‘Det vi ved’ Aarhus Teater 29.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Chritian Hetland og Julie Buch-Hansen i ‘Det vi ved’ på Aarhus Teater (Foto: Anna Marin Schram)

 

 

 

 

 

FREMKALDT

 

 

SCANNEREN

 

Hjerneforskning endevendt dramatisk af dobbeltmennesket Mikkel Wallentin – forsker og dramatiker. Vi ser og lytter åndeløst

Dramatiker: Mikkel Wallentin. Iscenesætter: Petra Berg Holbek. Scenograf: Igor Vasiljev. Medvirkende: Kjartan Hansen, Nanna Bøttcher, Julie Buch-Hansen og Christian Hetland.

’Det vi ved’ spiller på Aarhus Teaters Studie Scene indtil 28. maj. Varighed ca. 80 min.

****


NETOP! Hvorfor ikke skrive et teaterstykke om hjerneforskning? Når man nu er hjerneforsker. Så det har Mikkel Wallentin gjort.  Stykket hedder ’Det vi ved’. Det kunne også hedde ’Det vi ikke ved’. For vi er på et svævende forskerområde.
Som Wallentin selv er en svæveflyver på skiftende kurs. På tog-stationerne stirrer han os i øjeblikket i møde på en kæmpereklame for de danske højskoler. ’Egentlig ville jeg være skuespiller’, siger han med et grin til os på plakaten.
Men så er han altså blevet hjerneforsker ved Aarhus Universitet – og forfatter og dramatiker i ledige stunder. Eller måske omvendt.
I den halvanden time stykket varer sidder publikum som på nåle – hvad sker der med en pige, som de to hjerneforskere i stykket eksperimenterer med? Pigen har fået en hjerneskade efter en bilulykke.
Vi oplever hende i de første scener i sit hjem, hvor hun siger uberegnelige ting, der gør hendes mor desperat af fortvivlelse.
I de følgende scener, hvor hun er i koma og er holdt op med at kommunikere, prøver en professor og hans assistent en ny scanningsmetode på hende.
De vil finde ud af, om metoden kan bruges til at aflæse hendes tanker, få scanneren til at viderebringe hende tanker og meninger. Ja til nogle spørgsmål- Nej til andre.

FORSKER-AMBITIONER

Et godt resultat vil gøre dem berømte. Men de to forskere oparbejder hurtigt en dramatisk uenighed om forskellen på faktiske resultater og teori og ønsketænkning. Man fornemmer, at Wallentin kommer fra en verden, der som så megen anden videnskab er behæftet med forskeres indbyrdes kampe om at skabe resultater, der kan bringe dem mod karrierens højder. Professoren som den ambitiøse, assistenten som den skeptiske.
Den magtkamp følger vi interesseret, men mere åndeløst pigens skift mellem eksplosioner og traumatisk tavshed, hendes uventede reaktioner og udsagn, der bringer forskerne ud af balance, modarbejder deres teorier, de glimt af forvirrende erindringer og fantasier, der sprøjter ud af hende og som vi ikke kan stedfæste som autentiske eller fabuleringer…  har hun medvirket i en X-faktor konkurrence og er blevet nr. 4, eller er det ønsketænkning? Men ingen tvivl: Mikkel Wallentin lader hende traumatisk genopleve bilsammenstødet med alle dets rædsler beskrevet i detaljer.
Julie Buch Hansen spiller hende med al den gruopvækkende, intense absurditet, der ligger i rollen. Og Kjartan Hansen og Christian Hetland som de to forskere virker troværdige i deres vekslen mellem saglighed og hidsige opgør i den etablerede konflikt. Ligesom vi tror på Nanna Bøttcher som den stærkt bekymrede og usikre mor, der i de første scener prøver at finde ud af, hvordan hun skal håndtere sin datter.

FASCINERENDE STOF

Forfatteren har splittet stykket op i 34 ultrakorte scener adskilt af black outs. Det lykkes instruktøren Petra Berg Holbek smidigt og med veltimet rytme og små pauser at få en del åndeløs spænding etableret hos os.
Mens det kniber en smule at overbevise os om logikken i, at Nanna Bøttcher i sidste halvdel af stykket ikke er moren, men en nysgerrig journalist, der aner en historie, og at Christian Hetland ind imellem ikke professoren, men far til pigen. og at Julie Buch-Hansen både er den hjerneskadede patient og den forvirrede datter, der mundhugges med moren. Eller begge dele på forskellige tidspunkter.
Det er nogle brikker i dramaturgien, der ikke rigtig går op i det korte stykke. Ikke helt så godt som i hans ’Grünfeld Forsvar’, stykket, der sikrede ham 1.prisen i TeaterV’s store dramatikerkonkurrence for seks år siden, opkaldt efter et berømt skaktræk.
Men emnet er fascinerende stof. Lige så fascinerende som det hjerneforsker-stof, der blev publiceret på denne fredag, og som handler om, hvordan eksperimenter med saltindsprøjtninger på mus kan føre til metoder, der forlænger eller forkorter menneskers søvnbehov. Grib pennen, Mikkel Wallentin.

gregersDH.dk

‘Defekt’ Teater Stuk på T. Grob 25.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Karin Bang Heinemeier og Solvej Kyung-Sook Christiansen i ‘Defekt’ (Foto: Emilia Therese)

 

PIGERNE

 

 

SPROGØ

 

 

 

En stærk historie om dem berygtede isolation af piger med skæve skæbner på Sprogø for et par generationer siden. Bevidst spillet voldsomt og i hårde situationsklip.

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen. Iscenesætter: Petrea Søe. Scenograf: Lisbeth Burian. Medvirkende: Kathrine Høj Andersen, Karin Bang Heinemeier, Petrine Agger og Solvej Kyung-Sook Christensen.

’Defekt’ spillet på Teater Grob på Nørrebrogade indtil 21. maj

***


SPROGØ blev for tusind år siden beskrevet af krønikeskriveren Adam van Bremen som ’en røverkule og rædsel for rejsende’.
Og når Holberg et sted udbryder ”Gid du sad på Sprogø!”, så var dét en trussel.
Nu spiller Grob Teater på Nørrebrogade stykket ’Defekt’. Det handler om, hvordan man endnu i 1950 havde en anstalt på Sprogøe for kvinder, hvor samfundet – læger, pædagoger og politi – kunne ekspedere outsiderpigerne ud. Etableret i 1920, hvor der gik en bølge af tvangsanbringelser af ’defekte’ mennesker hen over Europa. Med kz-lejrene i Tyskland som de markanteste.
Når vi som drenge tøffede forbi Sprogø med Storebæltsfærgen og kikkede ind på øen, fnisede vi frydefuldt, fordi vi mente, at det var ludere, der boede der. Men det var altså også mange, f.eks. piger, der havde ’psykiske skader’. Hvis de ikke havde dét, så fik de det i hvert fald af at være der.
Det er stykkets pointe. Dramatikeren Julie Maj Jakobsen går et skridt videre. Pigen Ellen bliver tvangssteriliseret efter at have født et barn på Sprogø, og stykket følger ikke bare Ellen, men også barnet Vita og barnebarnet Erica.

TRÅDENE KAPPES

Over et spænd på omkring 60 år ser vi, at tre generationer, mor, barn og barnebarn, rammes af samme kvaler, kæmper for at overleve de mentale skader, der går i arv, og for at få styr på deres stumper af liv. Mødrene opsøges efter års adskillelse af døtrene – med pinefulde resultater. Trådene er kappet, intet kan genoprettes, drifter tvinger dem mod hinanden, men deres læderede sind driver dem fra hinanden. En venlig plejemor har undervejs taget sig af Vita og Erica, men forgæves.
Vi følger den mislige udvikling i spring frem og tilbage mellem årene. Det ville være svært at følge, hvis ikke vi fik årstal og steder op på væggen hver gang. Nu på Sprogø, nu på psykiatrisk afdeling på Glostrup o. s. v. Nu 1956, nu 1986, nu 2016, nu 2020.
Den lidt konstruerede, knirkende opbygning af stykket, får instruktøren Petrea Søe og de gode skuespillere Kathrine Høj Andersen, Petrine Agger og Karin Bang Heinemeier til at kompensere med demonstrativt og stærkt overeksponeret spil som uligevægtige, neurotiske, ødelagte af deres skæbne. Mens Birgitte Prins er den borgerlige faste klippe mellem dem, plejemor Magda, der siger: – Nu laver jeg noget mad, og så snakker vi lidt…
Petrea Søe har instrueret, Lisbeth Burian har bygget en scene – en øde ø med et træ så trist som i Becketts ’Godot’ og på et skråplan, der gang på gang sender pigerne ud over kanten til deres skæbne.
Det er godt tænkt og bøder en del på det knirkende handlingsforløb, der får en lidt kunstfærdig udgang med barnebarnet Ericas forelskelse i veninden Barbara, spillet af Solvej Kyung-Sook Christiansen – et forhold, der hurtigt antyder, at Erica nok er på katastrofekurs som mor og mormor.
Sprogø ruger som en ulykkesfugl over familien.

gregersDH.dk

‘Kunsten altid at få ret’ Skuespilhuset L. Scene 22.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Asbjørn Krogh Nissen, Peter Christoffersen og Lila Nobel i ‘Kunsten altid at få ret’ (Foto: Christian Als)

 

NED

 

MED

 

NAKKEN

 

 

 

Hvordan man nemmest tromler en modstander ned i en diskussion, kan man lære af filosoffen Arthur Schopenhauer. Hans læresætninger er blevet en susende sjov forestilling på Skuespilhusets Ll. Scene.

Manuskript og iscenesættelse: Rune David Grue. Medvirkende på den næsten nøgne scene: Peter Christoffersen, Asbjørn Krogh Nissen og Lila Nobel.

’Kunsten altid at få ret’ spiller i Skuespilhuset på Lille Scene indtil 11.juni. Stykket varer 1 1 t. 10 minutter.

****

 

DET handler ikke om at have ret. Det handler om at ret.
Sikke noget sludder, vil politikere sige. Vi står da ikke bare dér og slås for at få ret i noget, der ikke er rigtigt, i noget, vi ikke tror på.
Man tænker meget på netop politikere, når man ser Det Kgl.s nye forestilling ‘Kunsten altid at få ret’, produceret af teatrets fandenivoldske bajads-hold Det Røde Rum.
Politikere, der dagligt snakker som rasende for at få andre overbevist om, at de har ret i et eller andet. Især i strømmen af radio- og tv-debatprogrammer, hvor det gælder om at være lynhurtig med svar og argumenter. Tiden er knap – ”Helt kort,” smælder pisken.
Stykket på Det Kgl. er en skæg, fræk og udspekuleret udnyttelse af et lille skrift den tyske filosof Arthur Schopenhauer skrev i 1831. Stykkets undertitel er ’38 måder at vinde en ellers tabt diskussion’.
Tre Røde Rum-skuespillere, Peter Christofferen, Asbjørn Krogh Nissen og Lila Nobel står på scenen og kører frem med eksempler på, hvordan man i praksis kan udnytte Schopenhausers læresætninger til at få ret. De demonstrere, hvordan man kuler en modstander, bruger alle kneb for at nedgøre ham, hvordan man manipulerer, angriber, modangriber, hugger argumenter fra den anden, taler udenom, lyver, overrumpler, sjofler, puster halve sandheder op til hele, drukner modparten i udenomssnak, insisterer på sine argumenter så vedholdende, at den anden segner om til sidst, o. s. v.

METODER

Hvordan smyger man sig ud af en argumentation, som man pludselig mærker ikke holder? Kan man få modparten til at hænge med kæben bare et sekund, hugger man til.
Metoderne er mange, kataloget næsten uudtømmeligt.
Det går over stok og sten med de tre, gongongen lyder som ved en boksekamp hver gang en modstander er pulveriseret, eller man selv er blevet mundlam.
Hvordan overbeviser man nogen om, at en lov om fifty-fifty kvinder og mænd i bestyrelser er det rigtige? Hvordan slipper man godt fra sin argumentation for, at Danmark skal deltage i en Irak-krig?
Hvordan undgår man at lade sig køre træt, hvis modparten insisterer på et klart svar, og man med alle tænkelige undvigemanøvrer bliver ved med at fastholde, at et klart svar vil være en urimelig forenkling? F. eks. i flygtningespørgsmål?
Man er ikke i tvivl om, at spillerne og deres instruktør Rune David Grue har haft fornøjelse af at lytte til debatprogrammer som Clement Kjærsgaards. F.eks. det berygtede, hvor Mette Frederiksen nægtede at bøje sig for studieværtens utrættelige ”ja eller nej”.
Peter Christoffersen agerer i et eksempel alenemoren Karina, der inkvisitorisk bliver udspurgt om, hvorfor hun ikke kan klare sig for 5.000 kr. om måneden, efter at alt det faste er betalt.  Karina får sin livsførelse lagt på vægtskålen.
Asbjørn K. Nissen er cykelrytteren, der svarer udenom og ud i luften på det insisterende spørgsmål, om han har taget doping. ’Jeg kører for Danmark’ lyder hans sidste hjælpeløse udflugt.
Schopenhauer paragraf nr. 38 lyder:  ’Den sidste udvej’. Den demonstrerer Asbjørn K. Nissen ved at gå amok og svinde sine to medspillere til på det groveste, indtil de forlader scenen.
‘Sidste udvej’ kender nogle måske fra hverdagslivet i forskellige eksponeringer af grovhed. Men næppe meget anderledes end udraderinger af modparter på Christiansborg.

Vi ved, hvad Schopenhauer taler om. Og vil vi have det uddybet, har Det Kgl. været så elskværdig at trykke hele teksten til filosoffens 38 regler i programmet, som er formet som en bog på 81 sider trykt i samarbejde med dagbladet Information.

 

gregersDH.dk

‘Fornuft og følelse’ Aarhus Teater Scala Scenen 21.4.2016 Anm.

4

Category : Alle, Anmeldelser

Cecilie Stenspil og Sofia Nolsøe i ‘Fornuft og følelse’ på Aarhus Teater (Foto: Rumle Skafte)

 

ÅH,

 

 

FØLSOMME

 

 

Festlig, rørende, musikalsk – Peter Langdal har et altfavnende greb om Jane Austen-klassikeren om to engelske søstres romantiske hjertesorger.

 

Dramatiker: Maj-Britt Soley Langdal på basis af Jane Austens roman. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Betz. Medvirkende: Sofie Nolsøe, Cecilie Stenspil, Maria Brøchner/Mathilde Bang Hougård, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard, Jacob Madsen Kvols, Simon Krogh Stenspil, Jesper Dupont, Michael Lundbye Slebsager, Bue Wndahl, Mette Døssing. Anders Baggesen. Birgitte Raaberg, Anne-Sofie Fredslund. Jela Nariua Abildgaard og Albert Stein Ankerstjerne. Musik: August Rosenbaum og Josefine Opsahl.

’Fornuft og følelse’ spiller på Aarhus Teater Scala Scene indtil 21. maj. Varer 2 t. 45 min.

*****

 

INGEN Peter Langdal-forestilling uden musik. For denne anmelder rækker det helt tilbage til St. Annæ Gymnasium, hvor Langdal som gymnasieelev lavede den første og gigantiske årets elevforestilling, en musical, der satte skolen på den anden ende med ressourcer, der rakte et larmende godt stykke ud over, hvad den skole i øvrigt præsterer som hjemsted for Københavns Drengekor, St. Annæ Pigekor, MGK-linje og hvad ellers.
Vi skal ikke remse op, hvad der siden er brudt ud af musikalsk i den mands teatermæssige løbebane.
Bare notere os, hvordan han i en forestilling som ’Fornuft og følelse’, der havde premiere denne aften på Aarhus Teater, er nået til at koge sit musikalske stempel på en scenisk opsætning ind til noget helt afgørende: At bruge mindst muligt med størst mulig effekt.
Stykket er en dramatisering af Jane Austens berømte roman, kendt også for en filmatisering. Historien om de to søstre Elinor og Marianne, der i et eksklusivt, selvoptaget borgerligt miljø i England i første halvdel af 1800-tallet gennemlever kærlighedens kvaler, rørende hjertekvababbelser med mænd, skal vi sige herrer, fulde af dårlige, men kultiverede manerer.
De to: Sofie Nolsøe som den regelbundne, forsigtige Elinor, Cecilie Stenspil som den letbevægelige Marianne. Fornuften og Følelsen. To henrivende væsener.

ØM MUSIK

Men altså musikken. Der er rigtig mange medvirkende i stykket, men kun to musikere i sving, bortset fra, at Cecilie Stenspil får lov at agere hende fra et hjem med klaver, der med én finger gi’r en stump Chopin-nocturne til selskabets jubel.
Tomands-orkestret sidder uden for scenen, men synlige. En cellist i damesiden, Josefine Opsahl. Og i kongesiden: August Rosenbaum, klaver og slagtøj. De er aktive næsten konstant i forestillingen, Tit med ganske diskrete, men uhyre virkningsfulde klanglige eller melodiske effekter, en enkelt gang en Bach-solocello som undtagelse, ellers med stimuli til scenegangen, der fører os helt tæt på, hvad vi oplever: Hovedpersonernes kriser.
Nøglesituationerne. F.eks. det øjeblik, hvor den romantisk forelskede Marianne bryder sammen ved afslutningen af en fest. Flageolettoner på celloen, på klaveret en treklang fastholdt næsten med evigheden for øje, klaveret strenge brugt som var det en harpe, eller som stilfærdigt slagtøj – ømme udgaver af de teknikker, August Rosenbaum også bruger i Peter Langdals opsætning af ’King Lear’ i Skuespilhuset.
Det samme i andre passager i stykket på Aarhus Scala Scene, klart mest markant i de øjeblikke, hvor der er hjerteblod på spil.

SÆRE STØRRELSER

Musikken er altså én side af denne forestilling. En anden – næsten som kontrast – også et Langdal-speciale: Festlige påfund med mylderet af medvirkende, et opbud af groteske karakterer, sarkastiske udleveringer af latterlige upper middle class herrer og damer med indbagte vaner, der især handler om at kunne skelne skarpt mellem, hvad der er kvinders og mænds rolle i familie og samfund.
Dér går man ikke forgæves, hverken til Langdal eller skuespillerne. Et helt patchwork af typer, flere af dem ført ud i karikaturer, upstairs eller downstairs.
Inger Sofie Skovbo som pigernes mor, stram i replikken som en jernkansler, Anders Baggesen som jagt-galningen Sir Middleton på evig rundpiskning efter sine hunde ved navn Mozart og Beethoven, Birgitte Raaberg, en kvidrende og forfjumsket Mrs. Jennings, den utrættelige dandy og forfører James Willoughby spillet af Simon Krogh Stenspil, som agerer både roer og rytter, når han forlader skuepladsen efter sine charmeture – scenografien, der er Karin Betz’s, er skrabet som en skinhead, men åbner alligevel de herligste ud- og indgangbare muligheder.
Og når vi nu er på Aarhus Teater, så får pubikums-yndlingen Kim Veisgaard flere muligheder for at udfolde talenterne, han har både festlig toastmaster, der kan underholde med tryllekunster, og den gribende, afdøde familiefar som spøgelset, der luner om Ellinors og Mariannes lillesøster Margaret, indlagt i teaterversionen som pigen, der skriver hele historien i sin lille bog. En rolle udført friskt og effektivt denne premiereaften af den tolvårige Mathilde Bang Hougaard.
Flere sære størrelser: Naturligvis blandt herrerne en invalid – vi befinder os jo lige hinsides Napoleonskrigene, så teatrets unge friskfyr Michael Lundbye Slebsager forlyster publikum som ugens glade krykhusar.
Men naturligvis som centrale: De gæve, følsomme herrer, især Jacob Madsen Kvols og Jesper Dupont, der kredser så kantet om søstrene og agerer rørende komisk i deres besvær ved at udøse deres sjæles følelser. Den slags gjorde mænd ikke dengang, og gør det måske stadig ikke uden hændervriden og flakkende blikke –  ifølge Peter Langdal, der introducerede i foyeren før premieren med et muntert show, der gør det klart, at den art hæmninger ikke trykker ham. Hans introduktion af hans eget forhold til den kvindelige forfatter, der har omskabt Jane Austens roman til teater, var yndefuldt åbenhjertig. Han er gift med hende.

gregersDH.dk

‘Salome’ Operaen, Kgl. Teater 17.4.2016 Anm.

4

Category : Alle, Anmeldelser

Johnny van Hal, Ann Petersen og John Lundgren i ‘Salome’ (Tegn.: Claus Seidel)

 

DEN

 

FORVILDEDE

 

TEENAGER

 

 

Ann Petersen stråler i en opsætning af ’Salome’, som i Stefan Herheims iscenesættelse er lige så forvildet som pigen med de makabre seksuelle drømme.

Richard Strauss: Salome. Tekst: Oscar Wilde. Iscenesættelse: Stefan Herheim. Scenografi: Heike Scheele. Medvirkende: Ann Petersen, Johnny van Hal, Susanne Resmark, John Lundgren, Adam Frandsen og Sabrina Kögel. Ved nogle af de følgende opførelser: Gisela Stille, Michael Kristensen, Randi Stene, Thomas Hall, Adam Frandsen og Hanne Fischer. Dirigent: Michael Boder.

’Salome’ spiller på Operaen endnu ni gange inden sommerferien.

***

 

JAMEN, du godeste! Tæppet går op og dér står en kæmpemæssig kikkert og fylder scenen. Et teleskop. Vel næppe et teikoskop, som det bliver udnævnt til i teatrets program, hvad dét så end er. Hverken leksikon eller google kender til fænomenet. Men overvældende er skrumlet, med en himmel som rundhorisont bag kanten af noget, der tegner sig som en borgmur. Skal vi på måneekspedition? Ja, vi skal. Sådan set. Instruktør og scenograf har stirret  på nogle bemærkninger, der falder tidligt i Oscar Wildes tekst til ’Salome’. Kong Herodes’ unge vagtchef Narraboth siger, at ’månen ser underlig ud’, og hans page tilføjer ’… som en kvinde, der er død’.
Måne og kikkert følger os gennem operaens halvanden time. Som symbolske størrelser. Og jo da: Månen er kvindelig i vores mytologiske begrebsverden. Og Salome er en kvinde, og tak skæbne, hvor hun er en, der sætter mænd i brand, og sig selv i flammer, en syttenårig flammekaster, grebet ud af Det Ny Testamente, teenageren, der gør sin stedfar Herodes kulret og soldater som Narraboth blød i knæene.
Det første ligger på kanten af incest, det andet er banalt, men hvad der ikke er banalt, det er pigens fuldstændige besættelse af tanken om, at der nede i fangekælderen sidder en jødisk profet ved navn Johannes Døberen, som er mere interessant end både Herodes og soldaten.

SKJULTE DRØMME

Operaen er skrevet i 1905, vi er på vej ind i en freudiansk epoke, hvor spekulationer over underbevidste, seksuelle rørelser i sind og sjæl tumler tæt i litteratur og kunst. Som i så meget andet.
De skjulte drømme og forestillinger om den mærkelige fange i kælderen huserer i Salome. Hun får lokket Narraboth til at beordre fangen hentet op af kælderen, og så styrer vi direkte mod katastrofen. Da den liderlige Herodes vil have pigen til at danse de syv slørs dans for ham, kræver hun en pris. ’Det halve kongerige, ja, hvad som helst’, tilbyder han. Hun slår til. Danser og kræver derefter Johannes Døberens hoved på et fad. Og får det.
Det er dér, vi er med Salome. Det er det, der bliver fortalt i den mest udspekulerede, besættende musik. I et orkesterpartitur, der er spækket med raffinerede pointer. Hvis noget værk fra den tid er lastet med erotik, med spændinger i sjæl og legeme, med sugende spind i hjerne og mellemgulv, så er det Strauss’ ’Salome’, en orkestral og sopran skildring af psykopatisk besættelse.
Så det er temmelig fortænkt at pakke et strindbergsk musikdrama ind i nogle tågede ideer om, at vi – som der står i programmet – befinder os i et ’kosmisk sjælerum’ og ikke bare foran en borg i det romerske mandat Judæa. Og derfor skal omgives af himmellegemer og en kikkert som var vi tilskuere til en planlagt månelanding. Lige så fortænkt er det, at hovedpersonerne ind imellem ses ved murens top, kun begrundet med, at sådan gjorde Helena i Illiaden, når hun holdt øje med de græske helte fra toppen af Trojas mure.  Nå, og hvad så?

IDIOTISK

I denne iscenesættelse af ’Salome’ er det idiotisk, at vi skal bruge kræfter på at spekulere over meningen med scenografien.
Når nu det djævelsk psykologiske spil og dets musikalske udtryk er det afgørende, og sandelig også fungerer mellem forblændede Herodes, sunget af Johnny van Hal med vanlig tyngde, hans dronning Herodias, en af operalitteraturens harske mokker, glimrende skildret af Susanne Resmark, Johannes Døberen, sunget med en røst som var han Herren selv af barytonen John Lundgren, og den ulykkeligt forelskede Narraboth – tenoren Adam Frandsen, der åbner operaen med det desperate nøgleudbrud: ”Wie schön ist die Prinzessin Salome heute Abend!” – hvor publikum både får fastslået, at unge Frandsen har stemmen til rollen og oven i det grundigt banket ind, at trykket i Salome ligger på første stavelse.
Og så – for at nå frem til pigen i centrum, hende, der bruger de læsterligste kneb for at få sin vilje, og gør det med jomfruelig uskyld: Ann Petersens Salome. Sunget med den magtfuldt klingende sopran, der er hendes, figuren mere en ung Isolde end en flabet, selvoptaget teenager, der kun mangler I-phonen ved hånden for at meddele sig om sit egocentriske forehavende til veninderne.
I den afsindige slutning synger hun ud af gabet på Johannes Døberens afhuggede kæmpehoved, hvor hun har anbragt sig for at suge blod af hans ukristeligt svulmende læber.
Overvældende. En sanglig pragtpræstation.

UNGDOMSPENSION

Og alt det med månen glemmer vi. Vi er i kløerne på en forvildet teenager, der trænger til at blive ekspederet i en ungdomspension, helst en lukket, hvor pædagoger kan tage fat i kraven på hende og lappe stumperne af hendes mislige opdragelse sammen. Og gerne melde mor og stedfar for vanrøgt. Så man samtidig kan få lukket den swingerklub, Claus Seidel har tegnet dem i. Se ovenfor.
Det er ærgerligt at måtte konstatere, at den norske instruktør Stefan Herheim, der tidligere har givet os så fremragende opsætninger som Alban Bergs ’Lulu’ og Verdis ’Siciliansk Vesper’, er sprunget på den med månen og himmelrummet og de kryptiske associationer.
En dramaturg kan måske tilskrives ansvaret. Den pågældende skriver i programmet og citerer Strauss’, der et sted taler om, hvor vigtigt det er at bruge både øjne og øren, når man skriver opera. Det kalder dramaturgen et motto for ’Salome’, ”der bliver ekspliciteret af den med diskursen om den begærlige betragtning og omvendende lytning”.
Med den slags som rettesnor, undrer man sig ikke over, at noget går galt i iscenesættelsen.
Og hvem mon i øvrigt redigerer Det Kgl.s programmer? Ikke en, der er ude på, at teatret skal sælge billetter.

gregersDH.dk

‘Tilgiv mig’ Rialto Teatret 15.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Karen Lise Mynster, Anette Støvelbæk og Rikke Wölck i ‘Tilgiv mig’ på Rialto Teatret (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

 

TILGIV!

 

 

 

 

Ta’ det dog ikke så tungt. Tilgiv! Og kom så videre! lyder evangeliet i Rikke Wölcks nye stykke, en tro follow up til hendes ’Alt om Bente’ for et par år siden.

Manuskript: Rikke Wölck. Instruktion: Madeleine Røn Juul, Scenografi: Kisser Rosenquist. Medvirkende: Karen Lise Mynster, Anette Støvelbæk, Rikke Wölck og Elliott Crosset Hove

’Tilgiv mig’ spiller på Rialto Teatret indtil 14. maj.

***

 

RIKKE Wölck bygger videre på det tema, hun skrev om for et par år siden: Kvinders måde at forholde sig til hinanden på, når det bliver alvor. Når kriser rammer lige i hjertekuglen.
Dengang hed stykket ’Alt om Bente’. Det gik på Teatret ved Sorte Hest og havde Karen Lise Mynster i rollen som veninden, der får konstateret alzheimer, og derefter med stor styrke kæmper sig igennem sine tre veninders søde og behjertede, men klodsede og forfejlede måder at håndtere hende og hendes sygdom på.
Rikke Wölck medvirkede selv dengang som en af veninderne. Det gør hun igen nu i det nye stykke, der hedder ’Tilgiv mig’. Også Karen Lise Mynster er med igen. Men firkløveret fra sidst er nu blevet til et trekløver. Den tredje spilles af Anette Støvelbæk.
Parallellerne fra dengang er tydelige.
Det begynder harmonisk. De tre spiller kort i overstadig munterhed. Indtil det øjeblik, Anette Støvelbæk fortæller, at hun er gravid. Fælles jubel. Men snart efter bryder fællesskabet sammen, Anette Støvelbæk finder sin mand hængt, og Rikke Wölck, der spiller hendes søster, bekender, at hun har haft et forhold til manden, altså svogeren. Hvorpå vi resten af stykket kredser om spørgsmålet om tilgivelse.
Tredje-veninden, som er Karen Lise Mynsters rolle, forsøger det bedste hun kan at agere katalysator for en fredslutning mellem de to, men hun har sine egne problemer – en syg mand og en jublende nyforelskelse, dårlig samvittighed og tilmed en teenage-søn – spillet af Elliot Crosset Hove – at skulle forholde sig til med alt, hvad også dét indebærer af konflikter, konfliktløsninger, tilgivelse og undskyldninger.

Vi er med andre ord i kæder af banale menneskelige hverdagssituationer – måske bortset fra selvmord. Situationer, der går i hårdknude eller løses med et knus og et ’Det må du sgu undskylde’, svært undertiden, men gavnligt.
Det er dette give-and-take spil, Rikke Wölck har fat i, og som spillerne forvalter med individuelle sind i deres roller. Anette Støvelbæk, som den stædigt afvisende, Karen Lise Mynster som hende med det langt rækkende overskud, og Rikke Wölck som den søgende og ubehjælpsomme.
Madeleine Røn Juul har instrueret spillerne – fortrolig med Wölcks intentioner fra ’Alt om Bente’.
Det er ikke noget stort stykke, men det føler nære menneskelige relationer på tænderne, det skildrer kontroverser, der er genkendelige for de fleste. Det kommer måske mindre i dybden end ’Alt om Bente’, men har personlige toner, som ligger i Rikke Wölcks baghoved. Det kan man læse sig til i et stort interview med hende i Kristeligt Dagblad.

gregersDH.dk

‘Kvinden ved 1000 grader’ Aveny-T 15.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Solbjørg Højfeldt i ‘Kvinden ved 1000 grader (Foto: Bjarne Stæhr)

 

 

 

I  ILDEN

 

 

 

 

Solbjørg Højfeldt går solo med en grum dramatisering af islandske
Hallgrimur Helgasons roman ’Kvinden ved 1000 grader’.

Tekst: Solbjørg Højfeldt m.fl. efter roman af Hallgrimur Helgason. Instruktion: Therese Willstedt. Scenografi: Birgitte Mellentin. Medvirkende: Solbjørg Højfeldt.

’Kvinden ved 1000 grader’ spiller på Aveny T på Frederiksberg Runddel indtil 28. april. Til september på Teater Nordkraft i Aalborg og til november på Aarhus Teater.

****


SCENEN ligger i kulsort. Vi hører kun Solbjørg Højfeldts stemme.
Vi indstiller os hurtigt på en humor, der er lige så kulsort. Hun er en kvinde, der bestiller sin begravelse til en fastsat dag. Det kan hun ikke, siger bedemanden. Man skal være død først.
Lyset dæmrer. Dér sidder hun, Solbjørg Højfeldt, den smukke skuespiller, sammenkrøbet i en garage, grå og græmmet til en ensom 80-årig. Garagen som en hule, lyset falder skråt ind på hende. Som en flygtning ved vejs ende. Men bevæbnet med mobiltelefon og facebook. Og en ukuelig erindring, en ukuelig vrede og en ukuelig lyst til at gøre op.
Solbjørg Højfeldt har hentet den historie, hun fortæller, fra romanen ’Kvinden ved 1000 grader’, skrevet af den islandske multikunstner Hallgrimur Helgason. Romanen har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, Solbjørg Højfeldt har læst den, er blevet grebet af den og har dramatiseret den sammen med dramaturgen Karen Maria Bille og opsætningens scenograf Birgitte Mellentin, lysdesigneren Kisser Rosenquist og lydmanden Jes Theede.
Vi lytter til Solbjørg-stemmen, der med stille tyngde, styret vrede og tilbageholdt sarkasme er kvinden, der fortæller sit livs historie. De 1000 grader, hun forventer ved sin kremering, mærker vi allerede i den isnende glød i hendes beretninger.
Beretningerne springer i tid – de virker dokumentariske, er det vel også i store dele, men lader sig måske nemmere placere, hvis man har læst Helgasons bog. Det har denne anmelder ikke.
I den dramatiserede form bevæger kvinden sig i klip fra en tilværelse som barn i København eller Island, senere ophold i Sydamerika, men især – og der får fortællingen virkelig sit tyngdepunkt – I Tyskland under afslutningen af 2. verdenskrig, hvor hun som 14-15-årig flakker mellem lig og ruiner, dræbte eller halvt levende soldater, der voldtager hende, tyskere eller russere, en tysk kvinde, der låser hende inde i sit bordel – rædslerne er ubeskrivelige, men hun fortæller køligt, næsten analytisk, hvad der forstærker den sardoniske vinkel, kvinder har på sit liv, på en mor, som vi får et sløret billede og en far, der var nazist, endda medlem af SS. Man kan slå op og verificere dokumentariske enkeltheder, farfaren var åbenbart islandsk ambassadør i Danmark, senere Islands første præsident, og faren tysk SS’er i 30’erne.
Rodløshed er grundsubstansen i kvindens beretning om et liv frem mod de ventende 1000 grader i krematoriet.
Scenisk flytter Solbjørg Højfeldt sig aldrig væk fra den klaustrofobiske tilværelse i garagen, stemmen, hendes nøgterne sarkasme og fortællingen holder vores opmærksomhed fangen i de kaleidoskopiske glimt. Instruktøren Therese Willstedt har bidraget til at fastholde tonen af determineret desillusion og indestængt temperament.
Man savner egentlig kun en lidt klarere struktur, der kan binde forløbet i de kaleidoskopiske passager bedre sammen.

gregersDH.dk

‘Lysistrate’ Den Fynske Opera 14.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Morten Staugaard, Stina Schmidt, Olga Heikkilä, Mathias Hedegaard og Jesper Brun-Jensen i ‘Lysistrate’ (Foto:  Den Fynske Opera)

 

 

 

 

REQUIEM

 

 

Aristofanes’ 2.500 år gamle komedie om kvindernes oprør mod mændenes krige er blevet kulsort opera på Den Fynske Opera. Set ved generalprøven.

Komponist:  Steingrimur Rohloff.  Libretto:  Peter Laugesen.  Iscenesættelse:  Bent Nørgaard.  Scenografi:  Lene Juhl.  Medvirkende:  Tuva Semmingsen, Olga Heikkilä, Stina Schmidt, Mathias Hedegaard, Morten Staugaard og Jesper Brun-Jensen.  Orkester: Esbjerg Esemble.  Dirigent:  Henrik Vagn Christensen.

’Lysistrate’ spiller på Den Fynske Opera indtil den 21. april.


HVORDAN nu gribe til anmeldelse af denne ’Lysistrate’? De venlige mennesker på Den Fynske Opera har været med på at lade anmelderen se generalprøven om tirsdagen. Med de givne forbehold: Premieren er torsdag, og det er selvfølgelig dén, som egentlig bør vurderes. Det bliver den ikke. Derfor ingen stjerner i denne omgang.
Vi modtages til generalprøven af operachef Jesper Buhl og instruktør Bent Nørgaard i foyeren strålende af galgenhumor: Forestillingens Lysistrate Tuva Semmingsen er syg. Men hun er på scenen. Stumt agerende. Forestillingens kriger Morten Staugaard gennemfører med krykker. Han har nogle dage før brækket achilles-senen under ’Figaros Brylup’ på Det Kgl.
Så velkommen!
Men der vil være elektroniske overtekster. Heldigvis også til, hvad Tuva Semmingsen synger. Hun er hovedperson i Aristofanes 2.500 år gamle komedie om kvindernes oprør mod de åndssvage mænd, der hele tiden render hjemmefra for at føre krig.
Vi går til generalprøven opfyldt af nysgerrighed. En ny dansk opera. Igen! Skrevet af Steingrimur Rohloff, halvt islandsk, halvt tysk, men bosat i København gennem mange år. Komponisten, der i forrige uge fik uropført en børneopera på Teater Zebu, og som netop har fået bestilling på en større opera til Det Kgl. Teater.
Vi lytter og kikker.

DEN HVIRVLENDE KRIG

Scenen ligger stor og mørk, en vældig træbro løfter sig fra side til side, mennesker skimtes i halvmørket, og bagest under broen orkestret, der sender dæmpede klange, mens digteren Peter Laugesen – hans er librettoen – som speaker indfører os i, hvad der er i vente:
”Den hvirvlende krig er al tings uvirkelighed/Et slag, et enkelt slag har smadret alt… Og fanget i et net, som var de fisk, blev vores søfolk hamret nu ihjel/ så hele golfens flade genlød af jammer og af sejrsjubel/til dagens øje lukkedes, og det blev nat.”
Vi slipper aldrig dysterheden. Kommer næppe heller til det, når Tuva Semmingsen har fået stemme og som Lysistrate synger manende eller sorgfulde sange til sine medsøstre om at tage kampen op med mændene, der vender hjem fra krig. I stedet for at de – lige så opsatte på at få udløsning for deres egne gærende lyster – kaster sig over de sexhungrende mænd.
Instruktøren Bent Nørgaard og scenografen Lene Juhl har forestillingen igennem skabt et inferno af krigsbilleder, bål og brand som videobaggrund og på scenen en ormegård af fordærv, destruktion og håbløshed, mænd i vaklen mellem krigsliderlighed og almindelig liderlighed. Valget står mellem at vende tilbage til krigsskuepladsen og lysten til at mætte sig med øjeblikkelige fornøjelser, druk og kvinder.

BAREN VED FLODEN

Et mærkeligt totalteater er det undervejs. Orkestret – det fremragende Esbjerg Ensemble – rykker frem på scenen, med dirigenten Henrik Vagn Christensen midt mellem fordrukne krigere og sultne kvinder, lidt som vi i en anden sammenhæng ser det i Elisa Kragerups opsætning af ’Figaros Bryllup’ på Det Kgl., hvor indtrykkene af musik og skuespil også hober sig sammen på særlig vis.
Det kammermusikalske billede bliver stimuleret af blæsere, strygere og dirigent som visuelt medvirkende i forestillingen.
Vi rykker dermed tættere på Rohloffs musikalske greb om den særlige måde, historien udfolder sig på:
Der er ikke nogen egentlig fortløbende handling. Operaen er snarere billede på billede, en slags hogarthske eller gustave doréske illustrationer – for at tænke i Gays ’Tiggeroperaen’ eller Dantes ’guddommelige komedie’.
Rohloff skaber billederne i store kontraster. Relativt korte dramatiske scener med sangerne i parodisk, dramatisk udfoldelse. Over for dvælende, næsten statiske orkesterklange, der giver albuerum til Laugesens tekster. Ikke mindst med stor virkning i operaens slutning, hvor den værtshus-bar, soldater og piger lejrer sig ved, henter de berusende safter fra floden Lethe, glemslens flod, en biflod til Styx, der løber gennem dødsriget.
”Luk dørene op…” siger Laugesen… ”Lad os se, hvad glemslen kan røbe i sin blodige andagt/Hvem den kan kaste på Intets alter i nat/For aldrig siden at skulle besvære sig med de små glade ting, der er livet/Kom nu soldater. Baren er åben…”
Og fra glemslens flod og det mørke landskab lyder ordet ’glem’ og igen og igen fra sangerne i gradvis udtoning. Operaen er som et requiem over en hel kultur.

KOMEDIE ELLER DØDSMESSE

Det gode sangerhold, der kommer til at supplere Tuva Semmingsen, når hun er klar til dåd, består af sopranen Olga Heikkilä, mezzosopranen Stina Schmidt, basserne Morten Staugaard og Jesper Brun-Jensen samt tenoren Mathias Hedegaard som den unge krigsskeptiske soldat.
’Lysistrate’… en komedie?
Det blev den kaldt, da Aristofanes skrev stykket som en satire, et angreb på Athens utæmmelige krigsførelse.
PH og Otto Gelsted omdigtede teksten som aktuel satire til Riddersalen i 1931 med Liva Weel i hovedrollen. Og ’Kvindernes oprør’ – stykkets undertitel – blev navnet på den festlige komedie, Børge Müller gjorde stykket til på Det Ny Scala i 1958 med Bodil Steen, Marguerite Viby, Buster Larsen og andre fra tidens stjernegalleri.
Samme sted, nu Nørrebro Teater, kaldte man i 2007 komedien ’Kvindernes hævn’, og gjorde det til en gigantisk griner med bl.a. Malene Schwartz, Anette Støvelbæk og Ellen Hillingsø.
Men en sort requiem, en dødsmesse – helt bevidst i lyset af den europæiske og globale situation i disse år? Det er hvad Laugesen, Rohloff og Den Fynske Opera stiller med.

gregersDH.dk

‘Petrushka – extended’ Granhøj Balletten på Teaterøen 13.4.2016 Anm

Category : Alle, Anmeldelser

 

Maria Eshpai og Lázló Fülöp i ‘Petrushka – extended’ (Foto: Granhøj)

 

DET

 

DANSENDE

 

KLAVER

 

 

Stravinskijs ’Petrushka’ udvidet til en forrygende repetitions-øvelse
af Granhøj Balletten. Dansere, instruktør og pianist i nærkamp med materialet.

 

Komponist: Igor Stravinskij. Koreograf: Palle Granhøj. Dansere: Bill Eldridge, Lázló Fülöp, Sifia Pintzou, Mikolaj Karczewski. Pianist: Maria Eshpai.
’Petrushka – extended’ spiller på Teaterøen indtil 19. april


*****

 

DET er fantastisk, hvad Stravinskij bedriver i de sidste år op til 1. verdenskrig! Masser af musik, men først og fremmest tre balletter, der er mesterværker og ekstremt levedygtige nu over hundrede år efter: ’L’oiseau de feu’ (Ildfuglen), ’Petrushka’ og ’Sacre du printemps’ (Forårsofferet).
På denne onsdag aften handler det om ’Petrushka’, historien om de tre dukker, Petrushka, der forelsker sig i ballerinaen, og maureren, der får hende – et trekantsdrama med dødelig udgang. På store scener spillet som originalen med fuldt udtræk i cirkus- og markeds-omgivelser, farverigt og med mange medvirkende. Men i salen på Teaterøen med bare fire deltagere på det flade nøgne gulv, uden dekorationer og kun en enkelt rekvisit: klaveret.
Det sorte flygel er til gengæld altafgørende. Dér sidder den unge russiske pianist Maria Eshpai – en pige med enorm magt over sit Stravinskij-spil, krævende er det, en frådende blanding af virtuose arpeggio’er og dundrende rytmer, provokerende i ét væk, skæve og huldsaligt lige som folkemelodier.
Det hører til denne udgave af ’Petrushka’, som er skabt af balletmesteren Palle Granhøj og de medvirkende i fællesskab, at pianisten leger med i en iscenesættelse af balletten, som er formet som en prøve, en indstuderings-situation, og pianisten er ikke bare repetitøren, der følger hvert eneste break i prøvearbejdet med danserne. Hun er fra starten i yndefuld danse-clinch med instruktøren, hun synger med undervejs på stumperne af de russiske sange, Stravinskij bruger som materiale for kompositionen, hun finder sig glad i, at instruktøren erobrer tangenterne bagfra under armene på hende, mens hun spiller, i firhændig udgave af en af satserne. Et koreografisk-pianistisk knald.
Vi har set og hørt hende før, denne Maria Eshpai i lige så overvældende Stravinskij-klaverspil som her. Det var, da Granhøj Balletten for et par år siden satte ’Sacre du printemps’ op i så talentfuld en udgave, at det blev belønnet med en Reumert.

VERBALE SYNDFLODER

Hæsblæsende godt. Og netop hæsblæsende med den polske danser Mikolaj Karczewski som en snurrende hveps af en krævende instruktør, som er over sine tre dansere med desperate krav og idéer, demonstrerende det hele selv for fuld kraft og med en syndflod af verbale instruktioner på polsk, hvor vi kun magter at fange stumper, når han nævner Romeo eller Julie, Hamlet eller Pulchinella eller andet genkendeligt.
Men vi er med alligevel, for det er enormt visuelt, fuldstændigt iøjnespringende, hvad han får sin græske ballerina Sofia Pintzou, sin ungarnske Petrushka Lazlo Fülöp og sin skotske Bill Eldridge, maureren, til at gøre med deres toptrænede kroppe og glimrende dansekunnen.
Vi overværer en times benhård koreografisk skabelsesproces af en personlig og original udgave af Stravinskijs ’Petrushka’. Det er som en indføring i værket og dets indhold og struktur. Og i koreografisk kreativitet.
Værket var oprindelig af Stravinskij tænkt og skrevet som lille klaverkoncert med soloinstrumentet i kamp med det overmægtige orkester, men de dansante muligheder var indlysende, og han afbrød faktisk sit arbejde med ’Sacre’ for at skrive ‘Petrushka’ til opførelse i St. Petersborg.
Nu foregår det på det besynderlige, amagerkanske udsted, der hedder Refshaleøen. Teaterverdenen er mangfoldig.

gregersDH.dk

‘ForestillingFem’ i Kayak under Knippelsbro 9.4.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Fra ‘ForestillingFem’ i Kayak under Knippelsbro (foto: ForestillingFem)

 

UNDER

 

 

KNIPPELSBRO

 

 

 

En gruppe unge teaterfolk har taget i skeen i egen hånd og spiller det selvskrevne stykke ‘ForestillingFem’ i et tomt lagerlokale til værtshuset Kayak under Knippelsbro.

VI oplever det gang på gang: Teaterfolk, der bare går til den. Laver deres eget. Ikke venter ved postkassen på tilbud.
Denne lørdag aften var det nogle, der kalder sig ’ForestillingFem’. Fem, fordi de laver fem forestillinger, og det er så dét. Det var den femte af disse forestillinger, vi så nu, og den foregik, ja tænk hvor: Under Knippelsbro.
Ikke ude i vandet, men i et ledigt lagerrum, der findes i forbindelse med det sjove værtshus, der hedder Kayak under broen i københavnerenden af broen.
Camille Sieling Langdal har skrevet manuskript, Amanda Linnea Ginman instruerer, og her er, hvad går det ud på:
Man er først til foredrag på et eller andet videnskabeligt institut. Rasmus Rohde er foredragsholderen, der prætentiøst og akademisk taler om tid og udvikler en stivbenet teori om fortid, nutid og fremtid og en konsekvent lineær udvikling i menneskers liv.
Foredragsholderen bliver så afbrudt, og døren smækker i, han kan ikke komme ud af lokalet, ringer forgæves efter hjælp – den desperate mand er lukket inde – det er helt bunelsk! – men han bliver dog underholdt af tre unge damer, der åbenbart vil have pillet hans forbenede tidsteorier fra hinanden – med ganske særlige metoder, de hører familiært til hans liv og fortid, og de sætter kæder af absurde genoplevelser med ham i gang. Noget med piger og en hund, en drukneulykke og badeture ved stranden, det ene og det andet, men alt for at få ham ned med nakken og til at te sig anderledes og blive sjovere end den selvsikre teoretiker ved pulten.
Vi sidder langs væggene rundt om begivenhederne ude på det bare gulv, og da dørene åbnes, så den ulykkelige lektor kan forlade salen, forlader vi den selv, forsigtigt for ikke at komme af dage i Børskanalen.
Det er fart over den absurde handling i stykket og over de fire spillere: Rasmus Rohde, Anna Berentina, Camille Grodin Hertz og Theresa Olesen. Og det sære sted har sin egen atmosfære.

gregersDH.dk