesat på Det Kgl. (det var netop ved hans opsætning af ’Tristan og Isolde’ i 1998, at Stig Fogh Andersen blev dubleret fra kulissen!) har flyttet handling og sceneri frem til den aktuelle Mellemøst-konflikt. Med maskinpistoler, grå boligblokke, pæne og beboede i 1. omgang, røgsværtede af krigen med filistrene i 2. omgang.
Det hjælper ikke meget på det, der som nævnt var Carl Nielsens problem: At få de personlige familie- og magtproblemer gjort nærværende. Konceptet rummer dårligt nok de fortolkningsmuligheder, som Det Kgl. Kapels oboist Henrik Goldschmidt tænker på i sin programartikel om forsoning mellem de aktuelt stridende parter i området.
I så fald er det i hvert fald et voldsomt sluttableau, som instruktøren lader udspille sig før tæppefald: Da det israelitiske folk hylder de nykårede Kong David, maser den ellers afdøde profet Samuel sig frem og vælter David ned fra tronen.
Forsoning? Ikke med David Pountney ved aftrækkeren.

gregersDH.dk

‘Cabaret’ Kgl. Teater Gl. Scene 18.4.2015 Anm.

5

Category : Alle, Anmeldelser

Hanne Uldal, Cecilie Stenspil, Peter Christoffersen, Thue Ersted Rasmussen, Lars Knutzon og Jesper Hyldegaard i ‘Cabaret’

(Tegn. Claus Seidel)

 

SKULLE DER VÆRE PLADS TIL

 

 

LIDT BANKENDE HJERTE

 

 

’Cabaret’ på Det Kgl. er blevet Lars Kaalunds kølige blik på det bundløse hul i tysk og europæisk historie, der blev skabt i begyndelsen af 30’erne. Mere end en genoplivning af musicalens varmblodige Holywood-udgave.

Ebb, Kander og Masteroff: ’Cabaret’. Instruktion: Lars Kaalund. Scenograf Kim Witzel. Medvirkende (ved premieren i aftes): Bl.a. Cecilia Stenspil, Thue Ersted Rasmussen, Peter Christoffersen, Hanne Uldal, Lars Knutzon, Patricia Schumann og Jesper Hyldegaard. Kapelmester: Gorm Bülow Karrebæk.

’Cabaret’ spiller på Det Kgl.s Gamle Scene indtil 29. maj.

*****

LARS Kaalund har iscenesat Det Kgl.s ’Cabaret’. Du skal ikke tro, du kan komme til ham og bede ham om at iscenesætte en ’Cabaret’ efter bogen. Altså den bog, som publikum kender og forventer, og som de muligvis ville møde f.eks. på Det Ny Teater, hvis det var dér, det skulle foregå, og hvor man nødigt forskrækker nogen med det uventede.
Bogen siger: Lad så få den ’Cabaret’, vi kender fra filmen. Med Liza Minelli, smæk og farver for skillingen, musikken ud af skabet med fuld Broadway-ballon, og Berlin flammende af blodigt fordærv. Had og hagekors og jødeforfølgelser i gaderne.
Nej, Kaalund går til nogle litterære kilder bag den musical, vi kender, og fordyber sig i det iskolde, glansløse, grumsede miljø, som også hører til historien, og som er den uromantiske, plettede bagside af den.
Det gør han ved at koge det meste af det naturalistiske – rødt plys, candyfloss luderinteriør, lummert dekoreret pensionat, gader og stræder, der stinker af Berlins grå og rådnende kejsertids-stuk og puds som sminke over de kulørte teater- og cabaret-kulisser – koge alt det ind til en sort, øde og kold teaterscene, der kan agere det hele, similifest, menneskers kamp for at redde sig i land under det opkommende stormvejr af politisk vanvid.
Små skæbner, der spræller i nettet dopet under flugtforsøg fra det hele. Eller bare ensomme og forladte. Hjælpeløse.

EFFEKTER

Han gør det bl.a. ved med et fikst greb at lade al action ledsage af kunstigt producerede lydeffekter. Ikke én dør bliver åbnet eller lukket, ikke et glas bliver fyldt eller drukket, ikke en vandhane skruet op eller ned, ikke en skrivemaskine, der bliver klapret på. For der er ingen døre, der er ingen glas, der er ingen vandhaner, og der er ingen skrivemaskine.
Det hele affyres som lydeffekt fra en computer, mens skuespillerne mimer handlingerne ud i luften.
Det er jo skægt. Det ligner en øvelse på skuespillerskolen: Hvordan håndterer man lyd og synkroniserer præcist med bevægelser?
Vi oplever det selvfølgelig som en sjov effekt.
Det bliver bare mest en effekt i sig selv. Lidt à la, hvad vi kender fra f.eks. Jacques Tatis gamle film – jagten på de mindste lyde som illustration til handlinger.
Men sandelig også som en distraktion fra de menneskelige relationer mellem personerne. Når Sally Bowles går og knalder med døren, fordi hun pludselig ikke gider ham den følsomme Clifford-bogskriver, bliver dørknaldet en oplevelse i sig selv. Når Clifford tæsker i sin skrivemaskine, kommer han til at ligne en usikker klaverspiller midt i Webers ’Aufforderung zum Tanz’. Når Lars Knutzon som Herr Schultze forsagt lister ud fra et besøg hos Fräulein Schneider (Hanne Uldal) lytter vi intenst: Hører man nu døren blive lukket, og rammer hans bevægelser præcist?

LAMMENDE  GREB

Så kan man sige: So What? Alt det er jo bare en teknisk effekt. Men det fører os sandelig også lidt væk fra meningen med det hele: At blive indfanget af de medvirkendes handlinger, historiens drabelige forløb: Mennesker i jernhårde og knusende klemmer, følelserne i hakkemaskinen, strammet mere og mere ulideligt af den truende nazisme omkring dem.
Det næsten brechtske, nøgterne greb om ’Cabaret’ understreges af en lyssætning, der rammer både Kit Kat Klubbens isafkølede, champagnespruttende scener og de mange intime scener i Fräulein Schneiders pensionat. Vi lades nødvendigvis ret kolde af Cecilie Stenpils Sally Bowles og Thue Ersted Rasmussens Clifford Bradshaw uforløste møder og forhold. Det er sådan set også idéen. Og vi undskylder os næsten for at blive grebet af Hanne Uldals og Lars Knutzons stille, varme og hjertebankende kærlighedstilløb, for det er jo sandelig nok ikke meningen. Eller er det?
Måske som kontrast til det kølige kik gennem et kamera, der er iscenesættelsens egentlige mål: Det lammede, desperate, apokalyptiske Berlin forsumpet i forsøg på virkelighedsflugt set i et lys og i vinkler, der skal aflede os fra forførelse og i stedet nøgternt analysere hændelserne med dissektioner af sjæle og legemer?
Det legitimerer også spillestilen hos flere af de medvirkende, Jesper Hyldegaards automat af en nazistisk valutasmugler, Cecilie Stenspils Sally, der har trykket ’sluk’ på samtlige bankende hjerteklapper, og Peter Christoffersens konferencier – den egentlig ’Spielleiter’ i historien, mindre dæmonisk og uhyggelig end vi har set andre gøre rollen, men mere computerprogrammeret.

HÆVNEN

Med de midler lykkes det Kaalund og scenografen Kim Witzel at skabe et lammende billede af det hul i europæisk historie, der voksede sig til en afgrund af katastrofer i begyndelsen af 30’erne, født af et morderisk, hævngerrigt krav om krigsskadeserstatning især fra fransk side og som på ingen verdens tid blev til et kvælergreb om tyskernes hverdag.
En temmelig konsekvent løsning, men selvfølgelig frustrerende for det publikum, der forventer stærke følelsesudspil og glad genoplevelse af især Minelli-filmens glamour og romantik.
Det er svært at se, hvordan det skiftehold af spillere i hovedrollerne, der er på scenen i dag søndag, kommer til at afvige fra premierens udgave. For Kaalund og Witzels målbevidst nedfrosne abstraktioner lader sig næppe ret meget ændre med Mille Lehfeldt, Cyron Bjørn Melville, Peter Plaugborg, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer i rollerne.

gregersDH.dk

‘Glasbobler’ Aarhus Teater 16.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Thomas Bang og Mette Døssing i ‘Glasbobler’  (foto: Rasmus Baaner)


 

HERRENS

 

 

MARK

 

Talentfuldt, skæbnetungt debutdrama af den nybagte dramatiker Julie Petrine Glargaard, der nu er husdramatiker ved Aarhus Teater.
Anmeldt på grundlag af en forpremiere onsdag 15.april.

 

Julie Petrine Glargaard: Glasbobler. Instruktion: Alexa Ther. Medvirkende: Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing, Sicilia Gadborg Høegh, Thomas Bang og Victor Marcussen.

Glasbobler’ spiller på Aarhus Teaters Studio Scene indtil

***

 

HER må vi nok vente og se, hvad der videre kan ske: Vi er til forpremiere på et stykke ny dramatik. En debut af den 30-årige Julie Petrine Glargaard, der har gennemgået dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater og nu er ansat som husdramatiker ved teatret i tre år.
Hende debutstykke hedder ’Glasbobler’. Ordet antyder noget svævende, der kan gå hen og briste. Det hænger godt sammen med det, vi oplever: Fem skrøbelige væsener i en fælles skæbne: De holder deres liv mellem hænderne, men slås med sig selv og omgivelserne for at få dét liv til at give mening. Alle fem kredser om desorientering og forsøg på at overvinde desorienteringen.
De fem befinder sig mest på et plejehjem eller hospital, vi ser dem fra begyndelsen siddende på stribe som i et venteværelse. De femten scener, der udgør forløbet markeres med en truende nedtælling over hovedet på dem.
Deres skæbner tælles ned. Mod nulpunkter? Måske. I hvert fald befinder de sig alle på en slags Herrens mark. En bibel spiller med.

KULRET AF BIBELEN

Inge Sofie Skovbo er en aldrende kvinde, der lever i sin egen fortid med friske dansetrin og faste bryster som holdepunkter for erindringen. Til stor irritation for plejeren, Thomas Bang, der spiller en forvildet utilpasset fyr, som koger op over hvad som helst. Også over, hvad hans samleverske, spillet af Sicilia Gadborg Høegh, gør – hun er den sundeste og mest livsduelige af alle fem, opererer med kost og spand og får beslutsomt foretaget en abort – hvad hendes frustrerede fyr ikke tilgiver hende, for han har fået et anfald af religiøsitet, da han har fået fingrene i en bibel, hugget fra en pige på gaden, efter at pigen har tabt alle sine teologiske studiebøger, da han prøver at tigge piller fra hende, og hun i sin venlige iver for at finde nogle på bunden af sin taske får hældt alle bøgerne ud over fortovet.
Teksterne i biblen gør ham helt kulret.
Den arme pige – Marie Døssing har opgaven – dør måske, måske ikke i slutningen, handlingen slører surrealistisk, måske er hun lystfyldt avl af den småsenile plejehjemspatient med den danseglade fortid.
Victor Marcussen er trådt ind i persongalleriet som en psykolog, der har gode råd til alle, lige velmente, lige tomme og lige gyldige, pludret ud af munden på en mand, der end ikke kan finde ud af, hvem han selv er, mens han lemper sig ud af ansvaret for sin private fortid som befrugter af den gamle dame, dengang dennes bryster var fristende – med den nu døende datter som det ulyksalige resultat.

OPLAGT TALENT

Sådan bringer den nybagte dramatiker os altså i selskab med et løst udsnit af samfundsborgere i hurtige og sindrigt sammenkoblede scener.
Hvis det er et bevidst og målrettet visitkort fra Julie Petrine Glargaard – kan vi forvente os en socialpsykologisk engageret teaterdigter. Men man ved jo aldrig, om hun nu har tømt den side af sig selv og vender sig mod helt andre emner med sit oplagte talent for at skrive dialoger og skabe situationer.
Her var de båret på vej af instruktøren Alexa Ther.
’Glasbobler’ foreligger med fuld tekst i en nydelig programbog til premieren.

gregersDH.dk

‘Bleeding Love’ Fredericia Teater 16.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Maria Skuladottir og Lena Bakken Høyem i ‘Bleeding Love’ på Fredericia Teater (Foto: Søren Malmose)

*

*

*

*

*

MARERIDT

 

ON ICE

 

 

En lige venstre fra Fredericia Teater, der blæser os mod bagvæggen med verdenspremieren på en ny amerikansk musical ’Bleeding Love’.

Arthur Bacon og Jason Schafer: ’Bleeding Love’. Instruktør: Noah Himmelstrein. Kapelmester Martin Konge. Scenograf: Jens Frausing. Medvirkende: Lena Bakken Høyem, Thomas Jensen, Lars Mølsted, Kim Leprevost, Maria Skuladottir og Katrine Nørgaard.

’Bleeding Love’ spiller på Fredericia Teater indtil 23. maj

*****


MAN kan sikkert blive skingrende skør af et bo i et isafkølet polarhelvede. I hvert fald bliver personerne i ’Bleeding Love’ det. Mere eller mere. Skøre og vanvittige. Hvis de ikke er det i forvejen.
’Bleeding Love’ er Fredericia Teaters seneste fund i den new yorkske musical-undergrund. Det er oven i købet en verdenspremiere, vi overværer. De kalder det en ’post-apokalyptisk musical’, og tak skal du have, hvor der står død og undergang på regningen!
Vi er i et galehus helt frem til slutningen, hvor solen bryder frem gennem is og sne i et bundfrossent hus i en bundfrossen by, fremragende beskrevet i ustandselig skiftende billeder af scenografen. Den gyldne sol bryder frem ligesom i Kingos salme ’gennem den kulsorte sky’, og dét ledsaget af en øm duet mellem hovedpersonerne, der lyder lidt som ’Rør ved mig, så jeg mærker, at jeg lever’.
Så ånder vi igen, som var det pludselig påskemorgen efter et mareridt så slemt som vejen til Golgata, hvis man kan forestille sig dén vandring besat med skøre gespenster.

HÅRDE NEGLE

Vi griner med opspærrede øjne af det larmende vanvid og lytter med ører uden lyddæmper i halvanden time til et fræsende show, en slags ’Mareridt on Ice’, udspillet på scenen af seks af Fredericia Teatrets hårdeste negle plus gæster.
For at tage dem på stribe:
Maria Skuladottir – som vi netop har set som det barske guvernante i ’Ole Lukøje’ – er nu en skingrende, gammel primadonna, pille- og stiknarkoman, skiftevis hylende og segnet bedøvet omkuld, når hun ikke lige skal holde øje med sin indespærrede niece, der er pisket til at spille etuder på sin cello. Pigen spilles af Lena Bakken Høyem, der kan synge samtlige X-faktor-piger langt ned under gulvbrædderne – og hun nøjes sandelig ikke her med at stryge celloen! Stemme og sang nagler sig til vores trommehinder.
Tøsen vil selvfølgelig ud af indespærringen og væk fra den gale tante, kun for at ramle ind i en fyr – Thomas Jensen, der uheldigvis er total besat af en blodrig donna i luderantræk, Katrine Nørgaard for fuld udblæsning og med det særlige krav, at fyren skal stille med en rød rose, ellers slår hun ham ned eller maser ham flad som en pandekage.
Røde roser er ikke lige for hånden, for huset er dybfrossent, inklusive taghaven. Haven administreres af den tumpede, følsomme unge Lars Mølsted og hans far, vicevært Kim Leprevost, der konstant pudser sit jagtgevær, ladt og beredt til det værste.
Og det værste går vi da heller ikke glip af. Til allersidst. Bang! Dér ligger den unge cello-heltinde. Som i enhver klassisk opera skal heltinden dø, bare tænk på Mimi, der ligger og udånder i 4. akt af ’La Bohème’.

SLAGKRAFT

Denne bande af utæmmeligt syngende desperadoer slutter kvikt med at synge fælles finalesang som personerne i Mozarts ’Don Juan’. En morale om, at sol og kærlighed overvinder alt.
Fredericia Teater overvinder selv alt – endnu engang med et professionelt show, der tordner igennem med humor og slagkraft. Hårdt pumpet, med live orkester og en mikrofonstyrke, der blæser os alle sammen ned mod bagvæggen. Det kunne være sjovt, hvis teatret en dag overraskede med en stilleleg.

gregersDH.dk

‘Jernring’ Bådteatret 13.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Rolf Heim dukkefører Shostakovitch i 7. symfoni. (Foto: Miklos Szabo)

HVAD TONERNE

 

FORTÆLLER

 

Shostakovitch’ 7. symfoni er knyttet til Leningrads grusomme belejring, men fortæller også sin egen musikalske historie. På Bådteatret kaster Rolf Heim symfonien på scenen som en art filmmusik. Resultatet er imponerende, men diskutabelt.


Musik:  Shostakovitch’ 7. symfoni. Instruktion: Rolf Heim. Dukkemager: Rolf Søborg Hansen. Medvirkende: Anya Sass, Ida Drey, Pernille Nedergaard Haugesen og Rolf Søborg Hansen.

’Jernring’ spiller på Bådteatret i Nyhavn indtil 9. maj.

***

MAN klør sig i nakken et øjeblik. Hvad handler det her om? Hvordan skruer vi øjne og øren på plads:
Shostakovitch’s 7. symfoni dundrer os i møde – hvad skal vi opleve her på Bådteatret?
Symfonien som underlæg eller overlæg? En slags kolorit til Rolf Heims forførende dukketeater? Teatralsk filmmusik? Eller symfonien i sin fulde over en times varighed, distraheret og ført på afveje af et spillende, visuelt teater, oven i købet i en genre, der på det nemmeste og tit bevidst spiller sjov og pudsig aktion ud mod os?
7. symfoni, altså den såkaldte ’Leningrad-symfoni’, berømmet for at hænge uløseligt sammen med tyskernes morderiske bombardement og udsultning af Leningrad gennem to år fra 1941 til 1943.
En sær opgave i dukketeatergenren, men Rolf og hans folk håndterer den med omhu og det særlige greb, der gør dukkeførerne til synlige medaktører og dukkerne til virtuost levendegjorte personer.
Symfonien er – lige siden den blev færdig i 1942, fuldført under belejringen, men udsmuglet og uropført andetsteds – blevet vendt og drejet: Er det programmusik, altså musik, der forstiller og associerer til noget andet end sine egne toner og rytmer?
Skal vi altså se det hele krigshelvede for os, mens vi lytter? Eller skal vi bande og lukke øjnene og høre hele pibetøjet som abstrakt symfonisk musik?

ET VALG

Det er et valg. Og derfor klør vi os i nakken lige i starten og lader først tonerne fortælle i deres eget sprog.
Men dernede på scenen ser vi en spøgelsesagtig, grå Shostakovitch tørre en stor lakplade af for støv – støv fra bombesmadrede huse om ørerne på ham – sætte den på den oldnordiske pladespiller – der har åbenbart været strøm i ledningerne den dag – og symfonien brager løs, da han får nålen på plads i rillen, og de trætte arme løftet til at dirigere.
Og jo, det lykkes på sær vis. Symfonien har næppe et program, er næppe en konkret fortælling, selvom den – alle dage – er gjort til en dramatisk krigsberetning – slagtøj og trommer, der fortæller om kanontorden og bombebrag, og lyriske passager, der skildrer sorg, armod, sult og død. Sjostakovitch hverken dementerede eller bekræftede.
Men vi hænger på den. Og gør det også, som den detaljerede dukkefortælling skrider frem med døende gamle og unge, jagten på byens rotter, der var føde i nødens stund, brød, der sjakres på den sorte børs eller stjæles lige op af babyens barnevogn.
Flammer og bombefly over himlen etc. Stalin hængt ud med sit store hoved først som frelser, så som forbryder, Hitlers grimme fjæs som trussel – så meget dukker op og bringer os på småkomiske afveje, mens Shostakovitch-symfonien går sin dramatiske gang som både sin egen herre efter egne love, men alligevel med vores indarbejdede associationer som ledetråd.
Sandelig også som enerverende uhyggelig lydmaleri til de forfærdende sult-skildringer af udtærede mennesker i den betrængte by.
Det er en mærkelig oplevelse. Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig voldsomt om den. Men forestillingen er på sine præmisser dygtigt gennemført.

gregersDH.dk

‘Hjælp søges’ Østre Gasværk Teater 12.4.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sara Victoria, Jesper Lohmann og Jesper Asholt i ‘Hjælp søges!’ (tegning: Claus Seidel)

 

 

 

 

ET RODET

 

SOFA-

 

STYKKE

 

 

 

Alt og alle spænder ben for hinanden i Østre Gasværks stort opsatte ’Hjælp søges!: Mennesker, engle, dyr, musik, idéer. Det er rørende rodet.

 

Kristina Lugn og Benny Andersson m.fl.: ’Hjælp søges’. Instruktion: Lars Rudolfsson. Kapelmester: Johan Bergman. Medvirkende bl.a. Jesper Lohmann, Jesper Asholt, Suzanne Berdino, Sara Victoria og 17 dyr.

Spiller på Østre Gasværk Teater indtil 7. juni.


***

 

DU godeste! Det var dog sæsonens særeste!
Et sofastykke! Plantet over Gasværkets enorme scenegulv. Det halve af Frilandsmuseet flyttet indendørs på Østerbro, som skulle vi være i selskab med Kulsoen det næste par timer – hytte og gårdsplads, der kunne være hjemsted for den stinkende lille tiggerkælling på evig jagt efter Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester med sit vræl ’Vi dele! Vi dele!’
Men nej. Vi er i det svenske, det kunne være en slags svensk Morten Korch-hjørne, og dog: Stykket er hverken det ene eller det andet, det er en bræddestabel af de særeste ingredienser.
Vi nævner i flæng:
En trist social historie om et brødrepar, der har arvet den lasede lille gård med dyr og det hele, men ikke aner, hvad de skal stille op med herligheden, den ene er en vredladen, litterær starut smuttet fra studierne og faldet i søvn og druk, den anden en drømmer, hensunket i sværmeriske fabuleringer. Gnæggende af hinanden, som brødre nu kan være – er de et par fejlskud fra tv’s ’Arvingerne’?
En halv times uflyttelig cirkeldialog mellem de to om livets og arvegodsets fortrædeligheder.
Og så sker det omsider dét, vi har ventet på: Stykket er annonceret som – en musical!!

VED DAGGRY

Musikken indfinder sig efter den halve times tid, da det sære par i deres vånde har annonceret efter hjælp i huset, og modtager ansøgerne: En ung yndefuld dame og hendes døvstumme mor samt en gedebuk.
Musikken er skrevet af Abbas Benny Andersson. Et lille orkester forvalter den fra et podie oppe under loftet, den er sød og velklingende, og den ledsager derefter nydelige små sange, der ligger i munden på den unge pige, en kvik Sara Victoria, på Jesper Asholt, der er den vrede litterat, og Jesper Lohmann, der betaget duver mod den unge pige, tænder hendes hjerte eller hvad der nu ligger i hendes elskværdighed – hun er nærmest at fortolke som en frelsende sjæl fra et folkeeventyr, en folkevisefigur, der da også en nat inden daggry pakker sit grej og vil vandre videre med mor og gedebuk mod nye bedrifter. Elverpiger fordufter altid ved daggry.
Det får hun så ikke lov til, for forfatteren (Kristina Lugn) har meget mere i posen.

GUD BEDRE DET

Vi har fulgt menageriet af medvirkende dyr med stor deltagelse og momentvis fornøjelse, set den stumme mor (Suzanne Berdino – rigtig gættet: Af den berømte cirkusfamilie!) – tumle med hunde, gedebuk, en hest, to nuttede små svin af forskellig race og tre vældige gæs. Alt dette som et show i showet, nødtørftigt forklaret som gårdens forsømte besætning, nu nurset af den frelsende engel og hendes mor.
Men da vi omsider tænker: Nu er det forbi, det slutter så kønt – vi har overværet en helt rørende scene mellem den fortumlede, kærlighedssøgende Jens Lohmann og Sara Victoria – med sød musik, der opstår i hjerterne til tekster oversat af Pia Tafdrup og Anne Linnet. Vi har nydt den vibrerende, amorine morgenstemning – og så skal vi Gud bedre det være vidne til et afsluttende cirkusshow med Asholt og Lohmann som sprechstallmeistre i postkasserødt!
Som om stykkets ophavsmænd og -damer pludselig er kommet i tanker om, at der må knald på noget for børnene, der nu har været så forsømt i de første lange socio-filosofiske snakkescener. Et påklistret finaleafsnit, der spolerer den eneste stump af poetisk tilløb.
Således er dette ’Hjælp søges’ broderet med komponenter, der virker undfanget i et anfald af dramaturgisk fortvivlelse,
Hvilket er ærgerligt, når man ser på det oceanstore galleri af gode kræfter, der ifølge programmet er ansvarlige for det spektakulære sceneri.

gregersDH.dk