‘Zirkus Nemo ved Charlottenlund Fortet 4.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Søren Østergaard i Zirkus Nemo (tegn.: Claus Seidel)

 

VANVID

 

 

HAGLER NED

 

 

Søren Østergaards uforskammetheder og groteske påfund kulminerer i årets Zirkus Nemo. Latteren er ustyrlig.

Zirkus Nemo spiller fra 4.8. – 29.8. ved Charlottenlund Fortet og derefter 1. – 12.9 på Dyrskuepladsen i Odense

*****

SØREN Østergaard: ”Er det ikke mageløst det her? Jo svarer I… Kan det blive sjovere? Nej, svarer I, det er vildt sjovt!”
Søren Østergaard fører mange små dialoger med publikum i Zirkus Nemo. Og giver selv svarene. I et overrumplende tempo. Det er som lynekspedition af telegrammer på fortidens gamle telegrafnøgler. Eller som auktionarius-tempo på en fiskeauktion i Hirtshals.
Det hagler fra ham. Også med fornærmelser på stribe. Vi skal ikke tro, vi er noget.
Uforskammethederne fyger så heftigt som regnen mod hans nye telt på denne skybrudsaften, hvor han har københavnerpremiere på årets show. Teltet er rejst på stranden ved Charlottenlund Fortet – i Gentofte, det pæne borgerskabs domæne – ’Lorte-Gentofte’ kalder han det, når han nu er i gang med at udfolde sig som Smadremanden, der har et stort og fuldbyrdet arsenal af ukvems- og bandeord. En statistik må bringe ham i Guinessrekord-biblen.
Smadremanden har i år udset sig alverdens fugle, der en bloc irriterer ham.  Smadres skal de, hele den jordiske og atmosfæriske flok, inklusive, må vi tro, også de flyvende kræ, som den finske artist Marko Parvo netop her tryllet virtuost og ubegribeligt frem fra sine, jeg-ved-ikke-hvilke-gemmer. Skam få Østergaard, for Parvos tryllenumre får nok det største bifald af samtlige numre i årets revy. Ikke den største latter, for den tilkommer Østergaards skæve an- og udfald. Men det største bifald som kvittering for elegant trolddomskunst med fugle, due, undulat, papegøje – intet vinget væsen er for stort til at blive gemt i Pavos ærmer. Nu overlever de vel aften efter aften, mens Smadremanden indfrier sit løfte om at tage livet af klodens fuglebestand ved at starte med æggene – et ægge-smadreorgie går i svang på bordet, så voldeligt som Bager-Jørgens angreb på tarteletterne, da hans ømme kadencer til Tjaikovski-toner tidligere på aftenen stiller den Kgl. Ballet op i skønsom fordeling mellem korps og solodansere. En let tartelet-ballet med grusomme konsekvenser.

BERØVET AL FORNUFT

Dette års Zirkus Nemo-forestilling er lyksaligt bestykket med glimrende artistnumre: En fransk cykelduo af yndefuldeste art samt en bande på fem ukrainske artister i Crasy Fligh, plus et flot par muskel-blondiner i trapez højt under loftet.
Herligt cirkus-artisteri som krydderi til det, der uomgængeligt bærer Zirkus Nemo: Søren Østergaards stålsatte vanvid. Al sund fornuft er berøvet ham, når han præsenterer sig som hr. Leslie Bøje-Møller, kaldet Marmormanden, fordi den pæne herre i gråt habit beriger os med sin evne til at genskabe kendte figurer i marmor.
Luftigheden i de korte realiseringer af statuerne er på linje med de frit svævende beregninger, som Østergaard efter pausen foretager som Målermanden, der nu synes tiden er inde til at fortælle om sin slægts fortid under Besættelsen, hvor Målermandens far og en kammerat udgjorde en frihedskæmer-duo ved navn Bom og Lineal.
Det var i de år, da mørklægningsgardiner blev erstattet af bind for øjnene. Far Bom blev i 1943 anbragt som grænseBom ved Kruså og først fjernet igen i 1951, hvorpå han kort efter druknede i Esbjerg Havn.
Vi kom ikke nærmere genealogien i målerkunst-slægten, men fik så megen anden nyttig, historisk orientering i denne monolog.
Frank Baks cirkusband trommer og blæser os gennem forestillingen  – og to ’cirkusprinsesser’ agerer gennemgående anti-artister, store Tina Gylling Mortensen og meget lille Sigrid Husjord. Ideen bærer ikke så langt. Tina som bevidst kejtet kontrast til de flyvende, vægtløse kropsjonglører. Og Sigrid som rasende og larmende spielverderber og provo. Begge dele nærmer sig unødvendig pynt på det hele.

gregersDH.dk

‘Copenhagen Operafestival Finale-koncert tv-transmitteret 2.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

(Foto: Mathias Bojesen)

 

FINALE

 

Operafestivalen i København  sluttede søndag aften med bekræftelse på sin folkelige og kvalitative eksistensberettigelse. Det mentale overskud var lidt på retur. Men lykken uomtvistelig.

****

LYKKELIG, men træt. Der var lidt den stemning over finalen i Copenhagen Operafestivalen. Det var som en konfirmationsfest dagen derpå. Kavalkaden af numre fra den forgangne uge indfandt sig som glade eller ‘nå, ja-genhør’, nye tiltag satte ind imellem fut i festlighederne. Sådan er det vel med den slags koncerter, der skal gøre boet op efter fest og succes.
Men vi savnede noget af den vildskab, vi har mødt undervejs. Det kom alligevel momentvis. F.eks. da Denise Beck var lynindkaldt for at erstatte Sofie Elkjær, der vel havde fået vristet stemmen af led under de storm- og regnfulde operaseancer på havnen. Louise Beck nægter sig vist aldrig en chance for action, og det fik vi med Adeles ’Spiel ich die Unschuld vom Lande’, som hun synger i ’Flagermusen’ for næsen af Prins Orlovsky. Louise Beck omdanner på stedet en koncertscene til en operascene.
Når vi nu var ved Orlovsky, så fortsatte Morten Grove Frandsen – der er kåret af festivalen som Årets Talent – med at påvise mulighederne i at bruge sin kontratenor-teknik. De muligheder, han viste så overvældende som den transvestit, han promenerede i Kommunehospitalets atomkælder i operaen ’Leaves’ på festivalens første dag. Orlofsky-prinsen, der normalt synges af en kvinde, der spiller mand, nu sunget af en mand med kvindestemme. Hvor er vi henne? I overraskelsernes farvand.
En sanger som Joachim Knop låser man heller ikke fast i 1. position, og nu gentog han og Signe Asmussen scener fra Lotte Andersens ’Carl og Marie’ – Knop i mimisk tour de force for at fortælle historien om Irmelin Rose, pigen med hjertet så koldt som stål. Knop lægger en Leporello ind, hvor han kan komme til det.

OVERRASKENDE

Set tv-transmitteret er sådan en koncert fuld af overraskende vinkler. Vi får set glimrende sangere dybt i svælget i nærbilleder, studeret sopraners tandsæt og solide familiefædres vældige, men adrætte fingre på violinstrenge. Det liver gevaldigt op. Ligesom vores undren kan stimuleres af en dirigent og et Malmø-orkester, der ikke kommer i flammer i ouverturen til ’Carmen’, selv når Bizet åbner med stikflamme-motivet fra sidste akten. Vi vil have drama! Det får vi heller ikke med Beatrice Orlers habanera et øjeblik efter. Hun synger så yndefuldt, hun er så køn og nordisk, at de vil vende sig om efter hende på gaden i Sevilla. Men en blodskudt forførende habanera fra hende? Nå ikke.
Meget kan vi gribe fat i med denne finale. Tonny Landy får en fortjent hæderspris undervejs, han har gjort så meget godt i sit liv for dansk opera og operasang, men han burde forskånes ved denne lejlighed for at kvittere med Triquets lille sang fra ’Eugen Onegin’.
Et genhør fra fredag. Ligesom Brit-Tone Müllertz’ ’Tonhallearie’ fra lørdagens ’Tannhäuser’ – til gengæld et jublende, frejdigt genhør fra dette på alle måder vældige talent.

NYSKABT KRAFT

Det var, som det vil forstås, ups and downs ved en koncert, hvor så meget skulle med, så meget hyldes, så meget bekræftes – det sidste gør vi gerne som gentagelse af, hvad vi skrev i anmeldelsen af Wagner-koncerten i går: Årets festival – og således også denne finaleaften – viser en blomstrende bredde og nyskabt kraft i det danske operamiljø. Chefen Michael Bojesen kunne slutte med at opremse kommende steder rundt i landet, hvor både folkelige og eksklusive initiativer er i gang og i vente. Han havde selv al grund til at være lykkelig. Sikkert også træt. Manden har været i ilden i døgndrift. Som vært, som moderator, som dirigent, som tovholder for hele butikken. Vi gætter på, at nok står der i morgen tidlig for at synge morgensang – sikkert Carl Nielsen – med hvem der kommer forbi.

gregersDH.dk

Wagner-koncert på Israels Plads. Copenhagen Operafestival 1.8.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser


Magnus Vigelius som Mime, dirigenten Jaroslav Kyzlink og Torsten Kerl som Siegfried
i Wagners ‘Siegfried’ (Foto: Mathias Bojesen).

 

SVÆRVÆGT

 

 

Wagner-highlight i Copenhagen Operafestival med solister, der markerer festivalen som et stadig mere kraftfuldt bidrag til opera-udviklingen i det danske landskab.


Wagner-koncert på Israels Plads med Århus Symfoniorkester dirigeret af Jaroslav Kyzlkink. Solister: James Johnson, Torsten Kerl, Brit-Tone Müllertz og Magnus Vigelius.

*****

 

DET er ganske slående, hvordan den københavnske operafestival, der slutter søndag aften, slynger et netværk af forestillinger omkring os – et netværk, der næsten totalt styrer uden om Det Kgl. Teater. For halvanden generation siden havde vi en dansk Opera- og Ballet Festival, hvor Det Kgl. var i centrum for begivenhederne. For øvrigt også Tivoli – som heller ikke spiller nogen særlig rolle i den nuværende operafestival.
Det Kgl. og Tivoli lever deres eget liv, mens festival-arrangementerne suser om ørerne på dem. Det er der ikke noget mystik eller forkert ved. Det viser bare, at operaen som kunstart gror med en frodighed som aldrig før i dette land, næsten uafhængig af de hævdvundne hjemsteder.
Dette noteret oven på endnu et initiativ, som denne lørdag aften sendte operasang ud i det københavnske rum med uimodståelig muskelkraft. Israels Plads og det gamle Grønttorv ved Nørreport – nu hedder det Torvehallerne – var hjemsted for en Wagner-koncert med Aarhus Symfoniorkester, det orkester, som også betjener Den Jyske Opera. Og med et par udenlandske gæster i stjerneklasse: Den tyske tenor Torsten Kerl, som for fem år siden sang hovedrollen i en sensationel opførelse af Korngolds ’Die tote Stadt’ på Den Jyske Opera. Og den amerikanske baryton James Johnson, som for et år siden sang titelrollen i Massenets opera ’Don Quichote’, også på Den Jyske Opera. Men som det københavnske publikum kender fra Kasper Holtens opsætning for en halv snes år siden af Wagners ’Ringen’, hvor han sang Wotan.
Dybt stimulerende at høre disse to store sangere – Johnson husket i hovedstaden som den business-matador, Kasper Holten gjorde ham til på Det Kgl., en tragisk figur, der uden større held manipulerede med sin slægt – nu på Grønttorvets tribune en halv snes år ældre, stemmen med den gamle mahognimørke og glansfulde klang, blot et lidt større vibrato, en Wotan dybt vendt ind i sig selv, da han med forstenet ansigt synger sin store afsked til Brünnhilde, inden hun straffes med indespærring på bjergtoppen. Forinden hørte vi ham i Sachs resignerede monolog fra ’Mestersangerne’.

UBESVÆRET

Alt var sværvægt på denne aften. Torsten Kerl med først en arie fra Wagners tidlige opera ’Rienzi’, og sidst den store scene i 1. akt af ’Valkyrien’, hvor Siegmund fortæller sin historie til Sieglinde og de to kaster sig i hinandens arme.
Ingen har vist hørt en Siegmund, som under beretningen strækker påkaldelsen af sin far så langt og desperat, nødråbet ’Wälse’ har en fermat over ges’et i Wagners partitur, men Kerl tog sig frejdigt en dobbelt fermat, som var han en brillerende italiensk tenor. Tilgivet. For Kerl udløser en formidabel Siegmund. En wagner-helt, som smidigt og med et enormt overskud binder de sværeste passager sammen, hans vejrtrækning virker som gennembehersket legeværk, hans vældige fraserings-operationer flyder ubesværet, og figuren stråler af kæk ungdommelighed.
Den unge danske sopran Brit-Tone Müllerts sang Sieglinde i denne store scene over for Siegmund med sikker selvtillid, en glimrende dramatisk sopran i en krop og med en stemme, der synes at rumme alle nødvendige ressourcer til videre udvikling. Vi hørte hende også synge ’Tonhalle-arien’ fra ’Tannhäuser’ – egentlig mere en velkomst til sangerhallen end til Tannhäuser, som konferencieren Kristian Leth mente det i sin præsentation. Men skidt så med det.
Robust skal man være for at hamle op med sangere som Kerl. Og også den danske tenor Magnus Vigilius stod distancen, da han som fidusmageren Mime i tredje ’Ring’-forestilling ’Siegfried’ står og fedter med sit køkkentøj og prøver at indynde sig hos Siegfried, der sliber sit sværd Notung. Vigilius tenor er ikke lige den enerverende, vrængende tenor, vi er vant til i Mime-rollen, han er både i stemme og skikkelse for elegant til det. Men det var altså vilkårene denne aften.
Copenhagen Operafestival har svunget sig højt op denne sommer. Wagner-koncerten var et eksempel på den ambitiøse dynamik, der driver værket.
Festivalen slutter i øvrigt med en stor og broget farvelkoncert søndag aften.

gregersDH.dk

‘Eugen Onegin’ Malmø Operaen på Copenhagen Operafestival, Israels Plads 31.7.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Roman Trekel, Peter Lodahl, Maria Gortsevskaya og Sabina Cvilak i ‘Eugen Onegin’ på Israels Plads (foto: Mathias Bojesen)

 

DET

 

KNUSTE

 

HJERTE

 

 

‘Eugen Onegin’, Copenhagen Operafestival på Israels Plads. Dirigent: Robert Reimer. Medvirkende: Roman Trekel, Sabina Cvilak, Maria Gortsevskaya, Petri Lindroos, Johanne Bock, Erina Lyrén, Petri Lindroos, Tonny Landy og Bengt Krantz.

 

Malmø Operaens koncertopførelse af ’Eugen Onegin’ på Israels Plads var en engangsforestilling. Scenisk spilles den i Malmø fra 16. august.

*****

DET blodrøde, knuste hjerte hænger der. Med de røde dråber dryppende ned over ordet ’opera’.
Det er operafestivalens logo som kæmpestort bagtæppe på scenen, der er rejst på Israels Plads.
Blod vil vi se. Hjerteblod. Det, der flyder i Tjaikovskijs ’Eugen Onegin’ i slutscenen, da Tatjana vrister sig ud af sin gamle forelskelse i Eugen Onegin, og Onegin vakler knust bort. Sådan vil vi, at den opera skal ende, for det gør operaer om knust kærlighed, og dem elsker vi.
Både vi og komponisterne. Da Tjaikovskij modtog den færdige tekst fra sin librettist, kradsede han slutningen ud. Librettisten havde ladet Onegin og Tatjana falde lykkeligt i hinandens arme. Nej, nej, sagde han og rettede tilbage til den slutning, der var digteren Pusjkins. Ingen operette-finale her!
Skal man karakterisere den opførelse af ’Eugen Onegin’, vi så i aftes, havde den,  hvad vi kan forlange af stærke følelser og drama – når det nu begrænser sig til en koncertopførelse. En opførelse, hvor vi tænker os til forløb, billeder, situationer, scenegang. Men hvor vi skal rammes af en musik, der kan tænde billederne på vores nethinder.
Tag en helt central situation som Tatjanas berømte brevscene i 1.akt. Hun har trukket sig tilbage til sit værelse og skriver sit fatale kærlighedsbrev til Onegin. Usikker, tankefuld, skrøbelig, men alligevel handlekraftig. Med skiftevis rystende og sikker hånd og pen.

VI SER DET

Som den formidable, slovenske sopran Sabina Clivak synger den lange scene, slynges hun fra jubel til nervøsitet, og det munder ud i hendes euforisk overbevisning om, at nu må det briste eller bære. Tjaikovskij løfter hende med et pragttema dekoreret,  jublende sekst-spring på C-dur skalaen, og vi er som på skødet af denne Sabina Clivak, når hun fortætter stemmen i den fineste pianissimo, selvom hendes inderligt, forfinede tonedannelse sikkert bringer hendes ømmeste toner til den fjerneste afkrog af det gamle grønttorv.
Det er, hvad vi oplever, når sådan en opførelse rammer rigtigt.
Noget lignede sker, da Peter Lodahl som den unge Lenski står i sneen (jo vi frøs da, som man gør i denne juli, og sneen i det russiske landskab tænker vi os til)… altså står der og skal duellere med sin ven Onegin, der nogle øjeblikke efter dræber ham… det ved vi jo skal ske, og derfor er det dobbelt enerverende at høre ham synge så hjertegribende om fortid og venskab – Lodahl rammer denne forulykkede menneskeskæbne med en indadvendt dæmpethed, der bringer os ind i hans sjæl.
Og barytonen Roman Trekel kan med sin sort klingende stemme mørklægge Onegins personlige nekrolog i slutscenen – ’Min sorg, min skam, hvor skæbnen rammer hårdt’ lyder hans slutord, sunget så vi følger ham ud på de ensomme landeveje, selvom han ufravendt står der på scenen foran orkestret.
Jo, vi ser alt for os – også de andre i hovedrollerne,  Maria Gortsevskaya, Johanne Bock, Emma Lyrén og Petri Lindroos – og vi kan få vores visioner bekræftet eller afkræftet, når forestillingen spilles fuldt scenisk fra 16. august på selve Malmø Operaen.
Hvad der bærer, er under alle omstændigheder musikken. Tjaikovskij skrev i et brev, mens han arbejdede på ’Eugen Onegin’, at: ”en opera af typen Eugen Onegin aldrig vil kunne gøre lykke på de etablerede scener”.
Dér forregnede han sig. ‘Eugen Onegin’ kan med sin følelsesladede slagkraft gøre lykke hvor som helst.

gregersDH.dk

PS: Min begavede kollega på Weekendavisen meldte sig med et interessant spørgsmål om duelreglerne i zartidens Rusland: Går man nogle skridt mod hinanden eller bort fra hinanden, inden der må fyres med pistolerne?  Spørgsmålet var ikke aktuelt for Peter Lodahl og Roman Trekel i aftes. De ville være ramlet ind i dirigenten eller faldet ud over scenekanten, hvis de havde forsøgt sig med den ene eller den anden model.

 


‘Carl og Marie’ Copenhagen Operafestival på Wilhelm Scenen ved Torvehallerne 28.7.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Joachim Knop har mareridt og ser græske spøgelser i ‘Carl og Marie’ (Foto: Mie Riis)

 

SANG I

 

DOBBELT-

 

SENGEN

 

 

 

Carl og Marie’ er et net syngespil om et ægteskab i krise. Om komponisten Carl Nielsen og hans kone Anne-Marie, der ville selv. Og kunne selv.

’Carl og Marie’. Idé og instruktion: Lotte Andersen. Medvirkende: Signe Asmussen og Joachim Knop. Scenografi: Mie Riis. Storstrøms Kammerensemble. Arrangementer: Jesper Nordin.

’Carl og Marie’ spiller 2. gang i aften (torsdag) på Copenhagen Operafestivals Wilhelm Scene ved Torvehallerne.

****

 

TÆNK om de to havde levet i dag. Det, der dengang blev en årelang brevveksling mellem to rasende kunstnergemytter, ville nok i dag være en syndflod af mails og sms’er, korte og afsnuppede, kylet op i cyperspace og blæst væk med vinden. Sorg og glæde i lommeformat.
Carl Nielsen og hans billedhuggerkone Anne-Marie skrev breve til hinanden. Lange og velovervejede, mange af dem. Som man gjorde dengang.
Det er denne vældige brevveksling, skuespilleren Lotte Andersen er dykket ned i. Hun har fundet beretningen om et varmt, men slidsomt ægteskab, knækket og syet sammen igen under vånde og trænglser. Børn, hverdag og dobbeltseng som omdrejningspunkt, men samtidig noget andet, der har givet Lotte Andersen nøglen til at dramatisere konflikten: En komponist og en billedhugger, der var stærke og ville deres kunst mere end noget andet.
Scenen er netop en vældig dobbeltseng. Stor nok til, at de otte musikere fra Storstrøms Kammerorkester kan hoppe op i den til sidst for sammen med Carl og Marie – d.v.s. barytonen Joachim Knop og sopranen Signe Asmussen – at synge med på finalesangen ’Solen er så rød, mor’.
Vi er til opera. Sådan en slags. Skal vi sige en fortælling med indlagte sange og orkester-intermezzi.
Handlingen snor sig gennem det plagsomme kærlighedsforhold over en årrække – Carl er hjemme eller på rejser. Anne-Marie er hjemme, men også på rejser, og det sidste er sejt i de dage. For hun er væk for at studere og for at banke sin rytterstatue op i Tyskland, den statue med Christian 10. til hest, der kan ses ved Christiansborg Ridebane. Hun bider sig fast, men savner også. Mens han forstår, men bander ind imellem.
En mand i vores oldeforældres generation! Med en kone, der føjter rundt!

SYNGESPIL

Opera? Sådan noget skriver Lotte Andersen ikke. Lad os kalde det et syngespil. Med fikst indlagte Carl Nielsen-sange. Muntre kommentarer til de glade øjeblikke mellem de to – dem tager musikerne sig mest af, for der er nok af pjanket og glad guf i Carls kammermusik. Mens de sange, Knop og Signe Asmussen udfolder sig med, især er valgt fra det poetiske og tankefulde repertoire. Og som kan bindes op på kriserne i Carls og Anne-Maries ægteskab.
Den slags falder især godt i munden på Signe Asmussen, mens Joachim Knop er en glad fætter og lidt af en klovn. Den side af Carl Nielsen rammer han godt i spillescenerne. Det går mindre godt i de mere følsomme sange. Der er voldsomt meget teater i Knop. Det er svært for ham – nogle gange også for Signe Asmussen -  at komme ned i den intimitet, brevene og sangene indbyder til. – et problem, der forstærkes af, at der bruges mikrofoner. Ludvig Holsteins og Carls ’Æbleblomst’ sunget som var vi midt i Verdis ’Trubaduren’?
Sangerne bruger mikrofoner. Velsagtens, fordi man er bekymret for, at gade- og torvelarm skal overdøve musikken. Men bruger man mikrofoner, kan man til gengæld uden besvær synge mezza voce eller sågar pianissimo. Lægge et styrkeniveau, der tilgodeser intimitet og fortrolighed i dialog og sange.
’Carl og Marie’ spiller igen i morgen aften, torsdag. Så, Lotte Andersen: Prøv, om du kan få skruet lidt ned for de store vokale armbevægelser. Det vil klæde den fine lille forestilling.
Det ægteskabelige drama mellem Carl Nielsens og hans billedhuggerkone blev i øvrigt også behandlet af dramatikeren Vivian Nielsen i Mungo Park Teatrets forestilling i vinter, hvor vægten lå på at vise Anne-Marie som den stærke personlighed, der både gav og tilgav.

gregersDH.dk

‘Leaves’ opera i atomkælderen på det gl. Kommunehospitalet 26.7.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Katinka Fogh Vindelev i  ‘Leaves’ (Foto: Mathias Bojesen)

 

 

 

REQUIEM FOR

 

DE FORTABTE

 

 

 

Den københavnske operafestival indledt med en dommedagsknytnæve af en opera i atomkælderen på det gamle Kommunehospitalet. En grotesk og knusende oplevelse om fortabte sjæle.

Komponist: Karsten Fundal og Efterklang. Libretto: Ursula Andkjær Olsen. Iscenesættelse: Christian Lollike. Medvirkende bl.a. Lisbeth Balslev, Casper Clausen, Katinka Fogh Vindelev, Morten Grove Frandsen og Nicolai Elsberg. Coproduktion mellem festivalen og Teater S/H.
Spiller i alt fjorten gange.

*****

 

UD på afgrunden og ned i dybet.
Det sidste helt bogstaveligt – vi er et par etager under jorden, og den historie har der været berettet en del om.
Det er Copenhagen Operafestivals slagnummer på indledningsdagen. Et slagnummer for de få ganske vist – hvor festivalen ellers satser på bred appel. Men der er kun plads for max tres publikummer dernede i det sorte, hemmelige beskyttelsesrum, bygget under atombombepanikken efter 2. verdenskrig.
En dramatisk optrapning af de beskyttelsesrum, men passerer på vej gennem det gamle Kommunehospitals gårde og have – de uheldsvangre knolde, København stadig er bestrøet som uhyggelige mindesmærker om bombetruslen under krigen.
Ned vandrer vi trin for trin, afleverer vores mobiltelefoner i det første kælderrum. Ingen skal kunne hidkalde hjælp i de kulsorte gange, som vi søgende går ind i, ramt undervejs af pludselige lysstråler – målet lytter vi os frem til.

LOKKETONER

Først elskværdig musik såmænd fra en interimistisk kaffebar klemt inde mellem betonvæggene. Lokker komponisten Karsten Fundal os med sin velbekendte filmmusik – nu hvor vi forventer, han slår an i dybet til anderledes avanceret musik til Ursula Andkjær Olsens smertefulde digte om fortabte sjæle? Ja, han gør. Han lokker. Men kun for en kort stund.
Vi forføres videre gennem mørket af klange fra slagtøj og strygere, stemmer, der synger som sirenerne ved Rhinen og vi er pludselig på god gammeldags vis lejret i et lidt større lokale, hvor kultiverede musikere bygger op omkring kontratenoren Morten Grove Frandsen – forklædt i sort og med slids i særken som udfordrende donna, en underverdenens forførerske.
Samt bassen Nicolai Elsberg, han, ligesom musikere og de syngende damer, sminket dystert med sort og guld om øjne og mundtøj. Det er sopranerne Katinka Fogh Vindelev og – jo, det er den skære sandhed: Lisbeth Balslev, den dramatiske sopran med verdenskarrieren, som vi troede var trappet ned mod slutfasen, da hun i 1999 fik Reumert hæderspris. Nu stod hun der lyslevende og endevendte de lidt svært hørbare tekster – godt, at programmet har nedfældet dem! – men med stemmen i magtfuld konfrontation med den unge Katinka Fog Vindelev lysende sopran. Man løsrev sig, da vandringerne skulle fortsætte mellem de uhyggelige, og uhyggeligt mange. kælderrum, hvor de enkelte musikere havde etableret sig i attituder og med beskæftigelser, der kaldt minderne frem om Fluxus’ og Ex-skolens musikalsk eksperimenter i sidste halvdel af tresserne. Forunderligt!
Og så at opleve Lisbeth Balslev stå der i et dystert gemak svingene en økse! Mens hun kløvede den ene kævle efter den anden, syngende som en vildt svigtet og forladt Brünnhilde.

PINEFULDE STYRTDYK

Man stirrede og lyttede lamslået. Troede sig hensat til at ukendt verden. Hvad man jo faktisk var. Fundals insisterende væld af memento mori-musik kulminerede i en ny samling af de medvirkende sangere og musikere et nyt sted – kromatiske tonefald i pinefulde styrtdyk, mageløse øjeblikke, nej minutter, af næsten statisk sørgesang, i sært katolske processioner, bassen Nicolai Elsberg i rituel muddertilsøling, Lisbeth Balslev på vej langs den afgrund, hvis lokkende dybe kun afslørede nye afgrunde.
Dette requiem over fordømte mennesker, iscenesat med djævelsk fantasi og groteske påfund af Christian Lollike, trækker bevidst pinefuldt langt mod slutningen. Udløses i vanvid, men også i stille, overjordisk epilog og digtets nådesløse slutord: I’ll wait for you by the elevator…
Velkomme blandt de fortabte i det underjordiske.

gregersDH.dk

‘Tribadernes nat’ Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets have 18.7.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Marie Bach Hansen og Lars Mikkelsen i ‘Tribadernes nat’ på Grønnegaards Teatret (tegn. Claus Seidel)

 

 

 

SELVPISKEREN

 

 

Lars Mikkelsen er en tornado af rå kvindeforagt og lige så rå selvforagt, hjertegribende stærk i rollen som Strindberg i P.O. Enquists ’Tribadernes nat’.

Dramatiker: Per Olov Enquist. Instruktion Thomas Bendixen. Scenograf: Steffen Aarfing. Medvirkende: Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Marie Bach Hansen og Kenneth M. Christensen.

 


’Tribadernes nat’ spiller indtil 22. august på Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets Have.

******


VILD, rasende, forurettet, ironisk, selvretfærdig, overfølsom, ja sandelig også bare følsom, så man har lyst til at tage ham om skulderen og bruge trøstens ord.
Sådan spiller Lars Mikkelsen denne Strindberg i en tour de force… en jagt ind sjælen på et menneske, der sætter sig til salg for øjnene af os, blotlægger sin sårbarhed, sin hudløse forurettelse, sit had til alle – inklusiv sig selv – sin grusomme evne til at misbruge sig selv og sine omgivelser og talent for at omsætte dette misbrug til dramatik, til replikker, til situationer.
Vi har set andre i denne rolle i Per Olov Enquists stykke – Frits Helmuth var en af dem. Men vi har ikke set nogen, der er nået så langt ind til den uregerlige kerne i Strindberg og ind i Enquists dissektion af, hvad der har gjort Strindberg til den mest djævelske selvpisker i nordisk dramatik.
Der er situationer i dette stykke, hvor blodet næsten står stille i vores årer, når Lars Mikkelsen rammer figurens på én gang hjælpeløshed og flyvende, sproglige og poetiske indfangelse af nøden, der rammer ham fra alle kanter. F.eks. hans beretning om den nat i Frankrig, i den lille by Grez, hvor han opholdt sig med sin kone Siri og hendes veninde Marie – og hvor han skildrer det sindsoprivende opgør mellem dem i makabert konkrete detaljer om druk og bræk, svøbt ind i erindringen om natteregn og dæmrende morgenlys. Den situation, der har givet stykket navn, ’Tribadernes nat’.

ALLE RÆDSLERNE

Men hvad handler dette stykke egentlig om, sådan som vi oplever det i Grønnegården, d.v.s. i Odd Fellow Palæets baghave, hvor scenografen Steffen Aarfing har opbygget et helt lille værtshuspalæ af ølkasser for at fortælle, at vi tænkes at befinde os på det gamle Dagmar Teaters scene i København, hvor Strindbergs kone, skuespilleren Siri von Essen har lejet scenen til ’Skandinavisk Forsøgsteater’ for at redde sin egen skuespillerkarriere med en opførelse af mandens nyeste enakter ’Den stærkeste’? Pengeløse og desperate som familien er efter en fiasko med hans ’Frøken Julie’ og midt i skilsmisse og andre rædsler, bl.a. en truende retssag mod Strindberg for voldtægt af en pige under deres ophold i et huset ’Skovlyst’ ved Geelskov ved Holte.
Ølkasser – hvorfor det? Fordi Marie David er fordrukken og forsumpet, især i Strindbergs beskrivelse. Og fordi det pengeløse teater faktisk dengang i 1889 også husede et værtshus’ øllager.
Prøverne på ’Den stærkeste’ bliver ustandselig afbrudt af Strindberg og falder i stumper og stykker, fordi alt i ’Den stærkeste’ er associationer til Strindbergs, Siris og Maries virkelige konflikter. Den arme instruktør Viggo Schive bliver hele tiden jordet af Strindberg – Kenneth M. Christensen spiller ham med henrivende kgl.skuespiller-krukkeri og målløse forsøg på at svare igen.

EGNE VÅBEN

Ann Eleonora Jørgensen er jordisk smuk som Siri og har fra første færd pile og flitsbue lagt an til affyring mod sin mand – hans egne våben rettet mod ham. Hun har taget ved lære under års pinefuldt ægteskab.
Da unge Marie Bach Hansen dukker syngende og nynnede op som Marie David, der skal spille den ene af rollerne i ’Den stærkeste’, ser vi straks Ann Leonora Jørgensen evne til med små antydninger at fortælle om Strindbergs uafvendelige frontalangreb på de to kvinder for at være lesbiske. Udtrykket i hendes øjne, Duften, hun indsnuser fra Maries aflagte jakke, stemmen, der kommer lidt ud af kontrol.
Marie Bach Hansen er på en måde lidt for ung til rollen, men der er intellektuel skråsikkerhed i hendes reaktioner på Mikkelsens rå attak og glød i hendes solidariske irritation med Siri. Hun fanger os ikke rigtigt med beretningen om Georg Brandes og hans eventuelle eskapade med hendes mor – men det er ikke hendes fejl, det er Enquist, som lægger en ’one better’ association ind.
Men det helt afgørende i Thomas Bendixens instruktion er skildringen af den gradvise nedbrydning af Strindberg-figurens tilsyneladende så selvsikre hundsen med de to kvinder.

STØRRELSEN

Neutraliseringen af den aggressive Strindberg har højdepunkter som i den desperate og vanvittige beskrivelse af, hvordan han hos en læge har fået målt sin pik til gigantiske dimensioner, et regnestykke, der får Siri til serier af latterliggørelse med sin flagrende lillefinger. Mikkelsen udfolder groteske scener som denne med virtuos aplomb.
Og den selvsikre desperado krymper og visner gradvist, omringet af kræfter hos de to kvinder, kræfter, som han ikke kan håndtere. Endsige hamle op med.
Ikke før han sætter sig til at skrive. Dér – i Strindbergs virkelige liv – bliver alt, virkelige oplevelser og fantasier, til overlegent behersket drama.
Thomas Bendixen har målt og vejet den halvanden time, stykket varer, i rytmiske skift. Det mærkes helt afgørende i Lars Mikkelsens beherskelse af den uregerlige dynamik i Strindberg forsøg på ustandselig at få ret.
Det er en hæsblæsende, stærk forestilling.

gregersDH.dk

‘Dragsholmrevyen 2015 4.7. 2015 Anm. (kun tegning)

Category : Alle, Anmeldelser

Mens vi andre henslæber tilværelsen med en art ferie, kaster Claus Seidel sig hæmningsløst til Rørvig for at tegne Susanne Breuning og Bente Eskesen i deres revy, der fortsat kalder sig Dragsholmrevyen. Resultatet ses her.

Revyen spiller i Rørvig Centret indtil 1. august.

gregersDH.dk

 

 

 

‘Der var engang engang’ Grønnegaards Teatret 2.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Stanley Tawfik Baker som ‘Den grimme ælling’ i ‘Der var engang engang’ på Grønnegaards Teatret (Foto: Bjarne Stæhr)

 

 

ÅH, AT VÆRE

 

EN SVANE

 

 

H.C. Andersens ’Den grimme ælling’ omsat til et festligt, mimisk og koreografisk lille show af et bundt skuespillerelever i Grønnegården.

’Der var engang engang’ spiller i Grønnegårdens baghave frem til 19. juli hver eftermiddag kl. 16.

****


HOLD da op, hvor de må have haft det sjovt! Lige så sjovt, som vi som tilskuere har det med deres ’Der var engang engang’.
Vi taler om sjakket af skuespillerelever ved Statens Teaterskole (som nu basker med vingerne og kalder sig ’Den danske Scenekunstskole’). De, der lige er tumlet ud fra 2.-året på skolen. De er altså endnu ællinger i faget. Så hvad kan man byde dem af mere relevante opgaver end at spille – ællinger?
Det gør de om eftermiddagen på Grønnegaards Teatret nede bag den store scene: ‘Der var engang engang’ er titlen. En dramatisering af H.C.A.s ‘Den grimme ælling’. Om aftenen spiller teatret Nikoline Werdelins ’Visen om Sidsel’ på den store scene foran. Til fornøjelse mest for voksne.
Baghaven spiller – som før – for børn. Uden at voksne er adgangsforment.
Scenen er omdannet til H.C. Andersens rappende andegård med andemor og hendes afkom og hvad deraf følger: Glade småkværulanterier, udflugter til åen, mosen, skoven, de gule marker, det faldefærdige bondehus med den gamle kone hist hvor vejen slår en bugt, og de vilde svaner, hele komparseriet af snadrende væsener og spekulationerne om den mislykkede fjerde ælling, der slet ikke er en ælling, og som derfor må gå så meget ondt igennem – præcis som H.C. Andersen selv – for så lyksaligt at stikke til vejrs med flokken af vilde svaner, da den opdager, at vingerne kan bære, og glad kan konstatere, at det ikke gør noget, at man er født i en andegård, når man bare har ligget i et svaneæg. H.C.s fortrøstningsfulde personlige evangelium.

Mobning

Det er historien fortalt med en af holdets drenge som den arme, der mobbes og kanøfles, fordi han er anderledes. Lige meget hvor han vender sig hen. Nogle børn på tilskuerrækkerne vil nikke og  genkende…
Det er et mimisk show, der begynder med titlen ’Der var engang engang’, afsunget som en vokal øvelse i stil med Mozarts vilde kanon’er. Dermed får vi forklaret titlen, som er en brodering på de indledende ord i så mange H.C. A.-eventyr, også ’Den grimme ælling’: ‘Der var engang’.
Det fortsætter med spruttende verbale og koreografiske imitationer af de opdukkende, nådesløse væsener fra dyreriget, som den arme ælling må leve med undervejs, og som den hilser med psykologiske nedture, undrende bekymring eller skuffet tristesse.
Kvækkende frøer og tudser, hønsene i hønsegården, skræppende vildænder, en mjavende kat og en kone, der taler bornholmsk – det gjorde hun vist ikke hos H.C. A., men Kulturugen derovre har gjort det halvsvenske tungemål til et godt nummer.
Der er fart og flugt over den lille forestilling, som ledsages af sprød musik ved tasterne, spillet af Mariana Palacios. Vi oplever små spring og associationer til andre H.C.-eventyr, men kernen er ellers næsten ordret fra bogen i de små sammenbindende tekster. De og instruktionen er begået af Mette Borg og Charlotte Munksø, som også har iscenesat.
De medvirkende på holdet er – vi tager tilløb: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wranstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hils, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Der er hausse i dobbelte navne. Man står ikke så alene med det mere.

gregersDH.dk

‘Thomas Kingo’s Sacred Song Book’ Frederiksberg Kirke og CD 28.6.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

 

SORRIG OG GLÆDE

 

’Thomas Kingo’s Sacred Songs’. CD med Phemius Concort og sangerne Jakob Bloch Jespersen og Else Torp. Præsenteret ved en musikgudstjeneste i Frederiksberg Kirke.
Plademærke: Dacapo.

 

****


MÅ man klappe i en kirke? Nej, vel? Men man gør det jo alligevel, hvis det er ved en koncert. Der er fuldt tryk på labberne efter en Messias-opførelse i f.eks. Holmens Kirke.
I går hørte vi en såkaldt musikhøjmesse i Frederiksberg. Altså en gudstjeneste med musikindslag i den ganske særlige anledning, at der på dagen blev udgivet en cd med salmer af Kingo.
Der blev ikke løsnet en hånd til bifald. Vi er kultiverede og følsomme i vores grænsedragning: Dette var mere gudstjeneste end koncert.
Der kunne ellers have været god grund til at kvittere med bifald. Organisten Allan Rasmussen spillede kraftfuld og munter barokmusik af Buxtehude, og det nye barokensemble Phemius Concort leverede yndefuld dansemusik af bl.a. Johann Schop.
For ikke at tale om de to solister, bassangeren Jakob Bloch Jespersen og sopranen Else Torp, der stillede med Kingo-salmer, der ganske vist viser den store salmedigter Thomas Kingo i storladen udfoldelse af hyldest til Vorherre og hans underfulde gerninger på jord. Vældige billeder af menneskelivets trængsler og lykke, frelse og fortabelse.
Men alt sammen til melodier, som Kingo hentede fra det populære, europæiske sangrepertoire, f.eks. fra nogle af franske Jean Babtiste Lullys operaer og operaballetter.
Forunderligt – for mange af de salmemelodier, vi synger med stor indlevelse og patos ved gudstjenester og andre religiøse anledninger er altså oprindelig lystige viser. ’Nu rinder solen op’, ’Sorrig og glæde de vandrer til hobe’, ’Far verden farvel’ og flere andre.
Sært og tankevækkende. Flere af dem er morgen- og aftensange, der i virkeligheden er tænkt af Kingo til brug for troende i de små hjem til markering af dagens begyndelse og slutning. Ikke til gudstjeneste.
Alt dette påvises i de ganske omfattende tekster til den CD, der udkom på dagen, og som altså var anledningen til musikgudstjenesten.
CD’en indeholder mange flere sange end vi hørte ved koncerten. De bliver sunget med stærk indlevelse af Jakob Bloch Jespersen og Else Torp. En mandig bas, der lever hvert ord i salmerne og tilfører dem prægtig klang. Og en lysende, rent syngende sopran med næsten barnlig klang trods den modne artikulation.
Phemius Consort kalder de to og musikerne sig. Phemius-navnet har de hentet fra Homers ’Odysseen’ – Phemius var manden, der sang og spillede for Odysseus’ kone Penelope for at muntre hende op i de mange år, Odysseus flakkede Ægæerhavet rundt. Intet anende om fru Penelopes flirt med vennerne og sit lands fremtidige finanskrise.

gregersDH.dk