‘Take Four’ Skuespilhuset 19.5.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tegning: Claus Seidel

 

 

TAKE FOUR

 

 

Fire nye balletter slynget mod os i Skuespilhuset i en blanding af voldsom musikalsk dynamik og en lille Schubert ind imellem til at hvile ørerne på.

 

’Take Four’ spiller kun få dage i denne uge. Sidste gang på lørdag kl.12.


****

 

BALLETAFTEN i Skuespilhuset. Hvorfor dér? Ja hvorfor ikke dér? Når nu ’Cabaret’ beslaglægger Gl. Scene, og der er luft nogle dage på Store Scene i Skuespilhuset?
Og de fire balletter klæder scenen udmærket. Ingen nævneværdig scenografi, kun lys og d’herrer og damer i kostumer af en art, der ikke antyder hverken Shakespeare eller anden pomp, men gerne Vorherres nødtørftige skrædderi, så tæt på, som han nu har skabt menneskenes børn.
En enkelt sej undtagelse: Sebastian Kloborg har begået en ballet, der hedder ’Strangers’, hvor vores interesse er naglet til en mannequinagtig mandsperson i nobelt jakkesæt plus hat. Han rører sig ikke et sekund i det meste af en halv time, selvom han udsættes for et bombardement af især Alexandra Lo Sardo, der med alle til rådighed stående tilnærmelser – hjulpet af venner og veninder – går løs på ham. Han er ikke en voksfigur – Benjamin Buza fremstår ved fremkaldelsen som særdeles levende. Budskabet i ’Strangers’ er panikken over for det ukendte, det utilnærmelige.

TIL ØRERS HVILE

Den ledsagende musik i ’Strangers’ er en forunderlig blanding af eksotiske blues i bl.a. barokmusikalsk regi.
Musikken til ’Schubert pas de deux’, som er et lille yndefuldt værk af Adam Lüders, den tidligere store solodanser, fortæller, at vi er på smuk og tryg grund med pianisten Thomas Rischel og danserne Holly Jean Dorger og Jonathan Chmelensky.
Det kan nogle ører sikkert også trænge til oven på Lowell Liebermanns klaverkoncert, der er det eksplosive underlæg til englænderen Liam Scarletts ’Viscera’, der indleder aftenen. Et værk med enormt tryk på, tretten af Den Kgl. Ballets dansere i eksplosiv tutti-udfoldelse, kun afbrudt af en enkelt pas de deux, hvor det rytmiske klaverbombardement afløses af en sval adagio.
Og hvis man ellers skulle savne action under den schubertske nirvana, så rolig:
Slut-balletten ’Krash’ lader ingen, hverken publikum eller danserne i ro. Alessandro Sousa Pereira, som mange kender bl.a. fra Dansk Danseteaters sommerforestillinger i Politigården, har skabt et kulsort gademiljø, hvor de tolv mandsdansere, der har den fêterede, mørke Sebastian Haynes med plus en enkelt kvinde, ifølge programmet Ida Praetorius – den første spotter vi enkelt nok, for han har en voldsom solo, den anden indgår – hvis programteksten holder – mere anonymt i et totalbillede af et nærmest militært opgør mellem grupper i truende uniformering, der i dramatiske konfrontationer driver en art gadekamp til hårdtslående musik af Outlandish-produceren Turkman Souljah.
Ikke musik for ældre damer til teselskab.
Men aftenen er fuld af krudt og værd at notere som friske bud fra nye koreografer.

gregersDH.dk

PS: Hvis man går til en af de få kommende opførelser af ‘Take Four’, så kom i god tid og hør Morten Eggert introducere sine kollegers forestilling. Han gør det blændende godt.

 

‘Siciliansk vesper’ Kgl. T. Operaen 16.5.2015 Anm.

6

Category : Alle, Anmeldelser

Korpsdanser, Gisela Stille, Erwin Schrott og David Pomeroy i ‘Siciliansk vesper’ (Tegning: Claus Seidel)

 

 

 

HUG TIL!

 

 

 

 

Verdis ’Sciliansk vesper’ er et imponerende livtag med en af Verdis ikke rigtig vellykkede opera. Superinstruktøren Stefan Herheim bruger hver stump af Verdis mislykkede 5. akt, og det får os til at se på uret, da vi nærmer os de fire timer.

Verdi: Siciliansk vesper’. Instruktion: Stefan Herheim: Scenograf: Philipp Fürhofer. Medvirkende bl.a.: Louis Otey (baryton), David Pomeroy (tenor), Giselas Stille (sopran) og Erwin Schrott (basbaryton).

’Siciliansk vesper’ spiller endnu otte gange på Operaen frem til 14. juni.


****

HVAD skal man stille op med Verdis ’Siciliansk vesper? En prægtig kolos, lige så uflyttelig som min morfars enorme pengeskab, fyldt med guf og sager, tanker og dokumenter i alle verdenshjørner. Hvad har den mand dog ikke tænkt og haft for?
Så vi spørger fra første tone i ouverturen på Operaen: Hvad mon Stefan Herheim, den fremragende norske operainstruktør har for med Verdis klods af en opera?
Et mesterværk er det jo ikke i sammenligning med den stribe af operaer, han lige havde fyret af på få år: Rigoletto, Trubaduren, La Traviata. Fyldt af rare sager, og så en masse andet. Gods og vraggods.
Herheim slår straks til med en kanonserv, som får os til at løfte os i sæderne: Tæppet op under den ouverture, som vi kender fra koncertsalen, og dér ser vi et fantastisk baroksceneri, vældige ornamenterede lofter og vægge, kæmpemæssige, farveglødende malerier, Ætna i udbrud på et af dem, vi er jo på Sicilien. Malerier, der kan forvandles til spejle, og scenen befolket med yndefulde balletpiger, sat på plads ved barren af en sortklædt mester.
Et vældigt set op, der leger med Operaens teknik, loftet kan løfte sig, væggene flytte sig, alt er i bevægelse.
En flok soldater bryder pludselig ind, kaster sig over pigerne, banker mesteren ned. Deres kommandant deltager på det groveste, men konfronteres af en lille fyr med sværd i hånd.

DEN FORTABTE SØN

Sådan sætter Herheim operaens handling og emne på plads på øjeblikke. Et drama af den slags, Verdi er vild med: Et barn, forbyttet eller forsvundet, er nøglen til magtkampe, til død eller forsoning, til lykke eller undergang.
Vi er i Siciliens Palermo, Frankrig har erobret øen, sicilianerne lurer på oprør med balletmesteren i spidsen. Han er læge, men det tager vi os ikke af. Vi er i operafrihedens verden.
Hvornår foregår det?
I 1282!!
Det kan Herheim heller ikke tage sig af. Vi er under Napoleonskrigene. Og så begynder det at blive interessant med det, han gør med Verdis tre og en halv times værk! Herheim kikker i historiebogen. ’Siciliansk vesper’ uropføres i Paris, skrives på bestilling til Pariseroperaen i 1855, og det stiller krav til bredde, pragt, store historiske optrin, og mindst ét stort balletnummer undervejs. Kejsertidens herrer i parkettet vil se damer.
Dér har vi en forklaring på, hvorfor Herheim propper damer ind fra ouverturen og frem. Alt efter, hvor det stikker ham. Yndefuldt. Men mest som en dekorativ, ironisk finte til de krav, Verdi dengang underlagde sig for at gøre Pariseroperaen glad og tilfreds.
Vi sluger det råt – danserinderne er ikke Den Kgl. Ballets, men Tivolis. De er glimrende og fungerer som maleriske supplementer til de folkelige optrin af sicilianere, der skjult eller åbenlyst deltager i tilløbene til oprør mod de slemme franskmænd.

FREM OG TILBAGE

Det, der primært fanger os, er det ind-og-ud, frem-og-tilbage-og lige-langt drama, der udspinder sig mellem far og søn på hver side af magten plus den østrigske hertuginde Helena, der er på oprørs-siden, er forelsket i sønnen og hader faren, der har ladet hendes bror henrette (Verdi har som så ofte komplicerede tråde og motiver nok til at en hele røverroman)
Den historie giver Verdi og sangerne anledning til optrin, der summer af herlige arier, duetter, ensembler, store scener med operakoret i udfoldelse, alt sammen til et orkesterakkompagnement med alt det, der giver pote hos Verdi af svulmende blæsere, håndfast velklingende strygere og rytmiske underbygninger af solister og kor.
Den slags temaer og rytmer, som mange gange vandrede lige videre i til de pyntelige lirekasser på gader og stræder på tværs af Europa. Herligt!
Der er steder, hvor vi lige fornemmer efterklang af ’Traviata’, f.eks. det kærlighedstema, som Verdi også bruger i ’Vesper’-ouverturen. Og ét sted en formidabel kvartet mellem hovedpersonerne, hvor vi – og sikkert Verdi selv – hører kvartetten fra ’Rigoletto’ summe i baghovedet.

SANGERE!

Når den slags klinger så prægtigt i denne kgl. opførelse, skyldes det brillante sangere. Gisela Stille er i formidabel form, hendes magtfulde tonedannelse og tekniske beherskelse ledsages af en scenisk situationsfornemmelse, der gør hendes figur troværdig i al dens teatralske udfoldelse – vi er som i alle Verdis tidlige operaer tæt inde på livet af belcanto-traditionens dronningetid.
Ved sin side har hun den canadiske tenor David Pomeroy, et glimrende bekendtskab, en stensikker stemme med perfekt højde, ikke napolitanske charmetrold-manérer, men kæk i den svære rolle som ynglingen, der vil det hele, elske og hade sin far, puffe sin oprører-kæreste til og fra, og lytte modvilligt til revolutionens mentor, den karismatiske læge/balletmester.
Ikke at forglemme netop ham – så vil vi blive lynchet af det publikum, der hørte ham i aftes. Hans navn i operaen er Procida. Hans navn i denne verden er Erwin Schrott, basbaryton, født i Uruguay, løftet til skyerne for bl.a. sin Don Giovanni i Mozarts opera, og – af hensyn de personalhistorisk interesserede: Barnefader til kollegaen Anne Netrepkos seksårige søn, og fast gæst på Covent Garden Operaen – vi kan vel henføre hans medvirken i denne opsætning af ’Siciliansk Vesper’ til, at opsætningen er en koproduktion med Covent Garden.
Erwin Schrott distancerer med flere længder den sanger, der har guvernørens store rolle. Vi har svært ved at interessere os for ham, Louis Oteys baryton er lettere falmet, og personen, der skal give os både gys og dramatiske følelelsesudsving, visner undervejs.
Men da Erwin Schott åbner munden til Procidas første arie – han er lige kommet hjem til Sicilien efter tre år som flygtning – vi er i 2. akt, vi er i ges-dur, tempoet er tungt og favnende – og nådada, så vokser vores øren: ”Oh du, Palermo…!” synger han. Verdi giver ham alt, hvad den stemme kan forlange for at få os til at dåne. Og dirigenten Paolo Carignani og Kapellet er med ham.

HOVEDET PÅ BLOKKEN

Denne basbaryton ledsager os operaen ud med sin enorme karisma.
Han får hovedet på blokken, han får det fjernet igen. Og her er vi åbenbart ved en af Herheims pointer: Vi skal ikke skånes for noget som helst. Slet ikke for en ’Siciliansk vesper’, der – når man tager revl og krat med – skummer over i ren Offenbach-operette, og til sidst i uendelig diskussion med sig selv, hvordan operaen i øvrigt skal slutte.
Verdi har været i kløerne på pariser-librettisten Scribe, som sikkert har været i kløerne på nogle andre.
Den sidste halve time af ’Siciliansk vesper’ har et kaotisk handlingsforløb, Verdi kikker i alle vindretninger, og ingen bliver lykkelige. Herheims forsøg på at pynte denne slutning op med alskens livlig action, fører os kun til – gab!… lad os nu komme hjem!
Andre iscenesættere har skåret og skåret. Det kommer Herheim også til med ’Siciliansk vesper’. I hvert fald, inden den skal op i London.
Nu har vi København været prøveklud for et forsøg. Så vidt, så…
Vi foreslår: Hug til på den blok.

gregersDH.dk

‘Ein Bisschen Frieden’ Aalborg Teater St. Scene 15.5.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Laura Kold og Allan Helge Jensen i ‘Ein Bisschen Frieden’ (Foto: Allan Toft)

BARE

 

EN

 

VISE

 

 

 

 

Flydende, morsom og fantasifuld teaterkoncert i Aalborg baseret på hele 40 danske og internationale grandprix-melodier, afleveret ned-på-jorden uden de ’rigtige’ grand prix-seancers hysteri.

Instruktion: Minna Johannesen. Scenografi: Jonas Fly Filbert. Koreograf: Ronni Morgenstjerne. Kapelmester: Niels Søren Hansen. Medvirkende: Mads R. Brolin-Tani, Laura Kold, Merete Mærkedahl, Özlem Saglanmak, Mikkel Sandager, Allan Helge Jensen, Malin R. Brolin-Tani, Martin Bo Lindsten, Jørgen W. Larsen, Simon Mathew og Alvin Olid Bursøe.

’Ein Bisschen Frieden’ spiller på Aalborg Teater Store Scene frem til 13. juni.

*****

LAURA KOLD kommer slentrende ind på den nøgne scene med en mikrofon på stativ. Kikker lidt på os, smiler venligt og begynder så på ’Dansevisen’. Stille og roligt. Vi skal have en lille sang. Så dukker Mads Rømer Brolin-Tani op med sin mikrofon og synger med. Den lille sang vugger i 3-delt takt, og vi er straks på nydelsernes vej.
Sådan begynder det, og det ikke, fordi det fortsætter lige så skrabet, andre slutter sig til, sammenlagt faktisk elleve af teatrets gode skuespiller/sangere, og de har da rekvisitter og andet godt med sig, f.eks. et sortiment af bayerske pølser. Vi er snart i en hel campinglejr, strandparasoller, badebolde m. m. en skov vokser op mod det lille orkester, der titter frem øverst oppe. Oh, Danmark.
Men når man nu tænker på, hvilket orgie af et show, de internationale melodi grand prix’er har udviklet sig til. De ligner et helt Silicon Valley, begravet i teknik, lyskanoner nok til at lyse en hel slagmark op, en milliard facebook, sms, twitter i gang over hele kloden, og så på scenen en legeplads, der er et science fiction-mareridt om paradisets have med Gud som showmaster assisteret af Jomfru Maria.

LIDT FRED

Ja, så er det godt at være lidt nede på jorden ved det, der egentlig var meningen en gang: Nogle gode melodier og tekster.
Ikke alt har da været kunstnerisk lyksalighed gennem de mange grand prix-år, som instruktøren Minna Johanneson og kapelmesteren Niels Søren Hansen har bladet rundt i. Men de er sammen med skuespillerne gået til sagen med glad ironi og sjove endevendinger af indholdet.
Det fredsommelige sporer vi i titelsangen, den tyske grand prix-vinder fra 1982, hvor sangerinden Nicole Hohloch var sat til at bede verden om ’Ein bisschen Frieden’.
Vi er i øvrigt dårligt nok kommet os over ’Dansevisen’ i starten, da en anden dansk grand prix-sang lyder med sit stilfærdige og lidt sørgmodige tonefald – ’To lys på et bord’, en evighedsslager med en fin tekst munden på Otto Brandenburg, her kønt og nedtonet fortolket af Merete Mærkedahl, en af Aalborg-ensemblets musikalske medlemmer.
Ellers er vi sandelig til skæg og ballade og rørende gensyn, nogle gange på nippet til, at melodierne ikke lige kan genkendes, for vi er på fantasifuld ekskursion, de mange sange bliver vendt og drejet, stormende morsomt med f.eks. Tommy Seebachs ’Hip Hurra, det’ min fødselsdag’, fremført af Allen Helge Jensen iført ble og nix weiter, mens han sidder og hopper glad i et oppustet badedyr. De, der nu har set dét, vil fremover ikke skråle sangen ved fødselsdagsselskaber uden at tænke på ham.
Det bliver også svært at lytte på sædvanlig vis til Abbas strømlinjede ’Waterloo’, når man nu har set og hørt Laura Kold synge den halvkvalt båret over scenen af klepperten Mads Rømer Brolin-Tani, og pludselig, trods det halvkvalte, hører, at sangen handler om et kikset forhold.
Sådan er denne teaterkoncert fyldt af overraskelser og pointer. Der er virkelig glimrende sangere imellem, f.eks. Simon Mathew.
Alt sunget og spillet med et overskud af spillelyst og adræt jongleren med materialet.

gregersDH.dk

‘Cirkusrevyen 2015′ 14.5.2o15 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ditte Hansen, Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard i ‘Cirkusrevyen 2015′

(tegning: Claus Seidel)

 

OG SÅ – DET

 

ELLEGAARDSKE

 

VANVID

 

 

 

 

Stensikker succes i Cirkusrevyen. På præmisser, der er næsten uforandret fra de forrige mange sæsoner. Men vanviddet stikker lykkeligvis næsen frem. Spores der også en vis selvransagelse?

Instruktion: Lisbet Dahl. Scenografi: Nina Schiøttz. Koreograf: René Vinther. Medvirkende: Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Ditte Hansen, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard. Kapelmester: James Price.

Cirkusrevyen 2015 spiller i teltet på Bakken indtil 29.august. Derefter 2. – 6. september i Aalborghallen.

*****


NEVER change a winning team… Det er på en måde den recept, Cirkusrevyen følger igen i år.
James Price sidder som altid ved tasterne som kapelmesteren, han gynger som en bamse på spring, så tæt på scenen, at han faktisk er som en medvirkende. Han tilfører med sine musikere en strøm af fest og spillelyst.
På scenen ser vi det hold af skuespillere, vi kender gennem mange sæsoner, bygget op som en næsten arkitektonisk løsning i Cirkusrevy-moduler: Lisbet Dahl svævende i centrum, blidt ganske vist nu – mindre pågående, instruktøren, der skaber tryghed, holder fast i bardunerne, snerter enkelte gange, men rammer et Bakke-publikum lige mellem ribbenene, når hun synger ’Solitudevej’, så salen vugger med, indtil Ditte Hansen rykker hende frem til nutiden, udraderer Gertrudes ydmyge tilbedelse af den Kai, som Gertrude venter forgæves på i regnvejret, og opdaterer hende og sangen til moderne tankegang og rockmusik. Er det løgn, når finalenummeret helt til slut på samme måde rummer ansatser til selvransagelse i Bakkerevyen – er der noget, vi skal forny? Noget, der kan være anderledes?
Det klang lidt sådan.

EFTER SKEMAET

Men ellers, indtil da. The Winning Team’ kører efter skemaet: Ulf Pilgaard placeret med to store solonumre, et lige før pausen, et lige før finalen. Det første, noget af det, vi forventer af hof-tekstleverandøren Carl-Erik Sørensen: En monolog, denne gang med titlen ’Ytr!’, en knivskarp tekst, som holder fast ved det søvngængeragtigt gentagne udsagn om ’ytringsfrihed’, med den lattervækkende konsekvens, at man har ret til at sige de mest åndssvage ting i ytringsfrihedens navn.
Pilgaards anden og meget foromtalte slagnummer og forventelige hit er hans fixerbillede af prinsgemal Henrik på rejse til Venedig – ”det eneste sted, man ikke ser skævt til, at nogle sejler rundt i gaderne”. Nummeret vrimler med hurtige konge-associationer, og rimene er lidt forventelige. Monologen slutter: ’So long – vi ses, når jeg bli’r kong!’

ABSURDE ØJEBLIKKE

The Winning Team har – snart for en halv snes år siden – fået stærke tilskud til det lille skyttekorps:
Henrik Lykkegaard tilfører absurde og mærkelige ideer, og forløser flere af dem selv på scenen: En skråsikker udlevering af den selvsikre moderne mand, som pigerne dåner over, men som han selv må erkende ’ikke findes i virkeligheden’. Gerne surrealistiske ideer, der f.eks. leger med at smække to småbørn på scenen i leg med en bold. Ingen replikker, men bare ham og Niels Ellegaard, der rumler rundt. Ubetaleligt og overraskende midt i de større verbale numre.
Og Niels Ellegaard, der kun behøver en godt tænkt satire-idé af Vase og Fuglsang til at udfolde et lammende ekvilibristisk, verbalt og mimisk show. Idéen er, at EUs tyske ’kommissær for spøg og skæmt’ har udstedt et direktiv om 10 typer af latter, der kan anvendes af EU-borgere. Ellegaard leverer hele kataloget. Man må ønske, at han blev hyret til Strassbourg for at vise nummeret. Vi vil gerne en enkelt gang se parlamentets medlemmer bryde sammen af grin.
Det ellegaardske, professionelle vanvid er en gave til revyen.

SELVRANSAGELSE

Vase og Fuglsang og Carl-Erik Sørensen har sandelig også et godt øje og øre til Ditte Hansen. Numre som ’Lille Inger’, der udleverer Inger Støjberg, og ’Med på den værste’, hvor Ditte Hansen er en bibliotekar, der flipper ud i hoved og røv ved læsning af bogen ’Fifty Shades of Grey’, er oplagt til at vitalisere hendes rappe slagfærdighed, og hun tilfører også ensemble-numrene godt drive.
Vi har altså forfattere og medvirkende, der bringer vinderholdet på mange høje og velkendte nagler.
Revyens ballet tér sig måske lidt usædvanligt i forhold til tidligere. Koreografen René Vinther har sammen med scenografen Nina Schiøttz lavet et par stort anlagte numre, der leger med stiliserede video-scenerier, som bringer os et godt stykke ud over de sædvanlige rammer. Det er ikke ueffent.
Peger Cirkusrevyen 2015 ellers mod nye tider?
Ikke umiddelbart. Men alligevel – som vi skrev om finalenummeret – måske mod en vis selvransagelse.

www.gregersDH.dk

‘Daemon’ Aalborg Teater Ll Scene 11.5.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Christine Gjerulff som Helena i ‘Daemon’ (Foto: Lars Horn)

 

ORDETS

 

KLASSISKE

 

TEATER

 

 

Klassisk drama, så det står ud af tekst og handling! ’Daemon’ er flot og modigt teater i Aalborg af den unge dramatiker Julie Maj Jakobsen.

 

Manuskript: Julie Maj Jakobsen. Instruktion Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Marie Knudsen Fogh, Marianne Høgsbro, Hanne Windfeld, Christine Gjerulff, Jakob Højlev Jørgensen, Steffen Eriksen, Amalie Dollerup, Josephine Park, Jakob Hannibal, Caspar Juel Berg og Viktor Ringsmose Nielsen.

’Daemon’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 6. juni.


****

HVAD sker der her? Vi kommer ind Aalborg Teaters Lille Sal og kikker på stolerækker bygget op i to sider. Med spilleplads i midten. Hele den ene stoleside viser sig at være til stykkets skuespillere.
Fint nok. Scenografen Maj Ravn og instruktøren Thomas Bendixen må have tænkt: Publikum har brug for overblik. Overblik over elleve skuespillere, der skal tage hårdt fat, forfølge hinanden på halsbrækkende vis, slås, forsvinde, springe ud over gelændere, gruppere sig, så vi forstår, hvad der er i gære. Ofte være synlige samtidig, selv om de ikke er .
Vi kastes ud i græsk mytologi. Det er ikke første gang, den unge dramatiker Julie Maj Jakobsen gør det. For nogle år siden handlede det om Ødipus på Kreta. Nu er det historien om krigen mod Troja, d.v.s. efterspillet, hvor grækerne er vendt hjem efter at have pulveriseret Troja oven på ti års krig. De har trojanske fanger med hjem. Men – og det er det afgørende: De er mentalt radbrækket af at føre krig. De flår hinanden til blods i indbyrdes knivstikkerier og skændsmål.
Den historie skal man holde fast i stroppen for at følge med i, for det er familiefejder og ægteskabelige opgør i syndig forvirring – bygget op af dramatikeren som et samlet kollektivt mareridt, hvor skyld og hævn er resultatet af at føre krig.
Den åbne krig er ført videre på hjemmebanen og lige så ond og blodig, som den, der var årsagen. Krig er alles skæbne. Dæmoner raser, puffet til af guderne – ”I de ødelagte hjerter lægger guderne deres æg” som den tilfangetagne Troja-dronning Hekabe siger. Marianne Høgsbro har rollen som forbitret træl hos grækerne.

BEHÆNDIGT OG FRÆKT

Et uskyldigt barn er kastebolden – et barn giver altid dramatisk pote. Men nøglefiguren er Helena, den skønne, som mange publikummer nok kender bedst fra Offenbachs operette. Helena, der var årsag til hele balladen omkring Troja, fordi hun var blevet bortført af trojanernes prins Paris og skulle befris af slægt og venner, selvom hun var temmelig frivillig bortført.
Krigens efterspil er hos Julie Maj Jakobsen et helt supermarked af mytologiske fortællinger, den ene oven i den anden, alt hvad de gamle skriverkarle Sofokles, Euripides og Aischylos skrev af frygtelige tragedier fem hundrede år før vores tidsregning. For ikke at tale om Homer i hans ’Odysseus’ og ’Illiaden’.
Alt det fletter hun sammen med storslået fornøjelse og lige så storslået talent. For hun kan skrive replikker og skabe dramatiske situationer, så vi spærrer øjne og øren op. Navnlig øren, for det er om at hænge på i svingene.
Sofokles og de andre koncentrerede sig mest om enkle, slagkraftige hændelser. F.eks. Elektra og Orestes, der myrder deres mor, fordi hun har myrdet deres far.
Julie Maj Jakobsen snupper hele kataloget – behændigt og frækt. Der er nok at tage af, og hun ser sammenhænge og motiver overalt. Det, der interesserer hende, er menneskelige relationer og konflikter i lyset af løgn og humbug, ligesom vi så det i hendes seneste dramatik, Mammut Teatrets ’Catering’ på Edison Teatret, som handlede om moderne menneskehandel.

ORDTEATER

Sløjt ser det ud med ædle hensigter hos de fleste i denne bande af berømte klassiske figurer. Mændene er nogle selvhævdende skvat, kvinderne giftige snoge eller forvildede desperadoer.
Mest grænseoverskridende Christine Gjerulff som Helena, der har ladt enhver beregning bag sig og med dødsforagt provokerer, håner alle omkring sig, venner og fjender, befriere og misundere, elskere og slægtninge i mageløs, skråsikker dødsdrift.
Det er ordteater, der står flammer fra – Julie Maj Jakobsen kunne have strammet til et tættere forløb, bombardementet er hidsigt, men stærkt fascinerende.
Livsaligt, at en så ung dramatiker skriver den slags teater – teater, hvor sprog og drama tér sig flot og overlegent med midler, der har været centrale i teaterhistorien siden Aiyschylos.
På vejen hjem fra Aalborg sidder man så på flyet og læser Nanna Gouls anmeldelse i Weekendavisen af Tue Bierings og Jeppe Kristensens nye Fix og Foxy-forestilling med titlen ’Love Theatre’ – endnu et stykke befamlings-teater af den art, hvor man som publikum ikke bare deltager, men er en slags hovedperson. Lejrskole-øvelser betegnet som teater. Tak for advarslen.

gregersDH.dk

‘Von Trier persona non grata’ TeaterV 10.5.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jens Jørn Spottag og (th) Hans Henrik Clemensen i ‘Von Trier non grata’ på TeaterV (Foto: Søren Kuhn)

LØGN

 

OVER

 

LØGN

 

 

Stykket om Lars von Trier på TeaterV pirker både raffineret og grovkornet til spørgsmålet om, hvad der er løgn og virkelighed omkring den kontroversielle filminstruktør og hans arbejde. Tilbage står skildringen af et menneske, som måske ikke engang ved det selv. Hvis man skal tro stykket.

Manuskript: Jacob Weis. Instruktion: Pelle Koppel. Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Hans Henrik Clemensen, Karin Bang Heinemeier og Caspar Phillipson.

’Von Trier persona non grata’ spiller på TeaterV i Valby indtil 31. maj.

****

SJOVT nok. På denne søndag har vi om formiddagen set ’Presselogen’ på TV2 News dissekere ’Reality’-fænomenet Gustav og hans sagsanlæg mod en journalist, der har portrætteret ham i en bog.
Nu, søndag eftermiddag på Teater V ser vi ’Von Trier – persona non grata’, som har samme tema: Hvad er løgn, og hvad er sandhed. Stykket er sidste led i en trilogi, hvor dramatikeren Jacob Weis sammen med instruktøren og teaterlederen Pelle Koppel prøver at udskille fiktion fra virkelighed. Trilogien handler hver gang om kunstnere, der måske, måske ikke, kender grænserne. Og om os andre, der heller ikke kan se dem klart.
Først gik Weis løs på kunstneren von Hornsleth. Så den film- og tv-aktive Casper Christensen. Og nu altså filminstruktøren Lars von Trier.
Det er stærkt underholdende langt hen ad vejen. Jens Jørn Spottag giver den som Trier, fremstillet som en filmmand i krise, plaget af misbrug af en ene og anden art, men også af paranoia og hybris. Og menneskeforagt samtidig med et ubetvingeligt behov for kontakt. Han hundser på det groveste med Hans Henrik Clemensen, som spiller ’Ålen’ – producenten Peter Aalbæk Jensen, der hundser lige så groft tilbage.

ISKOLD BEREGNING?

Allerede dér har vi spillet gående i grænseområdet mellem fiktion og virkelighed: Jacob Weis lader replikker flyve, som hæmningsløst rammer den let kamuflerede, pinefulde balance mellem handlinger og ord. Iskold beregning eller – muligvis – ægte, indforstået respekt? Eller konstant en blanding af begge dele?
Det er lidt lettere at dechifrere den måde, Jens Jørgen Spottag som Trier udfolder sig på over for de to unge skuespillere Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier. Deres opgave er at blive hånet, fornærmet og pisket rundt i manegen som et par skuespillere, der bliver prøveoptaget i en sekvens, som skal fortælle Triers egen version af den opsigtsvækkende episode, hvor han falder i grøften under et pressemøde i Cannes og taler skidt om jøder og pænt om Hitler.
Episoden er berygtet. Den fortæller om en Trier, som er ude af kontrol, uden situationsfornemmelse og lader munden løbe. I virkeligheden måske bevidst? Måske ud fra lysten til spontan provokation?
Vi ved det ikke. Måske ved han det ikke engang selv.
’Remaket’ af Cannes-episoden og Triers brutale og desperate opførsel over for de to skuespillere er igen et nøgleeksempel på de ustandselige ryk frem og tilbage mellem forskellige lag af dokumentarisme, erindring og forsøg på at bruge fiktionen til at forklare sig.
Jacob Weis lader Spottag være Trier, der taler om sig selv. Hvor fanden er vi henne i disse opgør mellem sandhed og løgn?
Nogen konklusion når stykket i hvert fald ikke med sin 2. akt, der er bygget op som en retssag, hvor TeaterV anklages af Zentropa for krænkelse af instruktøren. Den sag flytter sig dramatisk ikke en meter. For den kontante skildring i 1. akt af det flammende helvede, som Trier bringer sig selv og sine omgivelser i, er rigeligt til, at publikum fatter den komplekse, psykologiske krigstilstand, Trier befinder sig i med sin virksomhed som instruktør. Og som synes at være forudsætningen for, at der kommer film ud af det.
Har Trier mon set stykket? Godkendt indholdet? Er han fnysende ligeglad? Og synes vi, at han skal være dét?
Sidder Aalbæk bag ved ham og råber: La’ dem bare! Også dét giver kasse!
Et stykke, der sætter gang i nogle spørgsmål.

gregersDH.dk

‘Teater til tiden’ Preben Harris-erindringer. 10.5.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Plakaten til Preben Harris’ sidste forestilling på Folketeatret i 2001, revyen ‘Skrotbunken’. Claus Seidel tegnede forfatterne Peter Poulsen, Benny Andersen, Claus Rifbjerg, Niels Brunse og Jesper Jensen

 

 

BARE KOM I GANG!

 

 

 

Preben Harris’ nye erindringsbog handler om en teatermand, der hvileløst og begejstret kaster sig fra opgave til opgave, løser dem og haster videre.

Preben Harris: ’Teater til Tiden’. 312 s. Gyldendal. Ill. m. mange fotos og tegninger. kr. 280,-

****


DET er som at ramle ind i et kuglelyn. Preben Harris taler øjeblikkelig. Taler meget. Har noget, der skal fortælles. Mener straks noget. Er begejstret. Vil i lag.
Også når han skriver. Og skrive det gør han stort set hele tiden. Bog på bog. Nu omkring sin 80-års fødselsdag har han rullet sig ud med endnu en omgang erindringer. En status kan man kalde det – ’Teater til tiden’ hedder bogen, over 300 sider, det hele skal med, og det kommer det ikke engang, for der er ikke et kapitel, hvor man ikke tænker: Fortæl mere! Der er mere at hente dér!
En forunderlig, nærmest hæsblæsende beretning om opvækst og forældre, en far, som langt hen ad vejen syntes sønnen var åndssvag, fordi han ville være skuespiller (den historie blev til bogen ’Min søn gøgler? Sørgeligt!’), om skuespillerkollegaen Bende Harris, som han mødte på elevskolen i Århus og har været gift med siden, om rejser, om en flimrende aktiv tilværelse på Bornholm med oprettelse af et kulturcenter – men i alle ender og kanter mest om en teaterkarriere, der har været, nå ja, hæsblæsende.
Og som nægter at slutte. Selvom han i de sidste kapitler drager nogle suk af den slags, han også frejdigt og uden at krukke beskriver sådan: ”At jeg har begået en masse dumheder, har jeg allerede skrevet om, og at svare på de spørgsmål, jeg lige har stillet mig selv, har jeg på forhånd opgivet. Ikke af fejhed, men fordi jeg ganske simpelt ikke evner det.”

 

LEGEPLADSER

En forrygende blanding af ærlig ydmyghed og selvbevidsthed gennemsyrer bogen, men især lysten til at berette om det alt sammen. Forløbet er sandelig spækket med dansk teaterhistorie gennem et par generationer. Harris begynder med at grundlægge ’Svalegangen’ i Århus sammen med nogle venner fra teaterskolen og spille forestillinger omkring midnat oven i tjenesten på det store Aarhus Teater. Derfra går det hurtigt og effektivt, med en mageløs timing og situationsfornemmelse for at flytte sig til de rette steder på de rette tidspunkter. Hele tiden som teaterleder. Gladsaxe Teater åbner sig med sine ekstravagante muligheder, slagsmålene med økonomi og politikere bliver en inspirerende legeplads for ham, og skæbnen lurer så pludselig på ham, da Bjørn Watt Boolsen opgiver på Folketeatret og foreslår Harris at tage over. Beretningen om deres samtale på chefens kontor i den anledning er et af de mange små perleglimt i bogen. Unge Harris anbragt med solen fra Nørrevold i øjnene og bistre, gamle Boolsen som sort silhuet.
De over tredive år som leder af Folketeatret er et kæmpe katalog over forestillinger, utallige iscenesat af Harris selv, en leksikal fornøjelse til genopfriskning, med rappe, mest begejstrede kommentarer, og hele tiden med en ledetråd, der hedder aktualitet, fingeren på pulsen, rastløst initiativ og ikke for mange filosofiske og teoretiske overvejelser. Om Brecht f.eks.
Harris dyrkede Brecht flittigt, men vi forulempes ikke med lange forklaringer på det ’episke’ og ’Verfremdung’-begrebet. Harris: ”I hans episke teater måtte man ikke bare lade sig opsluge af handlingen, man skulle også være en kritisk iagttager.” Sådan.

 

LIVSNEVER


Politisk kredser Harris lidt til venstre for midten i Socialdemokratiet – i de tidlige år knytter han sig f.eks. til den kommunistiske digter Erik Knudsen (se Claus Seidels tegning til venstre).  De er endda sammen på rejse til Østberlin, hvor Harris intuitivt har set inspirationen i teaterlivet. Vi får livgivende detaljer. Erik Knudsen modtager på hotellet et brev fra DDRs kulturminister, som inviterer ham til at holde foredrag på Humboldt Universitetet. Erik Knudsen skriver på stedet et ’nej tak’ og tilføjer: ”Jeg holder ikke foredrag i et land, hvor man hylder de døde kommunister og forfølger de levende.”
Harris henter inspiration, hvor det passer ham. I engelsk teater, i tysk, i svensk, ikke meget i fransk teater. Hans egen generation af danske forfattere og skuespillere er en livsnerve. Også trofastheden over for dem. John Hahn Petersen, Ove Sprogøe, Lily Broberg, Gyrd Løfqvist – der er skuespillere, hvis karrierer er uløseligt knyttet til Harris og hans teatre.
Og forfatterne. Denne anmeldelse er illustreret med to Claus Seidel-tegninger: Portrættet af den unge Erik Knudsen, da han i 1965 skrev revyen ’Ned med kulturen’ til Svalegangen. Og plakaten til ’Skrotbunken’ i 2001, Harris’ sidste forestilling på Folketeatret. Med Rifbjerg som søjle omgivet af Peter Poulsen, Benny Andersen, Niels Brunse og Jesper Jensen, alle centrale i det årelange forløb. Over 35 år indrammet af to tegninger.
Utrætteligheden og umætteligheden består. Scenen lokker konstant kuglelynet. Rollerne har været mange siden han forlod Folketeatret. Han var dårligt nok kommet op af chefstolen, før han begyndte prøverne som Gamle Levin i ’Inden for murene’ på Odense Teater. Og han er fortsat på spring. Selvom han ser ud over Østersøen i et slutbillede og kækt mumler: ”Teaterdirektørerne kan være trygge. Jeg spilder ikke deres tid med at tigge om store roller…”
Det behøver han i øvrigt heller ikke. De kommer til ham.

gregersDH.dk

‘Spamalot’ Odense Teater St. Scene 9.5.2015 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Gralsridderne med Anders Gjellerup Koch som Kong Arthur og hans finske slave  Patsy (Michael Grønnemose) i centrum. (Foto: Odense Teater)

 

SAND-

 

HEDEN

 

OM

 

DEN

 

HELLIGE GRAL

 

 

Den virkelige historie? Ja, så pyt. Monthy Pyton-versionen af jagten på den hellige gral gætter vi på holder så godt som alle andre versioner. Morsom er den, i hvert fald.

Eric Idle og John du Prez: Monthy Pytons ’Spamalot’. Instruktion: Frede Guldbrandsen. Scenograf: Camilla Bjørnvad. Medvirkende: Anders Gjellerup Koch, Jakob Randrup, Mikkel Bay Mortensen, Michael Grønnemose, Rasmus Fruergaard, Lars Simonsen. Trine Gadeberg, Jacob Moth-Poulsen m.f.

’Spamalot’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 18. juni


*****

HALLØJ! Her vokser nok den virkelige Gralsfortælling frem!
Den rigtige, den ægte, den, der – mon ikke – holder over for historiens tusindårige krav om at få at vide: Hvad skete der med bægeret, Jesus drak af under Nadveren? Og som muligvis senere opsamlede hans blod under korsfæstelsen.
Odense Teater viderebringer den skinbarlige sandhed i i forestillingen ’Spamalot’, der havde premiere her til aften.
Vi sluger den råt og usødet, overbevist om, at Wagner kan gå hjem og lægge sig med sin ’Lohengrin’, gralsridderen med navnet, der ikke må nævnes. Eller glemme alt om ’Parsifal’, hans sværdvægtige langfredags-drama.
Min barndoms Prins Valiant og hans Riddere af det Runde Bord må også ofres.
For ikke at tale om rygterne om, at gralen ligger begravet på Bornholm.

 

UNDER STOLEN

Hø. Alt sammen. Gralen er – som Monty Python med John Cleese og andre sanddru folk i spidsen fortæller det – et helligt bæger, som Kong Arthur i tidernes engelske morgen leder efter sammen med sine fire gralsriddere og ender med at finde under stolen på 8. række, hvor en ung, odenseansk dame har gemt den.
Dét tror vi på!
Ikke mindst efter at have fulgt Odense Teaters overstadige, men dybt troværdige skuespillere gennem et par timers jagt på trofæet. I fuld tillid til, at det må være korrekt, at Kong Arthur i sine mange kampe undervejs får kylet en ko i hovedet hen over de franskes brystværn, må føje sig efter en flok sorte skovhekse, der kun vil lade ham passere efter at have skaffet dem en prydplante  – Det er som at se Birnham-skoven i ’Macbeth’ komme susende! – og nej, heksens giver sig heller ikke, før Arthur spenderer sit talent på en musical for dem, gerne uden én tone Lloyd Webber-musik og i hvert fald ikke en stump af ’Spillemand på en tagryg’ – hvilket straks får kongen og ridderne til at synge en lille medley over ’If I were a rich man’.

NED FRA HIMLEN

Jo, musical er vi til, masser af dans og sange med schwung, og ’Always look on the Bright Side of Life’ som topnummer, indtil Prins Herbert i luftigt dametøj synger sit ’Where are You’, hvilket ikke er et nødråb efter gralen, men udslag af almindelig romantisk kærlighedshunger.
Energien og den strømmende spilleglæde hos ensemblet efterlader os aldrig i tvivl om nødvendigheden af at finde den sagnomspundne skål. Ridderne trækker sværd, der er så magiske som Siegfrieds ’Notung’ i ’Valkyrien’, høvler arme og ben af modstanderne, indtil der viser sig et endnu stærkere våben: ’Den hellige håndgranat fra Antiochia’.
Henrik Lykkegaard har på glimrende vis oversat de engelske tekster, der er lagt i munden på Anders Gjellerup Koch, Jakob Randrup, Mikkel Bay Mortensen, Michael Grønnemose, Rasmus Fruergaard, Lars Simonsen, Jacob Moth Poulsen og Trine Gadeberg m.fl.  Frede Guldbrandsen har sat festligt skub i spillet. Camilla Bjørnvad har skabt en scenografi der med ustandselige bevægelige sætstykket, palisader, trapper, Vorherre ned fra himlen og kostumer, der er som hentet ud af Ingemanns romaner.
I orkestergraven er der ofret syv gode musikere, der bliver skudt af kapelmesteren med revolver, hvis de ikke knalder tonerne ordentlig ud på deres instrumenter – et eksempel til efterfølgelse i f.eks. Det Kgl. Kapel?
Fundet af gralen under sædet på 8. række skal ikke forlede nogen til at bede om den plads ved bestilling i billetkontoret. Man vil intetsteds kunne føle sig sikker. Ikke på andet end at få en vild og muligvis sand historie om jagten på den hellige gral.
Fniser Wagner i sin himmel?

www.gregersDH.dk

‘Ankomsten’ Teatret ved Sorte Hest 25.4.2015 Kun tegning Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

 

 

 

ANKOMSTEN

 

 

 

Gæstespil af Teater Rio Rose på Teatret ved Sorte Hest

 

 

Forfatter: Shaun Tan. Iscenesættelse: Tove Bornhøft og Jonas Wagner. Medvirkende: Thomas Clausen og Francesco Cali.

’Ankomsten’ spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 23. maj. Varighed: 1’15.

 

BILLEDRIGT, tekstløst,  men musikalsk spil. Anmeldes her kun med Claus Seidels tegning af de to medvirkende Thomas Clausen og Francesco Cali. Derfor ingen stjerner.

gregersDH.dk

‘Andre bygninger’ Den Fynske Opera 24.4.2015 Anm.

2

Category : Alle, Anmeldelser

Stina Schmidt, Jesper Brun-Jensen og Lise-Lotte Nielsen i ‘Andre bygninger’ på Den Fynske Opera (Foto: Skovdal & Skovdal)

 

 

HVIS EDWARD SNOWDEN  SKREV EN OPERA…

 

 

Den Fynske Operas opførelse af Andy Papes og Rasmus Zwickis opera ’Andre bygninger’ er skarp kritik af et moderne kontrolsamfund. Et godt tænkt, flot gennemført stykke ny dansk operadramatik, besat med stærke medvirkende.


Andy Pape og Rasmus Zwicki: ’Andre bygninger’. Instruktion: Daniel Bohr. Scnografi: Marie i Dali. Koreograf: Marie Brolin-Tani. Medvirkende: Tina Kiberg, Sine Achmidt, Kiki Brandt, Lise-Lotte Nielsen. David Danholt, Thomas Storm, Jesper Brun-Jensen og Jens Søndergaard. Dansere: Marjolaine Cazalis og Björn Nilsson.

 

’Andre bygninger’ spiller på Den Fynske Opera indtil 8.5.

 

*****

 

’ANDRE bygninger’. En sær titel. Hvor skal vi mon hen? Til arkitektoniske omvæltninger af København? Odense? Århus? Og hvordan skal det blive til sang og opera?
Bare rolig.
Operaen er lige så sær som sin titel. Vi er i det moderne menneskes hurlumhej af en hjerneskal. Hvor hjernevindingerne er blevet et samlesæt af lukkede boliger. Med nøglerne i hænderne på en bande abstrakte kræfter, vi ikke har kontrol med.
OK. Det bliver stadig lidt svært at se det som en opera, ikke?
Men hvis man husker Rasmus Zwickis første opera på Den Fynske Opera, lugter man, hvad det er, han har for. ’Konsumia’ hed den. Den handlede også om kontrol. Om de manipulationer, der foretages af kræfter, vi selv har sat i gang. Men som tager magten fra os, tvinger os ind i forbrug og digitale styringer af vores liv og gøren.

OPRØR

Nu ved jeg ikke, hvem der har løsnet det første skud i tilblivelsen af ’Andre bygninger’.
Zwicki som librettisten. Eller komponisten Andy Pape.
Pape er en mand med de forskelligste operaer på samvittigheden: Lige fra historien om bokseren og udbryderkongen Houdini, som han skrev sammen med Erik Clausen, og ’Sigurd Dragedræber’, eventyroperaen, han skrev til Det Kgl. Teater. Han er en komponist med et åbent forhold til komposition, en ægte Ib Nørholm-elev, med krøller på de musikalske tanker og et helt spektrum af rytmiske og avangardistiske adgangskort til operagenren.
Jeg gætter: Her har han lyttet sig omhyggeligt ind til idéen om menneskers bevidste eller ubevidst accept eller oprør mod svinebindingen til de mekanismer, der huserer i et samfund med næsten fuldstændig hånd i hanke med os, registreringer på alle ledder og kanter, personnumre, identitetskort, Nem-ID, overvågning af facebook, computerbrug etc, etc.
Erindringen om whistleblower Edward Snowden hænger i luften, hacker- og aflytningssamfundet er blevet konkret. Skriver den mand en dag en opera, så kommer den til at lyde sådan!

SANGERNE

Sammen med Zwicki har Pape så udviklet en historie om en nogle mennesker, der slår sig i tøjret, men ramler ind i benhårde svar: Bevæg jer ikke ud fra Bygning nr. 2! Det er dér, I hører til. Dér, I skal fungere.
Pigen Senza (sopranen Stine Schmidt), føler sig i sat i bur, men flår buret af og vil finde den forsvundne kæreste (barytonen Jens Søndergaard), men rammes af den straffende Paura (Det Kgl.s sopran Tina Kiberg på gæstespil i stramt sort læder og pisk i hånden).
Oprør forsøges af sværvægteren Jesper Brun-Jensen, der synger sine bas-nødråb, så det må kunne høres op til Odense Banegård.
Hans kontorius-assistent Piéta får endnu en Kgl. Teater-gæst, sopranen Lise-Lotte Nielsen til at kvidre sin yndefulde forvirring ud. Og forskellige embeds-forvaltere i den store, anonyme butik af afdelinger på forskellige etager og i forskellige bygninger sniger sig ud som rotter fra deres gemmer.
Tenorer som David Danholt og barytonen Thomas Storm dukker ud af scenograf Marie i Dalis dystre lemme og døre og mystiske elevatorer – et helvede værre end Rolf Blaaskægs Borg, her med hængte lovbrydere dinglende bag hver dør.
Mange glimrende medvirkende. Ikke mindst et stort kor af forbandede og afrettede personer. Og den fine sopran Kiki Brandt f.eks., som erindres af denne anmelder fra en forbløffende nedstigning som selveste Vølven fra sufitterne i Folketeatret i jubilæumsstykket ’Knud den Kedelige’.

NYSKABELSE

Der er næsten ingen grænser for, hvad de to ophavsmænd vil med denne opera. Papes musik er skrevet med et mylder af sangbare og tekstligt let forståelige passager, instrumentale, solistiske inkorporeringer i det sanglige – her en cello, her en violin, her en blæser, som snor sig omkring stemmerne – alt er velberegnet og forbløffende enkelt i udtryk. Glimrende dirigeret af Claus Efland.
Nogle gange suppleret med de medvirkendes associationer til selve det musikalske stof. Ligesom Zwicki i ’Konsumia’ gjorde selve sangstemmen til udtryk for det irrationelle moment i de markedsstyrede omgivelser, er i ’Andre Bygninger’ musik som en oprørsk faktor med til at perspektivere det helvede, som et kafkask samfund er ved at udvikle sig til.
Mylderet af udtryksmidler har også to dansere med som metaforer for det søgende par, Senza og hendes elskede Ricordo – Marie Brolin-Tani har koreograferet dem kønt.
Mod slutningen af det mere end to og en halv times lange værk, spørger man sig selv om meget ikke kunne være stemmere og kortere fortalt – Daniel Bohr har iscenesat det hele med stor og målrettet effekt. Men det må være muligt ved genoptagelser af operaen at stramme passager, navnlig hen mod slutningen.
På et dansk opera-marked, der i denne sæson har været godt fodret med nyskabelser, er Den Fynske Operas initiativ med dette værk noget af en begivenhed.

gregersDH.dk