'Don Quichotte' Den Jyske Opera 17.8.2014 Anm.

Olafur Sigurdarson som Sancho Pancha og James Johnson til hest som Don Quichotte (Foto: Kaare Viemose)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

DEN BEDRØVELIGE RIDDER

Massenets ’Don Quichotte’ har fine sanglige præstationer af ungarske Viktoria Vizin, amerikanske James Johnson og islandske Olafur Sigurdarson, dirigeres nobelt af franske Jerome Pillement, og iscenesættes forsigtigt af irske Annilese Miskimmon. En levende hest på scenen vil blive husket.

 

’Don Quichotte’ spiller indtil 27.8. i Århus.

***

’DON QUICHOTTE’ – ja, sådan staves han på fransk, den spanske renæssanceforfatter Cervantes bedrøvelige helt Don Quijote.

Operaens komponist Jules Massenet gør sig trods alt visse anstrengelser for at give historien en gang spansk kulør. Helt rørende. Og forgæves. Man er ikke mange takter inde i operaen, før man sender gisp til Bizets ’Carmen’ ved tanken om, hvordan dén blev skåret af ham, selvom han aldrig havde sat sine ben i Spanien, men altså alligevel kunne ramme andalusisk plet side op og side ned.

Hos Massenet bliver det helt overvældende – og i opsætningen på Den Jyske Opera over grænsen til det komiske – efter pausen, hvor operaens heltinde Dulcinea, danser en art flamenco på bordet til Massenets flotte, men hjælpeløse toner, tilsat et kor af damer og herrer, som har fisket den morsomste blanding frem af noget, de forestiller sig er spansk værtshus-dans og så god gammel 60’er twist and shout.

 

OVEN PÅ ’CARMEN’

 

Nok om det. Massenet skrev ’Don Quichotte’ i 1910 på et tidspunkt, hvor ’Carmen’ – omsider – var blevet en kæmpesucces, så han må have kendt ’Carmen’ godt og vidst, hvor tæt navnlig hans Dulcinea ville komme på Carmen: En letbenet, fræk, forførende tøs omgivet af knægte, der bare dåner. Og det har sådan set kun begrænset sammenhæng med titelfiguren, den patetiske, rørende ridder, der ud over at være glødende betaget af Dulcinea har så meget andet i hovedet, så som at frelse verden og løse alle menneskehedens problemer.

Quichottes forelskelse i Dulcinea er, hvad Massenet overskyller med sit duftende franske partitur.

Pudsigt nok er det først i slutscenen, da han ligger for døden efter Dulcineas afvisning af ham, at operaen for alvor rører ved andre strenge, og det er ikke de ringeste. Quichotte har lovet – mellem alt mulig andet, han har lovet – at hans tjener skal eje en ø, og i dødsøjeblikket går løfte, drøm, fortrydelse og tilgivelse op i en smuk enhed i scenen mellem Sancho Pancha, sunget af den glimrende islandske baryton Olafur Sigurdarson, og Quichotte, som naturligvis er en pragtrolle for James Johnson, velkendt af det danske publikum for sin magtfulde Wotan i Kasper Holtens opsætning af Wagners ’Ringen’. I den slutscene er Massenet på højden af, hvad han forhåbentlig har haft på hjerte med sin Quichotte-opera.

 

SÅ TIL HEST

Det er gennemgående noget sejt, hvad Den Jyske Operas chef og instruktør Annilese Miskimmon får ud af opsætningen af denne opera, der aldrig har været spillet i Danmark før.

Scenisk har hun givet op over for myten om ridderen i panser og plade, lanse, hest og kampen mod vindmøllerne. Sådan får vi ham – med det hele. Endda hest i flere udgaver, legetøjshest, cykelhest, og endda en rigtig levende hest som ekstranummer. Så ingen kan føle sig snydt. Det tilfører mere komik end  interessant fortolkning. Scenisk er vi i det lidt flade sparehjørne, rimeligvis fordi det er en forestilling, der skal kunne flyttes. Det er også med til at gøre de mange korscener ubehjælpsomme.

Det kompenseres til dels af stærke sangpræstationer, ud over Johnsons Quichotte og Sigurdarsons Pancha en ypperlig ungarsk mezzosopran, Viktoria Vizin med stemmefylde, flot klang og apparition – hende så man da gerne en dag som Bizets Carmen, en rolle, hun synger andre steder. I mindre partier tenorerne Jens Christian Tvilum og Christian Damsgaard, den første dansk og uddannet i Danmark, den anden dansk, men uddannet i Holland.

Operaens syngende folkefærd bliver mere og mere internationalt. Det er også karakteristisk at Den Jyske Opera besætter flere og flere hovedroller med udlændinge, og i samme åndedræt hyrer flere og flere udenlandske dirigenter, iscenesættere, scenografer og lysdesignere. Vi er kilometer fra en jysk opera, der i tidernes morgen samlede sig omkring Holger Boland, Gerhard Schepelern og djærve jyske sangerhold.

Det skal vi ikke beklage – nordirske Annilese Miskimmon sætter sit stempel repertoiremæssigt f.eks. med – inden for de seneste sæsoner – operaer som ’The Picture of Dorian Gray’ og ’Katja Kabanova’. Spændende nye bekendtskaber. ’Don Quichotte’ er som sagt skrevet 1910. Næsten samtidig med ’Katja Kabanova’ – bare få år før. Lammende traditionel, hvor ’Katja’ var nyskabende.

 

gregersDH.dk

No Comments

  • Jeg er helt enig, Anders; jeg synes også, Gregers’ ellers ufejlbarlige dømmekraft her svigter ham. Det er afgjort IKKE ‘noget sejt’, hvad Miskimmon får ud af operaen i sin iscenesættelse, tværtimod er den helt ekstremt lydhør, fintfølende og nænsom, så karaktererne står lysende klart og rent for os. Det er en sjældenhed blandt operainstruktører i dag og en fornem indføring i en herhjemme ukendt opera!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *