‘Manon’ Cop. Opera Festival v. Torvehallerne 31.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Patricia Petibon i ‘Manon’  (Foto: Mathias Bojesen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

VARSLET 

AF

MÅGEN

 

 

Sopranen Patricia Petibon og tenoren Jean-Francois Borras brillerede ved festival-koncerten i går med operaen ’Manon’ på Københavns gamle grønttorv. 

*****

OPERA i fri luft har sine særlige øjeblikke. I en scene i tredje akt af ’Manon’ toner et orgel hen over orkestrets andre instrumenter. Det vækker åbenbart stærke følelser hos en måge, der passerer over Torvehallerne, så vi får et gjaldende skrig fra den.
Et varsel, måske. Om at operaens hovedperson Des Grieux ikke vil slippe godt fra at lade sig præstevie i St. Sulpice Kirken i Paris. Måger kan vel sende varsler lige så godt som ravne. Og orgeltoner provokerer midt mellem strygere og blæsere. 
Nu tager vi ikke varsler af den art helt alvorligt. Men faktisk går det jo Des Grieux skidt. Det er måske den sørgeligste del af historien i Massenets opera ’Manon’. Des Grieux er en flink fyr, der får hovedet fordrejet af den letbenede og vidtløftige pige Manon og konstant prøver at rette op på hendes viltre leben, endda til sidst redde hende fra at blive deporteret til Amerika sammen med en flok løse piger.
Trist går det ham. Hans far slår hånden af ham, og pigen dør i han arme på kajen i Le Havre.
 

GNISTRENDE TENOR

Historien fik vi fortalt ved koncerten i aftes ved Torvehallerne.
En koncertopførelse af ’Manon’ med Copenhagen Opera Festivals boss Michael Bojesen som fortæller undervejs. Men ellers sunget med stort bravur af internationale stjernesangere, sopranen Patricia Petibon som Manon og tenoren Jean-Francois Borras som Des Grieux. Et scoop for festivalen, på en måde en gentagelse af en succes samme sted forrige år: På podiet et fuldt orkester, igen Malmø Operaens, og nu igen et af operarepertoirets knaldperler fra slutningen af 1800-tallet.
Og så med stjernesolister. Vi siger det bare. Om en måned står Borras på Metropolitan Operaens scene og synger Rodolphe i La Boheme. Og Patricia Petibon er her der og alle vegne, også med mellemrum i Danmark.
Hun forgylder Manon-rollen med et spillevende spil, misser nogle gange lidt distraheret mod solen, men er først og fremmest dette diffuse, selskabelige og flirtende franske, rødhårede kvindemenneske, der hæmningsløst lokker Des Grieux i fælden. En lysende sopran-kunstner. Mest berømmet for sine mange præstationer i barokopera-genren. Nu ubesværet i det fransk-romantiske.
Med en Borras ved sin side, gnistrende mørk og en tenor med mindelser om Pavarotti, ubesværet, robust og udstrålende en glæde ved at synge, svinge sig i højden, ét med situationen. Måger eller ej. Et forrygende bekendtskab.

SAMME HISTORIE

En lille kæde af medvirkende udenværker, hentet fra nær og fjern, en af dem festivalens priskårne unge talent Jacob Vad. Et samlet vokalt bidrag til at fortælle denne lidt mosgroede, men stærkt iørefaldende franske opera, konkurrent i repertoiret til Puccinis ’Manon Lescaut’, for det er den samme historie.
Ingen skal forklejne effekten af at sætte sådan en forestilling op midt i tummelen på det gamle Grønttorv mellem de nye Torvehaller.

Desværre var netop ’Manon’ en enegænger. Flere af de øvrige operaer på ugens program gentages tre-fire gange. Men ingen skal klage. Festivalen, der slutter på søndag, demonstrerer usædvanlig kvalitet. Publikum fylkes. Og mågerne flyver.

gregersDH.dk

‘Ottone in Villa’ Cop. Opera Festival i Teater Republique 30.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sophie Junke, Sine Bundgaard og Sonia Prina i ‘Ottone in Villa’ (tegning: Claus Seidel)
*
*
*

 

SUK!

 

’Ottone in villa’ er blændende musiceret barokopera af Vivaldi, en forestilling proppet med glimrende sangere. Dirigenten Lars Ulrik Mortensen har det hele i sin hule, besværgende hånd.

’Ottone in villa’ spiller igen på Teater Republique i aften, torsdag 31. juli kl. 20 og lørdag 2. og søndag 3. august, begge dage kl. 16. 

******

 

’TO tyranner dvæler i mit hjerte. Indignation og kærlighed…’ Sådan. Der er ikke noget at stille op. Det vælter med replikker i den genre i to en halv time. Vi er i barokkens verden. Operabarokkens. Hvor følelser og affekter larmer løs. Had. Jalousi. Bedrag. Kærlighed. Svindel. Forsoning. Og sex, der summer som en hel bisværm under hver replik, hver koloratur.
Det hele skruet sammen som en leg drevet af den stemme-virtuositet, der svarer til vores dages driblinger i fødderne på fodboldbanernes Messi og Ronaldo. Tiljublet, beundret, forgudet. Dengang i hvert fald hos den del af den europæiske menneskehed, der var publikum i de blomstrende operahuse. Et folkeslag, der næppe minder om de masser, som i dag ser fodbold.   
Copenhagen Opera Festival bringer os allerede på fjerdedagen et sted hen, hvor feinschmeckerne kan komme til at dåne. Opførelsen i aftes på Teater Republique var eksklusiv og sublim: Vivaldis ’Ottone in villa’ – vi oversætter frejdigt: ’Ottone i sin villa (Manden var en romersk kejser, der ifølge operaen levede driverliv i sin villa uden for Rom).
 

BESVÆRGELSER
 
Operaen er Vivaldis første ud af en stribe på næsten halvtreds, totalt uden for nummer i dette land, der aldrig har spillet en eneste af dem – vi stønner ’Årstiderne’ og ikke meget andet, når Vivaldis navn nævnes.
Nu er vi klogere. På Vivaldi. Tiden og dens stil kender vi efterhånden godt gennem især Händels operaer, der har fået en revival gennem de senere år.
Det er i mange henseender en mageløs forestilling på Republique. Orkestret Concerto Copenhagen er lejret in pleno i scenens venstre side, og dirigenten Lars Ulrik Mortensen kommer hastigt ind til ouverturen, lejrer sig ved sit barokke keyboard og sætter orkestret an med al den gestiske besværgelse af sine musikere, der er egen for ham – han er den dansende kapelmester, den artikulerende fuldblods koreograf for ensemblet.
Ja og mere til her: Kommunikationen med sangerne er den kærligste, muntreste, sceniske medvirken. Han henvender sig, de henvender sig – der er livline mellem dem og ham, som der er mellem ham og musikerne. En omsorgsfuld, inspireret fælles leg.
Og oplagt: Også et fællesskab med den italienske instruktør Deda Christina Colonna om formålet med det hele.

INTRIGEN

Det handler om at tilføre en grundigt element af humor, at distancere til den såkaldte opera seria-model, der svæver over handlingen, intrigen i ’Ottone’ er grotesk, dårligt værd at dechifrere – den nærmeste parallel for mange i øjeblikket vil være at minde om det kønsforviklende halløj, der foregår på Teater Grønnegården i Shakespeares ’De lystige koner i Winsor’.
Her i ’Ottone’ oven i købet slået i ekstra knuder, fordi kejser Ottone synges af en mezzosopran – den fremragende Sonia Prina, som vi, for at det ikke skal være løgn, et øjeblik overvejer om måske er en mand, der synger kontratenor. Ikke utænkeligt tiden og genren taget i betragtning.
Men nej, altså en blændende mezzosopran, der forvalter Vivaldis ildsprudende koloraturer lige så overlegent som flere af de andre medvirkende, den belgiske sopran Sophie Junker, den engelske sopran Deborah York, den svenske tenor Leif Aruhn-Solén og den danske sopran Sine Bundgaard. De kan synge liggende, stående, kravlende, højt til vejrs, på skødet af Lars Ulrik Mortensen eller gyngende i hængekøjer.
Suk, hvor overdådigt.
 

OVERRUMPLENDE

Vi skal ikke bruge spalte-kilometer på at klarlægge handlingsgang og intrige, kun fastslå at scenegangen er fuld af underfundige påfund, og at Vivaldi musikalsk er overordentlig fantasifuld. Der er overrumplende øjeblikke som en lang scene, hvor han går grassat i ekkoleg mellem to af sopranerne.
Den ufatteligt svære koloratursport beherskes imponerende af de medvirkende. Mange vil gang på gang blive erindret om, hvordan den italienske mezzo Cecilia Bartoli håndterer netop Vivaldi. Hun har dannet skole.

Den sommerlige Copenhagen Opera Festival stiller med slag på slag – allerede i dag, torsdag skal vi høre endnu en stjerne i koloraturfaget, den franske Patricia Petibon, der synger Massenets ’Manon’ på scenen ved Torvehallerne.         

  
gregersDH.dk

Zirkus Nemo Charlottenlund Fortet 29.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tegning: Claus Seidel
*
*
*
*
*

HENRIVENDE IDIOTI

 
 

Latteren skyller over Søren Østergaards uimodståelige vanvid i Zirkus Nemo, der nu er flyttet til København for den næste måned.

 

 
Spiller ved Charlottenlund Fortet indtil 9. august, derefter på Femøren, Amager 12.-30. august og i Odense 2.–13. september

******

 

…OG så er der Marianne, hende i overgangsalderen… Og så er der…
De falder over hinandens ben, de hurtige ’huskere’ her en halv time efter københavnerpremieren på Zirkus Nemo, hvor vi sunder os i bilen på vej hjem.
Søren Østergaards absurde figurer. Målermanden. Bager Jørgen. Hans artister, de to spanske donnaer. Jongløren, der kan alt det dér med kegler. Og de to søløver! Og galningen, der kravler gennem tennisketsjere. Etc., etc.
Hæsblæsende. Dybt rørende. Lattervækkende. Rystende. Sindssvagt. Og meget morsomt. Vi er hele turen igennem på de par timer, der er gået i det vinrøde telt ved Charlottenlund Fortet.
Men altså: Marianne, tryllekunstner-kvindemennesket, der er i overgangsalderen. Søren Østergaard ligner min skolefrøken, som styrede morgensangen kl. 8, men Marianne kan trylle, eller gu’ kan hun ej, hun prøver på det, og hendes problem er, at hun sveder, men kun under den ene arm, den anden er tørlagt.
Det forhindrer hende ikke i lystige dansetrin og skamløs flirt med den mand på første række, hvis ternede skjorte er et gennemgående tema for cirkusdirektørens hån.

 

VID OG VANVID
 
Marianne-figuren er sådan en prototype på Søren Østergaards tankegang. Et væsen hentet ud fra et okkult sted i hans labyrintiske hjerne. En hvilken som helst skildring af figuren må nødvendigvis ende med, at den er helt ude i hampen, faktisk totalt åndssvag. Men latteren hos os skyller som Nordsø-brus mod Hvide Sande.
Jo vildere og mere kikset, jo bedre. Næsten alt hos Østergaard er bygget op om det fortryllende ved total idioti. Udstillet, ja udleveret med utrættelig frækhed. Plus – og det er med til den jordiske forsoning – en barnlig glæde ved at lægge både kortene, plathederne og selvironien på bordet som forsonende knus til vores accept af vanviddet. Viddet og vanviddet. En stol og andre rekvisitter, der bryder sammen, så et nummer aldrig kommer i gang, hvis der overhovedet har været et, for sammenbruddet er selve nummeret.
Et andet – ’Nyt nordisk køkken’ – som kunne være en hilsen til Restaurant Noma: Østergaard, som prøver at finde sin ’egen indre bacon’ under et rekordforsøg på lyn-baconstegning på en kæmpemæssig stegepande.
Vanviddets absurditet lyser på samme måde fra et nummer som ’Bugtaleri på højt plan’. Det handler om kunsten IKKE kunne fløjte. Det kan man komme langt med i denne verden. Og det kommer Østergard. Optræder med det og får det halve publikum til at fløjte Lilholts ’Tal om kærlighed’ – Østergaards ikke-fløjte-glansnummer.
 

MÅL OG MED

Overgangs-Marianne er bare en kort joke. Der er til gengæld spind helt ud i det blå med dette års udgave af ’målermanden’. Når målebånd er gule er det, fordi måleriet stammer fra Kina under Han-dynastiet, lyder redegørelsen. Hvorefter vi forlader middelalderen, fordi folk på 1. række skal have målt deres håndlængde, samtidig med at vi skal høre om, hvordan Østergaards far måtte skjule sit målebånd på loftet hjemme i Sønderborg, da Hitler forbød målebånd og selv troppede op i Padborg og omegn for at udrydde båndene. Hans far… Nå, det bliver for langt…
Kort i år er til gengæld Østergaards ’Bager-Jørgen’ – han smadrer i raseri striben af tarteletter under opbydelse af mageløse serier af skælds- og ukvemsord til publikum og publikums påklædning, han selv så luvslidt og sjusket, at han mor må tror, han har forvildet sig gennem Pusher Street i Christiania.
Kontrasterne, der afbalancerer det blomstrende galimatias, er virtuose, rendyrkede artistnumre. Jongløren Claudius Specht, som er i stand til det utroligste med kegler og dåser. Og de spanske Azzario Sisters, der overlegent og elegant indviede os i styrke og balancekunst i særklasse.
For ikke at tale om søløverne Lappy og Lola, der er dresseret til slaskende kys til deres træner Ingo Stiebner og yndefulde lege med tørklæder, indtil de som afslutning klasker labberne sammen i takt med publikum og Lars Bachs Cirkusorkester. 
 

UBEGRIBELIGT

Men så har Østergaard i år en makker, der lever smukt op til hans egen underfundige galskab. Han er nordmand, kalder sig Captajn Frodo og formår ubegribelige sager med sin krop, bl.a. det meget omtalte nummer, hvor han kæmper sig gennem et par tennisketsjere tilsyneladende under torturagtige lidelser, men dog ikke værre, end at han i en hvilken som helst situation kan sige vittigheder i en mikrofon og strø om sig med det glimmer, som han ved enhver lejlighed hiver op af lommen.
’It’s not as easy as it looks’, som han siger. Det er et særdeles grimt nummer, men fyren forsoner både her og i samspil med Østergaard at få stemningen himmelvendt med en spillestil, der ikke ligger langt fra Østergaards.
Intet i denne sommersæson ligner Zirkus Nemo. Det røde telt og de røde cirkusvogne har lejret sig ved Charlottenlund Fortet på Strandvejen som et signal om østergaardsk galskab.
gregersDH.dk

‘Faust – Eine Deutsche Volkssage’ Cop. Opera Festival på Zahles Gymnasium 28.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Tenoren Hallvar Djupvik synger Gounods Faust, mens Gösta Ekman og Camilla Horn er Faust og Marguerite i F.W. Murnaus film fra 1926. Pianisten er Oscar Micaelsson (Foto: Mathias Bojesen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

GODT FORSØGT, MEN…

 

Opera Festivalen forsøger sig med stumfilm ledsaget af opera. ’Faust’ som dobbeltkonfekt. Det går ikke.

***

GODT forsøgt. Men ikke rigtig umagen værd.
’StumOPERA’ er titlen. En særforestilling stablet på benene under Copenhagen Opera Festival og bragt til live i Zahle Gymnasiums sal i aftes. Flyttet fra Litteraturhaus i Møllegade på Nørrebro af den underholdende årsag, at rotter under gulvet i det velrenommerede Litteraturhaus har jaget film/opera-projektet på flugt.
’StumOPERA’ handler om at vise den berømte stumfilm ’Faust – Eine Deutsche Volkssage’ skabt af F.W. Murnau i 1926 – og oven i den lægge Gounods opera ’Faust’, d.v.s. forsøge en syntese af film og opera.
Det er lige så svært og absurd, som det lyder, og resultatet er da også mislykket. Stumfilmen er oprindelig blevet ledsaget af levende musik, men ikke Gounods. Der findes et partitur af komponisten P.A. Hensel, primært til klaverbrug og delvis baseret på improvisation.
 

SAT PÅ PRØVE

Filmen har været vist for seksten år siden i Grand Biografen, hvor Athelas Sinfonia-ensemblet akkompagnerede billedsiden med en version af partituret. Det er dele af den originale musik, vi hørte i aftes, spillet med stor og flot effektivitet af den unge svenske pianist Oscar Michaelsson, mange af passagerne givetvis improviseret, spillet i en næsten mørklagt sal.
Dramatisk musik i 20’er-ekspressionistisk til, voldsom og ind imellem poetisk og begribelig som ledsagemusik til en film, der i stærke dramatiske billeder fortæller historien om Dr. Faust, der sælger sin sjæl til djævelen for at vinde kundskaber, evigt liv og især kærlighedens nåde. Goethes historie. Eller snarere myten, som den fortælles af Marlowe i ’Dr. Faustus’ i 1588.
Men nu idéen med at tilføre filmen musik og sang fra Gounods berømte ’Faust’-opera som supplement eller snarere erstatning for filmens originalmusikken. De tre sangere, Jacob Vad – barytonen, der netop har fået Opera Festivalens talentpris – som Mefisto og som Faust den norske tenor Hallvar Djupvik plus den svenske sopran Stepanie Lippert som Marguerite – alle tre stærkt kompetente sangere var sat på dramatisk action, mens filmen kørte, en action, der i stumper og brudstykker krævede en hel del mimisk og gestisk udfoldelse for ikke at tale om satte deres sanglige kompetencer på alvorlige prøver.
 

DISTRAHERENDE

Dybt distraherende. Uanset hvor meget og hvor lidt deres handlinger og sang korresponderede med filmens billeder.
Især distraherende, når man havde rigeligt i at følge de utrolige filmsekvenser, der bevæger sig i en blanding af realistiske kulisser og subtile udmalinger af natur, dommedag, himmelske straffedomme frem mod konklusionen, der for første gang i den lange film brugte skrift: Nemlig ordet ’Liebe’.
Murnau eksperimenter med overtoninger, med dobbelteksponeringer, sågar med farver, og der er dybt fascinerende filmtekniske forløb imellem. Og nærbilleder af de tre berømte skuespillere i hovedrollerne: Gösta Ekman som Faust, Emil Jannings som Mefisto og Camilla Horn som Marguerite. Flere passager, f.eks. med en tilsyneladende meget talende Marguerite – der må vel have været undertekster til stumfilmen? – frister så til at dække billederne med levende sang fra Gounods opera. Men kongruensen er umulig, sammenhængen bliver postulat på postulat.
Konklusionen: Opera for sig og film for sig.   
gregersDH.dk

‘Romeo og Julie’ Cop. Opera Festival i Regensens gård 27.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Adam Frandsen, Sofie Elkjær Jensen og Sten Byriel i ‘Romeo og Julie’. (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

EN TENOR!

 
Eventyrlig kulisse og fantastisk akustik – Regensens gård er et fund til ’Romeo og Julie’, Gounods opera. Sangerne stærke, tilmed afsløring af en glansfuld ny tenor, den 30-årige Adam Frandsen.
 
’Romeo og Julie’ spiller igen i Regensens gård (indgang fra porten i St. Kannikestræde nr. 2) mandag aften kl. 20, onsdag aften kl. 20.

 

*****

 

’HVEM står dér i morgenens sol’, synger Romeo ved synet af Julie i vinduet, mens aftenens sol kaster det skønneste lys over hende stående bag vinduet i Regensens gård – ok, i Capulet-familiens Verona-palads, men vi er villige til alverdens transplantationer, sted eller klokkeslæt, nat eller dag, morgen eller aften, for vi er i Shakespeares verden – fanget, jeg havde nær sagt, i ur-dramaet om kærlighedens ubetvingelige, men tragiske forløsning.
Og hvornår er dét så, anno hvad?
Vi kikker op på Rundetårn over Regensens tag: ’1642’ – man kunne lokkes til at sige, at historien er fra Chr. 4.s tid, men nej, vi er hundrede år længere tilbage i tid, bare se kostumerne, som instruktøren Anne Barslev har iført Capulet’erne og Montague’rne, vi er i Shakespeares forældres dage. Posebukser og vat i skuldrene.
Og dér står hun selv, Anna Barslev, et øjeblik ved pausens slutning og fortæller om regndråberne, der måske vil gøre forestillingen besværlig, men nej, så skinner aftensolen igen, både på instruktør Anne Barslev i solgylden kjole og med en prægtig promoveret graviditet, der er som virkeliggørelsen af hendes jordiske efternavn.
Så lykke med det hele! Også med en ’Romeo og Julie’-forestilling, som med de beskedneste midler, men med både vejrguder og talent lykkes på herlig vis.
Orkestret i et hjørne er pianisten Jacob Beck i al ensomhed. Magtfuld og lydhør orkestrering ved tangenterne.
 

FRA VINDUESKARMEN

Omgivelserne er Regensens fortryllende gård, der både kan agere gade, palads og have – det prægtige regens-lindetræ hviler som en skytsånd over publikum. Det indre af Regensen, sal og stueetage, giver skyggespil til de medvirkende og opspil for den turbulent forelskede Romeo, som har pianistens tag at sætte stigen til, når der nu ikke er en balkon. Og som giver både Julie og hendes amme mageløse spillemuligheder fra vinduernes karme, så vi kan blive helt nervøse for en anderledes og for tidlig dødelig afslutning på dramaet.
Lykken og heldet også med rollebesætningen.
Vi stopper omgående ved – nej, ikke ved Sofie Elkjær Jensen, der synger Julie, for det er egentlig så ventet: Hun udfolder som fine lyriske koloratursopran og gennemspiller rollen med en liflig blanding af koketteri og yndefuld uskyld, kastebold for den skæbne, der bydes hende, selvsikker og fortryllende usikker.
Så fint nok. Og glimrende suppleret af ammen, som Ulla Kudsk er i stand til hele tiden at gøre interessant ved at fange vores opmærksomhed med en psykologisk medleven, som nu dramaet udvikler sig, konstant i bevægelse, trøstende, forbavset, hjælpeløs – eller nervøs for sin egen stilling i familien.

 

EN TENOR!

Nej – og nu kommer det: Vi har fået en ny tenor! Endnu en ny tenor. Og hvilken! Fyren hedder Adam Frandsen. Du godeste! En vældig stemme, der klinger frit og ubesværet i alle lejer, høje som dybe, tekst og tone følges ad som en selvfølgelighed, stemmen er varm, fyren er kun 30 år. Det vil kunne udvikle sig i lyrisk-dramatiske partier, Verdi, Puccini, næsten hvad som helst. Og er da allerede af et sådant format, at vi tror på ham som forelsket, varmblodig Romeo. Nydelig ser han ud, ikke Clark Gable-typen, men som min nabo på rækken hviskede: Han lyder lidt som den unge Poul Bundgaard, da han var bedst. Ikke så skævt. Bundgaard, da han sang Farinelli. Anders Frandsen har i øvrigt netop sunget Farinelli i Tivoli. Men ingen tvivl: Han er til mere. Tungere sager, som tiden kommer.
Som denne forestilling i Regens-gården i det hele taget bød på gode sangere: Endnu en tenor i Tybalt-rollen, den så perfekt og smukt syngende Bo Kristian Jensen, som Det Kgl. desværre har sluppet lidt for rapt. Den flotte og velsyngende baryton Simon Duus som Grev Paris, Sten Byriel som Capulet, den sonore basbaryton Jakob Bloch Jesperson som en tvetydig Fader Lorenzo og den lyse norskfødte baryton Erlend Tyrmi, der i aftes viste sprælsk talent i rollen som Mercutio.     
’Romeo og Julie’ går endnu et par aftener i Regensens gård. Måtte det sted indgå også i de kommende års Copenhagen operafestivals. Akustikken er forbilledlig, atmosfæren fortryllende. Studenterne i deres kamre kommer til at løfte blikket fra græske grammatikker og latinske bibelfortolkninger nogle øjeblikke. 
gregersDH.dk

‘Barberen i Sevilla’ v. åbning af Copenhagen Opera Festival 27.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Sevilla-barberens entré ved Torvehallerne  - barytonen Leif Jone Ølberg. (Foto: Mathias Bojesen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

SOLEN ER SÅ VARM, MOR

 
’Barberen i Sevilla’ i tummelumsk udgave ved Torvehallerne – en glad indledning på årets Copenhagen Opera Festival.

’Barberen’ flytter mandag til Bispebjerg Torv, onsdag til Amager Strandpark, torsdag til Toftegårds Plads og lørdag til Den Sorte Plads ved Mimersgade på Nørrebro. Alle dage kl. 17.

 

****

SVIMLENDE duft af oste og friskstegte rødspætter. Bedøvende orgier af frugt og grønt. Og spandevis af fadøl.
I denne luftmættede stemning af kulinarisk livsglæde samledes vi søndag eftermiddag til åbningen af Copenhagen Operafestival på Københavns gamle Grønttorv, nu benævnt Torvehallerne.
Vorherre sendte sin nådes brændende sol ned over os, og ’os’ det var mange. Så tæt fylket, at vi delte både sveddryp og torvets safter. ’Solen er så varm, mor’ som en lille fyr bemærkede. 
Stedet er for anden – eller tredje? – år i træk nervecentret for denne forbløffende festival, som får byen – Torvehaller og alskens satellitsteder rundt i byen – til at boble af operafornøjelse. Noget mage til? Sommerens jazzfestival? De regnbuefarvede bøsseoptog? Maj-måneds henslumrende mavedansende karneval?
Alt sammen glemt for nogle dage. Der snakkes opera på værtshuse og gadehjørner.
 

OPEN AIR

Ved Torvehallerne rettede festivalchef Michael Bojesen på sin butterfly, satte sig til klaveret og akkompagnerede elegant sopran Sofie Elkjær, der var steget til vejrs på trappen til den gamle toiletbygning mod Frederiksborggade for at give smagsprøve på Julie i Gounods opera ’Romeo og Julie’, der var søndag aftens perle i Regensens gamle gård.
Hvorefter han præsenterede årets unge prismodtager, barytonen Jacob Vad, som kvitterede med grevens arie fra ’Figaros bryllup’ – brillant, men som for Sofie Elkjærs vedkommende, bestormet af en open air-akustik med ekstra akkompagnement fra gadelarm og bægerklang. Godt overvundet.
Det lille problem kunne man hurtigt glemme i åbningens hovednummer: En god times ’Barberen i Sevilla’, viderebragt til os af et hold sangere, der lykkeligvis var udstyret med mikrofoner. Og viderebragt efter en model som instruktøren Anne Barslev havde fostret: En kæmpestor ladvogn med flyttegods – den gode Dr. Bartolo på flugt fra Sevilla, mistænkt for narkohandel og med den kidnappede Rosina om bord. Og med den ene og anden i hælene: Barber Figaro – altid klar til ny jagt på kunder. Og Grev Almaviva – altid på damejagt, i denne omgang doktorens Rosina. Som vi kender ham i ældre udgave som greven i Mozarts forlængede udgave ’Figaros Bryllup’.
 

SHOW

Et vildt show plantet i  – på – ved og bagved den enorme flyttevogn. Og med orkestret reduceret til en lille kvartet af Kgl. Teater-musikere iført Frelsens Hær uniformer.
Vi var glimrende underholdt af den skøre idé og bemærkede – når det ellers lykkedes os at få frit syn til begivenhederne i den tætte menneskemasse – at greven, Gert Henning-Jensen, ankom på scooter og leverede en greve så frisk og fræk og herligt selvglad, som man husker figuren fra hans debut på Det Kgl. for 22 år siden. At Per Højers Bartolo var nøjagtig den latterlige bøf, men skulle forestille sig i situationen. At barytonen Leif Jone Ølberg lancerede en baryton, der kunne brænde igennem med spil, stemme og tekst, fra det sekund han drønede ind på sin barbersalon-udstyrede ladcykel – ’Figaro-Figaro-Figaro’erne smældede i hans cavatine.
I det dybere barytonleje fór Morten Lassenius Kramp frem som Don Basilio, forklædt om jeg ved ikke hvad, snogen, der synger den berømte bagtalelsesarie, hvilket denne iagttager måtte undvære, enten fordi den var strøget, eller fordi den druknede i det kaotiske champagnedrikkende tilskuermylder omkring mig.
Til gengæld var der ingen risiko for at gå fejl af ladvognens Rosina højt til vejrs, den flotte mezzosopran Josefine Andersson, flot at skue, flot at høre på i de krævende arier.
 

PÅFUND

Hvad denne Anne Barslev dog havde fundet på af jokes. Da den forklædte greve afslører sin identitet, blotter han sin t-shirt: Der står ’Greven’ på den.
Den idé havde Rossini aldrig tænkt på.
Anne Barslev har også hånd på ’Romeo og Julie’ igen søndag aften. Hvad har hun mon så for?
Ellers værd at vende tilbage til Torvehallerne de kommende dage? Michael Bojesen synger morgensang med hvem der møder op hver morgen på stedet kl. 9. Plus alt det andet, der fremgår af programmet: Bo Skovhus på lørdag. Og meget mere.

gregersDH.dk

‘Den lille havfrue’ Fredericia T.s gæstespil på Operaen 22.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Den lille Havfrue på Operaen. (Foto: Søren Malmose)
*
*
*
*
*
*
*
*
*

HAVFRUE-PRAGT

 

Walt Disneys ’Lille Havfrue’ i flot opsætning på Operaen i Fredericia Teaters udgave.
H.C. Andersen kan vi lede efter. Og finde ham – delvis.

Spiller på Operaen indtil 17. august. Derefter på Fredericia Teater fra 28. august til 1. oktober. 

*****

 

SELVFØLGELIG kan vi proppe al snak om droit morale ned i skuffen. Vi er i Walt Disneys favn med Fredericia Teaters udgave af ’Den lille Havfrue’. Han har pudderkvasten i brug i tolkningen af H.C. Andersens tragiske historie om længsel og uopfyldt kærlighed. Det er den tolkning, Fredericias musical-kometer leverer uden forbehold.
Andersen vender sig muligvis i sin grav over den sminkede historie med lykkelig udgang. Og dog. Han var et let bevægeligt menneske. Måske er han bare faldet i lykkelig svime over denne opsætnings forbløffende visuelle overskud og dens tekniske udfoldelser. Alene synet af et jernbanetog lagde ham som bekendt fladt ned af henrykkelse.
Men han behøver nu ikke meget andet end at kaste et blik på den lille havfrue, der sidder på sin sten neden for Kastellet på den anden side af Københavns havn for at genopfriske, hvad han ville med den unge dame:
Hun ser ud mod havet med et længselsfuldt blik. Ud mod dér, hvor hun mødte sin prins. Og dér, hvor hun selv måtte forsvinde som en luftig ånd, efter sit mislykkede eksperiment med at finde lykken blandt menneskene. Og efterlade en prins mere forstyrret i hovedet end lykkelig.

KANONSALVE

Sådan kan vi brumme undervejs ind imellem forbløffelsen over det gigantiske show, Fredericia Teater affyrer som en hel kanonsalve af farvelader, sceneskift, der overlegent bringer os fra øjeblik til øjeblik, fra sceneri til sceneri, fra situation til situation med en timing og rytme, der får fortalt historien så herligt ubesværet.
Historien om havfruen, der redder prinsens liv, bliver forelsket og sælger sin stemme til heksen, der er hendes faster, Ursula kaldes hun, mod at få tre dage til at erobre prinsens hjerte.
Vi lynekspederes uden vanskeligheder fra havbund til dækket på prinseskibet, fra hjemmehygge hos fader Triton med treforken og de ondskabsfulde søstre, fra heksekedel til slotskøkken – og a propos det sidste: Til nogle af de virkelig morsomme scener: Slotskøkkenet køres af Mads Æbeløe Nielsen, og det lyder så æble- og pæredansk, men fyren spiller Chef Louis med en prinsgemal Henri-accent og en frækhed og en sangstemme, der sætter ordentlig skub i 2. akten.

RAPPE FJOLLERIER

Flinkeskolen får ellers alt, hvad der kræves i denne Havfrue-opsætning. Med en overordentlig sød Bjørg Gamst i titelrollen og den pæææne Christian Lund i prinserollen – nydelige stemmer begge to, sympatiske og leverandører af alt til glansbilledfaget hørende kvaliteter.
Men det er de øjeblikke, hvor skallen brydes af humor og sjove påfund, der sætter knald på historien. 
Køkkenscenerne nævnt, også for de kvikke koreografiske optrin, de rummer. Men sandelig også de rappe fjollerier, fugle- og fiskevæsener sætter i scene omkring den arme havfrue-frøken. Plus halløjet hos den ’go between’-fyr, som er indlagt, Max-Emil Nissen, der tosser rundt mellem den treforkforsynede Peter Jorde og jordelivets væsener.
For ikke at tale om selveste faster hex, Sara Gadborg udstafferet som en gigantisk undersøisk edderkop og forsynet med en lige så gigantisk røst, der kunne have lagt Bodil Udsen ned, når hun sang Fløjtetønden Victoria for et par menneskealdre siden.

FOR ØJET

Der er egentlig for lidt af den slags utraditionelle og saftige skub i forestilling. Også i musikken, der netop får ørerne op hos os, når de indtræffer. Mens vi lader stå til med et ’Nå, ja’ i en del af det resterende mat-romantiske lirum-larum. Hvor vi lader øjet få fornøjelserne.
Vi er altså et godt stykke ude i det Billedblad-agtige med meget. Lykkelig, når det rusker i konformiteten. Henrykt over forestillingens storslåede billedgalleri. Imponeret over, hvad Fredericia Teater har mobiliseret af kraft og professionalisme.
Det Kgl. Teater lægger hus til Fredericia Teaters gæstespil. Den har tidligere vist en opsætning af ’Den lille Havfrue’ – det var i H.C. Andersen-året 2005, da Hamburg-koreografen John Neumeier i en gudeskøn opførelse var tættere – for ikke at sige helt tæt på Andersens tanker om de tragiske elementer i historien.
Vi lever i et rigt teaterland, hvor så forskellige fortolkninger af den samme historie kan blive fortalt.

gregersDH.dk

‘Nei’ på Det Kgl. 1960 CD 20.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

RÅB FRA DET

KGL.

*

*

*

*

 
Kgl.Teater-optagelsen af Heibergs ’Nei’ fra 1960 er en sær affære. Af én grund: Den uskyldige vaudeville-spøg overdøves af Poul Reichhardts overstyrede klokker Linck i John Prices instruktion.

CDK5029

***   

 

HØJTRÅBEN er der nok af i dansk teater. Skuespillere, der mener, at man skal tale fra en scene, som om det drejede sig om at overdøve fredagsrock i Tivoli. Ok: Visse skuespillere. Og visse instruktører.
Det er der ikke noget nyt i. Det mindes man om, når man lytter til den 54 år gamle indspilning af Heibergs vaudeville ’Nei’ fra Gamle Scene på Det Kgl. Teater. Råberiet her kommer fra salig Poul Reichhardt, og instruktøren, som har heppet skuespilleren til yderligere udfoldelser, er John Price, hvis indgang til skuespilkunsten sjældent var afdæmpet – den kunne have andre kvaliteter, men stille gik det aldrig for sig.
Vi har netop haft lejlighed til at se Heiberg fikse lille vaudeville i en engelsk udgave på Hofteatret, hvor Ian Burns og Barry McKenna elegant tilførte historien en tone af ’Halløj på Badehotellet’. Buen var spændt, men brast ikke, ironien lurede, latteren med. Men aldrig latterliggørelsen.

TØJLERNE SLUPPET

Latterliggørelsen runger til gengæld i opførelsen på Det Kgl. 1960. Og den virker tilsigtet. ’Nei’ spilles i en kgl.teater-tradition, som vi kan kalde munter – gerne med stort M – en overleveret komediestil, som teatrets klassiske borgerskabs-publikum kunne genkende sig selv i, og som udløste glad og høflig latter over genkendelsen.
Det er så åbenbart udgangspunkt for, at Poul Reichhardt får lov at slippe tøjlerne totalt i sin skildring af frieren klokker Link. En jysk klokker fra Grenaa, fornæret, klodset, jysk snakkende, udspekuleret udi egen opfattelse. M.a.o. klar til at dumme sig ud over alle bredder over for vaudevillens kultiverede københavnere anno 1840 – københavnerne i stykket og københavnerne i salen.
Vor tids publikum har kendt og elsket Poul Reichhardt og gør det fortsat. På film, tv og pladerne: Den frejdige, djærve, sympatiske og velsyngende helt – flyttemand Olsen det ene øjeblik, Papageno i ’Tryllefløjten’ det næste og ’dus med himlens fugle’, når det var med dén på.
I Prices instruktion tumler og brøler Poul Reichhardt sig igennem klokkerrollen i ’Nei’. På et jysk, der burde stedes for sprognævnet, hans sjællandsk/københavnske omsat til en sproglig ketchup, som går over alle bredder. Samtidig taler han som en Søren Gericke på speed.

KARIKATUR

Andre på scenen taler også hurtigt, Henning Moritzen, der spiller den unge student i huset hos justitsråden, i et tempo, der dementerer almindelige påstande om, at alt gik så langsomt i ’gamle dage’ – også kongelige skuespilleres replikker og dialoger. Det gjorde det da. Tit. Og tit med en patos, som fik dem til at lyde som direkte videreførere af fransk, barok scenesprog – højstemt Corneille- og Racine-deklamation.
Moritzen sprøjter omvendt replikker fra sig, der klinger i slægt med nogle af nogle af vore dages fremmeste stand up og lystspillere. Og det er ret forfriskende.
Men fraset Moritzens student, Birgitte Prices kokette og underfundige Sophie og Martin Hansens brummende justitsråd, er det Reichhardts klokker Linck, der dominerer opsætningen og forvrænger humor til karikatur.
CD-udgivelsen af den gamle ’Nei’-opførelse er selvfølgelig fortjenstfuld som de efterhånden mange, mange andre cd-overførelser af Knud Hegermann-Lindencrones optagelser fra Det Kgl. Teater, som Erik Harbo og Uffe Henriksen har foranstaltet. Man kan måske tilskrive en del af overstyringen af klokker Linck-figuren de nødtørftige tekniske ressourcer anno 1960.
Men hverken Reichhardt eller Price kan løbe fra den spillemæssige og sproglige forvrængning.

 gregersDH.dk

Rued Langgaard strygekvartetter med Nightingale String Quartet 17.7.2014 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

DRAMATIKEREN LANGGAARD

 

Mis- og underkendte Rued Langgaard gror ud af glemslen i disse år. Den nye ære og værdighed stråler ud af hans dramatiske strygekvartetter i Nightingale-kvartettens kongeniale fortolkninger.

Rued Langgaard: Stingquartets vol. 2. Nightingale String Quartet.
Dacapo 6.220576. Tekstkommentarer af Bendt Viinholt Nielsen

 

******

 

RUED Langgaard er en stor dramatiker.
Han er blevet karakteriseret på så mange andre måder: En original. Ordet brugt med en hældning mod det psykopatiske. En særling. En enspænder.
En outsider i dansk musikliv. Modpolen til Carl Nielsen – den sorte komponist over for den lyse. Fiaskoen over for succesen.
En autodidakt. Han gik ikke den regelrette vej som alle de andre: Gennem Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Han lærte hos forældrene. De var begge pianister. Faren også komponist. Hjemmestrik. Mon ikke?
Og så det, der hænger ved næsten alle beskrivelser af Langgaard fra lige før århundredeskiftet 1900 til langt efter hans død i 1952:
Komponisten, der sad fast i senromantikkens hængedynd, og som bevidst og af samme grund blev holdt uden for dansk musikliv. Hans værker – der er over 400 – blev dårligt nok spillet, han fik ingen ordentlige jobs, indtil han omsider i 1940 tilkæmpede sig en organiststilling ved domkirken i Ribe. Så kunne han sidde der og murre. Frem gennem 50’erne og 60’erne holdt man sig for næsen, når hans navn blev nævnt. På konservatoriet og i universitetets musikvidenskabelige kredse.
 

FIRE NATTERGALE

Nu, da luften er lettet omkring fordommene, kan man høre bl.a. hans strygekvartetter og konstatere det alt sammen, men også uden større besvær vende de fleste af fordommene til det positive.
F.eks. konstatere, at Rued Langgaard er dramatiker. Ikke kun i de få operaer, han har skrevet – som hans ’Antikrist’, der er blevet opført nogle gange inden for de seneste årtier, og i øvrigt findes på cd-optagelser, dels en koncertopførelse i DR, dels en sceneopførelse i Innsbruck fra 1999. 
Men oplagt også i sine strygekvartetter. De første blev udgivet for et års tiden på cd af selskabet dacapo. De næste har vi her, nu igen med Nightingate String Quartet – den umådeholdent talentfulde kvartet af fire piger, som i 2007 limede sig sammen om at gøre karriere i genren, allerede mens de endnu gik på konservatoriet.      

Lykken har fulgt dem siden, og man begriber hvorfor. De er som fire ærter i en bælg, deres sammenspil er formidabelt, og når vi snakker Langgaards måde at udtrykke sig på, har de den dramatiske nerve, der skal til for at få kvartetspillet til at blive til udspil, der er som henvendelser, beretninger, udsagn fra en komponist, som kræver påhør hvert øjeblik. Hele tiden nye situationer. Overraskelser. Som når man i nyhedsprogrammerne spørger reporteren: ’Hvad er situationen – lige nu?’
 

SPONTANT

Netop. Langgaard skriver spontant, nærmest improvisatorisk. Du lytter intenst. Hvad finder han på? Hvor skal vi hen om et øjeblik?
Og så er det jo slet ikke løgn, meget af det andet, som han hænges op på. Det glødende romantiske udgangspunkt. Sproget, der nemt kan associeres til Wagner, Mahler, for ikke at snakke om gamle Niels W. Gade, der har en varm plads i Langgaards højre hjertekammer. Alt det er videreudviklet i nye, dybt personlige spændingsfelter. Genkendeligt, men alligevel ikke. 
Langt interessantere er det at høre, hvordan hver formulering, hvert åndedræt er drevet frem af dramatiske impulser. Helt elementært som musikalsk tænkte handlinger og effekter. Når han i 3.satsen af As-dur kvartetten lader et pizzicato-formuleret tema sænke sig dybere og dybere for til sidst at ende stakåndet og ufuldendt i det sorteste dyb, sidder vi tilbage med hårene lige så rejste, som da Marie i Alban Bergs ’Wozzeck’ er dræbt og hende lille dreng rider over scenen på sin kæphest med et ’Hop! Hop!’
 

JORDSKRED

Vi kan også nemt – og rigtigt – forklare den første af kvartetterne på denne cd, den der har titlen ’Rosengaardspil’, ud fra, at alt er styret i Langgaards hoved af en styrtende ungdomsforelskelse. Som 20-årig segnede han af henrykkelse over en svensk pige ved navn Dora under en sommerferie i Kyrkhult i Blekinge. Rosengaarden var stedet, han og hans forældre havde lejet.
Kvartetten begynder med et tematisk og klangligt blidt jordskred, et ekstatisk ømt anfald, som han oven i købet vender tilbage til i andre kvartetter senere. Og kvartetten, som Nightingale-pigerne hermed giver sin cd-uropførelse, fortsætter sats efter sats med spontane, stadig nyfødte, dramatiske ryk. Vi kan snakke om en art programmusik, sindstilstande skildret i toner og rytmer, og vi kan henholde os nok så meget til pittoreske, private og personlige baggrunde. Og tolke Langgaard ud fra de sindsoprivende titler, han gav mange af sine kompositioner:
Det er ok. Men den umiddelbare oplevelse er rent musikalsk. Nøgne og abstrakte, rene musikalske effekter. I Nightingalernes stringente og udtryksfulde sammenspil musik, der lever i kraft af sig selv.
Kom og sig, at dette ikke er stor musik. Stor musikdramatik.

 

gregersDH.dk

‘Bellevue Teater – arkitektur og teater’. Af Ulla Strømberg 12.7.214 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

SÅ HVIDT SOM HAVETS SKUM

 

Et værk lige til sofabordet. Om arkitekten Arne Jacobsen og hans Bellevue Teater i Klampenborg, godt fortalt af teater- og kunsthistorikeren Ulla Strømberg

 

Ulla Strømstad: ’Bellevue Teatret’ – arkitektur og teater. Forlaget Bogværket. 256 sider, kr. 348,-

 

*****

 

EN bog til sofabordet. Den er flot, den er lækker, og den vejer lige så meget som det halve af bordet. Værd at blade i og læse i. Fuld af prægtige billeder.

Den handler om Bellevue Teatret, det forunderlige bygningsværk, der ligger på Strandvejen i Klampenborg som et udråbstegn, et visuelt signal om, at Danmark er sgu et dejligt land. For nu at sige det lidt som de to gavtyve Rasmus Botoft og Martin Buch, med scenenavnene Fritz og Poul: ’Livet er sgu dejligt!’, titlen på en bog om de to.

Sjovt nok, så handler netop det sidste afsnit i den fine bog om Botoft og Buch, tilsammen: ’Rytteriet’ – det seneste hit på Bellevue Teatrets repertoire. Og fast bestanddel gennem flere sæsoner.

Afsnittet har undertitlen ’Snobberne og andet godtfolk’. Det er et festligt og kammeratligt knock out til teatret. Til stedet. Til Klampenborg-miljøet. Til alt det, teatret er udsprunget af og stadig springer ud af. Med bogens forfatter Ulla Strømbergs ord: ”’Rytteriet’ er som skabt til Bellevue. Fritz og Poul har noget til fælles med naboerne til Bellevue Teatret. De drømmer om au pairs (i flertal) og årgangsrødvin…” Oven i det: Sjofelheder i karlekammerjunker-tonen.  

HJEMME I GENTOFTE

Historien om Bellevue Teatret handler om et teater, der er præget af, hvor det befinder sig. På Strandvejen, i Gentofte Kommune, i et kvarter med de højeste huspriser og en grundskyld, der viser tænder. Årsag: Udsigt til Øresund, smækre naboer og omgivet af Dyrehaven.

Og så bygget af en arkitekt, der var barn af kommunen, bosat og dybt forankret i den, og samtidig en arkitekt, der har indlagt sig international berømmelse for byggerier, der ikke alene rammer dette steds luksuøse og liflige ånd, men også har sat sit elegante stempel på huse, ja endda huses indretning i resten af Danmark og vidt omkring. Sig navnet: Arne Jacobsen.

Ulla Strømbergs bog er en velformuleret, omfattende beretning om, hvordan Arne Jacobsen udvikler sig som arkitekt, hvor han har hentet sin inspiration fra, og hvordan teatret blev til i forbindelse med en total renovering af Strandvejs-området i Klampenborg. Han er dårligt nok færdig på Arkitektskolen, før han i 1926 som elevprojekt tegner hotel i Klampenborg, i afgangsåret 1927 sportshal og restaurant samme sted. I 1928 får han Kunstakademiets lille guldmedalje for et projekt til et Nationalmuseum mellem Klampenborg og Tårbæk – det blev aldrig til noget, for man valgte at udvide i Stormgade ved det nuværende Nationalmuseum. Men – stadig i 1928 – er han i gang med en stribe villaer i området, bl.a. sin egen på Gotfred Rodes vej tæt på Dyrehaven.

Og så følger i 30’erne det store rush omkring Bellevue: Mattssons Ridehus bag ved det senere teater, Bellevista – de hvide treetagers boligblokke ved siden af teatret, og endelig selve Bellevue Teatret, der indvies i 1936.

Perfekt helhed. Forfatteren nævner undtagelsen: Den grumsede benzintank, nabo til teatret. Nede ved Skovshoved tegnede Jacobsen en køn benzintank, der senere er blevet fredet. Tankejeren ved Bellevue må have det grimt.

Men ellers: Så kønt. Og hvidt det hele! Med blåt ind imellem. Hvide skumsprøjt og blåt hav. Fortæppet malede Sikker Hansen i blåt og hvidt – med en solbrun, nøgen donna i midten. Hun kunne konkurrere med de lyse svineskindspolstrede stole i salen. Og sensationelt: Taget kunne skydes til side om sommeren, så aftenhimmelen kunne sende forjættende signaler ned til publikum.

Bellevue Teatret blev til i en periode, hvor der blev forsøgt en del med teaterbyggeri rundt i verden. Især for at forøge publikums muligheder for at se. Forskellige former for halve og hele arenascener. Jacobsen tegnede Bellevue i en blid vifteform og med blid skråning. Mere var der ikke plads til på grunden. 

MELODIEN DER BLEV VÆK

Sært nok: Bellevue Teatret åbnede med en fiasko. Tiden var til revyer. Vi var midt i trediverne, hvor revyer groede landet over, og folk ville sommermuntres af sjove sketcher og kendte skuespillere på slap line. Eller med politiske skarpheder fra PH. Inde i byen så man Marguerite Viby og Chr. Arhoff på Apollo Teatret og Olga Svendsen på Fønix Teatret. Og Cirkusrevyen på Bakken havde året før haft sit gennembrud med Osvald Helmuth som spydspids.

Dér lå måske problemet. Bakkens Cirkusrevy med sin enorme folkelige tiltrækningskraft – det var det, man skulle hamle op med på det smarte nye Bellevue Teater. På scenen havde man anbragt Liva Weel, Chr. Gotschalch og Johannes Meyer plus en flot stribe dansepiger styret af selveste kgl. solodanser Børge Ralov.

Men hvordan var reaktionen? Dyb imponerethed over teatret, indretningen, beliggenheden. Sparsom glæde over revyen. Bogen gengiver – desværre meget småt – en brillant tegning af Ekstra Bladets store satiretegner Spott, hvor man ser Johannes Meyer i fuld udfoldelse på scenen, mens publikum kikker op i loftet. Alle stirrer henrykt på den blotlagte himmel og udbryder ’Næh!!’

 

MELODIEN GENFUNDET       

Bogen har gode pointer om de vanskeligheder, teatret har haft med at finde den profil, der gør det til noget andet end konkurrenterne. Revyerne gik ikke. Også 2.året blev nedtur, selvom man havde Victor Borge – dengang Børge Rosenbaum – på scenen med sin ’Fonetisk tegnsætning’. Debut for et verdensnummer.

Teatret blev lavet om til biograf i en årrække. Forfaldt også og var på nippet til at blive revet ned. Men en ny ejer, arkitekten og teaterkenderen Jes Kølpin fandt gradvist melodien gennem 60’erne og 90’erne og frem over år 2000. Teater med dans og musik, gerne jazz og rock på løbebåndet. Gerne eksperimenter. Det har givet pote trods kiksere.

Strømberg gennemgår det meste, brokker sig lidt over, hvad der er revet ned for at give plads til Arne Jacobsens herligheder, men pryder fortællingen med billeder, plakater og en hærskare af de teatertegninger, der i dag savnes i de fleste aviser. Senest i denne sæson de to lokale, håndholdte koryfæer: Fritz og Arne og deres ’Rytteriet’. Med hvem vi siger: Jo, også teatret er dejligt. Sgu.

 gregersDH.dk