‘Vinger’ Teater Grob 23.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Özlem Saglanmak og Ernesto Piga Carbone i ‘Vinger’ på Teater Grob (Foto: Thomas Cato)

 

 

BALANCE-

 

GANG

 

 

 

Glimrende og underholdende spil på Teater Grob om at være dømt til at balancere på randen af at være dansk.

Joan Rang Christensen: ’Vinger’. Instruktion: Madeleine Røn Jul. Scenografi: Gøje Rostrup. Medvirkende: Nadia Auda, Özlem Saglanmak, Janus Nabil Bakrawi og Ernesto Piga Carbone.

’Vinger’ spiller indtil 12. september på Teater Grob. Varighed: Halvanden time.

****

 

SCENEN er hvid som Møens Klint. Det er dansk modefarve pt, køkkener skal ligne middelalderlige gravkapeller, badeværelser skal ligne operationsstuer. Spørg enhver ejendomsmægler, der helst vil sælge lejligheder, der er så kridende hvide, at man får ondt i øjnene af at kikke på pr-billederne.
I sådan et hvidt scenisk paradis af en lejlighed færdes fire mennesker. De er danskere, de har problemer som alle andre danskeres, de har papir på at være danskere, men de har svært ved at falde helt i hak, og de mobber sig selv med irritation over ikke at kunne finde ud af det. De har det, vi kalder etniske identitetsproblemer. Nogle gange selvfølgelig fordi de støder på f.eks. noble stewardesser, der har automatiske blokeringer over for rejsende med en anden hudfarve end deres egen og tiltaler dem derefter. Men lige så ofte fordi de selv opbygger blokeringer i usikkerhed over for deres ståsted i tilværelsen.

LUFT UNDER VINGERNE

Lyder det genkendeligt og måske lidt slidsomt som emne for en forestilling? Det er det overhovedet ikke. De fire skuespillere kender muligvis selv problemstillingen, vi aner det ikke, men det er også ganske ligegyldigt. Det er Joan Rang Christensens drama, de spiller.
De fremstiller den besværlige balancegang som ufrivilligt utilpassede væsener med en overstrømmende præcision og knivskarp humor, men uden antydning af ironi, for ikke at tale om selvironi. De har bare svært ved at få luft under vingerne – deraf titlen på stykket – bl.a. og måske især fordi de slås med traditioner, navnlig familietraditioner, der haler dem den ene vej, og nye vaner og idéer i det danske samfund, der haler dem den anden vej.
En fyr er bøsse, en pige er gravid med hun-ved-ikke-rigtig-hvem, en ryger i slagsmål og en prøver at finde vej til et studium. Kernedansk og banalt sådan set. Men etableret som et puslespil af handlinger, iscenesat af Madeleine Røn Jul i et glimrende timede skift mellem situationer, og med fire skuespillere, der lydhørt og bevægeligt operer ind og ud af deres roller, nogle gange afbrudt af korte fortællende monologer, men det mest af tiden i snappe dramatiske, indbyrdes konfrontationer.
Man bliver helt rørt over Janus Nabil Bakrawi, da han ligger på knæ ved sin mors lukkede dør, den skrappe knægt. Man griner hemningsløst, når Ernesto Piga Carbone spiller fjottet fængselsbetjent, der tror, fangen gider høre hans livshistorie. Når Özlem Saglanmak afslører flintrende flot amerikansk, da hun agerer tango-danselærer for den til New York emigrerede bøsse.  Og Nadia Auda har fine øjeblikke som dansk bibliotekar, der tror, hun har fat i kultiveret, dansk tolerance over for en fejlfarvet låner.
Som det kan forstås er der hurtige rolleskift for de fire medvirkende i det kun halvanden time, pauseløse stykke. Rapt afviklet og ikke et minut for langt.
Vil man interessere sig mere for de fire, i øvrigt på danske scener velkendte skuespillere, kan man i deres korte portrætter i ’Vinger’-programmet få besked om deres særlige kendetegn – den slags er jo så populært. Ernesto: ’Krøller’. Nadia: ’Let skelen’. Janus: ’Flækket fortand’ og Özlem: ’Altid sulten’.
Mistet humøret? Så velkommen til det snehvide Danmark i Gøje Rostrups scenografi og fire veloplagte skuespillere. Så får du det tilbage.

gregersDH.dk

Irene Theorin i Tivolis Koncertsal 20.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Ingen tegning eller pressebilleder fra koncerten.
*
*
*
*

SALEN I SVINGNINGER

 

Irene Theorin på verdensstjerne-visit i Tivoli med Wagner-sang, så det ringede op under loftet.

 


****


DET mindede lidt om store aftener i gamle dage i koncertsalen. Tivolis.
Når Birgit Nilsson f.eks. som fast sommergæst indtog podiet og stod der som en nordisk klippe og sang Tonhalle-arien fra ’Tannhäuser’, så vi syntes at ’hallen’ var festsalen på borgen Wartburg, og vi var en del af ridderskabet, der hørte på.
Nu var det Irene Theorin, der stod der i aftes. Også på en måde minderigt. For denne svenske sopran hører til i vores bevidsthed, hun er opdraget og uddannet på Operaskolen i København, hun sang striber af partier som ansat på Det Kgl. i årene efter årtusindskiftet, begyndte som Donna Anna i ’Don Juan’, voksede i stemmeformat, det blev til ’Turandot’ og meget mere, det blev til, ja netop Wagner, og da var hun allerede på vej mod de teutone sværvægtere på alskens store udenlandske scener, Bayreuth inklusive.
For dog at vende tilbage til Kgs. Nytorv som Isolde i 2010. Og så… ja, har hun mon været her, siden hun i 2012 sang Santuzza i ’Cavalleria Rustica’? Vist ikke.
Tonhalle-arien var sådan en generobring af det danske publikum.
Jo da, hun sang først de seks Wesendonck-Lieder med Giordano Bellincampi som medlevende leder af Tivoli Orkestret. Smukt.
Men det var suset fra Wartburg, den kontante jubel i stemmen, der satte salen i svingninger. Det vældige vibrato, der nogle gange er på nippet til at være lidt for vældigt, men først og fremmest den gloriøse klang, der uhæmmet breder sig i højden. Hun fulgte senere op med en infernalsk brusende Brünnhilde på valkyrie-ridt mod tinderne, ’Ho-jo-to-ho!’, hvor det gjaldede. Og til sidst med Isoldes Liebestod, al jordisk kærligheds kulmination.
Nej, det var ikke engang slut. Som ekstranummer sang hun en lille svensk folkesang, solo, a capella, alene stod hun der og sang fra sit hjemland, som er Småland, Ordene fangede vi ikke. Det er ikke dér hendes styrke ligger, kun et ’Herre min Gud’. Og det var ikke den med månen, der lyser, for den ville salen have sunget med på. Men altså en anden, og køn var den, og smukt og sød stod hun dér ensom og sang den som en lille flicka, den store dame.
En rigtig Tivoli-aften. Henrik Engelbrecht som munter konferencier. Lidt løsagtigt orkesterspil. Prøver har der vist ikke været i større stil på programmet.  Mestersanger-forspillet kom til at lyde lidt som et læs grus, der dumpes fra en lastvogn. Men også det hører med til de muntre erindringer fra fortidens sommerkoncerter i Tivoli, hvor man gik rask til sagen aften efter aften og slog nogle skæve ind mellem perlerne.

gregersDH.dk

‘Dirch’ Glassalen i Tivoli 18.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Andreas Bo, Mathilde Norholt og Troels Lyby i ‘Dirch’ i Tivolis Glassalen. (Tegn. Claus Seidel)

 

 

 

NEDTUR

 

 

 

 

’Dirch’ i Tivolis Glassalen er mere show og revy end det, den giver sig ud for, nemlig at være en scenisk dramatisering af filmen ’Dirch’. Den mangler filmens psykologiske dybder.

 

 

Manuskript baseret på filmen ’Dirch’. Koncept og Instruktion: Peter Langdahl. Scenografi: Maja Ziska. Kapelmester: Joakim Pedersen. Medvirkende bl.a.: Andreas Bo, Troels Lyby, Carsten Bang, Kaya Brüel, Mathilde Norholt, Sys Bjerre, Christian Mosbæk, Robert Hansen og fire Lommerpiger.

’Dirch’ spiller indtil 18. september i Glassalen i Tivoli. Varighed: To timer og et kvarter. Senere kommer forestilling på danmarksturné, bl.a. til Holstebro, hvor Black Box Teatret er en af medproducenterne.

***

 

HVOR svært kan det være? Jo, det kan åbenbart være meget svært. Det må vi konstatere, når vi ser forsøget på at overføre filmen ’Dirch’ til en teaterscene. Oven i købet til en scene, der er helt central i filmen: Glassalen i Tivoli, Stedet, hvor Dirch Passer døde under en forestilling i 1980.

Dramatiseringen er en ubehjælpsom afglans af filmen. Vi gisner frejdigt om motivet, som kun kan være at score en publikumssucces på de enkleste præmisser: Dirch Passer er en historisk succes, hans sammenspil med Kjeld Petersen er en lige så historisk succes, filmen var en succes for få år siden, ergo sætter vi den historie på scenen og gentager succesen.

Sceneshowet ’Dirch’. ’Frit efter filmen’ som det fremgår af programmet. Frit, men også kluntet og ikke-indforstået. Filmen med Nikolaj Lie Kaas som Dirch og Lars Ranthe som Kjeld er en dybt bevægende historie, der satser på Dirch Passers gradvise forsøg på at fatte sit livs skæve gang og på Kjeld Petersens præcise og kyniske erkendelse af misligholdelsen af sit liv og af sin sekunda-rolle i forhold til Dirch. Bevægende, fordi erkendelsen hos dem begge opleves som de flammer i dem selv, der sætter ild til deres absurde humor, deres vilde spring ud i det vanvid, som skaber deres succeser som scenekunstnere. Lyby har fat i Kjelds bitre selvironi og sarkasme, Andreas Bo mest i…  Andreas Bo.

 

PÅ SPEED

 

Den fortættede effektjagt i Tivoli-udgaven giver sig udslag i et opskruet tempo og lige så opskruet lydstyrke gennem hele forestillingen og ikke mindst hos Troels Lyby og Andreas Bo.

”Jo mindre jeg har at tygge på – jo højere råber jeg,” siger Dirch med Bos mund selverkendende på et tidspunkt.

Tempoet kan ikke forklares med, at Kjeld og Dirch faktisk på scenen dengang kunne have fuldt drøn på. Snarere med, at man nu, halvtreds år senere, generelt kører i et mere speedet tempo. Men gang på gang til skade for dialogen. Som da – jeg tror det er Carsten Bang, der i Stig Lommer-rollen på et tidspunkt citerer den gamle instruktøren Erling Schrøder – ”Dirch er bedst mellem replikkerne”…  Schrøder var en erfaren lystspilinstruktør.

Den erfaring når instruktøren Peter Langdahl og Andreas Bo til enkelte steder. F.eks. i klassikeren ’Skolekammerater’, da de to diskuterer, hvor deres gamle skole egentlig ligger. Dér indtræffer den type pauser, som giver stilhed og derpå udløser bifaldsbraget.

Der er arbejdet alt for lidt med timing i forestillingen. Pauser, selv de millimeterkorteste, kan være livsvigtige for virkningen.

 

SKINMANØVRE

 

Sceneshowet følger nogenlunde den ramme, der er filmens, men vælger i virkeligheden kun det psykologiske indhold som en skinmanøvre. Showet prætenderer at ramme kriser og forsoninger i samarbejdet mellem makkerparret og Stig Lommers beregnende udnyttelse af deres svagheder.

Det havner bare i forsøg på at gøre det samme som Lommer, men med enklere midler: Skabe en revyforestilling med smæk for skillingen, baseret på hurtig forenkling af de dramatiske episoder i historien, på de tos sladderblads-interessante affærer og især på indslag af sange fra de gamle revyer, sange og numre, som i sig selv var succeser dengang og sandelig stadig lever, men som ikke forekommer i filmen.

Forenklingen møder vi f.eks. i scenen med Passers forsøg på at være seriøs skuespiller, da han insisterer på at spille den retarderede Lennie i dramatiseringen af Steinbecks ’Mus og mænd’, der handler om to forhutlede mænd, der under depressionen i 1930’rne vandrer rundt og søger arbejde. Filmen går langt ind i prøverne på Steinbeck-stykket og skildrer Dirchs nagende kamp for at få fodfæste i rollen.

På scenen har instruktøren Peter Langdahl overladt til sin Dirch, Andreas Bo, at spille retarderet helt ud i tovene – det er ikke noget problem for Andreas Bo, for han er en sjov og ekstatisk revyskuespiller der ikke siger nej til parodi, hverken på sig selv eller andre – det ser vi også senere i stykket, hvor han tager kegler på at parodiere Ulf Pilgaard. Parodier, det er han ekspert i. I ’Mus og mænd’-sekvensen får han lov at løbe løbsk i en parodi på Dirchs problemer med rollen.

Når det handler om Dirchs erotiske historier er de på scenen udvidet til også at omfatte hans samliv med Judy Gringer, der selvfølgelig er interessant og har en ypperlig legemliggørelse i Mathilde Norholt, som oveni også har rollen som Dirchs sidste samlever Bente Askjær – glimrende. Sidstnævnte er da med i filmen. Judy Gringer overhovedet ikke. Men navnet tæller, for hun lever i publikums bevidsthed som ophav til ’Babs og Nutte’.

 

SLAGERREVY

 

Og sangene og revynumrene? Grethe Søncks ’Åh, jeg må ha’ medicin, medicin…’ fra Cirkusrevyen er ikke med i filmen, Sprogøes og Dirchs ’Der kommer altid en sporvogn’ heller ikke, så lidt som Gitte Hænnings ’Snakker med mig selv’. Kaya Brüel får til gengæld og lykkeligvis lov at synge ’Come rain and come shine’.

Alle sammen gode indslag og helt legitime i en slagerrevy, men de fører os væk fra essensen af den film, som man påstår, man har ’dramatiseret’. Filmen om Dirchs – og Kjelds – psykiske nedtur.

Men der er da andre sange, der hænger fint og direkte sammen med indholdet. Den rappe Sys Bjerre synger Volmer Sørensens og Otto Franckers ’Snakker med mig selv’, som Gitte Hænning sang i Cirkusrevyen, og sammen med Andreas Bo synger hun, så det ringer fint af Daimi: ’Hvem har du kysset i din gadedør’, som Daimi og Dirch fyrede af i fællesskab i 1967.

Der er dansende Lommerpiger med, Robert Hansen som en frygtelig pæn Preben Kaas, og der er et lille band med. Udmærket, men man slipper ikke for fornemmelsen af discount i forhold til f.eks. Cirkusrevyen d.d.

 

gregersDH.dk

‘I puritani’ Den Jyske Opera, Aarhus 17.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Henriette Bonde-Hansen og Merete Mærkedahl i ‘I Puritani’ (Foto: Den jyske Opera)


BEL CANTO

 

I

 

METERMÅL

 

 

’I puritani’ er bel canto i løbende meter, Henriette Bonde-Hansen er formidabel i hovedpartiet, og Den Jyske Operas afgående chef Annilese Miskimmon fortæller lidt anstrengt sin egen familiehistorie med iscenesættelsen.

Iscenesættelse: Annilese Miskimmon. Scenograf: Leslie Travers. Dirigent: Tobias Ringborg. Medvirkende: Henriette Bonde-Hansen, Leonardo Ferrando, David Kempster, Wojtek Gierlach, Mathilde Paulsson, Jens Christian Tvilum, Jens Bové og Merete Mærkedahl.

’I puritani’ spiller også 19. og 21. august i Musikhuset, Århus. Det er en coproduktion med Welsh National Opera. Varighed: Knap tre timer.

****


Den Jyske Operas chef Annilese Miskimmon er på vej væk fra jobbet – hun skal være chef for Den norske Opera i Oslo.
Det er næsten et testamente, hun efterlader sig med den forestilling, der havde premiere denne aften. Hun har sat Bellinis ’I puritani’ i scene. Det er ok – danskerne er sultne efter bel canto i disse tider. Det får de, og det leverede Bellini senest med ’Søvngængersken’ på Opera Hedeland i forrige uge.
’I puritani’ – ’Puritanerne’ – er bel canto-bravour i lange baner, så lange, at vi dårligt nok ser enden på det undervejs, og det er fint omend ganske trættende, for handlingen, hvis vi skal det handling, er lige så langstrakt. En kærlighedsaffære fra 1600-tallets England under borgerkrigene mellem katolikker og de protestantiske calvinister, puritanerne kaldet, deraf operaens titel.
Da vi anmeldte en fuld Tivoli-opførelse af ’I puritani’ for præcis to år siden – kaldte vi den ”en god historie, der bare ville være fortalt bedre af Verdi, hvis det havde været ham, der fortalte den.”
Annilese Miskimmon har aktualiseret historien med et bestemt og meget personligt greb. Hendes familie stammer fra Nordirland, og hun mobiliserer stærke følelser for den gamle konflikt mellem katolikker og protestanter i Nordirland, den konflikt, der kulminerede i næsten borgerkrigslignende tilstande så sent som i 1970’erne.
Hun skriver udførligt om det i programmet som forklaring på sin håndfaste iscenesættelse af operaen, hvor de tre akter er dobbeltsporet, dels foregår i borgerkrigsmiljøet i 70’erne, dels i 1600-tallet. Med kostumeskift og delvis dekorationsskift. Plus den lille finte, at hovedpersonen, pigen Elvira, er dobbeltbesat. Henriette Bonde-Hansen har det originale, formidable sopran koloratur-parti, og skuespilleren Merete Mærkedahl (fra Aalborg Teater) er stum dobbeltgænger, en 70’er-skygge, der er med i fortid og nutid.
Diskret og egentlig uden at tilføre dramaet andet end en interessant historisk parallel. For Miskimmon en personlig pointe og en morale, der handler om forsoning mellem umage religiøse parter. Meget sympatisk.

EN LYSENDE ELVIRA

Bellinis og hans librettists fortælling om kærlighed på tværs af religiøse skel vil vi overlade til hjemmenes operaguider. Og holde os til det musikalske.
Pigen Elvira og hendes Arturo bliver sunget af Henriette Bonde-Hansen og den ungarsk-italienske Leonardo Ferrando.
Hun med al den sødme og klangskønhed, vi kender hos hende fra herlige, tidligere anledninger – det var f.eks. hendes præstation som Lucia i ’Lucia di Lammermoor’ på Den Jyske Opera, som gav hende Reumertprisen som Årets sanger i 2014 – hun er en sangerinde med stadig enestående fraseringer og udstråling.
Han en sikker og flot syngende tenor med en stålsat stemme – vi tænkte: En Franco Corelli-type – og uden betænkning over for luftlagene over det høje c.
Således blev vi i det hele taget beriget med gode sangere i forestillingen: Basbarytonen David Kempster, bassen Giorgio Valton, og blandt vores hjemlige tenor Jens Christian Tvilum og bassen Jens Bové. Det store kor i god form og orkestret solidt spillende med svenske Tobias Ringborg som dirigent uden at fordunkle den gamle Aarhus-kending Giancarlo Andretta, der dirigerede ’I puritani’ i Tivoli.
Annilese Miskimmon vil nok bliver erindret for denne meget personlige ’I puritani’. Men forhåbentlig endnu mere for hendes tidligere, fortræffelige iscenesættelser af Janacek-operaerne ’Jenufa’ og ’Katja Kabanova’.

gregersDH.dk

‘Hamlet in Absentia’ Kronborg Slotsgård 16.8.2016 Anm,

Category : Alle, Anmeldelser

Mathias Hedegaard  som Rosenkrantza og Sibylle Glosted som Ophelia i ‘Hamlet in Absentia’ (Foto: Hamlet Scenen, Helsingør)

GIV

 

HENDE

 

EN

 

DIAGNOSE

 

 

Skal vi have mest ondt af den forstyrrede Ofelia eller hendes smarte psykoterapeut? Operakomedien ’Hamlet in Absentia’ giver os valgmuligheden i slotsgården på Kronborg.

 

Libretto: Jakob Weis. Iscenesættelse: Åsa Melldahl. Scenografi: Marie i Dali. Komponist: Hugi Gudmundsson. Medvirkende: Sibylle Glosted, Martin Vanberg, Isabel Piganiol. Johannes Mannov. Jakob Zetner, Sebastian Duran, Mathias Hedegaard og Christian Damsgaard. Orkester: Athelas Sinfonietta Copenhagen. Dir.: Jakob Hultberg.

*****

 

VI VANDRER ud fra Kronborg til en strålende rosarød aftenhimmel over Kattegat, månen skinner fuldt. Et eventyr oven på alle de vindblæste, regnfulde aftner.
Og så spekulerer vi lidt over, hvad der er idéen med at skrive en opera om Ophelia og hendes sindssygdom.
Operaen hedder ’Hamlet in absentia’. Hovedpersonen i Shakespeares stykke ser vi altså ikke noget til. Han er absent, men han gemmer sig nok et eller andet sted under scenebrædderne eller bag en af slottets vinduer.
Hovedpersonen i Jacob Weis’ og Hugo Gudmundssons opera er Ophelia.
Eller er det? Det er nok også ’Terapeuten’. Det er hos ham, vi befinder os. Terapeuten, sjælesørgeren, som Ophelia opsøger for at få styr på sine paniske tanker. En moderne terapeut fuld af firkantede teorier om, hvordan man haler syner og mareridt og dystre tanker ud af underbevidstheden på sit offer for at kurere den arme.
Det gør han her, den smarte, sortklædte, svenske tenor Martin Vanberg over for den forskræmte teenager Ophelia – Sibylle Glosted, den unge sopran, som netop har fået årets talentpris ved en koncert under Operafestivalen i København. Udslået hår, flade sko, cowboybukser med huller i knæene. Det passer hende klart bedre end høje hæle og koncertkjole. Hun er til rollespil, til kostume, hun er til teater, hendes Ofelia er en tøs i oprør, i vildrede, og hun spiller hende med vildskab og forvirret nærvær. Synger rent og flot, lige ud af posen.

OPHELIA PÅ KLINIK

Psykoterapeuten over for sit offer.
Man kan anskue den historie på to måder. Som en burlesk komedie, hvor personerne i ’Hamlet’ får med farce-skovlen. Eller også som en dejligt ondskabsfuld udlevering af det velkendte terapeuthalløj, som bygger skamløst på Freud, Reich og andre psykoanalytikere. Hamlet-historien rykket på klinik.
Måske noget af begge dele. Det er det nok.
Musikken er dejlig luftig, gennemsigtig og enkel. Islændingen Hugi Gudmundsson har skrevet kammermusikalsk for Athelas Sinfonietta Copenhagen, scenografen Marie i Dali har anbragt orkestret genialt i en skæv vinkel under et let halvtag, ikke bare belært af det danske vejrlig, men også fordi det løser et akustisk problem – sangerne er ikke iført mikrofoner, men de har orkestret tæt bag sig, de kan høre hinanden, og vi kan høre sangerne på grund af den luftige orkestrale struktur.
Sandelig én ting til: Gudmundssons ubekymrede, melodiske tilgængelighed og frækhed. Rosenkrantz og Gyldenstjerne, de to svigefulde kammerater til Hamlet er gjort til et par skøre klovne, der døddrukne synger ’Helan går’ – de har nok været en tur over Sundet. Mathias Hedegaard og Christian Damsgaard er i hopla i rollerne.
Under dét selskabelige orgie, som Ophelia genoplever under psykobehandlingen, og som vi sandelig genoplever med hende, udsættes den forfrosne pige for en kong Claudius – eller var det Terapeuten? – der griber hendes hånd og synger ’Så kold den lille hånd er…’ Klart hit hos publikum, ligesom ’Helan går’. Og ligesom de kaskader af regelret barok-pastiche, orkester og sangere leverer ind mellem.

DOLKEN I MAVEN

Claudius, Rosenkrantz og Gyldenstjerne. Og selvfølgelig Laertes, Ophelias rasende bror. Gertrud, Hamlets svigefulde mor. Og Polonius, Ofelias far.
Alle inddrages som vidner, dukker frem kravlende som kryb, iført kostumer, der ikke lader deres identitet i tvivl. Polonius med lidt besvær, for han har på det tidspunkt Hamlets dolk i maven og er ved at krepere, blodet flyder, men han vågner da op i spjæt og giver sit besyv med i terapien for ikke at tale om i de orgier, der genkaldes i Ophelias erindring. Jakob Zetner kæmper bravt med den groteske figur. Isabel Piganiol er flot syngende som den hæmningsløst liderlige dronning. Ligesom Johannes Mannov som Claudius. Og den svenske bas Sebastian Duran er kæk og vred som Laertes.
Terapeuten lader sig undervejs gladeligt friste til at deltage i de erotiske excesser – psykoterapeuter har tit plausible forklaringer på deres indforståethed og medleven i behandlingsmetoderne. Og Ofelia lader sig nemt køre om hjørner med. For ikke at tale om dronning Gertrud, der selv beder om det.
Ind imellem spreder Terapeuten nogle teorier om livets gang: Af jord er du kommet, Polonius, til orm skal du blive, og ormene bliver spist af fisk, der ender som føde i din mave, Laertes. Du får din far igen på den facon.
Udfoldelserne er ganske underholdende. Ophelia bliver aldrig tabt i historien, men vi ender uden anden konklusion end, at alle mennesker er alene i denne verden, ikke mindst Ophelia. Så terapeuten må leve med Hamlet-familiens råb: Så stil hende dog en diagnose, så hun kan få fred!
Det kan han så ikke. Over Slotsgården skriger mågerne hånligt.
Her giver vi Øresundsoperaen og dets leder Merete Sveistrup en hånd: ’Hamlet in Absentia’ er et flot gennemført initiativ. Som spiller endnu indtil den 20. august på Kronborg og vil dukke op andre steder senere, bl.a. på Den Fynske Opera i 2017.

gregersDH.dk

‘Søvngængersken’ Opera Hedeland 12.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jaget af mængden – Lina Johnson som Amina i ‘Søvngængersken’ på Opera Hedeland (Foto: Mikal Schlosser)

 

UNA DONNA!

 

UNA DONNA!

 

 

Overvældende opførelse af Bellinis ’Søvngængersken’ – La sonnambula – på Opera Hedeland. Et vokalt og visuelt shownummer i den fortryllede grusgrav.

Instruktør: Runar Hodne. Scenograf: Chistian Lemmerz. Dirigent: Martin Nashima Toft, Medvirkende bl.a.: Lina Johnson, Adam Frandsen, Anna Forsebo, Fabio Previati, Kristina Wahlin og Thomas Storm.

’Søvngængersken’ spiller sidste gang i aften lørdag 13.9. i Opera Hedeland ved Roskilde. Det er kun 3. opførelse. Men sidste.

******

GRUSGRAVEN slår sine egne rekorder. Der bliver spillet opera derude i ødemarken så imponerende som aldrig før.
Hedeland hedder stedet. Et sted, hvor man næppe før er blevet så hed af musikdramatisk glæde. Vi har oplevet mange forestillinger, der bruger arenascenen og naturen omkring den flot, men vist ikke før så grandiost, som det lykkes her.
De spiller Bellinis ’Søvngængersken’, og det er en historie, der skal foregå i en landsby med lidt udendørshalløj ved gadekæret og så en krostue og krostuens gæsteværelse. Nix ret meget weiter.
Men se så her: Et stort trappe- og bro-arrangement er bygget op over og omkring orkestret, der sidder i prægtigt fokus.
Stykkets helt Elvino gør sin entré kurende ned ad en sandskrænt ved siden af. Heltinden Amina bliver i sit fatale søvngængeri et dobbeltmenneske, på én gang bevidstløs live og samtidig som fortumlet sjæl hejst til vejrs i en kæmpekran og svævet tårnhøjt over scenen. Greven – den fatale Spielverderber – ankommer på en hvid hest hundreder af  meter borte på den anden side af søen bag arenaen. Han stikker af til sidst ad samme vej fulgt af en spot i nattemørket. Amina vågner op i flagrende forblæst natkjole fra  sit sonnambule traume fra tilskuerpladsernes højeste tinde. O.s.v.
Det er virkelig placeringen af forestillingen i dette ubetaleligt prægtige sceneri, der er udnyttet til visuelle extravagencer ud over det sædvanlige. Det er site specific, så det basker. Belyst af et lysanlæg, der fungeret brillant.

UDFORDRING

Stærkt inspirerende. Og ganske udfordrende for sangerne, der sandelig har nok af udfordringer i det sanglige.
Bellini er en ægte bel canto-komponist. Der skal synges virtuost, og samtidig, så vi smelter – det sidste klarer Bellini ved at samle nogenlunde den største gang treklange og parallelle tertser og sejlende lange tessitura-pssager, han kan opvise, i soli og duetter, en overdådighed af velklang samtidig med hundesvære koloratura-ture for både tenoren og de to sopraner, pigen Amina og hendes lumske veninde Lisa.
Spillet og sunget af Adam Frandsen med et tenor-overskud af de sjældne, og af de to piger Lina Johnson og Anna Forsebo overordentlig sikkert og klangskønt, den sidste som Lisa, værthusholdersken, der har kløerne i, hvad der er af mænd i kikkerten, og den første, hovedpersonen Anina med det fatale soveproblem, en lyrisk koloratursopran med sublime fraseringer og sart pianissimo, når det stikker hende, i hvilken som helst krog af stemmens registre.
Alle tre sangere skandinaver med hver sit udgangspunkt, men uddannet i København på konservatoriet og operaakademiet. Hertil Aminas mor, sunget af svenske Kristina Wahlin, en mezzosopran, som bl.a. huskes i København fra Hotel pro Formas ’To morrow in a Year’ i 2009.
Lutter sangere på fornemt niveau. Også den italienske baryton Fabio Previati, der går til de to damer i affæren med en lurvet, donjuansk frækhed – ”Una donna!  Una donna!!” – men ender med at smyge sig ud af affæren så diplomatisk som greven i ’Figaros bryllup’ – jeg ude efter damer? Nej, nej da..

SKANDALE

Den romantiske historie er lige til en amerikansk soap. Men den er også effektivt drama og vokal fryd.
Runar Hodne, den norske instruktør fører dramaet frem med glimrende enkeltheder, f.eks. grupperinger af det store kor, som kostumedesigneren Maria Gyllenhoff har klædt dystert på, så de ligner en flok fanger fra Sibriens Gulak. Og som Hodne håndterer dramatisk effektfuldt. Man vil huske scenen, hvor Amina afsløres i grevens seng på kroen – gået fejl i søvne! – og landsbyens mænd og kvinder kommer kravlende som hunde, der lugter blod og skandale og jager Amina i gadekæret, mens Lisa står som en søjle og ser skadefro til.
Sé den ’Søvngængersken’, hvis du kan nå det. Den spiller én gang endnu. I aften, lørdag. Det er en usædvanlig stærk forestilling. Stort anlagt og godt sunget. For resten også godt spillet af Collegium Musicum, dirigeret af Martin Nagashima Toft.

gregersDH.dk

‘Two Gentlemen of Verona’ Hamlet Scenen, Kronborg. 10.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Two Gentlemen of Verona’ henlagt til ungdomsoprøret i 1960′erne. (Foto: Globe Theatre)

SMIL

 

GENNEM

 

REGN

 

 

Den morsomme og ret ukendte Shakespeare-komedie ’Two Gentlemen of Verona’ er på Kronborg henlagt til 60’ernes ungdomsoprør. Regn tog delvis livet af fornøjelsen.

Shakespeare: Two Gentlemen of Verona’. Instruktør: Nick Bagnall. Scenograf: Katie Sykes. Komponist: James Fortune. Medvirkende bl.a.: Leah Brotherhead, Garry Cooper, Aruhan Galieva og Guy Hughes.

’Two Gentlemen of Verona’ spiller i Slotsgaarden på Kronborg indtil 14. august. Varighed: 2 t 40 min. Danske overtekster.

****

(med forbehold for den afbrudte forestilling)

 

JULIA får et kærestebrev fra Proteus – nej, ikke et kærestebrev, hun får en EP-plade, som fyren har indtalt sin glade kurtiseren på.

Shakespeares ’Two Gentlemen of Verona’ er henlagt til midt i 1960’erne. I de år skrev man måske nok breve til hinanden, men Proteus er smartere, han sender pigen en EP. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad det er for en tingest, ruller Julia pladespilleren frem, sætter nålen i rillen og lytter saligt til indholdet, d.v.s. det gør hun nok, men den rappe lille dame lader sig ikke sådan vælte omkuld, i hvert fald ikke mens andre ser på. Hun er kostbar, fnyser på skrømt, brækker den tynde skive i stykker – hos Shakespeare flænser hun brevet – og smider stumperne på gulvet, men samler dem op igen, flikker stumperne sammen og – på med pladen igen! Så hun kan labbe i sig, at han siger ’Jeg elsker dig’.

Scenen foregår foran en rockorkester-stand. Det er tresser-ungdom, der er på banen.

Sjov idé. For stykket handler om fjas og kærestekonflikter og ryk i en ny generation. To knægte fra Veronas højere borgerskab pjanker med vekslende damer, den ene snupper den andens kæreste, og de er lige gode venner for det, for der er emner nok i arenaen i Verona og i Milano, hvor det halve af handlingen foregår. I den brogede historie komme de såmænd også på vildt skoveventyr.

Der er ikke dybere alvor i stykket, det er som den gamle Shakespeare-oversætter Anne Chaplin Hansen kalder det: En ”let komedie på kattepoter”.

I Kronborgs Slotsgård følger vi denne premiereaften de muntre intriger lidt hen ad vejen. Også efter at regnen er begyndt at sile i den grad, at en af de unge damer glider og ryger på numsen på det glatte scenegulv, og alligevel fortsætter ufortrødent et stykke tid.

Der er mere dans i vente og flere sorte skyer med uudtømmeligt indhold undervejs. Så stopper legen, og vi vandrer mistrøstigt bort, og når aldrig at opleve, hvordan Julia forklæder sig til mand og følger i hælene på de glade dandyer og deres to følgesvende Rap og Spids – Shakespeares førstefødte teaterklovne, et par ’Leporelloer’, hvis man tænker på en lignende type som Don Juans tjener i Mozarts opera.

Ærgerligt ikke at få hele den brogede komedie med – ’To gentlemen of Verona’ har næsten aldrig været spillet i Danmark, kun en opsætning på Odense Teater med bl.a. Nina Pens og Erno Müller fremgår af historiebøgerne.

Også dét var en frilufts-forestilling….

Heller ikke dengang tog meteorologerne altså humøret fra dansk teater.

 

gregersDH.dk

‘Dansk Danseteater i Politigården 8.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Kristian Lever, Teresa Silva Dias ogPascal Schmidt i ‘Mahl3′ (Tegning: Claus Seidel)

 

YNDE

 

OG

 

KNYT-

 

NÆVE

 

 

Igen et fremragende og rigt varieret sommerprogram fra Tim Rushton og Dansk Danseteater i Rigspolitiets eventyrlige gård.

Dansk Danseteater med Copenhagen Summer Dance i Politigården. Kompagniet selv plus gæstespil fra Taiwan og John Neumeiers ungdoms-balletkompagni fra Hamborg, dansere fra Den kgl. Ballet, blokfløjtevirtuosen Michala Petri og percussionisten Vilegas fra Chile.

*****

 

SÅ sad vi igen der med livet i hænderne og ventede på vejrgudernes beslutning. Den kom tøvende. Himlen over Politigården dryssede nogle minutter med dråber. Det store dansegulv perlede af vand, og det var mere dansernes liv, vi tænkte på, end vores eget.
Men så stilnede regnen, de store svabere og gulvklude kom frem, og der stod pludselig Michala Petri med sin blokfløjte og spillede sin egen ’Tonekædedans’ med dobbeltgreb og glissandi, en intensiv fornøjelse.
Imens fik gulvet lov at tørre færdigt. Og så kom danserne – først Alba Nadal og Stefanos Bizaz med Bizas’ ’A Naked Feeling’, et par i tilbageholdte, grafiske målinger af hinanden, understyrede, dvælende tilnærmelser til statisk musik for strenge og elektronik.
Afløst blev de to af et trekantsdrama omkring en bænk, så enkelt som var vi i en romantisk park, pigen gnider konstant sine ben varme, vinden tager i hendes sommerkjole, og bænken bliver en fjerde partner, da de to fyre, der konkurrerer om hendes sympati, på skift gør stormkur som et par aftenhede drengerøve, og bænken tumler med. Et charmerende lille værk, skabt af en hollænder for dansere fra John Neumeiers juniorkorps i Hamburg. Til musik af Gustav Mahler, for en gangs skyld kammermusik – en klaverkvartet – af den store symfoniker. Deraf titlen: ‘Mahl3′.
En helt anden musik havde grebet balletchef Tim Rushton i værket ’Drums’ – gæt arten! En chilensk janitchar ved navn Paolo Villegas håndtrommede sit instrument med så djævelsk intensitet, at danserne måtte følge ham i en duet med klap og tilråb, mens deres ben trommestikkede på livet løs.

YNDE OG KNYTNÆVE

Pausen bragte os videre mod et koncentrat af Rushtons ’Ildfuglen’, som vi så og anmeldte i januar, og som nu i koncentreret form igen transplanterer Stravinskijs mesterværk af et instrumentalt bål og brand til fortættet magtkamp.
Hvilke overdådige spring derefter til et japansk gæstespil: To mænds akrobatiske jagt på enighed, et mentalt mere end fysisk opgør og næsten cirkusagtigt trylleri med en rød stang, som de til sidst sænker i slow motion mod gulvet – stangen styret pande og pande, mens de går i knæ.
Videre til et kort divertimento mellem to dansere, der yndefuldt akkompagneres af Michala Petri med barokmusik af Albinoni.
Og så en knytnæve-finale: Brasilianeren Pereiras ’Krash’ med syv dansere i rå streetfight, sort læder, jakker, de smider undervejs, trøjerne med, til sidst nøgne overkroppe. Seks mænd og en kvinde. Rockergruppe-maner. Kvinden: Ida Prætorius, der beholder den sorte brystholder på. Til insisterende, brutale rytmer af Turkman Souljah.
’Krash’ blev komponeret til Den kgl. Ballet i 2015.
Rushton og Dansk Danseteater markerer sig igen som et nyskabende teater for moderne dans. Fra 1. januar 2017 har det til huse i Operaens Takkelloftet.

gregersDH.dk

Copenhagen Opera Festival Finale 7.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lone Koppel kvitterede for festivalens hæderspris med at synge Tosca – 55 år efter sin debut på Det Kgl. (foto: Mathias Løvgreen Bojesen)

DER

*

SKAL

*

SYNGES!

 

 

Copenhagen Opera Festival gror og udfolder sig. Folkeligt og ind imellem eksklusivt. I aftes ved finalen med hæderspris til en stor operakunstner, sopranen Lone Koppel.

****

 

’SHAKESPEARE und kein Ende’ – det konstaterer man i Helsingør i disse dage.
I København hedder det p.t.  ’OPERA und kein Ende’ – men det havde dog i aftes noget, der ligner en foreløbig ende, i hvert fald ende på årets operafestival, der havde finale på Ofelia Scenen, den store plads ved siden af Skuespilhuset. Nu restaureret og gjort lækker efter gennem mere end et århundrede at have ligget som kajplads, kaldet Kvæsthusbroen.
Og med plads til – som det ses på billedet ved anmeldelsen af ‘Den flyvende Hollænder i går – en scene, der om sommeren kan konkurrere med Operaen ovre på den anden side af havnen.
Det beder vi venligst, om man vil videreføre, for denne Ofelia Scene har nu været brugt fortræffeligt tre aftener i træk til at sætte finaletrumf på Opera Festivalen, først med en særudgave af ’Figaros Bryllup’ i fredags, så med ’Den flyvende Hollænder’ lørdag aften og nu denne søndag en finale med spredte guldkorn fra hele ugen, gentagelser af highlights.

 

LONE KOPPEL

Der blev altså kikket tilbage mod øjeblikke fra ugen – og sandelig også langt tilbage, da festivalens årlige hæderspris blev tildelt sopranen Lone Koppel og hun kvitterede med at synge ’Vissi d’arte’, Toscas bøn fra 2. akt af Puccinis opera, en stjernepræstation, som hun indledte i begyndelsen af tresserne, og som vel nærmest har været hendes visitkort lige siden.
Det kan stadig hos de, der har oplevet hende dengang, få nakkehårene til at rejse sig ved erindringen om de opførelser, hvor hun stod over for den italienske stjernebaryton Tito Gobbi som politichefen Scarpia, der lod hendes elskede Cavaradossi torturere i rummet ved siden af. Operadramatisk et højdepunkt, der heldigvis blev bevaret af tv. At høre hende nu synge denne arie på Ofelia Scenen var en livgivende overraskelse, hun sang med fremragende kontrol over stemmen og intenst udtryk, og vi fattede, hvorfor hun er en højt værdsat pædagog for unge sangere. Det er virkelig stærkt at høre sangere, der bevarer formatet længe ud over den traditionelle pensionering. Vi oplevede det ved sidste års festival med en Lisbeth Balslev, som sang i operaen ‘Leaves’.
Lone Koppel demonstrerede i øvrigt ved dette års festival også sit pædagogiske virke ved et af festivalens formiddagsarrangement, et af flere masterclass-arrangementer.
Det sidste fortæller noget om den bredde, festivalen har nået i sine bestræbelser på at gøre hele ugen til et opulent fremstød for forståelse, indsigt i og popularisering af en kunstart, der for nogle mennesker befinder sig i det kulturelle udkantsområde.

 

MÅLET

Festivalens dynamiske chef gennem de seneste år, Michael Bojesen har gjort det til et mål at gøre opera til en folkelig kunstart – eller i virkeligheden gøre sang til et folkeligt element i danskernes tilværelse. Det sprudlende og utrættelige menneske har hver morgen ugen igennem stået ved Torvehallerne og mandet københavnerne op med fællessang, han har været her og der med introduktionerne til solistoptræden, han har dirigeret eller siddet ved klaveret til det ene og det andet, søndag eftermiddag inden finalekoncerten på Ofelia Scenen f.eks. til, hvad han kalder ’Mestersangersjov for børn’. Han har fået professionelle operasangere til at synge løs på havnebåde og opføre barokopera på cykel i byens forstæder, han har fået centrale operapersoner, sangere og instruktører, på brædderne, især på Wilhelm Scenen ved Torvehallerne, for at fortælle om deres virke. Der har været præsentation efter præsentation af unge talenter fra landets konservatorier og en talentpris til en ung sanger – det blev sopranen Sibylle Glosted.
Der er ikke dét, der ikke er sving i. Eksklusive øjeblikke som enspænderen Louise Alenius eller operakomponisten Peter Bruun med sin nyeste opera ’Exodus’ veksler med Keld og Hilda, der laver opera-bingo. Og altså også, som vi fik repeteret i brudstykker ved finalekoncerten: Stjerneøjeblikke fra de hele opera-opførelser, der har præget festival-foløbet. ’ Don Giovanni’, ’Figaros Bryllup’, ’Den flyvende Hollænder’ og børneoperaen ’Hans og Grethe’.
Finalekoncerten sluttede med, at Festivalkoret, et svulmende folkekor, sang fangekoret fra Verdis ’Nabucco’ ledsaget af aftenens orkester fra Malmø Operaen. Operapop? Selvfølgelig. Ambitionen og missionen med festivalen er indlysende nok at gøre sang og opera til hverdag og allemandseje. Der skal synges!
Publikum strømmer til, er medlevende, medvirkende, medskabende.
Folkelighed er et afgørende element. I valget af musik, kunstnere, spillesteder. Og præsentationen er uden snirkler.
Det er en afgørende forskel fra f.eks. 60’ernes Den Danske Ballet og Musik Festival, der havde mere traditionelle klassiske kvalitetskriterier og som satsede bevidst på et i forvejen etableret publikum.

gregersDH.dk

‘Den flyvende Hollænder’ Copenhagen Opera Festival på Ofelia Scenen, 6.8.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

 

Operaen hinsides havnen har fået sig en sommerkonkurrent (Foto: Mathias Løvgren Bojesen)

 

 


 

 

 

 

 

 

*

KÆRLIGHED TIL DØDEN

 

Koncertopførelsen af Wagner ’Den Flyvende Hollænder’ på Ofelia Scenen ved Skuespilhuset var en enestående sammentræf af nogle af Danmarks mest begavede operasangere.

 

Medvirkende: Ann Petersen, Johan Reuter, Stephen Milling, Niels Jørgen Riis, Johanne Bock og Bror Magnus Tøndenes. Det Kgl. Kapel. Dirigent: Jun Märkl.

 

******

 

DET var, som om det var bestilt. Vejret. Stedet.
’Den flyvende Hollænder’ var i aftes udset til Operafestivalens indvielse af Ofelia Scenen – Kvæsthusbroen ved Skuespilhuset omdannet til en grandios udendørs scene for Wagners stormfulde opera. Sorte skyer susede over aftenhimlen, solen brød igennem, når det stak den… det var et billede som i Kingos berømte salme.
De vældige sejldug omkring tribunen med Det kgl. Kapel og solisterne blafrede i blæsten, som var vi ved havet. Det var næsten det, vi var. Københavns havn var baggrunden.
Historien udspiller sig jo ved en havn. Ganske vist i Norge. Men suset var der sandelig fra det værk, Wagner skrev efter sin vilde flugtsejlads fra kreditorer i Riga, hvor skibet nåede frem til England, efter at det under storme havde kysset den klippefyldte norske atlanterhavskyst.
I denne berigende ramme satte dirigenten Jun Märkl og Kapellet i med ouverturens berømte, gjaldende fanfare, et orkestralt signal om naturens kræfter og himmelsk forløsning af det drama, som er den myte, Wagner bygger på: Dramaet om den fordømte hollænder, der må sejle i al evighed på de store have, indtil han kan forløses af en kvinde, der vil erklære ham kærlighed til døden.

KONCERT – OG DOG

Det var en koncertopførelse af operaen. Den kommer på scenen fra den 3. september på Operaen i fuldt udstyr.
Men vi blæste på dekorationer, kostumer og scenegang ved denne Ofelia-version af to grunde.
Den ene er, at rollebesætningen var det maksimale af, hvad du kan opleve ikke bare på disse breddegrader, men i det hele taget, internationalt. Johan Reuter som Hollænderen, Stephen Milling som Daland, Ann Petersen som Senta, Johanne Bock som Mary og Niels Jørgen Riis som Erik.
Den anden er, at den opsætning, Det Kgl. spiller fra og med 3. september er den, vi kender fra 2014, iscenesat af englænderen Jonathan Kent.
Jeg havde nær sagt: Heller en koncertopførelse som den, vi fik i aftes end Jonathan Kents. Han proppede den med mærkværdigheder.
I 1.akten, hvor Senta kun omtales, anbragte han en barne-Senta på scenen. Hun skulle foregribe, at Senta i 2. akten fortæller om sine barnlige, eventyr-drømme om den hvileløst søgende Hollænder på verdenshavene.
I 2. akten erstattede han Sentas hjem, der skal være fyldt af kvinder ved deres spindende rokke, med et kaotisk produktionsmiljø af alskens uskøn art.
I 3. akten blev den forlovelsesfest, Sentas far Daland arrangerede, omdannet til et bakkanal, hvor Senta bliver voldtaget af de lokale.

REGI-TEATER

Den form for regi-teater overser Hollænder-musikkens enorme billedskabende kraft. Men den overser også begavede sangerskuespilleres situationsfornemmelse og menneskeskildrende evner. Johan Reuters karakteristik af Hollænderen er en fremragende fortolkning af et jaget menneskes længsel efter forløsning. Stephen Millings skildrer lyslevende en primitivt reagerende livsglad, driftig, men også beregnende skipper.
Og Ann Petersen bygger sin Senta blændende og levende op med et spil, der svinger mellem drøm, angst, chok, hengivelse, anger og dødsforagt. Hendes konstant vibrerende reaktioner på selv de mindste impulser er en oplevelse. Niels Jørgen Riis er helt rørende som den forsmåede jordiske kæreste til Senta, og Johanne Bock totalt troværdig som Senta amme.
Vi er aldrig ved koncertopførelsen i tvivl om, hvad hovedrollerne tænker og føler, og hvordan de handler, og hvorfor de handler som de gør. Vi er i virkeligheden meget tæt på en scenisk opførelse.
Dertil kommer det, der er slående ved denne koncert: Der bliver sunget af solister, der er totalt hjemme i deres roller. Frigjortheden til at udtrykke sig er meget stor.
Sangligt hører vi stemmer, der er enestående. Danske sangere, flere af dem med store internationale karrierer. Lige her og nu samlet på ét sted. Og så tilføjet den højt begavede 23-årige norske tenor Bror Magnus Tødenes til det lille parti som styrmanden på Den Flyvende Hollænder.
Han er indfanget af Copenhagen Opera Festival til lejligheden og medvirker også ved finalekoncerten søndag aften. Som flere af de andre. Samme sted.

gregersDH.dk