‘Don Quichotte’ Den Jyske Opera 17.8.2014 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Olafur Sigurdarson som Sancho Pancha og James Johnson til hest som Don Quichotte (Foto: Kaare Viemose)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

DEN BEDRØVELIGE RIDDER

Massenets ’Don Quichotte’ har fine sanglige præstationer af ungarske Viktoria Vizin, amerikanske James Johnson og islandske Olafur Sigurdarson, dirigeres nobelt af franske Jerome Pillement, og iscenesættes forsigtigt af irske Annilese Miskimmon. En levende hest på scenen vil blive husket.

 

’Don Quichotte’ spiller indtil 27.8. i Århus.

***

’DON QUICHOTTE’ – ja, sådan staves han på fransk, den spanske renæssanceforfatter Cervantes bedrøvelige helt Don Quijote.

Operaens komponist Jules Massenet gør sig trods alt visse anstrengelser for at give historien en gang spansk kulør. Helt rørende. Og forgæves. Man er ikke mange takter inde i operaen, før man sender gisp til Bizets ’Carmen’ ved tanken om, hvordan dén blev skåret af ham, selvom han aldrig havde sat sine ben i Spanien, men altså alligevel kunne ramme andalusisk plet side op og side ned.

Hos Massenet bliver det helt overvældende – og i opsætningen på Den Jyske Opera over grænsen til det komiske – efter pausen, hvor operaens heltinde Dulcinea, danser en art flamenco på bordet til Massenets flotte, men hjælpeløse toner, tilsat et kor af damer og herrer, som har fisket den morsomste blanding frem af noget, de forestiller sig er spansk værtshus-dans og så god gammel 60’er twist and shout.

 

OVEN PÅ ’CARMEN’

 

Nok om det. Massenet skrev ’Don Quichotte’ i 1910 på et tidspunkt, hvor ’Carmen’ – omsider – var blevet en kæmpesucces, så han må have kendt ’Carmen’ godt og vidst, hvor tæt navnlig hans Dulcinea ville komme på Carmen: En letbenet, fræk, forførende tøs omgivet af knægte, der bare dåner. Og det har sådan set kun begrænset sammenhæng med titelfiguren, den patetiske, rørende ridder, der ud over at være glødende betaget af Dulcinea har så meget andet i hovedet, så som at frelse verden og løse alle menneskehedens problemer.

Quichottes forelskelse i Dulcinea er, hvad Massenet overskyller med sit duftende franske partitur.

Pudsigt nok er det først i slutscenen, da han ligger for døden efter Dulcineas afvisning af ham, at operaen for alvor rører ved andre strenge, og det er ikke de ringeste. Quichotte har lovet – mellem alt mulig andet, han har lovet – at hans tjener skal eje en ø, og i dødsøjeblikket går løfte, drøm, fortrydelse og tilgivelse op i en smuk enhed i scenen mellem Sancho Pancha, sunget af den glimrende islandske baryton Olafur Sigurdarson, og Quichotte, som naturligvis er en pragtrolle for James Johnson, velkendt af det danske publikum for sin magtfulde Wotan i Kasper Holtens opsætning af Wagners ’Ringen’. I den slutscene er Massenet på højden af, hvad han forhåbentlig har haft på hjerte med sin Quichotte-opera.

 

SÅ TIL HEST

Det er gennemgående noget sejt, hvad Den Jyske Operas chef og instruktør Annilese Miskimmon får ud af opsætningen af denne opera, der aldrig har været spillet i Danmark før.

Scenisk har hun givet op over for myten om ridderen i panser og plade, lanse, hest og kampen mod vindmøllerne. Sådan får vi ham – med det hele. Endda hest i flere udgaver, legetøjshest, cykelhest, og endda en rigtig levende hest som ekstranummer. Så ingen kan føle sig snydt. Det tilfører mere komik end  interessant fortolkning. Scenisk er vi i det lidt flade sparehjørne, rimeligvis fordi det er en forestilling, der skal kunne flyttes. Det er også med til at gøre de mange korscener ubehjælpsomme.

Det kompenseres til dels af stærke sangpræstationer, ud over Johnsons Quichotte og Sigurdarsons Pancha en ypperlig ungarsk mezzosopran, Viktoria Vizin med stemmefylde, flot klang og apparition – hende så man da gerne en dag som Bizets Carmen, en rolle, hun synger andre steder. I mindre partier tenorerne Jens Christian Tvilum og Christian Damsgaard, den første dansk og uddannet i Danmark, den anden dansk, men uddannet i Holland.

Operaens syngende folkefærd bliver mere og mere internationalt. Det er også karakteristisk at Den Jyske Opera besætter flere og flere hovedroller med udlændinge, og i samme åndedræt hyrer flere og flere udenlandske dirigenter, iscenesættere, scenografer og lysdesignere. Vi er kilometer fra en jysk opera, der i tidernes morgen samlede sig omkring Holger Boland, Gerhard Schepelern og djærve jyske sangerhold.

Det skal vi ikke beklage – nordirske Annilese Miskimmon sætter sit stempel repertoiremæssigt f.eks. med – inden for de seneste sæsoner – operaer som ’The Picture of Dorian Gray’ og ’Katja Kabanova’. Spændende nye bekendtskaber. ’Don Quichotte’ er som sagt skrevet 1910. Næsten samtidig med ’Katja Kabanova’ – bare få år før. Lammende traditionel, hvor ’Katja’ var nyskabende.

 

gregersDH.dk

Joseph Calleja Tivolis Koncertsal 15.8.2014 Anm.

2

Category : Alle, Anmeldelser


*
*
*
*

GLAD TENORBAVIAN

 

 

Den maltesiske supertenor Joseph Calleja varmede op til en serie ekstranumre, som fik salen til at syde. Han er en sanger uden smalle steder.

 

*****

 

HAN er fra Malta, og det er en bette ø, men den har altså plads nok til Joseph Calleja, til både at føde og huse ham, han er stor og flot som en engelsk gadelygte – og han bor altså ifølge programmet på Malta, når han ellers ikke stormer verden rundt og får tenorfans til at dåne – damer med. Han gør i hvert fald, hvad han kan for det: Et af hans utallige ekstranumre i Tivoli i aftes bestod i, at han lod orkester være orkester, vandrede ned blandt publikum, mens han a capella sang Edith Piafs ’La vie en rose’ til en vistnok tilfældig spottet ung dame, hvis ledsager så temmelig desorienteret ud, da Calleja – tilbage på tribunen – gjorde ’jeg ringer’-tegn ned til damen.
Jo, jo – Calleja har været her. En af øjeblikkets mest tiljublede tenorer.
En ganske anden tenor end den Lawrence Brownlee, vi hørte i Tivoli sidste uge, den lidt generte, gennemtjekkede, elegante, sorte tenor, der kunne spille på sin stemme som en Isaac Stern på sin violin.
Calleja invaderer scenen, som var den den bedste legeplads i nabolaget – det samme gjorde Rolando Villazon, da han var på toppen, men noget tyder på, at Calleja alligevel har mere kontrol over krop og stemme, end Villazon havde.

EKSTRANUMMER! EKSTRANUMMER!

Jo, vi sammenligner tenorer. De er et folkefærd for sig, dyrket for stemmehøjden og en udbredt opfattelse af, at med det høje stemmeleje er åndsevnerne blæst ud, hvilket naturligvis er det rene vrøvl, men måske for nogle forbundet med tenorers attraktion. Kort må vi sige, at Calleja i hvert fald er et brillant og festligt bekendtskab.
Vi rekapitulerer – eller for at sige det: Vi kapitulerer. Sådan fik han os nemlig på denne aften: Kæden af ekstranumre fik os til at overgive os, nummer efter nummer, utrættelig i sin glæde over at synge, og over at få et begejstret publikum proppet i hovedet.
Hvad han egentlig på sit charmerende engelsk fik sagt ud i salen, var svært forståeligt, men underordnet. Måske undskyldte han, at Hoffmanns bizarre sang om den vanartede Kleinzach var udgået i første del af koncerten, men pokker stå i det! Nu sang han den som ekstranummer, et af de særeste indslag i Offenbachs ’Hoffmanns eventyr’, og også sært som ekstranummer, det er en hel stor og lang scene i operaen, ikke en lille dessert, man bare futter af for at melde punktum og tak for i aften.
Tværtimod: Det udsatte shownummer satte ham rigtig i hopla, vi fik både Leoncavallos ’Mattinata’, Edith Piaf-sang, Rossini og meget mere.

TILLØB

Nok til under kapitulationen at glemme lidt, at sangeren havde taget et vældigt tilløb med udmærkede indslag, der første bragte os høfligt på rundtur i hans repertoire: Hertugens ’Questa o quella’, slubbertens hyldest til almindelig promiskuitet i ’Rigoletto’, så – bemærkelsesværdigt! – en melankolsk Tjaikovskij-sang på russisk – for straks efter at gå til det franske som Gounods forelskede Romeo, der hilser solens opgang med en melodiøsitet, der får alt, hvad vi i denne tid bydes på af hans landsmand Massenet til at blegne.
Det var, som om pausen og måske dropningen af Hoffmann-sangen som afslutning på 1. del, bragte den store tenor i glad kamplyst i 2. del – endnu bedre ved stemme og mentalt afslappet allerede i duetten med Sofie Elkjær Jensen, der havde fået fornøjelse, fordi hun ved samme lejlighed skulle modtage Folmer Jensen-prisen på 100.000 kr.
Noget af en udsat post for hende overfor denne bavian af en tenor, men nydeligt forvaltet i duetten mellem den kokette Adina og den sukkende Nemorino i ’Elskovsdrikken’.

 

DET SYDEDE

Virkelig sul på figurerne kom der så bagefter for Calleja med Macduffs hævnscene fra Verdis ’Macbeth’. Og en udtryksfuld arie fra Cileas ’L’arlesiana’ – et slagnummer hos Caruso i sin tid. Tydeligvis et tonefald, der lå Calleja på hjerte. Hvor hans tårnarie fra ’Tosca’ bestemt havde sin virkning i Callejas karakteristiske nuanceringer mellem et forte og et ned til-næsten uhørligt pianissimo.
Efter bogen var det koncertens afslutning. Men så var det han gik til den, denne italiener, undskyld malteser. Vi er trods alt ikke så langt syd for Napoli, hvor glæde ved at synge og optræde er noget umisteligt.
Stemningen sydede i salen.

gregersDH.dk

‘Copenhagen Summer Dance’ Politigården 11.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Dansere fra Dansk Danseteater i Tim Rushtons og Alessandro Pereiras ‘Carmina Burana’  (Foto: Henrik Stenberg)

*

*

*

*

*

*


I POLITIETS VARETÆGT

 

Ritualer og stærke dansere i Dansk Danseteaters sommeroptræden i Politiet urskønne Politigård.

 

Copenhagen Summer Dance fortsætter til og med 17. august i Københavns Politigård.

 

*****

 

HVOR er vi dog henne på sådan en aften! I arenaen i Verona? I pavepaladset i Avignon? Amfiteatret i Epidauros?
Næh, vi sidder såmænd i Politigården i København. Under åben, mørkblå aftenhimmel, Vorherres skabelse, en teatralsk rundhorisont, der ikke gøres kønnere på Det Kgl.
Politigården.  Vores lokale pragtpalæ til opretholdelse af lov og orden. Og som politidirektøren Thorkild Fogde sagde til indledning: Vi hører til dem, der sidder der frivilligt.
Ja, vi gør. For Dansk Danse Teater byder til sommerforestilling, den årlige, endda den tiende af slagsen. Fyldt hus, endda overbooket, som billetdamen bemærkede for at forklare den lange kø ved indgangen på Polititorvet. ’Summer Danse’ er blevet et publikumsmæssigt ritual.
Og årets forestilling?
Også dér blomstrede ritualerne. I balletchef Tim Rushtons og to af hans danser-koreografers eksperimenter med at sætte liv i øjeblikke fra Orffs ’Carmina Burana’, hans bud på fortolkninger af især scener fra kærlighedsdigtene og – efter pausen – fra samlingen af forårsdigte. I kostumerne forsøg på at genkalde, hvad vi kalder ’grå’ middelalder – hos danserne glødende tilnærmelser og frastød. ’Nyd den glade tid, jomfruer’ som det hedder i en af teksterne. ’Lykken skifter som månen’ i en anden.
’Carmina burana’-brudstykkerne er tilløb til en større, samlet opførelse af værket i næste sæson.

RITUALER

Det rituelle stormede endnu mere gennem Black Box-dansernes ’Rites’, der spredte brasiliansk og i det hele taget latinamerikanske safter gennem optrin, der satte os i Voodoo-stemning med klange og rytmer, der distancerede sig kilometer fra de enkle excesser under det rio’ske karneval.
Meget andet var på hjerte: Indledningsvis en ’give and take’-duo mellem Stefanos Bizas og Alba Nadal til en Bach-sarabande. Afprøvning af hinanden, skræmmende smukt.
Eller scener fra Tim Rushtons ’Black Diamond’, især den afsluttende til musik af Trentemøller, kæder af totaloptrin med storslået grafisk virkning, belyst så scenerne indgik i rummets monumentale helhed.
Meget klogere blev vi ikke af Norges National Ballets lille noble Christopher Wheeldon-ballet til musik af Ligeti. Stilfuldt.

 

CARMEN

Vi slugte derimod på denne brogede aften med glæde besøget af det russiske mandskor ved navn Kovcheg (det betyder ’Arken) – de havde næppe behøvet mikrofoner i gårdens fabelagtige akustik, men kønt og imponerende lød deres sang, der uventet også rummede en version af Bizets Toreodor-sang fra ’Carmen’, ledsaget af ekstatisk cigaretpige-latter og flot dans af ensemblets nye italienske danser Lucia Pasquini.
Overraskende og afvekslende indslag.
I den moderne danseverden? Det må man nok sige, når man som i det sidste ’Black Diamond’ indslag oplever, hvordan Rushton så imponerende fanger break dance-stilen og -metoderne og gør dem til ét med sit øvrige vokabularium. De går fascinerende ind i totalbillederne af et korps, som har en høj grad af disciplin og samlet udtrykskraft.
Vi forlod Politigården. Om ikke helt frivilligt. Der var til endnu mere på dansegulvet denne aften.

gregersDH.dk

‘Puritanerne’ Tivolis koncertsal 9.8.2014 Anm.

1

Category : Alle, Anmeldelser

Sarah Coburn                                        Lawrence Brownlee
i ‘Puritanerne’                                         i ‘Puritanerne’
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

OPERAENS LUKSUSKLASSE

 

Blændende sangeroplevelser i aftes med Bellinis ’Puritanerne’ i Tivoli

 

*****

 

KÆRE OPERAVENNER – er det lige til at overkomme?? Som denne sommer dog er en kavalkade af sangere, der kaster om sig med talent, brus af stemmer og sangkunst i luksusklassen!

Først fik Henriette Bonde Hansen Reumertprisen som Årets sanger for blændende udfoldelser som Lucia i Lucia de Lammermoor.
Så satte Juli måneds Copenhagen Opera pynt på kransekagen med en opførelse af  Massenets ’Manon’ med Patricia og Jean-Francois Borras slynget ud for alt folket ved Torvehallerne på det gamle Grønttorv. For ikke at tale om Vivaldis ’Ottone’, der væltede Teater Republique under Lars Ulrik Mortensen barokke, olympiske sangersport med forbløffende solister som den belgiske sopran Sonia Prina og hendes søster udi koloraturkunsten Sofie Junker samt vores egen Sine Bundgaard.
Og nu i Tivoli denne aften: Bellinis ’Puritanerne’ med sangere, der kan få marker til at gro med eller uden regn, den amerikanske sopran Sarah Coburn og hendes landsmand Lawrence Brownlee – Brownlee hørt for tredje år i træk i Tivoli, denne sorte tenor, der konkurrerer med Gigli og Caruso i både statur og stemme og kaster sin lasso-tenor omkring de sværeste bel canto-partier i Rossini-tidens uforskammede genre – i aften under anførsel af Giancarlo Andretta, en dirigent, der tumler det store orkester, inklusive kor, med samme ildsprudende gejst som Lars Ulrik Mortensen tumler sit kammerorkester.
Hvad vil vi mere? I Tivoli er dette en festlig kraftpræstation.

 

MED BÆVENDE HJERTE

Ikke fordi nogen skal kalde Bellinis ’Puritanerne’ et operalitteraturens absolutte mesterværk.
Det er bare en opera, der byder sangerne op til vokalt show. Indholdsmæssigt er det en urimelig love story, der udspiller mellem mennesker, der befinder sig på hver side i Englands 1500-tal: Royalister på den ene side, puritanere, d.v.s. oprørske calvinister på den anden. Kærlighed på tværs, uden at vi snakker om Romeo og Julie-niveau. Pigen Elvira bliver naturligvis vanvittig undervejs. Det bliver pigerne i den tids operaer.
Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht klarede det sammenbindende handlingsreferat undervejs i den næsten tre timer lange aften, og tog med rette på sagen med tunge i kind og glimt i øje.
Handling er handling, og Bellinis musik er samtidig skabt sådan, at man har svært ved at overse og overhøre de uendelige gentagelser af motiviske greb, hans kilometerlange, parallelt førte terts-duetter og de bralrende skrald i messing og slagtøj, lykkeligvis alt ført i marken af Andretta og orkestret i bevidstheden om, at man må tage det alvorligt som en god historie, der bare ville være fortalt bedre af en Verdi, hvis det havde været ham, der fortalte den.
Nu koncentrerer vi os om sangerne, der sandelig er nødt til at tage opgaverne seriøst med teknikken holdt på plads og hjertet bævende for det drama, der udfolder sig.

 

EN NYDELSE

DET er dem, sangene, vi bøjer os for. Dem, der gør os åndeløse. Dem, der får os skiftevis til at smile og tabe vejret.
I dramaet tjeneste tager vi det ikke som et dramatisk clou, at Brownlee spenderer et højt F over det høje C. Det er en vokal sportspræstation. Mere imponerende og nærmest bjergtagende, at han bruger sin tenor som en violin, stryger stilsikkert og utrolig musikalsk gennem sine passager. Sopranen Sarah Coburn kan oven i det samme køb tilføje en dramatisk frasering og et ekspressivitet, der i ekstrem grad fortæller og udpensler sensitive udtryk, får os til at tro på lidelser og desperation, midt i de eventyrlige, virtuose koloraturer og højdespring. Det – og hun – er en nydelse.
Ligesom det i denne koncertudgave af Bellinis opera afstedkommer mange fornøjelser at høre de øvrige solister, barytonen Palle Knudsen, bassen Roberto Scandiuzzi, den nybagte baryton Henning von Schulmann og tenoren Jens Chr. Tvilum.
En sjældent overtruffen sanger-oplevelse, denne aften i Tivoli. Sjælden med det forbehold, at vi oplever den ene efter den anden af den art i denne sommer i København.
Næste uge følges op af den maltesiske tenor Joseph Calleja.
Hvad har vi gjort, at vi skal begunstiges i den grad?

 

gregersDH.dk

‘William’ Hamletscenen, Kronborg 6.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jonas Nerbe i ‘William’ på Kronborg  (foto: Kim Agersteen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

UTÅLELIG

 

 

’Hamlet Festivalen’ har hentet den svenske skuespiller Jonas Nerbe til Kronborg med monologen ’William’. En fantasifuld musical. Med en utålelig performer. Denne anmelder gik i pausen. 

 

’William’ spiller 2. gang i aften torsdag 7. august kl. 20 på Kronborg.

 

***

 

KAN man skrive en anmeldelse af en halv forestilling? Selvfølgelig kan man det. Denne anmelder forlod showet ’William’ på Kronborg efter at have set første del.
Første akt sagde så meget om idéen med ’William’ og om dens performer, den svenske skuespiller Jonas Nerbe, at det var tilstrækkeligt til at tage stilling.
En god idé. Og en ret utålelig performer.
Stykket er en slags musical. Det fortæller om et nøgletidspunkt i Shakespeares karriere: Perioden omkring 1592-93, da han skriver gennembrudsstykket ’Richard 3.’ og de fleste af sine sonetter.
Godt nok.

 

FIKTION

Nerbe spiller Shakespeare i en fiktiv monolog skrevet af den skånske dramatiker og komponist Jan-Erik Sääf i 2006 med det udmærkede udgangspunkt, at vi ved meget lidt om Shakespeares virkelige liv. Så der er frit slag til at digte. Det gør Sääf og Nerbe så. På engelsk. Nerbe har haft succes i USA med opførelsen.
Sääf og Nerbe koketterer f.eks. med, at Shakespeare nok var svensk født. Så pyt. Når vi nu alligevel ved så lidt om digterens baggrund.
Ind imellem er ’William’ i dialog med andre, bl.a. dramatikerkonkurrenten Christopher Marlowe (der dør ung netop i 1593) og den unge jarl af Southhampton, der er opdragsgiveren til sonetterne. De spilles begge af Nerbe selv i hurtige skift. Eneste medspillere er ellers en kvindelig strygekvartet, som giver ’William’ stikord og kommentarer ud over at håndtere vignetagtige musikindslag.
Metoden bruges til mange gode påfund, som har en del charme. Vi bliver optaget af Shakespeares tænkte overvejelser om publikums blodtørst i forbindelse med ’Richard 3’. Og vi bliver engageret i hans lige så tænkte forhold til Southhampton-jarlen, der muligvis spøger i visse skikkelser i sonetterne som ’The Fairy Lady’ og ’The Black Lady’. Den sublimerede erotik og den seksuelle.

 

KRUKKERI
Det utålelige ved Nerbe er hans selvoptagethed og krukkeri. Han spiller ikke Shakespeare. Han spiller sig selv. Ekstremt optaget af sin macho-charme Værst i den type ekskursioner i publikumskontakt, der er særegen for nogle typer i music hall-genren eller stand up. Publikum skal lege med. Det går med fællessang. Men det er en provokation, når enkelte publikummer inddrages med kys og karakteristikker, besøg og knus på rækkerne i én uendelighed, opfordringer til at svare på navn o.l.
Den type kan nogle scenekunstnere håndtere – som vi netop har set Søren Østergaard gøre det i Zirkus Nemo – med en blanding af uforskammethed og selvironisk charme. Hos Nerbe oplever vi spilleren, der indkasserer latteren på ofrenes bekostning. Den simpleste og pinligste måde at score bifald på hos et publikum som det danske, især et midaldrende, kultiveret publikum, der er venligt forstående og uskyldig over for leflende, uventede provokationer.
Forestillingen, der spilles endnu engang i aften, 7.august, er tildelt tre stjerner for det sindrige og ind imellem vellykkede eksperiment med at ramme et afgørende tidspunkt hos Shakespeare og fabulere over dét. Som det opleves i 1. akt.
Ingen stjerner for krukkeriet.

 

gregersDH.dk

‘Much ado about nothing’ Hamletscenen, Kronborg 2.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Globe Theatre på scenen i Helsingør Slots gaard (foto: Kim Agersten)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

GIFTES? MÅ JEG VÆRE FRI!

 

Shakespeares ’Much ado about nothing’ får latteren til at skylle gennem slotsgården på Kronborg.

Spiller også 3. og 4. august på Kronborg kl. 20.
Varighed: 3 timer

*****

BERNHARD SHAW kaldte Shakespeares ’Stor ståhej for ingenting’ ’noget værre rod’.
Det har han ret i. Men det er sådan set det, der er pointen i komedien. To intriger filtret ind i hinanden. Tilsat det løse.
Fjas og alvor – stykket tumler i første del lystigt af sted. I anden del bliver det pludselig en alvorlig sag, hvor det pjank i første del, hvor vi tænker: Ja, ja – det er jo bare en joke, dét der med, at fyren, der skal giftes, bliver hvisket i øret, at bruden render rundt og har fis for med en anden mand helt op til bryllupsdagen – dét er bare for sjov. Det er det kun halvvejs. Brudgommen tror i hvert fald på det og hyler op og siger nej midt under brylluppet. Og så er der familiesammenbrud i svang.
Ved siden af den historie spinder Shakespeare en festlig komedie over et ven- og veninde-par til Hero og Claudio, bruden og brudgommen. Her er vi på herlig komedie på Kronborg.
 

GIFTES?

De to, Beatrice og Benedikt bliver spillet af et par af Globe Theatre’s eleganteste unge skuespillere, Emma Pallant og Simon Bubb.
Hvor Hero og Claudio er et par størrelser, som går direkte og traditionelt til giftermål efter konceptet – giftes? OK, fint, det skal vi da. Og hvor Hero og Claudio udfolder også deres skuffelse og vred lige ud ad landevejen, da balladen opstår – ja, dér er Beatrice og Benedict anderledes skruet sammen: Giftes? Ikke tale om. Overhovedet ikke! Slet ikke med hinanden.
Emma Pallant spiller Beatrice som en rapkæftet enspænder og skumfødt rødstrømpe, og Simon Bubbs Benedict er den studentikose arrogance selv – besluttet på en tilværelse som evig ungkarl. En pubertetsudgave af ’Pygmalion’s professor Higgins, når vi nu er ved Bernhard Shaw. Foragten over for hinanden springer som ukrudt fra Benedict og Beatrice, når de mødes.  
Attitude mere end overbevisning hos dem begge. Amorinerne flimrer og ligger i baghold. Emma Pallant og Simon Bubbs gennemspiller deres ’vil-og-vil-dog-ej’ med underfundige sideblik til alle, til hinanden, også til publikum og såmænd til sig selv. Indtil de til sidste overgiver sig og lukker munden på hinanden med et kys.
 

LATTEREN

Der er muntre og rappe biroller – nogle af dem dækket på Kronborg ind af de samme skuespillere i skiftende forklædninger. Og alle er med til at gøre det til en rytmisk flyvende og ganske musikalsk opsætning. Der spilles på forskellige instrumenter og synges kønt ind imellem, når det stikker forestillingen af lade ord være ord.
Men det er det underfundige og løsslupne komediespil hos Emma Pallant og Simon Bubb som Beatrice og Benedict, der bærer opsætningen og tilfører den de fleste gennemskylninger af latter i gården på Kronborg. Replikkerne fyger fra dem i Max Websters instruktion. Og dét på et frydefuldt engelsk. Skam få dem forresten, om ikke det var.
Noget ’rod’, det hele? Ja, da. Herligt rod.

gregersDH.dk

‘Trubaduren’ Opera Hedeland 1.8.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kari Postma og Hector Sandoval og nonnekoret i 2. akt af ‘Trubaduren’. (Foto: Mikal Schlosser)
*
*
*
*
*
*
*
*

MENS MØRKET FALDER PÅ

 

Vi får næsten det hele i den kinesiske opsætning af Verdis ’Trubaduren’ på Opera i Hedeland-arenaen. Nattestemning, gode solister, masser af kulør, tryk på drama og romantik, men ind imellem noget besvær med kommunikationen mellem orkester og sangere. 

 

’Trubaduren’ spiller igen fredag 8. og lørdag 9. august i Hedeland Arenaen.

 

*****

 

HVILKE interessante og mærkværdige kontraster! En collage af billeder for vores øjne og øren:
Verdis ’Trubaduren’ i Hedeland-arenaen – opført i et dramatisk, nærmest kunstigt sjællandsk landskab, der er fladt fra naturen, men forvandlet af et århundredes grusgravning til bjerge, dal og søer.
Et italiensk renæssance-drama, sunget på italiensk i Verdis farveglødende romantiske stil anno midtvejs 1800-tallet.
Iscenesat af en kineser, der har iført de medvirkende pragtfulde kinesiske kostumer, krigsmænd og skønne kvinder i gevandter, angiveligt til at datere til et 1500-tal, der har været primetime i kinesisk kultur.
Sjælland, Italien og Kina stykket sammen i glødende italiensk belcanto af den kontante art, som Verdi hæmningsløst og pragtfuldt kastede sig ud i efter ’Rigoletto’.
Jo da, og der kommer mere til: Trubadur-dramaet hentede Verdi fra spansk teater, og kunne spansk drama komme uden om sigøjnere for fuldt blus?
 

PÅ BÅLET
 
Zigeuneriet har vores kinesiske gæsteinstruktør Wang Xiaoying lykkeligvis fået dobbelt understreget gennem en mezzosopran af gylden mørkfarvet glans: Den russiske sangerinde Olesya Petrova, der på en måde med sin power gør zigøjnersken Azucena til operaens hovedperson, datteren af en mor, der er brændt på bålet som heks, selv på vej til bålet, men med den grumme afsløring til sidst, at hendes fængslede søn Manrico er broder til dødsfjenden, den grev Luna, som er ved at ekspedere hende til bålet og henrette hendes søn, som – og hold nu fast: er hans konkurrent udi forholdet til en nydelig adelsdame ved navn Leonora. I den grad, at de to herrer flere gange undervej geråder i duel.
Et grænseløst og kulørt jalousidrama – vildere end både Ingemann eller Walter Scott kunne finde på det, men ikke ulig deres røverromantiske tonefald.
Dette højstemte halløj oplever vi grandiost i Opera Hedelands arena, mens nattemørket falder på – forestillingen begynder først kl. 21, og arenaen ligger for vores fødder med den aftenblånende himmel over os. Dekorationen er af kineserne begrænset til to dekorative skelet-arrangementer, der kan opfattes som alt fra skafotter til borgtårne. Ellers: Krydderi af krigeriske ryttere, som et par gange passerer malerisk gennem landskabet - lige netop så nedtonet og diskret, at effekten bliver dobbelt: Ingen rovdrift på den idé!
 

USIKKERHED

Orkestret er skjult bagest bag et vældigt forhæng, og der ligger vel det eneste påviselige problem for forestillingen: Sangerne, især koret, har for lidt kontakt med orkestret og dets unge, talentfulde dirigent Martin Toft – med det japanske mellemnavn Nagashima. En vis usikkerhed og rytmisk vaklen melder sig med mellemrum.
Det føles dobbelt, når vi netop under operafestivalen i København har set en forestilling som Vivaldis ’Ottone in Villa’, dirigeret af Lars Ulrich Mortensen næsten på skødet af sangere og musikere. Styringen er givetvis svær under de givne vilkår i Hedeland.
Det skal ikke trække fra i en stribe fortræffelige sanglige præstationer, både af kor og solister og store øjeblikke i opsætningen, hvor billeder og situationer er af forbløffende virkning. En central scene som Lunas bortførelse af Leonora, da hun i panik vil gå i kloster, er et eksempel – og igen et eksempel på kulørt konstellation af modsætninger: Katolske nonner omringet af Manrico og hans hærskare i dystertgrå mongolske dragter over for grev Lunas tropper i kinesisk panser og guld. Galicien og Aragonien i konflikt transplanteret til det fjerne Østen.   
 

SANGERNE

Blandt sangerne ved siden af den russiske mezzo med prægtigt greb om sigøjner-Azucena nævner vi grev Luna, den norskfødte baryton Audun Iversen, uddannet for få år siden i København og vokset til en virkelig skudsikker scenekunstner. Med en stemme af format.
Sandelig også den mexicanske tenor Hector Sandoval, hørt før herhjemme som Pinkerton i ’Madame Butterfly’ på Det kgl. En formidabel tenor til Manricos parti, som kræver både lyrisk tilgang og helte-sikkerhed, når det går løs. I Leonoras parti hører vi en for Hedeland velkendt røst, norske Kari Postma. En varm, gylden sopran, som ellers udfolder sig som solist på Hamborg Operaen. Også hørt i store partier på Den Jyske Opera.
Altså tre betydelige solister i hovedpartierne. Og ved deres side i mindre partier, Jakob Zethner, Frederikke Kampmann og Otte Ottesen samt et velsyngende kor.
Det aktuelle klima har begunstiget Hedeland Operaen – ligesom de mange udendørs forestillinger i operafestivalen i København. Hvor heldig kan man være.

gregersDH.dk

‘Manon’ Cop. Opera Festival v. Torvehallerne 31.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Patricia Petibon i ‘Manon’  (Foto: Mathias Bojesen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

VARSLET 

AF

MÅGEN

 

 

Sopranen Patricia Petibon og tenoren Jean-Francois Borras brillerede ved festival-koncerten i går med operaen ’Manon’ på Københavns gamle grønttorv. 

*****

OPERA i fri luft har sine særlige øjeblikke. I en scene i tredje akt af ’Manon’ toner et orgel hen over orkestrets andre instrumenter. Det vækker åbenbart stærke følelser hos en måge, der passerer over Torvehallerne, så vi får et gjaldende skrig fra den.
Et varsel, måske. Om at operaens hovedperson Des Grieux ikke vil slippe godt fra at lade sig præstevie i St. Sulpice Kirken i Paris. Måger kan vel sende varsler lige så godt som ravne. Og orgeltoner provokerer midt mellem strygere og blæsere. 
Nu tager vi ikke varsler af den art helt alvorligt. Men faktisk går det jo Des Grieux skidt. Det er måske den sørgeligste del af historien i Massenets opera ’Manon’. Des Grieux er en flink fyr, der får hovedet fordrejet af den letbenede og vidtløftige pige Manon og konstant prøver at rette op på hendes viltre leben, endda til sidst redde hende fra at blive deporteret til Amerika sammen med en flok løse piger.
Trist går det ham. Hans far slår hånden af ham, og pigen dør i han arme på kajen i Le Havre.
 

GNISTRENDE TENOR

Historien fik vi fortalt ved koncerten i aftes ved Torvehallerne.
En koncertopførelse af ’Manon’ med Copenhagen Opera Festivals boss Michael Bojesen som fortæller undervejs. Men ellers sunget med stort bravur af internationale stjernesangere, sopranen Patricia Petibon som Manon og tenoren Jean-Francois Borras som Des Grieux. Et scoop for festivalen, på en måde en gentagelse af en succes samme sted forrige år: På podiet et fuldt orkester, igen Malmø Operaens, og nu igen et af operarepertoirets knaldperler fra slutningen af 1800-tallet.
Og så med stjernesolister. Vi siger det bare. Om en måned står Borras på Metropolitan Operaens scene og synger Rodolphe i La Boheme. Og Patricia Petibon er her der og alle vegne, også med mellemrum i Danmark.
Hun forgylder Manon-rollen med et spillevende spil, misser nogle gange lidt distraheret mod solen, men er først og fremmest dette diffuse, selskabelige og flirtende franske, rødhårede kvindemenneske, der hæmningsløst lokker Des Grieux i fælden. En lysende sopran-kunstner. Mest berømmet for sine mange præstationer i barokopera-genren. Nu ubesværet i det fransk-romantiske.
Med en Borras ved sin side, gnistrende mørk og en tenor med mindelser om Pavarotti, ubesværet, robust og udstrålende en glæde ved at synge, svinge sig i højden, ét med situationen. Måger eller ej. Et forrygende bekendtskab.

SAMME HISTORIE

En lille kæde af medvirkende udenværker, hentet fra nær og fjern, en af dem festivalens priskårne unge talent Jacob Vad. Et samlet vokalt bidrag til at fortælle denne lidt mosgroede, men stærkt iørefaldende franske opera, konkurrent i repertoiret til Puccinis ’Manon Lescaut’, for det er den samme historie.
Ingen skal forklejne effekten af at sætte sådan en forestilling op midt i tummelen på det gamle Grønttorv mellem de nye Torvehaller.

Desværre var netop ’Manon’ en enegænger. Flere af de øvrige operaer på ugens program gentages tre-fire gange. Men ingen skal klage. Festivalen, der slutter på søndag, demonstrerer usædvanlig kvalitet. Publikum fylkes. Og mågerne flyver.

gregersDH.dk

‘Ottone in Villa’ Cop. Opera Festival i Teater Republique 30.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sophie Junke, Sine Bundgaard og Sonia Prina i ‘Ottone in Villa’ (tegning: Claus Seidel)
*
*
*

 

SUK!

 

’Ottone in villa’ er blændende musiceret barokopera af Vivaldi, en forestilling proppet med glimrende sangere. Dirigenten Lars Ulrik Mortensen har det hele i sin hule, besværgende hånd.

’Ottone in villa’ spiller igen på Teater Republique i aften, torsdag 31. juli kl. 20 og lørdag 2. og søndag 3. august, begge dage kl. 16. 

******

 

’TO tyranner dvæler i mit hjerte. Indignation og kærlighed…’ Sådan. Der er ikke noget at stille op. Det vælter med replikker i den genre i to en halv time. Vi er i barokkens verden. Operabarokkens. Hvor følelser og affekter larmer løs. Had. Jalousi. Bedrag. Kærlighed. Svindel. Forsoning. Og sex, der summer som en hel bisværm under hver replik, hver koloratur.
Det hele skruet sammen som en leg drevet af den stemme-virtuositet, der svarer til vores dages driblinger i fødderne på fodboldbanernes Messi og Ronaldo. Tiljublet, beundret, forgudet. Dengang i hvert fald hos den del af den europæiske menneskehed, der var publikum i de blomstrende operahuse. Et folkeslag, der næppe minder om de masser, som i dag ser fodbold.   
Copenhagen Opera Festival bringer os allerede på fjerdedagen et sted hen, hvor feinschmeckerne kan komme til at dåne. Opførelsen i aftes på Teater Republique var eksklusiv og sublim: Vivaldis ’Ottone in villa’ – vi oversætter frejdigt: ’Ottone i sin villa (Manden var en romersk kejser, der ifølge operaen levede driverliv i sin villa uden for Rom).
 

BESVÆRGELSER
 
Operaen er Vivaldis første ud af en stribe på næsten halvtreds, totalt uden for nummer i dette land, der aldrig har spillet en eneste af dem – vi stønner ’Årstiderne’ og ikke meget andet, når Vivaldis navn nævnes.
Nu er vi klogere. På Vivaldi. Tiden og dens stil kender vi efterhånden godt gennem især Händels operaer, der har fået en revival gennem de senere år.
Det er i mange henseender en mageløs forestilling på Republique. Orkestret Concerto Copenhagen er lejret in pleno i scenens venstre side, og dirigenten Lars Ulrik Mortensen kommer hastigt ind til ouverturen, lejrer sig ved sit barokke keyboard og sætter orkestret an med al den gestiske besværgelse af sine musikere, der er egen for ham – han er den dansende kapelmester, den artikulerende fuldblods koreograf for ensemblet.
Ja og mere til her: Kommunikationen med sangerne er den kærligste, muntreste, sceniske medvirken. Han henvender sig, de henvender sig – der er livline mellem dem og ham, som der er mellem ham og musikerne. En omsorgsfuld, inspireret fælles leg.
Og oplagt: Også et fællesskab med den italienske instruktør Deda Christina Colonna om formålet med det hele.

INTRIGEN

Det handler om at tilføre en grundigt element af humor, at distancere til den såkaldte opera seria-model, der svæver over handlingen, intrigen i ’Ottone’ er grotesk, dårligt værd at dechifrere – den nærmeste parallel for mange i øjeblikket vil være at minde om det kønsforviklende halløj, der foregår på Teater Grønnegården i Shakespeares ’De lystige koner i Winsor’.
Her i ’Ottone’ oven i købet slået i ekstra knuder, fordi kejser Ottone synges af en mezzosopran – den fremragende Sonia Prina, som vi, for at det ikke skal være løgn, et øjeblik overvejer om måske er en mand, der synger kontratenor. Ikke utænkeligt tiden og genren taget i betragtning.
Men nej, altså en blændende mezzosopran, der forvalter Vivaldis ildsprudende koloraturer lige så overlegent som flere af de andre medvirkende, den belgiske sopran Sophie Junker, den engelske sopran Deborah York, den svenske tenor Leif Aruhn-Solén og den danske sopran Sine Bundgaard. De kan synge liggende, stående, kravlende, højt til vejrs, på skødet af Lars Ulrik Mortensen eller gyngende i hængekøjer.
Suk, hvor overdådigt.
 

OVERRUMPLENDE

Vi skal ikke bruge spalte-kilometer på at klarlægge handlingsgang og intrige, kun fastslå at scenegangen er fuld af underfundige påfund, og at Vivaldi musikalsk er overordentlig fantasifuld. Der er overrumplende øjeblikke som en lang scene, hvor han går grassat i ekkoleg mellem to af sopranerne.
Den ufatteligt svære koloratursport beherskes imponerende af de medvirkende. Mange vil gang på gang blive erindret om, hvordan den italienske mezzo Cecilia Bartoli håndterer netop Vivaldi. Hun har dannet skole.

Den sommerlige Copenhagen Opera Festival stiller med slag på slag – allerede i dag, torsdag skal vi høre endnu en stjerne i koloraturfaget, den franske Patricia Petibon, der synger Massenets ’Manon’ på scenen ved Torvehallerne.         

  
gregersDH.dk

Zirkus Nemo Charlottenlund Fortet 29.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tegning: Claus Seidel
*
*
*
*
*

HENRIVENDE IDIOTI

 
 

Latteren skyller over Søren Østergaards uimodståelige vanvid i Zirkus Nemo, der nu er flyttet til København for den næste måned.

 

 
Spiller ved Charlottenlund Fortet indtil 9. august, derefter på Femøren, Amager 12.-30. august og i Odense 2.–13. september

******

 

…OG så er der Marianne, hende i overgangsalderen… Og så er der…
De falder over hinandens ben, de hurtige ’huskere’ her en halv time efter københavnerpremieren på Zirkus Nemo, hvor vi sunder os i bilen på vej hjem.
Søren Østergaards absurde figurer. Målermanden. Bager Jørgen. Hans artister, de to spanske donnaer. Jongløren, der kan alt det dér med kegler. Og de to søløver! Og galningen, der kravler gennem tennisketsjere. Etc., etc.
Hæsblæsende. Dybt rørende. Lattervækkende. Rystende. Sindssvagt. Og meget morsomt. Vi er hele turen igennem på de par timer, der er gået i det vinrøde telt ved Charlottenlund Fortet.
Men altså: Marianne, tryllekunstner-kvindemennesket, der er i overgangsalderen. Søren Østergaard ligner min skolefrøken, som styrede morgensangen kl. 8, men Marianne kan trylle, eller gu’ kan hun ej, hun prøver på det, og hendes problem er, at hun sveder, men kun under den ene arm, den anden er tørlagt.
Det forhindrer hende ikke i lystige dansetrin og skamløs flirt med den mand på første række, hvis ternede skjorte er et gennemgående tema for cirkusdirektørens hån.

 

VID OG VANVID
 
Marianne-figuren er sådan en prototype på Søren Østergaards tankegang. Et væsen hentet ud fra et okkult sted i hans labyrintiske hjerne. En hvilken som helst skildring af figuren må nødvendigvis ende med, at den er helt ude i hampen, faktisk totalt åndssvag. Men latteren hos os skyller som Nordsø-brus mod Hvide Sande.
Jo vildere og mere kikset, jo bedre. Næsten alt hos Østergaard er bygget op om det fortryllende ved total idioti. Udstillet, ja udleveret med utrættelig frækhed. Plus – og det er med til den jordiske forsoning – en barnlig glæde ved at lægge både kortene, plathederne og selvironien på bordet som forsonende knus til vores accept af vanviddet. Viddet og vanviddet. En stol og andre rekvisitter, der bryder sammen, så et nummer aldrig kommer i gang, hvis der overhovedet har været et, for sammenbruddet er selve nummeret.
Et andet – ’Nyt nordisk køkken’ – som kunne være en hilsen til Restaurant Noma: Østergaard, som prøver at finde sin ’egen indre bacon’ under et rekordforsøg på lyn-baconstegning på en kæmpemæssig stegepande.
Vanviddets absurditet lyser på samme måde fra et nummer som ’Bugtaleri på højt plan’. Det handler om kunsten IKKE kunne fløjte. Det kan man komme langt med i denne verden. Og det kommer Østergard. Optræder med det og får det halve publikum til at fløjte Lilholts ’Tal om kærlighed’ – Østergaards ikke-fløjte-glansnummer.
 

MÅL OG MED

Overgangs-Marianne er bare en kort joke. Der er til gengæld spind helt ud i det blå med dette års udgave af ’målermanden’. Når målebånd er gule er det, fordi måleriet stammer fra Kina under Han-dynastiet, lyder redegørelsen. Hvorefter vi forlader middelalderen, fordi folk på 1. række skal have målt deres håndlængde, samtidig med at vi skal høre om, hvordan Østergaards far måtte skjule sit målebånd på loftet hjemme i Sønderborg, da Hitler forbød målebånd og selv troppede op i Padborg og omegn for at udrydde båndene. Hans far… Nå, det bliver for langt…
Kort i år er til gengæld Østergaards ’Bager-Jørgen’ – han smadrer i raseri striben af tarteletter under opbydelse af mageløse serier af skælds- og ukvemsord til publikum og publikums påklædning, han selv så luvslidt og sjusket, at han mor må tror, han har forvildet sig gennem Pusher Street i Christiania.
Kontrasterne, der afbalancerer det blomstrende galimatias, er virtuose, rendyrkede artistnumre. Jongløren Claudius Specht, som er i stand til det utroligste med kegler og dåser. Og de spanske Azzario Sisters, der overlegent og elegant indviede os i styrke og balancekunst i særklasse.
For ikke at tale om søløverne Lappy og Lola, der er dresseret til slaskende kys til deres træner Ingo Stiebner og yndefulde lege med tørklæder, indtil de som afslutning klasker labberne sammen i takt med publikum og Lars Bachs Cirkusorkester. 
 

UBEGRIBELIGT

Men så har Østergaard i år en makker, der lever smukt op til hans egen underfundige galskab. Han er nordmand, kalder sig Captajn Frodo og formår ubegribelige sager med sin krop, bl.a. det meget omtalte nummer, hvor han kæmper sig gennem et par tennisketsjere tilsyneladende under torturagtige lidelser, men dog ikke værre, end at han i en hvilken som helst situation kan sige vittigheder i en mikrofon og strø om sig med det glimmer, som han ved enhver lejlighed hiver op af lommen.
’It’s not as easy as it looks’, som han siger. Det er et særdeles grimt nummer, men fyren forsoner både her og i samspil med Østergaard at få stemningen himmelvendt med en spillestil, der ikke ligger langt fra Østergaards.
Intet i denne sommersæson ligner Zirkus Nemo. Det røde telt og de røde cirkusvogne har lejret sig ved Charlottenlund Fortet på Strandvejen som et signal om østergaardsk galskab.
gregersDH.dk