‘Jeppe på Bjerget’ Grønnegårdsteatret 24.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Olaf Johannessen og Christine Gjerulff  i ‘Jeppe på Bjerget’ på Grønnegårdsteatret. (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

JEPPE I

 

DØDS-

 

DROMEN

 

Olaf Johannesen får Holbergs Jeppe til at vokse fra sjællandsk bondedrog til tragisk ener i opsætningen af ’Jeppe på Bjerget’ på Grønnegårdsteatret.

 

Ludvig Holberg: ’Jeppe på Bjeget’. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing og Marie i Dali. Medvirkende: Olaf Johannesen, Christine Gjerulff, Michael Moritzen, Steen Stig Lommer, Kasper Leisner, Andreas Jebro, Peter Oliver Hansen Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous og Ditte Ylva Olsen.

’Jeppe på Bjerget’ spiller på Grønnegaardsteatret indtil 20. august.

 

*****

 

EN overvældende trækonstruktion i gården til Dansk Design Museum, den såkaldte Grønnegård.
Et udstillings-objekt?
Næh. Det er scenen til ’Jeppe på Bjerget’ bygget op som en dødsdrom. En livsfarlig arena.
I ’Jeppe på Bjerget’ dømmes Jeppe til døden. Advokaterne, forsvarer og anklager, drøner rundt på de lodrette vægge iført sorte kapper og masker med lange hvide næser. Det er middelalderjustits. En dommer taler til Jeppe oppe fra kanten af dromen med hæs røst. Jeppe er i den knusende og anonyme magts vold.
Hundset med fra alle sider: Nille tæsker ham med krabasken, Jakob Skomager plyndrer og udnytter ham økonomisk med sine druk-fristelser, Baronen og hans folk bruger ham som legetøj i en mobning, der går over alle bredder i hensynsløshed i et spil, der stinker af standshovmod og kynisk misbrug af den arme, forvirrede Jeppe.
Sådan har instruktøren Tomas Bendixen tænkt sin ’Jeppe på Bjerget’, han pakker forestillingen ind i et commedia del’arte-show med musik, vi ikke får at vide, hvor kommer fra, musikken nævnes ikke i det ellers imponerende og indholdsrige program. Det er en skinger, spanskpræget dansemusik. Blæsere i hidsige og animerende rytmer, der driver baronen og hans håndlangere rundt i stiliserede danse af en distancerende, høvisk ironi. Klodrianen på møddingen omgivet af yndefuldt krukkeri. Virkningen er morsom og fræk. Endda elegant.
Marie i Dali har givet hoffolket brogede renæssancekostumer, og Steffen Aarfing er scenegrafen, der har kapslet dem alle ind i den store dødsdrom. Det fungerer tæt og dramatisk, at han anbringer Jeppe på et cirkelrundt plateau i dromens midte – den fungerer som mødding det ene øjeblik, det næste som baronens seng – mødding og pragtseng, de to nøglepunkter for mobningen af Jeppe.

EN OVERLEVER

Og så Jeppe, denne danske, nationale antihelt, den fordrukne, den skvattede, opportunistiske, hjælpeløse Jeppe. Olaf Johannesen spiller ham som en lømmel fra en bedre københavnsk forstad, du får ikke en dråbe sjællandsk bondesnak fra den Jeppe, den slags er uddød tradition på Det Kgl. Henrik Malberg, Rasmus Christiansen, Osvald Helmuth, Ole Ernst dyrkede den.
Johannesen bevæger sig i den københavner-akademiske sprogtone, som også lå hos Jens Albinus i hans Jeppe-udgave på Aarhus Teater for et par år siden. Ingen folkloristiske ambitioner, kun ét mål: Skildringen af et menneske, der sættes skakmat af sit forkuede mindreværd. Offer for sin mislige placering i samfundshierakiet og tilmed et pjok. Inkarnationen af en brutal opportunist, der pludselig får uanede våben i hænderne, da han bliver bildt ind, at han er baronen. Resultatet af  ”at sætte ringe folk i hast i stor ære”. Holbergs konklusion som efterskrift.
Olaf Johannesen er ikke den lumsk lurende bondetamp, som f.eks. Buster Larsen gjorde ham til. Johannesen er en adræt fyr, fodboldspiller-type, lemlæstet af for mange skader måske, men nej, det er sprutten, der får ham i knæ, sprutten og rædslen for Nilles tæsk. Johannesen har vaklende drukture, der må stille artistiske krav til balanceevne og muskulatur. Han er en overlever.

I FORM

Jeppes Nille er en sund og livskraftig Christine Gjerulff, der holder sig i form ved at tæve Jeppe og erotisk i hopla ved at bolle med ridefogden. Michael Moritzen en fedtet kræmmer, der givetvis tjener mere ved at sælge sprut end at forsåle sko, Steen Stig Lommer en baron af den lavere landadel med kejser Nero-beskidte ambitioner. Og holdet af dandyer ved hans hof er en samling fjantede, selvoptagne komediespillere med færten af finere rokokocirklers totale ansvarsløshed. Det er muntert spil af Kasper Leisner, Andreas Jebro, Jakob Fauerby, Sigurd Holmen le Dous og Peter Oliver Hansen som ridefogden, der kan kunsten af lefle opad og trampe nedad.
En smuk og morsom forestilling med nogle usædvanlige scenografiske løsninger.
Publikum sad ved premieren med let kamufleret rædsel for torden, lyn og styrtregn. Det er vilkåret for dansk udendørs-teater. Den uudtømmelige tapperhed over for meteorologiske udfordringer er blevet et særkende for dansk teaters udøvere og dets publikum. Det burde en dag udmøntes i en Reumert-pris.

gregersDH.dk

‘Ganløse Revyen 2016 19.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Randi Winther, Kim Brandt og Lone Rødbroe i Ganløse Revyen 2016 (Foto: Niels-Steen Andersen)

 

FOR

 

FULD

 

MUSIK

 

Ganløse Revyen lever i år højt på en masse livskraftig musik med Morten Wedendahl i spidsen ved klaveret. Plus et stærkt nyt navn på scenen: Randi Winther.

Instruktion: Jan Hertz. Kapelmester: Morten Wedendahl. Medvirkende: Lone Rødbroe, Randi Winther, Kim Brandt og Mikkel Tiedt (musiker)

Ganløse Revyen 2016 spiller på Ganløse Kro i Nordsjælland indtil 27. august.

****


DER sidder en pæn mand ved klaveret. Han ligner en gymnasielærer. Venlig. Kultiveret. Man er lige ved at række fingeren i vejret for at spørge om et eller andet med Beethoven.
Ganske rigtigt. Vi ser i programmet, at Morten Wedendahl egentlig ville på universitet for at blive cand.mag. i musik. Men så røg han ind i danske revyer og kom aldrig derfra igen.
Tak for det. For han er guld værd. Også på Ganløse Revyen, hvor han i år sidder ved tangenterne hele vejen igennem og tegner butikken.
Jo, jo: Bassisten Mikkel Tiedt er ved hans side og de tre krudtugler Lone Rødbroe, Randi Winther og Kim Brandt er på scenen. Der er masser af musikalsk skud i dem. Og der har da også været andre melodiskrivere i sving.
Men det er den svigefulde cand.mag., der har fat i de musikalske livliner – musikken i denne Ganløse Revy er ikke til at bremse.
I 2. del befinder vi os næsten i en musical-strøm. Tak til den begavede instruktør Jan Hertz for, at han er med på den og lader nummer efter nummer frem mod finalen være proppet med potpourrier, sange, trestemmig eller firstemmige, eller hvor mange stemmer de nu kommer op på, for Wedendahl og bassisten har svært ved at holde sig til deres instrumenter, de nynner og synger med på livet løs.
Publikum holder sig selvfølgelig heller ikke tilbage, når medley’er af kendte toner suser over salen, når holdet blæser sig igennem Nordsjællands geografi til en Rasmus Krogsgård-tekst og slutter med ’I left my heart in Farum Midtpunkt’. Selvom det så kan knibe med at følge Lone Rødbroes kanonsalve af sangstumper i ’Den lille lysegrønne ø’, et forrygende nummer, hvor hun slår løs på alt, hvad der er at slå på af instrumenter inklusive et galleri af flasker. Og brænder danske slagere af i et tempo, der er til olympisk rekord.
I dét nummer er Lone Rødbroes eksplosive kraftudfoldelse med krop og stemme lige hvad der var brug for. I andre numre burde Jan Hertz nok prøve at få hende til at skrue lidt ned for hendes hæsblæsende brug af fon og hestekræfter.

 

SOMETHING ROTTEN

Selvfølgelig er det op og ned med teksterne i revyen, lad os huske nogle af de gode: Rasmus Krogsgaard, der åbenbart har sansen for det lokale, rammer grænsekontrol-snakken med at hegne Ganløse ind med trådnet og hjemmeværnsvagter, så byen efterhånden tømmes for beboere.
Jeg ved ikke, om Krogsgaard med nummeret ’Something Rotten’ hentyder til et lokalt problem i Ganløse Kro, men ’Rotteholdet’ ligger på Christianshavn og ikke i Ganløse. ’Hamlet’ er selvfølgelig altid god for et citat, men nummerets finte til flygtningene i Danmark er tvetydigt. Kim Brandt med den rungende stemme er i hvert fald grum at se på i rotteudstyr.
For denne anmelder er Randi Winther et nyt bekendtskab, en langbenet pige med en stemme, der klinger flot.
Og så har hun nok revyens kønneste nummer. Det hedder ’Bare fordi’. Det handler om en lille pige, der sådan ønsker sig, at der nogen, der har tid til at tage sig af hende. Vi studser lidt over pigen i lillepige-tøj. Endnu mere over, at hun pludselig vender sig og på et øjeblik forvandles til en gammel kone, der spørger på samme måde: Er der nogen, der har lidt tid til mig?
Stine Bruun har skrevet teksten, der på øjeblikke fortæller enkelt og rørende om børn og gamle, der i vores samfund mangler omsorg fra deres omgivelser.
Randi Winther medvirker i øvrigt glimrende i de mange musikalske numre, der altså præger Ganløse Revy 2016.

gregersDH.dk

‘En folkefjende’ Skuespilhuset. Gæstespil fra Schaubühne, Berlin 18.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Eva Meckbach som fru Stockmann i ‘Ein Volksfeind’ (En folkefjende). Foto: Arno Declair.


HVAD

*

HAR DU

*

GANG I -

*

MAND?

 

 

Berliner Schaubühnes gæstespil på Det Kgl. med Ibsens ’En folkefjende’, dramaet om eneren, der er oppe mod de mange. Spiller det glimrende, aktualiserer, forstærker, kaster en debat med publikum ind i forløbet, men ændrer ikke problematikken, kun formen.

 

Ibsen: Ein Volksfeind (En folkefjende). Bearbejdning: Florian Borchmeyer, Iscenesættelse: Thomas Ostermeyer. Scenografi: Jan Pappelbaum. Medvirkende: Christoph Gawenda, Ingo Hübsmann, Eva Meckbach, Renato Schuch, David Ruland, Moritz Gottwald og Thomas Badin.

‘’En folkefjende’ spiller igen I aften, søndag den 19.6. kl. 20 i Skuespilhuset på Store Scene.

*****

 

IBSENS ’En folkefjende’ rykket frem til vor tid.
Hvor det sådan set var i forvejen.
Berliner-iscenesætteren Thomas Ostermeier og hans forfatter Florian Borchmeyer fører med nogle godt tænkte og udspekulerede greb Ibsens historie op to date.
Men det er udvendige greb. Historien er den gamle fra 1880’erne: Ibsens knytnæve af en konfrontation mellem lægen, Dr. Stockmann og hans omgivelser: Myndighederne, pressen og befolkningen i en provinsby, der regner med at blive ved med at leve højt på sit lokale blomstrende kurbad og ikke vil finde sig i, at Stockmann har opdaget, at kurstedet er forgiftet af spildevand fra den nærliggende industri.
Kules skal han, og kulet bliver han.
Også i denne Berliner-udgave, uropført for et par år siden ved festivalen i Avignon og derefter på repertoiret hos Schaubühne i Berlin.
I up to date-versionen er vi hjemme hos den unge, ambitiøse dr. Stuckmann, moderne mennesker, der spiller blød rock med et par journalist-venner, pusler om deres baby, skændes om blevask og udgifter, og kæmper for at få arbejdsro midt i det daglige kaos.
I 2. del er vi på bladredaktionen – skiftet er hurtigt og enkelt, de medvirkende flytter selv møblementet og skriver med kridt ’Redaktion’ over døren i stedet for ’Stockmann’.
I 3. del er vi tilbage i den havarerede stue. Stuckmann og hans artikel om forureningen af vandet er blevet dumpet af journalist-vennerne under trusler om undergang fra bystyret, der har Stuckmanns bror som borgmester. Ingen pardon, hvis lillebror fremturer.
Stuckmann står i hele den scene og tværer væggene hvide, som et kolerastemplet Venedig i ’Døden i Venedig’.

 

NOGLE SPØRGSMÅL?

Altså en frisk tilgang til Ibsen.
Sandelig også, da lyset pludselig tændes i salen, og vi alle er medvirkende som publikum til Dr. Stockmanns offentlige henvendelse til byens borgere. Vi er pludselig som deltagere i et bornholmsk folkemøde.
Stockmann puffes ned fra talerstolen af sin bror og redaktøren, og vi opfordres til at stemme om Stockmanns plan om at smadre byens økonomi ved at kræve et kostbart vandrensningsanlæg.
Derefter: Er der spørgsmål?
Ja, det er der. Flere. Og de afvises hver gang med professionelle, slebne klichéer af redaktøren. Stemningen i forsamlingen er som forventet på Stockmanns side.
Hele dette lange, folkelige indslag bruges i forestillingen til at dokumentere Ibsens tese om, at flertallet altid har uret, mindretallet ret. Demokrati er en fiktiv størrelse. Som teater er det et frikvarter i forestillingen, der uvægerlig får karakter af et muntert indslag, kun seriøst i den forstand, at det påviser, hvordan man etablerer manipulation af en gruppe mennesker.
Som teater er denne ’Ein Volksfeind’ gennemsyret af glimrende skuespillerpræstationer, vi får overtekstet til dansk, og det er også nødvendigt for de tyske skuespillere taler ind imellem rivende hurtigt eller bevidst undertonet.
En ny slutning er digtet til. Stockmann svigerfar, der er direktør for den forurenende fabrik, lynopkøber aktierne i den pludselig dødsmærkede kurhotel og tilbyder aktierne til svigersønnen. I slutscenen sidder Stockmann og konen alene tilbage og tygger på tilbuddet, der nærmest kan redde deres eksistens.
Et prægtigt finale-dilemma, der afstedkommer dyb tavshed imellem Stockmann og konen, mens tæppet langsomt falder. Ostermeiers og Borchmeyers bittert sviende markering af den hjælpeløse placering i en sump af økonomisk velstand og smukke idealer, som den europæiske middelklasse efter deres opfattelse befinder sig i.

Det er dramatik, der selvfølgelig bruger aktuelle associationer til at udvide Ibsens konflikt mellem den idealistiske ener og de borgerlige massers selvopholdelsesdrift. Men ikke ændrer det grundlæggende. Bare giver det et par indsprøjtninger med saltvand. Rent saltvand.

gregersDH.dk

‘Je suis Storm P’ Det flydende Teater 17.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Pelle Nordhøj Kann og Sandra Yi Sencindiver i ‘Je suis Storm P.’ på Det Flydende Teater. (Tegning: Claus Seidel)

 

STORM

 

 

FURESØEN

 

 

‘Je suis Storm P’  – en stærk og uventet historie om tegneren Storm P. Smukt formuleret af ’Det Flydende Teater’ under sejlads over Furesøen

 

Dramatiker: Andreas Garfield. Komponist Henriette Groth. Scenograf: Lisbeth Burian og Guds frie nordsjællandske natur. Medvirkende: Pelle Nordhøj Kann, Sandra Yi Sencindirver og Kathrine Høj Andersen.

‘Je suis Storm P’ er en produktion af Teatergrad spillet på Det Flydende Teater med afgang fra båddfarten på Frederiksdalsvej ved Frederiksdal Hotel.  Forestillingen er på tourné til en lang række teatre i august, september og oktober.

 

*****

 

STORM P. på søen. Storm på gyngende grund.
Vi aner ikke, om Storm P. havde andre sejlende oplevelser end turen frem og tilbage til U.S.A., da han var på skuespiller-tourné i 1919-20. Måske lidt ture på kanalen i Frederiksberg Have, som han boede ganske nær ved.
Men ’Det Flydende Teater’ har gjort Storm P. til emnet for sin nyeste sommerforestilling, der havde premiere denne fredag aften i smult vande og yndefuldt vejr på Furesøen.
Det er blevet et fint lille stykke. Men hvis vi tror. vi skal have en parade af vittigheder og humoristiske indfald limet sammen med en sjov handling i den stil, Storm selv kunne brillere med, så tager vi fejl.
Det er en fiktiv og ganske skarp behandling af et bestemt træk ved Storm P, der går gennem hans tilværelse: Han evne til tilpasning. Målt præcist ud fra en tænkt situation: Hvad ville Storm have stillet op, hvis han i 1940 var blevet bedt af sit blad, B.T. eller Berlingske Tidende, om at tegne en aktuel tegning til avisen den 9. april, den dag tyskerne rykkede ind og besatte Danmark?

DILEMMAET

Dramatikeren Andreas Garfield lader Storm snuppe en af sine gamle tegninger til formålet. En, han har liggende. Den forestiller mor og barn, der står og venter ved ’Café Håbet’. Farmand derinde er på druk. Tegningen kan genbruges. Kunne man omdøbe stedet til ’Café Tysker-Håbet’, og få en tvetydig satire ud af den dagsaktuelle situation?
Og skal man dét, når man er Storm? Være aktuel. Provokere.  Markere sig med politisk satire. Mene noget, der kan være livsfarligt?
Dilemma. Tvivl. Situationen er selvfølgelig brugt på ’Det Flydende Teater’ som et billede på vore dages kontroversielle bladtegner-eksempler. Deraf titlen ‘Je suis Storm P.’
Om det er relevant at bruge Storm P til det formål? Måske. Den bliver det i hvert fald i den vinkel, som Garfield og skuespillerne bruger sammen med instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen.
Storm som den usikre, der skal vælge. Mellem at vove et øje eller blande sig uden om. Valget skildret i stykket som en indre splid i Storm. Udspillet mellem tre skuespillere, der alle tre hver for sig rummer de splittede tanker, der rusker i tegneren. Han angriber sig selv, forsvarer sig, argumenterer på, at han ikke behøver blande sig, appellerer straks efter til sin egen beslutsomhed. Råber det ene øjeblik: ”’Lad blækket flyde – jeg gør det!!” Det næste: ”Lad mig være i fred – jeg er kunstner!!”

 

OMSTILLINGSPARAT

Idéen rammer noget rigtigt i virkelighedens  Storm P.  Han var kendt tilbage i tiden for perioder med  skarpe og barske satiretegninger, især i årene mellem 1905 og 1915, da han tegnede i Ekstra Bladet og nådesløst skildrede mislige, sociale forhold – præster, kapitalister, embedsmænd, som fik kniven, så det gjorde ondt.
Men han var også blød over for de krav, der blev stillet af de aviser og forlag, han arbejdede for på forskellige tidspunkter. Han var smidig, indpassede sig, og omstillede sig let og virtuost. I trediverne og begyndelsen af fyrrerne var han medlem af det nazistiske Nordische Gesellschaft.
Stykket på Furesøen griber ganske håndfast denne side af Storms svaghed. Handlingen udvikler sig med nogle af spillerne som nazister, der manipulerer rundt med Storm. Kathrine Høj Andersen kører frem med kasket og på perfekt tysk. Vi lokkes som publikum med på at synge ”Du bist mein – Ich bin dein”. Og et kor dukker et par gange op ved kaj og på landjorden med til lejligheden nazistiske kampsange. Det er tilmed det ’Elverhøjkor’, som Det Flydende Teater har brugt ved tidligere lejligheder.
Vi skal ikke røbe, hvordan dette rusk i Storm P’s sjæl kulminerer. Men det fiktive plot er godt tænkt. Og stykket en glimrende follow up til det Halfdan Rasmussen-stykke, som Det flydende Teater spillede forrige sommer – også dengang med et personligt dilemma under Besættelsen som emne. Og med Pelle Nordhøj Kann i den centrale rolle, igen i år en sikker og velformuleret skuespiller, der ligesom sine to kvindelige medspillere, Kathrine Høj Andersen og Sandra Yi Sencindiver er glimrende i stand til at time og variere deres sproglige tempo og deres bevægelser i takt med de helt specielle forhold på båden.
Suppleret med den nydeligste evne til at musicere og synge rammende og velrettede sange skrevet af den harmonikaspillende komponist Henriette Groth.
Således kommer vi i havn igen ved Frederiksdal efter en god oplevelse og med den geniale tegner og humorist Storm Ps pinefulde dilemma i hovedet – hvis det ellers var så pinefuldt.

gregersDH.dk

‘Årets Reumert 2016′ Operaen 12.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Lisbet Dahl, modtager hædersprisen ved ‘Årets Reumert 2016′ på Operaen. (Tegn.: Claus Seidel)

 

 

 

HYGGE-REUMERT

 

’Årets Reumert’ på Operaen blev et dansk hyggeshow, elskværdigt og pudsigt uforpligtende. Løs snak. Pludrende og pjanket. Det demonstrerede dansk teaters forsøg på at pejle i alle verdenshjørner. Men det bragte revykunsten på banen med et favntag til Lisbet Dahl.

 

****

 

”HOLD kæft, hvor er jeg glad!” sagde Lisbet Dahl, da hun modtog den store hæderspris under Reumert-prisfesten i aftes.
Glad var hun, selvom hun ser noget bister ud på Claus Seidels tegning. Han har nok ramt tegneblokken det sekund, da Bikubenfondens chef Søren Kaare-Andersen i sin blomstrende karakteristik ved overrækkelsen strejfede hendes ’underfundighed’…”Vi kan nogle gange blive i tvivl om du overhovedet kan li’ os…” sagde han.
Men glad var hun altså. Vel er hun gennem sit 70-årige liv blevet overdænget med priser, men nu var det den såkaldt seriøse ende af dansk teater, der gav hende sin største pris.
Glad og nok også overrasket. Hun har i de sidste mange år primært været knyttet til revyerne, og dem falder der ikke mange dryp af til fra Bikubenfondens Reumert-jury. Især fordi de danske revyer har deres egen årlige prisuddeling, så den genre i dansk teater er godt forsynet og kan selv.
Overraskelse og glæde bragede også op fra publikum i Operaen, da hun fik prisen, for salen var i aftes bristefærdig af teaterfolk fra alle ender af dansk teater. Valget var populært. Respekten for Lisbet Dahl er, så den er til at tage og føle på, hun kan sit professionelle kram. Én ting er Cirkusrevyen, en anden, at hendes karriere rummer præstationer af mange arter. Vi har lige set hende spille ’Sensommer’ sammen med Ulf Pilgaard på Østre Gasværk Teater, hun har tidligere uforglemmelige roller som Edith Piaf på samvittigheden, og denne anmelder har en lysende plet i sin erindring, der handler om Lisbet Dahl på Aalborg Teater som Ofelia i ’Hamlet’.
Lisbet Dahl har fabelagtig tag på revygenren som skuespiller og instruktør, men det kommer sandelig ikke ud af ingenting. Hun har været genrerne rundt.

 

DEN BLANDEDE BUTIK

Genrer på kryds og tværs? Henning Sprogøe, jurymedlem, skriver i en programartikel til ’Årets Reumert’, hvordan han som lærer på Scenekunstskolen kan registrere ”en naturlig udvikling i retning af at afprøve det kunstneriske udtryk i andre og nye konstellationer”. Grænserne mellem ikke bare revy og det øvrige teater rykker og overskrides i disse år mere end nogensinde.
Der kræves diversitet og alsidighed. I nogle tilfælde selvfølgelig til almindelig irritation og en forvirring, der også afspejles i nogle af Reumert-priserne.
De to glade og fjantede fyre, skuespilleren Rasmus Botoft og standup’eren Nikolaj Stokholm, som var aftenens værter, tog fat i, at en af priskategorier bestod af hele tre tidligere priskategorier klasket sammen til én, under betegnelsen ”Musical/ Teaterkoncert/Show”. Botoft kaldte det ”en måde at tage pis på alle tre genrer”. Ja, provokerende selvfølgelig: Café Livas frækt-geniale juleshow ’Når krybben er tom’ og Teater S/H’s hidsige ’Jeg hører stemmer’ – begge på guldvægten over for vinderen i den kategori: Det Ny Teaters klassiker ’Sound of Music’. Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenbrag?
Pris-festen havde i aftes sin egen art i den blandede butik, der gennem 18 år har heddet ’Årets Reumert’. Den butik har alle dage levet med kategori- og genreudskiftninger. I stil og indhold.

 

PLUDREN OG PJANK

Det begyndte i stiv og lettere nervøs højtidelighed i 1999 på Folketeatret, kjole og hvidt over hele linjen. Fra de første år husker vi takketaler fra prismodtagere, der snakkede os i søvn med deres taksigelser, eller som Jørgen Reenberg bragte storladen Kgl. Teater-format på brædderne, og ikke mindst husker vi konferencierer og værter, der prøvede at flytte vægten ved prisoverrækkelserne frem og tilbage mellem sakral højtidelighed og skæg og ballade.
Skuespillere, der påtog sig jobbet, og kunne være mere eller mindre usikre i afvejningen af sjov og alvor. Kvalitative højdepunkter har nok været den flotte kombination af artistisk fantasifuldhed og saglig præsentation, som f.eks. Preben Kristensen eller Ditte Hansen med sin makker Louise Mieritz leverede for år siden.
’Årets Reumert 2016’ lancerer den pudsigste tone af dansk hygge, uforpligtende pludren, elskværdig pjank og dagligstue-fjas mellem de tre værter, Rasmus Botoft, Nikolaj Stockholm og Bodil Jørgensen. Botoft med sin sløsede elegance, Bodil Jørgensen med sit uforskammede klovneri og Stokholm med sin demonstration af ikke at ane noget som helst om teater. Kiks og fejl, frivillige eller ufrivillige, det hele afviklet som et lille familiekomsammen emballeret i en skrammelbunke af gamle møbelrekvisitter fra Det Kgl.s mørbankede rekvisitlager.
Afgjort en forskel fra forrige års prisfest, der i 2015 førte seancen frem i et højspændt cirkus-arrangement, som stort set blæste på kernen i Bikubenfondens hensigter med ’Årets Reumert’. Nemlig den professionelle udmærkelse af individuelle præstationer og initiativer i det aktuelle, danske teater. Vildt og underholdende, men hvem huskede bagefter, hvem der havde vundet hvad og hvorfor?

 

LUNT OG KIKSET

I år skulle det hele bare være stille og roligt og nede på jorden. Lunt og gerne lidt kedeligt, kikset og sløset, sådan som selverkendt dansk mentalitet har det med at udfolde sig.
I en slags angst for patos eller bare seriøsitet? Vi tror det gerne, føler os hjemme i tonen, men får så også lidt svært med pludselig at skulle rumme et citat fra dramatiker-prismodtageren Peter Asmussen – ”Fremtiden befinder sig hos en ugle på verdens sidste træ”. Hva’be’har?
Eller en Bach’sk sats a en solosuite for violin med prægtigt spillede dobbeltgreb.
Eller den psykologisk aggressive idé med syv flygler og deres pianister, der i slow motion trækkes over scenen, så alt står på pause og som på nåle. Det bevidste anti-tempo svarer til det, vi oplever i forestillingens start, hvor Rasmus Botoft længe holder publikum – vi tør dårligt tænke på tv-seerne! – i ravende scenemørke med lyriske fabuleringer om teatrets evige angst for at være ved at tabe tråden, blive svage i knæene, miste pusten, rode sig ud i det ukendte.
Genren ’prisfest’ er lige så søgende, som teatret i øvrigt.
Det skal vi nok ikke være bekymrede over.
Man forsøgte sig i år med at lægge vægt på talentprisen og dens modtagere. Striben af endnu næsten ukendte unge, som kom på scenen, kan vi betrygge med, at blandt de ukendte talentpris-modtagere ved første uddeling i sæsonen 1998-99 var navne som Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Thure Lindhardt.  Så frisk mod.

gregersDH.dk

‘Nykøbing Falster Revyen’ 11.6.2016 (kun tegning)

Category : Alle, Anmeldelser

Michael Hasselflug, Pernille Schrøder, Flemming Krøll og Jacob Morild i Nykøbing Falster Revyen

(tegning: Claus Seidel)

‘Dansejæger’ Betty Nansen Teatret 11.6.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Thommy Andersson og Signe Asmussen  i ‘Dansejæger’ på Betty Nansen Teatret. (foto: Søren Meisner)

 

SOM AT

 

VÆRE PÅ

 

MONTMARTRE

 

Et fint og originalt stykke musikteater om den unge folkemusikforsker Fridolin Weis Bentzon, der viede sit korte liv til Sardiniens vilde klange og rytmer.

Komponist og pianist: Mauro Patricelli. Medvirkende: Signe Asmussen. Thommy Andersson, Stefan Baur, Matias Seibæk og Chano Olskær.

‘Dansejæger’ spiller sidste gang søndag aften på Betty Nansen Teatret.

****

 

DER er en duft at lyslevende fortid over denne her affære. Det er så det prikker i ører og øjne.

Montmartre Jazzhus genskabt på Betty Nansen Teatret med denne forestilling – ’Dansejæger’ er titlen. Vi føres i et djvæleblændt, eksotisk hjørne, som vi så tit blev i 60’erne, når impulserne fra amerikansk og i det hele taget international, rytmisk musik susede gennem det lille lokale i Store Regnegade. New Orleans, mainstream, be bop, de vildeste eksperimenter, grænsende op til John Cage, Fluxus og hvad ved jeg.

I Betty Nansen er det historien om en ung dansk musikerforsker, der er gjort til en fascinerende intim ‘dokumentaropera’, som de kalder den. Men det ligner en avanceret jazzkoncert. Fridolin Weis Bentzon hed han. Han brugte sit urimelige korte liv til at bore sig ind i en afgrænset musik og danseverden: Sardiniens.

Det er det ’dokumentariske’. Dramatiske nok: Fridolin Weis Bentzon døde, da han var 35, havde netop afleveret sin phd om sardinsk folkemusik, efter års studier på stedet.

Kan den historie blive til en opera?

Ja, en slags. Ophavsmanden er den italienske komponist Mauro Patricelli. Han har valgt betegnelsen ’dokumentaropera’. Har vi hørt om den genre før? Ja, såmænd: Patricelli, der bor i København, har gjorde noget lignende med folkesangeren Ingeborg Munk og slap smukt og originalt fra det.

 

EN SKÆBNE

Nu har han skabt en timelang koncentreret forestilling om ’Fridolin’ – sådan blev han kaldt, den unge musiker, i det københavnske musikmiljø i 50’erne og 60’erne – Fridolin var med, da broderen Adrian Bentzon sammen med den fantasifulde, unge københavner Anders Dyrup skabte Montmartre og gjorde stedet til et musikalsk mekka. Men Fridolin ville ud i verden, og hans skæbne blev Sardinien.

Det er denne korte skæbne, vi følger i den kun en time lange forestilling. Patricelli sidder ved klaveret, Signe Asmussen synger nogle af de sange, Fridolin optog med sin Tandberg-båndoptager, og det er blevet til et forbløffende, og meget specielt forløb, hvor man skaber en mærkelig inciterende verden af fortælling og musik, en beretning om den unge Fridolins løsrivelse fra København og Montmartre for at leve sig ind i den musik, sarderne havde som gammelt folkeligt bindemiddel, udmøntet i danse, som Fridolin optog på smalfilm – vi ser sekvenser som baggrund undervejs i stykket på Betty Nansen – og sange, han fik på bånd, udskrev og analyserede som basis for sin senere afhandling.

Patricelli har omskabt fortælling og musik til et moderne, rigt og sammensat værk uden at slippe det originale stof. Selv sidder han ved klaveret og styrer musikken med klaveret som nærmest slagtøj på linje med Thommy Andersson på kontrabas, Matias Seibæk på rigtig slagtøj, Chano Olskær på trommer og så – meget væsentligt: Stefan Baur på saxofoner, hvor tonen fra den instrumentale blæsertradition, Fridolin har aflyttet på Sardinien, blæses ud med voldsom dynamik, morsomt, virtuost.

 

SUVERÆN

Der er i det hele taget en højst charmerende facon på den fortælleglade og musikalske jongleren med det folkloristiske stof, vi får gengivet. Hverdagen på den store ø, hakkeordenen, magtforholdene, mænds og kvinders leben, det sker med mange gentagelser, for gentagelserne har en særlig karakter af underfundighed – i de lokale sange, og derfor også i gengivelserne her.

Signe Asmussen præsterer suveræn beherskelse af det rytmisk og tonalt krævende, sanglige materiale, vandrer ubesværet fra gengivelser af et enkelt folkeligt tema til overdådig, instrumental bevægelighed i Patricellis udvikling af temaet i tekst og sopranstemme, hvor hun og musikerne sammen slynger os ind i en fascinerende og fremmed musikalsk verden, rytmisk uimodståelig. Signe Asmussen er ubestrideligt en af vore mest alsidige sopraner.

Det musikalske er oplagt det afgørende i forestilling.

Men det lykkes samtidig med små greb at fortælle den personlige historie om unge Fridolin. Vi hører stemmer fra folk, der har været i hans nærhed, supplere med korte statements – bl. a.den sardiske forfatter Maria Giacobbe, der har levet i Danmark, siden hun i 1958 blev gift med den danske forfatter Uffe Harder. Og det er den danske folkemindesamler Anelise Knudsen.

Et besynderligt og meget fængende, lille værk om et menneske, hans ambitioner og de rytmer, der rev i ham på den italienske ø Sardinien.

gregersDH.dk

Blog-ferie 23.5. – 9.6.

Category : Alle, Anmeldelser

Bloggen holder læseferie


fra 23. maj til 9. juni


GregersDH.dk


‘The End’ Odense Teater, Sukkerkogeriet 21.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Hanne Hedelund i ‘The End’ på Odense Teater. (Foto: Emilia Therese)

 

 

SORT

 

 

 

 

SORT

 

 

 

 

Konsekvent, men grumme monoton. Det er Odense Teaters forestilling ’The End’ med 25 sange om enden på livet.

Koncept og instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf: Edward Lloyd Pierce. Musikalske arrangementer og kapelmester: Anders Ortman. Medvirkende: Peder Holm Johansen, Hanne Hedelund, Natali Vallespir Sand, Claus Riis Østergaard, Cecilie Gerberg Nielsen, Martin Bo Lindsten og Thomas Bang.

’The End’ spiller på Odense Teaters annex-scene ’Sukkerkogeriet’. Forestillingen går indtil 9. juni. Varighed: 1 t 40 min.

***


TAK for sangene, tapre odenseanske skuespillere.
Eller skal vi sige sangen. For ’The End’ – jeres teaterkoncert – består af 25 sange, men de lyder alle sammen ens. Næsten. Selvfølgelig sker der lidt op og ned undervejs. Sangene har trods alt ophavsmænd, der flytter os en del rundt – Paul Simon, David Bowie, Leonard Cohen, Tracy Chapman, Patti Smith, Peter Gabriel, Tom Waits og alle de andre gode folk. De har fyldt en generation med store sange om livet og døden.
Men nu har den kreative iscenesætter Maria Kjærgaard Sunesen plukket løs fra sangskatten og lindet på musikkens kistelåg. Eller sømmet det til, om man vil.
Det gjorde Mozart og Brahms og andre også med deres Requiem’er og gav os ufattelige rigdomme af oplevelser.
Ingen skal sige, at der ikke er oplevelser og stærke optrin i ’The End’. Sådan set ikke noget i vejen med kreativiteten – scenen er en cirkus-karrusel, de medvirkende er prægtigt og broget kostumeret, de svinger sig i vejret, de invaderer publikum med popcorn, et farverigt band er på scenen, slyngler, narre og jomfruer, soldater og coboys, klovne og bamser, sågar en isbjørn – i hvert fald skindet.
Lyder det ikke som en frisk omgang med livets ende? Det er det ikke. Sangene bliver glimrende sunget fra vekslende positioner på og uden for karrusellen, men bliver trods alle gode fortolkninger en mere og mere monoton, næsten ubrudt kæde af trist desperation og ulyksalighed. Musikken, instrumentationen, teksterne væver os ind i den grummeste stemning. Sikkert tilsigtet. Men kunstneriske oplevelser befordres sjældent – i hvert fald ikke i dette tilfælde – af uflyttelig monotoni over længere stræk.

FIKS IDÉ

På Odense Teater har Maria Kjærgaard Sunesen på det seneste skabt den herligste bevægelse i ’Brødrene Løvehjerte’. Og hun er trængt dybt ind i menneskeligt stof på Teater Får302 med stykket ’Tørst’. Hvad har grebet hende med ’The End’? Alvoren ved livets ende? Simpelt hen? Momentan depression? Eller er projektet en fiks idé af den type, vi kender fra redaktionssekretærer, der med mellemrum siger: Skal vi ikke lave en serie om et eller andet emne? Et af den slags, alle interesserer sig for? Godt. Vi tager døden. En teaterkoncert om livets ende. The End of Life.
Som sagt så gjort af Maria Kjærgaard-Sunesen, og de gode skuespillere Peder Holm Johansen, Hanne Hedelund, Natali Vallespir Sand, Claus Riis Østergaard, Cecilie Gerberg Nielsen, Martin Bo Lindsten og Thomas Bang.
Ikke et ondt ord om deres indsats. Men vi keder os, som forestillingen skrider frem.

gregersDH,dk

 

 

‘Cykelmyggen Egon møder Tommelise Østre Gasværk Teater 20.5.2016 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Nadia Skriver Dahl og David Schnabel i ‘Cykelmyggen Egon møder Tommelise’  (Tegning: Claus Seidel)

 

 

SKIDEGODT,

 

EGON

 

 

 

 

 

’Cykelmyggen Egon møder Tommelise’ er en udbygget udgave af ’historien fra Østre Gasværk i 2011. Stadig en virtuos og farverig udnyttelse af kæmperummet.


Forfatter: Flemming Quist Møller. Iscenesættelse: Steen Koerner. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Komponist: Jesper Mechlenburg. Medvirkende bl.a. David Schnabel, Chenying Lu og Nadia Skriver og Flemming Quist Møller som fortæller.

’Cykelmyggen Egon møder Tommelise’ spiller i Østre Gasværk Teater på Østerbro indtil 19. juni.

****


SÅ er cykelmyggen Egon på pedalerne igen i Østre Gasværks Teater, og vi følger ham glad, som vi gjorde i august 2011, da dramatiseringen af Flemming Quists historie forlystede os første gang i det eventyrlige teaterrum.
Nu hedder virtuosen på to hjul David Schnabel, han er tysk, dengang var det franskmanden Serge Huercio, skrappe fyre begge to. Og når dét er så afgørende at konstatere, er det fordi de virtuose, akrobatiske ture på den tohjulede er voldsomt afgørende for oplevelsen, også for de mange unger, der strømmer til forestillingen. Unger i dette land fra fem år og opefter har et forhold til fænomenet cykel, som er vildere og mere passioneret en voksnes forhold til huspriser, rødvin og de droppede smøger, så det siger ikke så lidt..
Schnabels virtuose håndtering af sit køretøj er en jublende fornøjelse frem for disse ugers daglige tv-syn af sved og stereotype anstrengelser på alskens tours de et-eller-andet ud ad de europæiske landeveje.

I LUFTEN

Men bortset fra det er cykelmyggen Egon og hans meriter mellem rible-krable dyrene på skovbunden endnu engang en fornøjelse i kraft rummet, farverne, de fabelagtige kostumer, og det faktum, at arbejdsmyg, rovmyrer, myggedronning og myggeprinsesse, skarnbasser og rovbiller letter så aldeles ubesværet fra skovens bund som naturens cirkusartister, på flugt eller på jagt efter hinanden i et eventyr, som er udmærket, men som vi aldrig interesserer os for for alvor, fordi det visuelle, det blomstrende, det farverige og luftturene er så overvældende.
Vi har set den store gasbeholder udnyttet flot og storslået mange gange, men vist egentlig ikke så prægtigt lysdesignet som her.
Det overskygger helt det spinkle, dramatiske plot mellem cykelmyg, Dagmar-myggekæreste og den af åkanden opdukkede Tommelise, ja, selv de to skarnbassers svinestreger for at få kløerne i den indsamlede honningdug.
Øjnene ruller i hovedet på store og små over alt det, der er at kikke på. Og på lydsiden er det, der i hvert fald hos min niårige ledsager går renest ind det tordenbrag, som hver akt begynder med. Og så det ræb, der lyder fra tudsen, de den har slugt Egon og de to skarnbasser.
Men intet slår alligevel Egons jonglørnumre på cyklen. Skidegodt, Egon. Vi er helt bekymrede for, at den niårige skal hjem og prøve selv.

gregersDH.dk